Jeg for min part holder for at krigen er virkelig ført, og at poeten alene har fingeret partikulariteter for at gøre sit poema behageligt. Blandt andre fiktioner kan regnes det meste som anføres om tvistens æble, Helena, hvilken gendrives af Herodoti beretning, grundet på ægyptiske traditioner. Den hele historie såsom den anføres af Homero, har ej heller mindste skin af rimelighed. Efter de ægyptiske præsters beretning blev Paris da han fra Sparta bortførte Helena, tillige med hende af storm drevet til Ægypten, hvor den ægyptiske konge, da han fik kundskab om dette rov, lod Paris med hånhed forvise landet og beholdt Helena med det røvede gods i forvaring til den rette ejermand, så at hun aldrig kom til Troja. Dette vidste hendes husbond Menelaus ikke, og derpå tillige med |421de andre græske herrer påførte Troja krig. Den trojanske konge, Priamus, gav vel til kende at det stod ikke i hans magt at give Helena med det forlangte røvede gods tilbage efterdi det var i den ægyptiske konges hænder. Grækerne derimod formente at sådant blev foregivet alene for at afspise dem med snak, blev derover end mere ophidsede så at de fortsatte krigen med iver og ikke aflod førend de havde vundet staden og lagt den i aske.

Denne beretning er mere trolig end Homeri historie, som ikke har mindste skin af rimelighed. Herodotus dømmer herom meget fornuftigere og siger: Hvis Helena havde været i Troja, skulle hun ufejlbarlig have været grækerne overleveret, enten Paris dertil havde samtykket eller ej; thi Priamus var ikke så dårlig at han af kærlighed til Paris, som han ellers lidet agtede, skulle ville opofre sig selv med staden og alle sine andre børn. Og lad være han i begyndelsen kunne holde stand, så er det ikke rimeligt at han kunne fremture i sådant forsæt, da han så en efter anden af sine børn tillige med så mange anselige trojanere at være omkommet i strid med grækerne, især såsom han selv forudså at krigen ikke ville endes uden med stadens og den hele rigets ødelæggelse. Der er derfor ingen tvivl at han jo havde bekvemmet sig til at overlevere Helena hvis det havde stået i hans magt. Ikke at tale om at Paris i sådant tilfælde kunne kun have lidet at sige efterdi Hector, som var den |422ældre broder, og der i dyd og tapperhed langt overgik ham, var beskikket til at succedere sin fader i regeringen, og at derfor stadens konservation var ham mest angelegen.

Man ser også af adskillige steder hos Homerum at han har fordømt det af hans broder begåede rov. Ses så heraf at det ikke har stået i trojanernes magt at overlevere prinsessen, og at grækerne ikke har villet tage de gjorte undskyldninger for fulde. Det synes i så måde, slutter autor, at Gud har villet at staden skulle ødelægges, for at vise at store misgerninger bør straffes: Ὡς ἐγὼ γνώμην ἀποφαίνομαι, τοῦ δαιμονίου παρασκευάζοντος ὅκως πανωλεθρίῃ ἀπολόμενοι καταφανὲς τοῦτο τοῖσι ἀνθρώποισι ποιήσονται ὡς τῶν μεγάλων ἀδικημάτων μεγάλαι εἰσὶ τιμωρίαι.

Jeg forbliver etc.