|E6v
Jeg næppe *fuldt var otte år, |
jeg ville vide mere |
end ABC og fadervor, |
jeg lyst fik at studere, |
når han var vel til mode, |
og sagde: “Hvis *hvad nemhed dog, |
hvad i min hjerne boede, |
*min hjerte fader kunne tro, |
10 | han en *Donat spendered’”, |
min moder lod ej have ro |
Jeg sagde: “Lad min broder Frantz, |
*mit pund som ej har
inde, |
15 | til bogen ingen lyst og *sans, |
lad ham i mit sted spinde.” |
*Han en gang vred blev af den snak |
og sagde: “Hvilke *noder! |
*På dør med sådan tale gak! |
at du foragter ten og rok, |
min datter, fik at høre, |
hun ville med en *manglestok |
din arme ryg jo *smøre. |
hvad er det for en grille |
at vige fra naturens vej? |
Han hedder Frantz, du Zille.” |
|E7rAf sådant svar jeg smilede, |
Min fader på mit ansigt se |
en egen latter kunne. |
“Jeg *vædder, Zille,”
sagde han, |
“du *noget har bag øre. |
når han vil forslag gøre.” |
Jeg svared’: “Fader, det er sandt, |
nu randt mig ét i sinde, |
et forslag jeg i hjernen spandt |
40 | som I ej skal *befinde |
at være *slige fostre som |
i børnepander fødes, |
*at jeg ej ved naturens dom |
til spinderok bør *nødes. |
som verden kunne gavne, |
det er: at *bie nogle år |
før man på børn *satt’
navne.” |
“O, hvilket forslag!” sagde han. |
man *deraf ene høre kan |
at du er barn, ja pige.” |
Jeg svarede: “Min tanke
er |
med navne ej at haste, |
*for svin ej perler
kaste, |
se hvad et barn vil *arte; |
en dreng at kalde Ingeborg, |
hvis han en *rokkehjerne har; |
en pige kalde Peder |
hvis tegn hos hende man *blev var |
til visdom, dyd og *sæder.” |
og råber på sin kone |
og siger: “*Moden steget er, |
min *hjerte Abelone! |
Se hvordan verden tager til |
70 | i klogskab *altid
mere! |
Vor ældste datter Zille vil |
med Fandens magt studere. |
Jeg holdt det først for *gækkeri, |
nu har jeg *halvdels
lovet |
Jeg *mærker hun har
hoved.” |
Da så man på min moders kind |
som strømme *tårer
rinde. |
Hun sagde: “Jeg ej er så blind |
80 | at jeg gi’r dertil *minde. |
Se eder for, min hjerte mand, |
før I med sådant haster. |
Vor datter *sig jo spejle kan |
i hendes *salig
faster. |
85 |
|E8rVor nabos søster Agatha |
jo ganske gal er blevet |
kun af *fru Berthes
Seneca, |
som dog på dansk er skrevet. |
hvad *kors vi vil i huset få, |
hvad sorg, fortræd, vanære. |
Ak, sådan skål er al *for besk |
som man for mig vil skænke; |
95 | thi på latin
*óg følger græsk, |
det må I eftertænke, |
et sprog som jeg fuldkommen tror |
at Fanden selv har skabet. |
Jeg *keg kun i en bog i fjor, |
100 | jeg blev *som
slet fortabet. |
Jeg ugler og *mar’katte så |
som end for øjne svæve. |
Så tit det sprog jeg tænker på, |
min hele krop må bæve.” |
jeg mærker *óg det
samme |
når jeg skal *sy på
ramme. |
Det samme virkning gør hos mig |
det fører i mit hoved krig, |
men bog at se mig glæder.” |
med *tårer til min
fader, |
115 |
*“giv agt på hendes væsen
kun, |
Jeg allerede *mærket har |
at hun *går hen i
tåget. |
Når hun en drik af kruset ta’r, |
Jeg dristig blev, jeg svared’: “Hør, |
min hjertesøde moder! |
Vor amme tit det samme gør, |
hun haver værre *noder, |
*som aben hos
forvalter, |
hun aldrig *evangeliebog |
I går hun udi tanker gik, |
130 | en *stokfisk tog
for brænde |
og den i kakkelovnen *fik |
for dermed ild at tænde. |
ej lærdom meget trykker.” |
Da skreg min fader: “En *Donat |
straks købes må og mere!” |
Til moder sagde: “Hør, min skat, |
at ord *óg vare love. |
At *disputere ham
