Tilbake til søkeresultater
previous icon no next icon
Vis  kommentarertekstkritiske notervariantnoteralle noter åpne    Tekstkilder    Veiledning
Klikk på sidetall for å se faksimiler    
   
|E6v
Jeg næppe *fuldt var otte år,
jeg ville vide mere
end ABC og fadervor,
jeg lyst fik at studere,
5
min fader tit om halsen tog
når han var vel til mode,
og sagde: “Hvis *hvad nemhed dog,
hvad i min hjerne boede,
*min hjerte fader kunne tro,
10
han en *Donat spendered’”,
min moder lod ej have ro
før hun *óg *konsentered’.
Jeg sagde: “Lad min broder Frantz,
*mit pund som ej har inde,
15
til bogen ingen lyst og *sans,
lad ham i mit sted spinde.”

*Han en gang vred blev af den snak
og sagde: “Hvilke *noder!
*På dør med sådan tale gak!
20
Tænk ikkun om din moder
at du foragter ten og rok,
min datter, fik at høre,
hun ville med en *manglestok
din arme ryg jo *smøre.
25
Du født til rok, din broder ej,
hvad er det for en grille
at vige fra naturens vej?
Han hedder Frantz, du Zille.”

|E7rAf sådant svar jeg smilede,
30
begyndte óg at grunde.
Min fader på mit ansigt se
en egen latter kunne.
“Jeg *vædder, Zille,” sagde han,
“du *noget har bag øre.
35
Du grunder som Jens Tømmermand
når han vil forslag gøre.”

Jeg svared’: “Fader, det er sandt,
nu randt mig ét i sinde,
et forslag jeg i hjernen spandt
40
som I ej skal *befinde
at være *slige fostre som
i børnepander fødes,
*at jeg ej ved naturens dom
til spinderok bør *nødes.
45
Jeg med et forslag svanger går
som verden kunne gavne,
det er: at *bie nogle år
før man på børn *satt’ navne.”

“O, hvilket forslag!” sagde han.
50
“Det haver jo ej lige,
man *deraf ene høre kan
at du er barn, ja pige.”

Jeg svarede: “Min tanke er
med navne ej at haste,
55
og før man tegn til hjerne ser,
*for svin ej perler kaste,
|E7vmen bie indtil *sjette år,
se hvad et barn vil *arte;
en dreng at kalde Ingeborg,
60
Lucie eller Marthe
hvis han en *rokkehjerne har;
en pige kalde Peder
hvis tegn hos hende man *blev var
til visdom, dyd og *sæder.”

65
Af sådant svar han heftigt ler
og råber på sin kone
og siger: “*Moden steget er,
min *hjerte Abelone!
Se hvordan verden tager til
70
i klogskab *altid mere!
Vor ældste datter Zille vil
med Fandens magt studere.
Jeg holdt det først for *gækkeri,
nu har jeg *halvdels lovet
75
at føje hende derudi!
Jeg *mærker hun har hoved.”

Da så man på min moders kind
som strømme *tårer rinde.
Hun sagde: “Jeg ej er så blind
80
at jeg gi’r dertil *minde.
Se eder for, min hjerte mand,
før I med sådant haster.
Vor datter *sig jo spejle kan
i hendes *salig faster.
85
|E8rVor nabos søster Agatha
jo ganske gal er blevet
kun af *fru Berthes Seneca,
som dog på dansk er skrevet.
Tænk *ikkun da *hvor det vil gå
90
om hun latin skal lære,
hvad *kors vi vil i huset få,
hvad sorg, fortræd, vanære.
Ak, sådan skål er al *for besk
som man for mig vil skænke;
95
thi på latin *óg følger græsk,
det må I eftertænke,
et sprog som jeg fuldkommen tror
at Fanden selv har skabet.
Jeg *keg kun i en bog i fjor,
100
jeg blev *som slet fortabet.
Jeg ugler og *mar’katte så
som end for øjne svæve.
Så tit det sprog jeg tænker på,
min hele krop må bæve.”

