Da jeg havde overstået min rejse gennem luften og var kommet hel og uskadt ned på kloden (for den fart griffen skød til at begynde med, var taget af efterhånden som dens kræfter slap op), lå jeg længe helt stille og ventede på at se hvad der ville ske når det blev dag. Jeg bemærkede nu at mine tidligere svagheder vendte tilbage, og jeg fik trang til både at sove og spise – så jeg begyndte at ærgre mig over at jeg havde været så ubesindig at smide mit brød væk. *Til sidst blev jeg dog overmandet af en dyb søvn, udmattet som jeg var efter alle de fortrædeligheder jeg havde været ude for. Efter hvad jeg kunne regne ud, havde jeg sovet i to timer da en frygtelig brølen, der længe havde forstyrret min søvn, vækkede mig fuldkommen. Mens jeg sov, havde alle mulige sære billeder foresvævet mig. Jeg drømte at jeg var tilbage i Norge og havde fortalt mine landsmænd om hvad der var sket. Så troede jeg at jeg var *i Fana Kirke ikke langt fra byen og hørte degnen Niels Andersen synge, og hans |16skingre stemme lød lige så frygteligt i mine ører som altid. Da jeg vågnede, troede jeg derfor det var hans bjæffen der havde forstyrret min søvn. Men så fik jeg øje på en tyr et lille stykke væk og gættede at det nok var dens brølen der havde vækket mig. Jeg kiggede mig forsigtigt omkring, og *mens solen stod op, så jeg overalt grønne enge og frodige marker. Der var også *træer, men det var mærkeligt nok træer der bevægede sig – til trods for at vejret var så stille at det ikke kunne have fået den mindste lille fjer til at røre sig. Da den brølende tyr nu satte kursen direkte imod mig, blev jeg bange og så mig om efter et tilflugtssted. I min rædsel fik jeg øje på et træ ganske nær ved, og det forsøgte jeg at kravle op i. Men mens jeg var på vej op, sagde træet noget med en spæd, men alligevel skarp stemme, ligesom et arrigt kvindemenneske, og et øjeblik efter fik jeg sådan *en lussing med noget i retning af *en flad hånd at det svimlede for mig, og jeg tumlede hovedkulds til jorden. Og som jeg lå der som ramt af lynet og var *på nippet til *at dø af skræk, hørte jeg fra alle sider en mumlen af stemmer og en støj som den der runger i slagterboder og torvehaller når vrimlen |17er størst. Da jeg åbnede øjnene, så jeg at hele skoven omkring mig var levende, og engen var oversået med træer og buske – hvor der lige før ikke havde været mere end seks-syv stykker. Det er ikke til at beskrive hvor stor forvirring alt dette vakte i min hjerne, og hvor rystet jeg blev over alle disse fantasifostre. Snart bildte jeg mig ind at jeg drømte med åbne øjne, snart at jeg blev plaget af spøgelser og var besat af onde ånder, eller endnu mere absurde forestillinger. Men jeg fik ikke tid til at finde ud af hvad det var for nogle *selvbevægelige fremtoninger, eller hvad de kom af, for nu kom et andet træ farende og sænkede en gren, der yderst var besat med seks *knopper, ligesom seks fingre. Med dem løftede det mig op derfra hvor jeg lå, og mens jeg råbte og skreg, bar det mig væk, fulgt af talløse andre træer af forskellig art og størrelse, som udstødte mumlende lyde, der nok var artikulerede, men ganske fremmede for mine ører. Det eneste jeg fik fat i, var ordene Pikel Emi, for de blev gentaget hele tiden. *Senere hørte jeg at det betød *“en underlig abe”. Ud fra min skikkelse og min påklædning var de nemlig kommet frem til at jeg var en abe, omend noget |18anderledes af udseende end de *marekatte der lever der i landet. Andre opfattede mig som en af beboerne fra *firmamentet og forestillede sig at det var en fugl der havde bragt mig derned gennem luften. Det fremgik af planetens *annaler at sådan noget var forekommet tidligere. Men det fik jeg nu først at vide efter nogle måneders forløb da jeg havde lært de underjordiskes sprog. For som tingene stod nu, var jeg ude af mig selv af skræk og forvirring og kunne slet ikke finde ud af hvad man skulle mene om levende og talende træer, og hvor denne procession som skred så langsomt frem med afmålte skridt, var på vej hen. På den anden side tydede de mumlende stemmer som hørtes overalt på markerne, på en vis vrede og forurettelse – og de havde da også god grund til at være vrede på mig. Det træ jeg ville kravle op i da jeg flygtede for tyren, var nemlig gift med *byfogeden, der var lovens repræsentant i den nærmeste by, og den krænkede persons *position havde gjort min forbrydelse endnu værre. Det så jo ud som om jeg havde haft til hensigt at *voldtage ikke bare en simpel kvinde fra den brede befolkning, men en dame *af den højeste rangklasse – hvilket var en aldeles uhørt og chokerende oplevelse for så sobert og blufærdigt et |19folkefærd. Omsider nåede vi frem til den by hvor de bragte mig hen som fange. Den var *en seværdighed, ikke alene på grund af sine prægtige bygninger, men også den elegante orden og symmetri kvarterer, pladser og gader var anlagt med. Husene var så høje og imponerende at de så ud som tårne. Pladserne myldrede med omkringvandrende træer, der hilste på hinanden med sænkede grene – jo flere de sænkede, jo større ærbødighed og respekt viste de. Således kom der netop et egetræ ud fra et fornemt hus, og ved synet af det trak de andre sig tilbage og sænkede de fleste af deres grene, hvoraf man kunne slutte at denne eg måtte være højere på strå end almindelige træer. Og det gik snart op for mig at det var den lokale byfoged – netop ham hvis kone de sagde at jeg havde forulempet. *Jeg blev nu slæbt ind i byfogedens hus, *hvor døren straks blev smækket i bag mig og slåen slået for så jeg følte mig som den rene *tugthuskandidat. Den frygt voksede betragteligt da der blev opstillet tre betjente udenfor, som en slags vagtposter. Hver af dem var bevæbnet med seks økser, svarende til antallet af grene, for de havde så mange arme som de havde grene, og så mange fingre som de havde|20knopper. Jeg bemærkede at de øverst på stammerne havde hoveder, der ikke adskilte sig meget fra menneskehoveder. Og i stedet for rødder gik det op for mig at de havde fødder, ganske små fødder, hvilket betyder at indbyggerne dér på planeten bevæger sig i en gangart som skildpadder. Så hvis jeg ikke havde været låst inde, havde det været let for mig at slippe fra dem eftersom jeg *med mine hurtige ben nærmest var flyvende i forhold til dem.