En fransk skribent, nemlig Arvieux, som i lang tid har opholdt sig i Orienten, gør en beskrivelse over arabere som er værd at antegne, og som tjener til bevis på disse mine betænkninger. Han tilstår at de uden sky røver og plyndrer rejsende folk, men derhos giver en afridsning på samme nations andre skikke og sæder, som kan beskæmme de polerede europæere. Araberne, siger han, er af naturen ærbare og moderate. De affekterer sådan visdom i deres gerninger og opførsel så at end de allerlatterligste ting ikke kan udpresse en latter af dem. |207De holder for at de som ler af ringe ting, giver til kende en dårlighed og ufuldkommenhed, og at et lattermildt ansigt sømmer ikke uden børn og kvinder. De taler kun lidet og aldrig uden fornødenhed; og når sådant sker, taler en efter en anden, uden at bryde ind i andres tale, hvilket er lige imod visse europæeres måde som taler alle tillige, og som gør væsen af dem der snakker meget. Hvis araberne hørte de mange og vidtløftige ord som vi bruger i vore komplimenter og selskaber, hvis de så vore legemers bevægelser og de mange udvortes grimasser, item de gebærder som er føjet ved vore gerninger, og som vi holder for at være artige og sirlige, ville de bilde sig ind at vi var afsindige. Araberne bevæger sig ikke mere end støtter, og hvis de kunne tale uden at bevæge læberne, ville de anse sådant som den højeste grad af fuldkommenhed. De hører med tålmodighed fruentimmers, børns og store snakkeres vidtløftige tale uden at falde ind i deres ord eller at svare dem, skønt talen varede fra morgen til aften. De elsker de folk som med koldsindighed siger meget med få ord, og hvorover ingen kan støde sig; óg kan de ikke lide anstødelig skæmt og spotteord i deres selskaber. Når nogen taler, anhører de det med agtsomhed og svarer ikke uden længe efter at talen er endt. Arabernes omgængelse er meget honnet; thi man hører dem intet at tale som er imod sømmelighed. Dog nævner de enhver ting med sit rette navn, hvori de mener ingen uanstændig|208hed at være. De taler vel om alle mennesker, medmindre der handles om bekendte onde folk hvis misgerninger ikke bør eller kan dølges. Deres politesse går så vidt at de ikke modsiger nogen som frembringer ugrundet tale i deres nærværelse, eller som fortæller utrolige historier. Årsagen dertil gives denne at man ikke må støde nogen for hovedet. De siger at den som fører talen, ved bedst enten den er rigtig eller urigtig, og hvis han finder behag i at føre ugrundet snak, hvi kan man ikke unde ham sådan fornøjelse?

En sådan politesse i omgængelse som her er almindelig blandt et helt folk, ville næppe findes hos en eneste person i Europa, end ikke i den mest moraliserede stad som Paris, hvorhen al ungdom rejser for at lære gode sæder. Thi den samme modesti som hos os klienter lader se mod deres overmænd, iagttager arabere mod deres lige og undermænd. Hvis man kan lægge dem til last at de plyndrer rejsende folk, så må man berømme dette igen at enhver nødtørftig fremmed kan ved måltids tider gå ind i deres boliger og sætte sig uden ceremoni til bords, óg har han ikke nødigt at betale måltidet uden med et simpelt tak. Man kan sige at det første rejser sig af en ond vedtægt, hvortil fattigdom har drevet dem, og at det sidste flyder af deres gode naturel.

De såkaldte barbarer i Afrika, som gør profession af sørøveri, knurrer aldrig mod Gud og bander aldrig, så at eder end ikke have navn i deres sprog. Dapper taler |209om en prisværdig skik hos marokkanere, som dog holdes for barbariske folk. Når en kristen tilbyder sig at antage deres tro, tillades ham sådant ikke førend han har givet andre kristne det til kende; óg må da forsamles på et publikt sted et vist antal af kristne og mahomedanere som taler for og imod den kristelige religion, og når disputterne er til ende, har personen frihed til at blive ved sit forsæt eller at stå derfra igen. Når vi derfor nøje betragter vore egne skikke og moder og ligner dem med deres som vi kalder barbariske, vil vi finde at vi har ganske liden ære at tale med. Vi ler af kongen i Bassora, der sælger pladser i Himmelen for penge, da dog de romerske paver øver samme kram. Det er en stor del i den henseende jeg har skrevet den bekendte Underjordiske rejse. Den tyrkiske spion, De persiske breve og andre deslige bøger er óg skrevet i samme forsæt og for at vise at vi europæere forelsker os for meget i vore egne moder, og at orientalske folk ved deres hjemkomst kan have årsag at beskylde os for lige så mange fejl som vi tillægger dem.

Jeg erindrer mig ikke rettere end at efterfølgende historie findes hos Ludolf: Nogle abessiniere blev inviteret af en spisevært i Rom til måltid. De fremmede, som dømte om romere efter deres eget land, takkede og satte sig til bords; men som de havde intet at betale med, tog værten deres gangklæder fra dem, hvilke paven måtte løse. Det er let at slutte hvad portræt de ved deres hjemkomst |210har gjort over europæere. Det er let at slutte hvad de óg ville dømme om mange andre ting, endogså dem som vi trakterer med største majestæt; hvad de især ville dømme om de højtidelige pagter som vi 4 gange om året slutter med Gud, men som ingen agter at holde. Der fortælles om hertugen af Charost at han engang sagde i vrede til hertugen af Estrée: “Bi kun til i morgen; thi jeg vil intet ondt gøre dig straks efterdi jeg har kommuniceret i dag.” Af sådan beskaffenhed er blandt mange vore hellige akter.

Jeg forbliver etc.