Hvad materien er angående, da *kontesterer autor at ved dette værk hans forsæt ikke har været andet end at fornøje godtfolk, som finder behag i skæmt og lystighed, og at *moralisere på en *comique måde over adskillige laster og skrøbeligheder som findes iblandt alle nationer; thi alle de *caractères som bliver i dette *poemate *forestillet på en og anden urimelig person, er sådanne som ikke angår mere vores nation end alle andre, så dette skrift i de måder er mere uskyldigt end *Lucilii, *Horatii, *Juvenalis og *de fleste moderne satyricorum deres skrifter som forestiller deres egne nationers caractères og ikke undser sig for *at nævne de urimelige folk som de kritiserer over, ved deres rette navne. Dette uanset er deres skrifter dog altid blevet holdt for gode og nyttige bøger.

Per Paars’ historie, *messieurs, går *langtfra ikke så vidt. Det er dog et ondt skrift. |)(5vLad os høre hvad der står i denne skadelige bog! Den kritiserer over adskillige folk: Nu forestiller den en *ulærd landsbypræst *for hundrede år siden på en liden ø, hvor, som bekendt er, folk da ganske lidet var *moraliseret, og hvis *karakter bliver så outreret at det ikke kan sigte på nogen nu om stunder; nu taler den om en *urimelig degn, som aldrig har været til *in rerum natura, nu om en *stakkels landsbybarber, nu om en *uretfærdig opdigtet foged, nu om *hans fuldmægtig, nu om gamle *kællinger som græder *mal à propos, nu om dem som *dræber folk i daglig tale med parenteser og digressioner, om *gemene folk som ræsonnerer over staten, *superstition, om *pedanteri og andre urimeligheder som i samme værk på en lystig og behagelig måde forestilles. “Ja,” siger de, “den er dog meget forargelig.” Nej, den er ikke, *messieurs, men det er forargeligt at høre slige *fattige raisonnements i en *poleret by.

Men se, jeg *forløber mig! Jeg kommer ikke i hu at han ej alene har forestillet en og anden urimelig persons karakter, men satiriserer også over et helt *societet, et *akademi. Jeg bekender at det er sandt, men om det er *København, Rostock, Helmstedt, Jena eller Krakow, det ved han selv ikke. Det ved jeg at pedanteri er aldeles ikke vores akademis *karakter; thi deri har vore naboer altid kunnet *disputere os ran|)(6rgen, hvoraf kan ses hvor meget uskyldigt dette skrift er; thi havde poeten haft forsæt at *raillere med dette akademi, havde han taget en ganske anden materie dertil end pedanteri, som allermindst hos os er i moden, så jeg derfor ikke kan se, hvor meget man snor og vender sig, at man kan finde ringeste årsag at *decriere dette skrift, hvilket, om det skal kaldes en satire, da er det fast en af de uskyldigste som nogensinde er kommet for lyset.

*Monsieur Boileau holdes at have været den der har sat satiren på en god fod eftersom han ikke har *outreret den så meget som de gamle, så at, når man ligner hans værk med *Juvenalis, så er det at anse som en fin moral mod *plumpe *skandskrifter, hvorfor han af sine landsmænd er blevet anset, æret og belønnet. Men når jeg ligner hans *Lutrin med Per Paars’ historie, så synes det at være meget *malicieux; thi *i det sted i det sidste gives *karakterer på en og anden ringe urimelig person som kan findes såvel på andre steder *som her, så har den første derimod *foretaget sig en partikulær materie og gør ligesom en komedie over bispen i Paris og *chanoines de Notre-Dame, som er en *delikat ting at *røre ved i *pavedømmet. Når *autor til Per Paars’ historie taler om meget ringe personer for hundrede år siden som aldrig har været til, *næv|)(6vner den anden uden forskel sine *ridicule personer ved deres rette navne, hvilket er det som mest har *graveret samme satyricum og drevet et og andet *hidsigt hoved at hvæsse deres sværd, skønt forgæves, imod ham.

