Tilbake til søkeresultater

   

   
   
   
   
   
   
Ep. 189
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   


previous icon next icon
Vis      Tekstkilder    Veiledning
Klikk på sidetall for å se faksimiler    
   
Epistel 189
Til * *
Min herre takker mig for min sidste skrivelse og siger at hans frue har også læst brevet med behag, aleneste at hun ikke bifalder hvad jeg har skrevet om vognes afskaffelse, såsom det i hendes tanker var ikke andet end at indespærre folk, især fruentimmer, hvilke heller stedse ville holde sig inden deres fire vægge end traske igennem Københavns skidne gader for at blive overstænket og fortrængt af gemene folk på gaderne. Men hans gode frue har ikke forstået mig ret. Jeg råder aldeles ikke til heste og vogns afskaffelse. Jeg råder alene fra den idelige og daglige brug, såvel vinter som sommer, såvel i ondt som i godt vejr. Min mening alene er at ingen bør skæmme sig ved at gå til fods igennem en gade når vejret er godt. Min mening er at folk skal betjene sig af vogne til fornødenhed, men ikke at gøre en almindelig mode deraf, som besværer og inkommoderer en stads indbyggere.
Jeg vil gerne tilstå at det ville blive besværligt for vore standspersoner, helst fruentimmer, at gøre visitter til fods igennem staden, helst såsom de i mange år, ja fast fra barndommen ikke har været vant til at bruge deres fødder, og denne stads |25gader gemenlig er skidne. Jeg vil ikke heller anføre eksempler af andre fremmede stæder, hvor indbyggerne af al slags stand ingen stor vanskelighed heri finder. Jeg vil kun alene sige dette at de ikke må gøre agen eller køren til en anstændig og absolut fornøden sædvane, og at de må gå til fods når lejlighed og vejrlig det tillader, for nogenledes at bevise at de har fødder.
Mod sådan betænkning kan ingen indvending gøres, thi vore gader er ikke altid skidne, og når den store fart af vogne formindskedes, ville de blive end mindre urene: De er ej heller meget trange, men gemenlig så vide at vore fruentimmer, endskønt deres skørter udfordrer et temmeligt rum og nogle gradus latitudinis, jo ganske magelig kan komme derigennem, helst såsom gaderne langtfra ikke vrimler så meget af almue som i visse andre store og folkerige stæder, hvor personer af al slags stand og af al slags køn dog ofte går til fods og befinder sig vel derved både i helbred og pung.
Jeg ønskede at nogle fornemme fruer eller jomfruer ville gøre en begyndelse dermed, så ville andre straks gøre sig en ære af at følge deres eksempel. Intet eksempel kunne have bedre virkning end hans egen gode frues efterdi hun berømmes såvel af hendes forstand som anstændige levemåde. Overtal hende først at trippe til fods igennem en stakket gade for at vænne sine fødder til gadestenene og for at vænne andre til at se hende, siden igennem en længere gade og endelig fra én by-ende til en an|26den, for at overbevise alle vantroende at gadestenene er ikke så hårde og vanskelige at betræde som foregives, men at vanskeligheden har alene bestået i de kælne og uvante fødder. Med tiden kan hun også ganske sikkert vove sig over Christianshavns Bro til den nye stad uden at min herre har nødig at lade hende assekurere. Jeg er vis på at hun vil befinde sig vel derved, ja så vel at når hun først ser at det hos andre også er blevet en anstændig mode, hun vil bede min herre selv om tilladelse at spadsere med hendes døtre uden for stadens porte.
Når det først bliver en anstændighed, vil det snart blive til en sædvane, hvis indførsel man kunne anse som en herlig ting, særdeles for sundheden. Thi der er ingen stad, som mig er bekendt, hvor legemets bevægelse er mere fornøden, men hvor man dog mindre bevæger sig end i denne. Enhver matrone ville ved denne sædvanes iagttagelse ved første åreladen finde forandring i hendes blod, og enhver jomfru at hendes snørliv mindre ville klemme end tilforn. Jeg vil ikke gentage andre gode virkninger, som jeg i min forrige skrivelse har anført. Den eneste ulejlighed som deraf kunne flyde, var at hjulmænd, karetmagere, smede og medici ville tabe noget af deres næring derved. Skomager- og parykmagerfakulteter derimod ville |27komme mere i flor. Mange kuske ville forvandles til håndværksmænd, vognheste til rytterheste, og den bulder som nat og dag af idelig kørsel forårsages, ville ophøre. Mig skal længes at høre hvad dom min herres hustru vil fælde over disse mine betænkninger.
Jeg forbliver etc.
 
 
 
xxx
xxx