|E1r
Første akt
Scene 1
Torben (alene med en *rugsimle i hånden)
Nu er klokken ti, jeg må se for sikkerheds skyld
på mit *urværk, dog det er sandt, jeg har aldrig haft noget. Der vil
*óg noget til før jeg bliver så rig at jeg kan holde mig en hund og
et urværk. En stor hund gad jeg nok have, thi *det lader så smukt
når man har en hund med sig på gaden som man kan fløjte efter, men
at tænke på urværk er for *tidlig for mig. *Jeg har det heller ikke
meget fornøden så længe jeg er i min *madames tjeneste, thi når hun 8
eller 9 gange om morgenen har været vekselvis from, arrig, gudfrygtig,
ugudelig, *verdslig, *gejstlig, ødsel, sparsom, åbenmundet, tavs, ydmyg, hovmodig, så ved jeg det er ikke langt fra middag. Og når hun om eftermiddagen har spillet lige så længe bold med hendes sind, ved jeg
*ungefær at det er aften. Da hun *viste mig i byen, talede hun om lutter
husholdning, sukkede over tidernes vanskelighed og *skikkede mig efter
denne rugsimle, hvoraf hun vil æde den halve del til frokost.
Jeg har
længe grublet på hvad det kan være, og endelig efter lang *spekulas
faldet på de tanker at der må være *en 5-6 sjæle i hende, som fører
krig sammen. En gudfrygtig sjæl, hvilken *når hun får den ugudelige
sjæl under sig, bli’r |E1vmadamen gudfrygtig, så længe
det varer. Den *menagerlige sjæl, når den får den ødsle på knæene,
så bli’r hun menagerlig og skikker mig i byen efter en rugsimle til
frokost. Medens jeg er i sådant ærinde, hænder det sig at den ødsle
sjæl får overhånd, så vil hun have *sukkerlade. Den lystige sjæl får
overhånd, så skal jeg ud i byen undertiden i sådant vejr som en hund
ikke vil gå ud i, for at skaffe hende *kompagni. Medens jeg er ude,
spiller den *traurige sjæl mester, da finder jeg hende grædende over
*Tårepersen når jeg kommer tilbage.
Undertiden har hun to *passioner
på en gang, som for eksempel: Jeg så hende i går danse og græde
tillige. Da kan jeg tænke tvende sjæle på en gang regerede, og da
går det til ligesom i et hus hvor mand og kone, som er stridige og
lige stærke, vekselvis regerer. Thi da kan man *lige så liden grund
finde i husholdningen som jeg kan finde i vor madames sind.
Mig
synes *at den rette årsag er vel nok truffen for en ustuderet person
som jeg er. Thi af *vejrliget kan det ikke komme eftersom jeg har tit
set hende græde i solskin og danse i *slus. Jeg gad dog gerne
engang tale med en lærd mand og høre hans *betænkende derover. Men se,
der er Per Iversen, jeg må give mig lidt i snak med ham.
|E2r
Scene 2
Per Iversen, Torben
Iversen
Hør, Torben, hvem skal have den simle?
Torben
Jeg ved *min tro ikke.
Iversen
Hvilken snak! Hvem har skikket dig efter den?
Torben
Madamens sparsommelige sjæl, som var *borgmester over de andre sjæle da
jeg gik ud.
Iversen
Hvad pokker er det for snak, Torben? Du må ikke have vel udsovet i nat.
Hvorledes lever ellers din madame?
Torben
*Skam der ved, om mit navn det er.
Iversen
Jeg tror den dreng er gal. *Kan du ikke *sagte svare mig til det som
jeg spørger dig om, nemlig hvorledes din madame lever.
Torben
Måtte jeg spørge *monsieur først om vi får godt vejr i morgen.
Iversen
Det kan hverken jeg eller nogen *sige for vist, Torben. Nu er det ondt
vejr, men det ser dog ud til at blive godt vejr i morgen, |E2vellers er intet mindre at bygge på end vind og vejrlig.
Torben
Jeg mener dog at min madames humør er mindre at bygge på. Det er vel
sandt at *vejrliget løber meget galt, især i april måned, men i min
madames sind regner det og er solskin 16 gange om dagen, endogså i
juli måned. Hvad kan man kalde sådant *på dansk?
