Efter at have opgivet *min satiriske digtning, som havde lagt beslag paa mig i en længere aarrække, vendte jeg tilbage til min tidligere beskæftigelse. Selvom mine venner – *under forudsætning af teatrets snarlige genaabning – den ene gang efter den anden bønfaldt mig om at skrive nye komedier, holdt jeg dog fast ved min bestemmelse. Jeg vilde ikke igen ud paa de farefulde vande, jeg lige var sluppet fri fra, og *nøjedes med at forbedre nogle af komedierne, der mest trængte til affiling, og at overlade skuespillertruppen nogle nye, jeg havde liggende. Derefter genoptog jeg et oftere afbrudt arbejde: |216*en beskrivelse af de kirkelige og statslige forhold i Danmark og Norge. Men under min beskæftigelse med det, fremkom der anonymt nogle smædeskrifter mod *Det ostindiske Kompagni. Da handelen med Indien ved tidernes ugunst var kommet i saa store vanskeligheder, at det saa ud til, at den ikke kunde opretholdes, medmindre den fik støtte, overvejede direktørerne, hvorledes man kunde hjælpe det vaklende kompagni paa en ny og god maade. I den hensigt søgte de at interessere nogle købmænd fra nabolandene i kompagniet. Visse folk, der saa skævt til en forøgelse af de nordiske landes handel, erklærede disse forsøg for nytteløse og taabelige for at skræmme andre fra at indskyde penge i kompagniet. Man opfordrede mig til at imødegaa disse bagvaskelser i et forsvarsskrift; men da jeg kun i ringe grad havde interesseret mig for handel, frabad jeg mig længe denne *opgave. Jeg lod mig dog af mine venners bønner bevæge til at tage fat paa arbejdet og *udgav paa latin en samtale, der – paa direktionens foranledning – kort efter blev oversat til dansk og derefter til tysk.

*Denne samtale blev efterfulgt af en anden, der skar dybere, og som blev modtaget af købmændene her i hovedstaden med saa stort bifald, at |217man foreslog at give forfatteren en betydelig godtgørelse; men da man paa børsen drøftede bidragene, hævdede man fra anden side, at en simpel tak fornuftigvis vilde være mig mere velkommen, da jeg aldrig havde været til fals. Man tog heller ikke fejl: en simpel taksigelse var mig fuldtud tilstrækkelig.

* Og nu til den sorte ulykkens dag ,

*De rasende flammer fuldbyrdede imidlertid Himmelens straf. Man skulde ikke have troet, det var stenhuse, der brændte, men straatækte hytter; med en saa rivende hast styrtede baade private og offentlige bygninger sammen med et rædselsfuldt brag. Jo længere fra brandstedet man var, des alvorligere tab led man. Beboerne af de huse, der brændte den første nat, reddede penge og indbo, da deres venner kom styrtende og kappedes om at hjælpe; men efterhaanden som tiden gik, og da ogsaa de fjernereboende blev ængstelige for deres ejendele, kunde man ikke mere hjælpe hinanden. *Da man saa ilden faa nye kræfter, uden at nogen hindrede det, *[og at det samtidig brændte i forskellige kvarterer af byen], *forlod man byen under graad og klage i den tro, at man aldrig mere vilde faa den at se.

Det viste sig da for alvor, hvad menneskers snilde kan udtænke, hvad talrige hænder og forenede kræfter kan udrette med Guds bistand. Overalt hvor man tog fat blev ilden standset. *Ved den ulyksalige brand fortæredes Vor Frue-, Helligaands-, St. Petri-, Trinitatis kirke med universitetsbiblioteket, Rundetaarn med den store Tychos globus og instrumenter, Raadhuset, sygehusene, hele universitetet med professorgaardene, Kommunitetsbygningen, hvor 100 fattige studenter fik deres kost, de fire |220herlige kollegier: Regensen, Walckendorfs, Borchs og Elers’ Kollegium, og utallige andre bygninger, som ikke behøver at nævnes. Kun Konsistoriebygningen, hvor professorerne plejer at mødes, blev – under den almindelige ulykke for universitetet – ikke rørt af ilden, medens saa mange rundtomliggende og tilstødende bygninger blev ødelagt, saa at man kan sige om vort navnkundige universitet:

*Københavns brand maa regnes med blandt de mest bekendte og skelsættende ulykker i historien. Vor kongelige residensstad staar ganske vist i henseende til størrelse tilbage for mange andre byer, men i betydning kun for faa, da man her som i et brændpunkt ser alt af værdi for begge rigers ære og styrke. Dengang kom den højsalige konges straalende fortrin i særlig grad for dagen, og hans naade lod sig tydeligt se i vor fælles ulykke. *Det skal mindes i al fremtid, med hvilken kløgt han under disse |222svære forhold fremskaffede *levnedsmidler i rundelig mængde, med hvilken gavmildhed han understøttede saavel enkelte som alle, med hvilken energi han *greb ind i begivenhederne og kæmpede mod skæbnen, saa at det saa ud, som om ulykken var indtruffet i vor tid for at give kongens landsfaderlige pligtfølelse større mulighed for at udfolde sig.

Fra begyndelsen af branden gik der knap nogen dag i hele tre uger uden fare. Naar man kom styrtende for at redde et hus, kom der bud om, at et andet stod i lys lue. *Heraf opstod nye bekymringer, nye spaadomme, nye rygter, og folk vaagede i de uhyggelige og grufulde nætter under frygt og bæven. Nogle var lamslaaede over alt det ubegribelige, og med øjnene stift heftet paa jorden spaaede de, at hele byen vilde blive udslettet, andre krævede fraadende af raseri, at *brandstifterne skulde henrettes. Mig kom alt dette ikke uventet, da jeg af erfaring veed, at saadanne ulykker er kædet sammen, og den ene storbrand plejer at efterfølges af en ny. *Jeg husker, at det gik saadan to gange i Bergen i Norge, hvor beboerne, der tit og ofte havde prøvet den slags katastrofer, efter en storbrand forberedte sig paa de næste.

Da ulykkerne endelig hørte op og man begyndte at tænke paa byens genrejsning, viste det sig endda i meget høj grad, hvor mange projektmagere vor hovedstad hjemsøges af. Lige saa mange mennesker, der var, lige saa mange gode raad blev der givet, ligesaa mange hænder, der var, ligesaa mange bygmestre var der, |223ligesaa mange huse der fandtes, ligesaa mange raadgivende møder blev der holdt. Man kunde have sagt, at hele byen var blevet forvandlet til et stort Collegium Politicum, saa stor en grøde var der af politikere, der syntes at gro op af den brændte bys aske. Der var ingen skipper, der blev ved sit kompas, ingen skomager, der blev ved sin læst. Særlig anledning til drøftelse gav prioriteterne, som tyngede næsten ethvert hus. Nogle mente, at de gamle behæftelser skulde slettes, andre at de skulde bevares. Atter andre foretrak en mellemvej. Jeg skal ikke nævne andre af de forslag, der satte sindene i ikke mindre bevægelse.

For at give ogsaa mit bidrag under denne lidenskabelige drøftelse og for ikke at se ud som den eneste, der lod som ingenting, *udarbejdede jeg nogle afhandlinger, hvori jeg behandlede de mest brændende spørgsmaal omhyggeligt. Jeg hørte senere, at kongen havde læst dem igennem flere gange, og det glædede mig, at de havde vundet denne saa fremragende fyrstes bifald.

Da hele dette røre, der var en naturlig følge af en saa gennemgribende omvæltning, omsider havde lagt sig, genoptog jeg mine videnskabelige sysler, og i den paafølgende vinter lagde jeg sidste haand paa et arbejde, jeg længe havde haft i tankerne, og som omsider udkom i 1729 under titlen: Danmarks og Norges Beskrivelse, 744 sider i kvart. *Dette værk blev genoptrykt tre gange i løbet af to aar, idet der findes to danske udgaver og een tysk. |224Det tilskyndede mig til at tage fat paa større opgaver, og jeg gik i gang med at skrive det danske folks historie fra rigets grundlæggelse ned til vore dage, et dristigt arbejde, som andre hidtil har ladet ligge. De, der har tænkt paa at yde fædrelandet denne tjeneste, har nemlig brat trukket sig tilbage fra denne tornefulde vej. Men da jeg altid har haft min glæde af at krydse mellem skær, og da jeg er vant til at bryde mig vej gennem torne, tilskyndede selve opgavens vanskelighed mig til at *prøve mine kræfter paa saa stor en opgave.

*Jeg har delt hele værket i tre bind, hvoraf det første, der rummer vort folks historie fra rigets grundlæggelse til Christian II, udkom 1732, 856 sider i kvart. I denne første del gennemgik jeg omhyggeligt de kilder, hvoraf den navnkundige *Huitfeldt har øst sin historie, og ved deres hjælp rettede jeg en del fejl og udfyldte hullerne rundt om i værket. I fortalen har jeg angivet de dels haandskrevne, dels trykte bøger og de diplomer, hvorfra det meste stammer; og de forfattere, der vidt og bredt optager bogens margin, og som for største delen er samtidige med begivenhederne, viser, hvor stort et apparat jeg har benyttet til at skrive denne bog. Aaret efter udkom andet bind paa 922 sider, hvoraf |225Christian IV’s historie alene optager næsten halvdelen. Størstedelen stammer fra haandskrifter, hvoraf en meget stor del er egenhændige, navnlig fra den store konges af ham personligt affattede breve, hvad der især gør dette værk anbefalelsesværdigt. Tredje bind, der udkom 1735, indeholder kun Frederik III’s historie og udgør 702 sider, bortset fra register til alle tre bind og *en fortale om de nordiske historieskrivere. Størstedelen ogsaa af dette bind stammer fra diplomer, breve og andre haandskrevne kilder, saa at jeg kan sige, at jeg har ladet en ny og hidtil ukendt Danmarks historie komme for lyset.

Før jeg gik i gang med dette vanskelige arbejde, forstod jeg, at jeg havde brug for et stort haandskrevet apparat; jeg blev derfor nødt til at *undersøge alle rigets afkroge for at opspore historiske dokumenter. Alle, der fik underretning om mit forehavende, viste mig en beundringsværdig velvilje og kappedes om at overlade mig alle de haandskrifter, de besad.

Under mit arbejde paa dette historiske værk udkom *mine komedier i en nyudgave, der indeholder baade de trykte og de hidtil uudgivne. Denne sidste udgave rummer femogtyve stykker, og hele værket udgør fem bind. *Titlerne paa de komedier, der ikke er spillet, er 1) Erasmus Montanus eller *Rasmus Berg, 2) De Usynlige, 3) Den honnette |226Ambition, der vittigt satiriserer over titeljægere, som under paaskud af en honnet ambition jager efter æresbevisninger, 4) Det lykkelige Skibbrud og 5) Hekseri eller Blind Alarm. Indholdet af disse komedier skal jeg ikke komme ind paa. Jeg behøver blot at sige, at de alle er filosofiske og moralske, selvom de fleste af titlerne ikke synes at love andet end narrestreger.

*I mit tidligere brev nævnede jeg et lille arbejde, der hedder Introduktion til Natur- og Folkeretten. Jeg fortalte, hvilken skæbne dette værk havde haft; men skønt det oprindeligt var blevet modtaget køligt, fandt det efter nogle aars forløb saa mange interesserede købere, at eksemplarerne af første udgave paa kort tid blev solgt, og at det senere er blevet genoptrykt to gange. Den tredje og sidste udgave fremkom 1734. Den er langt mere omfangsrig end de tidligere, af hvilken grund jeg ændrede titlen og i stedet for Introduktion kaldte den Naturens og Folkerettens Kundskab. Til denne sidste udgave er føjet et register, der savnedes i de to tidligere.

Det fremgaar af mit levnedsløb, at jeg ikke har levet i lediggang; men hvad nu end De og andre, der roser mig, mener om min flid, har jeg dog svært ved at undgaa bebrejdelser for ørkesløshed fra deres side, der *vurderer videnskabeligt arbejde paa en anden maade end vi og kun anerkender *declamationer og disputatser. Da dialektikken jo ved visse universiteter fastholder sin førende stilling, |227kan De let gætte, at *mine sysler og mit slid ikke agtes højt blandt visse bersærker, hvis sejrsmindesmærker kun rejses af det bytte, der tages fra overvundne opponenter. Naar og hvor det drejer sig om at fremme videnskaberne, er jeg enig med andre videnskabsmænd; men naar det drejer sig om maade og midler, er jeg ofte uenig med dem, da det, nogle anbefaler saa brændende, forekommer mig at være ligesaa mange midler til at kvæle videnskaberne.

Da De i Deres sidste brev spørger til min levevis og mine øjeblikkelige arbejder, maa jeg ogsaa paa dette punkt tilfredsstille Deres Interesse. Jeg lever som i gamle dage, og selvom mine midler er vokset saa meget, at jeg kunde leve mere herskabeligt, holder jeg dog fast ved min gamle væremaade. Hvis De efter saa mange aars forløb skulde komme her til byen, vilde De ikke finde noget forandret og usædvanligt hos mig, bortset fra, at jeg ser lidt ældre ud og har flere rynker i panden; ellers har jeg ikke forandret mig i de sidste tyve aar. De vilde saa se mig *liste om i byen som sædvanlig til fods og uden lakaj, og se mig *blive overstænket af sprøjtet fra de karosser, som andre herrer knejsende ager rundt i, folk, der i gamle dage var mine ligemænd, men som nu for største delen er højvelbaarne og excellenser. Denne tomme jagt paa titler, som De i sin tid, da De boede her i byen, fordømte saa skarpt, er nu taget til i en saadan grad, *at det er lettere at finde excellenser end mennesker. |228Det lader jeg dog fare og vender tilbage til mig selv. Der er visse folk, der kalder min simple levevis nærighed og paaholdenhed; men for at modbevise denne bebrejdelse, saa giver jeg de fattige hvert aar saa meget, som man kan holde en doven lakaj for, der kun udspejder sin herre. Jeg bor pænt, klæder mig sirligt, køber flittigt bøger, og for at fjerne enhver mistro *har jeg bestemt at testamentere offentligheden alle mine midler. Et udkast til en fundats har jeg allerede for længst udformet og forelagt mine raadgivere, som venter sig nogen gavn af den.

Jeg studerer endnu, saavidt mine ringe kræfter tillader det, skriver, læser og tænker, saavidt det er muligt i en by, der er rig paa alt det, der kan hindre mig i mit arbejde, og – hvad De vilde undre Dem over – jeg lever i al den uro som i en afkrog. For at rekreere mig anvender jeg to-tre eftermiddagstimer paa spadsereture eller paa samvær med mine venner. Resten af tiden deler jeg mellem muserne og musikken, mine eneste glæder.

Til ungdommens brug har jeg nylig udgivet *lærebøger i historie og geografi, der bruges baade i skolerne i begge riger og ved universitetet af de unge studerende. Hvis man lægger dem til mine andre arbejder, vil de udgøre en anseelig række.