|122Men jeg var jo særdeles ivrig efter at lære nyt, og da jeg også håbede på at det kunne skaffe mig en belønning fra den nådige fyrste når jeg kom hjem, lovede jeg villigt nok at gøre hvad jeg kunne.

Men dette betydelige fortrin gør nu ikke beboerne lykkeligere end andre. For når det ikke er nødvendigt at gøre noget som helst for at skaffe sig føden, synker de fleste hen i driverliv og dovenskab og bliver syge i en uendelighed. Resultatet er at langt de fleste dør før tiden, ædt op af orm og råddenskab. Også i det land gav forholdene mig anledning til en hel del filosofiske overvejelser, og befolkningens forhold og skæbne viste tydeligt at tjenestefolk og arbejdere i en vis forstand er lykkeligere end dem der *sløver hen i dovenskab og magelighed fordi de aldrig behøver bekymre sig om føden.

Følgen var masser af forkerte beslutninger, desperate handlinger og voldsomme dødsfald. For den overflod de lever i, berøver dem enhver sans for smag og |129nydelse og giver dem tværtimod kvalme og livslede allesammen. Så det land som jeg troede var de lykkeliges hjem, viste sig i stedet at være de tavses dystre bolig – som snarere fortjente medynk end misundelse.

Følgen er at dette folk, som naboerne betragter med misundelige blikke, snarere fortjener medynk end misundelse. Alle er besat af frygt, mistænksomhed, mistillid og misundelse, og alle betragter hinanden som fjender der ligger på lur efter deres ejendom – så angst, uro, søvnløshed og blege kinder er det udbytte de høster af den lykke som fyrstendømmet Kimal bryster sig af. Det var derfor ikke uden bryderier |135og bekymringer at jeg rejste igennem landet, for på hver en sti og ved hver eneste grænseovergang måtte jeg opgive formålet med rejsen, mit navn, mit hjemland og meget andet til vagterne, og jeg så mig udsat for alle de plager som rejsende plejer at møde i et mistroisk land. I det samme område findes der et ildspyende bjerg, hvorfra den underjordiske ild vælder ud som i ustandselige bølger.

Overalt på byens gader så jeg gamle gråhårede folk springe lystigt omkring og fordrive tiden med børnelege,

Flere gange så jeg hvordan børnene skældte dem ud fordi de opførte sig sådan, og sendte dem hjem med en endefuld. Jeg fik også øje på en ældgammel mand der gik rundt på torvet og piskede til en snurretop eller legede med et trillebånd. Han havde tidligere været en højt respekteret mand og formand for det øverste råd. Denne omvendte rækkefølge observerede jeg såvel hos det svage køn som hos mændene. Derfor forestillede alle sig at en ung mand der giftede sig med en gammel kvinde, ville ende som *Actaeon – hvilket er det diametralt modsatte af hvordan det foregår hos os, hvor en gammel mand der tager sig en ung kone, er bange for at få horn i panden. En enkelt gang kom jeg ud for to skaldede gamlinge der var kommet op at slås midt på torvet. Da jeg undrede mig over sådan et usædvanlig voldsomt temperament hos folk i den alder og spurgte om årsagen til duellen, fik jeg det svar at de var blevet uenige om en luder som de begge to *havde været i seng med på et bordel. De der |137fortalte mig det, tilføjede at der var lagt op til en ordentlig omgang med spanskrøret hvis de gamles værger eller lærere hørte hvor uartige de havde været. Samme aften var der efter sigende en gammel kone der hængte sig fordi hun var blevet afvist af et ungt bøgetræ hun havde forelsket sig i.

Jeg mente ikke det ville være klogt af mig at blive længere i det land, hvor jeg, hvis jeg fik lov at leve 10 år mere, efter loven *ville være tvunget til *at gå i barndom.

Jeg lagde mærke til at denne bagvendte måde at indrette sig på havde nogle uhyggelige følger. For ligesom der i |140andre lande findes skamløse og liderlige kvinder der giver deres krop bort for penge og sætter deres dyd til salg, findes der her mænd og unge drenge der sælger deres nætter og til det formål lejer sig ind på bordeller, hvis indgange er afmærket med skilte og uanstændige tegn. Og når de driver deres forretninger for åbenlyst og udfordrende, bliver de smidt i fængsel og pisket på torvet præcis som vores ludere. Omvendt *går koner og piger her ganske uhindret omkring på gader og veje og ser på mænd. De nikker, blinker, pifter, kniber dem, råber til dem, chikanerer dem, overmaler deres døre med kærlighedserklæringer, praler ganske ubekymret med deres affærer og skryder af deres erobringer, præcis ligesom de uregerlige unge mænd hos os plejer at blære sig med at remse op hvor mange jomfruers og gifte koners dyd de har besejret. Man tager det heller ikke ilde op hvis koner og piger kommer med kærlighedsdigte og smågaver til de unge mænd. De på deres side spiller kølige og tilbageholdende fordi det er upassende for en ung mand uden videre at sige ja til en piges tilnærmelser. Netop på den tid var der stor opstandelse over en pige der havde forført en |141søn af en rådmand. Den forseelse måtte hun høre meget for, og jeg hørte den unge mands venner mumle om at pigen snart ville blive stævnet, og at hun ved den førstkommende ægteskabsret skulle dømmes til ægteskab og æresoprejsning, især da der kunne fremlægges retsgyldige beviser på at den dreng som pigen havde lokket til en illegitim affære, stadig havde været jomfru. [Kun i B: Så var det jeg i mit stille sind tænkte: *“Hvor er vi dog lykkelige i Europa! Og især i Frankrig og Storbritannien, hvor det svage køn svarer til sit navn, og hvor kvinderne lystrer mændenes vilje så blindt at de snarere ligner maskiner eller robotter end væsner udstyret med en fri vilje.”] Mens jeg opholdt mig hos enebærbuskene, turde jeg ikke åbent kritisere deres bagvendte praksis. Men efter at jeg havde forladt hovedstaden, gjorde jeg en del folk opmærksom på at det var unaturligt hvad der her foregik, eftersom det står klart ud fra den universelle ret – og det holder også alverdens folkeslag på – at det mandlige køn er skabt til vanskelige og betydningsfulde opgaver. De svarede at jeg forvekslede vaner og vedtægter med natur. De svagheder man kan bemærke hos kvinderne, skyldes udelukkende opdragelse – hvilket så tydeligt fremgår af forfatningen og forholdene der i landet, hvor vi ser kvinderne brillere med en dygtighed og begavelse som mændene andre steder forbeholder sig eneret på. For kvinderne i Cocleku er beherskede, alvorlige, fornuftige, |142besindige og fåmælte; mændene derimod er flyvske, forhastede og snakkesalige. Så når nogen fortæller noget vrøvl, har man udtrykket: “Sikke noget mandfolkepjank!” Og når nogen gør noget overilet og forhastet, siger de lokale: “Jaja, han er jo bare en stakkels mand!” Men de argumenter kunne jeg nu ikke slå mig til tåls med. Jeg holdt på at det var en bagvendt, fordrejet og fuldkommen naturstridig måde at indrette sig på. Og den forargelse som de nedladende kvinder havde vakt i mig, var årsagen til den ulykkelige beslutning jeg tog kort efter min hjemkomst, og som gav mig så mange vanskeligheder på halsen – som vi skal vende tilbage til senere.

Helt opslugt af det billede satte jeg farten op og *talte timer og minutter på fingrene. De veje jeg gik ad, var stenede og spærret af grøfter og huller så jeg *måtte stride mig af sted på forrevne og tilsølede ben gennem et landskab der snart var knoldet og ujævnt, snart så sumpet at jeg vadede i vand til livet, for broer var der ingen af. Men jeg kæmpede mig tappert gennem besværlighederne, vel vidende at kun *gennem vanskeligheder når man til stjernerne. Efter en times strabadser mødte jeg en bondemand, som jeg hilste høfligt på og spurgte hvor langt der var tilbage til Mascattia, dvs. Videnskabslandet. Han svarede: “Du skulle hellere spørge hvor langt der er til du er ude igen, for du befinder dig midt i landet.” Det svar kom helt bag på mig, og jeg udbrød: “Hvordan kan det gå til at et land hvor der ikke bor andet end videnskabsmænd, ligner et komplet vildnis og ikke et civiliseret land?” Han svarede at landet nok skulle komme til at se bedre ud – så snart |144indbyggerne fik tid tilovers til den slags petitesser. Lige nu, sagde han, havde de ikke andet i hovedet end himmelen, og de havde alle sammen travlt med at finde en vej op til solen. Så man måtte have dem undskyldt at de foreløbig lod markerne ligge uopdyrkede hen. *Det var nemlig ikke så let både at blæse og have mel i munden. Det gik hurtigt op for mig hvad det var den fiffige bondemand sigtede til, og jeg fortsatte min vandring og nåede til sidst frem til hovedstaden Caska. Ved byportene så jeg i stedet for vagtposter både gæs og høns, fuglereder og edderkoppespind. På gaderne rendte svin og forskere rundt mellem hinanden. De sidste adskilte sig kun fra svinene i legemsbygning – hvad skidt og møg angår, lignede de dem på en prik. Alle de lærde var klædt i samme slags kappe, men hvad farve de var, kunne jeg ikke se da de var helt dækket med støv og snavs. Jeg henvendte mig til en af dem, der kom lige hen imod mig, helt opslugt af sine tanker: “Sig mig, hr. magister, hvad hedder byen her?” Han stod længe *ubevægelig og så stift ud i luften som om hans sind og sjæl havde mistet forbindelsen til kroppen. Til sidst så han dog op mod himlen og svarede: *“Der er ikke så længe til middag.” Det tåbelige |145svar, der vidnede om en betydelig distraktion, overbeviste mig om at det er bedre at holde igen med sine studier end at gå fra forstanden af bar lærdom. Jeg gik så videre ind i byen for at se om jeg ud over videnskabsmænd også kunne finde frem til nogle mennesker eller fornuftsvæsner. Byens torv var meget stort og udsmykket med forskellige statuer og søjler, forsynet med indskrifter. Dem gik jeg hen til for at prøve om jeg kunne læse nogle af teksterne. Men mens jeg stod og baksede med det, mærkede jeg pludselig at jeg blev varm og våd ned ad ryggen. Jeg så mig tilbage for at finde kilden til det varme vandløb, og fik øje på en forsker der stod og tissede mig op ad ryggen. Han var så fortabt i sine overvejelser at han tog mig for den statue han plejede at tømme sin blære op ad. Det var mere end jeg kunne finde mig i, især fordi han *ovenikøbet stod og skraldgrinede ad mig imens, så *jeg gav ham en ordentlig en på siden af hovedet. Han blev fuldkommen rasende, greb mig i håret og slæbte mig tværs over torvet, hvor meget jeg end råbte og skreg. Men da jeg så at hans vrede ikke ville lægge sig, smed jeg selv fløjlshandskerne og |146 gav ham igen, råt for usødet, så *vi begge to fik lige meget på indtægts- og udgiftssiden. Til sidst, efter en hård dyst, måtte begge kombattanter bide i græsset. Ved det syn kom store mængder af videnskabsmænd styrtende til og kastede sig over mig som gale. De *tampede løs på mig med knytnæver og stokke og slæbte mig rundt på torvet ved håret, *mere død end levende. Da de endelig blev om ikke mætte så trætte af at slå, trak de mig hen til et mægtigt hus. *Jeg strittede imod ved at stemme fødderne mod døren og nægtede på det bestemteste at gå ind, men de greb mig i nakken og hev mig indenfor som en hylende gris, hvorefter de anbragte mig på ryggen midt på gulvet. Derinde var alt kaos og forvirring, og huset så ud som der hos os plejer at se ud til mikkelsdag og påskedag, hvor møbler, indbo og husgeråd der skal flyttes til et nyt hus, bliver dynget sammen i én forvirring. Jeg bad nu indtrængende de lærde mænd om at lægge en dæmper på deres vrede og lade sig bevæge til barmhjertighed, og gjorde opmærksom på hvor upassende det var for filosofiens og videnskabens dyrkere at gå amok som vilde dyr og give efter for de lidenskaber som de jo selv plejer at prædike imod. Men det var |147som at slå i en dyne. For forskeren der havde tisset mig på ryggen, begyndte forfra og tævede løs på min arme krop som på en ambolt. Det virkede som om han ikke ville helme før han havde slået mig ihjel. Så var det jeg forstod at *ingen vrede er voldsommere end en filosofs, og at bare fordi filosofferne skriver om dyderne, skal man ikke tro de selv praktiserer dem.

Omsider trådte fire forskere ind, som at dømme efter deres kapper tilhørte en særlig sekt. De satte en stopper for de rasende folks trusler, både verbalt og korporligt, og så ud til at have medlidenhed med mig. De trak de andre til side, og da de havde talt lidt med dem, flyttede de mig til et andet hus. Jeg var lykkelig over at være sluppet ud af banditternes greb og have truffet nogle respektable folk, og på deres spørgsmål forklarede jeg omhyggeligt hvordan al den ballade var opstået. De smilede ad min morsomme historie og sagde at det var helt almindeligt at forskerne tissede op ad statuerne når de spadserede på torvet, og at min overfaldsmand højst sandsynligt havde taget mig for en statue |148fordi han var langt væk i sine filosofiske overvejelser. De fortalte også at der var tale om en berømt astronom, og at de andre, der havde tævet så rasende løs på mig, underviste i moralfilosofi. Jeg troede så at jeg var kommet i sikkerhed, og da jeg nu var uden for fare, havde jeg stor fornøjelse af at lytte til det de fortalte om både det ene og det andet. *Men lidt mistænksom blev jeg nu over den alt for nærgående måde de studerede min skikkelse på. Og da de også den ene gang efter den anden spurgte mig om min profession, årsagen til min rejse, og hvor jeg kom fra, og ovenikøbet begyndte at hviske sammen bag min ryg, fik jeg en fornemmelse af at der var noget forfærdeligt i vente. Jeg var ved at dø af skræk da jeg blev gennet ind i et anatomisk kammer, hvor jeg så en rædselsvækkende dynge af knogler og lig, der fyldte rummet med den frygteligste stank. I første omgang troede jeg det var en røverhule, men de anatomiske instrumenter der hang på væggene, lagde en vis dæmper på min frygt, for de gjorde det klart at min vært var læge eller kirurg. Da jeg havde siddet og kukkeluret i dette fængsel i en halv times tid, kom en kone ind med et måltid mad hun havde lavet til mig. Hun så meget venlig ud, men stod og betragtede mig opmærksomt og sukkede dybt fra tid til anden. |149Da jeg spurgte hvad hun var ked af, svarede hun at det var tanken om hvad der ventede mig, der fik hende til at sukke. *“Det er et respektabelt hjem du er kommet til,” sagde hun, “for min mand, der er herre her i huset, er embedslæge og dr.med., og de andre du så, er hans kolleger. Men de undrede sig så meget over din usædvanlige legemsbygning at de har besluttet at undersøge din indre konstruktion og dine indvolde og dissekere din krop for at se om de kan finde noget nyt der kan kaste lys over anatomien.” *Ved de ord sprang hjertet op i livet på mig. Jeg skreg af rædsel og udbrød: “Jamen, frue, hvordan kan man kalde dem pæne folk hvis de uden betænkeligheder skærer maven op på et ærligt og uskyldigt menneske?” Hun svarede:

Du er kommet til respektable folk som ikke handler af ond vilje, men udelukkende har besluttet sig for denne operation for at kaste lys over anatomien.” Dertil svarede jeg at jeg hellere ville slippes løs af banditter end skæres op af selv de mest respektable herrer; og så *kastede jeg mig på knæ for fruen og bønfaldt hende, *med tårerne løbende ned ad kinderne, om at gå i forbøn for mig. Hun svarede: |150“Det kan ikke hjælpe dig meget at jeg går i forbøn for dig, for hvad fakultetet har besluttet, er normalt uigenkaldeligt. Men jeg skal forsøge at redde dit liv på en anden måde.” Med de ord tog hun min hånd, førte mig *gennem en hemmelig dør og ledsagede mig helt ud til byporten, mens jeg rystede af skræk. Til afsked forsøgte jeg, som rimeligt var, at udtrykke min taknemmelighed over for min frelser *i nogle velvalgte ord, men inden jeg for alvor var kommet i gang, afbrød hun mig og sagde at hun ikke ville forlade mig før hun vidste at jeg var helt uden for fare. Det kunne jeg ikke indvende noget imod, så vi fulgtes et stykke videre. Mens vi gik der sammen, fortalte hun løst og fast om forholdene i landet, og jeg sugede begærligt det hele til mig. Men på et tidspunkt drejede hun samtalen ind på et emne som jeg ikke var særlig glad for at høre om fordi jeg deraf kunne slutte at hun til gengæld for den tjeneste hun havde gjort mig, ønskede noget som moralen forbød mig. *Hun fortalte i lidenskabelige vendinger om den urimelige situation de gifte koner står i der i landet fordi alle disse lærde undervisere er så dybt begravede i deres forskning at de fuldkommen forsømmer deres ægteskabelige pligter. “Jeg kan sværge på,” sagde hun, “at det ville være ude med os hvis ikke en og anden ærlig og barmhjertig tilrejsende med jævne mellemrum |151lindrede vores nød og lagde deres lægende hænder på de lidelser der plager os sådan.” Jeg lod som om jeg ikke forstod hvor hun ville hen. Jeg satte farten op – men min kulde øgede kun hendes glødende begær.

bebrejdede hun mig min utaknemmelighed. Men da jeg ikke desto mindre fortsatte fremad, greb hun fat i en flig af mit tøj og forsøgte at standse mig. Det lykkedes mig med magt at rive mig fri af fruens greb, og da jeg var hurtigere til bens end hende, nåede jeg i løbet af kort tid uden for synsvidde. Hvor rasende hun var på mig, forstod jeg af de ord hun gang på gang slyngede efter mig: Kaki spalaki, dvs. “utaknemmelige køter!” Men *jeg tog hendes skældsord med spartansk ophøjethed, lykkelig over at jeg var sluppet frelst fra de vises land, som jeg ikke kan tænke tilbage på uden at gyse.

Og dertil kom et andet uhyggeligt udslag af deres lange liv: De der havde været så uheldige at miste deres formue eller var blevet invalide eller havde pådraget sig en uhelbredelig sygdom, klagede altid grådkvalt over hvor langt livet trak ud, og endte som regel med at begå selvmord fordi de ikke kunne se nogen ende på deres lidelser når livet var så langt. Et kort liv er den mest effektive trøst for de ulykkelige og nødlidende. Begge lande gav mig virkelig stof til eftertanke, og jeg rejste derfra med hovedet fuldt af filosofiske overvejelser.

Da værten kom tilbage, gav han mig en beskrivelse af forholdene i byen, hvoraf jeg sluttede at de sovende mikrokianere udrettede mere end de altid vågne makrokianere, for de første *går direkte til sagens kerne, mens de andre fjumrer rundt med alt det der er udenom. Også her er indbyggerne cypresser, og i deres ydre adskiller de sig ikke meget fra mikrokianerne, bortset fra knuderne i panden. Dog har de ikke noget blod eller saft sådan som planetens andre levende træer. I stedet for blod løber der i deres årer en mere tyktflydende væske, der har de samme egenskaber som kviksølv. Nogle mener ligefrem at det virkelig er ægte kviksølv eftersom det kan bruges i termometre med samme virkning som kviksølv.

Men den morgenmad kom jeg så også til at betale for, og jeg kan garantere for at jeg aldrig nogen sinde har været ude for en mere from – og en mere uvenlig krovært! Så jeg tænkte ved mig selv at det var bedre at spare på bønnerne og så være lidt mere rundhåndet med de gode gerninger. Men jeg lod mig ikke mærke med min irritation, for jeg var godt klar over at det er farligt at *tirre den slags hellige sjæle, der er arrige som hvepse. Der var lige så mange stivsindede gamle Cato'er og moralister i den by som der var indbyggere. De går alle sammen rundt i gaderne med ludende hoveder og hængende grene, |190præker i det uendelige om verdens forfængelighed og fordømmer enhver form for uskyldig fornøjelse. De tager på det strengeste afstand fra alt lige ned til håndbevægelser og latter. *Med deres evige kritik og et sort røgslør af ord prøver de at bilde folk ind at de er helgener. Jeg var træt og fuldkommen udmattet oven på de mange anstrengelser og havde lyst til at muntre mig op med lidt uskyldigt spil, men det hørte jeg meget ondt for overalt – det virkede som om hvert eneste hus i byen var en streng domstol, hvor man skulle bekende sine synder. Og da de så at formaninger og irettesættelser ikke havde større virkning på mig, var der ikke så få der skyede mig som pesten eller en anden lige så smitsom syge. Jeg skal ikke udbrede mig yderligere om deres surhed, men kun nævne et enkelt eksempel der giver et klart billede af tumbacernes karakter, og hvorudfra man let kan gætte sig til resten: Et oliventræ som før i tiden, mens vi begge opholdt os i Potu, havde været en af mine nære venner, fik øje på mig da jeg gik forbi et værtshus, og kaldte mig indenfor. Da han hørte at jeg holdt af et godt glas, himlede han op om min moral og livsførelse med en sådan forbitrelse at håret rejste sig på hovedet af mig, og jeg rystede over hele kroppen. Men alt imens |191denne Cato sad og udsendte sine bandbuller, drak vi det ene glas efter det andet indtil vi begge to var så berusede at vi gik under bordet og måtte bæres hjem af de tililende, mere døde end levende. Da jeg havde sovet den ud og var kommet til mig selv, gjorde jeg mig nogle alvorlige overvejelser om den form for religion, og det stod klart for mig at deres emsighed skyldtes skadelige væsker og galde snarere end virkelig fromhed. Den opfattelse afslørede jeg nu ikke for nogen, og *kort efter rejste jeg min vej i stilhed.

Men jeg stolede lige så meget på nytten af mit forslag som på at jeg ville få støtte fra mændene, som jeg håbede ikke ville svigte den fælles sag – så jeg holdt hårdnakket fast ved mit, og ingen advarsler kunne rokke mig ud af stedet. Derfor blev jeg nu, som loven foreskrev, ført til torvet med en strikke om halsen for at afvente rådets afgørelse. Rådet blev indkaldt og stemte om sagen, hvorefter deres afgørelse blev oversendt til fyrsten til bekræftelse. Og da den kom tilbage derfra, læste herolden den højt som følger: