Der er altså tale om et arveligt fyrstendømme, og det er meget sandsynligt |85at den gamle arvefølge vil få lov at stå uantastet for evigt så man kun i yderste nødstilfælde vil *gå uden om den førstefødte. I historiske værker om Potu omtales faktisk en filosof der ville lave om på *denne kongelov og fandt på en opblødning af systemet. Man skulle ganske vist ikke gå uden om kongefamilien, men han foreslog at man valgte mellem den afdøde fyrstes sønner og satte den af dem på tronen der havde de mest iøjnefaldende kvaliteter, og som undersåtterne anså for bedst kvalificeret til opgaven. Da han havde fremsat dette lovforslag, *underkastede han sig traditionen tro en prøve og stillede sig med løkken om halsen mens der blev stemt om hvorvidt forslaget var brugbart. Men da rådet havde holdt møde, og stemmerne var talt op, stod det klart at lovforslaget var afvist som uoverlagt og farligt for landet. De mente nemlig at det ville skabe masser af ballade og give *anledning til kiv og strid mellem kongens børn, og at det var bedre at den førstefødte havde førsteretten til tronen uanset om de yngre sønner var bedre begavede. Loven blev altså forkastet, og forslagsstilleren hængt. For forslagsstillere |86er de eneste der bliver hængt der i landet. Potuanerne mener nemlig at en hvilken som helst forandring eller reform, den kan være nok så velgennemtænkt, skaber uro og uorden og sætter hele staten i skred. Og hvis den er overilet og dårligt gennemtænkt, lægger den alt i grus.

De potuanske fyrsters magt er ikke indskrænket af nogen lovgivning, men er alligevel snarere faderlig end kongelig. De udøver retfærdigheden ud fra deres gode forstand, ikke ud fra loven, og derved *forener de konsekvent to ellers uforenelige størrelser: fyrstemagt og frihed.

Den allermest hensigtsmæssige af alle fyrstendømmets love er den hvormed fyrsterne forsøger – så vidt det er tilrådeligt for staten – at opretholde *ligheden mellem undersåtterne. Derfor er der ingen rangklasser der i landet, der er kun tale om at underordnede skal adlyde deres foresatte og yngre skal respektere ældre. Den underjordiske historieskrivning fortæller at man for nogle århundreder siden opererede med rangklasser, og at de var fastlagt ved lov. Men det fremgår samtidig at de gav anledning til stor uro. En storebror syntes det var urimeligt |87at skulle stå tilbage for sin lillebror, og forældre fandt det utåleligt at blive regnet for ringere end deres børn, og følgen var at træerne undgik hinanden, og i sidste ende at al samtale og alt samkvem ophørte fuldstændig. Men det var ikke de eneste besværligheder ved det. Med tiden resulterede denne inddeling af befolkningen i at de dygtigste og mest ansete træer, dem som naturen havde udstyret med de største evner og de fleste grene, ved selskaber og sammenkomster blev anbragt på de sidste og bageste pladser. For de træer der havde en egen værdi og hævdede sig ved deres dygtighed og klogskab, kunne aldrig få sig selv til at ansøge om en titel eller ret til at sidde forrest. Men ubetydelige og værdiløse træer havde brug for at skjule deres naturlige mangler og hulhed med flotte titler, så de rendte uafbrudt fyrsten på dørene med ansøgninger, lige til det lykkedes dem at vride en titel ud af ham. Og følgen blev at titler til sidst blev betragtet som *tegn på at man var et særlig værdiløst træ. Det var sære og latterlige scener man præsenterede tilrejsende for ved officielle møder og i private selskaber, hvor de kunne se tjørne og andre stikkende buske sidde på hæderspladserne mens |88palmer, cedertræer og imponerende ege med ti eller tolv grene blev anbragt på skamler eller på de allerbageste bænke. Så længe forholdene var sådan, var det nemlig de færreste tjørne der ikke havde en eller anden titel. Kvinder fik titler som husholdningsråd, mådeholdsråd eller hofråd, og det skabte endnu større ballade hos det svage køn end blandt mændene. Visse træer gik så vidt i deres forfængelige ambitioner at de anglede efter titler som ti-grenet eller tolv-grenet til trods for at de fra naturens side kun var udstyret med to eller tre, ligesom tjørne og andre stikkende buske for alt i verden ville kaldes palmer – hvilket ville være lige så latterligt som hvis en vanskabt og forkrøblet mand satte næsen op efter titlen *“velbåren” eller en mand af ringe herkomst stræbte efter titlen “ædelbåren”. Da dette problem var på sit højeste, og hele landet var endt i noget der mindede om urkaos, hvor alle jagede efter drømmebilleder og indholdsløse titler, var der en borger fra byen Keba der havde modet til at stille et lovforslag om at afskaffe den praksis. Traditionen tro blev han slæbt hen på torvet med en løkke om halsen, men da rådet trådte sammen og stemte om sagen, |89blev hans forslag – uden nogen indvendinger eller stemmer imod – erklæret gavnligt for samfundet. Så han blev kranset med blomster og ført i triumf gennem byen, fulgt af hele den jublende befolkning. Og da det med tiden blev klart for folk hvor nyttigt det havde været at afskaffe den praksis, blev han udnævnt til kadoki eller storkansler.

Siden den tid er loven om altid at opretholde ligheden mellem borgerne blevet nøje overholdt. På den anden side betød afskaffelsen af den praksis ikke at enhver form for konkurrence ophørte, kun at det nu udelukkende var på evner og indsats den ene forsøgte at overgå den anden. Det fremgår af den underjordiske historie at kun én forslagsstiller siden den tid har forsøgt at genindføre loven om rangklasser. Han prøvede i al hemmelighed på det to gange, men for det første forsøg blev han dømt til åreladning, og da han blev anklaget for at fremture i sine bestræbelser, blev han til sidst forvist til firmamentet. I dag er der altså ingen rangklasser eller titler i fyrstendømmet. En vis inddeling er der dog, men kun sådan at den højeste øvrighed erklærer nogle professioner for fornemmere end andre – uden at den erklæring giver nogen ret til at kræve første plads i offentlige forsamlinger. |90Den inddeling ser man i bekendtgørelser eller breve fra fyrsten, som normalt afsluttes med ordene: *“Vi befaler og pålægger vores *bønder, fabrikanter, *købmænd, håndværkere, filosoffer, *kunstnere, hofmænd ... osv.”

Jeg fik at vide at der i fyrstens arkiv opbevares en rangfortegnelse med følgende indhold:

Blandt andet interessant noterede jeg mig det følgende: Jo flere goder man nyder fra staten, jo mere beskedent og ydmygt fører man sig frem. Således så jeg ofte *Bospolak, den rigeste mand i Potu, optræde aldeles selvudslettende over for folk han mødte på vejen. Han sænkede alle grenene og bøjede hovedet for at vise sin taknemmelighed over for et hvilket som helst fattigt træ. Da jeg spurgte hvorfor, fik jeg det svar at sådan måtte det være *eftersom ingen anden borger havde modtaget flere privilegier end ham, og han følgelig var den der skyldte staten mest. Det er ikke en høflighed som nogen er tvunget til ved lov, men da potuanerne altid tænker tingene |92besindigt og fornuftigt igennem, gør de det frivilligt, for de føler sig forpligtet til den høflighed som taknemmeligheden foreskriver. Det er bestemt ikke som hos os, hvor de der indkasserer de største hædersbevisninger og de største fordele, ser hånligt ned på dem der er fattigere. De mest fortjenstfulde borgere, som alle har pligt til at hylde og respektere, er dem der får mange børn. De er den underjordiske verdens helte, og deres minde holdes i ære blandt senere generationer. De er også de eneste der får *tilnavnet “den Store” – i modsætning til hos os hvor det er dem der begår forbrydelser mod menneskeheden, der kaldes “den Store”. Det er let at gætte hvad de underjordiske ville mene *om Alexander den Store eller Julius Caesar der begge døde barnløse og slog titusinder af mennesker ihjel. Jeg kan huske at jeg i Keba så et gravminde over en bonde med følgende indskrift: “Her hviler *Jochtan den Store, far til tredive børn, sin tids helt.” Men det skal bemærkes at man ikke opnår den ære alene ved at sætte afkom i verden, børnene skal også have en ordentlig opdragelse.

|93De er meget langsomme med at udstede nye love og bekendtgørelser, for lovgivningen sker omtrent efter *de gamle romeres fremgangsmåde. Når et nyt lovforslag fremsættes, bliver det slået op i rådhusene i alle byer. Så har borgerne ret til at gå det igennem og indsende deres responsa til det kollegium af kyndige mænd der er oprettet til det formål i Potu by. Her bliver alt hvad der er indkommet om loven – det være sig om gennemførelse, udskiftning eller ophævelse, godkendelse, forbedring, indskrænkning eller udvidelse – seriøst overvejet. Og når alt er finpudset af juristerne, bliver loven til sidst sendt til fyrsten for at blive approberet og underskrevet. Denne sendrægtighed vil nogle nok finde latterlig, men resultatet af al forsigtigheden er at lovene holder til evig tid, og jeg har ladet mig fortælle at der i de sidste 500 år ikke er foretaget den mindste ændring ved så meget som én af fyrstendømmets love.

Fyrsten har i sin varetægt en fortegnelse over de mest fremtrædende træer, og sammen med den opbevares deres vidnesbyrd, dels dem der omhandler deres kundskaber, og som udstedes af eksaminatorerne, de såkaldte karatter, dels nogle om deres moralske habitus, som de får fra naboer og omkringboende. Så staten |94mangler ikke kvalificerede folk, der kan besætte de stillinger der bliver ledige. Det er især værd at bemærke at ingen kan få ret til at bo i et kvarter eller på en bestemt gade uden at være i besiddelse af en udtalelse fra det kvarter eller den gade hvor de boede før, og kunne stille sikkerhed for sin fremtidige livsførelse.

Når en lov en gang er indført og officielt stadfæstet, er det *under dødsstraf forbudt at kommentere den, så på det politiske felt er friheden mere indskrænket end på det religiøse. Som begrundelse for den praksis anfører de følgende: Hvis man tager fejl angående religionen eller i trossager, tager man fejl for egen risiko. Men hvis man sætter spørgsmålstegn ved officielt stadfæstede love eller forsøger at dreje deres betydning med sine egne fortolkninger, så forstyrrer man samfundsordenen.

Hvad hofstaten og hoffets husholdning angår, har jeg meddelt forskelligt i det foregående. Som sagt er kadoki eller storkansleren den øverste hofembedsmand. Efter ham kommer smirian, dvs. storskatmesteren. Den opgave blev dengang varetaget af en syvgrenet enke ved navn Rahagna, der var avanceret til dette betydningsfulde embede i kraft af sin ubestikkelighed og sine fremragende evner. |95Hun havde siddet på posten længe, også en del år før sin mands død. Manden havde ganske vist selv været en dygtig regnskabsfører, men han var underlagt sin kones instrukser i en sådan grad at han ikke tog nogen beslutninger på egen hånd – så man kunne snarere kalde ham hendes souschef end hendes ægtemand. Han udstedte ganske vist breve og forordninger i eget navn hver gang hun var forhindret i at passe sit arbejde på grund af barsel eller sygdom, men intet af det blev regnet for gyldigt eller ægte før det var forsynet med konens underskrift eller segl. Rahagna havde to brødre, hvoraf den ene var hofkældermester, den anden hofslagter, men selv om de havde en søster med så fornem en stilling, turde de ikke søge højere poster fordi de ikke var særlig godt begavede. Så retfærdigt fordeles embederne her.

Selv om hun var travlt optaget af vanskelige hverv, *ammede Rahagna selv det barn hun havde fået efter mandens død. *I mine øjne var den opgave alt for besværlig og under så fornem en dames værdighed, men dertil svarede de underjordiske: *“Tror du naturen har givet kvinderne bryster som en slags skønhedspletter – ikke til at fodre børnene med, |96men til pynt? *Når det drejer sig om at lære børnene at opføre sig godt, har ammens karakter og mælkens kvalitet stor betydning. *De kvinder der lader andre amme deres børn, skærer det kærlighedsbånd og den sjælelige forbindelse over.” Derfor ammer alle kvinder der i landet selv deres børn.

Kronprinsen var en dreng på seks år. Han havde gode evner og *kimene til fremragende personlige egenskaber. Og han var allerede udstyret med seks grene, hvilket er sjældent i så ung en alder, for ingen fødes med mere end fem eller seks grene, resten vokser ud med alderen. Hans huslærer, der var det klogeste træ i hele landet, underviste sin elev i læren om Gud, i historie, matematik og moralfilosofi. Jeg fik lejlighed til at se den vidt berømte morallære eller *håndbog i politik, som han havde forfattet til brug for prinsen. Bogen havde titlen: Mahalda Libab Helil, hvilket er underjordisk for *“Statens ror”. Den indeholder en række særdeles vægtige og nyttige forskrifter, som jeg stadig kan huske nogle af. De lyder sådan: