Tilbake til søkeresultater
Tekststatus:
Kommentarer er under redigering

1 forekomst av "Canius nyder en trist neger fra Afrika af"
[Fjern søkemarkeringer]


  
 
[s. 98-137] Betænkning over visse europæiske folkeslag
  
 expand section icon
  


previous icon next icon
Vis  kommentarertekstkritiske notervariantnoteralle noter åpne    Tekstkilder    Veiledning
Klikk på sidetall for å se faksimiler    
   
Mit syn på en række europæiske folkeslag
De fremmede folkeslag, jeg har været i kontakt med på mine rejser, er franskmændene, englænderne, italienerne, tyskerne og hollænderne.
Franskmændene priser jeg, fordi de er indtagende og indladende, og jeg ville gå så vidt som til at elske dem, hvis de var mindre indladende. For som den sure vækker galde, vækker den overhøflige kvalme.
Da franskmændene af temperament er sangvinske, flammer de op i et nu og kølnes igen i det næste. En venskabspagt indgår de med ét, som de bryder den med ét; og |99da deres kærlighed og had er af kort varighed, er det et folk, der hverken er kærlighed eller had værd. Til de franskes fordel taler en vis medfødt oprigtighed; de er nemlig i reglen så åbenhjertige, at det næsten er for meget af det gode. Deres handlinger er præget af højsind og barmhjertighed og lysende dyder, der ofte tangerer heltemod. Men det er indskydelse snarere end overlæg, der driver dem, og det hele forløber som i et akut feberanfald.
Det samme må også siges om deres fejl. Men udenlandske skribenter tilskriver ofte hele folket de fejl, der kun er typiske for pariserne. Denne vildfarelse kommer af, at de fleste kun har haft med parisere at gøre. Det er, ligesom når folk her i landet tror, at alle franskmænd er mørkhudede, fordi de, der kommer sejlende til vore kyster, er solbrændte og vejrbidte søfolk, som for størstedelen stammer fra distrikter i Sydfrankrig. Disse folk er imidlertid meget forskellige fra pariserne i hudfarve, skikke og optræden, og de plejer at grine ad parisernes fjollerier, lige så meget, som udlændinge gør.
Jeg misbilliger på ingen måde parisernes charmante væsen; men jeg misbilliger dem, der griner ad dem og samtidig efteraber dem, og som rejser over sø og land for at iføre sig manerer, der strider |100mod deres egen natur. For de fagter og manerer, der klæder pariserne, da de så at sige er dem medfødte, misklæder deres efterabere og gør dem til grin. Forestil Dem for eksempel, at en usleben, jævn og brav hollænder vendte hjem til Holland belæsset med elegante parisiske nykker. Det er et syn, der får både dyr og mennesker til at spile øjnene op. For hvem kan sige, hvor i de levendes tal et sådant væsen hører til, når han har antaget en fremmed natur og derved tabt sin egen?
Jeg har i et tidligere brev betonet, at franskmændene er griske og har for vane at snyde turister og gæster for deres penge. Men med denne kritik vil jeg ikke revse hele folket og heller ikke hele Paris, men kun Faubourg Saint-Germain, hvor fremmede normalt slår sig ned. De mest durkdrevne værtshusholdere, købmænd og privatlærere vil man finde i denne bydel; de ligger på lur efter turisterne, og med talløse fif lokker de dem til frås og fylderi. Men griskhed er ikke en last hos hele folket; franskmændene er nemlig large, generøse, oprigtige og sorgløse i en sådan grad, at de tiere snydes end snyder. Selv kromændene i Faubourg Saint-Germain brænder sig tit på deres alt for store naivitet: De snyder gæsterne og bliver til gengæld selv snydt |101af dem. De er ravne, der hakker, og ådsler, der hakkes i. Der er nemlig ikke helt få fremmede, som, efter at de har spillet fallit og pådraget sig en svimlende gæld hos ågerkarle, lige så stille smutter, når lommen er tom, eller som får lov til at gå mod løfte om at betale… den anden torsdag i ugen.
Elegante manerer, yndefuld tale og fri konversation er de dyder, franskmændene især roser sig af, og i kraft af hvilke de mener at udmærke sig frem for andre folkeslag.
Men der findes en række dyder og lyder, om hvis definition der ikke hersker universel enighed. Hvad der hos ét folk regnes for en dyd, falder hos andre ind under lyderne: Hvad man hér kalder galanteri, kaldes hist komediespil. Hvad franskmænd kalder belevenhed, er for spaniere grovhed; og hvad spaniere kalder værdighed, stempler franskmænd som surhed. Den, der i Norden kritiseres for at være en selvplager, hedder i Italien en prima økonom. Det, der i Tyskland betegnes som flothed, kaldes i Holland ødselhed. Hvad englænderne kalder fasthed, hedder hos andre halsstarrighed. Kort sagt: Den slags dyder og lyder omvurderes og |102omdøbes afhængigt af folkenes forskellige mentalitet.
Man kunne derfor kalde de dyder, franskmændene roser sig af, for fransk pryd snarere end sand dyd. For at være virkelige dyder må de jo nemlig også godkendes som sådanne af andre folkeslag. Ganske vist kan franskmændene fremvise andre nationers godkendelse, så sandt som næsten hele Europas ungdom i stimer strømmer til Paris for at tilegne sig fransk finesse. Men eftersom unge mennesker elsker barnepjat og løber efter narrestreger, bør franskmændene ikke pukke alt for stærkt på et argument, som snarere udstiller lyder end dyder.
For mig personligt – som dog er en ven af vid og yndefulde manerer – har disse nationaldyder, som franskmændene er så vigtige af, og som de begræder andre nationers mangel på, alle dage været en kilde til irritation. Der findes imidlertid blandt franskmændene selv mennesker, der er lede ved disse højt besungne artigheder, og som tilpasser sig efter andre folkeslags optræden: Løjtnanter, kaptajner, oberster og også menige soldater, der har gjort tjeneste i udlandet, udmærker sig ved diskretion, beskedenhed, seriøsitet og rolig optræden frem for de landsmænd, der aldrig har sat deres ben uden for fædrelandets grænser.
De franskmænd derimod |103, som ingen kontakt har haft med deres såkaldt grove og barbariske nabofolk, især den slags unge mennesker, der på fransk kaldes Petits Maitres, er helt uudholdelige. De har altid stået for mig som fremtoninger, jeg må skælve ved, bare jeg ser dem. Franskmændene ville efter min mening gøre bedre i at lade deres unge komme ud under andre himmelstrøg – og andre folkeslag bedre i at lade deres blive hjemme. Når vore unge vender hjem fra Frankrig og mod Minervas vilje, dvs. under naturens højlydte protest, forsøger at kopiere franske moder, så tager de sig i forstandige folks øjne ud som dobbeltvæsener og fabeldyr. Intet er mere klædeligt end balance i livsførelsen; men den kan man ikke opretholde, hvis man under kopieringen af andres natur svigter sin egen. Det, der klæder os mest, er jo det, der mest er hver enkelt persons eget.
Men talen er her kun om franske manerer og fransk elegance (Manieres Françoises). For hvad kunst og litteratur angår, findes der, da Frankrig er Musernes sande hjem, intet sted, hvor man hurtigere kan gøre fremskridt i sine studier, og hvor ens litterære smag bedre kan formes. Og jeg indrømmer, at jeg skylder franske bøger alt; for det er ved læsning af dem, jeg tidligt dannede den smag, man ser som et fortrin |104ved mine værker. For ligesom intet er mere frit flagrende end fransk opførsel, således er intet mere renfærdigt og ukunstlet end fransk litteratur. Så når franskmændene skriver bøger, er det, som om de aflægger deres natur.
De studier, i hvilke de franske hersker uindskrænket, er retorik, poesi og historie. I breve og taler lægger de vægt på sagens substans, ikke på det floromvundne; det franske sprog tåler nemlig ikke spidsfindigheder, tvetydigheder og pudder på næsen. Men denne sprogets nøgternhed bevirker samtidig, at franskmændene er italienerne og englænderne underlegne i heltedigtningen, som jo kræver klingende ord. I historieskrivning snapper de derimod sejrspalmen fra alle andre folkeslag. Franskmændenes værker er brillante, og hvis man i Frankrig kunne glæde sig over samme skrivefrihed som i England, ville de være uden sidestykke. Frankrig har også frembragt filosoffer af første rang; men da de mangler vedholdenhed, trænger de ikke altid helt ind i emnets marv. Deraf den kendte konstatering: Reflekterede franskmanden med større og englænderen med mindre indædthed, ville de begge være suveræne.
Hurtigt nemme, alias åndsnærværelse (presence d’esprit) er dette folkeslags mest lysende fortrin. Franskmænd fatter hurtigt og gennemfører deres forehavender ekspedit. |105De er derfor uforlignelige i sager, der ikke tåler udsættelse: Eftersom der er mest brug for åndsnærværelse i et pludseligt indtruffet kaos og i situationer, hvor man må træffe afgørelser lige på stedet, og da denne dyd navnlig skal stå sin prøve i kampens hede, har Frankrig stillet med flere hærførere end næsten hele det øvrige Europa. Selv om intelligens og overblik er lige så vigtige aktiver hos en general, så vækker den åndsnærværelse, der kræves midt i kampens hede, større beundring. Forudse en ulykke, det kan en mand med overblik; men den, der kan imødegå en akut ulykke og genoprette det sammenbrudte på et øjeblik, ham tillægger vi næsten guddommelige evner.
Men hvor det drejer sig om ren dømmekraft, anses franskmændene for at stå tilbage for nogle af deres nabofolk. For den samme kraft i intellektet, hvormed der brat bringes orden i kaotiske forhold, bringer tit kaos i ordnede forhold, og de labyrinter, som franskmændene gesvindt vikler sig ud af ved deres åndsnærværelse, må ofte tilskrives deres egen uforsigtighed. Jeg beundrer dem, der uden skrammer slipper velbeholdne ned fra en stejl bjergtinde; men dem, der undlader at bestige den uden tvingende nødvendighed, dem roser jeg. Hvis fransk behændighed var forbundet med |106spansk sindighed, ville alting gå bedre; men det er sjældent, at disse dyder begge trives hos et og samme folk. Franskmændene tåler ikke venten; alt, hvad de vil, vil de straks. Deraf det vittige mundheld: Hvis man vil pine sandheden ud af en franskmand, skal man ikke lade ham ride træhest, men træg hest.
Franskmændene er så selskabeligt anlagte, at de regner dem, der elsker ensomhed, for halvmennesker og ofte tiltaler dem med skældsord som ‘filosof’ eller ‘natugle’. Af samme grund er livet ved hove det bedste, de ved, selv om det er forbundet med farer og ubehageligheder i tusindvis. At blive vist bort fra hoffet og leve i ubemærkethed, det er for dem det samme som at rammes af vanære og sygne hen bag tremmer.

