|)(4r
Det skulle vel synes ufornødent at gøre *apologi
for et skrift af denne natur. Mange skulle måske ville bebrejde mig at jeg uden årsag påtager mig sådan
umage, *en del eftersom det *fast
af den hele by er blevet *approberet, en del *óg
såsom det er enhver tilladt at sige han finder afsmag i det som *andre
er behageligt, og man ikke kan eller må *disputere om folks
*goût. En elsker at læse alvorlige bøger, andre finder
behag i lyst og skæmt, ligesom i smagen én væmmes ved det som er en delikatesse for andre, hvilket står enhver frit for;
thi det er *ubilligt at ville laste en polak og føre krig med ham fordi han ikke vil
æde sild uden de stinker og er sure, at blive vred på én om han fandt større smag i en
*Amadis end *i Seneca eller Platone.
Nej, sådanne *differente goûts er de rette
*caractères på det menneskelige køns
*bizarreri, som ikke står til at *redressere
hos mange folk hvilke foragter andre som ikke har samme *inklination som
de selv har. En *me|)(4vtaphysicus
holder alle andre for grove folk der ikke hænger i *transcendentalibus
eller subtiliteter. En *astronomus, som er altid med sine tanker
i Mælkevejen, *ser alle dem over akselen der *bemænger
sig med de ting som er på Jorden, og foragter alt hvad som er *sublunare
og under Månen. En jurist holder alting for blot *kuriositet og spilleværk som er uden
for dens *sfære. En *antiquarius
ynkes over en *novellist og *trakterer ham
som en *lægmand, og en novellist kan ikke se en antiquarium
uden medlidenhed.
... *aurita gaudet glaucopede Flaccus, |
et fruitur tristi Canius Ætiope, |
Publius exiguæ sed flagrat amore catellæ, |
et Cronius similem cercopithecon amat, |
delectat Marium sed perniciosus ichneumon, |
pica salutatrix et tibi, Lause, placet. |
Sådant derfor, såsom det er ganske almindeligt, så har
*autor i andre slige tilfælde aldrig
*lagt sådanne raisonnements
på hjertet; thi et skrift bliver i sig selv ikke bedre eller værre fordi visse folk roser eller
laster det. *Molières École des femmes
mister intet af sin kønhed omendskønt *Lysander
kaster på nak|)(5rken deraf. Men her hvor det angår hans
gode navn og rygte, hans *reputation, som han har
været så øm over at *konservere, her, siger jeg,
kan ingen fortænke mig om jeg taler noget lidet til hans forsvar mod
*visse folk der har stræbt at ville gøre dette
uskyldige *poema til et
forargeligt skrift. Til sådanne beskyldninger vil jeg svare med største
*koldsindighed og tale lidt
først om *materien, siden om stilen.
Hvad materien er angående, da *kontesterer
autor at ved dette værk hans forsæt ikke har været andet end at fornøje godtfolk, som finder
behag i skæmt og lystighed, og at *moralisere på en
*comique måde over adskillige laster
og skrøbeligheder som findes iblandt alle nationer; thi alle de
*caractères som bliver
i dette *poemate
*forestillet på en og anden urimelig person, er sådanne
som ikke angår mere vores nation end alle andre, så dette skrift i de måder er mere uskyldigt
end *Lucilii, *Horatii,
*Juvenalis og *de
fleste moderne satyricorum deres skrifter som forestiller deres egne
nationers caractères og ikke undser sig for
*at nævne de urimelige folk som de kritiserer over, ved
deres rette navne. Dette uanset er deres skrifter dog altid blevet holdt for gode og nyttige bøger.
Per Paars’ historie, *messieurs,
går *langtfra ikke så vidt. Det er dog et ondt skrift.
|)(5v Lad os høre hvad der står i denne skadelige bog ! Den kritiserer
over adskillige folk: Nu forestiller den en *ulærd landsbypræst
*for hundrede år siden på en liden ø, hvor, som bekendt er,
folk da ganske lidet var *moraliseret, og hvis
*karakter bliver så outreret at det ikke kan sigte på
nogen nu om stunder; nu taler den om en *urimelig degn,
som aldrig har været til *in rerum natura,
nu om en *stakkels landsbybarber, nu om en
*uretfærdig opdigtet foged, nu om
*hans fuldmægtig, nu om gamle
*kællinger som græder
*mal à propos, nu om dem
som *dræber folk i daglig tale med parenteser og
digressioner, om *gemene folk som ræsonnerer
over staten, *superstition, om
*pedanteri og andre urimeligheder som i samme
værk på en lystig og behagelig måde forestilles. “Ja,” siger de,
“den er dog meget forargelig.” Nej, den er ikke,
*messieurs, men det er forargeligt at høre
slige *fattige raisonnements
i en *poleret by.
Men se, jeg *forløber mig!
Jeg kommer ikke i hu at han ej alene har forestillet en og anden urimelig persons karakter,
men satiriserer også over et helt *societet, et
*akademi. Jeg bekender at det er sandt, men
om det er *København, Rostock, Helmstedt, Jena
eller Krakow, det ved han selv ikke. Det ved jeg at pedanteri er aldeles ikke vores
akademis *karakter; thi deri har vore naboer altid
kunnet *disputere os ran|)(6rgen,
hvoraf kan ses hvor meget uskyldigt dette skrift er; thi havde poeten haft forsæt at
*raillere med dette akademi, havde han taget en ganske
anden materie dertil end pedanteri, som allermindst hos os er i moden, så jeg derfor ikke
kan se, hvor meget man snor og vender sig, at man kan finde ringeste årsag at
*decriere dette skrift, hvilket, om det skal kaldes
en satire, da er det fast en af de uskyldigste som nogensinde er kommet for lyset.
*Monsieur Boileau holdes at have
været den der har sat satiren på en god fod eftersom han ikke har
*outreret den så meget som de gamle, så at, når
man ligner hans værk med *Juvenalis, så er det
at anse som en fin moral mod *plumpe
*skandskrifter, hvorfor han af sine landsmænd
er blevet anset, æret og belønnet. Men når jeg ligner hans
*Lutrin med Per Paars’
historie, så synes det at være meget *malicieux;
thi *i det sted i det sidste
gives *karakterer på en og anden ringe urimelig
person som kan findes såvel på andre steder *som her,
så har den første derimod *foretaget sig en
partikulær materie og gør ligesom en komedie over bispen
i Paris og *chanoines de Notre-Dame,
som er en *delikat ting at
*røre ved i *pavedømmet.
Når *autor til Per Paars’ historie taler om meget
ringe personer for hundrede år siden som aldrig har været til,
*næv|)(6vner den anden
uden forskel sine *ridicule personer ved deres rette navne,
hvilket er det som mest har *graveret samme
satyricum og drevet et og andet *hidsigt
hoved at hvæsse deres sværd, skønt forgæves, imod ham.
Min mening er derfor at jo mere
*generaliter man moraliserer,
jo mindre kan det kaldes satire. Således er det mere *innocent
at sige verden er ond, end at sige der er onde folk i det land, mere uskyldigt at sige det land end
den by er ond, og endnu mere at sige den by er slem, end at sige Hans Kusk, Niels Vognmand,
Jens *Kældermand etc. er
*vanartige. Jo mere
*special, jo mere satirisk. Men
*autor har heri haft samme skæbne som en del andre
der har *moraliseret på den måde og set deres
skrifter blevet så ilde afmalet så længe de levede, men rost,
ja fast opløftet til skyerne efter deres død. Årsagen hvorfor sådanne skrifter
*gemenlig bliver mere forfulgt end alvorlige moralske
bøger som dog er af samme indhold, er denne: I de sidste forestilles fejl og lyder selv, men i
de første afmales de under en og anden *fingeret
person. Nu er det ingen skribent muligt, hvorvel hans forsæt aldrig er at
*røre nogen
*in specie, at han jo dog
træffer éns *karakter mere end andens, hvilket
giver adskillige folk anledning til at tænke: “Mon han ikke mener mig? Mon
han ikke sigter på dig?” Nu |)(7rer det
*óg aldrig så, *at
jo autor, hvor uskyldig han har levet i verden, kan have sine uvenner. Disse glemmer ved
sådan lejlighed ikke at kaste olie i ilden og ophidse de første til at forfølge
*autorem, og bestyrker
dem i den falske *suspicion de har fattet. Så går
da krigen an. I deres *manifester bliver aldrig
indført deres rette motiver, men der tages anledning af andet og glemmes da aldrig
at bruge Guds hellige navn. Så er det gået denne gode autor.
Man har beskyldt ham i udstrøede *plumpe
vers og skandskrifter at han har skæmtet med hellige ting, over hvilken beskyldning fornuftige
og velsindede folk som har læst dette *poema,
må forundre sig. Sagen er alene denne: Autor har udvalgt til sin skueplads
den ø Anholt, *poneret, for at gøre sit poema
des mere uskyldigt, *begyndelsen af forrige
seculo og givet *karakter
sammesteds på adskillige slette personer, blandt andre på en *gerrig
og ulærd præst. *Partikulariteterne om samme mand er
at han *læste af Jærtegns huspostil,
som på de tider måske endda var i moden; at han *trættedes
med degnen om det var troens artikel at læse med sammenfoldede hænder; at han ville
*indbilde folk det spøgede i landet, fordi de var så lidet
gavmilde. Jeg forestiller hvert fornuftigt menneske om sådant kan sigte på gejstligheden
nu om stunder, om dén med |)(7v*billighed
kan beskyldes for ugudelighed der siger at der var en ulærd slet præst på Anholt
*for mere end 100 år siden, og om de der beskylder
*autorem, er ikke mere at laste end
autor selv. Denne post holder de dog for den groveste, hvoraf man kan se hvor uskyldig resten er;
thi det andet som *forekastes ham, at han har
*railleret med dommerembede, er så elendigt at
jeg skulle synes at gøre autor en tort om jeg gjorde apologi derfor. Jeg skulle da tage
mig for at ville forsvare hele verdens bøger, Æsopi fabler, Reinike Fos, kattenes og hundenes
rettergang og utallige andre gode bøger, såvel på dansk som på andre sprog,
der taler om rettergang langt mere tydeligt end i Paars’ historie, i hvilken
forestilles nogle stakkels skibbrudne folk der ville dømme en kok fra livet,
men vidste ikke hvad som var sort og hvidt, hvad som var først og sidst i rettergang,
så at man kan se det er kun for at fornøje folk. Skal derfor sådant hedde uforsvarlige
og onde skrifter, da tør aldrig nogen understå sig at skrive mere, ja sådanne slags
værker ville i første opkomst straks blive kvalt.
Autor *defierer sine
*censores at vise af Per
Paars’ historie hvilken person, hvilket land eller *societet
deri er blevet *læderet. Det som er blevet
*forekastet om *monsieur
Nagels fane, er så elendigt at jeg *blues ved at tale derom.
|)(8rMen hvad skal der svares til Anholts indbyggere? Bliver der
ikke et helt land *læderet? Jeg tilstår at autor har taget
de fleste sine *ridicule personer på samme ø og afmalet
dens indbyggere *in genere
som *upolerede folk; men sådant kan ikke mere
*touchere *itzige
indbyggere end danske, norske, tyske og adskillige andre nationer om man ville sige de
røvede og plyndrede i gamle dage; thi mange nationer, når de ser lidt langt hen i tiden,
nogle kortere, nogle længere, finder de om deres forfædre det som poeten siger om de romere:
*Aut pastor fuit aut illud quod dicere nolo. |
Så jeg tror ikke indbyggerne selv på samme lille ø kan fortryde
på om man siger at de for *mere end hundrede
år siden ikke var så gode og så *polerede folk
som de er nu om stunder, *besynderlig efterdi man
*skinbarligt kan se at det som er talt om dem
i Paars’ historie, er ikke af nogen *animositet
mod dem; thi sagen er denne: Den gode kræmmer skulle strande
*til et land, hvorfor man har måttet
*fingere denne ø hvor indbyggerne på de
tider gav sig aldeles ikke ud for polerede folk; så langt fra at denne post
*graverer, den jo heller tjener til et synderligt
bevis på hvor liden *malice der findes i samme
værk, og at autor har arbejdet på at gøre denne satire så
*innocent som muligt.
|)(8vHvad poesien er angående,
da forekastes ham besynderlig at *versene er
for meget skårne, og at de sidste ord af en mening kommer tit i begyndelsen
af et andet vers. Men jeg måtte gerne spørge dem som
*ræsonnerer således, mod hvilken
*prosodi det er. Hos alle
*gamle poeter, som dog ikke har
plaget sig med rim i enden som vi, finder man endogså undertiden den
*halve del af et ord i begyndelsen af
efterfølgende vers og *moksen alle vers
således skårne som disse. Hos moderne franske, italienske, spanske og engelske
poeter finder man nogle at tage sådant i agt, andre ikke. I tysk poesi finder
jeg undertiden hos en meget ypperlig poet versene således skårne, undertiden
hos en meget mådelig poet at sådant bliver nøje iagttaget.
“Men,” siger de, “det er dog
mod dansk prosodi.” Det kan vel være, men jeg har ikke været så
lykkelig at få den gode bog endnu i syne som giver sådanne regler i dansk poesi, tror
heller ikke at den er til *in rerum
natura, skulle derfor imidlertid formene at indtil sådanne gode regler og
en ret god dansk prosodi bliver gjort, det ikke kan regnes poeten så meget til last
at han tager sig den samme frihed som mange andre gode poeter; thi hvad
*Søren Paulsens Danske
prosodi er angående, da ved jeg ikke om den foreskriver sådanne regler
|)()(1reftersom jeg ikke har læst samme bog, har
heller ikke i sinde så *hastigt at læse den;
hvorom alting er, så er det ikke af de
*autentiske bøger
som man har at rette sig efter.
Hvad *accenten er angående,
da er dette værk et af de meget få danske poetiske skrifter hvori sådan er iagttaget;
thi jeg finder at de fleste, endogså af vores bedste poeter, støder derimod
*såsom i sådanne ord: udi,
uro, derom, attrå
og utallige andre ord hvor *kadencen hos
dem nu findes på den første stavelse, hvilket er ret, nu på den sidste, som er falskt,
så at i dette værk, omendskønt det er temmelig *vidtløftigt
og derfor ikke bør så nøje og med sådan *rigueur
*eksamineres som korte
*epitaphia,
*epigrammata etc.,
ganske få steder skal findes hvori *sådant er forset;
thi hvorvel det er *de første vers autor i sine dage har gjort,
så har han dog ikke løbet så blind dertil som nogle indbilder sig, men har haft alt sådant
nøje for øjnene.
Jeg vil ikke tale om at sådanne slags kritikker over en stor og vidtløftig bog
er kun latterlige, hvilket *Martialis,
Epigr. lib. 7, i sin tid har vist:
*Quod non insulse scribis tetrasticha quædam, |
disticha quod belle pauca, Sabelle, facis, |
|)()(1vlaudo, nec admiror. Facile est epigrammata belle |
scribere, sed librum scribere difficile est. |
Angående de ord som de siger er ikke danske, da kan dertil fornemmelig
svares tvende ting: Først at når for eksempel der rejser sig *disput
mellem tvende om det er *rettere at sige derfra
end derifra, da kan man fast disputere sig ihjel derpå, så længe som vores sprog
*fluktuerer således, og vi ingen
*authentiques
*grammaires eller
lexica har som kan løse knuden; thi vil man
*konferere endogså de bedste danske skrifter mod
hinanden, da skal man finde hvor liden *konformitet der er
i *ortografien. For det andet
*udfordres sådan akkuratesse ikke så meget i
*burleske vers som i andre hvor autores
mestendels skriver som enhver taler i sin
*dialekt, så at endogså sådant undertiden
holdes for *elegancer i deslige vers, hvilket de
som giver sig ud for gode censores, må iagttage, såvel som meget
andet, førend de fælder nogen dom.
Man holder det også for en urimelighed at en borger i Kalundborg,
ja en borger der slet og ret hedder Hans Mikkelsen og har sådant
*ulærd navn, kan citere latinske og græske bøger,
et stort paradoks! Ligesom der ikke findes mange borgere, såvel her som på andre
steder, der har vel studeret; jeg har i det ringeste ikke været
|)()(2rpå noget lidet sted
*hvor jeg jo har fundet sådanne, så at denne
store fejl må alene bestå deri at han ikke gav sig et mere akademisk navn som
*Johannes Michaelis eller Michaelides, så havde
man ikke tvivlet på *han jo var en meget lærd mand.
Angående den *objektion mod
*den første fortale at det er urimeligt at dedicere
sådant skrift til indbyggerne i de Nye Boder, da er den endda bedrøveligere; thi det som
hos dem hedder *absurdité,
er en af de største *artigheder, og det i tvende
henseender: Først såsom *scopus
af dette værk er en del også at *raillere med de
mange urimelige *viser som hver dag kommer til
trykken, så har man såvel i titlen som fortalen *affekteret
sådan simplicité at de folk som med sådan begærlighed læser samme viser,
af titlen og fortalen skulle bilde sig ind at det var ligesådan en trøstelig bog som
*Axel Thorsens vise, og i en hast
*spendere deres mark derpå, men siden, når de kommer
noget dybere deri, *klå
sig bag øret og bytte den bort for et eventyr som de bedre kunne forstå. For det andet
er i denne enfoldige titel og fortale en meget fin satire *og
sigter på dem som søger at *eblouere folk ved
*pompøse titler, hvis skrifter man kan ligne
ved slette stæder eller huse hvori intet er godt uden porte og døre; thi man ser ofte skrifter
komme for lyset med sådanne prægtige |)()(2vtitler at
læseren af glæde må dåne derover, og en *viginti
eller triginta annorum labor til slutning. Det er skrifter hvorpå de har anvendt
tre gange så lang tid som *Alexander Magnus
på at undertvinge hele verden! Men når man kommer til at læse dem, så får man
*nubem, som man siger,
for Junone og må fornemme at den største umage derved har været med titlen.
Af dette og andet kan ses at disse gode *critici
forstår sig kun lidet på det som kaldes *ouvrage
d’esprit.
Deri består da den hele sag, såvel prosodien som materien angående,
hvorfor autor af nogle er blevet afmalet som en slet poet, af andre som en
*esprit brouillon,
såsom de enten ikke har vidst eller villet vide hvad forskel der er mellem en
*maliciøs satire og en uskyldig komedie
som forestiller *generaliter
urimelige menneskers caractères og i visse måder kan tjene til
stor opbyggelse.
Thi de hos hvilke sådant hedder *foetus
otiosi hominis, og i den henseende ræsonnerer noget mildere om dette skrift end de andre, lader
kun se at de har en meget grov idé om studeringer. Sådan
*otiosus homo
var *Molière, som dog i alle fornuftige
folks tanker har opbygget verden mere ved sine komedier end alle gamle philosophi
ved deres alvorlige moral.
Sådan otiosus homo var
*Cervantes, som dog ved
*Don Quichots latterlige historie fast har dæmpet de
spanieres *dominante passion at læse urimelige romaner.
Ja, sådanne *otiosi viri har Socrates
og *Plato selv været, der ved
*plaisante *dialoger
har mere udrettet end andre ved deres *austere filosofi.
Nej, om I vil vide ret, *messieurs, hvad ørkesløse
menneskers skrifter er, og uden fortrydelse høre det, da er det de på de høje skoler kaldte
lærde og akademiske skrifter, nu *om et ord, nu om et
bogstav, nu *om de gamles sko, tøfler, bukser, ringe,
halsbånd etc. etc., hvorover man ser så mange lærde, men unyttige
*dissertationer. Mon
*Nicanor Grammaticus ikke heller burde hedde
otiosus homo der skrev 6 bøger de puncto grammatico,
*Messala Corvinus der skrev en hel bog om det bogstav S,
og *Martinus Fogelius der gjorde det samme over det
bogstav B, item den der skrev en vidtløftig traktat om *hvorledes
det ord paracletus burde *pronunceres?
Mon de ikke heller må føre sådan titel der har opvakt store tvistigheder, nu om et
*verbum cerno, nu om en
*partikel car etc., der lægger deres
hoveder i blød på at udfinde hvilket *endeligt Aristoteles fik,
om han døde til lands eller vands, i *hvilket land Homerus var født,
om *Ilias var skrevet før
|)()(3vaf Homero end Odyssea? De såkaldte
*doctores angelici, seraphici,
cherubini, hvis skrifter bliver
tygget på de høje skoler, har været *otiosi homines,
*óg kan man med *billighed
beklage dem som finder behag i sådant, med poeten *Lucretio:
*Omnia enim stolidi magis admirantur amantque, |
inversis quæ sub verbis latitantia cernunt. |
Ja, til slutning, *panegyrister er
*otiosi homines, og ikke de der skriver
moralske komedier, ja hine *ruinerer verden lige så meget ved
deres *flatterier som disse opbygger den.
*Ille magis ludit, qui scribit prandia sævi |
Tereos, aut coenam, crude Thyesta, tuam, |
aut puero liquidas aptantem Dædalon alas, |
pascentem Siculas aut Polyphemon oves. |
A nostris procul est omnis vesica libellis, |
Musa nec insano syrmate nostra tumet. |
Illa tamen laudant omnes, mirantur, adorant. |
Confiteor: laudant illa, sed ista legunt. |
Jeg mener derforuden at de ikke er bedre folk end sådanne slags
*satyrici; thi så vidt man kan
|)()(4rfatte, har *Juvenalis,
*Boileau, *Molière
og adskillige andre der har *moraliseret på den måde, været
med de bedste og honnetteste folk i deres tider.
Hvad autors person er angående, da har han kun haft
få tvistigheder i verden, óg *defierer
jeg hans første fjender at sige andet end at *han
jo er trækket ligesom ved hals og hår dertil; thi som hans helsen er kun
*delikat, så har han beflittet sig på et stille,
*indgetogen, *innocent
og filosofisk levned, óg håber jeg at ingen skal sige på ham at have brugt og anvendt det
lille talent han har at satirisere, uden på de allerinnocenteste og mindst magtpåliggende
materier han har kunnet ophitte. Hvis dette poema må finde videre yndest
hos de mange brave folk der har fundet smag i *de
forrige bøger, vil han stedse beflitte sig på, så vidt hans ringe kræfter kan tillade, at lade
se andre gode *specimina i
danske skrifter og derved nogenledes tilintetgøre de
*reproches
som en og anden har understået sig offentlig at gøre os i den henseende. Det var at ønske
at de gode *critici heller
anvendte tiden på at skrive gode bøger selv end at
*denigrere de få der kommer for lyset,
*les deux bras croisés, du haut de leur esprit |
regarder en pitié ce que chacun dit, |
heller *placide
at give skribenter til kende de fejl |)()(4vde kan have begået,
end for bagateller, og undertiden ingenting, søge at *prostituere
dem, hvorved man må afskrækkes fra at gøre noget andet, ja hvorved
*studia ganske bliver hæmmet.
Det var en *dårlighed af mig om jeg ville sige der
var ingen fejl ved disse vers, især som de er temmelig *vidtløftige
og er gjort i hast. Men det ved man at *quo
animo én læser et skrift, så finder han det godt eller ondt. Således, omendskønt
*Boileaus satyræ og
*Corneilles tragedier er
*chefsdoeuvres, så dog har de som i ond
*intention har læst dem, fundet så mange fejl
og urimeligheder deri at man skulle tænke de var *liderlige
skrifter, når man *alene så deres
*crisin. Tværtimod, når man i god
intention læser en bog som er *langtfra ikke så god,
kan man finde mesterstykker i hver linje. Således kan de der har sat sig for at gøre
*Homerum til deres gud, finde i hans skrifter
alle kunster og videnskaber begravet.
At komme til dette værk igen, da vil jeg til slutning sige at såsom
der findes sådanne slags *poemata
*publice
*autoriseret iblandt de fleste nationer, hvorfor kan man
*også ikke have et på dansk,
*besynderlig når man ikke overgår sine grænser,
intet taler om religion og stat og om ingen person
*en particulier, hvilket autor
med stor flid har iagttaget, såvel i den første part som i de andre, óg skal det stedse
være |)()(5rham en religion, hvad han skriver, at holde sig
*inden samme grænser. Han har til at sammensmede
dette poema intet lånt af fremmede; thi omendskønt han havde kunnet
betjent sig af et og andet indfald som han har læst hos andre, har han dog sådant ikke
villet bruge for ikke at *pryde sig med andres fjer, så at
enten det er godt eller ondt, det er alene effekt af hans egen fantasi eller
*imagination, undtagen
*begyndelsen af den tredje sang hvor man
slås med græske bøger, som er en *imitation af Boileau.
At vise endelig med ét ord hvor meget
*tvungne kritikker er faldet over dette
*poema,
da har man også deri lastet det at poeten på *hedensk
vis har *tilskrevet guder og gudinder al direktion; men man har
*formedelst *passioner
ikke kunnet erindre sig at intet brudevers bliver gjort over en skipper eller styrmand uden
*Neptunus deri må indflikkes, over en korporal og hans kone
uden *Venus og *Mars
må koble dem sammen, og over en lærd mand uden *Minerva
og Venus må komme *i hår sammen. Men her alene kaldes
sådant hedensk og uanstændigt, hvorvel man kan klarlig se at dette
poema er til dels skrevet for at skæmte med den hedenske teologi.
Men de gode *critici har ikke
kunnet se hvad de burde se, men været ganske *fremsynede
og så *skarpsigtige som
*Argus i det som fornuftige folk ikke har kunnet se,
ja lige så *lykkelige i at udfinde
|)()(5vstore *desseins
i bagateller, som *en vis mand i *
præfationen af Justiniani Institutis, der af de ord: *
tunc nostram extendimus curam ad immensa veteris prudentiæ volumina et opus desperatum,
quasi per medium profundum euntes etc. har gjort et farligt
*skandskrift og fundet
*koncipientens
*amours med
*Theodora, som tilforn hed
*Prudentia, livagtigt afmalet.
Hvad de ublueligheder angår som nogle støder sig over, foregivende
at de strider mod det danske sprogs ærbarhed, da er de samme meget ringe og består alene deri
at poeten på nogle få steder har talt om at *lade én gå,
hvilke *ekspressioner er så lidet
*ubluelige at de uden
*eftertale kan bruges endogså af de ærbareste folk i
*kompagnier. Tilmed har poeten været så øm deri
at han har altid *sat en streg for sådant ord, som autor
til den lille skrevne *paskvinade mod dette
poema vidner således:
*Du sætter streg for skarn og det beholder selv. |
Sådant er ikke noget som kaldes
*obskønitet,
hvorfor de gamle poeter har ikke undset sig for at bruge sådanne
*ekspressioner, endogså når de taler
|)()(6rom guder og gudinder, som
*Aristophanes når han lægger disse ord i
*Bacchi mund:
*... ἐγκέχoδα, κάλει θεόν. |
Ja, autor kan derfor i det fald sige med *Martiali:
*Sunt chartæ mihi, quas Catonis uxor |
et quas horribiles legant Sabinæ. |