Tilbake til søkeresultater
previous icon next icon
Vis      Tekstkilder    Veiledning
Klikk på sidetall for å se faksimiler    
   
 Jeg kunne mærke, at jeg efterhånden  satte mine kræfter til ved dette stadige skriveri, og tænkte derfor på at rejse ned til de varme bade i Aachen. Udstyret med kongeligt pas tog jeg af sted *i begyndelsen af juli 1725.
Jeg håbede, at motionen ville gavne mig endnu mere end badene; men mod forventning registrerede jeg, at min sundhed nu tog skade af disse kropsbevægelser. Lige så velgørende de var for mig som ung, hvor jeg var vant til at leve lidt mere afslappet, lige så meget skadede de mig nu som mand, hvor jeg er underkastet de strengeste mådeholdsregler.
Vejret var det år så ustadigt, at selv om det var i begyndelsen af juli måned, jeg tiltrådte min rejse, måtte jeg dog uophørligt trækkes med storme og kulde. Også det barske hav blev jeg udsat for på begge bælter, og det var ikke uden livsfare, jeg passerede Lillebælt. Men jeg stod disse farer igennem og nåede omsider Haderslev. Indbyggerne forekom mig at være meget hjælpsomme og kultiverede.
Lidt hårdere i filten fandt jeg folk i Flensborg, som ikke tager mod fremmede med samme venlighed. |146Blandt samtlige hertugdømmet Slesvigs indbyggere anses de for at være de mest bjergsomme:
*Det er en flittig og nøjsom slægt som tåler at slide,
god til at samle til huse og gemme alt det de har samlet.
Så det er nemt at forstå, at der i denne by findes så mange rige folk, især da de har opnået forskellige privilegier, som rigernes og hertugdømmernes andre indbyggere ikke nyder. I Flensborg fik jeg et højst ubehageligt logi. Huset var ganske vist stort og rummeligt og forsynet med et udvalg af værelser; men lige meget hvor man kiggede hen, var der kun skidt og møg at se, hvad der fyldte hele huset med en ækel hørm. For at modvirke stanken brændte jeg for hver time, der gik, røgelse i mit kammer.
Så flot var huset – og mine bordfæller var ikke finere. Blandt dem ved bordet var der navnlig to, som på én gang fyldte mig med lede og moro: Den ene stammede fælt, den anden havde engang i en krig mistet næsen og forekom derfor at pibe mere end at tale. Og da de begge to led af en umådelig snakkekløe, var det sceneri, der udspillede sig, på én gang sørgeligt og komisk. Føj hertil, at der rundt om os, når vi spiste, stod fem-seks katte og lige så mange lænkehunde, hvis hvinende, disharmoniske koncert skurrede i ørerne og nær havde pint livet af mig. |147Omringet af disse fortrædeligheder i flok kontaktede jeg i al hemmelighed en anden vært. For ham beskrev jeg de gener, jeg havde at brydes med, og bad ham om at huse mig, navnlig fordi jeg var nødt til at blive endnu et par dage der i byen. Men af frygt for at få vrøvl med *den anden, sagde han, det var umuligt. Skuffet og betuttet går jeg hjem igen til kachotten, hvor jeg lyver mig syg og forlanger middags- og aftensmaden serveret på mit kammer.
*En af de andre ting, jeg var godt gal over i Flensborg, var foragten for det danske sprog. Alle, der sidder godt i det, lader, som om de kun kan tysk, og har forvist det danske sprog til tyende og bønder. – Endelig forlod jeg Flensborg og ankom til Hamborg. Dér tilbragte jeg nogle dage og fortsatte så min rejse. I denne prægtige og rige by findes der mange store seværdigheder. Der bor også mange berømte lærde; men jeg besøgte kun *min særskilt gode ven og fordums rejsekammerat, den navnkundige provst Fleischer i Altona.
Til Amsterdam går der tre veje: Man kan enten rejse over Osnabrück *med den agende post, der på grund af sin langsommelighed kaldes Ochsenpost, eller *med småskibe, som har en fast sejlplan, eller via Bremen og Oldenborg. Jeg valgte den sidste rute som den bedste og som den, de fleste havde givet den varmeste anbefaling. |148Efter to dages rejse kom jeg til Bremen, men syg, stivfrossen i alle lemmer og *i en kappe, der dryppede af regn. Så ondt var vejret, så mange var skybruddene og kastevindene, at vi frygtede, at træerne, som de rasende vindstød sine steder rev op med rode, skulle falde ind over vognen. Da vi også var næsten frosset ihjel, måtte vi lade tænde op i hver eneste kro, vi kom til. *Det skete endda alt sammen midt i juni måned.
For indbyggerne i Bremen er forlystelser lukket land, så de lever deres liv i alvor og tugt. Der er ikke noget teater i byen og heller ingen andre offentlige forestillinger, bortset lige fra dem, som omrejsende trupper opvarter med på en bestemt tid af året. *Folk i Bremen går ikke ud for at se, ej heller for selv at ses. Så enhver, der ønsker at tilbringe sine dage i ro og mag, skal bare flytte til Bremen; her lever man som i et refugium. Optøjer og oprør er sjældne, og tyverier og røverier ligeså. Der blev just i de dage arresteret en tyv, hvad der fik næsten hele byen på benene; det måtte de se. Så stor en sensation er tyveri i Bremen. Med hensyn til regeringsformen indså jeg, at *Bremen har overordentlig meget til fælles med det bekendte Tyske Kompagni i Bergen, Norge: *Begge byer kan glæde sig over deres oldermænd, deres Achteiner og deres Schötinger; så kompagniet i Bergen fremstår som en |149afstøbning af det i Bremen. De samme embedsmænd, de samme rådsmøder, de samme ceremonier og sågar de samme titler har man; så komplet har Det Hanseatiske Kompagni hos os kopieret fristaden Bremen.
Man rejser rigtig bekvemt og prisbilligt til Amsterdam gennem hertugdømmet Bremen og grevskabet Oldenborg, vel at mærke hvis man har rejsefæller. Da jeg ingen havde, kom jeg snart til at fortryde, at jeg havde indladt mig på denne rejse. *Eftersom der ikke findes nogen agende post, måtte jeg nemlig ene mand leje de vogne, som de lokale kalder Ordinantzie Wagens.
Jeg blev boende nogle dage i Oldenborg, og jeg må sige, at jeg ingen steder har levet skønnere. Så elskværdigt blev jeg modtaget af *overlanddrosten i grevskabet, Hans Excellence hr. Sehested, som er hævet over al storagtighed og alene ved retsind, kløgt og høj åndskultur skiller sig ud fra menigmand. I hans hus kom der dengang så mange lærde, at det var som et akademi eller en læreanstalt. *Middags- og aftenstaflet udmærkede sig ved lærde samtaler, så at nydelserne blev krydret med nytte. *Man vil kunne dinere mere overdådigt hos andre, men aldrig mere ligefremt, fornøjeligt og utvungent. Heraf kan De let udlede, at jeg kun ugerne forlod Oldenborg.
|150Resten af vejen gennem *Ostfriesland helt til *Nieuwe Schanz er lige så besværlig som kostbar. Men her får strabadserne ende! *Man rejser bekvemt videre med både trukket af heste, tilmed for de rene småpenge, især hvis man også vil overnatte i skuden, hvad de fleste plejer at gøre, dels for at fremskynde rejsen, dels for at undgå at falde i kløerne på kroholderne, som flår de vejfarende, så det er en ynk.
Spredt vidt ud over hele Holland ligger kroerne nemlig og er lige så dyre som dårlige. Alle vegne møder man prægtige byer og strålende bygningsværker, og selv i plebejernes hjem hersker der en imponerende sirlighed. Men *alt dette er mere til fryd for synet end for sindet. For da de fleste kroværter driver et andet erhverv ved siden af, modtager de ikke de rejsende med samme venlighed som værterne i Frankrig og Italien. Deres kamre er tilmed *rene hospitalsstuer, proppet med flere senge, som man klatrer op i ad en stige; og man kommer tit til at sove i selskab med tyve eller røvere – eller rettere, for ikke at få halsen snittet over, til at ligge vågen med tyve og røvere. Selv den sirlighed, hollænderne sådan gør sig til af, kan regnes med til generne. For den gæst, der enten
*harker en klat på et gulv
eller spilder den mindste dråbe vand på det, mod ham rejser værten fluks sigtelse for besudling af gulv, og det er ikke langt fra, |151at han bliver erklæret fredløs – som om det at spytte på et værtshusgulv var det samme som at besudle et helligt eller indviet sted.
*Om hollændernes renlighed lyder mit responsum, *at de er sirlige i det små, men skidne i det store: De vasker deres gader, men ikke deres hænder; og så spiser de af ét fælles fad, som de undertiden dypper fingrene i, hvad der må få det til at vende sig i en, især hvis man til bordfælle har en tjæret skipper, og det har man tit, da den slags mennesker er i kridthuset hos hollænderne. *Der findes næsten intet folk, som jeg har mere ondt af end hollænderne: Trods deres enorme rigdomme lever de et fattigt liv; de bor i store paladser og dog trangt, fordi der ingen gårdspladser er, og også haver er sjældne. Jeg tænkte derfor ofte ved mig selv:
*Noget er det, om end man bor i en udkant og afkrog,
dog at ha’ gjort sig til ejer af ét, et eneste, firben.
Jeg blev engang inviteret til middag hos en grosserer; men hele måltidet bestod kun i en eneste fiskeret. Så jeg takkede nej de følgende gange.
Dette er de strabadser, rejsende udsættes for. Men de opvejes af en række ypperlige institutioner og sunde og gavnlige love, som får selv de fjernest boende folkefærd til at bryde op fra hus og hjem, draget mod Holland, der er at betragte som det fælles fædreland for hele Jordens befolkning. Hollænderne er også retskafne og meget ærlige.
|152Da mine venner i Amsterdam fik grunden til min rejse at vide, rådede de mig alle til at ændre plan. En tid lang ænsede jeg ikke disse advarsler; men da de kendte min konstitution så godt, blev jeg til sidst overvundet af deres argumenter og opgav mit forehavende. Da jeg lige havde overstået en besværlig rejse, forekom det mig imidlertid uklogt at rejse hjem, nu det var efterår. Jeg besluttede derfor først at tilbringe vinteren i Bruxelles, men bestemte mig til sidst for Paris.
Altså gik jeg i Amsterdam om bord på den kanalbåd, der går til Rotterdam. Jeg nævner dette fartøj, for at mine medmennesker kan gardere sig mod det. Komfortabelt ser det ud, især for folk, der medbringer bagage; men hvis man vil benytte sig af denne transportmulighed, må man i tide leje skipperens kahyt, medmindre man da vil tilbringe en søvnløs og forpint nat, hvad der netop skete for mig.
Da kaptajnens kahyt var lejet af andre, blev jeg nødt til at overnatte i passagerernes fællesrum, som var fuldt af matroser, nys hjemvendt fra Ostindien og *på vej til Zeeland. De var lige ved at tage livet af mig med rådden snak, fjas og liderlige viser. Selv ved middagstid famlede jeg rundt i mørke; tobaksrøgen havde frembragt skyer så tætte, at man ikke kunne se en hånd for sig. Man skulle tro, det var Ætna eller Vesuv i udbrud! *Alt dette bar jeg dog med en spartaners højsind. |153Men da jeg hørte, at der på et passagermøde blev stillet følgende lovforslag: “Ingen må lukke et øje i nat”, rejste hårene sig på mit hoved. Jeg håbede ganske vist, at denne folkebeslutning, fremsat som den var under bægerklang, ville blive erklæret ugyldig, når rusen var dampet af. Men eftersom de tilbragte hele natten med at bælle brændevin, blev loven overholdt til punkt og prikke; *og mig holdt de faktisk vågen, for hver gang jeg nikkede og døsede, gav de mig et ordentligt puf med albuen.
Som følge heraf var jeg syg på sjæl og legeme, da jeg ankom til Rotterdam, hvor jeg skildrede min skæbne *for en fransk oberst ved navn Caneau, blandt andre. Caneau var nylig kommet fra Spanien og havde på samme fartøj døjet en nat, der lignede min. Jeg fik denne oberst til rejsefælle, en generøs, retskaffen og fint dannet mand, der søgte at bistå mig på enhver måde.
Man kan på tolv timer sejle til Antwerpen, hvis man har medvind; men vi brugte et helt døgn på denne tur. Når man kommer fra Rotterdam til Antwerpen, glider man fra den ene yderlighed over i den anden. Da Rotterdam er Hollands næststørste havneby, larmer og støjer det overalt, hvorimod der i Antwerpen råder dyb stilhed. Der *Plutus, her *Irus. Dér er folk plumpe, hér er borgerne i højeste grad kultiverede og belevne. I Rotterdam er der forskellige liturgier og konfessioner, *i Antwerpen sværger man ene og alene til den romerske ypperstepræsts ord. *|154Folk i Flandern og Brabant, hvor man er vant til at leve under spansk overhøjhed, går nemlig for at være endnu mere rettroende end selv italienerne. *Byer, forstæder, flækker og korsveje er så fulde af kapeller og guddomme, at det er lettere at løbe på en gud end på et menneske.
Fra Antwerpen tog jeg til *Mechelen, hvor jeg måtte vente nogle timer på en ny vogn. Da jeg nu føjtede omkring og kiggede på byen, gav en franciskanermunk mig adgang til sit kloster. *Med ham som fører krøb jeg omkring i alle klostrets kroge. De har en smuk have; men da alle gangene i den er besat med helgenbilleder, er den besværlig at spadsere i – især for en kætter. Inde i kirken kan man se Sankt Franciscus’ levnedsløb fremstillet på forskellige malerier. Her lagde min fører den tykkeste uvidenhed for dagen, idet han forklarede et af malerierne således: *“På dette maleri ser man Den Hellige Frans gøre bod; efter at have fornægtet det calvinistiske kætteri, som han havde været besmittet med, kaster han sig ned for sin faders knæ, og faderen revser ham strengt for kætteriet.” I Bruxelles tilbragte jeg nogle dage og tog derfra til Paris.
Det var et bedrøveligt syn, denne berømmelige stad frembød ved den tid. *Knapheden på korn var så stor, at et brød på ét pund kunne sælges for ti sous. Drevet ud i desperation greb proletariatet til optøjer, som først blev dæmpet, ved at to borgere blev henrettet. På samme tid indtraf en underfuld helbredelse af en kone, der blødte af dysenteri. |155Historien om dette mirakel blev trykt og cirkulerede til salg overalt i byen. Men underklassen, som kun var optaget af at få sulten stillet, ænsede ikke disse mirakelberetninger, som de dog under andre forhold køber så begærligt. Jeg hørte nogle mennesker mumle til hinanden: “Året i år er mere frodigt på jærtegn end på mel”, eller: “Mens mirakler sker, dør vi af sult.” Præsteskabet gjorde et stort nummer ud af dette mirakel, de troede, at det alene var nok til at omvende dem, der ikke tilslutter sig Romerkirken.
*Der er absolut intet grundlag for at betvivle beretningens sandhed. Samtlige naboer bevidner, at konen virkelig i adskillige år havde været plaget af blodgang; og den pludselige helbredelse skete for alles øjne: Støttet til sin stok og under strømme af blod fulgte hun efter dem, der bar nadverbrødet; men da hun forlod kirken, var hun sund og tør. Der var da heller ikke andre end jesuitterne og lægerne, der bagatelliserede dette mirakel. Jesuitterne anførte en tyndbenet begrundelse for deres tvivl. De sagde, det var utænkeligt, at Gud lod et mirakel ske, når *den præst, der bar nadverbrødet, *var mistænkt for jansenisme. Lægernes argumenter var der mere hold i. De troede, at den blotte indbildningskraft havde kunnet frembringe en sådan virkning på en helt naturlig måde, og det fremførte de i hundredvis af eksempler på. Men alt det lader jeg nu stå hen og vender tilbage til mig selv.
|156Jeg lejede mig et værelse i Rue Saint-Jacques i nærheden af Luxembourghaven, som jeg foretrækker for de andre offentlige parker på grund af den sunde luft. Men nu var det blevet meget lidt rart at spadsere der, for alle gangene vrimlede med tiggere. Det kneb mig at undertrykke en latter, når jeg så prægtigt klædte mennesker tigge alle, de mødte, om en almisse, og når jeg hørte adskillige, hvis vældige paryk var tung af mel i skæppevis, og *som uddunstede kardemommebalsam fra morgentoilettet,
hørmende mere end tre kadavere på deres båre,
klynke med hænderne strakt mod himlen: “Vi dør af sult!” “I flere dage har vi spist luft og ikke andet!” Jeg har engang der i parken mødt en ganske sirligt klædt mand, som jeg så bede en kvinde, han traf, om en almisse; og lidt senere tiggede kvinden så penge af en tredje. Kort efter *sank en ung pige i silkekjole besvimet om. En af de omkringstående kendte hende, og hun blev bragt til sit hjem, hvor det viste sig, at hun boede i et sølle hummer, hvor man
*værnes mod regnen af tegl kun,
oppe hvor kærlige duer ligger tyst på reden og ruger,
ligesom det viste sig, at hun kun levede af kålstokke, æbler og bælgfrugter.
Mit eneste formål med at skrive dette *er at give et indtryk af parisernes pyntesyge armod, for selv tiggere går fornemt klædt og er kun til at skelne fra de rige ved deres magre krop og blege ansigt. |157Her kan man let komme til at forveksle en skuespiller, en fægteinstruktør eller en balletdanser med en af hoffets purpurklædte pinger; og en lappeskomager eller valker ville man bande på var senator, og *en boghandlers eller chefkoks kone hofdame hos H.M. dronningen. Dette kreperede mig i høj grad; for selv om jeg var meget ordentligt ekviperet, kunne jeg dog knap nok regnes med til dem, pariserne kalder honnette folk (*honestes gens) i denne by,
*hvor hver mand lever i pyntet
pengenød,
og hvor selv lakajer går med guld- og sølvbaldyrede hoser.
Alt det kunne dog ikke få mig til at give partiet som pariser. Jeg var jo ikke kommet til Paris for at føre mig frem med en flot garderobe eller *for at æde min formue op ved én banket (det er det, restauratørerne i *Faubourg Saint-Germain kalder *faire honneur à la nation, når de skal have gæsterne til at iføre sig spenderbukserne), men for at have et sted at være, indtil årstiden tillod mig at rejse hjem igen. Derfor lod jeg mig, næsten som den eneste, slet og ret kalde Monsieur, hvorimod andre udlændinge, lige til købmandssønner fra Hamborg eller Lübeck, tituleredes grever eller baroner. Baron er den laveste titel; med den saluterer man den gæst, der har sølvgaloner på kjolen; er den derimod guldgaloneret, hedder det *Monsieur le Comte. |158Fantastisk, så meget den type servilitet ægger unge mennesker til luksus og frås. Værterne i Fauborg Saint-Germain tager elskværdigt imod de unge, der kommer; og når de spørger efter hoteller, henviser de dem til de dyreste og fineste. Umiddelbart derefter anbefaler de dem en kammertjener, som ved at agere instruktør i etikette og etik lærer sin herre en kort og koncis metode til at *formøble hans fars penge. *Ind kommer dansemestre, fægteinstruktører og sproglærere flyvende! For størstedelens vedkommende er de nogle formidable snyltere, kun opsat på at sleske; og for at fiske sig et måltid mad hos de unge snakker de dem et øre af. *Når der så oveni indfinder sig visse hunkønsvæsener, som smisker for de unge herrer for at få dem i deres garn, ja, så har vi tragediens fatale moment.
Denne kritik er ikke ment som en udlevering af det franske folk, så sandt som lurvet griskhed ikke er en last, der er typisk for dette folk – tværtimod er franskmændene både gavmilde, rundhåndede og tjenstvillige. Min kritik er heller ikke rettet mod hele Paris, men kun mod indbyggere og værter i den bydel, fremmede slår sig ned i. Spørger man om årsagen til, at der føres et sådant leben i den del af byen, ligger svaret lige for.
De førende byer i Europa, som fremmede ligeledes besøger for at more sig, er for størstedelens vedkommende havnebyer, og de holder sig selv gående i kraft af deres egen handel, der er stor nok til at ernære indbyggerne, ja, til at gøre dem rige. Men Paris er en indlandsby, hvor en stor del af borgerne kun har de fremmedes forbrug at leve af.
|159Af den grund betragter pariserne de vogne, der kommer fra Bruxelles, Metz og Strasbourg, på samme måde, som andre byers købmænd betragter de skibe, der anløber havnen. Køretøjerne er nemlig tunge af pengestærk ungdom, der medbringer guld og sølv til byen, og fra byen ikke hjembringer andet end lænsede pengepunge, *visse opstyltede gangarter, talent for at smiske, hele bind med arier plus andre parisiske galanterier (franchise Parisienne), som en anonym forfatter har bemærket kun består i, at man krydsstiller benene og tuder folk ørerne fulde med sang og fløjt.
Hektisk søgte jeg at finde et rart pariserlogi. Men det er *“en sjælden fugl”, da den ufattelige menneskemængde, som Paris er plaget af, overalt frembringer tummel og et evigt kaos:
*Karosser, der buldrer igennem
snævre, krogede gyder, og kuskenes skælden på tvære
muldyr kan vække en sæl, ja, selv den døsige Drusus.
Fra oven, fra neden, fra begge sider belejres man af hele familier; *og da nationen er komediespillere om en hals, får man sin ro forstyrret af en stribe arier, hvis man er blevet nabo til en ung herre (un petit Maitre) eller en ung dame, eller også af en vedvarende brummen, hvis naboen er en lærd mand; for næsten alle lærde brummer, når de læser.
|160Den enorme menneskemængde medfører også andre ulemper, som jeg hverken har mærket noget til i Amsterdam eller London. For selv om London overgår Paris i areal, mener jeg dog, at indbyggertallet er langt lavere, hvilket englænderne imidlertid hårdnakket benægter, i den tro, at det modsatte kan bevises ud fra de årlige lister over afdøde (*bills of mortality). Men da luften i Paris er sundere at indånde, og da pariserne lever langt nøjsommere end londonerne, opnår de en højere gennemsnitsalder. Der er også nogle englændere, der påstår, at der hvert år sendes nogle tusinde mennesker fra provinserne ind til London for at holde indbyggertallet oppe, og at denne metropol snart ville ligge øde hen, hvis dette ikke fandt sted. Man ser heraf, at disse lister ikke er retvisende, og at der må holdes en omhyggeligere folketælling, da man ikke kan slutte noget sikkert ud fra listerne over fødte og døde. Hertil kommer, at det ene folk er mere frugtbart end det andet. Man må også tage hensyn til de mange klostre, kollegier og andre stiftelser i Paris, hvor *den kanoniske ret har ophævet Guds bud: *“Vorder frugtbare og mangfoldige”, hvorimod det anglikanske præsteskab endnu samvittighedsfuldt efterlever det.
Det er de gener, jeg oplever i Paris. Og dog er der vist ingen by, hvor jeg lever med større velbehag. |161Der er nemlig ingen steder, hvor jeg føler mig mere i vigør, *og i Paris har jeg ikke, til forskel fra andre steder, behov for at spadsere eller på anden måde movere mig for at skærpe sulten – så fortrinlig en madlyst har jeg. Jeg kan ikke med bestemthed sige, om appetitten skal tilskrives den velgørende luft eller knapheden på fødevarer, som skyldes, at alt tildeles efter mål og vægt. Sikkert er det, at overflod i sig selv fremkalder madlede hos mig; jævnfør, at jeg tit uden at have rørt en bid forlader de fineste middags- eller aftenselskaber hjemme i Norden, hvor man ser
*masser af mægtige fade og dynger af retter på bordet.
Der er også mange andre glæder at nyde i Paris, især for en litterat. Der findes en masse biblioteker og en mængde lærde selskaber, både offentlige og private, som man let kan blive medlem af, da det er en hjertesag for Paris’ intellektuelle at hjælpe fremmede til rette. Jeg besøgte kun få videnskabsmænd – men de førende. To gange opsøgte jeg den navnkundige *Montfaucon, som jeg altid fandt fordybet i bøger, og dog forekommende og munter – som om han holdt fri. Vi talte frem og tilbage om udtalen af det latinske sprog, og da jeg med undren spurgte, *hvorfor bogstavet m efter forudgående vokal altid udstødes i poesi, svarede han, at de gamle latinere også i prosa udelod dette bogstav i enden af ord, og han sagde, at han havde nogle latinske indskrifter ved hånden, hvor der står factu i stedet for factum, Romanoru i stedet for Romanorum. |162Men lige som han var ved at tilfredsstille mit videbegær, kom der nogle andre ind, og de afskar ham fra at fortsætte.
Mindre tilgængelig fandt jeg *pater Hardouin. *Han tager sjældent imod, medmindre man lader sig forlyde med, at man har et tvivlsspørgsmål, som man ønsker at erfare hans holdning til. Da en anden pater havde advaret mig om dette, og jeg var i tvivl om, hvilken tvivl jeg skulle bane mig adgang til hr. Hardouin med, kom jeg i tanker om, at jeg for nylig hos *forfatteren af Tankens frihed havde læst et citat fra *biskop Victors krønike, som lød: *“Under Messalas konsulat: På befaling af kejser Anastasios rettes og forbedres de hellige evangelier, med den begrundelse at de er skrevet af udannede evangelister.”
Jeg lod, som om jeg troede, at disse ord var et ondskabsfuldt påfund af forfatteren til Tankens frihed. Men for at befri mig for min skepsis, tog pater Hardouin Victors krønike ned fra reolen; og med sin af alderdom sitrende hånd viste han mig stedet og sagde, at det ikke var gudstroen, men kejser Anastasios’ eftermæle, der blev skamferet af den pågældende befaling. Vel kunne Anastasios, kætter som han var, forvanske visse kopier af evangelierne i Byzans, men ikke dem, der var i hænderne på de rettroende. Denne forklaring slog jeg mig til tåls med; men da han så føjede til, at han let kunne bevise, |163at der aldrig havde eksisteret nogen kejser Anastasios, havde jeg svært ved at holde masken. Jeg kunne høre, at den højærværdige pater stadig holdt fast ved sine gamle lærdomme og fremturede i sin *totaltvivl, selv om han for længst *havde tilbagekaldt den. Pater Hardouin *er omtrent så gammel som Nestor, men *flaget stryger han ikke endnu. *Han fordømte da også den kendte udtalelse af Milon fra Kroton som veg og ussel:
Da Milon var blevet en gammel mand og stod og kiggede på atleterne, der trænede på stadion, skal han have kastet et blik på sine overarme og grædende have udbrudt: “Men dem her, de er allerede døde og borte!”
Kort efter opsøgte jeg den navnkundige *pater Tournemine, som er noget af det mest stadselige, veltalende og festlige, man kan tænke sig. Man skulle tro, han var en hoffets og ikke en kirkens mand, så udsøgte er hans manerer. Kun den skat af lærdom, han besidder, adskiller ham fra hofmanden og røber eneboeren.
Han talte længe og lærd med os – “os”, for der var samtidig nogle tyske studenter til stede *i selskab med den danske gesandtskabspræst hr. Cruse. Da Cruse takket være sin lærdom og sit indtagende væsen havde et navn hos de fleste videnskabsmænd, åbnede han med lethed alle døre for mig. Tournemine viste os sit private bibliotek, hvor man blandt de danmarkshistoriske skribenter også fandt *Torfæus’ Norges krønike.
Blandt sine andre *klenodier fremlagde Tournemine et 800 år gammelt håndskrift af Det Nye Testamente. *Heri mangler det velkendte sted hos Johannes; |164det gælder de fleste græske håndskrifter, inklusive *det berømte nye manuskript, der ligger gemt i Sankt Victors bibliotek. Pater Tournemine troede, at de, der reviderede Bibelen – *Eusebius, *Lucianus og *Hesychius – med vilje havde udeladt dette sted; de var jo mistænkt for *arianisme. Jeg indvendte herimod, at arianismen havde spredt sig videre i Vesten end østpå, og dog *findes det pågældende sted i næsten alle latinske manuskripter. Og jeg tilføjede, at de ortodokse kirkefædre jo ikke påberåber sig dette vidnesbyrd over for arianerne. Derpå svarede han blot køligt.
Senere førte han os ind i *Huets bibliotek, som denne eminent lærde biskop havde testamenteret jesuiterkollegiet. Til sidst ledtes vi ind i kollegiets fællesbibliotek, hvoraf en stor del udgøres af *Gilles Ménages bøger, doneret af den højlærde forfatter. Tournemine er også en herlig humorist. Da jeg spurgte, hvad han mente om *pater Castels øjeorgel (på den tid eksperimenterede denne Castel med et nyt instrument, som ved fremførelse af farverne skulle have samme virkning på synet, som et musikorgel har på ørerne), smilede Tournemine og sagde, at han selv, inspireret af Castel, tumlede med et orgel, der spillede musik for smagen, og at han havde indviet den berømte |165musiker *Købmand (Marchand) i sit projekt; Marchand var uhyre begejstret for det; for en forsulten musicus var det jo såre nyttigt.
Ikke længe efter opsøgte jeg pater Castel selv for at få at vide, om han pønsede på sit øjeorgel i ramme alvor, eller det blot var en munter grille. Men han bedyrede, at det skulle forstås ganske bogstaveligt, og forklarede mig *det hele punkt for punkt. Men jeg er så tykpandet, at jeg stadig ikke ved, hvor den geniale mand vil hen med sin idé. For hvis det ikke kan frembringe anden virkning end de pudsige instrumenter, som omrejsende markedsgøglere kalder et *Spielwerck, så frakender jeg Castel patentet.
Jeg besøgte også den navnkundige *Fontenelle, *hvis høje alderdom ikke alene ikke er sløj og sløv, men konstant sætter noget i værk, og, som digteren siger,
*planter træer til gavn for seklerne, der kommer.
*Han havde for nylig i Videnskabernes Akademi holdt en lovtale over den afdøde zar af Rusland. Da han selv var indisponeret, havde han ladet den foredrage af en ven.
Fontenelle havde imidlertid udtalt visse ganske skarpe ting om tilstandene i Rusland, for at han derved kunne hæve sin helt desto højere op, og for at vise, hvilket kæmpearbejde det var at omstøbe et så barbarisk og uciviliseret folkefærd. Det tog *den russiske gesandt fyrst Curakin ham ilde op, og man ventede, at han ville skaffe Fontenelle problemer på halsen i den anledning. Jeg var ivrig efter at høre, |166om mindetalen ville blive trykt, som den var blevet holdt. Men han forsikrede, at den ville komme i trykken ord til andet, som den havde lydt. Fontenelle talte desuden med den største anerkendelse om danskernes videnskabelige indsats.
Man tager ikke fejl, hvis man tror, at Paris har flere biblioteker, end hele riger har andre steder. Foruden de tre offentlige: Mazarins, Sankt Victors og Juristernes, *kan næsten ethvert kloster, ethvert kollegium glæde sig over sit særlige bibliotek, hvis servicering man let kan nyde godt af. Jeg havde i sin tid ofte besøgt Bignons yderst velforsynede bibliotek; men det var nu forsvundet med samt sin bibliotekar: Biblioteket var blevet overført til England af den vidt berømte Law, der simpelt hen havde købt det, og bibliotekaren var blevet slæbt i statsfængsel, hvor han havde ligget hen i nogle år.
Jeg er endnu ikke helt på det rene med, hvad Bormanns forbrydelse bestod i. Men hans skæbne smertede mig meget på det danske folks vegne, da jeg var bange for, at den navnkundige Bignon skulle få et dårligt indtryk af danskerne, navnlig da der ikke længe efter skete det, at en anden af vore landsmænd ved navn *Matthias Bagger – efter at han på Bignons anbefaling var blevet oversætter ved det kongelige bibliotek dernede – hævede sin løn forud og lige så stille forduftede. Denne vandrende ridders biografi |167fortjener at komme ud i bogform, så den kan stå som et mønstereksempel på et ekstremt flakkende og ustadigt gemyt. Og jeg ville gerne selv skrive bogen, hvis jeg rådede over det nødvendige materiale; men jeg kender kun visse brudstykker af denne vor danske Tigellius’ bedrifter. Men allerede dé står som et fuldgyldigt eksempel på en ad hoc-natur i evig bølgegang, de viser, at en sådan natur skifter bopæl, religion, humør, interesser og væremåde, som andre skifter skjorte – altså en evighedsmaskine i menneskeform.
Da jeg var i Paris for ti år siden, troede jeg, at der kun var to offentlige biblioteker der i byen. På det tidspunkt kendte jeg nemlig ikke Juristernes Bibliotek, som nok er lille, men alligevel meget komfortabelt, dels fordi det ligger midt i byen, dels fordi det er sådan indrettet, at man selv kan tage bøgerne. Det havde to bibliotekarer, en ung mand på cirka sytten og en gammel kone, der sad og spandt, medens alle andre sad og studerede. Da jeg gik og så mig om i biblioteket, spurgte den gamle kone mig, hvilken bog jeg søgte. Jeg var lige ved at le og svarede, at det skulle jeg nok selv sige til bibliotekaren; men da hun blev ved med at spørge, nævnte jeg min titel. Til min forundring tog hun straks bogen ned og rakte mig den.
Bibliotekaren ved Sankt Victor hed *Bonamy |168og svarede til sit navn: Jeg fandt ham meget imødekommende og tjenstvillig. En pudsig tilfældighed gjorde os til gode venner: Da jeg blandt de danske historikere så en bog med titlen *Ludovici Reqvesenzii Historia Danica, henvendte jeg mig til bibliotekaren og *bad ham lade mig se denne bog, som jeg på grund af titlen var meget mistroisk overfor, eftersom en forfatter ved navn Ludvig Reqvezenzius var mig ganske ubekendt. Da jeg åbnede bogen, blev fejlen afsløret. *Det var Meursius’ Danmarks historie; men i samme bind var indbundet samme forfatters biografi af Ludovicus Reqvezensius. En lige så latterlig titel så jeg engang i det bodleianske biblioteks katalog: Friderici II. Imperatoris Constitutiones Hafniæ.
Vor bibliotekar åbnede en skat af håndskrifter, hvoraf der er en stor og udsøgt samling på Sankt Victors Bibliotek, for os – jeg fulgtes nemlig dengang med *gehejmeråd Thotts søn, Hans Højvelbårenhed *Otto Thott, en herre, der udmærker sig lige så meget ved sin noble livsførelse og solide lærdom som ved sin fornemme anerække.
Bortset fra de private og offentlige biblioteker, der står åbne for fremmede, findes der et utal af lærde selskaber, som alle og enhver, blot de er udstyret med en smule anbefaling, let bliver optaget i. Jeg deltog i en forsamling, der mødes hver søndag hos en pater af *Oratorieordenen. |169Visse særligt udmærkede småskrifter, som var blevet samlet af medlemmerne i ugens løb, blev læst op derhenne. En efter en fremkom de med deres vurdering og gennemgik hvert skrift ganske grundigt, både som helhed og i enkeltheder. Man skulle tro, man var i et protestantisk selskab, så stor er talefriheden, så ringe hensyn tager man til paven i Rom, mod hvem de siger mange ramsaltede ting.
Til tider kom jeg også i en klub, som går for at være *i ganske særlig grad raffineret, og som mødes i et lokale, der på fransk hedder *le Cafée des beaux esprits. Jeg siger “til tider”; man måtte nemlig ikke tro, at jeg ved at komme der oftere stilede efter at få navn af skønånd. Værtinden dér i huset var en aldrende madame ved navn Marion. Stedet blev derfor i spøg kaldt le Cafée des Marionettes. Den berømte *de la Motte, der har et stort navn som æstet og litterat, frekventerede *næsten daglig dette hus; han gav indtryk af at være klubbens præsident.
Når jeg betænker dette og mere, undrer det mig ikke, *at der år efter år er så stor en høst af fremragende værker i Frankrig, hvor man i sådanne lærde selskaber læser bøgerne højt, ransager, retter og afpudser dem før offentliggørelsen.
De parisiske litterater indrømmer imidlertid selv, at det i dette århundrede er gået ikke så lidt ned ad bakke med de humanistiske studier hos dem. Den navnkundige Tournemine anførte en trefoldig årsag til denne deroute:
|170Ungdommens undervisning, som præsterne stort set vil have monopol på nu om stunder. Og da de er filosofihadere, anser de det for tilstrækkeligt for en vordende gejstlig, at han forstår at bøje knæ med anstand, at løfte nadverbrødet i vejret og at mumle hen for sig, mens han forretter messeofferet, ligesom ansøgerne til præstekald i sin tid i Rusland kun behøvede at *udslynge ordene *hospodi pomilio ti gange uden at trække vejret. – Men dette var ikke helt upartisk sagt efter min mening; det er jo nemlig *de ærværdige jesuiterpatere, der ønsker totalt monopol på ungdommens oplæring.
Den anden grund, Tournemine fremførte, var ungdommens slappe moral og hæmningsløse frås og svir. Heller ikke denne årsag forekom mig helt fyldestgørende, selv om jeg må indrømme, at jeg synes, pariserne ofrer hyppigere til Bacchus nu, end de gjorde for ti år siden.
Den tredje grund, han fremkom med, nemlig formindskelsen af stipendierne, forekom mig at have størst vægt. For det er helt sikkert, at belønningerne er blevet mærkbart forringet siden Ludvig den Fjortendes død. –
Hvad angår propaganda for den romerske religion og omvendelse af kættere, forekom pariserne mig at være blevet mere afslappede end før; da jeg var der *ti år tidligere, var hele min tilværelse jo én uafbrudt religiøs polemik. Men dengang var jeg kun en ung mand, som de måske på grund af det alderstrins føjelighed *lettere mente at kunne få i deres garn.
|171Kun én gang blev jeg antastet i religionens navn, det var af en ældre herre, der led af en umanerlig disputerekløe. *Inden jeg iførte mig krigerhjelmen, spurgte jeg ham, om han havde noget nyt at anføre, som ikke allerede findes i trykte bøger. For hvis han kun betjente sig af de samme våben som andre forfægtere af den katolske lære, var det spildt ulejlighed, da jeg udmærket kender deres argumenter. “Nej,” svarede han. Men så bad jeg ham så mindeligt om at *skåne røst og bryst; det var jo det tåbeligste af alt, sagde jeg, efter så mange kampe, så mange dyster, som de tapreste stridsmænd havde brugt tid og flid på, at indlade sig på endnu et krigsspil. Da jeg imidlertid kunne mærke, at det stadig kløede i fingrene på ham, og jeg ikke øjnede nogen mulighed for at slippe, gik jeg løs på min modstander med en ny og uvant taktik.
Jeg opstillede det tankeeksperiment, at de fleste af de trosartikler, som protestanterne bekender sig til, er diskutable, da Skriften jo fortolkes forskelligt, og at det derfor meget vel kan være, at protestanterne undertiden tager fejl. Men selve fejltagelserne, sagde jeg, kan ikke mishage Gud. Da alle de tilstedeværende studsede og var spændte på at høre, hvad formålet var med så løjerligt et indlæg, tog jeg fat:
Katolikkerne tror, at gode gerninger er fortjenstfulde, og det er de måske også. Men det er sikrere med protestanterne at tro, at disse gerninger intet fortjener. En fyrste harmes jo ikke på en undersåt, som, selv om han har udført mange strålende bedrifter, |172dog ikke regner sig selv dem til fortjeneste, og som ydermere om de belønninger, der tildeles ham for veludført arbejde, erklærer, at han ikke modtager dem som betaling af gæld, men kun af fyrstens nåde. På samme måde kan denne protestantiske fejl, der vidner om så stor ydmyghed, ikke undgå at være Gud til behag.
Katolikkerne tror på skærsilden; og måske findes der virkelig en art mellemstation, hvor synder sones. Men det er sikrere med protestanterne at tro, at man straks efter døden skal aflægge regnskab for sin livsførelse. Og derfor befaler de enhver at indrette sig påpasseligt og forudseende hér i livet og at dø kristeligt, da der ikke er noget håb om syndsforladelse efter døden.
Katolikkerne påkalder helgener, om hvilke de tror, at de er mæglere; og måske mægler de virkelig. Men det er sikrere med protestanterne ikke at påkalde. For selv om de måske tager fejl heri, kan denne fejltagelse hverken mishage Gud eller helgenerne selv: ikke Gud, som kun kan favne dem nådigt, der søger ad den lige vej til kilden, da han selv pålægger os at komme til ham og udtaler, at han ikke trættes af mange bønner; og heller ikke helgenerne selv, som vi varsomt og lydigt følger som de bedste førere på vejen ved ene og alene at anerkende verdens frelser som mægler. For hvis helgenerne skulle vredes over, at vi alene påkalder Gud, ophører de i samme nu med at være helgener.
Katolikkerne dyrker billeder, og måske er dyrkelsen af dem uskadelig. Men det er sikrere med protestanterne på helgeners vis at række hænderne mod himlen. |173For selv om vi medgav, at katolikkernes billeddyrkelse er vidt forskellig fra hedningernes, er det alligevel svært at se, at en, der ligger på jorden foran *Sankt Kristoffers kolos af en statue og samtidig forbander kinesernes billeddyrkelse, adskiller sig stort fra den fulderik, der præker passioneret mod druk og frås.
Katolikkerne tror, at altergang med både vin og brød er unødvendig, og måske er den ikke altid nødvendig. Men det er sikrere med protestanterne at hævde nødvendigheden af begge symboler, da selv deres modstandere ikke bestrider, at dette sakramente blev helligholdt under begge former af selve dets guddommelige indstifter.
Katolikkerne lukker Paradisets porte i for de små børn, der er døde før dåben. Det er sikrere med protestanterne at lukke dem op, for at det ikke skal få udseende af, at Gud straffer uskyldige. Thi de, der opererer med straf af uskyldige, må nødvendigvis samtidig operere med den tanke, at verden ikke styres af en retfærdig, vis og barmhjertig styrer, men af skæbnen. At dette argument har vægt, indrømmer katolikkerne selv i deres stridigheder med jansenisterne om forudbestemmelsen.
Katolikkerne forbyder lægmænd at læse Den Hellige Skrift; de hævder, at det giver anledning til vildfarelser, og det gør det måske også. Men det er sikrere med protestanterne at give dem lov til det, da en vildfarende tro er bedre end slet ingen. |174Thi de, der tror uden undersøgelse, tror slet intet, medmindre vi skal sige, at her gælder den juridiske grundsætning: “Hvad man gør via en anden, anses man for selv at have gjort”, og medmindre vi videre siger, at det at tro ved stedfortræder er det samme, som hvis man selv tror. Men jeg er bange for, at en italiensk eller spansk lægmand gør regning uden vært, når han påtænker, i det øjeblik Gud kræver ham til regnskab for hans tro, da at sikre sig Guds nåde ved at ty til et svar som dette: “Jeg troede til punkt og prikke alt, hvad folk, der boede i samme gade som jeg, troede; for den bog, der indeholder troens rettesnor, har jeg aldrig haft lejlighed til at se; men for mig er det nok, at nogle af mine bysbørn har set den.” – Det vil nok være lettere for andre at undskylde deres vildfarelser, hvis de siger: “Dette er, hvad jeg efter kritisk granskning og alvorlig afvejning mener at måtte tro.”
Da min modstander tabte mælet ved dette og kløede sig i nakken, kilede jeg på:
I ser, hvor imødekommende jeg er imod jer. Jeg indrømmer, at det meste af det, der tros, er diskutabelt. Jeg indrømmer, at det er vanskeligt at fortolke Guds lov, ja – og det er jo jeres påstand – at hele Skriften er dunkel, og det i en sådan grad, at vi, om vi så sætter al kritisk granskning ind, altid er ude af stand til at udfinde Guds viljes sande mening. Og jeg siger ikke, at vi protestanter er uberørte af fejl, men jeg siger, at hvis vi fejler, så fejler vi uden fare; men hvis katolikkerne vandrer i mørke, så er det et mørke, der truer med afgrunde.
For hvis gode gerninger ikke er fortjenstfulde, og hvis Gud vil, at vi frelses alene af nåde, så kan katolikkerne ikke frikendes for en anklage for hovmod og selvglæde, når de hævder, at det, som er en ren nådegave,|175 er deres soleklare ret.
Og hvis dogmet om skærsilden er et menneskeligt påhit, er det en utilgivelig vildfarelse, eftersom dogmet indebærer en vis ufuldstændighed i Kristi fyldestgørelse for vore synder, hvad man så opdigter denne mellemstation for at bøde på. Jeg forbigår helt virkningerne af dette dogme: Som følge af den sikkerhed, dogmet helt naturligt indgiver folk, er virkningerne lige så dræbende for menneskeheden, som de er gavnlige for prælaternes pengeskrin takket være de grænseløse indtægter, de indbringer.
Hvis deres fejltrin er, at de påkalder helgener, er dét også alvorligt, da andre her får del i den dyrkelse, der alene tilkommer Gud. For resten er de helgener, de påkalder, enten virkelig helgener eller fantasifostre, der aldrig har været til, eller svindlere. Hvis de virkelig er helgener, ophæves faren ikke ved, at man skelner mellem dyrkelse af Gud og dyrkelse af mennesker; for indvielse af kirker til dem, aflæggelse af løfter, daglige bønner til dem og dyrkelse af deres billeder gør dem i det mindste til halvguder. Hvis de ikke er til i virkeligheden, hvad der for eksempel gælder de 10.000 martyrer, Sankt Almanachus og andre, hvis navne de mere forstandige katolikker selv har strøget af helgenlisterne, så er dyrkelsen af dem tåbelig og latterlig. Hvis der har været tale om svindlere, er det værre end indianernes kult, da der hos indianerne ofres til onde ånder, men her til kriminelle mennesker.
|176Og hvis billeddyrkelsen er en vildfarelse, slipper katolikkerne næppe for at blive stemplet som afgudsdyrkere; og der er ikke hold i deres anklage mod hedningerne; det spiller nemlig ingen større rolle, om jeg tilbeder Gud i en tyrs eller i et guldbilledes skikkelse. – Hvis de begår fejl ved at udstøde små børn på grund af manglende dåb, er det atter en grov fejl, da en retfærdig dommer ikke udstøder uskyldige. – Endelig: Hvis altergang med både brød og vin er nødvendig, begås der tyveri; og hvis læsning af Skrifterne er nødvendig, så er troen, som ingen tro er uden kendskab til dem, hjemløs blandt lægfolk.
Heraf fremgår, sagde jeg, at Henrik den Fjerde sørgede for dårligt for sin egen tryghed, da han i en uoverskuelig situation ville slutte sig til den sikreste part og søgte tilflugt i katolikkernes lejr.
Alt dette fik jeg imidlertid ikke lov til at aflevere uden afbrydelser; min modstander kom nemlig nu og da med indvendinger om Romerkirkens høje alder og om lutherdommens lave, om umuligheden af vildfarelse, om løftet til Sankt Peter og andet af den slags, som plejer at blive anført, *når der skal sættes hjælpetropper ind. Men jeg følte mig sikker på triumf, blot jeg holdt mig til min tese, og jeg tålte ingen udenomssnak. Det eneste, jeg opfordrede ham til, var at underkaste de anførte eksempler på protestantiske vildfarelser en prøvelse: Stred de mod Guds retfærdighed og barmhjertighed? Slog de skår i den højeste guddoms majestæt? Afskaffede de gudsfrygt, afskaffede de fromhed?
Da han ikke havde noget at svare dertil, gik jeg min vej med disse ord: “Hvorfor forfølger I så med ild og sværd de mennesker, der farer vild til den gode side?”
|177Så var den dyst klaret. Bagefter var der ingen i Paris, der forulempede mig i religionens navn. Men det var der på hjemrejsen! Da jeg nemlig ikke langt fra Bruxelles kom til at sidde mellem en snaksom kaptajn og en overtroisk gammel kone, diskede kaptajnen op med en historie om, hvordan nogle protestantiske soldater i hans kompagni var blevet omvendt på mirakuløs vis. Da han kunne høre, at jeg ikke havde samme tiltro til hans fortælling som de andre passagerer, anede han, at jeg var protestant, og indtog straks kampstilling. Jeg bad på det underdanigste om fred, idet jeg henviste til en hovedpine, der plagede mig. Jeg anså det nemlig for uklogt at indlade mig i strid med
*dem, som rustningen dækker og sværdbæltet hænger om livet.
Men hverken fred eller våbenhvile kunne jeg opnå; med en lind strøm af flovser prøvede han at overvinde min stædige afvisning. Jeg holdt dog fast ved mit, henvendte mig til den gamle kone og begyndte at snakke om vejret. Hun forstod på mit ansigtsudtryk, at jeg var irriteret, og da hun troede, at jeg var blevet overbevist af kaptajnen, forsøgte hun at lægge sidste hånd på min omvendelse med nogle tåbelige tilføjelser og en lang stribe af mirakler, *på hvis autenticitet hun kaldte krigsmanden til vidne.
Han, der selv var propfuld af mirakler, bekræftede ikke alene konens tykkeste skrøner med en soldatered, men kom endda med nogle nye i tilgift. |178For nu at få ende på alt det vissevasse opdigtede jeg selv nogle skrøner og fandt på nogle mirakler, der nylig havde fundet sted i det land, jeg kom fra. Jeg fortalte blandt andet, at en gravid kvinde, der havde afsvoret sine fædres tro, var nedkommet med et barn med to hoveder, og at en anden kvinde var blevet forvandlet til sten i selve afsværgelsesøjeblikket, og *at der desuden hvert eneste år faldt breve ned fra skyerne, skrevet med englen Gabriels egen hånd og *til skræk og advarsel mod den katolske tro – og mere af samme slags. Så forstod de, at de blev holdt eftertrykkeligt for nar, og
*alle forstummede nu, og af vrede blev de så stille;
og jeg slap for yderligere besvær på den rejse.
Jeg havde besluttet at tilbringe vinteren i Paris, da jeg af erfaring vidste, at klimaet dér er højst velgørende for mit helbred.
Der var også en anden ting: Da jeg for tidsfordriv *havde oversat to af mine komedier til fransk, fandt mine venner, at det nok var umagen værd at prøve, hvilken skæbne de ville få ved en opførelse på et parisisk teater. Der viste sig imidlertid forskellige hindringer, som førte til, at jeg opgav mit forsæt:
(1) Sidst i september var begge komedietrupper blevet kaldt ud til Fontainebleau, hvor de blev lige til jul. Og da jeg var nødt til at belave mig på hjemrejse |179allerede i februar, opgav jeg dette håb, da den knappe tid ikke tillod mig at gå i gang med et arbejde, der mindst kræver nogle måneder. Jeg prøvede dog at give en ven et handlingsreferat af Den politiske kandestøber med til Fontainebleau for at høre den italienske trups mening om denne komedie. Truppens leder *hr. Lelio svarede mig, at han fandt komedien fantastisk festlig og fin (tutta meravigliosa). Men kort efter lod han mig i et andet brev vide, at komediens indhold var så vægtigt, at han var bange for, at det ville fremkalde farlige påstande om, at satiren var rettet mod bestemte fornemme personer, på hvem man kunne anvende digterens ord:
*Han steg fra retor til konsul.
Selv om min ven forsøgte at befri Lelio for denne betænkelighed ved at vise, at satirens pile udelukkende var rettet mod småborgerskabet, kunne han ikke blive den frygt kvit, der én gang havde fået tag i ham. I mellemtiden havde en vis forfatter, der *plejer “at pløje med andre folks kalve”, fået nys om indholdet af Den politiske kandestøber, og han tilbød Lelio en komedie af samme natur; men heller ikke denne komedie turde han opføre, på grund af samme betænkelighed. En sådan indskrænkning har ytringsfriheden måttet tåle i vore dage – den ytringsfrihed, som vi beundrede så højt hos den gamle italienske trup, og som på Ludvig den Fjortendes tid var sjælen i det italienske teater.
Jeg har svært ved at finde ord for de menneskers upålidelighed, som jeg havde at gøre med. For selv om jeg under tavsheds løfte kun havde betroet indholdet af min komedie til nogle få personer, som jeg skønnede kunne holde på en hemmelighed, blev hele sagen dog røbet til ovennævnte forfatter. |180Lelio havde endda selv fortalt indholdet til nogle medlemmer af den franske skuespillertrup. Og for at hindre italienerne, som de hader som pesten, i at få fat i min komedie, lod de mig gennem et af truppens medlemmer i al hemmelighed advare om, at jeg varetog mine egne interesser meget dårligt ved at overlade italienerne en så gedigen komedie. Under alt dette løb tiden sin vej, og min afrejse stod for døren.
(2) Den anden hindring var parisernes fordærvede smag. *Som med et pust fra en pestbefængt stjerne inficerer den forfattere og digtere, der ikke sjældent er på vej mod høje mål. Af den grund *har ingen velskabt komedie set lyset i adskillige år. Alle forsikrer, at der nu om stunder fældes så forskruede domme, at hvis selveste Molière var blandt de levendes tal, ville endog den af hans komedier, der anses for den bedste, blive pebet ud, og at de fleste af dem kun står distancen i kraft af de hundrede år, de har på bagen. Mine egne observationer lærte mig, at det er rigtigt, hvad de siger: Jeg så jo, at det franske teater stod sørgeligt tomt i en hel måned, når man spillede de bedste komedier, hvorimod tilskuerne strømmede til i hobetal, hver gang man gav det fuldkommen fjottede stykke Le roi des coqvaignes, som er et misfoster med alle sine balletter, arier og heksekunster og fortjente at blive forvist til en fjællebod.
|181(3) Den rivalisering, der råder mellem de to skuespillertrupper, var brudt ud i åben krig i Fontainebleau; så da de var tilbage i Paris, gik de i kødet på hinanden med ækle, bidende satirer. For at hænge italienerne ud opførte franskmændene et stykke, der hed Impromptu de la folie, og som, svarende til parisernes smag, bestod af pantomimer, arier og benspjæt. Italienerne, som aldrig er sene til at tage revanche, hævnede den tort, der var tilføjet dem, med to komedier af cirka samme støbning. Næsten en hel måned spenderede man på denne krig.
Hvad der også bidrog til, at jeg lod min plan falde, var nogle skøre dramaturgiske regler, franskmændene har knæsat i vore dage: (a) at en moralsk eller kritisk komedie skal afvikles i løbet af én akt; men alle mine er i fem eller i det mindste i tre akter, (b) at ingen person af ringe stand må optræde på scenen. Så hvis Den politiske kandestøber skulle spilles, ville det være nødvendigt for mig at omskabe håndværkerne til doktorer, advokater og andre bedre stillede personer. Derved ville denne komedie, hvis satire *er rettet mod *den laveste almue, miste al saft og kraft, da doktorer, advokater og andre mennesker af den slags undertiden skønner grundigt og forstandigt om statssager, og da selv fyrster og ledere af republikker ofte benytter sig af deres bistand. |182Også det andet formål med dette stykke: at vise hovmodet og inkompetencen hos de mennesker, der af skidt kommer til ære, ville forsvinde ud i den blå luft. At iføre dette stykke pariserdragt ville derfor ikke være andet end at lave et både morsomt og moralsk stykke om til en tam og langtrukken omgang. At disse regler, som pariserne har knæsat, ikke hviler på et fornuftigt skøn, men på tilskuernes fordærvede smag, fremgår af den omstændighed, at man ikke anser det for upassende at lade tjenere og bønder optræde på scenen.
Det går pariserne som folk, der får serveret agerhøns hver dag og til slut bliver så lede ved dem, at de føler ubehag ved den blotte lugt af agerhøns. Et skuespil, der består af fem akter, og som hænger godt sammen og har et flot og markant handlingsomslag, det giver de efterhånden pokker i. Kort sagt, jo større harmoni, der er imellem skuespillets enkelte afsnit, jo mere disharmonisk og øresønderrivende forekommer det dem. Tog jeg mig på at analysere dem, kunne jeg om de fleste moderne komedier uden besvær bevise, ikke bare at de er vanskabte, men at de ikke har den fjerneste lighed med en komedie:
Under mit ophold i Paris fremkom der to stykker af forskellige forfattere: Le babillard og L’indiscret; men de er så langt fra at være formet efter Aristoteles’ regler (protasis, epitasis og catastrophe er en by i Rusland for nutidens komedieforfattere), at de ikke engang fremstiller den karakter, de stiller i udsigt, |183medmindre man tror, at man giver et sandt billede af en sludrevorn ved at indføre en mand, der én eneste gang falder et selskab til besvær med sin snakkesalighed, eller medmindre man tror, at man giver et billede af en indiskret person, hvis han én eller to gange røber, hvad der er ham betroet under tavshedsløfte. For dette bør kun være indholdet af én eneste scene.
En sand karakterskildring finder sted, hvis stykkets helt fremstilles således, at hverken frygt eller vold eller vanære kan kurere hans dårskab, ud af hvilken der til sidst fødes et eller andet markant handlingsomslag, som tilskuerne længe har ventet på i spænding. Men i Le babillard hører man kun én gang den sludrevorne sladre løs i venners lag, indtil en tjener eller en ven til sidst kommer ind og fortæller, at manden er gået glip af en prima chance for at gøre sin lykke ved at spilde tiden med unyttig snak. Disse komedier forekom mig imidlertid at være brillante i sammenligning med de andre; for de efterfølgende: Impromptu de la folie og Les amusemens de l’automne, blev af de mere fornuftige kritikere slet ikke anset for værdige til at spilles på et så berømt teater og af så fremragende skuespillere – skuespillere, der kan hensætte tilskuerne i betaget beundring, så ofte de folder sig ud.
Hvad angår skuespillerne i den italienske trup, så er de ikke at kimse ad, når stykket spilles på italiensk. |184Men når der spilles på fransk, frastøder de publikum; for bortset fra fru Lelio er der ingen i hele den trup, der har en acceptabel fransk udtale. Den Harlekin, de har for tiden, kan kun spille fæhoveder; så hvis et stykke skal gøre lykke, må det nødvendigvis være et, hvis hovedperson er et fæ. Derfor følger næsten alle komedier i vor tid samme kostplan (om jeg så må sige). De har samme artspræg, som for eksempel Les amans ignorans, Arleqvin poli par l’amour, Arleqvin sauvage, Timon Mesantrope osv. Af samme grund kan ingen af stykkerne fra det gamle italienske teater opføres med succes. For den nuværende trup er langt fra at råde over lige så lysende pantomimikere som den gamle Harlekin og Scaramuccia. Faktisk leverer den nuværende Harlekin ikke andet, end hvad de omrejsende truppers Pulcinella’er kan.
Det italienske teater holdes imidlertid oppe af parodierne på de nye franske tragedier; nogle af truppens medlemmer kan nemlig kopiere de franske skuespilleres gestikulation og stemmeføring med en helt vidunderlig træfsikkerhed. Parodier er et ganske morsomt påfund, og de har moret mig kosteligt. Men nu til dags går parodimagerne over gevind, og med deres overproduktion af parodier er de selv skyld i, at genren er faldet i kurs. Hele Paris – centrum, forstæder, teatre, torve – genlyder af parodier for tiden. Derfor er mange for længst blevet så lede og kede af dem, at de rynker på næsen, blot man nævner en ny parodi.
|185Men analysen af det parisiske teaterliv har ledt mig for langt ud!
Deres Højvelbårenhed venter måske af mig, at jeg også fortæller et og andet om livet ved hoffet. Havde jeg at gøre med en ung mand eller en hoffunktionær, ville jeg *punkt for punkt redegøre for alt vedrørende hoffets tilstand, og med nøjagtige penselstrøg ville jeg afmale kongens og dronningens, de kongelige prinsers og andre purpurklædte spidsers ydre og indre; jeg ville berette om hoffets forlystelser, ceremonier og andet af den art, som jeg aldrig har oplevet ved selvsyn, for at man ikke skulle gå hen og bebrejde mig, at jeg har levet som en huleboer i Frankrig og forsømt det, der alene er nok til at få andre til at rejse hjemmefra og drage dem til Frankrig. – Men da dette brev er henvendt til en ven, som tilmed er filosof, betænker jeg mig ikke på rent ud at tilstå, at jeg i denne omgang hverken har besøgt Versailles eller Fontainebleau. Dette være dog sagt under tavsheds løfte! For hvis en hvilken som helst anden afkrævede mig en beretning om den slags ting, ville jeg sige, at kongen forekom mig statelig, munter og livskraftig, dronningen blid, from og mild, hertugen af Bourbon mørklødet og seriøs, hertugen af Orléans sin faders udtrykte billede. Hvem ville nemlig kunne gribe mig i løgn? Det er jo sandt alt sammen – men på anden hånd.
Nu da vinteren i Paris var gået, pønsede jeg på hjemrejse til Danmark. |186Næsten en hel måned inden opbruddet gik jeg og følte mig pint af en enorm bekymring, som om det var Indien, jeg skulle til.
De ubehageligheder, der faktisk indtraf, ser ikke ud som noget, der er værd at snakke om, hvis man tager dem en for en; men hvis man tager dem alle under ét, er de slet ikke så ubetydelige, og de tyder på, at mine forudanelser var velbegrundede. Første punkt: Lige som jeg stod og skulle af sted, blev der udstedt en kongelig forordning, som under streng straf forbød at udføre valuta af riget, det være sig Frankrigs egen eller andre rigers; og alt guld og sølv skulle indleveres til Det Kongelige Skatkammer med tab af en fjerdedel. Dette gjorde så stort et indhug i den sum, jeg havde afsat til rejsen til Amsterdam, at jeg var bange for, at jeg skulle blive aldeles læns for penge og være nødt til at pantsætte min kappe undervejs. Jeg blev altså tvunget til at fremskynde min afrejse, og midt i februar tog jeg med et køretøj, der går til Artois.
To ting er der, som en rejsende, der ikke er meget ved muffen, især har grund til at frygte på turen: (a) de munke, der går under navnet kapucinere, og (b) unge damer. De lever nemlig på deres medrejsendes bekostning, munkene i kraft af deres ordens forrettighed, damerne i kraft af deres køns.
Da jeg steg ind i vognen, fik jeg øje på to usædvanlig kønne piger. Jeg gøs ved synet, især da jeg bemærkede, at der lige over for dem sad to kaptajner, hvis nikken og blinken og galante konversation med jomfruerne truede med at udsætte min kasse for tabet af endnu en fjerdedel. |187Og da erfaringen har lært mig, hvor stærk Mars’ dragning mod Venus er, og hvor nidkært disse to guder dyrkes af militærfolk, antog jeg, at de herrer kaptajner ikke ville tåle, at disse ædle skabninger blev medregnet ved fordelingen af udgifterne. Antagelsen holdt stik! Damerne takkede glad og gerne ja til indbydelser til frokost og middag; og når regningen kom, markerede de deres køns forrettighed ved enten at forsvinde eller at forstumme. I to dage stod vor republik under den forfatning. Men da jeg havde holdt kasseeftersyn og konstateret, at jeg ikke kunne være med i det fællesskab længere, medmindre regeringsformen blev ændret, oplyste jeg den ene af kaptajnerne om mine finansers tilstand. Det førte til, at den gamle lov blev annulleret og en ny indført, der gik ud på, at enhver skulle betale for sig selv.
Vi var nået frem til en landsby i nærheden af Péronne, da jeg nær havde brækket en finger, fordi jeg ville flytte et bord hen til kaminen. Man skulle tro, det var et apparat, der med vilje var indrettet sådan, at man fik kappet en finger af, hvis man rørte ved det. Det føltes, som om min ringfinger sad i klemme under en ambolt, uden at nogen magt i verden kunne trække den ud; og mens mine rejsefæller ledte efter en økse, de kunne hugge plankerne fra hinanden med, døjede jeg i stive femten minutter – cirka – de samme smerter, som man lider, når man torteres med tommelskruer.
|188Da jeg kort efter steg af vognen for at fortsætte til fods ad en sti, som kusken havde anvist mig som en genvej, fór jeg vild. Efter at jeg havde flakket om i lang tid og efterhånden helt havde mistet orienteringen, traf jeg omsider en bonde. Med hans hjælp fandt jeg tilbage til stien, men nu blev jeg nødt til at leje hest helt til Bapaume. Den, jeg fik, var en radmager rallike, der så ud, som om den var tjenlig til at ende sine dage i trædemøllen. Men faktisk var den så balstyrig, at jeg var bange for, at den når som helst skulle kaste mig af og lave sin kavalerist om til fodtudse og krøbling. Derfor mærkede jeg næsten ikke, at det blæste op til en grufuld nordenstorm; jeg svedte jo angstens sved og var bange for med skam og skændsel at blive udstødt af ridderstanden. Langt om længe nåede jeg Bapaume, hvor jeg genfandt mine rejsefæller, som jeg gav en rørende skildring af denne stribe af genvordigheder.
Nyt punkt: Ved min ankomst til Amsterdam var det brev, jeg ventede hjemmefra, endnu ikke nået frem. Derfor gennemlevede jeg otte dage dér i byen, pengeløs og nervøs. Til sidst traf jeg dog en gammel ven, som jeg lånte nogle gylden af. Da jeg havde spildt to uger i Amsterdam, kom der endelig et brev, men et helt andet end det, jeg havde ventet. Det var fra en ven, der rådede mig til at sætte mit rejsetempo op, da mine fjender spandt intriger mod mig i mit fravær.
Alt dette fortæller jeg kun med ét formål, nemlig for at vise, at de ulykker, der sker i mit liv, altid er kædet sammen, *og at ærgrelse, bundet til forudgående ærgrelse, ud af sig selv føder ny ærgrelse. |189Som eksempel på det kunne jeg fremdrage talløse andre episoder, som, selv om de sker ved et tilfælde, dog ikke ser ud som rene tilfældigheder.
Folk, der rejser fra Paris til Bruxelles, tager i reglen over Mons i Hennegau. De tror nemlig, de sparer penge ved på den måde at skyde genvej; men man rejser langt bekvemmere og billigere over Lille. Her passerer man også flere byer, der er værd at se på, såsom Bapaume, Arras, Douai, Lille, Kortrijk, Menin, Gent, som kun ligger nogle få timers rejse fra hinanden. Og da jeg glæder mig lige så meget over menneskenes som over landskabernes vekslen, er det mig en større fornøjelse at lægge vejen om ad Lille: hver dag ny karosse, nye passagerer. Snart er rejsekammeraterne franskmænd, snart englændere, spaniere og tyskere, snart militærfolk, snart akademikere.
I hele to dage var min rejsefælle en gammel mand, der i fjorten år havde drevet fribytteri i Vestindien (den slags folk kaldes Flibustiers eller Boucaniers). Denne knark fortalte mig indgående om fribytternes samfund, og han lærte mig mange ting, der enten ikke findes i trykte historieværker eller ikke fremstilles anskueligt nok. Da jeg udtrykte min undren over, at en retskaffen mand med en ædel karakter – det indtryk fik man nemlig af ham – havde kunnet befatte sig med sådan en forbrydertilværelse, svarede han, at han havde ladet sig indrullere i det sjak som dreng, |190da han ikke vidste, hvad der var retfærdigt, hæderligt og anstændigt; men så såre han var kommet til skels år og alder, havde han vendt det liv ryggen.
På samme rejse mødte jeg engang ved middagstid et andet køretøj. Vi gik alle sammen ind i en kro for at få noget at leve af. I den anden vogn var der to tyskere, lige så mange franskmænd og én spanier. Tyskerne forlangte alt, hvad der fandtes i køkkenet af kogt og stegt kød, franskmændene fik kun nogle æg serveret; men *spanieren gik hen til vinduet og tog til takke med luften. Således afspejlede de hver for sig deres folks karakter; for spanierne er som ånder, de hverken spiser eller drikker.
Hele tre uger henslæbte jeg i Amsterdam, og i al den tid levede jeg i denne myldrende handelsstad som en eneboer. Thi hvor man kun ærer Merkur uden at agte på Minerva, må videnskabsdyrkeren græmmes. Dog besøgte jeg to gange den navnkundige *Jean Leclerc. Skønt han var grå af ælde, fandt jeg ham i fuld vigør på både sjæl og legeme. Den ene gang blev vi låst inde af en tjenestepige, og jeg må tilstå, at jeg aldrig har været så glad for at blive sat fast som den gang. For mens vi ventede på, at pigen skulle komme tilbage og låse op for os, passiarede vi om lærde materier. Denne store lærdes navn var ukendt, selv i den bydel, han bor i. |191Det gik mig på; for hvis man spørger efter Jacob vekselerer, Cornelius valker, Efraim jøde, Adrian skipper og andre mere inferiøre personager, som måske ligefrem *sælger
sardiner fra skårede krukker,
får man dem straks udpeget.
Da det brev, jeg så længe havde ventet på i Amsterdam, endelig var nået frem, brød jeg op og rejste gennem Ostfriesland til Hamborg. Undervejs hørte jeg meget om de uroligheder, der just da hjemsøgte Friesland, ikke mindst byen Leer; men da jeg af erfaring ved, at rygtet forstørrer og forhøjer, rejste jeg uanfægtet videre. Hen ad middag nåede jeg Leer, hvor alting genlød af krigslarm. Jeg så soldater marchere på række og geled, kanoner opplantet på torvet, godtfolk fare bevæbnet gennem byen og pansrede bønder, der bar pigkæppe og andre mærkelige, barbariske, tilfældige våben og prustede efter mord og blod. Da jeg ikke anså det for tilrådeligt at blive længere i en så forstyrret by, lejede jeg ekspres en vogn, og efter at have fået en bid brød forlod jeg Leer.
*For at forstå alt dette, må man grave dybere og søge ned til udspringet. |192Jeg er vis på, at det er Deres Højvelbårenhed bekendt, at hertugen af Frieslands lærdeste rådsherre for nogle år siden udgav en Frieslands historie i to bind. Den højvelbårne Brenneysen viser i dette værk, at Frieslands stænder har rokket ved fyrsternes rettigheder i modstrid med kejsernes dekreter, som han undersøger ganske minutiøst og udlægger i sin fyrstes favør. Derfor mener stænderne, at det var Brenneysen, der gav signalet til denne krig og pustede til dens lue. Der er mange, der undrer sig over, at ingen har prøvet at gendrive hans værk. Det hedder sig ganske vist, at en hollandsk lærd havde påtaget sig denne opgave og tilbudt stænderne en anden diametralt modsat historisk fremstilling, men at han trak den tilbage, da man ikke kunne enes om honoraret. Hvorom alting er, så har vi endnu ikke set nogen trykt gendrivelse af Brenneysens arbejde. Hvad grunden er til denne tavshed – om det er uvidenhed om sagen hos andre jurister i Friesland eller manglende tro på den – kan jeg ikke sige med sikkerhed.
Efter nogle års diskussion og gensidig mistillid kom det endelig så vidt, at den gamle stænderforsamling i Emden blev nedlagt og en ny indført i Aurich. Men nu råbte friserne, at dette var frihedens endeligt, og greb til våben. Hertugens tilhængere hævder, at fyrsten udelukkende tilsigter, at stændernes embedsmænd skal aflægge regnskab for statens penge. Hvorimod stændernes tilhængere påstår, at dette kun er et påskud, |193som den ovenfor omtalte Breneyssen benytter sig af for at fremhjælpe den statsomvæltning, han længe har pønset på; og for at hidse gemytterne endnu mere op, lister de almuen til at tro, at det også er ude med den reformerte religion i Friesland, hvis der ikke trædes mandigt op mod disse lumskerier.
Urolighedernes centrum var længe Emden, og snart efter Leer, hvor der året før havde stået en hård kamp, i hvilken nogle borgere var omkommet. Men nu havde hertugen af Friesland sendt nogle tropper for at besætte en lokalitet tæt ved Leer. Det ville Leers indbyggere ikke lade sig byde; så de mobiliserede borgere og bønder og rykkede stridsklare ud af byen for at fordrive hertugens tropper. Ved min ankomst til byen skulle den udmarch netop til at begynde.
Efter at jeg, som ovenfor nævnt, havde lejet en vogn, tog jeg af sted over middag. Hele vejen var blokeret af kampklare bondemænd, der stimlede sammen om køretøjet, alt imens de måbede over modet hos en mand, der var i gang med at krydse bevæbnede geledder. Men da jeg var udstyret med kongeligt pas, tog jeg ikke notits af nogen fare og kørte videre frem. Da vi nærmede os Notmora, hvor begge styrker stod opstillet, turde kusken imidlertid ikke fortsætte, især ikke da han så nogle sårede bønder blive slæbt tilbage til byen – selv om sårene, som jeg senere hørte, ikke var blevet dem tilføjet af fjenden, men ved våde af deres egne våbenbrødre.
|194Mens vi holdt der og kløede os i nakken for at finde ud af, hvad vi skulle gøre, begyndte hele stænderhæren at trække sig tilbage til byen. Flugt kunne man have kaldt det, hvis der havde været en fjende efter dem. Men borgerne og bønderne, der var bange for at blive helt til grin, begrundede tilbagetoget med mangel på sådanne kanoner, som hertugens hær var udstyret med; jeg tror nu, det var, fordi rusen var dampet af (da de rykkede ud, var de pænt lakket til i brændevin), at kampgejsten var fladet ud. Som jeg nu fulgte strømmen, traf jeg på en kaptajn ved navn Andri, som, efter at have stillet mig en række spørgsmål om mit navn, hjemsted og rejsemål, selv rådede mig til at ændre rejseplan. Denne Andri er søn af en borgmester i Emden; han har en nobel karakter og er meget behagelig at omgås. Indbyggerne i Leer så den gang lige så meget op til Andri, som romerne i gamle dage, da de sloges for friheden, så op til Junius Brutus.
Ved min tilbagekomst til byen røg jeg uklar med vognens udlejer, som krævede den betaling, han havde betinget sig for befordringen, erlagt fuldt ud. Jeg indvendte herimod, at bestemmelserne for *lejemål ikke gjaldt her, og at jeg i kraft af kontraktformlen do ut facias (jeg giver, for at du skal gøre) intet skyldte ham, da han ikke kunne udføre det arbejde, han havde lovet at udføre; så hvis sagen kom for retten, ville han tabe. Men det er aldeles omsonst at henvise til lov og ret i en by, hvor der råder en form for anarki; *omgivet af så mange militærstøvler beslået med så mange tusinde søm, tier dommeren, selv
|195*når der kan anføres grund til en rimelig klage.
Jeg blev i hvert fald tvunget til ikke kun at afregne med kusken, men også at betale vognmanden dobbelt pris.
Efter at have tilbragt en uhyggelig og næsten søvnløs nat i denne oprørte by, lejede jeg en båd næste dag. Men jeg kunne ikke komme ned til flodbredden, før hæren var rykket ud af byen; den var nu blevet forsynet med to kanoner og var derfor klar til et nyt fremstød. Denne ene mil kostede mig mere end hele rejsen fra Amsterdam til Nieuweschans! Da jeg hen ad aften kom til landsbyen Dederen, hørte jeg, at fremstødet var faldet heldigt ud, og at hertugen af Frieslands tropper havde trukket sig tilbage.
Jeg rejste videre via Oldenborg til Bremen, hvor jeg måtte tilbringe tre dage og benyttede lejligheden til at besøge nogle af professorerne ved læreanstalten, deriblandt *doktor Hase, en mand af bred og broget belæsthed. Han viste mig sit bibliotek, der anses for det bedste i Bremen; så mange og så udsøgte er bøgerne. Læreanstaltens bibliotek er ret godt forsynet; men næsten alle bøgerne er in folio. Indbyggerne i den gode by Bremen kan inddeles i to: borgere og doktorer. Tallet på doktorerne er nemlig så stort, at der kunne komme en betragtelig hær ud af dem, hvis der var krig og man kaldte dem under våben. |196Lige meget hvad retning man kiggede i, så stod der en doktor. Hvis man ingen *forskel anerkender mellem doctor og doctus (lærd), må Bremen derfor anses for den lærdeste by i hele verden.
I Hamborg besøgte jeg adskillige videnskabsmænd, blandt andre den højlærde Fabricius og Johann Hübner; og derfra gik turen snart til København.
 
 
 
xxx
xxx