Det religiøse system i Potu fylder ganske få kapitler og omfatter en kort trosbekendelse, som er en smule længere end *vores apostolske trosbekendelse. Det er forbudt, og straffes med forvisning til firmamentet, at kommentere de hellige bøger. Og hvis nogen vover at *diskutere Guds væsen og attributter eller sjælenes og åndernes egenskaber, bliver han dømt til *åreladning og spærret inde i *det lokale statshospital. For de holder på at det er tåbeligt at forsøge at beskrive og definere *det som vores tanker er lige så blinde over for som en natugle i dagslys. Alle er enige om at dyrke et højeste væsen som i sin almagt har skabt alt, og hvis forsyn bevarer alt. Bortset fra det, er der ingen der hører ondt for at have *afvigende meninger om hvordan man skal dyrke Gud. Kun de der åbenlyst angriber den |75lovfæstede religion, bliver straffet som forstyrrere af den offentlige orden. Derfor kunne jeg også frit udøve min religion, og ingen generede mig af den grund. *Potuanerne beder sjældent, men meget lidenskabeligt, så når de gør det, ser det ud som om de er i en slags ekstase så længe bønnen varer. Da jeg fortalte hvordan vi beder og synger salmer mens vi laver husarbejde og håndværk, fandt de det derfor kritisabelt, for som de sagde: En jordisk fyrste ville jo tage det ilde op hvis nogen kom til ham med en ansøgning og samtidig i hans påsyn stod og børstede sit tøj eller *friserede sit hår. Vores salmer faldt lige så lidt i deres smag; de mente det var latterligt at udtrykke bod og smerte med musik, eftersom det er suk og tårer der formilder Guds vrede, ikke musik og fløjter og basuner. Den slags blev jeg temmelig forarget over at høre, især fordi min salig far, der dengang var *kantor ved kirken, havde sat musik til forskellige salmer der synges den dag i dag, og jeg selv havde bestemt mig for at søge et ledigt kantorembede. Men jeg forsøgte at undertrykke min vrede, for de underjordiske |76forsvarer deres holdninger så skarpsindigt og fremlægger alt så elegant at *det ikke er så ligetil at gendrive selv de mest iøjnefaldende af deres fejltagelser. Derudover har de også andre holdninger til det religiøse, som de forsvarer med samme teknik og på samme måde præsenterer som sandheder. Jeg gjorde således ofte nogle af mine nære bekendte opmærksomme på at de ikke kunne gøre sig håb om frelse efter døden eftersom de *vandrede om i mørke, men de svarede at *den der dømte strengt om andre, risikerede selv at få den hårdeste dom. Fordømmelse af andre bunder som oftest i indbildskhed, som Gud hader og ikke vil acceptere hos sine skabninger, ydmyghedens største fortaler som han er. At fordømme andres meninger og med magt påtvinge anderledes tænkende sine egne holdninger, det var det samme som at bilde sig ind at man er den eneste der ejer forstandens lys – og så er man en tåbe, for tåber tror at de er de eneste der kan tænke. Da jeg engang ville gøre det klart at jeg havde ret i en sag, og over for min modpart henviste til at jeg stolede på min |77samvittighed, roste han det argument og sagde at jeg altid skulle følge min samvittigheds vidnesbyrd. Det lovede han også selv at gøre til hver en tid, for hvis enhver i stridigheder følger sin samvittigheds bud, vil al uenighed ophøre, og ethvert grundlag for diskussion blive ryddet af vejen. Blandt andre fejl som fyrstendømmets indbyggere holdt fast ved, var de følgende: De benægtede ganske vist ikke at Gud belønner gode gerninger og straffer de onde, men de mente først at belønning og straf blev fordelt i et andet liv. Jeg fremførte forskellige eksempler på folk der var blevet straffet i dette liv for ugerninger og uretfærdigheder, men de diskede op med lige så mange modeksempler på aldeles forbryderiske træer der på en gang havde været ugudelige og topmålt lykkelige hele livet igennem. “Sådan er det når man kommer op at skændes med nogen,” sagde de, “vi griber altid efter netop de våben fra vores fælles arsenal og tænker kun på de eksempler der gavner vores egen sag og styrker vores påstande, mens vi lukker øjnene for alt det der modsiger dem.” Jeg refererede så til mit eget eksempel og fortalte hvordan adskillige der havde gjort mig ondt eller behandlet mig uretfærdigt, havde fået en sørgelig ende. Men dertil svarede de at det alt sammen kom af selvoptagethed, i den forstand at jeg bildte mig ind at jeg var større og mere betydningsfuld i Guds øjne end andre, der selv om de helt uforskyldt havde været udsat for de groveste |78uretfærdigheder, kunne se deres forfølgere leve og ældes i uafbrudt lykke til deres dages ende. Et andet eksempel: Da jeg engang anbefalede at man beder til Gud hver dag, svarede de at de bestemt ikke ville nægte at det var nødvendigt at bede, men at de var overbevist om at fromhed og sand gudsdyrkelse først og fremmest gik ud på at overholde Guds lov. Og som bevis henviste de til en fyrste eller lovgiver. En fyrste hersker over to slags undersåtter. Nogle begår hver dag fejl og overtræder hans bestemmelser, enten af svaghed eller af ondskab eller trods – men kommer konstant anstigende ved hoffet med bønskrifter og undskyldninger for at *bede om tilgivelse for de forbrydelser som de inden længe vil begå igen. Andre kommer sjældent til hoffet og kun når de bliver tilkaldt; de bliver hjemme, følger fyrstens bestemmelser til punkt og prikke og viser ham den lydighed de skylder ham, ved altid at rette sig efter loven. Kan nogen være i tvivl om at han anser de sidste for værdige til hans kærlighed, men betragter de andre som dårlige, dovne og besværlige undersåtter – både på grund af lovovertrædelserne og de evindelige bønskrifter?