Tilbake til søkeresultater
previous icon next icon
Vis      Tekstkilder    Veiledning
Klikk på sidetall for å se faksimiler    
   
KAPITEL 2
LANDING PÅ PLANETEN NAZAR
Da jeg havde overstået min rejse gennem luften og var kommet hel og uskadt ned på kloden (for den fart griffen skød til at begynde med, var taget af efterhånden som dens kræfter slap op), lå jeg længe helt stille og ventede på at se hvad der ville ske når det blev dag. Jeg bemærkede nu at mine tidligere svagheder vendte tilbage, og jeg fik trang til både at sove og spise – så jeg begyndte at ærgre mig over at jeg havde været så ubesindig at smide mit brød væk. *Til sidst blev jeg dog overmandet af en dyb søvn, udmattet som jeg var efter alle de fortrædeligheder jeg havde været ude for. Efter hvad jeg kunne regne ud, havde jeg sovet i to timer da en frygtelig brølen, der længe havde forstyrret min søvn, vækkede mig fuldkommen. Mens jeg sov, havde alle mulige sære billeder foresvævet mig. Jeg drømte at jeg var tilbage i Norge og havde fortalt mine landsmænd om hvad der var sket. Så troede jeg at jeg var *i Fana Kirke ikke langt fra byen og hørte degnen Niels Andersen synge, og hans |16skingre stemme lød lige så frygteligt i mine ører som altid. Da jeg vågnede, troede jeg derfor det var hans bjæffen der havde forstyrret min søvn. Men så fik jeg øje på en tyr et lille stykke væk og gættede at det nok var dens brølen der havde vækket mig. Jeg kiggede mig forsigtigt omkring, og *mens solen stod op, så jeg overalt grønne enge og frodige marker. Der var også *træer, men det var mærkeligt nok træer der bevægede sig – til trods for at vejret var så stille at det ikke kunne have fået den mindste lille fjer til at røre sig. Da den brølende tyr nu satte kursen direkte imod mig, blev jeg bange og så mig om efter et tilflugtssted. I min rædsel fik jeg øje på et træ ganske nær ved, og det forsøgte jeg at kravle op i. Men mens jeg var på vej op, sagde træet noget med en spæd, men alligevel skarp stemme, ligesom et arrigt kvindemenneske, og et øjeblik efter fik jeg sådan *en lussing med noget i retning af *en flad hånd at det svimlede for mig, og jeg tumlede hovedkulds til jorden. Og som jeg lå der som ramt af lynet og var *på nippet til *at dø af skræk, hørte jeg fra alle sider en mumlen af stemmer og en støj som den der runger i slagterboder og torvehaller når vrimlen |17er størst. Da jeg åbnede øjnene, så jeg at hele skoven omkring mig var levende, og engen var oversået med træer og buske – hvor der lige før ikke havde været mere end seks-syv stykker. Det er ikke til at beskrive hvor stor forvirring alt dette vakte i min hjerne, og hvor rystet jeg blev over alle disse fantasifostre. Snart bildte jeg mig ind at jeg drømte med åbne øjne, snart at jeg blev plaget af spøgelser og var besat af onde ånder, eller endnu mere absurde forestillinger. Men jeg fik ikke tid til at finde ud af hvad det var for nogle *selvbevægelige fremtoninger, eller hvad de kom af, for nu kom et andet træ farende og sænkede en gren, der yderst var besat med seks *knopper, ligesom seks fingre. Med dem løftede det mig op derfra hvor jeg lå, og mens jeg råbte og skreg, bar det mig væk, fulgt af talløse andre træer af forskellig art og størrelse, som udstødte mumlende lyde, der nok var artikulerede, men ganske fremmede for mine ører. Det eneste jeg fik fat i, var ordene Pikel Emi, for de blev gentaget hele tiden. *Senere hørte jeg at det betød *“en underlig abe”. Ud fra min skikkelse og min påklædning var de nemlig kommet frem til at jeg var en abe, omend noget |18anderledes af udseende end de *marekatte der lever der i landet. Andre opfattede mig som en af beboerne fra *firmamentet og forestillede sig at det var en fugl der havde bragt mig derned gennem luften. Det fremgik af planetens *annaler at sådan noget var forekommet tidligere. Men det fik jeg nu først at vide efter nogle måneders forløb da jeg havde lært de underjordiskes sprog. For som tingene stod nu, var jeg ude af mig selv af skræk og forvirring og kunne slet ikke finde ud af hvad man skulle mene om levende og talende træer, og hvor denne procession som skred så langsomt frem med afmålte skridt, var på vej hen. På den anden side tydede de mumlende stemmer som hørtes overalt på markerne, på en vis vrede og forurettelse – og de havde da også god grund til at være vrede på mig. Det træ jeg ville kravle op i da jeg flygtede for tyren, var nemlig gift med *byfogeden, der var lovens repræsentant i den nærmeste by, og den krænkede persons *position havde gjort min forbrydelse endnu værre. Det så jo ud som om jeg havde haft til hensigt at *voldtage ikke bare en simpel kvinde fra den brede befolkning, men en dame *af den højeste rangklasse – hvilket var en aldeles uhørt og chokerende oplevelse for så sobert og blufærdigt et |19folkefærd. Omsider nåede vi frem til den by hvor de bragte mig hen som fange. Den var *en seværdighed, ikke alene på grund af sine prægtige bygninger, men også den elegante orden og symmetri kvarterer, pladser og gader var anlagt med. Husene var så høje og imponerende at de så ud som tårne. Pladserne myldrede med omkringvandrende træer, der hilste på hinanden med sænkede grene – jo flere de sænkede, jo større ærbødighed og respekt viste de. Således kom der netop et egetræ ud fra et fornemt hus, og ved synet af det trak de andre sig tilbage og sænkede de fleste af deres grene, hvoraf man kunne slutte at denne eg måtte være højere på strå end almindelige træer. Og det gik snart op for mig at det var den lokale byfoged – netop ham hvis kone de sagde at jeg havde forulempet. *Jeg blev nu slæbt ind i byfogedens hus, *hvor døren straks blev smækket i bag mig og slåen slået for så jeg følte mig som den rene *tugthuskandidat. Den frygt voksede betragteligt da der blev opstillet tre betjente udenfor, som en slags vagtposter. Hver af dem var bevæbnet med seks økser, svarende til antallet af grene, for de havde så mange arme som de havde grene, og så mange fingre som de havde|20knopper. Jeg bemærkede at de øverst på stammerne havde hoveder, der ikke adskilte sig meget fra menneskehoveder. Og i stedet for rødder gik det op for mig at de havde fødder, ganske små fødder, hvilket betyder at indbyggerne dér på planeten bevæger sig i en gangart som skildpadder. Så hvis jeg ikke havde været låst inde, havde det været let for mig at slippe fra dem eftersom jeg *med mine hurtige ben nærmest var flyvende i forhold til dem.
Kort og godt: Det stod nu ganske klart for mig at træerne var klodens beboere, og at de var udstyret med fornuft – og jeg undrede mig over den variation naturen morer sig med hvad udformningen af levende væsner angår. Træerne dér er ikke så høje som vores, de fleste er ikke større end et almindeligt menneske. Nogle af dem var endnu mindre – man kunne have kaldt dem blomster eller planter – og jeg gættede på at de var børn. Det er ikke til at beskrive hvilket virvar af tanker alt dette vakte i mig, hvor megen jammer det fremtvang, og hvor stærkt jeg længtes efter mit kære hjemland. For selv om disse træer så vidt jeg kunne se, var sociale, havde et sprog og var udstyret med fornuft af en art så de i en eller anden forstand måtte betegnes som |21tænkende væsner, så tvivlede jeg alligevel på at de kunne sammenlignes med mennesker. Jeg udelukkede muligheden af at de kunne besidde retfærdighed, barmhjertighed og andre moralske egenskaber. *Overmandet af dette mylder af tanker mærkede jeg *hvordan det vendte sig i mig, og fra øjnenes kilder vædedes mine kinder af strømme af tårer. Men efter at jeg sådan havde givet min sorg frit løb og grædt som en kvinde, kom mine vogtere ind i rummet. På grund af økserne opfattede jeg dem som *liktorer. Med dem i spidsen blev jeg nu ført gennem byen til en fornem bygning, som stod midt på torvet. *Jeg forestillede mig at jeg var blevet udnævnt til diktator og var endnu fornemmere end en romersk konsul, for konsulernes følge bestod kun af 12 liktorer mens jeg skred frem med et følge på hele 18. *På døren til den bygning jeg blev ført hen til, var der udskåret et billede af Retfærdigheden, fremstillet som et træ med *en vægt i den ene gren. Figuren var *fornemt skildret som en ung pige med et magtfuldt udseende og et gennemborende blik, og med en slags ophøjet alvor der hverken var ydmyg eller streng, men værdig. Heraf stod det ganske klart for mig at dette var *rådhuset. Jeg blev ført ind i rådssalen, hvis *mosaikgulv strålede af forskelligt farvet |22marmor, og dér fik jeg øje på et træ der sad højt hævet på en gylden stol ligesom et dommersæde, sammen med to gange seks bisiddere, der sad på hver sin stol i nydelig orden til højre og venstre for retsformanden. Formanden var en middelhøj palme, men skilte sig ud blandt de andre dommere ved sine blade, der havde mange forskellige farver. Den var på begge sider omgivet af 24 betjente, hver bevæbnet med seks økser. Et rædselsvækkende syn, syntes jeg, for deres bevæbning gav mig det indtryk at der var tale om et blodtørstigt folkeslag.