Iversen
Man kalder *slige folk på gammelt godt dansk vægelsindede.
Torben
Men hvoraf kan sådant komme? Mon sådanne mennesker ikke har mere end
én sjæl?
Iversen
Ak nej, Torben, det kommer af blodet: *ex
circulatione sangvinis majori vel minori,
vitium illud est in sangvine non in anima, exempli gratia, si ... Forstår
du mig?
Torben
Iversen
Nej, jeg forstår ikke *kragemål.
Torben
Jeg forstår ikke heller *klosterlatin. I lærde folk er, *med permission
at sige, ligesom I er gale. Det er jo let at begribe at |E3rman må ikke snakke latin med mig. Sig mig derfor på
godt dansk hvoraf sådant kan komme.
Iversen
Der kan findes en hob onde, *galdefulde væsker i et menneskes legeme, som
nu regerer mest i en del af legemet, nu i en anden, hvorefter
sindet drejer sig. Når de onde væsker sætter sig mest for hjertet, er
man *melankolsk, og når de forflytter sig, bli’r man glad igen.
Torben
Ej, monsieur, det er ikke sådant som jeg spørger om. Var det kun således
beskaffent at min madame var *stundom bedrøvet, stundom glad, så kunne
man tilskrive blodet og væskerne sådant. Men hun er stundom så
*fortrolig at hun skulle fortælle end sin uven hvor mange gange hun
har *ladet sig forlyste siden hendes mands død, stundom igen så
mistænkelig at *hun sætter ord på skruer end også for hendes bedste
venner. En dag er hun syg af sult, en anden af for meget mad. En dag
løber hun for mandfolk, en anden løber hun efter dem. Nu kan folk ikke
lide hende fordi hun er for meget tavs, nu fordi hun er for meget
snaksom. Nu bli’r hun vred når man taler vel om folk. Nu bli’r hun
vred når man taler ilde om de samme. Nu *holder hun for at alting
regeres af en |E3v*slumpelykke. Nu tilskriver hun
*himmelens direktion at hendes grød ikke er blevet *sve’en, eller at
*hendes kaffe er klar og har en nymodens smag. Nu er hun syg af arbejde,
nu af dovenhed.
Iversen
Det kommer altsammen af væskerne.
Torben
Kommer det af væskerne, så skulle jeg tænke man kunne finde noget
på apoteket at kurere mistanke og ugudelighed med.
Iversen
Om sådant kan kureres med noget på apoteket eller ej, det må
doktorerne sige. Jeg siger kun som en *philosophus at det kommer af
væskerne.
Torben
Og jeg siger som ingen philosophus, men som et fornuftigt menneske at det
ikke kommer af væskerne.
Iversen
Ej, vil du *disputere det som alle lærde folk er enige i?
Torben
Lærde folk enige! Jeg har aldrig hørt min livstid at lærde folk er
enige hverken i det eller andet.
Iversen
|E4r
Torben
Ej, hvad var det for en mand?
Iversen
Det var en stor philosophus, som har levet for henved 2000 år siden.
Torben
Og jeg følger fornuften, som har været til fra *Metusalems tider.
Iversen
Hvad er da din mening?
Torben
Hvad vil I da give mig derfor? Thi jeg sælger min visdom lige så dyrt
som en anden. I lærde ta’r jo penge for alting og har det mindre
fornødent end jeg og mine lige. Dog, *på det I skal se at jeg er ikke
misundelig, da vil jeg give til kende de naturlige årsager, som jeg
efter lang spekulas har udgrundet:
Jeg har hørt sige af lærde folk
(thi jeg tjente hos en *tysk barber førend jeg kom her) at *ens sjæl
undertiden kan forflyttes i en anden. Nu kan det være at måske
på samme tid som min madame blev født, en ræv, en gås, et egern, en
gammel kat, en hjort, en skildpadde, en fisk, en skade, en ulv, et lam
er døde, og deres sjæl har taget allesammen
*logement i madamen, hvor de endnu er og bli’r så længe hun er så
vægelsindet. Når nu gåsesjælen *fører regimente, så har hun
gåseforstand, når ulvesjælen rege|E4vrer, får
jeg hug og onde ord for ingenting. Når fiskesjælen har magten, sidder
hun og måber i selskab, og når skadesjælen er borgmester, løber
munden på hende som hjulene på en postvogn.
