I seer, min Herre! at jeg *fremturer udi at holde mit Løfte, og at jeg aldrig *manqverer noget Minut udi Tiden, som jeg berammer til Sammenkomst, saa at hand kand *giøre sin Regning |K1vaf den Accuratesse jeg har viset udi de smaa Faveurs, at jeg ogsaa vil være ordholdig udi det som er meere vigtigt.

Jeg er saa forsikred, Madame! om min Lyksalighed, og, om en riig Troeskabs Belønning, at jeg udi det Haab har imodstaaet alle Fristelser.

Men kand hand forvisse mig om, at den skiønne Dame, som bær den hæftige Kiærlighed til ham, ikke har opvakt mindste Elskovs Gnist hos ham; men at hand har kundet modstaa hendes *Ansøgning uden Anfægtelse?

Jeg kand ikke negte, at samme Dames store Skiønhed og Yndighed giorde jo i Begyndelsen stor *Impression udi mit Hierte, og at jeg aldrig havde kundet modstaa den Fristelse, som saadant syntes at ville styrte mig udi, hvis den Troskab, jeg er hende skyldig, og hvis den store Kiærlighed jeg bær til hende ikke havde styrket mig. Jeg haaber ellers, at de Eventyr ikke har opvakt mindste Jalousie hos hende, Madame; thi, hvis saa er, giør hun sin tro Tiener u-ret, som ved dyreste Eeder tør forsikre, at, hvor stor Dejlighed, *hanhan]han] hun A B; han Rahbek han] hun A B; han Rahbek har fundet hos samme Fruentimmer, den dog ikke har giordt mindste Skaar udi hans første Kiærlighed; men at hand er rede indtil at hade den synlige Skiønhed, for at behage den usynlige.

Jeg troer *ufejlbar, min Herre, at hand elsker mig af Hiertet, saa vit det er mueligt, for en vankelmodig Siæl.

Ach Himmel! er det mueligt, at jeg skal høre saadan Bebreidelse efter saa store Udviiste Troskabs Prøver.

Hillement! Hun begynder at faa *Skruller i Hovedet; vil det gaae ligesaa til med min Usynlige, saa er jeg *ikke ilde opskiørtet.

Jeg har aldrig haft i Sinde at bebreide ham noget, *endskiønt jeg vidste at een eller anden Vankelmodighed kunde være ham overkommen; thi jeg veed hvad et Menniske er, og hvor mange Skrøbeligheder det er underkasted; men, efter |K2rsom hand taler om sin Kiærlighed udi saadan høy Grad, da kand jeg ikke forbi gaae at sige ham en Ting, som har foraarsaget en liden U-roelighed hos mig, og forestille ham en Beskyldning, som jeg haaber strax hand skal kunde bevise at være falsk.

Hvis nogen kand overbevise mig udi ringeste Maade, at have givet hende Anledning til Mistanke, vil jeg selv dømme mig uværdig hendes *Affection.

Hand kand strax *løse Knuden ved at vise mig den Ring jeg nyelig forærede ham.

Ach himmel! jeg er forraad.

Jeg bekiender reent ud, Madame! at den Ring, som hun gav mig, er ikke alleneste bortkommen men endogsaa, at jeg selv har givet den bort, hvorved jeg ogsaa gierne tilstaaer at have fortient hendes U-gunst; men, naar hun hører Maaden, paa hvilken det er skeed, haaber jeg, at hendes Vrede vil blive *stilled igien. Den Dame, som længe har forfuldt mig, kom hid for nogle Timer siden, hvor jeg var alleene, *forekastede mig min *Koldsindighed, og U-taknemmelighed, og brugte alle optænkelige Midler til at vendevende]vende] veude A vende] veude A mit Hierte fra min Usynlige, men alt forgiæves; thi jeg *contesterede heller at ville døe, end bryde mit Løfte; hvilket, da hun hørdte, og fornam, at jeg ingenlunde var til at overvinde, begiærede hun en liden Gave af mig, som hun vilde forvare til min Erindring. Kunde jeg vel negte hende saadant? *Endeel, for ikke at *passere for grov, u-pollered og u-takenemmelig; endeel ogsaa, for at komme derved udaf hendes *Strikker. Jeg sagde strax derpaa, uden Betænkning, at hun frit kunde befale mig at give saadan Foræring, som hun forlangede; hvorpaa hun tog mig paa mine Ord, begiærede det, som, jeg mindst tænkte paa, betiente sig af min Forvirrelse, og tog Ringen af min Finger. Jeg kunde ikke *sandse efter, *med hvilken Klenodie hun havde skillet mig, førend hun var borte, da betragtede jeg først min *daarlige Gierning, da optændtes hos mig saadan Vrede, at jeg løb, for at *oplede hende, udi fuld Forsæt |K2venten at døe, eller at rive hende Byttet af Hænderne; men disvær! – – –

Min Herre! all denne Undskyldning kand ikke betage den Mistanke jeg har fattet.

Kand saadan Undskyldning ikke frikiende mig, saa skal mit Lif, mit Blod udslette ald Mistanke.

Hold inde, min Herre! Det er nok spilled. Her seer I Ringen, og her seer I jer Kiæreste og hendes *Rivale tillige med.

Ach Himmel! Hvad seer jeg? Er hun den selv samme Person?

Ja, min allerkiæreste Leander! jeg har spilled *tvendetvende]tvende] trende A B; tvende Rahbek tvende] trende A B; tvende Rahbek Personer, for at sætte Prøve paa hans Troskab mod mig, om hvilken, *saasom jeg nu fuldkommen er forsikred, saa staar intet tilbage, at hand jo strax maa nyde Fructen af sin *Bestandighed. Staa op, og lad mig omfavne jer.

Ach min Glæde er saa stor, at jeg ikke veed enten jeg drømmer eller er vaagende.

Ach hvilket dejligt Menniske! næst min Usynlige, kand der ingen større Skiønhed være paa Jorden.

Hvad synes dig, Arleqvin! har jeg haft saa stor Taalmodighed forgiæves?

Ney Herre! I har  skudt Papegoyen . Jer Troskab er bleven rigelig belønned. I er, næst mig, den lykkeligste Mand paa Jorden.

Jeg vil ønske dig et ligesaa glædeligt Udfald; thi du est en gammel tro Tiener.

Jeg tviler, *faa jeg skam, ikke paa Udfaldet. Herren skal ellers have Tak for sit Ønske.

Men allerkiæreste Leander! *lar os gaae hen, og sammenkalde vore Venner paa begge Sider, for at komme til en ønskelig Ende.