Dette må være nok om franskmændene. Jeg vil nu krydse Kanalen og begive mig over til englænderne, hvis karakter jeg kender til bunds.
Englænderne (Angli) er enten engle (angeli) eller djævle. Dette folk afskyr nemlig enhver form for middelvej. De, der er gode, er virkelig gode, og de onde virkelig onde. Deres fejl og deres fortrin kan nærmest ikke overtrumfes. Der findes intet land, der kan stille med så mange eksempler på heltebedrifter og samtidig så mange på højforræderi.|107 Vi har set rigets stænder snart vove alt for fædrelandets vel, og snart forråde alt. Tro og vantro, ildhu og lunkenhed, lærdom og uvidenhed, flid og ugidelighed – lyder og dyder modnes her, således at der intet er, der kan roses nok, og heller intet, der kan skoses nok. Jeg vil gøre dette lidt klarere ved at skildre alt punkt for punkt.
Intet folk er mere tilbagelænet og samtidig mere arbejdsomt. Målbevidst dovne englændere kan næppe ved sult, fængsel eller lænker drives til at arbejde – og til at lunte ud af sovekammeret. Man kan derfor se kunstnere og håndværkere sygne hen i statens fængsler på grund af armod, skønt de let kunne betale al deres gæld eller holde sig sulten fra læberne, bare de gad røre hænder, arme og ben. Omvendt lader de arbejdsivrige intet uprøvet, de befarer lande, floder, bjerge og have med fare for liv og lemmer; muligt og umuligt, tilgængeligt og uvejsomt afprøver de for at mætte deres videbegær eller for at berige sig. Om englænderne må man derfor sige, at de enten rådner op af dovenskab eller segner under arbejdspres.
Mådehold iagttages heller ikke på videnskabernes felt. Enten kan englænderne ikke tåle synet af bøger, eller også |108hænger de over dem i døgndrift og skærper derved deres forstand i en sådan grad, at de ofte sætter den over styr. Der er derfor næsten intet land, der fostrer så mange lærde gejstlige – og samtidig så mange ulærde.
På det religiøse felt råder der enten den største fromhed eller den største ugudelighed. Lettroenhed og vantro, fanatisme og ateisme sidder ved styret efter tur: Man tror enten intet eller alt for meget. Gudstroen tangerer tit overtro, og ugudeligheden tit ren reduktion af Gud til Natur. Tilhængerne af katolicismen brænder endnu stærkere for paven i Rom, end spaniere og italienere gør, og de tøver ikke med at sætte liv, lemmer og borgerlig agtelse på spil og forråde deres fædreland. Men de, der hører hjemme i en anden lejr, slår paven i Rom i hartkorn med Fanden selv. Kærlighed såvel som had balancerer på en knivsæg. Denne ekstreme enten ild eller lunkenhed i religiøse spørgsmål bevirker, at den kristne tro intet sted bliver hidsigere angrebet eller modigere forsvaret.
Heraf indses, i hvor høj grad skribenterne tager fejl ved portrætteringen af dette folk, når de på hele folket hæfter de lyder og dyder, der kun passer på en del af det. For dette folk fortjener at kaldes det bedste af alle, og samtidig det værste. Også andre folk har deres dyder |109og deres mylder af fejl; men i begge henseender viser de større mådehold, og man når ikke de engelske højder. De fleste holder sig nemlig til middelvejen, så man ikke ved, hvilken gruppe man skal henføre dem til.
Der er dog visse karaktertræk, der passer på hele det engelske folk. Næsten alle elsker de sig selv for højt og ser ned på udlændinge. Denne egenkærlighed kan man dog sagtens tilgive dem, hvis man ser den lyksalighed for sig og de rigdomme, den frugtbarhed og de herlige gaver, som naturen overvælder dette folk med. Mændene er i reglen uforfærdede, og kvinderne smukke. Han hersker ude, hun herser hjemme: Engelskmændene higer efter herredømmet over andre nationer, men går tålmodigt under kvindeåg. Ligesom løverne farer de modigt løs på enhver angriber og frygter kun mus. For nylig så vi en hertug, ved hvis blotte navn det meste af Europa skjalv, være helt i lommen på fruen. Og denne egenskab var ikke noget specielt for denne ene helt; den er fælles for næsten hele folket.
Englænderne opfatter ikke en sag med samme hurtighed som franskmændene; men de bedømmer den bedre. De er fåmælte; men det, de siger,|110 tror man på er vel gennemtænkt. Som talere er de fremragende; de er de eneste nutidige europæere, der, hvad talekunst angår, følger i de gamle grækeres og romeres fodspor, og indhenter dem. De taler, der holdes andre steder, er ganske vist velfriserede og veldrejede, men uden saft og kraft; og da der dér mangler talefrihed, er elegance og spidsfindighed deres eneste fortrin. Men de taler, der holdes under de engelske parlamentsdebatter, er fuldt på højde med de antikke mønstre: De inddrager de vægtigste emner, og de tager, i lighed med de græske og romerske taler, hele statens ve og vel med i betragtning. De engelske oratorer ledes nemlig ikke på afveje af en strøm af fraser og sofisterier; og den slags er der heller ikke behov for, da de ikke løber tør for stof. – Deraf kommer det, at kun England fostrer virkelige talere i vore dage.
Denne ret til at skrive og tale frit bevirker også, at de overgår andre folkeslag i deres teologiske og moralfilosofiske skrifter. Men på historieskrivningens område anser man dem for at stå tilbage for franskmændene. For selv om englænderne ikke pines af en frygt, der tvinger dem til at fravige sandheden, sker det dog tit, at de ikke fastholder sagens sammenhæng, sådan at deres krøniker mere indeholder enkelthandlinger |111end en vel disponeret historisk fremstilling. Hertil kommer, at England er splittet i partier, og at sandheden derfor ofte undertrykkes af partiskhed.
Om det engelske sprogs oprindelse beretter man følgende: Da Fanden havde smidt de gamle og de nye sprog i en kobberkedel, og kedlen var kommet i kog, formede han det engelske sprog ud af skummet. Man ser nok, at denne fabel er opdigtet af det engelske sprogs foragtere, for så vidt som disse personer ikke mener, det er et rigtigt sprog, men et miskmask af flere. Men da dette ‘skum’ er en ansamling af andre sprog, plages englænderne ikke af mangel på ord, men kan udtrykke alting to the point, senet og sublimt. Denne sprogfylde i forening med englændernes sublime gemyt føder heltedigte af ypperste art. Thi efter Homer og Vergil er der ingen, der har nået Milton og Pope i den heroiske genre.
