Jeg takker for de tanker han har om min kapacitet i sådant arbejde. Jeg ville derfor gerne være ham deri til fornøjelse, men såsom man i trykte bøger har kun liden kundskab om den sidstes bedrifter, så vil sådant arbejde blive vanskeligt og ufuldkomment. Dog vil jeg stræbe at give en løselig afridsning efter den liden kundskab som jeg har herom.

Betragter man begges fødsel, education og fremgang til de højeste æresposter, da findes deri stor uoverensstemmelse. Ulfeldt nedstammede fra et af de anseligste huse i Danmark, Griffenfeld derimod var en vinhandlers søn. Den første var oplært i statssager og adelige videnskaber, den anden lagde i sin skolegang grund til de studia |360som baner vej til et præstekald eller skoleembede. Den første var i sit løb til embede og i sine prøveår ligesom ved hånden fremledet, en del ved sine mægtige og talrige slægtninge, en del ved sit fordelagtige giftermål med Christiani 4. kæreste datter. Den sidste derimod havde lige så mange vanskeligheder at bestride og måtte igennem en ujævn og stenagtig vej slæbe sig frem til målet. Thi ligesom den første havde til befordrere de mægtigste mænd i riget, der glædede sig ved hans forfremmelse, så havde den sidste de anseligste mænd imod sig, der anså hans forfremmelse med skele øjne og søgte, som man siger, at dræbe fosteret i fødslen.

Når man dette betragter, og ser at den ene gik frem på en sti fuld af hindringsstene, og den anden fandt en bred og banet vej for sig, kan man let falde på de tanker at Griffenfeld må have af naturen været begavet med større pund end Ulfeldt. Men såsom alle vidner at Ulfeldt i sin opvækst allerede var anset med store øjne, og at han i sin grønne ungdom efter Ogerii og andres vidnesbyrd blev holdt som et sirat for den danske adel, så kan heri intet fortrin gives Griffenfeld. Men man må heller holde for at endskønt den første kun havde været en vinhandlers søn som den sidste, han dog kunne have gjort samme spring og uden kooperation af anførte ting kunne have svinget sig lige så højt.

Man må herhos óg mærke dette, som lægger en stor vægt til den førstes merit|361ter, at han erhvervede sig sådan distinktion på de tider da det danske hof vrimlede af store statsmænd og lærde personer, og administrerede de vigtigste sager under en konge som Christiano 4., der med egen hjerne lagde grundvold til alle ting og eksekverede dem selv, da derimod konjunkturerne var i den henseende mere fordelagtige for den sidste, der levede under Christiano 5., som fornemmelig søgte at distingvere sig i krigssager og i spidsen af en krigshær, og som lod statsforretninger ankomme på de ministre som han havde fortrolighed til. Man kan derfor sige at begge ved særdeles kapacitet og rare naturens gaver banede sig vej til de højeste embeder, og at det var derved at Ulfeldt blev rigets hofmester og Griffenfeld storkansler.

Vil man derimod dømme om disse anselige mænds kapacitet efter begges forretninger, da må man holde for at Ulfeldt af mange års erfarenhed må have erhvervet større kundskab i statssager end Griffenfeld. Thi han har været brugt i de vigtigste ambassader og præsideret i alle fredskongresser, da Griffenfelds ministerium befatter kun en tid af 4 til 5 år. Men just dette at han i så kort tid bragte sig i anseelse, giver anledning til at fatte des højere tanker om hans kapacitet. Vel ville nogle hertil sige at den store reputation som han i dette korte ministerio erhvervede sig, og de mange karesser som ham blev gjort af de fleste europæiske potentater, rejste sig tildels af |362den nåde som han stod i hos Christian 5., til hvis venskab Holland, Frankrig, Spanien, kejseren og Brandenborg da trængte, så at de derfor adresserede sig til ham som til den hvis råd kongen da fulgte. Men man kan dertil svare at just den store tillid som kongen i slige vigtige konjunkturer havde fattet til ham frem for alle andre undersåtter, kan tjene til bevis på en ugemen duelighed.

Man kan også sige at fast ingen statsminister på de tider førte pennen med større fynd, og udenlandske korrespondancer med større adresse, så at derfor, hvis Ulfeldt kan siges i almindelighed at have været større statsmand, så synes det at Griffenfeld har været habilere sekretær og med større fynd, sirlighed og færdighed har kunnet ekspedere kabinetssager. Til bevis på hans store færdighed anføres blandt andet den sirlige latinske tale hvilken han engang ex tempore holdt til en fremmed gesandt, som lagde første grundvold til hans store lykke. En sådan kommission havde Ulfeldt næppe påtaget sig, hvorvel han i adskillige andre ting kunne være den sidstes læremester og derfor af fremmede skribenter tillægges den titel af en af de største mænd i Europa.

Såsom disse tvende anselige ministre besad store dyder, så havde de også store fejl, ja sådanne som man forud kunne spå at ville styrte dem i yderste fordærvelse. Begge var slagne med en overvættes ambition. Begges ærgerrighed var lige store, men den førstes farligere, thi |363som Griffenfeld ville være primus inter pares, det er den mægtigste iblandt rigets undersåtter, så lod den anden derimod sig ikke nøje med en undersåts tilstand, men søgte at gøre sig formidabel ikke alene for sine medborgere, men endogså for det kongelige hus, hvorudover hans fald blev også størst.

Man kan i så måde stile den førstes ambition en lastværdig højmodighed, og den sidstes en stolthed, det er: sådan en som findes hos folk der af støvet kommer til stor værdighed. Thi han ligesom skæmmede sig ved sin herkomst, kastede foragt på sine gamle venner og slægtninge, ja væmmedes ved sin egen moder, da Ulfeldt derimod var elsket af sin frue og sine børn og var omgængelig med sine undermænd, stillede sig alene trodsig og fræk an imod det kongelige hus, så at ligesom Griffenfeld var en god undersåt, men en ond borger, så var Ulfeldt en god borger, men en farlig undersåt.

Begge blev dømt til livsstraf, skønt deres mishandlinger var ikke lige. Thi den første blev overbevist forræderi mod kongen og fædrenelandet, om den sidstes utroskab derimod bliver endnu disputeret, thi ud af processen ses ikke så tydeligt at han var en utro undersåt, som at han var en interesseret og pengegerrig minister. Hvorudover, såsom den første efter sin anden undvigelse blev rettet in effigie, så blev den sidste benådet med evigt fængsel. Heraf kommer det at den sidste blandt efterkommerne har haft adskillige advokater, men den første slet ingen, thi |364intet kan siges til hans forsvar, men alle må tilstå at han havde fortjent den straf som ham overgik. Alt hvad en habil advokat kunne ophitte for at ekstenuere hans misgerning, var dette at man kunne sige at han dertil forfaldt ikke så meget af oplagt råd som af hævngerrigheds affekt, hvilken hans hidsige natur ikke tillod ham at styre.

Men sådant undskylder ikke. Thi en misgerning er en misgerning, et mord er et mord, ved hvad lejlighed det sker, og af hvad syndigt motiv man dertil kan drives. For en borgerlig ret er det det samme, skønt sensu morali der kan være nogen forskel, som motivernes betragtning plejer at forårsage. En spinder på et forræderi alene for at forråde, en anden drives dertil af hævngerrighed. Gerningen er lige strafværdig, skønt gerningsmændene dømmes ikke at være lige onde.

Ulfeldt var i den sidste casu: Naturen havde prydet ham med mange herlige gaver, som han i mange år betjente sig af til landets og sin egen ære. Hans høje mod, som var hans hovedpassion, havde haft fortræffelige virkninger under Christiani 4. lange regering da han var anset ikke alene som en nyttig minister, men som et sirat for sit fædreneland. Men den samme affekt som lagde grundvold til hans ære og højhed, lagde siden grundvold til hans fald og fordærvelse. Han havde i Christiani 4. tid været landets kæledægge, og ligesom han selv havde glimret og været en prydelse for det ene køn, så havde hans frue Christina Eleonora |365været et sirat for det andet.

Men da ved den nye regering konjunkturerne forandredes, så alt hvad han trådte på, blev som poeten siger, ikke til roser mere, men undertiden til tidsler, kunne han ikke finde sig i mange ting hvortil han ikke var vant, og jo mere misfornøjelse han derover lod se, jo flere tykke skyer rejste sig op for ham, så at hans vrede gradvis forøgedes og omsider kom i den fermentation at den skummede over alle bredder, ja at han således forglemte sig selv at han af ambition opofrede ære, liv og velfærd. Man ser heraf hvad som forledte denne mand til de fortvivlende anslag mod sit fædreneland, og at konklusionen bliver denne: at han vel fortjente den straf som blev fældet over ham, men sådan straf som heller fældes over en Coriolanus end over en Catilina, og at hvis Griffenfeld havde bedrevet en lige misgerning, straffen vel burde have været lige, men de tanker man kunne formere sig om personerne, ulige.

Jeg forbliver etc.