105
Jeg svared’: “Det vel være kan,
jeg mærker *óg det samme
*når jeg en *point d’espagne ser,
når jeg skal *sy på ramme.
Det samme virkning gør hos mig
110
som græsken gør hos eder,
det fører i mit hoved krig,
men bog at se mig glæder.”

|E8v“Nej hør, min *hjerte,” sagde hun
med *tårer til min fader,
115
*“giv agt på hendes væsen kun,
*se efter hendes *lader!
Jeg allerede *mærket har
at hun *går hen i tåget.
Når hun en drik af kruset ta’r,
120
hun lukker mer’ ej låget.”

Jeg dristig blev, jeg svared’: “Hør,
min hjertesøde moder!
Vor amme tit det samme gør,
hun haver værre *noder,
125
skønt hun på lærdom er så klog
*som aben hos forvalter,
hun aldrig *evangeliebog
har set, *end *Davids Psalter!
I går hun udi tanker gik,
130
en *stokfisk tog for brænde
og den i kakkelovnen *fik
for dermed ild at tænde.
Jeg *mærket slig *toss’agtighed
*har *óg i andre *stykker,
135
skønt hende dog (Vorherre ved)
ej lærdom meget trykker.”

Da skreg min fader: “En *Donat
straks købes må og mere!”
Til moder sagde: “Hør, min skat,
140
vor datter skal studere.”
|F1rHans myndighed *stod på den fod
at ord *óg vare love.
At *disputere ham imod
sig ingen turde vove.

145
Så blev jeg mod forhåbning da
*tilholdet at studere,
*Aurora og *Grammatica
at *tyd’ og *komponere,
som andre børn må piskes til
150
og drives såsom heste.
Alt sådant var for mig kun *spil,
jeg alting villigt læste.
Ej *Orbis pictus nødig var
for mig at lade trykke,
155
jeg ikkun mig fornøjet har
med ord, ej *kobberstykke.
Ja, jeg end udi spæde år
ej fulgte børnevane,
på ABC ej fælded’ tår’,
160
skønt der var ingen *hane.
På 6 års tid jeg blev så klog
jeg kunne *explicere
den *mørkeste latinske bog.
Jeg kunne *deponere.

165
Den fremgang og det store spring
mig førte i den *grille
om mandkøn udi andre ting
vi efterabe *ville,
om vi ej kunne ligeså
170
det onde med det gode
|F1v*forrette, embed’ forestå
hvis man os det betroede.
Jeg fordum med min broder tit
har holdet sådan tale.
175
Men han mig engang *kigge lidt
lod udi *Juvenale.
Der så jeg vores *kontrafej
i nette *rim beskrevet.
Jeg ønsked’ da, jeg nægter ej,
180
at jeg en dreng var blevet.
Jo mer’ jeg *prented’ sligt i sind,
jo mer’ jeg blev nedslagen.
Jeg sad med hånden under kind,
alt mod var mig betagen.

185
Jeg sagde ved mig: “Herregud,
nu kan jeg let begribe
årsagen til de strenge bud
som *holder os i knibe.
Nu *mærker jeg *óg *hvi en mand
190
i Spanien, *Barbariet,
i Indien og *moguls land,
i *Valland og Tyrkiet
hustruer holder hele år
som fugle udi bure,
195
med *nøgle selv til låsen går,
dem *slutter *inden mure.
*Sligt årsag til den hårdhed er,
sligt alt er ej opfundet
for fruentim’rets dyd desværr’,
200
men på dets ondskab grundet.”

|F2rJeg eftertænkte *óg ved mig,
af sådant må *óg komme
at *tyrkerne, der himmerig
*selv *have udi lomme,
205
på kvindfolk sætter ingen pris,
ja dem så lidet skatte
at de før åbner Paradis
for hunde og for katte;
thi udi andet liv ej må
210
den dydigste husfrue
sted med profetens æsel få
og med en *Noæ due.

