Vi anerkender berettigelsen af deres klager, af deres jammer (at benægte en oplagt kendsgerning, det gør kun ulykken større, det mindsker den ikke); men at vredes og at harmes i den anledning maa synes urimeligt. De, som bilder sig ind at være skarpsynede, naar det gælder om at afdække ondets rod, de forekommer mig at holde sig til det ydre, fordi de savner en virkelig viden om vort universitet og ingen anelse har om menneskelivets omskiftelighed.

Hvis vi skærer dybere, viser det sig, at alt dette har vi fælles med andre universiteter, |80og at denne sygdom – hvis man da tør bruge dette ord – snarere maa tilskrives en uomgængelig skæbne, vore dages usikkerhed og et vist naturligt kredsløb, snarere end universitetslærernes forsømmelighed, ugidelighed og slaphed. Allerede for aar og dag siden har de mest skarpsindige kendere af menneskelige forhold bemærket, og desuden har den omhyggeligt iagttagende erfaring belært os om, at al begyndelse fremkalder glæde, og at noget nyt sætter alting i bevægelse og paakalder opmærksomhed, men at vane fører til ringeagt, at alting bliver ligegyldigt, foragtet, nedvurderet, saasnart det har tabt nyhedens tiltrækning. Paa de senest grundlagte universiteter gærer og syder det hele. Halle i Sachsen har en glans, der overgaar alle andre tyske universiteters. Derhen strømmer – som mod et midtpunkt – næsten hele det rettroende Tyskland, drevet |81frem af nyheden; men naar interessen for den svinder hen, maa dette universitet miste sin herlighed lige som de andre i kraft af vanens magt og sygne hen.

Selvom vort hjemlige Sorø kun var en datter af Københavns Universitet, voksede det sig dog i løbet af kort tid saa stort, at moderuniversitetet syntes at se skævt til det; men medgangen beroede kun paa, at det var yngre. Kiel blev til at begynde med højt anset i Tyskland, men interessen for det er for nylig kølnet. Saaledes er nu engang de menneskelige kaar, den skrøbelige og ubestandige menneskeheds skæbne er nu engang ikke anderledes; men vort universitets kritikere kommer med deres klager uden mindste kendskab til forholdene. Hvis de trængte dybere ind i tingene og ikke lod sig lede af blind lidenskab, men af fornuft, saa vilde de høre op med først og fremmest at skyde paa professorerne, høre op med at give universitetslærerne skyld |82for det synkende antal af akademiske grader og værdigheder. De vilde snarere undre sig over de skiftende tider; de vilde forstaa, at baade i litterære og i statslige samfund tager alting til og af ligesom ebbe og flod ude paa havet, og at hver enkelt tidsalder har sine særegne fejl. De, som underviser i filosofi, har kun beskedne kaar. Hvis de altsaa selv bærer skylden for, at antallet synker af akademiske grader, hvorfra der – som fra de rigeste kilder – plejer at tilflyde dem saa mange goder, ja saa har de ikke saameget tanke for universitetet, hvis livsaande – efter nogles mening – er grader og værdigheder, som de gaar sig selv for nær. Det betyder, at man maa behandle saaret med et andet plaster, og at man for alvor |83er kommet paa gale veje, naar man af den grund hakker paa professorerne uden at skænke det en tanke, at netop de af egen velforstaaede interesse som de ivrigste opretholdere og forsvarere af de akademiske grader med hænder og fødder maa anstrenge sig for, at de ikke kommer i vanry. Der skal nok være nogle mennesker, som finder, at jeg kun pynter paa sagen med mine ord, og de vil indbyrdes mumle om, at vi bærer os klogt og fornuftigt ad, naar vi optræder som forsvarere i egen sag og prøver paa at løbe fra ansvaret for egne fejl. Vi dækker ikke over vore fejl; Borgere! Vi afleder blot sygdommen af en anden kilde; vi benægter ikke dens existens, men dens aarsager. Vi billiger beklagelserne, vi billiger reformiveren; men vi misbilliger den harme, man har fattet mod os af den grund. Vi stiller selv vore saar til skue; men vi kræver andre |84plastre, andre lægemidler. Vi benytter ikke andre hensygnende samfund som undskyldende exempler for at dække over vore egne fejl ved hjælp af andres; vi beder kun vore kritikere om at bruge deres øjne: de vil da strax indse, at den tilbagegang, vi lider under, ikke er noget, som er særligt for os, men noget, vi har fælles med andre samfund, især naar de er kommet op i aarene.

Kandidaterne til disse første filosofiske laurbær er følgende, hvis navne staar trykt paa denne plakat, og som vi offentliggør til exempel og efterfølgelse:

(Navnelisten mangler).

Vort aarhundrede er ikke saa goldt og udpint, at det ikke skulde kunne frembringe et eller andet prisværdigt. Det er unægtelig kun faa, der i dag fremstiller sig; men det er opvakte unge mænd. For at de kan naa deres maal, |86har de akademiske fædre besluttet at tildele dem filosofiens første laurbær; men fædrene har dog selv i forvejen modtaget meddelelse om den dem af Hans Majestæt givne bemyndigelse gennem den højtberømte og højædle hr. Ditlev Vibe, herre til Freyenfeld, gylden ridder af Elefanten, Hans kongelige Majestæts gehejmeraad og oversekretær, og af højtbemeldte Hans kongelige Majestæt udnævnt til universitetspatron.

Kandidaternes exempel skal anspore andre til ædle sysler, anspore forældre til at opdrage deres børn ret, anspore de dovne og dem, der slumrer i deres lange lediggang, til at fremskynde deres studier, naar de faar at se, at der er fastsat belysninger for deres anstrengelser, at man viser studier agtelse. Selvom dyden nok bærer lønnen i sig selv, og den hverken tager |87eller giver afkald paa æresbevisninger efter den offentlige menings skøn, saa tilskyndes fliden dog ved ydre anerkendelse, og kappelysten næres ved exempler paa andres ære. Thrasybulus, der ellers ringeagtede belønninger, krævede af den grund kun en olivenkrans som tak for sine store fortjenester af staten, for at have frelst den fra trældom, men dog en krans, da han vel vidste, i hvor høj grad æresbevisninger tilskynder til at vise mod og dygtighed.

Nu vil den højærværdige og højtansete Søren Lintrup, det filosofiske fakultets anseelige prodekan, tildele vore kandidater retten til at bære de første laurbær. De enkeltes fortjenester vil nu blive nævnet af denne saa betydelige mand, af hvis aandskræfter vore muser maa erkende, at de har suget næring, og ved hvis |88bortrejse de synes at have lidt det største tab. Til dette aars kandidaters lykke kommer ogsaa dette toppunkt: at høre sine fortjenester berømmet af en ganske særlig veltalende mand. Maatte det blive til held og lykke for vort lærde samfund, naar vi pligtskyldigst beder alle, som agter videnskaben ret, om at vise os den ære at gøre morgendagens handling smuk og festlig, om at hylde kandidaterne og saaledes gøre sig fortjent af hele Det kongelige Universitet.