Min mening er derfor at jo mere *generaliter man moraliserer, jo mindre kan det kaldes satire. Således er det mere *innocent at sige verden er ond, end at sige der er onde folk i det land, mere uskyldigt at sige det land end den by er ond, og endnu mere at sige den by er slem, end at sige Hans Kusk, Niels Vognmand, Jens *Kældermand etc. er *vanartige. Jo mere *special, jo mere satirisk. Men *autor har heri haft samme skæbne som en del andre der har *moraliseret på den måde og set deres skrifter blevet så ilde afmalet så længe de levede, men rost, ja fast opløftet til skyerne efter deres død. Årsagen hvorfor sådanne skrifter *gemenlig bliver mere forfulgt end alvorlige moralske bøger som dog er af samme indhold, er denne: I de sidste forestilles fejl og lyder selv, men i de første afmales de under en og anden *fingeret person. Nu er det ingen skribent muligt, hvorvel hans forsæt aldrig er at *røre nogen *in specie, at han jo dog træffer éns *karakter mere end andens, hvilket giver adskillige folk anledning til at tænke: “Mon han ikke mener mig? Mon han ikke sigter på dig?” Nu |)(7rer det *óg aldrig så, *at jo autor, hvor uskyldig han har levet i verden, kan have sine uvenner. Disse glemmer ved sådan lejlighed ikke at kaste olie i ilden og ophidse de første til at forfølge *autorem, og bestyrker dem i den falske *suspicion de har fattet. Så går da krigen an. I deres *manifester bliver aldrig indført deres rette motiver, men der tages anledning af andet og glemmes da aldrig at bruge Guds hellige navn. Så er det gået denne gode autor.

Man har beskyldt ham i udstrøede *plumpe vers og skandskrifter at han har skæmtet med hellige ting, over hvilken beskyldning fornuftige og velsindede folk som har læst dette *poema, må forundre sig. Sagen er alene denne: Autor har udvalgt til sin skueplads den ø Anholt, *poneret, for at gøre sit poema des mere uskyldigt, *begyndelsen af forrige seculo og givet *karakter sammesteds på adskillige slette personer, blandt andre på en *gerrig og ulærd præst. *Partikulariteterne om samme mand er at han *læste af Jærtegns huspostil, som på de tider måske endda var i moden; at han *trættedes med degnen om det var troens artikel at læse med sammenfoldede hænder; at han ville *indbilde folk det spøgede i landet, fordi de var så lidet gavmilde. Jeg forestiller hvert fornuftigt menneske om sådant kan sigte på gejstligheden nu om stunder, om dén med |)(7v*billighed kan beskyldes for ugudelighed der siger at der var en ulærd slet præst på Anholt *for mere end 100 år siden, og om de der beskylder *autorem, er ikke mere at laste end autor selv. Denne post holder de dog for den groveste, hvoraf man kan se hvor uskyldig resten er; thi det andet som *forekastes ham, at han har *railleret med dommerembede, er så elendigt at jeg skulle synes at gøre autor en tort om jeg gjorde apologi derfor. Jeg skulle da tage mig for at ville forsvare hele verdens bøger, Æsopi fabler, Reinike Fos, kattenes og hundenes rettergang og utallige andre gode bøger, såvel på dansk som på andre sprog, der taler om rettergang langt mere tydeligt end i Paars’ historie, i hvilken forestilles nogle stakkels skibbrudne folk der ville dømme en kok fra livet, men vidste ikke hvad som var sort og hvidt, hvad som var først og sidst i rettergang, så at man kan se det er kun for at fornøje folk. Skal derfor sådant hedde uforsvarlige og onde skrifter, da tør aldrig nogen understå sig at skrive mere, ja sådanne slags værker ville i første opkomst straks blive kvalt.

Autor *defierer sine *censores at vise af Per Paars’ historie hvilken person, hvilket land eller *societet deri er blevet *læderet. Det som er blevet *forekastet om *monsieur Nagels fane, er så elendigt at jeg *blues ved at tale derom. |)(8rMen hvad skal der svares til Anholts indbyggere? Bliver der ikke et helt land *læderet? Jeg tilstår at autor har taget de fleste sine *ridicule personer på samme ø og afmalet dens indbyggere *in genere som *upolerede folk; men sådant kan ikke mere *touchere *itzige indbyggere end danske, norske, tyske og adskillige andre nationer om man ville sige de røvede og plyndrede i gamle dage; thi mange nationer, når de ser lidt langt hen i tiden, nogle kortere, nogle længere, finder de om deres forfædre det som poeten siger om de romere:

|)(8vHvad poesien er angående, da forekastes ham besynderlig at *versene er for meget skårne, og at de sidste ord af en mening kommer tit i begyndelsen af et andet vers. Men jeg måtte gerne spørge dem som *ræsonnerer således, mod hvilken *prosodi det er. Hos alle *gamle poeter, som dog ikke har plaget sig med rim i enden som vi, finder man endogså undertiden den *halve del af et ord i begyndelsen af efterfølgende vers og *moksen alle vers således skårne som disse. Hos moderne franske, italienske, spanske og engelske poeter finder man nogle at tage sådant i agt, andre ikke. I tysk poesi finder jeg undertiden hos en meget ypperlig poet versene således skårne, undertiden hos en meget mådelig poet at sådant bliver nøje iagttaget.