Hvis nu om stunder det så gik
som i *de gyldne dage
215
da guderne ved mindste nik
sig umag’ måtte tage
at skabe mennesk’ om igen
og *metamorfosere
til bække, floder, træ og sten,
220
til dyr og andet mere;
at når en skreg: “Gør mig til flod!”
en anden: “Mig til stjerne!”
straks himmelen til rede stod
og sagde: “Hjertens gerne!”
225
Hvis sådan tid nu kom igen,
det var som i de dage,
jeg havde bedet himmelen
*min skabning at borttage;
jeg havde råbet: “Himmel, hør!
230
Jeg plages med en grille,
|F2vak, mig til Frantz, min broder, gør!
Gør Frantz igen til Zille!”
Men nu om stunder sligt ej sker,
nu går det som man *taler:
235
*Hvo slået til en tomark er,
den bliver aldrig daler.

Jeg *mig *derover foretog
på sådant at studere,
alt hvad som står *i samme bog
240
*med flid *eksaminere.
Jo mer’ jeg læsede, jo mer’
min vrede stillet bliver;
thi jeg kun finder *karakter
på en pedantisk skriver.
245
Jeg eftertænkte alt *især,
jeg så at sådan fejde
ej andet udi verden er
end egne fejl bebrejde.

Jeg tænkte mon vi *øvrighed
250
ej også kunne være,
ej føre krig, ej bryde fred
og lære at *campere;
om óg ej udi et senat
man kunne bruge kvinder,
255
om ikke kunne *sættes skat
af *rentemesterinder;
om vi ej kunne lære óg
at bruge *statsintriger,
om også *Machiavelli bog
260
ej skrevet var for piger;
|F3rom Anna, Mette, Elsebed
at tie, *simulere
ej kunne lære og en fred
som mænd *negociere;
265
om ikke piger også *
i ambassader kunne,
*på sin respekt og landets stå
og *folkeret *udgrunde.

Jeg tænkte mon en Ingeborg
270
ej doktor kunne være,
ej rive plaster af et sår,
ej *dø metodisk lære;
mon *óg en *Lisken, Elsebed,
en Marthe, Arianke
275
ej kunne *uretfærdighed
forsvare i en skranke;
mon *óg en kvinde kunne ej
astronomi studere
og os til månen bane vej
280
*som — og andre flere;
om af akademi et *lem
ej kunne blive kvinde,
ej kunne *longitudinem
såvel som mænd udfinde;
285
om vi er af så doven art
at vi ej kunne lære
at dræbe *i sekund, i kvart,
med kugler duellere;
om pro og kontra rette tro
290
vi kunne óg ej skrive,
|F3vforstyrre land og kirkero,
*hæresiarcher blive;
om vi på landets sundhed ej
pokaler kunne tømme,
295
uddrikke snese på en *rej
og deraf os *berømme;
om kun med mund, men ej med pen
vi ikke kunne lære
at *male af vor næstes *mén,
300
på græsk, latin *blamere.
Mon óg vi ikke kunne *
postiller lære ride
og derved navn af lærdom få,
skønt vi dog intet vide;
305
om vi ej kunne for en ret
aflægge store eder
og vidne falskelig så let
som Espen, Paul og Peder;
om vi ej kunne om en hat
310
óg skrive *folianter,
ja slås for bogstav som for skat
og blive til *pedanter;
mon *publice ej snorke let
vi kunne hele dagen,
315
os øjne *knikke i en ret
og spørge: “Hvad var sagen?”
Mon kvinde ej såvel som mand
så meget monne due
at *fog’deri, at amt, at land
320
*det kunne *óg *udsuge?
|F4rMon piger kun er skabt i land
at koge, rede senge?
Mon de *óg ikke lære kan
på jagt en hest at *sprænge?
325
Mon af armé man *óg en part
en *Lisken ej kan give,
mon, *for hun ej får *knebelsbart,
just *oberst ej kan blive?
*dummerhoved om ej må
330
*magisterhatte sætte,
og i et *cathedra én stå
kun for hun hedder Mette?

*At komme på en anden vej:
om óg mandkønnets dyder
335
vi efterfølge kunne ej
såvel som fejl og lyder?
Jeg kigger i *historier,
jeg finder en *Christina.
Jeg blader endnu ydermer’,
340
jeg ser en *Katarina.
Jeg derimod óg bliver var
en *Anna, *Margareta,
som dyders *spejle været har,
og en *Elisabetha.

345
Til lærdes republik jeg går,
ej bli’r ved staten ene,
jeg *stønner, *mig bag øret klår,
ser *Bourignon, *Ovene.
Men kvinder jeg kan også se
350
som os til forsvar tjener,
|F4vmig møder óg en *Dorothe,
en *Thott, en *Fèvre, *Brenner.

Vel udi skrifter findes kan
mer’ helte end heltinder;
355
men om *kommando i et land
blev også givet kvinder,
måske blandt spindekællinger
man skulle kunne finde
den der et ædelt hjerte bær’
360
og blev *amazoninde.
Man ser *óg i *historier
for troen blod at rinde,
dog udaf martyr ikke mer’
end udaf martyrinde.

365
Jeg tilstår dog det er omsonst,
hvor jeg mig end vil vende,
hvad kraft jeg bruger og hvad konst,
så må man dog bekende
at kvindekøn i visse fejl
370
mandkønnet overvinder.
At man i første som et *spejl
af visse laster finder,
en *Juvenalis vise kan.
Jeg sådant *óg ej nægter,
375
at mer’ en kvinde end en mand
regeres af *affekter.

Når andre også melder om
kvindfolkets snak og sladder,
jeg underskriver deres dom,
380
*mig deri sige lader;
|F5rmen når man vil naturen vel
fra vanen *separere,
se efter om éns naturel
sligt bør tilskrives mere
385
end vanen og optugtelsen,
end moder, skik og love,
*jeg da på nej tør hvæsse pen,
et *slag mod dennem vove.

De dyder som vi *udi sær
390
hos mange mænd berømme,
*effekter udaf love er,
som holder dem i tømme.
Når Gertrud *sig fortaler, hun
kun åbenmundet *hedder,
395
man kalder sådant frugter kun
af dårlig’ kvindesæder.
Når Rasmus taler mindste ord
mod nogens navn og rygte,
han må end ved sit eget bord
400
for ørefigen frygte.
Når Else, Dorthe bliver vred
og galdegift udøser,
man ler, man ynkes ikkun ved
de skrøbelige tøser.
405
Når Peder synger sådan sang,
da må han afbigt gøre,
ja ofte til en *fuglestang
sig derfor lade føre.
At mandfolk tavs’ og *agtsomm’ er,
410
mon da er noget under?
|F5vThi når man nøje efterser,
slig dyd på frygt sig grunder.
Hvis stævninger, hvis sværd og *spiud
stod kvindekøn for øje,
415
det *varligt blev og disse bud
iagttog mere nøje.
*Så går det *óg i andet mer’.
Man alting *konfunderer,
til kvindefejl man årsag er,
420
dem dog proces *formerer.

Jeg ej for kønnet fægter, men
jeg sandhed ikkun følger.
Fornuften fører kun min pen,
jeg kvindefejl ej dølger.
425
Om spørgsmål mig blev foresat:
*Hvi kommer det at kvinder
ej ud på natten *går grassat,
man dem i kro ej finder?”
Jeg da mandkønnet *gjorde skel,
430
ej det afmaled’ ilde,
de dyder kvindenaturel
jeg ej tilskrive ville;
men upartisk jeg svarede:
Hvis det var kvindemoder,
435
man kvinder også skulle se
at have samme *noder.
Man mangen *Lisken, *Fikke så,
af vægtere omringet,
om natten til *rådhuset gå
440
og anden dag til *tinget.
|F6r *For dem hvis var *galanteri,
*debauche og *drikkelove,
man drukne Elser *óg fandt i
en rendesten at sove.