Iversen
Ha ha ha, det er skade, Torben, at du ikke har studeret.
Torben
I mener måske, så havde jeg end blevet galere end jeg er?
Iversen
Men er det vist at din madame er så vægelsindet?
Torben
Ja, min tro er det vist. Jeg har øvet mig i at efterabe hende, *óg sværger
vores stuepige at hun vil hellere se mig agere således end *gå på den
stærke mand eller *høre på *Chilian og *Hans Wurst.
Iversen
Ak, *hjerte Torben, lad se noget også hvor du bær’ dig ad?
Torben
Ja nok. For eksempel: Nu er jeg i godt humør. Hør, monsieur, den største
fornøjelse for mig er at jeg kan komme i selskab med lærde folk,
*besynderlig sådanne som min herre, af hvis mund der flyder lutter
honning, af hvis tale end stene må bevæges.
|E5r
(Han tier lidt og stryger sig om øjnene)
Monsieur, I er en lærd mand, men I er også en *pedant. Jeg hører
undertiden hellere min kokkepige tale end jer, thi hun taler fornuftigt
i en *slet kokkepige-stil, og I *fører pølsesnak i en lærd stil.
Iversen
Ha ha ha.
Torben
Nu på en anden måde.
(Tager en stol)
Vil monsieur ikke behage at sidde ned? Jeg beder ham derom, han skal min
tro ikke stå. Gør mig den fornøjelse, min herre, at sætte sig.
(Når Iversen vil sætte sig, trækker han stolen under ham så han
falder på sin rumpe, og siger da Torben:)
Monsieur, den stol er for god for jer. Vil I sidde, så kan I sidde på
bænken.
Iversen
Hør, Torben, *jeg forlanger på sådan måde ikke at du skal agere længere.
Torben
Ej, monsieur, *bild jer kun ind at det kommer af væskerne, så kan I
umuligt blive vred. Nu vil jeg *fare fort, thi det er kun en begyndelse.
Monsieur skal have sin fornøjelse deraf.
Iversen
Nej, Torben, du kan fuldføre komedien for stuepigen. *Jeg
har ikke stunder at |E5v*bie længere,
*adieu. Jeg fik et forbandet
stød, som jeg måske vil føle i 3 dage. Jeg skal ikke så hastigt
*gøre mig gemen med *drenge mere. Ak, det gør mig *profecto så ondt at
jeg kan næppe gå.
Scene 3
Lucretia, Torben
Lucretia
Torben, *lav tebordet til, og *gak ud i byen *siden at se du kan skaffe
mig selskab, jeg vil drikke chokolade, der har du en daler til noget
konfekt, som du skal siden *købe til sukkerbagerens.
Torben
Her er ellers den *simle madamen bad mig hente. Bageren lod hilse
madamen og begærede at som han havde ingen *eneste skilling, hun
ville *lade den stå til i morgen.
Lucretia
Ej, om sådanne små sager vil jeg ikke høre noget regnskab, *behold du
det tilsammen. Din *tølper! Du må have tjent hos en *skoflikker *tilforn,
det kan man let se af din *uartighed, fluks hen at lave tebordet
til. Bliv nu så længe borte som du plejer, da må du være vis på en
banket ryg.
Dog, stakkels dreng, når jeg eftertænker undertiden hvor
slet en stakkels tjeners skæbne er, holder jeg det for synd at tale
hårdt til dem, langt mere at slå dem, thi |E6rde
er mennesker såvel som vi, ja, *undertiden er større pund nedgravet hos
sådant ringe menneske end hos en der sidder i største ære og
herlighed. Gid alle vilde betænke det, så foragtede ikke mange store
og fornemme folk ringe og fattige så meget.
