Derimod blandt folk som ved af ingen revelation, kan en religi|2 58onsstifter intet bedre gøre end at indrette gudsdyrkelsen efter fornuftig civil regeringsmodel, således at ligesom en velindrettet regering udfordrer fornemmelig at den højeste magt er koncentreret i en eneste person, enten den er simplex eller compositus, så bør den fornemste religionsartikel være denne at der er kun en eneste Gud; thi ligesom intet forårsager større forvirrelse i et societet og snarere befordrer dets undergang end den højeste majestæts deling, så er også i en religionsstiftelse intet dårligere og skadeligere end at statuere independente guders pluralitet. Videre, ligesom i en velindrettet regering udfordres at undersåtter erkender deres beskikkede øvrighed og ingen anden for retmæssige regenter, så udfordres i religionen at dyrkelsen alene sker til Gud, og at intet andet væsen deri bliver delagtigt. Videre, ligesom dé projektmagere i et societet holdes for de skadeligste borgere som gør forslag der sigter til at svække disse regeringsgrundlove, så bør dé holdes for de strafværdigste og falskeste lærere som søger at forplante lærdom der sigter til hovedreligionsartiklers svækkelse. I lige måde, ligesom dé holdes for de bedste og dueligste borgere der stræber at efterleve landets love og ved flid og arbejde at befordre et societets nytte, så bør dé i religionen holdes for de gudfrygtigste mennesker som beflitter sig på go|2 59de gerninger. Thi ligesom en fornuftig regent holder ikke dem for sine troeste undersåtter som idelig krummer sig i hans forstue, som gør lovsange og vers til hans berømmelse, og som stedse går med ansøgninger i hånden, men dem som stiltiende stræber i gerningen at efterleve en borgers og undersåts pligt, så må man óg tro at dé ikke bør holdes for ægte Guds børn der er ligesom limet til templer og hellige steder og idelig råber “Herre, Herre!”, det er: som agerer tiggere, hvilke religionen bør sætte i samme klasse som et societet sætter ørkesløse stoddere, hvorunder kan befattes munke hvis forretninger alene er at læse, synge og tigge. Videre, såsom i alle regeringers indrettelse straf og belønning anses som kalken i en bygning, så kan også ingen religion have navn af religion medmindre den lærdom om straf og belønning i det andet liv deri er en hovedartikel. En epikuræisk gudsdyrkelse er derfor ingen gudsdyrkelse, og den devotion og andagt Epicurus lod se mod guderne, giver portræt på en komediant.

Pragt i udvortes gudsdyrkelse har óg megen overensstemmelse med et societets indrettelse. I velindrettede stater hæmmes yppighed og overflod. I religionen må også hindres prægtige ceremonier som fører overtro med sig. Fremdeles, ligesom i ethvert velindrettet societet arbejdes på heller at |2 60formere end at formindske borgernes tal, såsom indbyggernes mængde er landets styrke, så kan i al religion den artikel anses som skadelig og fordærvelig der hindrer afkoms forplantelse og rekommanderer klosterlevned som en hellig stand. Videre, ligesom en fornuftig lovgiver forfatter anordninger der opmuntrer folk til arbejde hvorved et societet bestyrkes, og hvorved skadelige passioner, griller og vellyster kvæles, så er også fornødent at i religion ikke påbydes for mange fester og hellige dage, hvorved nyttigt arbejde forsømmes og gudsdyrkelse heller slappes end skærpes. Hvorudover enhver religion som er betynget med så mange ferier og ørkedage, kan til dens forsvar intet anføre uden Guds arbitrære vilje, eller at det har behaget himmelen sådant at anordne, óg kommer det da an på bevis om anordningen er forfattet i Guds kabinet og ikke på et gejstligt landemode eller i en præsteforsamling. Videre, ligesom i en velindrettet stat synder og misgerninger måles efter den relation som de får med societetet og det gemene bedste, hvilket holdes for den rette vægt, så må også samme vejeskåle bruges i religionen. I et societet holdes fredsforstyrrere, rebeller, tyve, mordere, æreskændere og andre deslige for de groveste syndere efterdi deres idrætter sigter til statens ødelæggelse, og derimod handles |2 61lempeligt med andre hvis fejl ingen influens har på staten, så bør de samme i religion alene anses som kættere hvis lærdom sigter til religionens destruktion, og pønale anordninger ikke gøres og fuldbyrdes mod alle vildfarende, helst dem som i et godt forsæt vildfarer, og hvis vildfarelser ikke støder an mod religionens hovedartikler hvorpå den grunder sig. Det må her hedde som i en verdslig stat: Minima non curat prætor.

En fornuftig lovgiver ser óg til at landet ikke betynges med alt for mange anordninger, ligesom en retskaffen medicus ikke anordner for sin patient alt for mange recepter; thi ved at multiplicere lovene og at subtilisere for meget bliver gemenlig hovedting forsømt. Sådant bliver óg kritiseret i adskillige religioner på hvilke sættes så mange broderier at man ofte ikke kan se grunden deraf. Jøderne, hvis religion var betynget med så mange anordninger og ceremonier, kunne undskylde sig med Guds befaling, hvis sigte for dem kunne være skjult. De kristne kan i henseende til visse dogmata og nogle anordninger anføre det samme og sige: “Dette kan vi ingen rede gøre til og forklare hvorpå det er grundet; men såsom Gud med klare ord det har befalet, må vi tro at det er vel grundet, skønt det overgår menneskets indskrænkede begreb og i det øvrige ikke strider mod andre hovedbud.’ |2 62Når jeg siger visse anordninger, mener jeg de som i protestantiske og reformerte menigheder er antaget, ikke dem hvilke i den romerske kirke anses som troens artikler, skønt ingen Guds befaling dertil kan vises, men alene grunder sig på menneskelige love som er forfattet på de tider da den jordens part som vi bebor, lå skjult under den tykkeste vankundighed, så at de nuværende roman-katolske må takke Gud at religionen er ikke blevet end mere defigureret og vanskabt; thi om paven og middelalderens gejstlighed havde statueret at månen var af grøn ost, ville den lærdom straks uden mindste betænkning have været antaget som en trosartikel, og efterkommerne ville holde sig forbundne til at vandre til bålet med dem som lader sig mærke med mindste tvivlsmål derom.

Videre, ligesom en fornuftig lovgiver efter agermandens eksempel som eksaminerer jorden for at vide til hvilken sæd den er bekvemmest, har for øjnene landets beskaffenhed, indbyggernes art og egenskab og andre omstændigheder, hvorefter han skærper og formilder lovene – thi hvad ved en mådelig straf, ved trusler og erindringer kan udvirkes blandt ét folk, kan ved piske, sværd og pinebænk ikke udvirkes hos et andet, såsom der efter ordsproget behøves skarp lud til skabede hoveder – så må også i religion holdes for en trosartikel at Gud har samme |2 63omstændigheder for øjnene, så at han ikke dikterer lige straf for lige misgerninger. Thi når to gør det samme, er det ikke stedse det samme; én overiles af heftige, naturlige passioner at bedrive en synd, en anden med koldt blod bedriver den samme. Gerningerne i sig selv er lige, men i henseende til personerne dog ulige. Dér syndes af skrøbelighed og et hidsigt, galdefuldt temperament, her af frit forsæt. Det er derfor i den henseende at adskillige theologi ikke bifalder de gejstlige domme der fordømmer dem til evig straf som overvældede af angst, sygdom og pine forkorter deres liv.

En lovgiver ser også nøje til at straffen svarer til forseelsen, at den aldrig bliver så liden at den jo kan holdes i tømme, og aldrig så stor at den kan anses som tyrannisk og forårsage desperation. Eksempler på alt for liden straf som ingen virkning kan have, ses i adskillige civile love, som derved gøres latterlige. Her i Norden kunne et mord forsones med en liden pengesum. Efter den frisiske lov betalte man kun en søsling til den som man havde pryglet med en stok, efter den saliske 3 sous eller henved 4 skilling. Efter de 12 tavlers lov forsonede man en ørefigen med 20 styvere, hvorudover en kåd romersk herre lod sin tjener bære en pung efter sig, delte ørefigner ud til hvem han mødte på gaden, og derpå udtalte 20 styvere. Lige så mange eks|2 64empler kan af lovbøger anføres på alt for hård straf. Jeg vil kun anføre et som findes i de 12 tavlers lov, ved hvilken creditores, når gælden inden en vis tid ikke betaltes, havde ret til at skære stykker af skyldnerens legeme.

Sådanne love kan intet sted have i polerede stater, ej heller i religionen, hvor for en timelig forseelse ikke kan dikteres evig straf. Jeg mener herved den naturlige religion alene; thi hvis sådan straf dikteres af Gud, og det med klare ord, bør man holde den at være retfærdig og proportioneret efter forseelsen. Jeg siger: med klare ord, for dermed at tilkendegive at den straf som i Skriften omtales, har givet anledning til stridige forklaringer mellem kirkelærere selv. En religionsstifter går derfor viseligt til værks når han følger samme plan som fornuftige lovgivere har iagttaget, således at han gør til hovedartikler i religionen hvad som han ser at være grundlove i en velindrettet stat, til biartikler i åndelige ting hvad som i et verdsligt societet således agtes at være, og forkaster hvad som der holdes skadeligt. Begge bygninger udfordrer én slags grundvold og én slags materialer; thi hvorvel det ene er åndeligt, det andet legemligt, det ene ligesom af marmor og det andet af mursten, så må dog formen og arkitekturen være den samme, og det ene udtrykkes efter det andets billede. De før|2 65ste fornuftige lovgivere har i societeters stiftelser brugt til vejviser naturens lys, hvorudover sildere religionsstiftere har holdt for at deres systemata kunne bedst formeres efter sådanne regeringers plan. Det er at anse som hovedartikler i religionen hvad som de finder at være grundlove i en velindrettet stat, at de holder de lærdomme strafværdigst som strider mod somme fundamentale love og efter lovgivernes eksempel ikke betynger religionen med visse dogmata, medmindre de af Gud med klare ord er påbudt at antages. Jeg siger: med klare ord; thi hvis ordene således er forfattede at man ikke kan se enten de indeholder befalinger eller alene tilladelser i visse tilfælde, og hvis de er underkastet stridige forklaringer, er det sikrest ikke at gøre indifferente ting til trosartikler.

Hvis nogen vil foregive at det er en urimelig og forfængelig påstand at en religionsforfatter skal bruge et societets indretning til model, da svares dertil, som før er sagt, at derved alene forstås sådanne religionsforfattere som af ingen revelation ved at sige; thi når Gud befaler, så må tros end hvad som overgår forstanden, så bliver tilsyneværende indifferente ting af vigtighed og tilsyneværende stridige love ikke mere stridige i sig selv, men alene for den indskrænkede fornuft. Når dette eftertæn|2 66kes, kan frit siges med en fornem, skarpsindig moralist at den sandeste og reneste lærdom som er dikteret af religionsstiftere, kan have meget onde virkninger når den ikke er overensstemmende med regerings- eller societets-principiis, og at de falskeste lærdomme (dogmata) kan have herlige virkninger når de kommer overens med samme principiis. Hvis min herre nøje grunder herpå, vil han finde at denne min dissertation er ganske ortodoks.

Jeg forbliver etc.