445
Hvad vanen og optugtelsen,
skik, moder forårsager,
for sådant ofte *skabningen
må skylden sig påtage.
Det heri som med stænder går,
450
med lande, folk og steder.
*Én kaster lyder anden for,
hver fejl naturlig *hedder.
Når blodet rinder, krigsmand ler,
men derimod *en skrædder
455
når han et sværd af skeden ser,
han blegner, bæver, sveder.
Men om man ville efterse,
enhver *anatomere,
måske at man fandt hjerterne
460
dog lige dannet være.

En hofmand ler af en pedant,
*gør abespil, ham *bryder.
Hos *courtisanen dog man fandt
måske pedantens lyder.
465
Hvis han fra ungdom vant var til
grammatikalske krige,
måske *han agted’ óg kun spil
mod gloser kongerige.
En bonde undres, står fortabt
470
når han ser hofmænds *lader.
|F6vHan *men’ *dét folk natur har skabt
til komplimenter, sladder.
En *Skram, en Høg, en Trolle tror,
en Ulfeldt, Urne, Banner,
475
at anden sjæl i bønder bor
end udi *seksten aner.

Ét folk man kalder bange, fej,
et andet *upoleret.
Man tror naturen, vanen ej,
480
*dem haver så formeret.
Man tror naturen *tatere
har dannet til at stjæle
og skabet *indianerne
at fægte, *slås med hæle;
485
at hovmod udi Engeland
er en naturlig lyde;
at *sjællandsfar ej blive kan
*stortalend’ som en jyde.
Man tror *venetianer’ er
490
med frygt og *hjerteklappen
skabt, *end at ride doven *mær
og holde i *sad’lknappen.
Man *holder for *mingrelier’
*polered’ ej kan blive,
495
*natur sig dér udtømmet ter,
fornuft dem ej kan give.
Man *men’ natur *geskæftig er
i jøder at indprente
at ågre, alle *gå for nær
500
og tage dobbelt rente,
|F7rog at hollænder’s naturel
at spare er og *gnie,
en tysks at æde sig ihjel,
en spaniers til at tie.

505
Men *sæt til side *politi,
skik, lov, sædvane, moder,
måske man mer’ så barbari
ved *Padi, Arni floder
end ved *Euphrates, *Ganges selv,
510
ved *Oby og ved *Tiger,
ved *Indus og ved *Jordans elv,
ved *Donau og ved *Niger.
*Kosakkenland til Paradis
en *Solon kunne gøre,
515
og barbari i Rom, Paris
en *Nero kan indføre.
Så drejes kunne verden om
at *óg til *samojeder
man skulle rejse end fra Rom
520
at lære gode sæder.

Jeg ej vil *decidere her
om verden kunne gavne
hvis man så efter hoveder,
ej ene efter navne;
525
hvis til at *nyde tjenester
at kønnet ej var hinder,
men der var *seminarier
af mandfolk og af kvinder.
Slig tanke paradoks jo var,
530
man mig fordømme ville
|F7vsom *en der svin på skoven har,
og mig afmale ilde.
Jeg pro og kontra sådan skik
derfore ikke taler,
535
men siger kun i hast man fik
en hob *Sardanapaler
hvis sådan lov kom i et land,
ja man da skulle finde,
man skulle se hver anden mand
540
på ramme sy og spinde.

