Til den første antegnelse svarer jeg således at jeg ikke har sagt at man bør begynde med moral førend man indprenter dem religion, men alene førend man skrider til religionens mysteria og hemmeligheder. Thi jeg har udtrykkelig vist at man bør begynde med Kristi moral, hvoraf flyder at man straks må indprente dem kundskab om Guds eksistens, hans forsyn og den dyrkelse alle mennesker er ham skyldige. Hvad den anden post angår, da tilstår jeg gerne at alle kristelige catechismi anfører først de |24710 Guds bud, som man lader børn lære udenad. Men jeg holder derhos for at såsom det er alene befalinger, så behøves, for at erholde mit sigte, at gå lidt videre frem ved at give børn en idé om menneskers almindelige pligt mod Gud og deres næste, at lære dem regler hvorefter sandhed kan kendes, og at vise dem hvad de bør tro førend de befales at tro. Anlangende den tredje erindring om informationens vanskelighed, nemlig hvor dårligt det er, og hvor vanskeligt det ville blive at få børn, helst af ringe stand og almue, et moralsk og kritisk systema i hovedet, da, for at bringe min herre fra de slette tanker som han derover har fattet, vil jeg forestille ham kun 6 korte og tydelige regler som af alle, endogså af bønderbørn, kan læres på en dag. Reglerne er disse:

Først må børnene indprentes kundskab om Guds eksistens, hvorom de tydeligt kan overbevises når man forestiller dem skabningen, som ikke kan være af sig selv, ligesom man af sådant forunderligt værks vedligeholdelse og konservation uden møje kan betyde dem den store skabers forsyn, og i følge deraf den taknemmelighed og ærbødighed vi er sådant almægtigt og velgørende væsen skyldige. Denne lærdom er så let at begribe at det koster kun at opregne den en gang for at indprente den end i de allersløveste hjerner. Når man nu først har bragt dem i hovedet at der er en almægtig skaber som har omsorg for de skabte ting, som ved en fornuftig sjæl har distingveret men|248nesker fra andre creaturer og givet dem en fri vilje til at gøre det gode og at sky det onde, kan vi let få dem (2) til at begribe at vi sådant er pligtige at gøre. Og når ringeste instans bliver gjort, hvi Gud straks ikke belønner gode og straffer onde gerninger, flyder (3) den lærdom om et andet liv så naturligt deraf at de fast ligesom selv uden vidtløftig forklaring kan gætte sig det til. Den 4. regel man kan give ungdommen, er intet at tro uden det er gjort bevisligt, og at forkaste alt hvad som strider mod menneskets almindelige sanser, (5) ingen lærdom at antage som gør skår i Guds hellige egenskaber, hans almagt, visdom, retfærdighed etc., (6) heller at ynke end at sky og hade vildfarende mennesker og ingen at fordømme som elsker Gud og sandhed, skønt der kan være adskillige vanskelige ting som han ikke begriber på samme måde som vi. Deri består mit hele systema, hvilket er så kort at det kan forfattes på et blad, og så tydeligt at ethvert barn det kan begribe.

Når nu disse 6 artikler bliver unge mennesker indprentet og for dem bliver ofte gentaget, vil det ikke blive så let at binde dem ugrundede meninger på ærmerne som andre hvilke man ikke med sådan foregående lærdom og sådanne prækautioner har bevæbnet, og som man ser at antage for troens artikler alt hvad dem af deres lærere i de spæde år bliver sagt. Nytten af denne moralske katekisation bliver derfor denne at til hvilken lærdom man siden vil lokke et menneske, vil det efter givne in|249struks eksaminere om den har overensstemmelse med de 6 regler som dem i de spæde år er foresat og som prøvesten givet.

Vil for eksempel nogen forlede en sjæl til gudsfornægtelse, vil den ved hjælp af den første regels erindring straks mærke sådan lærdoms urimelighed, ugrund og strafværdighed og anse læremesteren som sin fjende, sin fordærver og morder. Han vil sige: “Jeg tror at der er et almægtigt væsen som har skabt himmel og jord, hvorom jeg af skabelsens beskuelse er overbevist.”

Hvis en anden som vel ikke nægter Guds eksistens, men fremkommer med tvivlsmål om gudsdyrkelses fornødenhed, stiller han sig for øjne den anden artikel af sin moralske catechismo og svarer at den sunde fornuft lærer mig at jeg må ære og dyrke et alvist og elske et velgørende væsen; jeg ser dets almægtighed og alvished af skabningen og dets godhed af de skabte tings konservation.

Hvis nogen vil indprente ham tvivlsmål om straf og belønning i et andet liv og vise ham af eksempler, nemlig af ugudelige menneskers velstand og gudfrygtiges *vestand her i verden, at Gud sig med sådant ikke bemænger, eksaminerer han den tredje artikel og siger at just det samme bestyrker ham i den tro som han har om straf og belønning i et andet liv.

Videre, hvis nogen foretager sig at undervise ham i en lærdom som grunder sig alene på revelation, bevæbner han sig straks med den erindring som befattes i den fjerde artikel, og fordrer bevislig|250heder dertil, som består enten i spådomme eller mirakler og uimodsigelige vidnesbyrd om lærdommens rigtighed. Og såsom hverken den mahomedanske eller hedenske tro har sådanne kendemærker, kan ingen bringe ham til at række øre dertil, medmindre man viser ham at hans påstand om tilforladelige vidnesbyrd er ilde grundet, hvilket ingen drister sig til at sige. Vil nogen overtale ham til at tro ting som strider mod de almindelige sanser, svarer han efter den samme artikel at såsom skaberen ikke kan have givet sanserne forgæves, så må man bruge dem, óg kan således den fineste jesuit med al sin veltalenhed ikke bevæge ham til at tro transsubstantiationen. Thi med en vis missionario at ville forbigå bevisligheder som tages af sanserne, og henvise en tvivlende sjæl til bønner alene, er at underkaste sig sådant svar som engang blev givet af en malabarer: “Gør I óg det samme med vores tro, så vil I blive oplyst og se hvad I nu ikke kan begribe.”

Videre, han kan falde i andres hænder som tror at Gud af pure velbehag har beskikket visse mennesker til salighed, andre til fordømmelse, og som søger ved at anføre nogle af Skriftens sprog der synes sådant at tilkendegive, at bringe ham til samme bekendelse. Han studser straks derved såsom han finder at sådan lærdom er ikke overensstemmende med den femte artikel i hans moralske catechismo, som viser at han intet må tro som giver os en ond idé om Gud, og som gør mindste |251skår i hans hellige egenskaber. Han siger sig sådan hverken at ville eller at kunne tro, og påstår at de anførte Skriftens steder som synes at bekræfte deslige lærdom, må ikke forklares efter bogstaven. Ved denne bekendelse som ham i barndommen ved grundige raisons er indprentet, holder han stift så at hele Svitzerland ikke kan bevæge ham til at vige fra sin forrige mening.

Endelig kan han komme i et land og geråde iblandt folk der stedse med iver prædiker mod kætteri og vildfarelse, og som holder det for en pligt at undervise med ris og sværd, hvor formaninger og gode ord ikke kan hjælpe. Han erindrer sig da at hans moralske katekismus befatter en artikel som siger at man kan vel ynke, men ikke hade og forfølge mennesker som mod deres vilje vildfarer. Han erindrer sig at hans catecheta, som en og anden gang har forklaret samme artikel for ham, har vist hvad tanker man bør have om sådanne forfølgere, at deres lærdom strider direkte mod Kristi moral, og at ingen står større fare for fordømmelse end de som sætter sig på Guds domstol og tilegner sig en jurisdiktion over menneskers samvittigheder, som den store almindelige dommer alene tilkommer. Han vil i så måde blive ved sin forrige mening, som han finder at være grundet på naturlig billighed, og hellere betle sit brød end være assessor i et inkvisitions-collegio, hvis lemmer han vil holde for at være sådanne som alene bør egentlig bære det forhadte navn af frivillige kættere efterdi de af |252ond vilje og hovmod overtræder både Guds og naturens love.

Ungdommens hjerner er som voks hvorpå man uden møje kan sætte hvad stempel man vil, og når de ved alderen bliver hærdede, kan mærkerne ved intet middel siden udslettes. Derfor er fornødent, førend man begynder at dogmatisere, at indprente dem nogle hovedartikler af den naturlige lov, hvis klarhed og billighed alle mennesker erkender, og som kan tjene dem til prøvesten hvorefter de kan dømme om andre tilbragte meninger er antagelige eller ej. Der er ingen tvivl på at hvis sådan katekisation overalt havde været antaget, så mange religionssekter og stridigheder over troens fundamentale artikler aldrig kunne have rejst sig, hvilke sønderbryder de foreningsbånd imellem steder og folk som naturen rekommanderer.

Hvis min herre bliver ved sine tanker om sådan katekisations vanskelighed og holder for at den bliver ungdommen for høj og vidtløftig, så vil jeg her vise prøve på en moralsk børnelærdom, som min herre skal finde at være både kort og tydelig.

|253Quæstio: Hvorpå grunder du sådan tro?

Responsio: Efterdi verdens forunderlige og kunstige bygning kan ikke være af sig selv, men viser en almægtig bygningsmester.

Quæstio: Hvad forbinder dig til sådan dyrkelse?

Responsio: Efterdi jeg ser at han elsker de skabte creaturer og har omsorg for deres konservation; især efterdi han har begavet mig og andre mennesker med en fornuftig sjæl og talens brug.

Quæstio: Hvad kan bevæge dig til sådan tro, helst efterdi du af daglige eksempler ser mange ondes velstand og godes vestand?

Responsio: Just det samme forsikrer mig om et andet liv eftersom jeg ikke altid ser straf og belønning i dette.

Quæstio: Hvorpå grunder du dette dit forsæt?

Responsio: Hvis jeg tror uden bevis, kan jeg henfalde såvel til en falsk som til en sand tro; og hvis jeg antager en lærdom som strider imod sanserne, siger jeg at fornuften, som er Guds store gave, er mig til ingen nytte.

Quæstio: Hvo har berettiget dig til at kigge ind i Guds hemmeligheder og at dømme om Guds egenskaber efter menneskelige, som er love underkastede? Gud har jo ingen at gøre regnskab til: Hans retfærdighed kan jo bestå deri at han gør alting efter sit velbehag?

Responsio: Jeg hverken bør eller kan tro at Gud øver de ting som han selv laster, |255fordømmer og straffer hos mennesket. Skriften siger at mennesket er skabt efter Guds billede, og Kristus formaner os til at være barmhjertige, ligesom Vor Fader er barmhjertig.

Quæstio: Vil du da elske kættere og sværmere?

Responsio: Jeg bør elske dem så vidt som de er mennesker, og ynke dem så vidt som de er vildfarende mennesker. Hvis jeg hader og forfølger min næste efterdi han ikke begriber en ting på samme måde som jeg den begriber, viser jeg prøve på umildhed og hovmod og overtræder det store naturens bud som er dette: Intet at gøre imod andre uden det som man vil at andre må gøre mod sig.

Jeg forbliver etc.