Jeg taler aldrig med bønder uden jeg jo lærer noget af dem; thi de ræsonnerer ikke uden om solide og magtpåliggende ting, hvorom de ved fuldkommen besked. Man kan af dem lære hvorledes jorden skal dyrkes, heste og kvæg konserveres, skovene sættes i stand, gårde bygges, og en skikkelig økonomi føres. Derforuden profiterer jeg af deres omgængelse i sproget; thi jeg lærer af dem gode gamle dan|160ske ord, som i købstæderne er forglemte, og hvori end lærde folk er ukyndige, såsom de er kommet af brug og ikke findes uden i vore gamle lovbøger. Derforuden er bøndernes tale naturlig og uden affektation eller urimelige komplimenter. Når en bonde hilser mig, ønsker han Guds fred, og når han går bort, siger han: Farvel! En købstadsmand derimod kalder mig for og bag sin herre og sig skyldigste tjener, skønt han ved alle lejligheder bevidner at han er mig aldeles ingen tjeneste skyldig. Spørger jeg bonden om nyt, fortæller han ikke uden det som han ved, og indskrænker sig i sin egen landsbys historie, så at om jeg hører kun lidet, så får jeg dog noget tilforladeligt at vide. Spørger jeg købstadsmanden om nyt, giver han mig et udtog af de sidste aviser, som jeg selv forhen har læst, og fører mig igennem Tyskland, Ungarn, Tyrkiet, indtil Persien, ja omstændelig fortæller mig ting hvorom han selv ikke ved ringeste besked, og som mig er aldeles ikke magtpåliggende at vide.

Store købstæder er store sladderskoler, hvor unyttige ting blive omtalt i et urent og fordærvet sprog. Kommer jeg der i et selskab, hører jeg kritikker over en højesteretsdom som samme dag er afsagt, hvilken nogle roser, andre laster, skønt ingen ret ved hvori sagen har bestået. Kommer jeg i et andet lav, hører jeg barberer, kandestøbere og spidsborgere at decidere i statssager hvorover de selv ikke har mindste idé, såsom de intet ved, uden |161hvad en avisskriver har fundet for godt at binde dem på ærmerne, og som med næste post erklæres at være løgn. Kommer jeg i et lærd societet, hører jeg enten hvad jeg tilforn ved, eller hvad jeg ikke forlanger at vide, og det alt i en unaturlig stil.

Jeg forklarede engang for en bonde indholdet af et akademisk programma som lå på mit bord. Han mente at det var et skøde på gård og gods efterdi det var så stort; men jeg sagde ham at derved gaves til kende at en halv snes studenter skulle tage magistergraden i morgen, og at en af samme personer var her af sognet, som han (nemlig bonden) vel kendte; og da jeg nævnede ham ved navn, fik han lyst at vide hvad der på det store papir var skrevet om samme person. Jeg sagde da at der findes antegnet at han er en søn af en gammel hedensk afgud ved navn Apollo, og at han tillige med de 9 andre hans kammerater har klavret op på et højt bjerg som er mere stejlt end Stevns Klint, for der at have omgængelse med 9 jomfruer. Bonden smilede derved og sagde: “Jeg kender nok karlen; han er hr. Povels ældste søn, óg har jeg aldrig hørt at ham har været nogen løsagtighed tillagt.” Jeg svarede dertil at jeg siger ikke hvad han er, eller hvad han har gjort, men alene hvorledes han beskrives på papiret. Derpå gik bonden bort; óg ved jeg ikke hvad tanker han fattede, enten om skriveren eller om mig, som forklarede ham skriftet. Jeg hørte alene at der siden mumledes om at hr. |162Povels søn var beskyldt for lejermål med 9 piger; og hvis sådant var sandt, burde han heller stå åbenbart skrifte og betale sine lejermålsbøder end nyde magistergraden.

Jeg ville ikke ønske at bønderne vidste fuldkommelig alle vore andre idrætter og studia; de ville måske i så måde fatte høje tanker om dem selv og ringe om os andre, ja holde sig for gode til at gøre os hoveri og anden tjeneste. Du ser heraf hvi jeg har mere behag i at omgås med bønder end med købstadsfolk, og hvi jeg er sociabel på landet og misantrop i staden. Derforuden er adskillige andre ting på landet som kan fornøje sindet. Jeg finder behag i at se jordens grøde fremspire og at indhøstes, at se køer og får gå ligesom i procession til deres samlepladser morgen og aften. Luften og rolighed forårsager også at mit helbred dér er lidt bedre end i staden. Intet inkommoderer mig på landet uden svin og hunde. De førstes selskab plager mig om dagen, og de sidste forstyrrer undertiden min hvile om natten, men det er tvende nationer som man må holde noget til gode i henseende til deres nytte; thi svinene føder os, og hundene forsvarer vort gods og ejendom mod tyve. Hvis du engang vil besøge mig på landet, skal det være mig kært, óg må du blive der så længe dig lyster, helst om du som jeg uden mad og drikke kan leve af den pure luft.

Jeg forbliver etc.