Hvis Garcilaso de Vegas beretninger om peruvianere er rigtige, hvorom man dog ingen årsag har at tvivle, da har peruvianerne i dyd overgået alle andre bekendte nationer. Om japaneserne fortælles forunderlige ting, óg tillægges dem sådanne herlige egenskaber så at intet europæisk folk kan lignes med dem; thi de dyder som dem tilskrives, går indtil heroismum så at end gamle Rom og Grækenland på den tid da deres kvaliteter var i største glans, fast |1 100ikke kan lignes mod dem. På deres redelighed, foragt for døden, kærlighed til fædrenelandet, medlidenhed og andre heroiske egenskaber anføres af de troværdigste skribenter mange eksempler. Såsom intet folk foragter mere rigdom, så er intet folk mere fri for de laster som flyder af begærlighed efter penge; thi det var rigdoms foragt som forårsagede at de lacedæmoniere og gamle romere praktiserede så store dyder. Man finder hos den japanesiske almue intet uden det som er fornødent. De hader alt hvad som er til overflod, og beflitter sig alene på at holde deres fornødne sager nette og rene. Man har fast intet eksempel på at en japaneser driver spot med guddommelige ting. Man hører dem sjældent at klage sig. Men de skikker sig i al modgang med en heroisk og fast utrolig bestandighed. En fader fordømmer til døde sin søn, som han elsker, uden at lade se ringeste bevægelse, når sønnen har begået en misgerning. Eksempler derpå er så almindelige at man fast ikke reflekterer derpå.

De gamle grækere og romere bryster sig af deres Codris, Deciis og Corvinis, men i Japan er en så stor mængde af deslige helte at deres navne fast ikke bliver antegnet. Det forunderligste er at det japanesiske fruentimmer deri giver det andet køn intet efter. Herpå vil jeg anføre nogle få eksempler. En tjenestepige, da man en|1 101gang skæmtede med hende på en måde hvorved hun mente hendes ære at lide, da, endskønt tingen i sig selv var ikke af megen vigtighed, tog hun livet af sig. En fornem herre forelskede sig i en anden pige som han bortførte fra moderen for at sætte i sit serail. Moderen, som var en fattig soldats enke, tilskrev hende et brev hvori hun opmuntrede datteren at føre sig denne kærlighed til nytte som kunne redde dem begge fra yderste armod. Herren traf uformodentlig pigen just da hun læste brevet, og forlangte at vide dets indhold. Men såsom hun ikke kunne overtale sig dertil og ikke ville blotte sin moders skam, stak hun brevet med sådan heftighed i halsen at hun derved kvaltes og døde. Herren blev derover des mere begærlig efter at vide brevets indhold. Han lod derfor åbne den døde piges mund, men da han ved dette middel fik brevet at læse, som endda var ubeskadiget, blev han derover så bevæget at han tog moderen til sig og forsørgede hende rigeligt så længe hun levede. Kejseren fattede engang heftig kærlighed til en dejlig matrone, og såsom han ikke kunne blive hende på anden måde mægtig end ved hendes husbonds død, lod han manden omkomme. Han lod derpå enken til sig kalde og søgte at overtale hende at forblive hos sig på slottet. Hun stillede sig villigt an dertil, men tilbad sig alene 30 da|1 102ge for at begræde hendes mands død, item frihed til at anrette et gæstebud og at traktere sine venner på slottet. Dette blev hende tilstået, og kejseren sagde at han selv ville bivåne samme højtidelighed, hvilket óg skete. Men da gæstebuddet var til ende, og man rejste sig op fra bordet, gik hun ud på et galleri og styrtede sig hovedkulds ned deraf for at redde sin ære og holde den troskab som hun hendes mand havde tilsvoret.

Den hollandske skribent Caron, som var direktør for det hollandske handelsselskab i Japan, anfører et eksempel som er end mærkeligere. En ung pige, da hun skulle skænke for sit herskab og derfor måtte række sig frem over taflet, var så ulykkelig at hende en vind overkom som gik løs. Denne hændelse bragte hende i sådan forvirrelse at hun af skam skjulte sit ansigt, fattede sit ene bryst med tænderne og bed deri indtil hun opgav ånden. Sådanne eksempler, som viser en yderlig foragt for døden, er ikke rare at finde i de japanesiske krøniker. Man ser ellers heraf hvad point d’honneur kan udvirke, og hvilke heroiske dyder den kan tilvejebringe, når derved følger sund lærdom som kan vise hvori den rette ære består.

Man kan ikke råde nogen at efterfølge japaneserne i ovenanførte gerninger. Thi heroismus kan gå så vidt at den taber sit navn deraf og får anseelse af grumhed. |1 103Men man ser dog derhos af andre eksempler at denne ærekærhed, som japaneserne fra de spæde år indprentes, er tønder til store og glimrende dyder. Der er ingen fare så stor som en japaneser jo underkaster sig for at tjene og forsvare en ven. Den største fare kan ikke tvinge ham til at røbe den som han har forsikret om sin tavshed. Når end en ubekendt person søger sin tilflugt til en anden og begærer hans hjælp for at beskytte sin ære og sit liv, sparer den ombedte hverken gods, liv, hustru eller børn, men vover alting for at redde den betrængte.

Jeg kan til slutning ikke forbigå en mærkelig historie, såsom ingen tjener til mere opbyggelse. En japanesisk enke havde 3 sønner og levede i armod, havende intet til underholdning uden hvad samme sønner med deres arbejde kunne erhverve, hvilket dog ikke var tilstrækkeligt til livets ophold. I denne tilstand greb de til en sælsom gerning for at forbedre moderens tilstand. Regeringen havde for kort siden bekendtgjort at hvo der kunne gribe og åbenbare en røver, skulle nyde en anselig belønning. De 3 brødre, såsom de var mere bekymrede for deres moder end for dem selv, forenede sig således med hinanden at en af dem skulle passere for røver, og de tvende andre brødre skulle føre ham til øvrigheden. Derpå kastede de lod, og loddet faldt på den yngste. Den samme lod sig straks bin|1 104de og føre for retten som en misdæder. Da han af dommeren blev forhørt, tilstod han straks sig at have røvet, hvorpå han blev sluttet i fængsel, og de andre brødre, som havde overleveret ham, bekommer den udlovede belønning. Men dette var så snart ikke sket førend deres hjerter af medlidenhed bevægedes. De fandt middel til at komme ind i fangehuset, hvor de kærligt omfavnede den fangne broder og med modige tårer begræd hans uheld. Øvrigheden, som fik kundskab herom, forundrede sig ikke lidet derover. Man befol derfor en betjent at give agt på hvor anklagerne havde deres bolig. Betjenten, efter at han nøje havde udspejdet alting, berettede at han havde hørt brødrene at fortælle deres moder den hele handel, at moderen derover havde hylet og skreget og befalet dem at bringe pengene tilbage. Øvrigheden forskrækkedes herover og på ny forhørte fangen, hvilken stedse blev ved at kende sig skyldig. Endelig sagde dommeren at han vidste den hele handel, omfavnede fangen og gav sagen til kende for kejseren, hvilken af denne heroiske gerning blev så bevæget at han gav alle brødrene en anselig årlig pension.

Adskillige andre sådanne eksempler anføres på dette folks ædelhjertighed, hvoraf ses deres vildfarenhed som mener at europæere har opslugt al dyd. Japaneserne er dog ikke befriet for laster, men |1 105deres dyder er dog af større vægt. Hvad som blandt andet dadles hos dem, er dette at de sjældent eller ikke beder. De siger: Guderne ved bedre end vi selv hvad os fattes. Bønner er derfor unødige. Langt mindre nytter det at handle ilde med vore legemer for at bevæge deres medlidenhed. Over disse ting kunne gøres adskillige refleksioner.

Jeg forbliver etc.