Der kan i denne såvel som de fleste materier anføres argumenter pro og kontra. Man kan på den ene side sige at mange slette og forargelige skrifter derved hindres at komme for lyset; man kan på den anden side óg sige at mange prægtige bøger, hvilke anses som sirater for et land, havde blevet stedse skjult hvis censurer allevegne havde været anordnet. Jeg har ofte rekommanderet frihed i at skrive og anset de publikke censurer som bånd og lænker for den lærde verden.

Jeg har alene holdt for at skrivefrihed ikke burde tillades uden dem der har nået en mod alder; óg er jeg deri blevet bestyrket efterdi jeg på nogen tid har set unge personer, førend de har fået skæg på hagen, at føre pennen i de delikateste materier, såvel politiske |339som moralske. Det er om sådanne som man bør sige med David: “Lad dem blive i Jeriko indtil deres skæg vokser.” Man kan vel herimod indvende at visse unge mennesker bliver tidligt modne, så de endogså i den grønne alder har erhvervet tilstrækkelig skønsomhed; men sådant er dog rart, og endskønt sådan bekvemhed i ungdommen kan findes, så støder man sig dog derover når unge personer agerer lærere i vigtige ting, og når de vil reformere verden førend de har lært at kende den. Jeg approberer derfor den underjordiske anordning hvorved en vis alder blev bestemt til sådant foretagende.

I det øvrige er jeg ikke meget for de sædvanlige censurer, hvorved jeg mærker at triviale skrifter kommer for lyset, og adskillige ypperlige må ligge skjult; thi det er ganske vist at hvis publikke censurer havde været anordnet på de steder hvor Erasmus, Grotius, Montaigne, Clericus, Bayle og visse andre store mænd levede, havde deres manuskripter, som tillige med deres heterodoksi befatter så mange nyttige ting, været blevet skjult og af møl fortæret, så at hveden havde forkommet med klinten.

Jeg forbliver etc.