Tilbake til søkeresultater

   
   
   
   
   
   

   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
Ep. 520
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   


previous icon next icon
Vis      Tekstkilder    Veiledning
Klikk på sidetall for å se faksimiler    
   
Epistel 520
Min herre erindrer mig om det løfte som jeg har gjort at oversætte de bøger i L’Esprit des loix som handler om religionen. Jeg har endnu ikke, formedelst adskillige forhindringer, gjort begyndelse dertil. Det må ske ved lejlighed. Jeg skikker denne gang alene oversættelsen af et eneste kapitel, hvoraf min herre kan gøre sig idé om resten og deraf se hvilken afsky vor autor, skønt roman-katolik, har for religionstvang. Han indfører i samme kapitel en ydmyg supplik til de spanske og portugisiske inkvisitorer og siger at supplikanten er en jøde, skønt det kommer mig for at autor selv er dens forfatter. Den lyder således:

I herrer inkvisitorer tordner mod kejseren af Japan efterdi han fordømmer til bål og brand alle kristne som findes i hans lande. Men han kan sige til sit forsvar: “Vi handler med eder ligesom I handler med andre. I kan ikke klage uden over eders egen afmagt, hvilken alene hindrer eder at udrydde os, og som forårsager at vi udrydder eder.”
Men I må bekende at I er mere blodgerrige end samme kejser. I myrder os, endskønt vi har samme tro med eder, efterdi vi ikke tror alt hvad I tror. Vi |2 94hænger ved en religion som I selv tilstår for dem at være rekommanderet af Gud. Vi mener at Gud endnu elsker samme religion; I derimod mener at han nu ikke har den mere kær. Og efterdi dette er eders mening, så forfølger I med sværd og ild dem som af uskyldig vildfarelse tror at Gud endnu elsker hvad han fordum har haft kært.
Hvis I øver hårdhed i henseende til os, så øver I end større hårdhed i henseende til vore børn, hvilke I opofrer til ilden efterdi de følger den lærdom som naturens og alle folks love lyder, nemlig: at respektere deres forældre.
I skiller eder ved den fordel som eders religions principia giver eder over mahomedanere. Når de bryster sig af deres troendes store mængde, svarer I dem at sådant er erhvervet ved magt, og at de har fortplantet deres religion med sværd. Hvi søger I da at forplante eders ved bål og brand?
Når I vil trække os til eder, viser vi eder en kilde hvoraf I selv gør eder en ære at udflyde. I svarer at eders religion er vel ny, men at den er guddommelig, hvilket I beviser efterdi den er kommet til vækst ved hedningernes forfølgelser og ved eders martyrers blod. Men |2 95nu om stunder spiller I Diocletianers rolle og lader os tage eders igen.
Vi besværger eder ikke ved den almægtige Gud, som vi dyrker tilligemed eder, men ved Christum, som I siger at have påtaget sig menneskelig natur for at være eder et eksempel som I må efterfølge. Vi formaner eder at handle med os som han selv ville handle hvis han endnu var på jorden. I vil at vi skal være kristne, og I vil selv ikke være det.
Men hvis I vil ikke være kristne, så vær i det ringeste mennesker. Handl med os i det ringeste ligesom I ingen anden religion havde end den som naturens lys dikterer.
Om himmelen har bevist eder den nåde at vise eder sandheds vej, må derfor børn, som sådan gave har arvet efter deres forældre, hade dem som sådan nåde ikke er vederfaret?
Dersom I har sandheds kundskab, så skjul den ikke på sådan måde som I foresætter den. Sandheds karakter er triumf over sind og hjerter, men ikke sådanne midler hvoraf I betjener eder, nemlig at indprente den ved vold.
Hvis I vil bruge eders fornuft, da vil I finde at det er dårligt at myrde os efterdi vi ikke vil bedrage eder. Hvis eders Kri|2 96stus er Guds søn, så håber vi at han vil belønne os efterdi vi ikke har villet vanhellige hans mysteria, og vi tror at den Gud som vi tillige med eder dyrker, ikke vil straffe os efterdi vi opofrer vort liv for en religion som han tilforn har givet os, og efterdi vi tror at han endnu giver den.
I lever i en alder hvori naturens lys skinner klarere end nogen tid tilforn, hvori filosofien har oplyst sindet, hvori eders evangelii moral er allerbedst forklaret, og hvor det herredømme som et menneske bør tilegne sig over et andets samvittighed, er nøjest efterforsket. Hvis I derfor ikke forlader eders gamle præjudicia, da må I tilstå at I er sådanne på hvilke ingen lærdom kan virke. Ulyksalig er den nation som overdrager myndighed til sådanne personer som I er.
Hvis I vil tillade os at sige den rene sandhed, da anser I os heller som eders egne end som eders religions fjender; thi hvis I elskede eders religion, efterlevede I dens lærdom.
Til slutning må vi erindre dette at hvis efterkommere holder for at Europa i vor tid har været poleret, da vil man citere eder for at vise at vi har levet i barbariske tider, og den idé som |2 97man gør sig af eders opførsel, vil sværte den alder som vi lever i.
Så vidt denne memorial. Intet kan være stærkere skrevet mod intolerance i religion. Autor siger at den er forfattet af en jøde. Men den synes ikke at være skrevet med en jødisk pen. Det er troligt at vor berømmelige skribent af frygt for hidsige theologi og munke har fingeret en jøde at være forfatter deraf.
Jeg forbliver etc.
 
 
 
xxx
xxx