Mon sandhed *Juvenalem da
har kunnet vel bevæge
at skrive sjette satyra
og *Lauremberg at bræge
545
mod kvindekøn på *brudet tysk
og sådant *skandskrift gøre?
*De, deres lige må på jysk
en kort *erindring høre:
Om *blåmand der på blåmand ser,
550
*udbrister udi latter,
skønt han *óg *lige tegnet er,
man sådant jo ej fatter.
Om en *skildpadde anden vil
sin langsomm’ gang bebrejde,
555
sig selv han ikkun taler til
og med sig selv før’ fejde.
Når *— fordømmer gerrighed,
hvo sig for latter *barer?
Han bryder jo sin egen fred,
560
sin ære selv ej *sparer.
|F8rOm ulv en ulv på klingen går
og vil moralisere,
han *svar’: “Vi dræber begge får,
vi begge ulve ere.”
565
Om *Øst- og Vester Paradis
mod anden krig vil føre,
hver *fletter kun sit eget ris,
sin egen skam får høre.

Nej, lad af den skævbenede
570
den ranke le og grine!
En hvid kan på en blåmand se
med en foragtend’ mine.
En *Cæsar, Crassus ikke vel
kan til en *Sylla sige:
575
“Hvi slår du romere ihjel,
*før’ *borgerlige krige?”
Nej, *Cato *ene kan med grund
en slig formaning gøre;
den *straf af *Ciceronis mund
580
er tålelig at høre.
En morder selv at *laste mord
kun meget lidet sømmer.

Jeg bruger *Juvenalis ord,
med egen mund ham dømmer.
585
Når køn mod køn vil føre krig,
det selv *prostituerer
jo egne fejl og blotter sig,
*sig selv proces formerer.
I *vejeskål om lyder lå,
590
jeg turde næsten sige
|F8vat vægten *skulle stille stå,
*bilancen blive lige.
Når man sig selv kun ser i spejl,
man samme lyder finder,
595
man *mærker ikkun vore fejl,
*i godt man er os hinder.
Hvo vingerne på fuglen skær’,
*ubilligt fuglen laster,
og *hvi han ikke flyver mer’,
600
*forgæves *forekaster.
Et træ tit har kun grene, bark,
men vil ej frugtbart blive;
hvis det var sat på anden mark,
det ville frugter give.
605
Om hænder på vor Elsebed
jeg ville sammenbinde,
jeg undredes da ikke ved
om hun ej ville spinde.
Én roser sig af store spring,
610
en anden ham kan svare:
“Hvis mig betroet var dine ting,
vi begge lige vare.”

*Man scepter selv i hånden før’,
dog *skæmmes ej at sige:
615
“Hvad ondt i verden sker, det gør
en kvinde eller pige.”
Man synder selv, men kvinder jo
til smykker ikkun tjene.
De gode mænd *sig hænder to,
620
i alting ere rene.

|G1rNår én adspørges *hvi han dør
for den nødlidend’ lukker,
han en *catonisk mine gør,
*aksler trækker, sukker
625
og siger: *“Jeg ej årsag er,
sligt aldrig var mit væsen,
men jeg er blevet gift desværr’,
*en brand har fået i næsen.”

Én anden lever *over stand
630
og synger samme tone.
Det hedder da: “Den stakkels mand
jo føje må sin kone.”
Hver dag én drikker sig en rus,
det hedder: “Han fordriver
635
*fortræd han plages med i hus,
sin hustru skylden giver.”

Én bydes gaver og bli’r vred,
men hemmeligt *så mager
at for at fri samvittighed
640
hans kone dennem tager.

En anden øver tyranni,
*sit folk i trældom holder,
han selv ej skyld er derudi,
hans hustru det forvolder.

645
Én sprækker af ærgerrighed,
for ydmyg dog passerer;
*han for sin hustru *karakter,
for sig ej, affekterer.

En *trættekær selv sværge tør:
650
“Jeg sagen lod forlige,
jeg for min kones skyld *det gør,
*hun sig ej lader sige.”

I mange ting så *tusindfold
hun redder mandens ære,
655
|G1vhun *eksponeres, hun er skjold
og mandens skam må bære.

Når døden tager manden bort,
det *skjulte tit frembryder.
Hun bliver hvid som før var sort,
660
fejl skiftes om til dyder.
Da mangen Fikke, Dorethe,
Lucie, Marthe, Trine
for verden lader klarligt se
at hun var før *machine.
665
Da bliver mangen *Jesabel
forvandlet til *Maria,
en *Cleopatra anden sjæl
får, bliver en *Sophia.
Straks sønderbrudt er trældoms bånd,
670
de bliver andre kvinder.
*For gerrighed man gavmild hånd,
for ondskab godt man finder.
For fejl man dyd, for krig man fred,
for skam man finder ære,
675
hævn, vrede til sagtmodighed
man ser forvandlet være.
En *hoffart til *filosofi,
en lunkenhed til iver,
*pragt *vandles til *økonomi,
680
kort: Fejl til dyder bliver.

Når sligt man i betænkning ta’r,
man rette årsag *hitter
hvi *Phoebus ikke villet har
os give lut og *citer;
685
hvi man os haver bildet ind
at *Hypocrene dråber
er gift som bringer os fra sind
og kvinder gør til tåber;
|G2rpå hvilken grund den skik er sat
690
og bygget disse love
at på *Parnassi top en nat
en kvinde ej må sove;
*hvi ikkun synål, rok og ten
vi må ved hånden føre,
695
hvi mænd hos os papir og pen
til *kontrabande gøre.
Man frygter *repressalier,
hver pen et sværd, en bue
i kvindehånd for dennem er,
700
for sådant mest de grue.

Man skulle tænke *avind var
til sådant rette kilde.
Nej, frygt de love dannet har.
De derfor os indbilde
705
at *billighed, naturen ej
det anderledes lider,
at om vi *går fra banet vej,
det mod naturen strider.
Men når man nøje efterser,
710
mon *— et dommersæde
vel af naturen dannet er
og skikket at beklæde,
*hvis hoved man ser klarligt nok
at være skabet ene
715
at bruges til en *hueblok
og ej til andet tjene?
Mon vel naturen have vil
at — skal *magistrere?
Hvad mer’ er unaturligt til
720
end – – at studere?
Mon ej natur får væmmelse,
mon den sig ikke krymper
|G2vnår den ved pennen — må se
som burde *såle strømper,
725
og derimod den *bliver var
at spinde, sy, brodere
et hoved som den dannet har
*i ret at præsidere;
når *hun ser én der sådan skat
730
i hjernen haver inde
og skabt for jorden til *sirat,
at væve og at spinde?

Tænk efter om naturen kun
en *mønstring ville gøre,
735
en mægtig stor *reduktion
jeg tror man fik at høre.
Om man så efter hjerner da,
det skulle ikke fejle
at — man blæk og pen tog fra,
740
i hånden gav en *hegle.
Man mangen der nu dommer er,
tildømte ved at hugge,
ja mangen statsmand, *officer
at sidde ved en vugge.

745
Jeg *men’ det er naturens bud
ej stand, ej titel, navne
at *efterse, men vælge ud
hvad verden bedst kan gavne.
Man leder efter *hoveder,
750
man drog i nødsfald tager,
den halve del af mennesker
dog mod naturen vrager.
Den lov som lukker kvinder ud
fra embed’ og bestilling,
755
*grundig er som om et *bud
man *udgav at ej tvilling,
|G3rej nogen der har kruset hår,
en vorte udi panden,
hvis ben der ikke lige står
760
og rank som på en anden,
der *født var på en julenat,
og andet sådant mere,
skønt man hos ham fandt visdoms skat,
ej måtte dommer være.
765
Ja, sådan lov mod kvindekøn
natur så lidt behager
som at *i Kina skræddersøn
ej blive må skomager.

Jeg *men’ naturen den forskel
770
har ikkun villet gøre
at *sundest hoved, visest sjæl
*økonomi skal føre.
Den hedder Zille eller Frantz,
Lucie, Peder, Mette,
775
Marie, Fikke eller Hans,
Jens eller Antonette.
Man ser en kvinde jo et land
med visdom at regere.
Hvi i en ret på *landsting kan
780
hun også ej *votere?
Naturen giver ej *omsonst
så store sindets gaver.
En vis sin visdom, kunstner konst
må ej *i jorden grave.

785
*Den sol på himmelen har sat
ej for *parade ene,
dens glans *ej ene er *sirat,
men må *óg verden tjene.
Et frugtbart træ ej skjuler frugt,
790
hver bæk til nytte flyder,
|G3ven *nellik’ *nægter ej sin lugt,
men *den til alle yder.
En vind forgæves blæser ej,
dens kraft må jorden tørre,
795
til andre lande bane vej
og over havet føre.
*Den søde bi man også ser
sin *sødme at *meddele,
den urt som sund og kraftig er,
800
*må sår og skade hele.
*Hvo priser træet af dets kraft
når frugten ej må tages?
Hvo kan berømme druens saft
når den må ikke smages?
805
Skal jorden roses af sin *dyd,
så må den frugter *føre,
*skal undres over klokkens lyd,
den må sig lade høre.

* * Hvi *ene vores lys da  
810
for verden ikke brænde?
Hvi vore dyder ligeså
man ej må lære kende?
Hvi må vort skin ej spredes ud,
men sluttes som i hule?
815
Det *pund som os har givet Gud,
hvi skal vi ene skjule?

Jeg *men’ det unaturligt var
den musikalske tunge
om man af *nattergalen skar,
820
forhindred’ den at sjunge.
Om frugtbart træ man fælded’ om,
hvis samme kunne tale,
det ville *fælde vores dom,
vort tyranni *afmale.
825
|G4rEn plante råbte: “Lad mig stå,
et træ jeg kunne blive!”
En sæd: “Hvi jeg ej vokse må?
Jeg aks, jeg frugt kan give.”

*Så kvindekøn med samme grund
830
når man dets lys vil kvæle,
*citere kan *naturens pund,
guddommelige sjæle,
som skaberen *forgæves ej
os giver mer’ end andre.
835
Hvi *ene da på ærens vej
må kvindekøn ej vandre?
Når kvindedyd *man siger rar,
da mig i sinde rinder
det *vel betænkte løvens svar
840
som man i *fablen finder:
En løve ombragt af en mand
i billed’ løven vises.
Ham siges: “Deraf *sées kan
at mennesket bør prises
845
og holdes størst af alle dyr.”
Men løven *replicerer:
“Hvi man os lærere ej *flyer?
Hvi man ej *informerer
os også i *bildhuggeri?
850
Thi hvis vi kunne gøre
*deslige skikkelser, vi ti
eksempler kunne føre
mod ét at flere mennesker
af løver ere *slagne
855
end løver udaf dennem er
med magt af dage tagne.”

Tænk, læser, ej det er min agt
mod mænd at *rebellere,
|G4vat *limitere deres magt
860
og *dem proces formere.
Jeg alt for svag, afmægtig er
så stor en krig at vove,
jeg underskriver derfor her
med andre alle love.
865
En *Juvenalis, *Lauremberg
jeg hvisker kun i øre
at *stærke kæmper tit *en dværg
kan *óg til skamme gøre.
Jeg mere datter end en søn
870
med andre ej ophøjer,
jeg priser ikke kvindekøn,
men jeg mig ene nøjer
at *præsentere mænd et spejl
som viser egne laster,
875
der dem bebrejder samme fejl
som man os *forekaster.
Jeg dem misunde *óg ej vil
den fordel, magt og ære
som de har ret ved love til,
880
en hævd det vel kan være.

Man så ej *disputere bør
*end hvad mod ret er vundet.
Kun på natur jeg sige tør
alt sådant ej er grundet.
885
Jeg sværdet ej af skeden ta’r
når man kun tilstår dette:
Hvis mere os betroet var,
vi kunne mer’ *forrette.
 
 
 
xxx
xxx