Jeg var nylig i selskab med N.N., som talte prægtigt om sine børns information og optugtelse, sigende at den ældste søn i sit ottende år allerede talte godt tysk og fransk. Jeg spurgte da hvorledes han talte sit modersmål. Han svarede at dermed hastes ikke, thi det læres af sig selv i landet. Jeg måtte da med hans permission sige at denne alamodiske information stod mig ikke an, eftersom man aldrig lærer et sprog til gavns, det er: således at man kan passere for en indfødt, medmindre begyndelse derved bliver gjort i de spæde år da den skikkelse som et barn påsættes, stedse bliver ved. “Jeg ved nok,” sagde jeg videre, “at min herre følger adskillige fornemme mænds eksempler heri; men det er ikke gode eksempler, thi virkningen deraf er denne at børnene aldrig får den rette accent og udtale i deres modersmål.” Jeg mente at det var sikrest at følge den plan som man ser vort allerhøjeste herskab at lægge til de kongelige børns information ved at lade dem først lære landets sprog. Det er ikke at beskrive med hvilken inderlig fornøjelse menigmand hører Hendes Majestæt, skønt en engelsk prinsesse, at tale dansk med de kongeli|282ge børn. “Lad os,” sagde jeg til slutning, “i dette og andet efterfølge vor konges og dronnings fodspor, som ved deres behagelige og priselige eksempler viser os hvorledes vi skal opdrage vore egne børn, item hvorledes vi skal indrette vor levemåde og føre vor husholdning.” Denne min tale syntes N.N. at lægge på hjertet såsom han måtte tilstå at det var både anstændigst og fornuftigst at følge sådanne høje eksempler.