“Men,” siger de, “det er dog mod dansk prosodi.” Det kan vel være, men jeg har ikke været så lykkelig at få den gode bog endnu i syne som giver sådanne regler i dansk poesi, tror heller ikke at den er til *in rerum natura, skulle derfor imidlertid formene at indtil sådanne gode regler og en ret god dansk prosodi bliver gjort, det ikke kan regnes poeten så meget til last at han tager sig den samme frihed som mange andre gode poeter; thi hvad *Søren Paulsens Danske prosodi er angående, da ved jeg ikke om den foreskriver sådanne regler |)()(1reftersom jeg ikke har læst samme bog, har heller ikke i sinde så *hastigt at læse den; hvorom alting er, så er det ikke af de *autentiske bøger som man har at rette sig efter.

Hvad *accenten er angående, da er dette værk et af de meget få danske poetiske skrifter hvori sådan er iagttaget; thi jeg finder at de fleste, endogså af vores bedste poeter, støder derimod *såsom i sådanne ord: udi, uro, derom, attrå og utallige andre ord hvor *kadencen hos dem nu findes på den første stavelse, hvilket er ret, nu på den sidste, som er falskt, så at i dette værk, omendskønt det er temmelig *vidtløftigt og derfor ikke bør så nøje og med sådan *rigueur *eksamineres som korte *epitaphia, *epigrammata etc., ganske få steder skal findes hvori *sådant er forset; thi hvorvel det er *de første vers autor i sine dage har gjort, så har han dog ikke løbet så blind dertil som nogle indbilder sig, men har haft alt sådant nøje for øjnene.

Jeg vil ikke tale om at sådanne slags kritikker over en stor og vidtløftig bog er kun latterlige, hvilket *Martialis, Epigr. lib. 7, i sin tid har vist:

Man holder det også for en urimelighed at en borger i Kalundborg, ja en borger der slet og ret hedder Hans Mikkelsen og har sådant *ulærd navn, kan citere latinske og græske bøger, et stort paradoks! Ligesom der ikke findes mange borgere, såvel her som på andre steder, der har vel studeret; jeg har i det ringeste ikke været |)()(2rpå noget lidet sted *hvor jeg jo har fundet sådanne, så at denne store fejl må alene bestå deri at han ikke gav sig et mere akademisk navn som *Johannes Michaelis eller Michaelides, så havde man ikke tvivlet på *han jo var en meget lærd mand.

Angående den *objektion mod *den første fortale at det er urimeligt at dedicere sådant skrift til indbyggerne i de Nye Boder, da er den endda bedrøveligere; thi det som hos dem hedder *absurdité, er en af de største *artigheder, og det i tvende henseender: Først såsom *scopus af dette værk er en del også at *raillere med de mange urimelige *viser som hver dag kommer til trykken, så har man såvel i titlen som fortalen *affekteret sådan simplicité at de folk som med sådan begærlighed læser samme viser, af titlen og fortalen skulle bilde sig ind at det var ligesådan en trøstelig bog som *Axel Thorsens vise, og i en hast *spendere deres mark derpå, men siden, når de kommer noget dybere deri, *klå sig bag øret og bytte den bort for et eventyr som de bedre kunne forstå. For det andet er i denne enfoldige titel og fortale en meget fin satire *og sigter på dem som søger at *eblouere folk ved *pompøse titler, hvis skrifter man kan ligne ved slette stæder eller huse hvori intet er godt uden porte og døre; thi man ser ofte skrifter komme for lyset med sådanne prægtige |)()(2vtitler at læseren af glæde må dåne derover, og en *viginti eller triginta annorum labor til slutning. Det er skrifter hvorpå de har anvendt tre gange så lang tid som *Alexander Magnus på at undertvinge hele verden! Men når man kommer til at læse dem, så får man *nubem, som man siger, for Junone og må fornemme at den største umage derved har været med titlen. Af dette og andet kan ses at disse gode *critici forstår sig kun lidet på det som kaldes *ouvrage d’esprit.

