Blandt de glimrende traditioner man havde dér i riget, var nemlig at det var *tilladt at nyde uskadelige fornøjelser, som menes at styrke sindet og give det evne til at påtage sig vanskelige opgaver, og som siges at kunne sprede de mørke skyer og *melankolske følelser der er kilde til så mange optøjer, konflikter og dårlige råd. *Af den grund krydrer de de alvorlige opgaver med morskab, men de blander kun det seriøse med det muntre på en sådan måde at det første ikke udarter til bedrøvelighed og det sidste ikke ender i |34skamløshed. Jeg kunne nu ikke undgå at blive forarget da det gik op for mig at *disputereøvelser blev regnet blandt forlystelser og teaterforestillinger. På faste tidspunkter hvert år blev der indgået væddemål og udlovet præmier til vinderne, hvorefter disputanterne blev sluppet løs på hinanden som om de var gladiatorer i tvekamp, og med omtrent samme regler *som man hos os bruger til hanekampe og andre hidsige dyreslagsmål. Derfor plejede rige folk at opdrætte disputatorer ligesom man i vores verden opdrætter jagthunde, og træne dem i disputerekunst og dialektik så de var velkvalificerede og snakkesalige til de faste årlige konkurrencer. Således var der en hovedrig borger ved navn Henochi der i løbet af en treårig periode havde vundet store summer, 4.000 ricatu, i præmier på en enkelt disputator, som han havde opdrættet til samme formål. Og det var mere end en gang sket at andre, der plejede at tjene penge på den slags konkurrencer, havde tilbudt Henochi umådelige beløb for ham, men hidtil havde han ikke været villig til at sælge sin skat, som hvert år gav ham store indtægter. Med *sin utrolige tungefærdighed *rev han ned og byggede op, gjorde cirkler til kvadrater, slog om sig med *syllogismer og sofismer og |35dialektiske fælder, og *distingverede, subsumerede og limiterede så han var i stand til at bringe en hvilken som helst modstander på glatis og til tavshed efter behag. Jeg overværede selv et par gange den slags forestillinger, og det med største ubehag. For det forekom mig respektløst og uværdigt at forvandle disse ophøjede øvelser, der plejer at være en pryd for vores *læreanstalter, til teaterforestillinger. Og når jeg tænkte tilbage på hvordan jeg selv tre gange med succes havde disputeret offentligt og vundet mine laurbær derved, kunne jeg dårligt holde tårerne tilbage. I øvrigt var det ikke selve handlingen så meget som måden den foregik på, der vakte min væmmelse. Der var nemlig hyret nogle indpiskere, kaldet “cabalcer”, som, når de så at de disputerende blev for sløve, skulle stikke dem i siden *med nogle spidse instrumenter for at hidse dem op igen og give dem ny energi. Jeg skal undlade at nævne forskelligt andet som jeg skammer mig ved at tænke på, og som jeg fandt forkasteligt hos så kultiveret et folkeslag. Ud over disse disputatorer, som de underjordiske for sjov kalder “masbaker” eller “slagsbrødre”, var der også nogle konkurrencer mellem firbenede dyr, såvel vilde som tamme, og nogle særligt|36 krigeriske fugle. Den slags blev vist frem for publikum for penge. Jeg spurgte min vært hvordan det kunne gå til at så fornuftigt et folkeslag gjorde cirkusnumre ud af ædle øvelser, der kan optræne talegaverne, afsløre sandheden og skærpe åndsevnerne. *Han svarede at disse konkurrencer havde været højt respekteret *i de barbariske tider for længe siden, men da erfaringen efterhånden havde vist at disputatser snarere kvalte sandheden, gjorde unge mennesker uregerlige, førte til optøjer og spændte ben for seriøse studier, så var de blevet flyttet fra universiteterne til cirkus; og det havde da også vist sig at de studerende hurtigere blev udlært ved stilhed, læsning og eftertanke. Det svar var jeg dog ikke tilfreds med, hvor besnærende det end lød. I byen var der et universitet eller en læreanstalt, hvor der blev undervist med største alvor og værdighed i de frie kunster. Min vært tog mig med hen i auditoriet i denne skole på en festdag hvor der blev udnævnt en madic, dvs. en dr.phil. Handlingen blev gennemført uden nogen form for ceremonier, bortset fra at kandidaten holdt en lærd og formfuldendt forelæsning om et fysisk problem. Da han var færdig, indførte læreanstaltens forstandere ham i protokollen over dem |37der har ret til at undervise offentligt. På min værts spørgsmål om hvad jeg syntes om den handling, svarede jeg at den forekom mig alt for tør og kedelig i sammenligning med vores promotioner. Og derpå forklarede jeg *hvordan vi plejer at udnævne magistre og doktorer, nemlig med en forudgående prøve på deres evne til at disputere. Ved de ord rynkede han brynene og spurgte hvad de disputatser går ud på, og hvordan de adskiller sig fra de underjordiske. Jeg svarede at de normalt handlede om lærde og interessante emner, først og fremmest om *skikke, sprog og klædedragt hos to oldtidsfolk der havde været særdeles betydningsfulde i Europa i gamle dage, og jeg fremhævede at jeg selv i tre disputatser havde behandlet *disse folks gamle tøfler. Da han hørte det, brast han i en sådan latter at det rungede i hele huset. Larmen tilkaldte hans kone som kom styrtende og nysgerrigt spurgte hvad han lo ad. Jeg var dog blevet så vred at jeg ikke nedlod mig til at svare, for jeg syntes det var uanstændigt at gøre sig lystig over så vigtige og alvorlige sager. Men da hendes mand fik forklaret hende hvad det drejede sig om, begyndte hun at le lige så højt. I løbet af kort tid rygtedes det over |38hele byen, hvor det gav anledning til evig munterhed; og en særligt lattermild hustru til en rådmand morede sig så kosteligt over historien *at hun var lige ved at revne af grin. Da hun ikke så længe efter fik feber og døde, troede man at det var denne umådeholdne latter, der havde overanstrengt hendes lunger og derved skaffet hende den dødelige sygdom på halsen. Den faktiske dødsårsag kender man nu ikke, det her var kun noget man gik og mumlede om. Hun var i øvrigt en særdeles begavet frue og en dygtig husmor, for hun havde syv grene, hvilket er usædvanligt for hendes køn. Derfor tog alle respektable træer sig hendes død meget nær. Hun blev begravet i nattens mulm og mørke uden for byen, i det tøj hun havde haft på da hun døde. Det er nemlig ved lov bestemt at ingen må begraves inde i byen, fordi de mener at væskerne fra lig forurener luften. *På samme måde er det forbudt at *begrave folk med et stort følge og luksuriøst udstyr, når de alligevel snart skal blive til føde for ormene. Alt sammen ganske fornuftige regler, forekom det mig. De holder ganske vist |39 *taler over de døde, men de indeholder ikke andet end opfordringer til at leve ordentligt og holder tilhørerne deres egen dødelighed for øje. Reglerne siger at der skal være nogle opsynsmænd til stede, som kontrollerer at talerne hverken under- eller overdriver de dødes fortjenester. De underjordiske talere er derfor meget sparsomme med lovprisninger af de afdøde, eftersom det er strafbart at rose folk umådeholdent og ud over hvad de har fortjent. Da jeg engang, ikke så længe efter, overværede sådan en ligtale, spurgte jeg min vært hvilken stand og position den afdøde stormand havde haft hvis minde blev hyldet. Han svarede at *det var en bonde som var blevet indhentet af døden på vej til byen. Det var ikke længe siden at de underjordiske havde grinet ad mig, men nu måtte jeg på min side le lige så hjerteligt ad dem og give dem igen af samme skuffe som da de langede ud efter os europæere: “Jamen,” sagde jeg, “hvorfor får så køer og tyre, der er bøndernes kammerater, ikke også hyldesttaler? Dem må man kunne sige det samme om i en tale som dem der pløjer markerne, for de har det samme arbejde!” Men min vært bad mig beherske min latter og forklarede mig at bønder nød den største respekt der i landet på grund af det ædle arbejde de udfører, og at der ikke er noget erhverv der betragtes som mere ærefuldt end |40landbrug. Derfor bliver enhver ærlig bonde og omsorgsfuld husfader hyldet som byboernes ernærer og beskytter. Og på den baggrund er det blevet en tradition at bønderne, når de først på efteråret, i palmemåneden, kommer ind til byen med et mægtigt antal vogne belæsset med korn, bliver modtaget uden for byporten af byens magistrat og ført ind i byen med fanfarer og musik som i et triumftog. Jeg blev noget forundret over den forklaring i betragtning af de forhold vores bønder lever under: stønnende under et afskyeligt slaveri, *mens vi betragter deres arbejde som beskidt og ufrit i sammenligning med andre fag i nydelsesbranchen som kokke, pølsemagere, parfumehandlere, dansere osv. Det fortalte jeg faktisk min vært nogen tid efter, men mod et løfte om tavshed af frygt for at de underjordiske skulle få en alt for negativ opfattelse af os mennesker. Han lovede at holde det for sig selv og tog mig med til en foredragssal, hvor der skulle holdes en gravtale. Og jeg må indrømme at jeg aldrig nogen sinde har hørt noget mere lødigt og sandfærdigt og noget der i den grad var blottet for hykleri. Den gravtale var i mine øjne et *forbillede som alle taler af den art burde modelleres efter. Taleren gav først et overblik |41over den afdødes kvaliteter og opremsede derpå hans fejl og mangler ledsaget af en formaning til tilhørerne om at undgå dem.  På vejen hjem fra foredragssalen  passerede vi en forbryder med tre vogtere omkring sig. Han havde for nylig efter dom udstået “armstraffen” (det er deres betegnelse for *åreladning), og nu skulle han anbringes på *det lokale statshospital. Da jeg spurgte hvad han var dømt for, fik jeg det svar at han offentligt havde *diskuteret Guds egenskaber og væsen, hvilket var forbudt der i landet, hvor den slags nyfigne diskussioner betragtes som så dumdristige og tåbelige at kun folk der ikke er rigtig vel forvarede, kan finde på det. Derfor behandlede man normalt folk der deltog i den slags spidsfindige diskussioner, som sindslidende: efter en åreladning blev de smidt i tugthuset indtil de var ved deres fulde fem igen. Ved den besked tænkte jeg stille ved mig selv: “Du godeste! Hvordan skulle det så ikke her i landet gå *vores teologer, som vi hver eneste dag ser skændes om Guds egenskaber og attributter, om åndernes natur og andre af den slags mysterier? Hvad ville der ske med *vores metafysikere, der fører sig sådan frem med deres transcendentale studier at de føler sig højt hævet over almindelige menneskers forstand, ja *nærmest helt oppe hos Gud! I stedet for de laurbær og *baretter og |42doktorhatte man hylder dem med hos os, ville de styre lige mod tugthuset eller være kandidater til hospitalsindlæggelse.”

Han tilføjede at den slags behøvede man ikke frygte i en ubetydelig eller beskeden stilling. Hvad vidnesbyrdet fra karatterne angår, forsikrede han mig om at dommerne var både skarpsindige og retfærdige og ikke under nogen omstændigheder kunne bestikkes med gaver eller skræmmes med trusler til at rokke sig så meget som en tomme fra sandheden. |45Derfor var der heller ikke i denne sag nogen grund til mistanke. Endelig indrømmede han åbent at han selv for længst var blevet opmærksom på min svage dømmekraft og straks ud fra min righoldige hukommelse og hurtige fatteevne var nået frem til *at jeg ikke var gjort af det stof en stor mand gøres af, og følgelig på grund af min betragtelige mangel på dømmekraft ikke var kvalificeret til noget højere embede. Ud fra det jeg havde fortalt, og min beskrivelse af europæerne havde han forstået, sagde han, at jeg

I øvrigt forsikrede han mig i overstrømmende vendinger om sit venskab – og rådede mig til straks at gøre mig klar til at rejse. Jeg fulgte den kloge mands råd, især da der ikke var nogen vej udenom, og det forekom mig uforsigtigt at sætte sig op imod fyrstens ordre.