imod |
sig ingen turde vove. |
*tilholdet at studere, |
som andre børn må piskes til |
Alt sådant var for mig kun *spil, |
jeg alting villigt læste. |
for mig at lade trykke, |
med ord, ej *kobberstykke. |
Ja, jeg end udi spæde år |
ej fulgte børnevane, |
på ABC ej fælded’ tår’, |
160 | skønt der var ingen *hane. |
På 6 års tid jeg blev så klog |
jeg kunne *explicere |
den *mørkeste latinske bog. |
Jeg kunne *deponere. |
mig førte i den *grille |
om mandkøn udi andre ting |
vi efterabe *ville, |
om vi ej kunne ligeså |
hvis man os det betroede. |
Jeg fordum med min broder tit |
har holdet sådan tale. |
175 | Men han mig engang *kigge
lidt |
lod udi *Juvenale. |
Der så jeg vores *kontrafej |
i nette *rim
beskrevet. |
Jeg ønsked’ da, jeg nægter ej, |
Jo mer’ jeg *prented’ sligt i sind, |
jo mer’ jeg blev nedslagen. |
Jeg sad med hånden under kind, |
alt mod var mig betagen. |
nu kan jeg let begribe |
årsagen til de strenge bud |
som *holder os i
knibe. |
190 | i Spanien, *Barbariet, |
i Indien og *moguls land, |
i *Valland og Tyrkiet |
hustruer holder hele år |
som fugle udi bure, |
195 | med *nøgle selv til låsen
går, |
*Sligt årsag til den hårdhed er, |
sligt alt er ej opfundet |
for fruentim’rets dyd desværr’, |
af sådant må *óg
komme |
at *tyrkerne, der himmerig |
ja dem så lidet skatte |
at de før åbner Paradis |
for hunde og for katte; |
thi udi andet liv ej må |
sted med profetens æsel få |
og med en *Noæ due. |
Hvis nu om stunder det så gik |
som i *de gyldne
dage |
sig umag’ måtte tage |
at skabe mennesk’ om igen |
og *metamorfosere |
til bække, floder, træ og sten, |
at når en skreg: “Gør mig til flod!” |
en anden: “Mig til stjerne!” |
straks himmelen til rede stod |
og sagde: “Hjertens gerne!” |
det var som i de dage, |
jeg havde bedet himmelen |
*min skabning at
borttage; |
jeg havde råbet: “Himmel, hør! |
|F2vak, mig til Frantz,
min broder, gør! |
Gør Frantz igen til Zille!” |
Men nu om stunder sligt ej sker, |
nu går det som man *taler: |
235 |
*Hvo slået til en tomark
er, |
den bliver aldrig daler. |
på sådant at studere, |
alt hvad som står *i samme bog |
Jo mer’ jeg læsede, jo mer’ |
min vrede stillet bliver; |
thi jeg kun finder *karakter |
på en pedantisk skriver. |
245 | Jeg eftertænkte alt *især, |
jeg så at sådan fejde |
ej andet udi verden er |
end egne fejl bebrejde. |
Jeg tænkte mon vi *øvrighed |
ej føre krig, ej bryde fred |
og lære at *campere; |
om óg ej udi et senat |
man kunne bruge kvinder, |
255 | om ikke kunne *sættes skat |
af *rentemesterinder; |
om vi ej kunne lære óg |
at bruge *statsintriger, |
om også *Machiavelli bog |
|F3rom Anna, Mette, Elsebed |
at tie, *simulere |
ej kunne lære og en fred |
som mænd *negociere; |
265 | om ikke piger også *gå |
i ambassader kunne, |
*på sin respekt og
landets stå |
Jeg tænkte mon en Ingeborg |
ej rive plaster af et sår, |
ej *dø metodisk lære; |
en Marthe, Arianke |
275 | ej kunne *uretfærdighed |
forsvare i en skranke; |
mon *óg en kvinde kunne ej |
astronomi studere |
og os til månen bane vej |
280 |
*som
— og andre flere; |
om af akademi et *lem |
ej kunne blive kvinde, |
såvel som mænd udfinde; |
at vi ej kunne lære |
at dræbe *i sekund,
i kvart, |
med kugler duellere; |
om pro og kontra rette tro |
|F3vforstyrre land og kirkero, |
*hæresiarcher blive; |
om vi på landets sundhed ej |
pokaler kunne tømme, |
295 | uddrikke snese på en *rej |
og deraf os *berømme; |
om kun med mund, men ej med pen |
vi ikke kunne lære |
300 | på græsk, latin *blamere. |
Mon óg vi ikke kunne *på |
postiller lære ride |
og derved navn af lærdom få, |
skønt vi dog intet vide; |
aflægge store eder |
og vidne falskelig så let |
som Espen, Paul og
Peder; |
om vi ej kunne om en hat |
310 | óg skrive *folianter, |
ja slås for bogstav som for skat |
og blive til *pedanter; |
vi kunne hele dagen, |
315 | os øjne *knikke i en ret |
og spørge: “Hvad var sagen?” |
Mon kvinde ej såvel som mand |
så meget monne due |
at *fog’deri, at amt, at land |
|F4rMon piger kun er skabt i land |
at koge, rede senge? |
Mon de *óg ikke lære kan |
på jagt en hest at *sprænge? |
325 | Mon af armé man *óg en part |
en *Lisken ej kan
give, |
just *oberst ej kan blive? |
På *dummerhoved om ej må |
330 |
*magisterhatte
sætte, |
kun for hun hedder Mette? |
*At komme på en anden vej: |
om óg mandkønnets dyder |
såvel som fejl og lyder? |
Jeg kigger i *historier, |
jeg finder en *Christina. |
Jeg blader endnu ydermer’, |
340 | jeg ser en *Katarina. |
Jeg derimod óg bliver var |
som dyders *spejle været har, |
og en *Elisabetha. |
ej bli’r ved staten ene, |
Men kvinder jeg kan også se |
Vel udi skrifter findes kan |
mer’ helte end heltinder; |
355 | men om *kommando i et land |
blev også givet kvinder, |
måske blandt spindekællinger |
man skulle kunne finde |
den der et ædelt hjerte bær’ |
360 | og blev *amazoninde. |
for troen blod at rinde, |
dog udaf martyr ikke mer’ |
end udaf martyrinde. |
hvor jeg mig end vil vende, |
hvad kraft jeg bruger og hvad konst, |
så må man dog bekende |
at kvindekøn i visse fejl |
At man i første som et *spejl |
af visse laster finder, |
en *Juvenalis
vise kan. |
Jeg sådant *óg ej
nægter, |
regeres af *affekter. |
Når andre også melder om |
kvindfolkets snak og sladder,
|
jeg underskriver deres dom, |
380 |
*mig deri sige
lader; |
|F5rmen når man vil naturen vel |
fra vanen *separere, |
se efter om éns naturel |
sligt bør tilskrives mere |
end moder, skik og love, |
*jeg da på nej tør hvæsse pen, |
et *slag mod dennem
vove. |
De dyder som vi *udi sær |
*effekter udaf love
er, |
som holder dem i tømme. |
Når Gertrud
*sig fortaler, hun |
kun åbenmundet *hedder, |
af dårlig’ kvindesæder. |
Når Rasmus taler mindste ord |
mod nogens navn og rygte, |
han må end ved sit eget bord |
Når Else, Dorthe bliver vred |
og galdegift udøser, |
man ler, man ynkes ikkun ved |
de skrøbelige tøser. |
da må han afbigt gøre, |
ja ofte til en *fuglestang |
sig derfor lade føre. |
At mandfolk tavs’ og *agtsomm’ er, |
|F5vThi når man nøje efterser, |
slig dyd på frygt sig grunder. |
Hvis stævninger, hvis sværd og *spiud |
stod kvindekøn for øje, |
415 | det *varligt blev og disse
bud |
iagttog mere nøje. |
Man alting *konfunderer, |
til kvindefejl man årsag er, |
420 | dem dog proces *formerer. |
Jeg ej for kønnet fægter, men |
jeg sandhed ikkun følger. |
Fornuften fører kun min pen, |
jeg kvindefejl ej dølger. |
“*Hvi kommer det at
kvinder |
ej ud på natten *går grassat, |
man dem i kro ej finder?” |
Jeg da mandkønnet *gjorde skel, |
de dyder kvindenaturel |
jeg ej tilskrive ville; |
men upartisk jeg svarede: |
Hvis det var kvindemoder, |
at have samme *noder. |
af vægtere omringet, |
om natten til *rådhuset gå |
440 | og anden dag til *tinget. |
man drukne Elser *óg fandt i |
en rendesten at sove. |
skik, moder forårsager, |
for sådant ofte *skabningen |
må skylden sig påtage. |
Det heri som med stænder går, |
*Én kaster lyder anden for, |
hver fejl naturlig *hedder. |
Når blodet rinder, krigsmand ler, |
men derimod *en
skrædder |
han blegner, bæver, sveder. |
Men om man ville efterse, |
enhver *anatomere, |
måske at man fandt hjerterne |
En hofmand ler af en pedant, |
Hos *courtisanen
dog man fandt |
måske pedantens lyder. |
grammatikalske krige, |
måske *han agted’ óg kun spil |
mod gloser kongerige. |
En bonde undres, står fortabt |
470 | når han ser hofmænds *lader. |
til komplimenter, sladder. |
En *Skram, en Høg, en Trolle tror, |
en Ulfeldt, Urne,
Banner, |
end udi *seksten
aner. |
Ét folk man kalder bange, fej, |
et andet *upoleret. |
Man tror naturen, vanen ej, |
480 |
*dem haver så formeret. |
Man tror naturen *tatere |
har dannet til at stjæle |
og skabet *indianerne |
at fægte, *slås med
hæle; |
er en naturlig lyde; |
at *sjællandsfar ej blive kan |
*stortalend’ som en
jyde. |
Man tror *venetianer’ er |
490 | med frygt og *hjerteklappen |
og holde i *sad’lknappen. |
*polered’ ej kan blive, |
495 |
*natur sig dér udtømmet
ter, |
fornuft dem ej kan give. |
i jøder at indprente |
at ågre, alle *gå for nær |
|F7rog at hollænder’s
naturel |
at spare er og *gnie, |
en tysks at æde sig ihjel, |
en spaniers til at tie. |
skik, lov, sædvane, moder, |
måske man mer’ så barbari |
ved *Padi, Arni floder |
*Kosakkenland til
Paradis |
en *Solon kunne gøre, |
en *Nero kan indføre. |
Så drejes kunne verden om |
man skulle rejse end fra Rom |
Jeg ej vil *decidere her |
om verden kunne gavne |
hvis man så efter hoveder, |
ej ene efter navne; |
525 | hvis til at *nyde tjenester |
at kønnet ej var hinder, |
men der var *seminarier |
af mandfolk og af kvinder. |
Slig tanke paradoks jo var, |
og mig afmale ilde. |
Jeg pro og kontra sådan skik |
derfore ikke taler, |
en hob *Sardanapaler |
hvis sådan lov kom i et land, |
ja man da skulle finde, |
man skulle se hver anden mand |
Mon sandhed *Juvenalem da |
har kunnet vel bevæge |
at skrive sjette satyra |
og *Lauremberg at
bræge |
545 | mod kvindekøn på *brudet
tysk |
og sådant *skandskrift
gøre? |
*De, deres lige må på jysk |
en kort *erindring
høre: |
Om *blåmand der på blåmand
ser, |
550 |
*udbrister udi
latter, |
man sådant jo ej fatter. |
Om en *skildpadde anden vil |
sin langsomm’ gang bebrejde, |
og med sig selv før’ fejde. |
Når *— fordømmer
gerrighed, |
hvo sig for latter *barer? |
Han bryder jo sin egen fred, |
560 | sin ære selv ej *sparer. |
|F8rOm ulv en ulv på klingen går |
og vil moralisere, |
han *svar’: “Vi dræber begge får, |
vi begge ulve ere.” |
565 | Om *Øst- og Vester Paradis |
mod anden krig vil føre, |
hver *fletter kun sit eget ris, |
sin egen skam får høre. |
Nej, lad af den skævbenede |
En hvid kan på en blåmand se |
med en foragtend’ mine. |
En *Cæsar, Crassus
ikke vel |
kan til en *Sylla sige: |
en slig formaning gøre; |
En morder selv at *laste mord |
kun meget lidet sømmer. |
Jeg bruger *Juvenalis ord, |
med egen mund ham dømmer. |
det selv *prostituerer |
jo egne fejl og blotter sig, |
*sig selv proces formerer. |
I *vejeskål om lyder lå, |
*bilancen blive lige. |
Når man sig selv kun ser i spejl, |
man samme lyder finder, |
595 | man *mærker ikkun vore
fejl, |
*i godt man er os
hinder. |
Hvo vingerne på fuglen skær’, |
*ubilligt fuglen
laster, |
og *hvi han ikke flyver mer’, |
Et træ tit har kun grene, bark, |
men vil ej frugtbart blive; |
hvis det var sat på anden mark, |
det ville frugter give. |
jeg ville sammenbinde, |
jeg undredes da ikke ved |
om hun ej ville spinde. |
Én roser sig af store spring, |
“Hvis mig betroet var dine ting, |
vi begge lige vare.” |
*Man scepter selv i
hånden før’, |
dog *skæmmes ej at
sige: |
en kvinde eller pige.” |
Man synder selv, men kvinder jo |
til smykker ikkun tjene. |
De gode mænd *sig hænder to, |
for den nødlidend’ lukker, |
han en *catonisk
mine gør, |
på *aksler trækker,
sukker |
625 | og siger:
*“Jeg ej årsag er, |
sligt aldrig
var mit væsen, |
men jeg er blevet gift desværr’, |
*en
brand har fået i næsen.” |
Én anden lever *over stand |
Det hedder da: “Den stakkels mand |
jo føje må sin kone.” |
Hver dag én drikker sig en rus, |
det hedder: “Han fordriver |
635 |
*fortræd han plages med i
hus, |
sin hustru skylden giver.” |
Én bydes gaver og bli’r vred, |
men hemmeligt *så
mager |
at for at fri samvittighed |
En anden øver tyranni, |
*sit folk i trældom
holder, |
han selv ej skyld er derudi, |
hans hustru det forvolder. |
for ydmyg dog passerer; |
for sig ej, affekterer. |
En *trættekær selv sværge tør: |
jeg for min kones skyld *det gør, |
*hun sig ej lader
sige.” |
I mange ting så *tusindfold |
hun redder mandens ære, |
og mandens skam må bære. |
Når døden tager manden bort, |
det *skjulte tit
frembryder. |
Hun bliver hvid som før var sort, |
Da mangen Fikke, Dorethe, |
Lucie, Marthe,
Trine |
for verden lader klarligt se |
at hun var før *machine. |
665 | Da bliver mangen *Jesabel |
forvandlet til *Maria, |
en *Cleopatra anden
sjæl |
får, bliver en *Sophia. |
Straks sønderbrudt er trældoms bånd, |
*For gerrighed man gavmild hånd, |
for ondskab godt man finder. |
For fejl man dyd, for krig man fred, |
for skam man finder ære, |
man ser forvandlet være. |
en lunkenhed til iver, |
Når sligt man i betænkning ta’r, |
man rette årsag *hitter |
hvi *Phoebus ikke
villet har |
os give lut og *citer; |
at *Hypocrene dråber |
er gift som bringer os fra sind |
og kvinder gør til tåber; |
|G2rpå hvilken grund den skik er sat |
at på *Parnassi
top en nat |
en kvinde ej må sove; |
*hvi ikkun synål, rok og ten |
vi må ved hånden føre, |
til *kontrabande gøre. |
Man frygter *repressalier, |
hver pen et sværd, en bue |
i kvindehånd for dennem er, |
Man skulle tænke *avind var |
til sådant rette kilde. |
Nej, frygt de love dannet har. |
De derfor os indbilde |
705 | at *billighed, naturen ej |
det anderledes lider, |
at om vi *går fra banet vej, |
det mod naturen strider. |
Men når man nøje efterser, |
710 | mon *— et
dommersæde |
vel af naturen dannet er |
og skikket at beklæde, |
*hvis hoved man ser klarligt nok |
at være skabet ene |
715 | at bruges til en *hueblok |
og ej til andet tjene? |
Mon vel naturen have vil |
at — skal *magistrere? |
Hvad mer’ er unaturligt til |
Mon ej natur får væmmelse, |
mon den sig ikke krymper |
|G2vnår den ved pennen — må se |
som burde *såle
strømper, |
725 | og derimod den *bliver var |
at spinde, sy, brodere |
et hoved som den dannet har |
*i ret at præsidere; |
når *hun ser én der sådan skat |
og skabt for jorden til *sirat, |
at væve og at spinde? |
Tænk efter om naturen kun |
en *mønstring ville
gøre, |
735 | en mægtig stor *reduktion |
jeg tror man fik at høre. |
Om man så efter hjerner da, |
det skulle ikke fejle |
at — man blæk og pen tog fra, |
740 | i hånden gav en *hegle. |
Man mangen der nu dommer er, |
tildømte ved at hugge, |
ja mangen statsmand, *officer |
at sidde ved en vugge. |
745 | Jeg *men’ det er naturens
bud |
ej stand, ej titel, navne |
at *efterse, men vælge ud |
hvad verden bedst kan gavne. |
Man leder efter *hoveder, |
den halve del af mennesker |
dog mod naturen vrager. |
Den lov som lukker kvinder ud |
fra embed’ og bestilling, |
man *udgav at ej
tvilling, |
|G3rej nogen der har kruset hår, |
en vorte udi panden, |
hvis ben der ikke lige står |
der *født var på en julenat, |
og andet sådant mere, |
skønt man hos ham fandt visdoms skat, |
ej måtte dommer være. |
natur så lidt behager |
som at *i Kina
skræddersøn |
ej blive må skomager. |
Jeg *men’ naturen den forskel |
at *sundest hoved, visest sjæl |
*økonomi skal føre. |
Den hedder Zille eller Frantz, |
Lucie, Peder, Mette, |
Jens eller Antonette. |
Man ser en kvinde jo et land |
med visdom at regere. |
Hvi i en ret på *landsting kan |
780 | hun også ej *votere? |
Naturen giver ej *omsonst |
så store sindets gaver. |
En vis sin visdom, kunstner konst |
må ej *i jorden
grave. |
785 | *Den sol på himmelen har
sat |
ej for *parade ene, |
men må *óg verden
tjene. |
Et frugtbart træ ej skjuler frugt, |
men *den til alle
yder. |
En vind forgæves blæser ej, |
dens kraft må jorden tørre, |
og over havet føre. |
*Den søde bi man også ser |
den urt som sund og kraftig er, |
800 |
*må sår og
skade hele. |
*Hvo priser træet af dets kraft |
når frugten ej må tages? |
Hvo kan berømme druens saft |
når den må ikke smages? |
805 | Skal jorden roses af sin *dyd, |
så må den frugter *føre, |
*skal undres over klokkens lyd, |
den må sig lade høre. |
Hvi vore dyder ligeså |
man ej må lære kende? |
Hvi må vort skin ej spredes ud, |
men sluttes som i hule? |
815 | Det *pund som os har givet
Gud, |
hvi skal vi ene skjule? |
Jeg *men’ det unaturligt var |
den musikalske tunge |
om man af *nattergalen skar, |
Om frugtbart træ man fælded’ om, |
hvis samme kunne tale, |
det ville *fælde vores dom, |
vort tyranni *afmale. |
825 | |G4rEn plante råbte: “Lad mig stå,
|
et træ jeg kunne blive!” |
En sæd: “Hvi jeg ej vokse må? |
Jeg aks, jeg frugt kan give.” |
*Så kvindekøn med samme grund |
guddommelige sjæle, |
som skaberen *forgæves ej |
os giver mer’ end andre. |
835 | Hvi *ene da på ærens vej |
må kvindekøn ej vandre? |
Når kvindedyd *man siger rar, |
da mig i sinde rinder |
det *vel betænkte løvens svar |
840 | som man i *fablen finder: |
En løve ombragt af en mand |
i billed’ løven vises. |
Ham siges: “Deraf *sées kan |
at mennesket bør prises |
Men løven *replicerer: |
“Hvi man os lærere ej *flyer? |
Hvi man ej *informerer |
os også i *bildhuggeri? |
*deslige
skikkelser, vi ti |
eksempler kunne føre |
mod ét at flere mennesker |
af løver ere *slagne |
med magt af dage tagne.” |
Tænk, læser, ej det er min agt |
mod mænd at *rebellere, |
860 | og *dem proces formere. |
Jeg alt for svag, afmægtig er |
så stor en krig at vove, |
jeg underskriver derfor her |
med andre alle love. |
jeg hvisker kun i øre |
kan *óg til skamme
gøre. |
Jeg mere datter end en søn |
jeg priser ikke kvindekøn, |
men jeg mig ene nøjer |
at *præsentere mænd
et spejl |
som viser egne laster, |
som man os *forekaster. |
Jeg dem misunde *óg ej vil |
den fordel, magt og ære |
som de har ret ved love til, |
Man så ej *disputere bør |
*end hvad mod ret er
vundet. |
Kun på natur jeg sige tør |
alt sådant ej er grundet. |
når man kun tilstår dette: |
Hvis mere os betroet var, |
vi kunne mer’ *forrette. |