Deri består da den hele sag, såvel prosodien som materien angående, hvorfor autor af nogle er blevet afmalet som en slet poet, af andre som en *esprit brouillon, såsom de enten ikke har vidst eller villet vide hvad forskel der er mellem en *maliciøs satire og en uskyldig komedie som forestiller *generaliter urimelige menneskers caractères og i visse måder kan tjene til stor opbyggelse.

Thi de hos hvilke sådant hedder *foetus otiosi hominis, og i den henseende ræsonnerer noget mildere om dette skrift end de andre, lader kun se at de har en meget grov idé om studeringer. Sådan *otiosus homo var *Molière, som dog i alle fornuftige folks tanker har opbygget verden mere ved sine komedier end alle gamle philosophi ved deres alvorlige moral.

Hvad autors person er angående, da har han kun haft få tvistigheder i verden, óg *defierer jeg hans første fjender at sige andet end at *han jo er trækket ligesom ved hals og hår dertil; thi som hans helsen er kun *delikat, så har han beflittet sig på et stille, *indgetogen, *innocent og filosofisk levned, óg håber jeg at ingen skal sige på ham at have brugt og anvendt det lille talent han har at satirisere, uden på de allerinnocenteste og mindst magtpåliggende materier han har kunnet ophitte. Hvis dette poema må finde videre yndest hos de mange brave folk der har fundet smag i *de forrige bøger, vil han stedse beflitte sig på, så vidt hans ringe kræfter kan tillade, at lade se andre gode *specimina i danske skrifter og derved nogenledes tilintetgøre de *reproches som en og anden har understået sig offentlig at gøre os i den henseende. Det var at ønske at de gode *critici heller anvendte tiden på at skrive gode bøger selv end at *denigrere de få der kommer for lyset,

At komme til dette værk igen, da vil jeg til slutning sige at såsom der findes sådanne slags *poemata *publice *autoriseret iblandt de fleste nationer, hvorfor kan man *også ikke have et på dansk, *besynderlig når man ikke overgår sine grænser, intet taler om religion og stat og om ingen person *en particulier, hvilket autor med stor flid har iagttaget, såvel i den første part som i de andre, óg skal det stedse være |)()(5rham en religion, hvad han skriver, at holde sig *inden samme grænser. Han har til at sammensmede dette poema intet lånt af fremmede; thi omendskønt han havde kunnet betjent sig af et og andet indfald som han har læst hos andre, har han dog sådant ikke villet bruge for ikke at *pryde sig med andres fjer, så at enten det er godt eller ondt, det er alene effekt af hans egen fantasi eller *imagination, undtagen *begyndelsen af den tredje sang hvor man slås med græske bøger, som er en *imitation af Boileau.

At vise endelig med ét ord hvor meget *tvungne kritikker er faldet over dette *poema, da har man også deri lastet det at poeten på *hedensk vis har *tilskrevet guder og gudinder al direktion; men man har *formedelst *passioner ikke kunnet erindre sig at intet brudevers bliver gjort over en skipper eller styrmand uden *Neptunus deri må indflikkes, over en korporal og hans kone uden *Venus og *Mars må koble dem sammen, og over en lærd mand uden *Minerva og Venus må komme *i hår sammen. Men her alene kaldes sådant hedensk og uanstændigt, hvorvel man kan klarlig se at dette poema er til dels skrevet for at skæmte med den hedenske teologi. Men de gode *critici har ikke kunnet se hvad de burde se, men været ganske *fremsynede og så *skarpsigtige som *Argus i det som fornuftige folk ikke har kunnet se, ja lige så *lykkelige i at udfinde |)()(5vstore *desseins i bagateller, som *en vis mand i * præfationen af Justiniani Institutis, der af de ord: * tunc nostram extendimus curam ad immensa veteris prudentiæ volumina et opus desperatum, quasi per medium profundum euntes etc. har gjort et farligt *skandskrift og fundet *koncipientens *amours med *Theodora, som tilforn hed *Prudentia, livagtigt afmalet.

Hvad de ublueligheder angår som nogle støder sig over, foregivende at de strider mod det danske sprogs ærbarhed, da er de samme meget ringe og består alene deri at poeten på nogle få steder har talt om at *lade én gå, hvilke *ekspressioner er så lidet *ubluelige at de uden *eftertale kan bruges endogså af de ærbareste folk i *kompagnier. Tilmed har poeten været så øm deri at han har altid *sat en streg for sådant ord, som autor til den lille skrevne *paskvinade mod dette poema vidner således: