Tilbage til søgeresultater
icon: innl Om teksten 
Vis/skjul udskriftsknapper
previous icon next icon
Vis      Tekstkilder    Vejledning
Klik på sidetal for at se faksimiler    
   
|46
Tredje sang
Straks *Fama, som med løgn og sandhed alle stæder
opfylder, gi’r nu sorg, nu atter hjerter glæder,
det lynildløbend’ dyr, som fuld af sprækker er,
der siger hvad det hør’, det ser og ikke ser, †
5
der altid har af nyt så mange fulde poser
som *Peblingsø har fisk, som *Calepin har gloser,
†
*Tam ficti pravique tenax quam nuntia veri.

                        Virg. Æneid. 4.

|47
|48
|49der stundom siger sandt, men oftest fører snak
og fylder by med løgn som – – *almanak.
Den samme sælsomm’ fugl for Avind sig indstilled’
10
og sagde: “Hør, madam, I havets gud så drilled’
at Paars er alt på land, hans gods er i behold;
thi Venus lider ej at ham sker nogen vold.”
Af disse ord man så hvad vrede, harm kan gøre,
til hvilken galenskab den kvindekøn kan føre.
15
Ret som en modig tyr der af et *bremsesting
som den i siden får, gør mange høje spring,
den mister sin natur, bli’r løvevild og brøler
så længe *såsom den i siden smerte føler,
ej anderledes * var gudinden denne gang;
20
i hendes hule hun af raseri omsprang,
af munden gik ej skum, men grønne bitre galde,
af afmagt kunne hun ej stå, men måtte falde
så Fama, som dog ej kan længe stille stå,
da af nysgerrighed stod stille, så derpå.
25
Hun kom sig dog igen, begyndte så at tale:
“Hør, flygtig’ Fama, sig, fra hovedet til hale,
hvor er det gået til med denne kræmmer Paars?
Hvor er han landet hen, det er vel ej til Års?”
“Nej,” sagde hun, “det er en ø som Anholt hedder.
30
Der vil han føre krig og sig til slag bereder.
Jeg vidne kan med ed at jeg hans krigshær så,
hans kræmmersvend Per Ruus ved højre fløj at stå.”
* *Haud aliter, hvilket kommer lige så tit for i poesi som *ergo i logica.
|50“ Ak!” sagde Avind, “jeg sligt  ikke kan *fordøje.
Jeg må se til om jeg *Discordia kan bøje
35
at komme mig til hjælp, blandt folket sætte splid,
men ak, jeg ved hun ej er hjemme nogen tid.
Sig, *tusindmunded’ dyr, * sig, Fama, ved du ikke
hvor hun at finde er? Du ved jo alt til prikke,
dig er jo intet skjult, du gør så mange spring,
40
du løbet haver tit den hele jord omkring.”
“Hør,” svared’ Fama da, “hør, slangegiftig’ frue!
Discordia i dag jeg så først i en stue
hvor *landemode var; der havde hun sat splid
blandt bisp og præster som forsamlet var den tid.
45
Ved middagstider var hun på *den høje skole,
hun stod og lurede bag de højlærdes stole,
hun en professor mod en anden havde sat
og opvakt en *disput som vare vil til nat.
I morgen vil hun bort og rejse førend solen
50
hen til en *rigsdag som skal holdes udi Polen.
Der får hun hænder fuld, der øver hun sit spil. †
At søge hende der jeg ikke råde vil.”
*
*... cui quot sunt corpore plumæ,
tot linguæ totidem ora sonant ...

                         Virg. Æneid. 4.

† *Discordia har ingensteds så meget at bestille som i Polen. Deraf kommer det polske ordsprog:
*Polska niexzadem stoi.
*Polonia confusione regitur.
|51Da Avind vågned’ op *fast *såsom af en dvale,
hun sin *blåtegned’ hest i største hast lod *sa’le,
55
fløj som en pil hen til det universitet
hvor *usamdrægtighed var *udaf Fama set.
Da hun på salen kom, hun skikkelse og klæder
som en magister tog og allevegne leder.
Hun spørger hver mand ad om usamdrægtighed
60
ej var på samme sted, men ingen gi’r besked.
Man kunne ej for skrig og *bulder noget høre.
Hun tænkte ved sig selv: Hvad mon her er at gøre?
Det er vist uden tvivl en stor og vigtig sag
som må afgøres og *afhandles her i dag.
65
Man så den hele sal af *syllogismer bæve,
nu så man udstrakt hånd, nu så man knyttet næve,
den salte svede af de lærde pander rand,
sær strømmevis på en bedaget gammel mand
som på cathedra stod. Man græsk-latinske pile
70
med iver mod ham skød så man ej kunne tvile
jo noget *fore var som angik ære, liv,
thi af en ringe sag ej rejses sådan kiv.
Sig mig, *Calliope, hvad denne lærde skare
så højt ophidset har, hvi de så vrede vare,
75
hvi disse kloge mænd, hvi disse verdens lius
som gale, drukne folk så skrege, holdte hus?
|52Tre år *før Paarses tog, da *rådmand Herman Bentzen
regerede vor by med byfog’d Christen Jensen, *
hr. Voldemar var provst; da Jeppe Tyges hus
80
blev anlagt allerførst; da kræmmersvend Per Ruus
i tjeneste først kom hos Peder Paars at være;
da Christen *Substitut fik med sin hustru kære
sin anden søn og så sit substitutske hus
formerede på ny, som kosted’ ham en rus;
85
da af Jens Skrædder først blev gjort hans mesterstykke,
han kom i *skrædderlav og nød forlangte lykke;
da for *kapitelet blev stævnet Christen Staal,
der havde, som blev sagt, ej ret *kapitelsmål;
på den tid opvakt blev blandt trende mænd en trætte,
90
jeg giver ingen navn, man må dem selver gætte.
En mente *Venus fik helt *uforgribelig
sit sår i højre hånd i den trojanske krig,
* *Poeten regner her årstal fra de ting som var mærkværdige i Kalundborg på de tider, og begynder efter den romerske måde: Coss. etc.
|53en anden derimod holdt fore hun blev såret
i venstre spæde arm, den tredje udi låret. †
95
De havde alle tre *Homerum læst med flid
og derpå dem til ros anvendet meste tid.
Den krig i trende år *med dennem havde varet,
imidlertid man ej hinanden havde sparet.
Hver på sin side så at han et *anhang fik,
100
hinanden fast hver dag man stærkt *på klingen gik.
Omsider tog man for slig vigtig sag at stævne
til fakultetet selv, som lod en tid benævne
på hvilken til *forhør optoges sådan sag.
Det er den strid som blev forhandlet denne dag.
105
Man med forundring så det hele hus at ryste,
thi skrål som tordenskrald gik af de lærde bryste.
Gudinden blev forskræk’t, særdeles da hun så
en gammel skaldet mand med sådan iver stå,
† *Hvad den sidste har fundet at forsvare sin mening med, kan man ikke vel begribe eftersom den græske poet siger udtrykkeligt Iliad. 5:
Ἄκρην οὔτασε χεῖρα ...

*Eksempler på mange tvistigheder af samme natur findes i Menckes Charlataneria eruditorum.

|54med slig hårdnakkethed sin mening at forfægte,
110
at stride for en ting som *var ej værd en hægte.
Ret som et *asen [*] der på frugtbar ager står
omringet udaf børn som det med kæppe slår,
ej la’r sig drive bort, vil aldrig flugten tage
før det har *skrutten fuld og mættet hungrig mave,
115
ej anderledes var at anse denne mand;
thi ingen *fægte mer’ for liv og ære kan.
Discordia blev ved dem mer’ og mer’ at *irre,
ja hjerner og forstand således at forvirre
at man tilsidesatt’ respekt og høflighed
120
som hver mand pligtig er til sådant helligt sted.
Jeg lægger intet til, min *gejst kan ikke lyve.
Man skolebøger så om ørene at flyve.
En af *Hesiodo fik næse, mund i blod,
en kant af *Pindaro i andens pande stod.
125
En *Aristophanes, som *trofast var indbundet,
blev efter slaget på en halvdød rektor fundet.
En sølvbeslagen tyk *Homerus samme dag
som en *Achilles var i største Trojæ slag.
Hvem den i panden kom, han doktor var, magister,
130
*licentiat, student, professor, *polyhistor,
[*] *Poeten havde ikke brugt sådan lignelse hvis den guddommelige Homerus ikke havde brugt den samme for at berømme den store Ajax:
*Ὡς δ’ ὅτ’ ὄνος etc.

                         Iliad. 11.

|55den måtte tumle om. Den kunne med et stød
slå to *pedeller om og *hjælpe dem fra brød.
Den traf med sådan fart på en magisters pande
at *magistralske blod som øl af tudekande
135
af lærde hjerne flød, besprængte gulv og væg,
skønt den i samme fart óg rørte *bispens skæg.
*Magnificus stod op og råbte: “Hør, pedeller!
Hør, *scepter-sired’ mænd! *Jer penge I kun tæller,
I gør ej anden gavn. Hvi råder I ej bod
140
på sådant, hindrer ej at filosofisk blod
udøses? Er det ret at stå med hånd i lommen?
Mon I på dette sted i dag er derfor kommen?
I vist betale skal slig *efterladenhed,
I *svare skal for alt det ondt i dag er sked.”
145
Men her magnificus sig syntes at forhaste,
han burde derfor ej på dem *unåde kaste.
De ere gamle mænd, hvad kan de rette ud?
De *kårde *ej kan se, de kan ej lugte krud.
At sige med et ord: De ere kun pedeller,
150
de ere tamme dyr. De *fægter kun med hæler.
De kun på salen skal som skilderier stå
*med scepter udi hånd. De ere óg for få.
Omsider så man dem at løbe, flugten tage.
En råbte: “Ve min ryg!”, en anden: “ Ve min hage!”
155
*Discordia, som bag ved *opponentes stod,
sig *glæded’ da hun så udøst så meget blod.
Af hjertens latter hun fast færdig var at briste.
Så snart hun Avind så, hun sig til hende liste.
|56Hun sagde: “Hør, *ma soeur, hvad vind har drevet dig
160
til dette hellig’ sted at se på denne krig?”
Da Avind kortelig den hele sag fortålte,
hvi hun der kommet var, hvad sådan færd forvoldte.
De derpå begge to fløj over land og sø
og udi øjeblik kom på *forsagte ø.
165
Der *Usamdrægtighed med sine sorte vinger
sig ganske sagtelig frem og tilbage svinger,
på alting giver agt. Hun mærked’ da hun så
slagtordningen beredt mod fíenden at stå, [*]
at skipperen med ret kommando burde føre.
170
Hun stilled’ sig for ham og sagde: “Skipper Børre,
det er vel smukt at man sagtmodig er og tam, [†]
men ingen ærlig mand *fordrage kan den skam
som dig her overgår. Se til du hannem driver
fra sådan ærespost, han er dog kun en skriver!
175
Vågn op, *tag hjerte, mod! Det være vil din gavn.
Hvad mere kostbart er end ære, rygte, navn?”
[*] Krigshærens orden ses af Paars’ *diario, pag. 33.
[†] Poeten har *akkommoderet gudindens tale efter dem hun havde at bestille med; thi havde gudinden været mere *højtravende, havde skipperen måske mindre deraf blevet bevæget.
|57Straks skipperen blev blå af avind, harm og vrede. [†]
Han lod vel som han sig til slaget gjorde rede,
men foresatte sig, så snart han *tempo så,
180
at kaste sit gevær og ud af slaget gå.
Jeg ikke nægte kan *jo mange slette domme
at være over sligt, og at der findes somme
der haver givet for at Peder Paars da lod
udtrykkeligen se at han kun lidt forstod
185
et folk at føre an, en hær at kommandere
og den, som det sig bør, i orden at rangere;
men hvilken general vel findes i et land
fra slige domme som befriet være kan?
Hvad er vel mer’ *gement end *pøblen høre råbe:
190
“O, hvilken general! O, hvilken ussel tåbe!
O, havde han sin sag lidt bedre haft i agt,
han havde kunnet slå den hele store magt!”
Så tale hører man hver dag en skrædder, *skinder,
en snedker, *tømmermand, en maler, børstenbinder.
195
*Eugenius kan selv ej holde noget slag
*en fiskerkælling jo på torvet *i Den Haag
[†] Om nogen ville kritisere her og sige Avind kunne have forrettet alt dette selv uden at kalde Discordia til hjælp, da svares dertil at hun ikke vidste *konjunkturerne i Paars’ armé.
|58tør sige offentligt han sig forløbet haver.
Der er fast ingen snak mig mere hjertet gnaver.
Hvad angår Peder Paars, da har den store mand
200
ej heri sig forset, så vidt jeg fatte kan.
En skipper agtes højt så længe han på vandet
er med sit skib; men når han kommet er på landet,
da agtes han kun lidt. En skriver derimod
til vands en stymper er, til lands er meget god.
205
Den forskel vidste da min helt Per Paars at gøre.
Min tanke derfor er den gode skipper Børre
af Avind kun forført forlod så godt parti
og egne landsmænd; sligt er jo forræderi.
Hans kok løb også bort, men havde andre tanker.
210
Han bange var for krig, han råbte: “*Kapper anker!
*At lægge ære ind jeg ser her ingen kans.”
Han glemte udaf frygt at slaget var til lands.
Per Paars, før slaget stod, ej *aflod at formane
sit folk til tapperhed. Han sagde: “I kan bane
215
jer vej i dag med sværd til ære og et navn
hvoraf *óg eders børn skal have evig gavn.
|59*Courage! *rykker frem! Os sejr ej skal *fejle,
hver *følge mig og kun i min person sig spejle!”
Per Skriver talte óg til dem på højre fløj: †
220
“Vi vide, landsmænd, at der ingen er så høj,
så mægtig at han *jo al kødsens vej må gange.
Det bedre er i krig at dø end være fange.
*I *usle *vornede! Hvad nytte eller gavn,
hvad fordel er for jer at I på eders *stavn
225
af sult og armod dør? Nu kan I med stor ære
opofre eders liv. I drives jo som *mære
til arbejd’ af jer *fog’d, jert herskab og jer præst,
ej nogen dag er fri, ej søndag eller *fest.
Og om I skulle dø i denne krig og fejde,
230
jer tilstand ikke mer’ jer nogen skal bebrejde.
I dog ved døden kun kan fængslet blive kvit.
Her ingen *rifog’d er, jeg taler derfor frit.
Hvad angår min person, da kan man ikke nægte
at jeg ved pennen er, har ej behov at fægte,
235
endskønt jeg ej som I har årsag til at dø,
at lægge mine ben på denne ringe ø.
Dog skal jeg lade se at jeg er ikke bange,
men skal vel gøre mit en sejr at *erlange.
† Per Ruus’ sirlige tale er vidtløftigt antegnet i *Tyske Jochums Historia sui temporis, *pag. 64.
|60Jeg hermed slutter og vil ikke tale mer’.
240
Jeg råder at I kun på byttet ikke ser.”
Den tale endtes så. Straks fíenden frembryder
og trænger ind med magt, på dennem slår og skyder.
Da skipper Børre, som sin *tempo tog i agt,
til kokken råbte: “Løb! Vi står ej mod slig magt!”
245
Ej sødere musik og klang han kunne høre.
“Jeg gerne,” siger han, “dig følger, skipper Børre.”
Men en af røverne straks til sin økse tog
og dermed skipperen i nakken sådan slog
at han på jorden faldt og *aldrig mer’ sig rørte.
250
I slig ulykke da forræderi ham størte.
Da Paars så dette blod, han vil ej fægte mer’,
men råber overlydt: “Jeg nu skinbarlig ser
I ere gode mænd som utroskab ej lider.
Mod slige brave folk jeg aldrig mere strider.”
250
Af sådan gerning da han sig bevæge lod
og ville ikke mer’ udgyde kristent blod.
Men røverne om fred ej noget ville høre
medmindre Peder Paars dem ville straks godtgøre
al krigsomkostning. Det, som *billigt, han indgik.
260
En sådan ende da slig blodig fejde fik.
*Den fred som sluttet blev, bestod af få artikler.
(1) Først lover begge at de aldrig sig indvikler
|61mer’ udi krig imod hinanden, men en fred
som evigt vare skal, de indgår. Hvad *fortræd
265
i denne krig er sket, skal ej omtales mere.
(2) Man lader ganske frit de fremmede marchere.
Man lader dennem gå hvorhen de vil, i ro
