Jeg tilstår vel at fast alle nationer er enige i den mening om en særdeles kærlighedspligt mod slægtninge, og at derfor sådant almindeligt samtykke kan ikke være uden af nogen vægt, bifalder derfor gerne dem som præfererer slægtninge for fremmede, ceteris paribus, det er: når en slægtning besidder lige så megen dyd som en fremmed, og holder for at når tvende personer er lige trængende, |167at jeg først må række hånden til min pårørende. Men min ortodoksi går heri ikke videre, bør ej heller strække sig længere, såsom fornuften byder at elske dem mest som er mest kærlighed værd, og taknemmeligheds lov befaler heller at række dem hånden der er mine velgørere, og som har ladet se kærlighedsprøver mod mig, end mod dem der har intet andet at beråbe sig på end forvandtskab i blodet, grundende deres prætentioner alene derpå at de er fabrikeret i samme værksted som jeg.

Jeg undtager herfra forældre og børn. De første er jeg taknemmelighed skyldig, óg må de derfor alle andre foretrækkes. De sidste byder naturens lov mig at elske frem for andre, thi man ser end umælende kreaturer at være indplantet en inderlig kærlighed til deres unger. Men når en anden slægtning fremkommer med sine prætentioner og anfører sådan syllogismum, nemlig: Eftersom A har gjort mig, og B, som er en broder af A, har gjort dig, så kan jeg formedelst fødslen påstå visse ting som en ret, begriber jeg ikke sådan logica, især når ingen andre motiver anføres. Man ser også at sådan påstand ofte giver anledning til fjendskab imellem slægtninge, og at mange med bedre hjerte lader se velgerninger mod fremmede, hos hvilke det får navn af gave som hos de andre holdes for en gæld. Jeg begriber ikke sådan gælds rigtighed, medmindre den fordres af forældre eller børn. Og hvad de sidste angår, kan man sige at den egentlig |168ikke strækker sig videre end til opdragelse.

Man ser at de ældste borgerlige love ikke har ment andet; thi testamenter er ældre end successionsret i forældrenes arv. Den allerældste romerske lov siger: Pater familias uti legassit super pecunia, tutelave rei suæ, ita jus esto. Det er: Enhver husfader har ret at efterlade sine midler til hvem ham lyster. Hvoraf ses at de gamle har holdt for godt at enhver måtte disponere over sine egne erhvervede midler. Deri er også en naturlig billighed. At sådant siden er forandret, og at børn er givet ret til at protestere mod forældrenes testamenter, flyder alene af borgerlige love. Men jeg sætter sådant til side og holder for at forældre og børn heri bør have fortrin for alle andre. Jeg sigter herved kun på andre slægtninge, hvis prætentioner mig synes at være ilde grundede; thi man kan her sige at såsom alle mennesker er i forvandtskab med hinanden, så bør man ikke så meget se på grader i slægtskab som på grader i dyd og meritter; så bør man præferere velgørende, dydige og velvillige mennesker for dem der intet andet har at beråbe sig på end at de er podet på én gren. Det er hermed af samme beskaffenhed som med lemmerne i et societet og bysbørn, hvilke vel ceteris paribus i kærlighed må foretrækkes fremmede; men at præferere en medborger alene i henseende til tilfælles fødested for en fremmed af dyd og meritter, deri er intet naturligt; thi man må ikke |169outrere særdeles venskab således at man synder mod det almindelige.

Nogle moralister, blandt hvilke mylord Shaftesbury i hans Characteristics, har dristet sig til at censurere dette i Kristi moral at det driver ikke på den store heroiske dyd, som er kærlighed mod fædrenelandet, og hvortil gøres så mange og så herlige opmuntringer i de gamle filosofiske skrifter. Men just dette viser den kristelige morals ypperlighed frem for den jødiske og hedenske. Man må vel tilstå at kærlighed til fædrenelandet er en stor dyd, såsom deraf hænger et societets velstand og vedligeholdelse. Men man havde før Kristi tider så stærkt prædiket om kærlighed til fædrenelandet at der ikke behøvedes nye opmuntringer dertil, og man havde øvet dyden i sådan grad at den var blevet forvandlet til en last; så at denne specielle kærlighed til fædrenelandet havde gjort skår i den almindelige kærlighedspligt mod alle mennesker, hvilken ikke må tilsidesættes, og som er en hovedlærdom i Kristi moral.

Jøderne havde outreret denne særdeles pligt således at deraf avledes bittert had mod alle andre mennesker, så at de holdt det for en dyd end ikke at vise en fremmed vandringsmand vejen.

Kristus, den store og rette læremester, blev af Gud skikket ned på jorden for at drive på de store naturens bud som var sat til side, og har vist at ved det ord næste ikke må forstås en medborger alene, men ethvert menneske. Gud give at vi kristne havde efterlevet vor læremesters og apostlenes lærdom heri! Historier og daglig erfarenhed viser at den gamle surdej er endnu tilbage, og at de fleste såvel af den hedenske filosofi som af de gamle grækeres og romeres såkaldte heroiske gerninger gør sådant misbrug af den lærdom om kærlighed til fædreneland og fædrenereligion at de ingen dyder eller meritter kan se hos fremmede, ja at de holder det for en dyd at hade og forfølge dem som enten er uden for deres societet eller kirke. Jeg for min part holder for, at en medborger er mig nærmest. Thi societeters stiftelser, som er grundet på naturens love, udfordrer sådan præference. Men jeg holder tilligemed for at sådant bør ikke udstræk|171kes for vidt så at min kærlighed til medborgere og trosforvandte må befatte had og afsky til fremmede.

Man må heri som i alting holde måde. Et er at være koldsindig mod fædrenelandet, et andet er at synde af kærlighed til det samme. Ligesom man kan på en side fordømme Theodori tale, der holdt for at en vis mand underkaster sig ingen fare for sin fædrene stad; thi såsom de fleste indbyggere efter hans sigelse er dårer, så er det urimeligt om fornuftige folk vover deres liv for narre – så kan man på den anden side også laste den der elsker så meget en medborger at han hader alle andre mennesker. Jeg holder for at man må elske dyd og redelighed hvor den end findes, enten den er i Europa, Asien, Afrika eller Amerika, enten den er på denne eller hin side af ækvinoktiallinjen; og derfor, ligesom jeg har større ærbødighed for en skikkelig soldat end for en uskikkelig præst, for en dydig samaritan end for en udydig levit, så holder jeg hellere venskab med en redelig jøde, hedning eller mahomedan end med en kristen der intet har uden det blotte navn af kristendom.

Jeg forbliver etc.