Jeg
er sådan sindet at jeg har større *estime for en bonde, ja, for en
*stodder når jeg ser det er et *skikkeligt menneske, end for den rigeste
og mægtigste, *óg ville jeg gerne cedere den ringeste bondekone, som
jeg fandt gode naturens gaver hos. Jeg kan ikke for min død lide det
hos min nabokone at hun handler så ilde med sit *tyende. Dog det er
en underlig kvinde, *på hvis humør man ingen facit kan gøre, thi en
stund slår hun dem, en anden gang kysser hun dem igen. Thi det er
virkelig en af de underligste koner i byen, som har 16 sind på en
dag. Undertiden når jeg kommer til hende, så er hun så fremmed for
mig, som hun aldrig havde set mig før, undertiden igen *dræber hun mig
med lutter fortrolighed og hvisken i ørerne.
Jeg har tit tænkt på,
når jeg har læst *Molières komedier, *hvi han også ikke har kunnet
hitte på at *give net karakter på *slige vægelsindede mennesker.
*Forgangen aften da jeg kom fra samme nabokone, var jeg så *ond at
jeg satte mig *ne’r at skrive en satire på vers over slige folk. Thi den
aften var hun splitter |E6vgal og *trakterede mig
ligesom jeg kunne have været en tjenestepige, da jeg dog *med
permission er lige så god som hun, ja *trods, trods, thi er hun en
fornem borgerkone, så er jeg ligeledes, er hun rig, så er jeg
også rig, er hun smuk, så er jeg også smuk, og har *mafoi i
alle måder lige så stor *ambition som hun. Thi jeg har forfædre at slægte
på som havde *pardieu så stor ambition *som trods nogen af
borgerstanden her i byen.
Min *salig bedstemor Anneke havde mine af en
prinsesse. Den kone var aldrig *kapabel til at omgås med *gemene og
ringe. Jeg mindes den gode kone sagde til mig da jeg var liden: “Hør,
Lucretia, når du vil søge selskab, skal du altid *mage det så, at du er
den ringeste i kompagniet.” Jeg har også efterlevet min *grandmamas
formaning deri, og derfor er *færdig at sprække når jeg fornemmer at
sådan en kvinde ikke vil give mig den ære som mig tilkommer. Jeg kan
aldrig få af mit hoved den spot hun gjorde mig for otte uger siden i
kirken, hvor hun *smukt *sans façon *satte sig oven
for mig. Men *jeg forsømte mig ikke, men tog hende straks ved hånden,
og sagde: “Madame, vær så god og sid smukt dér ne’r.” Siden den tid var
længe uvenskab imellem os, dog det er siden blevet godt igen. Ha ha
ha, jeg glemmer aldrig forgangen dag, *hvor forstyrret hun var med sine
franske viser. |E7rJeg kunne virkelig ikke holde
ud med hende at høre dem længere, thi jeg er en stor hader af al
*affektation. Kan man ikke synge og tale på dansk lige så vel som på
fransk? Jeg skulle mene jo.
Men hvor mon den forbandede dreng bli’r så
længe borte? Jeg tror at jeg engang river hans øjne ud. Torben!
Torben! Hvor bli’r du af, dit *rakkerbæst?
(Torben indenfor svarer “Madame!”)
Dog, stakkels dreng! Jeg tror nok at han ikke har kunnet være hid igen
før.
(Hun synger en fransk vise)
Den vise har en oversat på dansk, men *det har ingen klem, thi man må
sige om vores sprog hvad man sige vil, så er det dog ikke at ligne
mod tysk eller fransk. *Man roser så meget disse danske komedier, men
hvor gode de end er, så kan jeg for min død ikke lide dem. Jeg ved
ikke selv hvorfor. I dag skal der spilles et smukt stykke kaldet *Den
politiske kandestøber, hvilket jeg ville ønske var oversat på fransk
at *om de franske komedier kom her i moden igen, jeg kunne se den
agere. *Thi på dansk har den ingen art. Jeg kan få ondt alene af
*titlen: Den politiske kandestøber! Ha ha ha, Den politiske kandestøber!
*J’enrage. Den politiske kandestøber! *C’est trop bas ca choque les oreilles pardi.
