Man ser at han i sine betænkninger over samme regeringers natur og egenskab sætter dyd til grundvold af folkeregering og aristokrati, skønt mindre fuldkommen i den sidste end i den første, ambition til principium af monarki og slavisk frygt af despotismo eller uindskrænket regering. Derpå grunder han ungdommens information og optugtelse for at gøre dem til bekvemme borgere i hver regering; óg kan det da ikke være andet end at informationen må blive ulige, såsom dyd, der er grundvold til de første regeringer, passer sig aldeles ikke på |2 43de sidste. Dette søger han at bestyrke med eksempler af erfarenhed og historier. Men såsom lige så mange eksempler kan anføres til bevis på contrarium, bliver tvistigheden derved ikke hævet, og den mening bliver den grundigste, nemlig den regeringsform at være den bedste og den stat at være lyksaligst som regeres af en retsindig og dydig øvrighed der ved sit eksempel, som virker mere end alle love, kan gøre et helt land dydigt.

Til materiens oplysning kan ikke gøres bedre end at gennemløbe den romerske historie efterdi den romerske stat har været alle regeringsformer underkastet. Romerne stod først under et ved love indskrænket kongeligt herredømme, som autor kalder monarki, hvortil dyd efter autors mening er ikke principium; men kalken hvoraf den sammenholdes, er ambition som træder i dydens sted. Men historien viser at romerne har aldrig øvet større dyd og flere heroiske gerninger og ladet se større prøver på kærlighed mod fædrenelandet end under samme monarki da dydige kongers eksempler opmuntrede dem til at agte stadens velfærd højere end deres liv. Ved kongedømmets afskaffelse tabte romerne straks intet af deres gamle kvaliteter, thi endskønt regeringen i henseende til navnet var ikke den samme, så blev den dog i gerningen den samme; thi den selvsamme myndighed hvormed kongerne var be|2 44klædte, øvedes i lige grad ved tvende consules, så at dyden ikke slappedes førend monarkiet ophørte, og jo mere regeringen nærmede sig til demokrati, jo mere aftog indbyggernes gode kvaliteter. Jo mere frihed, jo mindre dyd. Nidkærhed for landets velfærd blev forvandlet til egenkærlighed, lydighed mod øvrigheden blev succederet af genstridighed. Den ringeste borger anså sig som en støtte for staten, og såsom enhver fik hånd med i regeringen, anså almuen øvrighedspersoner og krigsanførere som deres fuldmægtige efterdi de af dem var beskikket og udvalgt.

Autor mener vel at den hele almue er bekvemmest til sådanne valg, og at den i at beskikke øvrighed ikke let kan tage fejl. Men det synes mig at være et paradoks som man ikke kan bifalde, endskønt der handles om en god almue førend den er blevet fordærvet, såsom alle landes historier og daglig erfarenhed lærer at den gemenlig tager skyggen for legemet, lader sig forbløffe af udvortes skin, konfunderer hidsighed med tapperhed og svadsighed med kapacitet, hvilket om ikke kan siges om alle, så kan det dog siges om de fleste, og såsom stemmerne ikke vejes, men tælles, bliver tilstanden sådan som Antisthenes fandt den i Athen, hvor vise mænd måtte eksekvere dårers befalinger. Disse skrøbeligheder mærkede man ikke i førstningen i den nybagte repu|2 45blik; thi begyndelsen i første stiftelser er gemenlig god. Men den varede ikke længe. Det kunne også anses som et vidunder om den havde længe således varet; thi så snart den ulighed, som autor holder for at være så skadelig, ophørte, og hver borger og håndværksmand fik hånd i regeringen, udflød ligesom af Pandoræ æske uheld som truede staten med undergang, så at derfor de beskikkede tribuni eller almuens beskyttere kan anses som statens fordærvere; thi ligesom den såkaldte gyldne frihed tilvoksede, tilvoksede også uorden.

Vil nogen sige at jeg her ikke har ret begrebet autors mening efterdi han sådant ikke nægter, men tværtimod siger at deslige frugter flyder af folkeregering så snart korruption dér indsniger sig, item at han handler alene om et ubesmittet demokrati, og at det er dér alene hvor dyden sidder ved roret og ses i sin fulde glans, så kan dertil svares at man fingerer sig en platonisk republik som hverken kan eksistere eller har eksisteret. Jeg siger: som ikke kan eksistere, efterdi den består ikke af engle, men af skrøbelige og til laster hengivne mennesker hvilke selv må tilstå at de ikke kan leve i fuldkommen frihed og fuldkommen fred tillige, men behøver kapsun og tøjle. Ej heller har den eksisteret, thi man skal have umage i den hele historie at vise eksempel på en folkerege|2 46ring hvoraf dyd har været et bestandigt principium.

Et sådant demokrati er som et vejrlys der lader sig se og forsvinder på en gang. Af det som anføres om republikken i Marseille, kan intet tilstrækkeligt bevis tages eftersom historien deraf er ikke nok bekendt. Tilstanden i den romerske folkeregering var sådan som jeg har beskrevet, førend almuen blev fordærvet, og førend den solgte embeder og æresposter til de mestbydende. Af samme beskaffenhed var også andre frie republikker, end i deres gode perioder og førend den rette korruption tog overhånd; thi i de samme gode perioder måtte de bedste og dydigste borgere se deres fædreneland med ryggen. De blev efter stædernes grundlove ej alene udelukket fra embeder, men endogså drevet i landflygtighed. I Athen ved ostracismum og i Syrakus ved petalismum. Autor siger vel at sådant bør heller anses som en ære end som en straf. Men så vidt man kan se af historien, har de tiders personer gerne villet overlade den ære til andre. Man finder alene at de dydige mænd har med tålmodighed skikket sig deri. Det var også i de gode perioder at almuen udvalgte de udueligste personer, pralere og fusentaster til høje embedsmænd og krigsanførere; thi ligesom romerne i de allervanskeligste tider udvalgte Terentius Varro til general mod den |2 47sejrrige Hannibal, så betroede óg Athen sådan post til den store praler og fusentast Cleon, hvilket har givet materie til en af Aristophanis komedier.

Når én derfor holder for at dyd alene må i sin fuldkommenhed ledes i folkeregering, synes han ikke at have overvejet et demokratis natur og egenskab, men alene forestillet sig hvorledes det burde være, ikke hvorledes det er og kan være; thi hvorledes kan dét siges at være den lyksaligste regeringsform som straks kvæles efter fødslen eller straks styrtes i det uheld at man idelig må bøde på huller som daglig gøres, og omgås dermed som medici med et sygt legeme, hvilket man ser at være sket med den romerske stat?

Efterdi dette nu er af sådan beskaffenhed, må en habil lærer der har udstuderet folkeregerings egenskab og de frugter som den gyldne frihed og fortryllede lighed fører med sig, ikke betjene sig af den katekisation som autor foreskriver, men heller give sin discipel efterfølgende præcepta, nemlig: “Eftersom du er beskikket til at blive borger i en fristad som regeres af den hele almue, da må du (1) beflitte dig heller på apparence end realitet, efterdi erfarenhed viser at almuen gemenlig tager skyggen for legemet. Du må (2) idelig kritisere og mønstre øvrighedens anordninger; thi det vil er|2 48hverve dig anseelse blandt dine medborgere og bane dig vej til æresposter. Du må (3) beflitte dig på talekunst og svadsighed, som kommer mest tilpas i store folkeforsamlinger; thi erfarenhed viser at talekunsten har stedse været et hovedstudium i fristæder, efterdi en kunstig orator kan føre almuen ved næsen hvor han vil have den. Du må (4) beflitte dig på skinhellighed, hvorved forunderlige ting i demokratier kan udvirkes.”

Sådanne og andre præcepta må dikteres for unge personer som er beskikket til at være lemmer i et demokrati, på hvilket dydens øvelse passer sig mindre end på nogen anden regeringsform; thi såsom regeringen er i den hele almues hænder, og de fleste mennesker er enten onde eller vankundige, så kan man vente at efter de fleste stemmer ofte intet godt kan sluttes, og at kloge og retsindige mænd må iværksætte hvad narre og onde mennesker påbyder. Jeg nægter hermed ikke de gode ting som avles af denne regeringsform. Jeg søger ikke at sværte nogen regering, men holder det for en pligt at anføre det gode med det onde, hvilket er det som desidereres hos vor berømmelige autor, hvilken i en slags regering anfører alene det gode og i en anden alene det onde og derpå grunder sine domme, |2 49da man bør tilstå at der findes fejl i alle regeringer, og det endnu ikke er afgjort hvilken er den bedste.

Hvad som jeg har anført om demokratier, kan også siges om aristokratier. Begge regeringsformer er lige mange ulejligheder underkastet, og begge er af lige ubestandighed. Vil man herimod gøre indvendinger af Holland, Svitzerland, Genua, Venedig og andre såvel demokratiske som aristokratiske stater hvilke længe har stået, så kan man sige at de ofte har stået på svage fødder. Almuen i de forenede nederlandske provinser har ønsket regeringens forandring og søgt at underkaste sig det oranske hus. I Svitzerland har man set en kanton bevæbnet i felten mod en anden. I Venedig er regeringen således sat på skruer, og så mange prækautioner gjort at endog en despotisk undersåt kunne tage i betænkning at blive venetiansk borger. Genua har adskillige gange søgt at underkaste sig fremmed herskab, og Polen, hvor regeringen er aristokratisk, er det land hvor Discordia eller usamdrægtigheds gudinde har sit rette sæde.

Intet kommer mig sælsommere for end den afridsning autor gør på tempererede monarkier når han siger at dyders øvelse ikke passer sig på de samme, men at point d’honneur eller begærlighed efter et stort navn her er eneste tønder til store og heroiske ger|2 50ninger, ret ligesom han kunne være forvisset om at republikanere, drevet alene af dyd og kærlighed til fædrenelandet og af begærlighed efter berømmelse og et navn for efterkommerne, intet andet motiv kunne have til deres berømmelige gerninger. Det behøves at vide hvad som ligger skjult i menneskers hjerter for at dømme med nogen grund herom. Kan en republikaner elske sit fædreneland, så kan en monarkisk undersåt elske både landet og sin konge, under hvis beskyttelse han lever, og hvem han har sin velfærd at tilskrive, så at hvor der gives motiv til en enkelt, er her tønder til en dobbelt kærlighed. Dyd uden mindste henseende til noget andet er ellers så rar at mange har tvivlet og endnu tvivler om dens eksistens; óg er det derfor at en bekendt autor siger at begærlighed efter ære og et stort navn har bygget de fleste hospitaler.

Hvad autor mener ved despotisk regering, som han med sådan hæslig farve afmaler, og på hvilken han siger hverken dyd eller honneur passer sig, men alene en slavisk frygt, kan jeg ikke sige. Såsom ved despotiske regenter kan forstås såvel tyranner som uomskrænkede monarker der regerer efter eget behag, og som ingen love er underkastet, så udfordredes at autor havde forklaret dette lidt tydeligere. Hvis han i almindelighed herved forstår uomskrænkede monarker, hvilket synes at være hans mening ef|2 51terdi han beskriver despoter som regenter, hvilke, formedelst den absolutte uomskrænkede magt hvormed de er beklædt, ikke kan være gode, men anser undersåtter som købte slaver og henfalder til vellyst og ørkesløshed, læggende al byrden på en vesir eller premierminister, jeg siger: Hvis han i almindelighed herved forstår absolutte monarker og holder for at dyd og enevoldsherredømme ikke kan være forenet med hinanden, taler han mod erfarenhed. Historien viser i hobetal eksempler på dydige absolutte monarker eller sådanne som han kalder despoter. Den viser også at mange ved et uomskrænket herredømmes erhvervelse har renonceret på deres forrige fejl og laster, så at de af onde er blevet så gode at de er blevet sat i klasse med de bedste regenter. En sådan forandring er også intet paradoks. Tværtimod, det er ganske naturligt, medmindre man vil sige at ligesom én tiltager i magt og myndighed, så aftager hans ambition og begærlighed efter et godt navn i historien. De laster derfor som autor tillægger regeringen, må alene tillægges regenterne. I det romerske herredømme var samme regeringsform under Trajano som under Nerone, samme under Antonino som Commodo, samme under Vespasiano og Tito som under Domitiano, og dog levede romerne i lige så stor lyksalighed under de første som |2 52i usselhed og elendighed under de sidste, så at det derfor er klart at undersåtternes velstand og *vestand flyder ikke af regeringen men af regenterne.

Autor søger at bestyrke sin thesin af orientalske og tyrkiske monarkers eksempler. Man må vel tilstå at de samme er og har været større tyranner, skønt dog ikke alle; thi man finder også blandt dem en Djengis Khan, en Tamerlan, en Abbas, en Soliman, en Akebar, en Oran Zeb, en Saladin og adskillige andre der i dyd og duelighed ikke har givet mange gode regenter noget efter. Og lad være at de alle har været tyranner eller uduelige regenter, så flyder sådant ikke af regeringens form, men af de orientalske landes beskaffenhed og fordærvede sædvaner; thi hvis en af de grueligste konger i Orienten havde regeret i et andet land hvor man havde mere idé om dyder og laster, ville regimentet ikke have blevet det samme, skønt regeringsformen var i alle måder den samme. Herudover, enten et monarki er indskrænket ved love eller absolut, enten det regeres som et fideikommis eller som et patrimonium, så, når regenter er gode, kan dyd og honneur dér findes og øves såvel som i andre regeringer. Óg bør derfor ungdommens optugtelse være anderledes end som autor foreskriver, og dens information bestå i andet end i en slavisk frygt; thi man kan |2 53ikke vide hvorledes en despot vil opføre sig, om han vil misbruge sin myndighed og traktere undersåtterne som trælle eller livegne, eller om han efter de gamle patriarkers eksempel, som også var beklædt med samme uomskrænkede magt, vil traktere dem som børn. I så måde må ungdommen i despotiske regeringer indprentes både dyd, honneur, kærlighed og frygt.

Jeg ved ikke om jeg ret har begrebet autoris thesin heri. Hvis jeg ikke har begrebet den, er det hans egen skyld, efterdi han ikke har distingveret mellem barbariske despotismer og andre absolutte herredømmer, hvilke i henseende til regeringsformen er af én slags arkitektur, men afmalet al despotismum som en regering hvori hverken dyd eller honneur kan have sted. Ingen regering er eller har været mere absolut og despotisk end den russiske, og ingen regent har dog med større omhyggelighed arbejdet på at moralisere sine undersåtter og at indprente dem dyd og honneur end Petrus Alexiovitz. Det gamle Syrakus har aldrig været i lyksaligere tilstand end under Gelonis og Hieronis uomskrænkede regering. Dette og andre eksempler kuldkaster autoris thesin.

Han burde i mine tanker, i steden for despotismer i almindelighed, alene have anført afrikanske tyrannier, som flyder af andre kilder end af regeringens form. Han burde alene have talt om |2 54de misbrug og fordærvelser som avles af sådanne regeringer, og sammenlignet dem med de uheld som flyder af fordærvede folkeregeringer og aristokratier, så havde konklusionen blevet anderledes. Han burde have givet en ret definition på despotismus, hvilken han med så sort farve har afmalet, og til bevis alene anføre de uheld som findes i de fleste afrikanske og orientalske despotismer, som findes i de lande hvor ingen gnist ses af moralitet. Det kommer mig for at han heri ligesom har gået på gløder og ikke dristet sig til sådan regering at definere; thi despotismus, enten den findes i Afrika eller Europa, i moraliserede eller umoraliserede lande, kan ikke anderledes defineres end en arbitrær regering, hvor regenten efter de ældste patriarkers eksempel har hals og hånd over undersåtterne, så at hans vilje alene er landets lov. Sådan definition er overensstemmende med den beskrivelse som alle moralister og politici gør, og når så er, vises af utallige eksempler at under gode despoter undersåtterne kan leve i lyksalighed, og at dyd og honneur har sted i sådan regering såvel som i demokratier, aristokratier og indskrænkede monarkier.

Mit forsæt er ikke at beskylde autor for indirekte at have villet sværte al suveræn regering. Sådant kan måske aldrig have rindet ham i sinde. Jeg |2 55siger alene at han burde have forklaret sig tydeligere, skønt man kan sige at skriftet derved havde tabt noget af sin pris, såsom vore tiders læsere ikke finder smag uden i koncis og vejet stil, hvori hver paragraphus har anseelse af et epigramma, så at de vrager alt hvad som de ved første øjekast kan fatte. Deri har autor fortræffeligt reusseret. Jeg drister mig dog, såsom jeg ikke altid følger strømmen, at sige dette, at alle de som skriver for at undervise og lære, bør heller beflitte sig på en vidtløftig end en koncis og vejet stil; thi i slige skrifter kan efter Plinii sigelse forsvares vidtløftighed indtil repetitioner og tautologier.

De refutationer som mod skriftet er kommet for lyset, og de hårde kritikker som derover er fældet, betager dog intet af dets pris; thi det er ikke uden gode og vel udarbejdede skrifter som bliver gennemheglet, så at det synes ikke at være nidkærhed for religion og sandhed, men jalousi og misundelse som sætter de fleste skribenter i bevægelse. Mod triviale bøger hvæsser fast ingen sin pen. Alting deri bliver uanfægtet, og igennem fingre ses end med store fejl. Men så snart et skrift berømmes, regner beskyldninger ned; så må det hedde at autor er en naturalist, hobbesianer eller spinozist. Da leder man alene efter ord og ikke efter meningen. Således finder jeg at være |2 56sket i en refutation som jeg har læst, hvor refutanten anser som ugudeligt dette at autor kalder Bayle en stor mand. Således blev én fordum aktioneret efterdi han havde rost Calvinum for hans lærdom og skarpsindighed.

Jeg for min part bifalder dem som holder skriftet at være ikke mindre opbyggeligt end sirligt, og hvis nogle fejl deri findes, kan de ikke anses anderledes end nogle pletter på et smukt ansigt. Det fornemste som mig synes værd at censurere, er dette at han synes at konfundere alle despotiske eller uomskrænkede regeringer med sådanne som øvedes i Rom under Caligula, Nerone etc., hvilken fejl man ser Gordon i hans anmærkninger over Tacitum at have begået. Man kan sige at når regenter eller øvrighed er gode, så er alle regeringer gode, enten de har navn af monarkier, aristokratier eller demokratier, og leder man efter eksempler, så finder man at undersåtter har levet i større frihed og været mindre byrder underkastet i visse monarkier end i mange af de såkaldte frie republikker.

Jeg forbliver etc.