Idet jeg trådte ind, rejste rådmændene sig og strakte grenene op mod himlen, og efter dette religiøse ritual satte de sig igen. Da alle havde indtaget deres pladser, blev jeg anbragt foran *skranken midt mellem to træer hvis stammer var beklædt med fåreskind. Jeg forestillede mig at de var advokater, og det var faktisk hvad de var. Inden de begyndte at fremlægge sagen, dækkede retsformanden sit hoved med et sort *kludetæppe af en slags. Derpå holdt anklageren en kort tale, som han gentog tre gange, og forsvareren svarede lige så kortfattet. Efter disse |23indlæg fulgte en halv times stilhed. Så tog retsformanden klædet af hovedet, rejste sig, rakte endnu en gang grenene op mod det høje og udtalte nogle højtidelige ord som jeg formodede indeholdt min dom. Da ordene var til ende, blev jeg nemlig ført tilbage til mit gamle fængsel, *hvorfra jeg forudså at jeg snart ville blive hentet frem ligesom fra et forrådskammer for at få pisk. Som jeg sad der, overladt til mig selv, tænkte jeg tilbage på alt hvad jeg havde oplevet, og jeg lo ad hvor dumme disse folk var. Det virkede i mine øjne snarere som om de havde spillet komedie end holdt retssag; og alt hvad jeg havde set – deres fagter, deres udstyr, deres optræden osv. – passede bedre til gøgleri og *pantomimeforestillinger end til *Themis' ærværdige domstol. Jeg glædede mig over hvor lykkelig vores verden er, og *hvor højt europæerne står over andre mennesker. Men hvor meget jeg end kritiserede de underjordiske folk for deres sløvhed og tåbelighed, var jeg dog nødt til at indrømme at de ikke hørte til de umælende dyr. For byens pragt, bygningernes regelmæssighed og den slags gjorde det ganske klart at disse træer ikke var blottede for intelligens og |24besad visse, især *tekniske, færdigheder. Men det troede jeg også var hvad der var at sige om deres evner og talenter.
Mens jeg sådan sad og talte med mig selv, kom der et træ ind med *et skarpt instrument i hånden. Det knappede mig op i brystet og blottede min ene arm, *hvorefter det særdeles rutineret åbnede en vene på mig. Da det havde tappet så meget blod af mig som nødvendigt, forbandt det armen med lige så stor kyndighed. Efter således at have udført sin pligt studerede det blodet omhyggeligt for til sidst at gå sin vej igen, uden et ord og tilsyneladende *fuldt af forbløffelse. Alt dette bekræftede min faste overbevisning om at dette var et ubegavet folkefærd. Men så snart jeg havde lært det underjordiske sprog, og det hele var blevet forklaret for mig, forvandledes min foragt til beundring. Den retssag *jeg havde fordømt så ubesindigt, fik jeg forklaret sådan: Ud fra min legemsbygning *havde de sluttet at jeg måtte være en af dem der bor på firmamentet. Det havde set ud som om jeg havde i sinde at voldtage en ærbar frue af den højeste stand. Det var for den forbrydelse jeg var blevet slæbt i retten. Den ene af advokaterne havde overdrevet min forbrydelse og krævet den straf loven foreskriver. Den anden havde ikke ligefrem plæderet for at jeg skulle gå fri, men |25indstillet at straffen skulle udsættes indtil det var blevet klart hvem jeg var, og *hvorfra jeg kom, om jeg var et umælende dyr eller et tænkende væsen. Jeg lærte også at det med at række grenene i vejret var en almindelig religiøs handling inden man fældede dom i en sag. Advokaterne var *klædt i fåreskind for at de skulle huske at optræde renfærdigt og upartisk i de sager de påtog sig. Og de er virkelig alle sammen hæderlige og upartiske – hvilket viser *at der kan findes hæderlige og ærlige sagførere i en velordnet stat. Lovgivningen mod *uærlige advokater er så streng at *intet kan dække over falske anklager eller rævekager af nogen art. Der er ingen undskyldning for bedrageri, ingen pardon for injurier; der er ingen fristeder for *forrædere eller smuthuller for svindlere. Gentagelsen af ordene tre gange var en sædvane de havde på grund af den *langsomhed i opfattelsen der adskilte beboerne der i landet fra andre folk; for det var de færreste der umiddelbart kunne forstå hvad de læste, eller kapere hvad de kun havde hørt en gang. De der opfattede tingene med det samme, blev betragtet som folk uden dømmekraft, og derfor opnåede de sjældent store og betydelige embeder. Erfaringen havde nemlig lært dem at staten kom ud af kurs i |26hænderne på dem der er meget hurtigt opfattende, og som man almindeligvis kalder store begavelser – mens de langsomme, de der foragteligt kaldes sløve, fik styr på det de første havde bragt i uorden. Det var alt sammen temmelig *mærkværdigt, selv om det ved nøjere overvejelse ikke forekom mig helt urimeligt. Det mest forunderlige var dog hvad jeg hørte om *retsformanden, for det var en ung dame, en af de lokale beboere, der af fyrsten var blevet udnævnt til kaki, dvs. byens øverste dommer. *Hos dette folkeslag gør man nemlig ingen forskel på kønnene når man skal fordele opgaverne. De danner sig et overblik over kandidaterne og overlader så statens forretninger til dem der er bedst kvalificerede. For ordentligt at kunne bedømme hver enkelts fremskridt og begavelse har de indrettet nogle seminarier, hvis *eforer eller bestyrere kaldtes “karatter” (et ord der i sig selv betyder eksaminatorer eller undersøgere). *Deres opgave var at afprøve hver enkelts fremskridt og evner, og mønstre de unges anlæg; og efter endt eksamen skulle de en gang årligt overrække fyrsten en fortegnelse over dem der skulle have adgang til offentlige embeder, og samtidig meddele på hvilke felter hver enkelt kunne være landet til størst nytte. Når fyrsten modtog denne |27liste, fik han navnene på kandidaterne indført i en bog så han kunne huske og, om man så må sige, have for øje hvem han skulle indsætte i de ledige stillinger. Den omtalte unge dame havde fire år før fået et strålende vidnesbyrd fra karatterne og var på det grundlag af fyrsten blevet udnævnt til formand for byrådet i denne by, hvor hun var født. Det er en fast og ubrydelig praksis hos potuanerne fordi de mener at de der har det bedste indblik i et steds forhold, er dem *der er født og opvokset på stedet. *Palmka (sådan hed hun) *havde beklædt posten i tre år til alles tilfredshed og blev efterhånden betragtet som det klogeste træ i hele byen. For hun var så langsom i opfattelsen at hun dårligt kunne forstå noget hvis det ikke blev gentaget tre eller fire gange. Men når hun så én gang havde forstået det, havde hun også forstået det til bunds, og hun analyserede ethvert problem så skarpsindigt at hver eneste udtalelse hun kom med, blev betragtet som et rent orakelsvar.
*For hun forstod på den vaklende vægt at afveje retten,
opveje skål imod skål, hun skelnede mellem det rette
og det krumme og skrå – om så linealen var vindskæv.
|28Derfor var der ikke én af de domme hun havde afsagt i de forløbne fire år, der ikke var blevet både bekræftet og rost til skyerne af Potus højesteret. Den praksis til fordel for det svage køn, som jeg ved første øjekast havde misbilliget, viste sig altså *ikke at være fuldstændig urimelig når man så nærmere efter. Jeg tænkte ved mig selv: *Hvad nu hvis det var konen til vores byfoged derhjemme i Bergen der var dommer i stedet for sin mand? Hvad hvis advokaten Sørens datter, der er en virkelig kløgtig og velformuleret pige, førte sager for retten i stedet for sin dumme far? Det ville vores retssystem ikke tage nogen særlig skade af – og måske ville *Themis ikke få så mange klø. På samme måde kom jeg til at tænke på – når nu sagerne afgøres så hurtigt ved de europæiske retter – at hvis den slags uforberedte og overilede domme blev underkastet en nærmere undersøgelse, så ville de ikke undgå kritik. Men der er lidt mere der skal forklares: *Åreladningen fik jeg følgende begrundelse for: Hvis man er kendt skyldig i en forbrydelse, bliver man i stedet for prygl, lemlæstelse eller henrettelse dømt til åreladning, for derved får man at se om forbrydelsen skyldes ondskab eller en fejl i blodet eller væskerne, og om der kan rettes op på den ved sådan et indgreb. Det vil sige at disse |29domstole sigter på forbedring snarere end straf. På den anden side indbefattede denne forbedring på en måde også straf eftersom der jo var noget vanærende ved at blive underkastet indgrebet ved dom. Hvis man endnu en gang trådte ved siden af, blev man som regel dømt uværdig som borger i landet og forvist til firmamentet, hvor de tog imod alle uden skelnen. Men den slags landsforvisning og hvad det indebærer, kommer jeg nærmere ind på senere. Og når kirurgen der åbnede min hovedvene, undrede sig ved synet af mit blod, var grunden at indbyggerne dér på kloden i stedet for blod har en klar, hvid saft i årerne, og jo lysere den er, jo renere en karakter har man.
Alt det fik jeg indblik i da jeg fik lært det underjordiske sprog, hvorved jeg også begyndte at se mildere på befolkningen dér, som jeg umiddelbart havde været alt for kritisk over for. Ved første blik havde jeg betragtet disse træer som dumme og ubegavede, men det var snart gået op for mig at de ikke var ganske blottede for menneskelighed, og at der følgelig ikke var fare for mit liv – en forhåbning der blev bekræftet da jeg så at jeg fik |30mad to gange om dagen. Føden bestod i almindelighed af frugt, urter og bønner. Til at drikke fik man en klar saft, der var noget af det sødeste og mest velsmagende man kan tænke sig.
Byfogeden, som jeg var fange hos, gjorde kort efter fyrsten eller herskeren, der havde sin residens ikke langt fra denne by, opmærksom på at han ved et tilfælde havde fået fat i et dyr af en slags, der kunne tænke, men så meget usædvanligt ud. Det gjorde fyrsten nysgerrig, så han befalede at jeg skulle lære deres sprog og derpå sendes til hoffet. Jeg fik altså en sproglærer, ved hvis undervisning jeg på et halvt års tid nåede så vidt at jeg kunne snakke nogenlunde ubesværet med de lokale. Så snart jeg havde fået et grundkursus i det underjordiske sprog, kom der nye ordrer fra hoffet om min videre uddannelse, og jeg fik besked på at blive indskrevet i byens seminarium så karatterne eller eksaminatorerne dér kunne danne sig et indtryk af mine åndsevner og hvilket fag jeg havde størst anlæg for. Det blev alt sammen omhyggeligt udført, men mens jeg var dér, tog de sig i lige så høj grad af mit legeme som min sjæl. Især var de påpasselige med at jeg, så vidt det lod sig gøre, kom til at ligne et træ, og til det |31formål udstyrede de mig med forlorne grene.
Mens alt det foregik, øvede min vært mig, om aftenen når jeg kom hjem fra seminariet, med forskellige samtaler og spørgsmål. Han lyttede med stor begejstring når jeg berettede om hvad der var sket på min underjordiske rejse. Men han blev særdeles forundret når jeg beskrev vores verden og hvordan den er omgivet af en uendelig himmel, tæt besat med et væld af stjerner. Alt det lyttede han opmærksomt og begærligt til. Men han blev noget rød i hovedet da jeg fortalte ham om træerne i vores verden, der er livløse og ubevægelige og står fæstnet til jorden med rødder – og han stirrede forarget på mig da jeg gjorde ham det klart at træerne hos os bliver fældet for at blive anvendt til opvarmning og madlavning. Men da han fik tænkt ordentligt efter, *kølnedes vreden lidt efter lidt, og han rakte fem grene mod himlen (det var så mange han havde) i forbavselse over hvad *Skaberen, hvis bevæggrunde er uransagelige, dog kunne finde på – og så hørte han opmærksomt videre på hvad jeg fortalte. Hans kone havde indtil da været meget imod min tilstedeværelse. Men da hun hørte den virkelige |32grund til at jeg var blevet trukket for retten, og forstod at det var ligheden med de træer vi i vores verden plejer at klatre i, der havde spillet mig et puds, glemte hun al sin mistro og blev gode venner med mig. *Jeg selv ville dog nødig rippe op i såret netop når vi begyndte at blive forsonet, så jeg talte aldrig med hende uden at hendes mand var til stede og gav lov til det.
 
 
 
xxx
xxx