Jeg disputerede
med en dame derover i går som er så *enteteret af det danske sprog at
hun siger |E7v
*min frue i steden for madame, hvilket er
noget som er
*intolerable. Hun sagde til mig: “madame!
,” nej, det er sandt, “min
frue,” ha ha ha! Gid du få skam med din frue! “Min frue,” sagde hun, “hvori
består det at det klinger ikke så vel at sige Den politiske
kandestøber som at sige *le fondeur d’etain
politique?” Jeg svarede i samme tone: “Min frue, jeg ved ikke
hvori det består, men jeg kan forsikre at den danske titel
forårsager sådan *vrid i min mave at jeg må drikke brændevin
derpå når jeg hører den nævne.”
Nej, nu bli’r den forbandede dreng *rent
af lave. Torben! *Du skal få en ulykke på din ryg, *det skal jeg være
dig god for. Er det ikke uforskammet? Mon det bæst har ringeste frygt
eller respekt for dem han tjener hos? Skulle man give sådanne
*kæltringer kost og løn? Skulle man ikke *forsværge at holde nogen
tjener? Thi man har jo ikke andet end fortræd og *chagrin af dem. Jeg
kan forsikre dig, Torben, at din ryg skal denne gang blive så smurt
at du skal føle det i de første otte dage.
(Hun tager en *krabask af bordet og spadserer hastigt frem og
tilbage)
Har den hund nu ikke været borte en halv time alene med at bære et
tebord herind. Nu er jeg så ophidset at om hele verden
*intercederede for ham, så skulle han ikke slippe.
|E8r(Hun går hen og sætter sig lidt at læse i en bog, springer op og
råber:)
Ha ha ha, det var *pardieu et *artigt indfald jeg læste i denne bog: Ingen
ting i verden kan *divertere så meget som en artig *replik. Denne bog
er fuld af sådant. Når jeg får engang så megen stunder, skal jeg
selv *sætte den over på dansk.
Torben (kommer ind med tebordet)
Madamen ta’r det ikke ilde at jeg blev så længe.
Lucretia
Torben (falder med bordet)
Ak, ak, jeg elendige menneske! Madamen må trække et halvt års penge
gerne af min løn om hun ikke vil blive vred på mig. Ak, ak, ak!
Lucretia
Ti kun stille, lille Torben, det vil intet sige, jeg var dog *ked af de
gammeldags kopper, jeg har penge at købe andre igen for.
Torben
(Lucretia *går og spadserer medens Torben går efter andre kopper)
Lucretia
Torben, hvor meget var det du fik til konfekt?
Torben
Fire mark.
|E8v
Lucretia
Fly mig dem tilbage igen. Det må *bie til en anden gang. Det må også
*blive tilbage med chokoladen. Jeg har tænkt mig om siden, at det er *bedst
ikke at skæmte med penge. *Når vi intet har noget, gi’r ingen os noget.
Vores forfædre *vidste ikke af te, kaffe eller chokolade at sige. De
åd et godt smørrebrød eller øllebrød om morgenen, hvilket kostede
mindre penge end te, men mættede mere, thi når man har lagt sådan
god grundvold om morgenen, kan man hastigere blive mæt om middagen.
Tværtimod, te giver appetit og tjener ikke for fattig folk. Men hvor
blev af den *simle du hentede?
Torben
Men hvor blev af det løfte madamen gjorde mig, at jeg skulle beholde den?
Lucretia
Ej snak! Du kan vel æde *grovbrød, giv hid. Jeg skal jo have en
skilling tilbage.
Torben
Jeg sagde jo, at bageren bad om *moratorium til i morgen, og at han havde
ingen eneste skilling ved hånden.
Lucretia
Ej, jeg kender vel bagerens *finter: Når man kommer den anden dag, *sværger
de på deres bagersalighed at de ikke kan komme det i hu. Straks løb
og skaf mig min skilling igen eller pant derfor.
|E9r
Scene 4
Abelone, Lucretia, Torben, Øllegård
Abelone
Her skal vist være en *galanteribo’, det er bedst jeg går til den
nærmeste, thi man får vel ikke bedre køb på et sted end på et
andet. Men her står vist madamen i huset. Måtte jeg bede hende, min
hjerte madame, at vise mig nogle *gyldenstyksbånd?
Lucretia
Gerne, jeg ville kun ønske at der var nogle som *stod hende an. Hun må
selv behage at lede.
Abelone
Nej, her er *såmænd ingen af de slags som jeg søger. Har hun ingen
andre?
Lucretia
Nej, vi har ingen andre denne gang.
Abelone
Så beder jeg da om forladelse at jeg har *umaget madamen. Adieu.
Lucretia
Ej, hun skal min tro ikke gå så hastigt bort. Øllegård, lad os få
tebordet ind. Nu må madamen befale enten hun vil have *the de boue
eller chokolade, *hun skal såmænd bie, jeg sværger derpå.
Abelone
Lucretia
Ej, *det vil intet sige. Min største fornøjelse er at jeg kan have gode
venner hos mig. Jeg vil også ydmygst bede at madamen gør mig den ære
at besøge mig oftere. Jeg kan straks se på hendes ansigt hvad der
bor i hendes hjerte.
Torben
Her er den eneste skilling igen fra bageren. Han sagde at han endnu
ej har bedraget nogen.
Lucretia
Ha ha ha, det *enfoldige menneske! Når pigen skikker ham i et ærinde,
kommer han og siger mig svar. Øllegård, gak ud med ham og *før eders
eneste skillings-proces ud i køkkenet.
Abelone
Jeg er uforskammet at jeg sidder og opholder madamen så længe.
Lucretia
Nej, såmænd, det skulle være mig en fornøjelse om hun ville være her
den hele dag. Jeg venter ellers en hoben bånd hjem fra Holland i en af
dagene, hvorpå hun skal få godt køb, thi jeg håber *at praktisere dem
toldfrit ind (her imellem os at sige). Jeg ville ikke sige det til enhver,
men jeg kan nok se på hendes ansigt at hun kan tie.
|E10r
Abelone
Jeg er ganske *skamfuld over madamens store høflighed samt den store
tillid hun bær’ til mig, da jeg dog er gandske fremmed for hende. *Jeg
sidder ligesom en bondepige med hende.
Lucretia
Ja, ja, gid jeg var sådan bondepige. Hun er i mine tanker *et af de
galanteste og artigste fruentimmer jeg har set mine dage. *Vender hun
sin kop så hastigt om?
Abelone
Tusind tak, jeg kan såmænd ikke mere.
Lucretia
Efter behag, min søde madame, jeg følger den franske mode aldrig at nøde
nogen: Mine forældre derimod har ikke min *måde deri. Det er en
*pønitense for fremmede at spise med dem, thi man må høre 16 gange over
måltid: “Maden må ikke smage dem. I må gå
sulten igen fra bordet.”
Torben, spring hen efter de *franske
aviser, jeg vil se hvad nyt der er. *Om de tidender konfirmeres vi
havde *forrige post om Sicilien, så skal jeg læse dem for *jomfruen.
Abelone
Ak, min hjerte madam, jeg læser min tro aldrig aviser, jeg er ikke
så *artig. Jeg må også hjem nu straks. *Jeg rekommende|E10vrer mig og siger tusind tak for beviste godhed.
Lucretia
Når hun gør mig den ære at komme hid igen, skal jeg åbenbare hende
noget som ligger mig på hjertet, og som jeg aldrig har villet sagt
mine egne forældre. Jeg skal vise hende en satire som jeg har gjort om
en af vore nabokoner. *Adieu, votre servante.
Scene 5
Lucretia, en *lakaj
Lucretia
Hvem vil *han tale med, monsieur?
Lakajen
Jeg ville fornemme fra en jomfru om her var smukke vifter, så ville
hun komme hid og se på nogen.
Lucretia
Jo, jeg tror nok at jeg skal have endnu en del tilbage. Vær så god at
sidde ne’r så længe. Torben, tag en stol til monsieur.
Lakajen
Ak, det sømmer sig ikke, jeg er kun en tjener, jeg kan nok stå.
Lucretia
Ej, han skal såmænd sidde, jeg beder ydmygst.
