I vort Norden er sådanne skrifter endnu højt nødvendige; thi man ser at kættermageri har for få år siden været regnet for en højkristelig dyd, og at det mundheld: Malus Christianus potest esse bonus theologus har været agtet som et grundigt axioma. Årsagen dertil er i mine tanker at de omtalte gode bøger her er sildere blevet læst end i visse andre lande. En ivrig kættermager, når han angribes af den største enthusiasmo eller nidkærhed i at forfølge kættere, har kun at forestille sig dette: “End om jeg blev |406borger i et andet land, hvor min ortodoksi blev holdt for kætteri, og hvor jeg så mig forfulgt for det som jeg nu forfølger andre for, mon jeg da ikke ville fordømme det principium intolerantiæ som jeg hidtil så meget har forelsket mig i?”

Det axioma: Quod tibi non vis fieri etc. ville straks moderere, om ikke ganske stille, hans enthusiasmum og gøre ham til et andet menneske. Han ville i store vildfarelser blive tolerant, og i små synkretist, ja holde dem alene for kættere som fører et ukristeligt levned. Men dette overvejer mennesker ikke alle tider, hvorudover man ser mange som ikke tager i betænkning at leve i communion med en tyv, en bedrager, en horkarl, at separere sig fra dem der ikke begriber en ting på samme måde som de selv. Thi det hedder med det første: “Vi har alle en dåb og underskrevet en bog.”

Det forunderligste er at sådant sker ofte i indifferente ting, ligesom det kunne være højlig magtpåliggende enten man kommunicerer på knæ eller siddende, enten man forretter tjenesten i hvide eller sorte klæder, enten kirkerne forestås af biskopper eller af simple præster alene. Om en troede at Arius var lærdere theologus end den alexandrinske biskop, skulle jeg derfor separere mig fra ham? Og om en tror at de romerske paver nedstammer lige fra Sankt Peder, skulle |407jeg derfor alene hade ham? Skulle jeg sky at leve i communion med ham, alene fordi han ikke var enig med mig i en successionsorden eller et slægtregister? Deslige ting ser man dog at have forårsaget separationer i kristne menigheder.

At intolerance har regeret lige så stærkt blandt vor nordiske gejstlighed som i noget andet land, kan vises af adskillige historiske eksempler. De tvende store mænd Holger Rosenkrantz og Johan Paul Resen blev aktioneret alene for nogle ekspressioner af liden betydelse, og alene efterdi de differerede fra orthodoxis i stilen, skønt de var enige med dem i materien. Georgius Dibvadius blev anset som en kætter efterdi han havde rost nogle engelske theologos, item Calvinum, som han havde sat i klasse med Luthero. Conradus Aslacus blev óg sværtet formedelst sådan sag, skønt han i det øvrige ikke veg en fodsbred fra den augsburgske bekendelse. Af hvilke og andre eksempler vises at den nordiske gejstligheds hidsighed har fast været lige så stor som på de steder hvor inkvisitionen er indført. Sådan iver har også varet her længere end i adskillige andre protestantiske lande, hvor man ser at engelske og franske skrifter om tolerance efterhånden mere og mere har udryddet den gamle surdej og haft sådan virkning at det som forhen har været holdt for en kristelig dyd, nu bliver anset som en vederstyggelighed.

Så vidt jeg har kunnet mærke, er endnu |408hos os levninger tilbage af den gamle surdej, hvorudover jeg holder for at de prædikener om kristelig tolerance og sagtmodighed ikke kan for ofte gentages. Gud give at det ville blive en hovedtrosartikel hos os at de fornemmelig måtte blive anset for kættere hos hvilke var ingen konformitet med andre Guds børn i sæder og kristelige dyder, og at man ville dømme mildere om visse brave mænd der har søgt at opmuntre kristne til fred og samdrægtighed og vist hvor forargeligt det er at separere sig fra hinanden for visse små stridige og undertiden ligegyldige meninger. En Melanchthon, en Grotius, en Clericus er derfor blevet sværtet med det forhadte navn af synkretister; og en Duræus, som i sådant helligt forsæt rejste fra land til land, vandt intet andet derved uden at blive forhadt og beleet.

Jeg tvivler ikke på at jo min herre med mange andre ville holde disse mine erindringer ilde grundede, og måske forargelige. Men den tid kan komme at de ville anse dem med ganske andre øjne og dømme at adskillige brave mænd som er sværtet med forhadte navne, bør anses som troens støtter og piller efterdi de har vist hvori den sande kristendom består, og lært os ikke alene at tro, men endog at leve som kristne, det er: at have medlidenhed med dem som i godt forsæt virkelig vildfarer, og at leve i communion med dem som ikke er enige med os i indifferente meninger. Thi intet sirer et |409societet mere end enighed og broderlig kærlighed; og intet er falskere principium end dette at sådan fred og enighed ikke kan have sted i de lande hvor samvittighedsfrihed tillades; thi det er klart at uroligheder og indbyrdes krige rejser sig lige så lidt af differente meninger i religion som af different smag i mad og drikke, men de rejser sig alene af forfølgelser, og deraf at den ene borger vil tvinge den anden til at finde smag i det hvori han har naturlig afsmag, det er: at nægte sit eget lys og sine egne sanser.

Jeg har ofte givet til kende at i dette farlige seculo er fornødent at sætte curiøse spørgsmål til side og at arbejde på kristelige sekters forening; thi det hedder nu: Kanaanitterne er i landet, Hannibal eller deismus er ved portene, hvorudover indbyrdes tvistighed og borgerlige krige må ophøre.

Jeg forbliver etc.