Men inden for komediedigtning er englænderne ikke på niveau med franskmændene. Når det kommer til spøgefuldheder, har englænderne nemlig en ret speciel smag, der støder fremmede. Da komediespillene havde deres blomstringstid hos os, forsøgte vi os med oversættelse af nogle engelske stykker til dansk; men dem var der ingen, der kunne lide: Satire |112og saltet vid skorter det ganske vist ikke på; men der mangler den lystighed, der er sjælen i en komedie.
Da englænderne har en vældig forkærlighed for dybe grublerier og hænger så indædt fast ved dem, at de hellere opgiver deres forstand end deres tese, fortjener England at kaldes filosofiens sande skole. Ved livsførelse lige så fuldt som ved lærdom fostrer landet filosoffer; for englænderne underviser lige så meget ved forbillede som ved formaning. Derfor adskiller de sig kun ved fraværet af kjortler, charlataneri og latterlige gebærder fra visse berømte oldtidsfilosoffer, som de ellers efterligner i liv og lære. Så om englænderne må man sige: *Det er filosofferne, ikke kjortlerne, vi ser. Hvor meget lys England har kastet over matematik, fysik og moralfilosofi, og hvor mange eksempler på et filosofisk liv det har skænket os, ved alle. Derfor kan England med føje kaldes det sted, hvor filosoffer og helte fødes.
Den litterære smag har ændret sig i takt med de skiftende tider. Om forandringen i smagen udtaler *Blackmore sig således: I gamle dage læste mine landsmænd med liv og lyst absurde fabler om kæmper, monstre og farende riddere; snart efter fandt de behag i pikante tvetydigheder; |113dernæst i svulstig og opblæst stil; så i søde ord og charmante lignelser; og nu til sidst har de kastet deres kærlighed på solid, usminket lærdom.
Og sandelig: De pompøse fraser, som engelske prædikanter indtil for nylig var helt væk i, dem gyser de nu ved, og de er kun optaget af at udfinde teksternes eneste, autentiske mening. Denne markante fremgang inden for litteratur og videnskab bliver på fineste vis fremhjulpet af de belønninger og æresbevisninger, som denne øs kulturpersonligheder overøses med. Rigets stormænd, generalerne, ja, selv kongerne anser det ikke for at være under deres værdighed at skrive bøger og således øge skribenternes tal. Her for nylig så vi, at den navnkundige *Newton blev begravet med næsten kongelig pragt, da selve rigets stormænd bar hans kiste på deres skuldre. Og kort tid forinden modtog *Burnet, da han havde afsluttet sin Reformationens historie, en højtidelig taksigelse fra hele Parlamentet.
Når videnskab og kunst på den måde får den ære, der tilkommer dem, er det ikke mærkeligt, at englænderne formår at hævde deres kulturelle førerstilling, og at Muserne tager fast ophold på denne ø.
Føj hertil, at der intet folk findes, der mindre end det engelske bliver stikkende i fordomme: Englændernes hjerner er som |114ubeskrevne tavler, på hvilke man let kan prente alt, hvad der ikke strider mod fornuft og sund sans, hvorimod konvention og tradition fører et så grusomt regimente over de fleste andre folk, at man kan kalde det et tyranni eller en anden natur. Hvis man vil overbevise en spanier om sandheden af en eller anden lære, er det nødvendigt først at udrydde gamle fordomme. Det er dobbelt arbejde, når man må rette en gammel fold ud, før man kan lægge en ny. Englænderne derimod – alt, hvad de hører af uvant, river de til sig, og de ransager det, tilegner sig det og docerer det åbenlyst.
Deraf denne rigdom på forskellige opfattelser i både religiøse, politiske og moralske sager. Englænderne tror intet, ud over hvad de forstår, og hvad de forstår, bekender de frit. Og da der ingen love er, som indskrænker tænkefriheden, fremtræder der lige så mange ateister her, som der er hyklere andre steder. Måske er antallet af ateister større i Italien, men det synes mindre, fordi de gemmer sig under fromheds maske. I England kan man skelne gudfrygtige fra ugudelige (thi de, der synes at være troende, er virkelig troende), hvad der imidlertid er vanskeligt i de fleste andre lande, hvor man ikke afslører sin hjertens mening af angst for straffe. I England er det også let at skille gode borgere fra |115illoyale undersåtter. Så de, der fremtræder som gode, er også gode, det er folk, som øvrigheden kan have tillid til.
Sådan er virkningen af denne frihed, som skaber forskellige ulemper, men flere fordele.
Englænderne er særdeles tolerante over for religiøse afvigere. De afskyr kun dem, der afviger lidt: Mens de ikke undgår omgang med jøder, tyrker og hedninger, er de de mest indædte fjender af de trosfæller, der har en afvigende mening om visse totalt ligegyldige ritualer. Så hvis du vil leve i fred og ro og regnes for en honnet borger, må du enten tro efter en lineal eller være rablende gal. For en middelstor vildfarelse kan ikke gardere dig mod forfølgelse og had: Fred fås ved at tro alt eller intet. Selv om denne uskik gør sig særlig gældende i dette land, er den dog ikke en rent engelsk specialitet. Rundt omkring blandt andre folk ser vi jo, at den samme forrykthed grasserer. Således er en tyrk mere fjendtligt stemt over for en perser end over for en kristen eller jøde; og en rettroende katolik nærer et dybere had til en jansenist end til en calvinist; og blandt de forskellige munkeordener råder der et sandt Teologisk Had.
De gejstlige lever friere her end |116andre steder, for de er ikke bange for at gå på komedie og svire på kroer hele ugen. Men lever de friere, så prædiker de sømmeligere: De står næsten ubevægelige og med sænket hoved på prædikestolen, og deres udlægning af Herrens ord er lige så køn som lødig og from. Helt anderledes end kontinentets præster, der fægter med arme og ben – som om de var besat af en fanatisk raptus – og ved deres teatralske fagter lokker latter snarere end suk ud af deres tilhørere. Det lægges ganske vist englænderne til last, at de læser deres prædikener op fra et stykke papir; men derved opnås der, at prædikenerne hænger fortrinligt sammen, og at gentagelser undgås. Derfor skurrede den første prædiken, jeg hørte efter min hjemkomst fra England, slemt i mine øren. Vant som jeg var til fortræffeligt disponerede prædikener, noterede jeg så meget verbalt rod og så mange gentagelser, at jeg skønnede, at det, der her opåd en stiv klokketime, snildt kunne siges på et kvarter.

Mellem franskmænd og englændere kan man foretage en sammenligning af følgende indhold:
Franskmændene taler mest, englænderne tænker mest; de første har deres styrke i intelligens, de sidste i dømmekraft. Franskmændene går i det dyreste tøj, englænderne i det pynteligste. Franskmændene lever kun af brød, englænderne kun af kød. Begge |117folkefærd er hede i kammen; franskmændene ophidses af blodets hede, men englænderne af galdens; derfor er franskmændenes vrede den voldsomste, men englændernes den mest indædte. Franskmændene bruger penge på mode, englænderne på mad. Franskmændene lader sig lede af skik og brug, englænderne af deres eget gemyt. De franske følger blindt strømmen, englænderne går imod strømmen. Franskmændene slutter hurtigere venskab, englænderne mere tøvende; men de første bryder det hurtigere, de sidste mere nølende; *for de bånd, englænderne løser gradvist, snitter franskmændene over i et snuptag.
Og franskmændene dyrker deres foresatte, englænderne sig selv; de første er de bedste borgere, de sidste de bedste mennesker. Franskmændenes åndsevner er mere forfinede, men englændernes er større. Heltemod udviser de begge tit. Franskmænd tragter efter mod af kærlighed til æren, englændere af kærlighed til modet; de første henter lønnen i folkemunde, de sidste i gerningen selv.
Hvad angår moralske fejl, er der den samme relation. Forbrydelser begås af begge folk: Franskmændene begår dem i håb om vinding, af hævnlyst eller drevet af andre motiver, hvorimod englænderne ofte synder blot for at synde. Franskmændene har det til fælles med andre folk, at det tit er et håb om at forblive ustraffet, der får dem til at forbryde sig, hvorimod englænderne ofte begår forbrydelser, fordi de ved, at forbrydelser ikke vil forblive ustraffede – så at lovens strenghed, der bremser de franskes trang og afskrækker dem fra at forse sig, ansporer englændernes trang og ægger dem |118til at forse sig. Så hvis man om franskmanden må sige: “Jeg ville begå kriminalitet, hvis loven tillod det,” kan man om briten ofte sige som så: “Jeg ville ikke begå kriminalitet, hvis det ikke var forbudt i loven.”
Franskmændene er ikke kostforagtere, englænderne langt mindre; men de første spiser for at leve, de sidste lever for at spise. Franskmændene vil have kunstfærdigt krydrede, englænderne derimod kunstløse, men saftige retter. Når det drejer sig om opbygningen af menuer, lytter franskmændene til deres ånd, men englænderne kun til deres mave. Franskmændene drikker for at slukke tørsten eller for at vække livsånderne, men englænderne drikker udelukkende for at drikke tit.
Franskmændene tror, før de undersøger; englænderne undersøger, før de tror. De franske kvinder lever frit, fordi deres mænd ikke er skinsyge; *de engelske kvinder lever endnu friere, skønt deres mænd pines af en til sindssyge grænsende skinsyge. Begge folk har en overmåde frodig fantasi. Men de franskes fantasi er mere tæmmet, hvorimod englændernes går over alle bredder. Deraf kommer det, at der i franskmændenes ytringer og skrifter er større lystighed og ynde, men i englændernes større ekstravagance og yppighed. Franskmændene lever i reglen knebent og klemt, og dog elsker de livet; englænderne lever flot og i overflod, og dog hader de livet: De føres ikke til |119retterstedet, de løber selv hen til det, og de dør under latter og sang, alt imens de strør om sig med vittigheder og fornærmer de omkringstående. *Og hvor der ingen bødler er, hænger de tit sig selv.
Af alt dette indses det, at det ikke er underligt, om der hersker et evigt had mellem disse to folk, siden de er så forskellige af karakter og levevis. Det indses også, at englænderne er et folk fuldt af paradokser. For her møder man mange ting, som man næppe vil finde hos andre folk, og adskillige ting, som vækker undren, nej, måben. Hvis nogen skulle mene, at jeg har beskrevet dette folks fejl og fortrin alt for superlativisk, må han tænke på, at der kun kan tales i superlativisk stil og med dertil svarende ord om et superlativisk folk, der afskyr al middelmådighed.

Nu vender jeg tilbage til kontinentet for at tage nogle mere naturlige folkeslag i øjesyn. Ud over franskmænd og englændere har jeg haft en del kontakt med hollændere, tyskere og italienere.
*Det er en stedmoderlig natur, hollænderne har fået. I sumpe bor de, og inden for få hektar land er myriader af mennesker klemt sammen. Og ikke engang den klump jord, de ejer, ejer de ved naturens nåde; for de har selv skabt det land, de |120bebor. Så det er træffende, når en digter om hollænderne siger:
*Jordens kreds er gjort af Gud,
men de nederlænder
deres kyster dannet ud
har med egne hænder.
Og denne stump jord, som ikke rækker til at brødføde en hundrededel af beboerne, frembringer ovenikøbet kun korn og græs. Også med hensyn til åndens gaver har naturen været karrig; for hverken i fatteevne eller dømmekraft kan hollænderne sammenlignes med franskmænd og englændere. Men trods denne altomspændende goldhed fortjener den hollandske republik alligevel at kaldes den rigeste og samtidig den viseste af alle. Thi hvad naturen nægter, runder virkelysten rigeligt op.
Andre lande bryster sig af deres helt særlige produkter; men Holland har intet og har dog alt. Andre nationer bryster sig af deres helt særlige dyder og fremragende begavelser; hollænderne har kun deres sunde sans; men med den har de udrettet flere og nyttigere ting end andre med deres skarpsindige og fine intellekter. Andre udfører lysende bedrifter, men hollænderne mere væsentlige. Andre udfører forunderlige ting, dog ofte uden nytte, men hollænderne udfører nyttige ting uden spor af forunderlighed. Andre løber hurtigere, men ved at krybe langs jorden når hollænderne hurtigere i mål. Andre har en overflod af fremragende åndsevner; men med deres sunde sans begår de færre fejl. Hvis de ikke selv |121kan finde på noget, efterligner de andres værker med omhu og kopierer dem med snilde. Og hvis de begår fejl, når de efterligner andres originaler, medfører fejlene tit en forbedring. For de nøjes ikke med heldigt at efterligne andres færdigheder, de tilfiler og perfektionerer dem, så at man her med rette kan sige:
*Kun ved at afprøve alt kan lærenem kløgtighed sejre.
Den fantastiske virkelyst, hvormed de har forvandlet nogle sumpe til et paradis, der kan rose sig af de prægtigste byer, landsbyer og paladser, viser til fulde, hvad der kan udrettes med menneskelig virkelyst. Hvorhen man end vender blikket, dukker der værker frem, der fylder en med begejstring. Da dæmningerne *for nogle år siden var ved at blive gennemgnavet af orme, gik jeg derfor i en tilstand af konstant uro, og ødelæggelsen af dette land, der er en ære og pryd for hele verden, hjemsøgte mig i drømme. Ved virkelyst har staten rejst sig og er vokset, ved virkelyst består den, og hvis virkelysten glipper, vil staten opløses og styrte sammen.
Der er dem, der anser hollænderne for højt begavede på grund af de satirer og bidske epigrammer, som der hvert år plejer at være en vældig høst af der i landet. Men sagen er, at hollænderne skriver og taler med større kådhed end just begavelse, hvad der snart |122bliver klart, hvis vi sammenligner franskmænds og englænderes spiddende poemer med de hollandske humoresker. For man kan sige:
*Nægter naturen dig vers, så kan fjantetheden levere.
Den fjantethed, der hersker i tale og skrift i Holland, forveksler vi ofte med vid og skarp begavelse. Følgen bliver, at vi ganske ufortjent hæfter disse karaktertræk på hollænderne.
På den anden side: Når hollænderne er i legehumør, hjælpes de på gled af deres modersmål, som er hjemmegroet, trohjertet og finurligt og bedre egnet til komedier og andre lystige værker end til tragedier. Da jeg for nogle år siden ville prøve, hvilken lykke mine komedier havde udsigt til, hvis de blev oversat til andre sprog, lod jeg mit første stykke Den politiske kandestøber oversætte til tysk og hollandsk. Den tyske oversættelse forekom mat; men den hollandske viste sig at være fornøjeligere end selve originalen. Når det derimod drejer sig om alvorlige og ophøjede emner, skurrer hollandsk og vækker snarere latter end lidenskaber. Det kunne jeg let bevise ved talrige eksempler fra hollandske tragedier.
Hollandske sprogmænd har længe bakset med at forædle sproget. Men |123de går da vist for stærkt op i det projekt; for alt imens de forsøger at gøre sproget rent, gør de det dunkelt i stedet. Alt, hvad der er lånt fra fremmede sprog, jager de i landflygtighed, og eftersom der mangler hollandske ord, som kan udfylde de bortgåendes plads, *hitter man hver dag på nye. Alle og enhver kender de filosofiske og grammatiske fagudtryk, da samtlige folkeslag har taget dem til sig; men dem udrydder de omhyggeligt, for at det hollandske sprogs renhed ikke skal blive besudlet ved smitte fra udenlandske gloser. Men ved det greb indføres noget ukendt i stedet for det kendte. Når de for eksempel gengiver ‘præsens’, ‘præteritum’, ‘futurum’, ‘nominativ’, ‘genitiv’, ‘subjekt’ og ‘objekt’ på hollandsk, opfinder de nye ord og nye fagudtryk, som gør det hollandske sprog ukendt og dunkelt for hollænderne selv. Som man ser, har Hollands sprogforskere travlt med ingenting at lave eller snarere med at skabe monstre.
Denne strenghed og intolerance på det sprogvidenskabelige gebet kan vi med rette undre os over, eftersom hollænderne på det politiske og kirkelige felt er så tolerante, at de uden tøven giver indfødsret til alle konfessioner – og næsten alle dyrearter. Men Holland, der er det |124fælles fædreland for hele menneskeheden, jager de gloser, som alle andre folkeslag er fælles om, i eksil.
På hollænderne kan man i ganske særlig grad anvende digterens ord:
*Det er en flittig og nøjsom slægt som tåler at slide,
god til at samle til huse og gemme alt det de har samlet.
Det var den hårde nødvendighed, der i republikkens barndom fremtvang den virkelyst, som nu er gået hollænderne i blodet. De er nemlig de mest virkelystne af alle; og der er ingen anstrengelser, de siger nej til at påtage sig. Der er dem, der misbilliger folkets sparsommelighed; der er også dem, der roser den. De, der misbilliger den, siger, at hollænderne er nogle Tantalus’er, der tørster og hungrer midt i deres overflod på alle ting. De, der roser den, anfører følgende grund til deres ros: Da republikken er vokset alene i kraft af virkelyst og sparsommelighed, kan den kun bestå ved virkelyst og sparsommelighed. Medens andre folkeslag bliver rige ved jordens frugter, bliver hollænderne nemlig kun rige ved arbejdets frugter. Der er dog de hollændere, der ikke holder måde, og som synes at spæge deres kød af overdreven ængstelse for det tilkommende.
Det samme, der her er sagt om hollændernes virkelyst og sparsommelighed, kan også siges om deres højtbesungne renlighed. |125Jordbunden og vejrliget har nemlig påtvunget indbyggerne en vis nødvendighed af renlighed. Men heller ikke her holder de måde: Da de er nervøse for at komme til at harke på gulvet, har de keramikskåle stående på spisebordene – skåle, som de så lader mundens afsondringer løbe ud i. Hvilket let kan give én kvalme, så at man synes, at hollændernes huse er uhumske af al den renlighed.
Også i brugen af tobak – noget, nødvendigheden har tvunget dem ind på – går hollænderne over gevind: Da de jo bor i sumpe, og da den luft, de indånder, er fugtig og tåget, er de kommet til den konklusion, at de har godt af tobaksrøg. Men de overdriver vildt. For uanset hvilket hus man træder ind i,
ruller røg i de tætteste tåger.
Så hvis man handlede med menneskekød i de hollandske slagterboder, sådan som man gør i de amerikanske, kunne hollandsk kød sælges som røgvare.
Voldsomme affektudbrud ligger hollænderne kun i ringe grad under for. Af den grund er ‘hollandsk koldsindighed’ blevet et mundheld. Denne koldsindighed regnes af nogle for en fejl, da menneskelige affekter, nemlig vrede og kærlighed, prikker til og fyrer op under dyder. Men virkningen af koldsindighed bliver jo, at |126hverken dyder eller fejl vokser sig store hos dette folk. Hvis hollænderne mangler heroiske dyder, kender de heller ikke til forrykte forelskelser, jalousi, hævntørst og lignende gale tilbøjeligheder, som de fleste andre folkefærd plages af. Kvinderne her er yderst kyske; de bevarer stadig megen blufærdighed og fastholder meget af det gammeldags bondepigevæsen. Voldsom kærlighed driver heller ikke de unge mænd til sindssyge og selvmord. Af samme grund afgøres konflikter efter lovene snarere end ved dueller. Hollænderne anser det nemlig for meningsløst at hævne en krænkelse ved at bringe sig selv i livsfare.
Det er dog i statsstyrelsen og ved domstolene, at den helsebringende virkning af denne koldsindighed især viser sig. Alt bliver overvejet langsomt og sindigt; men når der er sat punktum, sættes beslutningen prompte i værk; så det er ikke til at sige, hvad der fortjener størst ros: forsigtigheden under overvejelsen eller hurtigheden ved iværksættelsen. Den orden, vi ser selv i de mindste sager, er så stor, at den hensætter udlændinge i beundring, ja, nærmest ekstase. Så denne republik kan i sandhed kaldes et velordnet samfund.
Selve statsformen lider dog |127under visse skavanker; men det er skavanker, der opstod helt tilbage, da republikken blev konciperet, og som derfor ikke har kunnet rettes. Systemet De Forenede Provinser blev jo, som alle ved, dannet i huj og hast og i kaotiske tider. Her skal det noteres, at den brede hollandske befolkning tager grueligt fejl, når den tror, at al magt i staten er i hænderne på folket selv, når realiteten dog er, at det er helt udelukket fra statsstyrelsen, og kun nogle få familier sidder ved roret.
På en måde kan man anse hollænderne for amfibier, da de
sammenblander land og hav.
Når de har hyre til søs, lærer de sømandens væsen. For de er gennemgående uslebne og ligeud ad landevejen. Ganske vist findes der nu til dags nogle hollændere, der forsøger sig med en kopi af fransk galanteri; men alt imens de efterligner andres natur, mister de deres egen, og de bliver lige så latterlige i franskmændenes øjne som i deres landsmænds. For enten ter de sig klodset, eller også smører de for tykt på.
Denne indstuderede elegance har især manifesteret sig hos Hollands ambassadører og befuldmægtigede og har ofte givet stof til satirer. Da således de to ambassadører de Wit og van Wawern i året 1653 |128indfandt sig ved en kongres i Lübeck, meddelte de efter skik og brug deres ankomst til andre nationers ambassadører, idet de samtidig bad om, at man ikke ville tage dem det ilde op, at de ikke straks kunne give audiens, da de behøvede nogle dage til at bringe deres boligs interiør i orden og gøre alting rent og pænt, inden de kunne modtage fremmede ambassadører derinde. – Således også, da kong Karl 2. af England bebrejdede de hollandske generalstater, at de nægtede ham visse ting, som de havde tilladt Cromwell, og de svarede, at der var kommet andre boller på suppen nu, for dengang sad der ved statens ror en stor mand, som alle måtte grue for.
Af denne henkastede beskrivelse af hollænderne ses, at de skylder deres håndelag og virkelyst mere, end de skylder naturen, og at de med deres snilde kompenserer for, hvad naturen har nægtet. For hvis man går efter kraftigt intellekt, skarp dømmekraft og andre lignende åndsevner, er der intet at beundre ved dette folk. Nok er hollændernes herlige værker talrige og så betydningsfulde, at kun få andre folk kan måle sig med dem; men værkerne er frugten af en virkelyst, som for det meste har været fremtvunget af nødvendighed.

Tyskerne må man bedømme på næsten samme måde. Også de kan tælles med blandt |129de folkeslag, der holder sig til en rimelig middelvej. På intet område går de til yderligheder, undtagen måske med at spise og drikke. De bøjer kun sjældent af fra alfarvej, med langsomme skridt styrer de mod målet, men har dog held til at nå det. De dyder, de øver, fører sjældent op på heltemodets plan. De er modige, men løber ikke, som englænderne, af egen drift i døden. De dyrker litteratur og videnskab, men studerer sig ikke til vanvid. De tåler slid og slæb, men holder bedre måde med det, end man gør i Holland. Hollænderne slider for at ophobe skatte, men tyskerne for at leve respektabelt; derfor slapper hollænderne aldrig af, men tyskerne gør det nu og da.
De fleste af de gode og dårlige egenskaber, man lægger mærke til hos tyskerne, deler de altså med alle andre mennesker.
Men hvis man ser på deres statsforvaltning, love og ret og på visse af deres sædvaner, synes tyskerne at være det mest paradoksale af alle folk. En tilsvarende regeringsform har intet andet folk udtænkt; for den kan hverken kaldes monarkisk, aristokratisk, demokratisk eller en kombination. Så hvis der spørges, hvilken regeringsform der hersker her, må der svares: “Tyskland |130regeres på tysk.”
Det samme må man sige om love, rettigheder og privilegier. Mange har nemlig rettigheder og privilegier, som de er afskåret fra at udøve. De jager efter skygger og indholdsløse titler. De bryster sig af ejendomme og besiddelser, som ingen kan få øje på. De fremfører retskrav over de andre europæiske folk, som intet folk anerkender. De kalder sig romere og har intet til fælles med romerne. Om et endnu i Tyskland blomstrende fjerde monarki har de store ord at melde; men andre mener, at det er et imperium, der kun eksisterer i tyskernes hjerner. For de punkter, hvorpå de efterligner de gamle romere – de romerske love, som de anvender, titler og taleformer, skikken med flere navne samt andet lignende – anses ikke for at hjemle nogen ret. Men denne kontrovers gør jeg ikke til min, og en benævnelse, der har så mange århundreders hævd, vover jeg ikke at angribe. Tyskerne synes overbeviste om sandheden af deres påstand, da de forbeholder sig visse af de til det fjerde monarki knyttede rettigheder.
Men når de med alt for megen passion har søgt at kopiere romernes skikke, vaner og skrivemåde, har de mistet jordforbindelsen: Romerne plejede at landsforvise borgere; men tyskerne landsforviser også fremmede. |131Romerne landsforviste kun levende, tyskerne landsforviser også døde; for Bannus Imperii udstrækkes ofte til også at gælde afdøde. Endvidere: Romerne brugte i reglen tre navne; men når tyskerne overtager denne skik, går de grassat med deres efterligning og kan knap nok nøjes med otte eller ti navne. Det latinske sprogs ordstilling er bagvendt; men det tyske sprogs er blevet gjort endnu mere bagvendt ved efterligning: Romerne sætter i reglen verbet sidst i sætningen, men tyskerne slutter ofte perioden med hele to eller tre verber. Romerne skiller adjektivet fra substantivet ved indskud af ét ord; men tyskerne indskyder seks eller syv ord. Så hedt lidenskabeligt gik det til i deres efterligning, at de reproducerede fejlene!
Men disse ting må dog snarere regnes for pletter og fejltagelser end laster. Jeg skal ikke komme nærmere ind på tyskernes lyder og dyder. Andre har anmærket, at de er Ceres og Bacchus meget hengivne. De jager efter tomme ærestitler og indholdsløse navne: Der er nærmest intet folk, der har så mange navne uden indhold, så mange titler uden ejendom. Tit kalder de sig ikke kun herrer, men også fuld-herrer (Gantz Herren) over et fantasigods.
Bortset fra det er tyskerne agtværdige, flittige og tro. |132De har også gjort sig højt fortjent af videnskaben. Nogle mennesker taler med foragt om tyskernes skrifter, da de mere ligner materialesamlinger end vel disponerede værker. Det er en strid, jeg ikke blander mig i. Kritikerne bør selv indrømme, at de har øst mangt og meget af tyskernes kilder, om de så er nok så plumrede. For hvis visse andre folkeslag skriver mere elegant, så skriver tyskerne mere lærd. Tyskernes materialesamlinger vidner om endeløs læsning, som andre så bringer orden i og ofte sælger som deres egne værker. På den maner plyndrer de dem, de klandrer – hvad der er lige så utaknemmeligt, som det er urimeligt, medmindre de vil forsvare sig med krigens ret, ifølge hvilken alt, hvad vi tager fra fjenden, bliver vores eget. De, der anser tyskerne for blottede for begavelser, kender ikke håndværkenes historie, som vidner om tyskernes fremragende opfindelser.
Det tyske sprog, som i sig selv er hårdt og vanskeligt, gøres endnu vanskeligere ved en kunstlet efterligning af romersproget; for tyskerne forstyrrer ordenes naturlige orden: Når de adskiller de ord, som naturen forener, og sætter det sidste foran det første, så bliver resultatet, at man intet forstår, før man når til |133enden på perioden; og da perioderne i reglen er lange, smutter det foregående ud af hukommelsen, inden man når til sætningens slutning, på hvilken der ofte smækkes en to-tre styrende verber – så at man tit tvinges til at læse det, man allerede har læst, endnu en gang. Denne tortur af læserne kalder tyskerne sprogets majestæt.
Dog, hvert væsen drives af sin drift. En synes om det søde, en anden om det let bitre. Den vin, den ene finder lækker, giver den anden kvalme. Og da man ikke kan diskutere om smagsanliggender, er det uretfærdigt af os at anklage polakken, fordi han kun bryder sig om rådne og stinkende fiskesovser, og briten, fordi han spiser halvråt kød, og italieneren, fordi han sætter større pris på dissonant sang end på harmoni. Det er forskelligt, hvad der appellerer til folk. Hvad der frastøder en, tiltrækker allermest en anden:
*Flaccus finder sin fryd i uglen med hængende ører,
 Canius nyder en trist neger fra Afrika af ,
Publius brænder af lyst til en tævehvalp af en puddel,
Cronius elsker sin “bror”: marekatten med svans,
Marius’ eneste lyst er den dræbende faraorotte,
skovskaden med sit “Goddag”, Lausus, er dit store hit.
|134Der er en historie om en bonde, der fældede træerne rundt om sin gård, fordi nattergalens sang skurrede i hans øren; og en anden om en skytisk hersker, som fandt mere behag i hestes vrinsk end i den sødeste harmoni. Derfor forkaster jeg ikke tyskernes sproglige og litterære smag; jeg siger bare, at den mishager de fleste andre folk.

Italienerne er opsplittet i flere folk og kan derfor ikke skæres over én kam. Svarende til forskellen i landskaber varierer skikke, varierer talenter. Men de stemmer overens på det punkt, at de, med få undtagelser, alle er italienere, hvilket vil sige: dem, der ikke kan leve op til deres forfædres mandighed. De gamle var tapre og uforfærdede, de nutidige er ukrigeriske og frygtsomme. Før kæmpede man med lanser og økser, nu snarere
med en hinde af gifttudsens lunge.
De gamle beherskede alle folkeslag, de nutidige betjener alle folkeslag. De gamle førte kun krig mod mænd under våben; de nutidige ryster og bæver ved synet af soldater, kun deres koner kan de styre. Lige så mange helte det antikke Italien avlede, lige så mange kujoner (poltroni) avler det moderne. Det eneste, der forener før og nu, er overtro. For hvis man sammenligner |135de mirakuløse varsler hos Titus Livius med italienernes legender, ved man snart ikke, hvor man finder de mest absurde: Lige så mange sten, som det regnede med i gamle dage, lige så mange blødende nadverbrød fables der om nu. Og lige så tit en okse kunne tale i antikkens Etrurien, lige så tit fabrikerer de italienske okser, dvs. munkene, mirakler.
Men ved deres skarpe, fine kunstnerblik rager nutidens italienere op over de andre europæiske folk; thi maleres, billedhuggeres, bygmestres og poeters sande hjem er Italien. Men i de teologiske, filosofiske, moralske og historiske skrifter er alting gråt i gråt; og gråt må alting være i et land, hvor de hellige inkvisitionsdomstole lænkebinder talenterne. I renæssancen begyndte Italien atter at ranke ryggen; det var dengang alle, der ønskede at dygtiggøre sig i humaniora, i kunstarterne og i krigsvidenskab, strømmede til Italien som til Apollons borg. Men det var kun meteorer, der brat blev slukket igen. Derfor har de fejl, man kritiserer hos nutidens italienere, snarere deres udspring i tidernes ugunst end i folkets karakter. Giv os de gamle tider tilbage, og den gamle kraft, som for tiden ligger i dvale, vil atter grønnes.

|136Med spanierne har jeg ingen kontakt haft; derfor tør jeg ikke portrættere dette folk. Andre forfattere har fremlagt omfattende analyser af spaniernes mentalitet; men dem vil jeg ikke skrive af. De spanieres optræden, som jeg tilfældigvis har truffet på mine rejser, har ikke mishaget mig: Jeg synes, de har været pæne og stilfærdige mennesker; og eftersom jeg selv hverken spiser eller drikker, gyser jeg ikke ved et folk, der kun lever af luft. Men da jeg ikke tåler langsommelighed, gætter jeg på, at spanierne ville irritere mig på grund af den nølen, som er dette folks kendemærke.
Ikke sådan at forstå, at jeg fordømmer nølere, jeg berømmer dem snarere; handlinger og skrifter perfektioneres jo ved nølen. Men nogle mennesker overdriver vildt og sætter alt over styr ved endeløse overvejelser. Da Vaugelas havde brugt tredive år på at oversætte Quintus Curtius til fransk, blev han med rette kritiseret for dette smøleri af en af sine venner. “Jeg er bange for,” sagde vennen, “at det franske sprog vil have forandret sig, før du bliver færdig med din oversættelse.” Og derfor var det vittigt af ham at anvende dette epigram af Martial på Vaugelas:
Medens frisørmester Witz omvimser Lupercus om munden
og smører rouge på hans kind, vokser der ny stubbe ud.
Af samme art er den spanske nølen, som forståeligt nok giver stof til satire.

|137Over de nordiske folk drister jeg mig ikke til at anstille betragtninger, skønt deres mentalitet er den, jeg har set dybest i. For nordboere er småtskårne eller bistre, og de flyver i flint for et godt ord. Derfor overlader jeg, da man ved skildringen af et folk nødvendigvis må give et overblik over både dets fejl og dets fortrin, denne opgave til folk, hvis rygstykker klør!
 
 
 
xxx
xxx