Lakajen
Jeg beder da om forladelse, *mammeselle.
|E11r
Lucretia
Lakajen
Lucretia
Her er vifter af alle hånde sorter, han kan tage et *dusin med sig til
at vise jomfruen.
Lakajen
Det er for stor godhed. Min jomfru er ellers ikke langt borte; jeg løb
kun *for i vejen. Se, her er hun!
(Imidlertid får hun anden humør)
Scene 6
Terentia, Lucretia, Øllegård, Torben
Terentia
Lucretia
(Bliver siddende og lader den anden dame stå)
*Hvad er hendes begæring?
Terentia
Jeg ville gerne se på nogle vifter.
Lucretia
Ja, jeg skal sige hende, min kære jomfru, alle vil se på mine varer,
men den mindste del køber noget deraf.
Terentia
Herre gud, min hjerte madam, *man køber jo ikke katten i sækken.
|E11v
Lucretia
Men jeg vil da bede jomfruen vil omgås varligt med dem.
Terentia
Der skal så min tro ingen komme til skade i mine hænder. Hvad skal
købet være på denne?
Lucretia
*Det nøjeste køb er 5 mark, ringere kan jeg ikke sælge den, thi vi er
ikke af de folk der *praktiserer noget ind uden at fortolde. Ikke så
meget som et brev knappenåle er kommet eller skal komme nogen tid ind
i vort hus som ikke er angivet.
Torben
Her er de franske aviser, jeg lagde ud en *styver for dem.
Lucretia
Det kan nok være, men *se hvor du får din styver igen. De folk tænker
en styver er intet. For en styver kan et fattigt menneske undertiden
æde sig mæt. Skæmt kun ikke med en styver. Du *er såmænd ikke en
styver værd så stor og lang som du er.
(Torben går ud og knurrer)
Øllegård
Lucretia
Jeg vil ingen vinsuppe have. Du skal varme de ærter op igen som vi
havde i går.
|E12r
Terentia
*Hun vil blive rig, madam, hun er så sparsommelig.
Lucretia
Nej såmænd, min kære jomfru! Vi må *sætte tæringen efter næringen. Så
leve købmænd i *Holland og på andre steder, derfor har de noget i
pungen. *En fattig kræmmer dér skulle holde heste, vogn? Jo, jo, ikke
tjener engang. Fornemme folk går i Frankrig, England og Holland selv
til torvet og køber hvad de skal spise om dagen. Skulle vi have levet
på københavnsk, havde vi for længe siden *afsolgt.
Terentia
Så havde det måske gået eder som det gik i fjor en vis mand i
nabolaget.
Lucretia
Jomfruen er så god at nævne ingen for mig. Jeg er ikke alene selv øm
i at tale om folk, men ser *også ikke gerne at der bliver talt til
folks *præjudice i mit hus.
Terentia
Herre gud, madame! Vi taler om bekendte ting, tilmed er der jo ingen som
hører derpå.
Lucretia
I kan ikke vide. I kan ikke vide. Man bliver tit bedraget deri at
man indbilder sig man er alene. Når min papegøje er kun til stede,
*sætter jeg mine ord på skruer, |E12vthi man har
eksempel på at endogså sådanne *nemme fugle straks lærer og optager ens
ord og repeterer dem når man mindst vil høre sådant.
Terentia
Det er bedst da at jeg går for ikke at føre madamen i fristelse at
fortale sig.
Lucretia
Vil hun ingen vifter beholde?
Terentia
Jo, om jeg måtte tage nogen hjem med mig for at vise min søster.
Lucretia
Jo gerne, når hun sætter mig pant først.
Terentia
*Efterdi hun er så bange, så er det bedst hun beholder sine vifter.
Lucretia
Ligesom hun synes. *Adieu.
;){kind=link}
;){kind=link}
;){kind=link}
;){kind=link}
;){kind=link}
;){kind=link}
;){kind=link}
;){kind=link}
;){kind=link}
;){kind=link}
;){kind=link}
;){kind=link}
;){kind=link}
;){kind=link}
;){kind=link}
;){kind=link}
;){kind=link}
;){kind=link}
;){kind=link}
;){kind=link}
;){kind=link}
;){kind=link}
;){kind=link}
;){kind=link}