(3) med skjorte, strømper, ja med underbukser, sko.
(4) Til krigsomkostning skal betales kjole, trøje
270
samt hele bjerget gods, man dermed la’r sig nøje.
Hvad angår kobbermønt og anden grov metal,
det dem ej tages fra, de sligt beholde skal.
Så sluttet blev den fred, Per Paars til største ære. †
Gid andre ville kun af hans eksempel lære
275
at intet skattes bør imod et ærligt navn.
Han kunne af slig krig vel have haft stor gavn
og vel beriget sig, men agted’ sligt kun *føje.
Af *generositet han lod sit hjerte bøje
til en oprigtig fred. Så endtes denne krig
280
hvorudi Peder Paars blev mere stor end rig.
Straks freden sluttet var, man lod Niels Hansen stævne,
som over sligt af frygt *fast *færdig var at revne.
† *Vid. Tyske Jochums refleksioner derover, Hist. sui temp., *pag. 73.
|62Man for at dømme ham *formerede en ret
på marken som man stod. Det er mig ikke let,
285
min pen er alt for sløv her kraftigt at beskrive
(medmindre *musæ mig vil mere gunstig’ blive)
et syn så angenemt, se dommere at stå
på slette åben mark med bare skjorter på. †
Oprigtigheden selv man plejer forestille
290
i sådan yndig dragt. Gid hver en dommer ville
kun følge vores helt, i hannem spejle sig,
i simpel ærlighed kun være hannem lig!
Per Skriver råbte først: “Man må *interloquere,
*formaliter gå frem og nøje *judicere
295
hvad ret der gælde bør i den indstævnte sag.
Jeg mener: Om det er hr. præsidents behag
vor søret her har sted, det hindrer jo vel ikke
at man er nu til lands. I må det ellers skikke
som I det finder godt.” Men sligt vor præsident
300
så lidet anstod at han råbte: “Hillement!
Jeg er jo *høvedsmand, I ere jo soldater,
vi ere jo på land, sligt forslag jeg ej fatter.
† Her gør poeten af fornødenhed en dyd, såsom de var udplyndret indtil skjorten.
|63En krigsret over ham med billighed bør gå.
Det nu hans *forum er, nu må han derfor stå.
305
Jeg giver ellers hver forlov frit at *votere.
Jeg ville at her var tre *assessores flere.”
Af røverne man straks tre gode mænd da tog
som udaf høflighed sig derfra ej undslog.
Men til en ny disput Per Ruus anledning giver. †
310
Han mener at endskønt han ikkun er en skriver,
han dog et *votum har i denne store ret.
Det præsidenten ham tilstede ville let.
Ved prodikollen dog han ikke sidde måtte:
Men såsom udi alt *de ikkun vare otte
315
som han til sådan sag så vigtig holdt *bekvemm’,
fik Ruus sin vilje frem, af rådet blev et *lem.
Da man til sagen kom, de fleste stemmer holdte
med præsidenten; thi da skriveren dem tolte,
befandtes der kun én som for en søret stod,
320
som straks sin mening dog af høflighed forlod.
Da det til ende var, man kokken straks lod hente.
Til hannem Peder Paars, vor præsident, sig vendte
† *Vid. Protocoll. Petr. Ruusii in causa Nicolai Coqui.
|64og sagde overlydt: “Niels Hansen, fordum kok,
man her besluttet har dit hoved på en blok
325
at hugge af. Dog må du dig først frit forsvare.
Vi ingen nægter sligt som er i sådan fare.
Sig til dit forsvar kun hvad du optænke kan.
Vi uden forsvar ej henretter nogen mand.”
“Velædle præsident samt nådige rådsherrer,”
330
han sagde med et suk, “det kun min sag forværrer
at jeg en tale før’. Man ved jeg ikke er
en *prokurator og en *tingstud, men *desværr’
en fattig, *ussel kok, som Niels Johansen hedder,
der loven ej forstår. Jeg derfor eder beder
335
I spare vil min hals. Jeg haver ikkun én.
Det er mig ingen lyst at hvile mine ben
på denne fandens ø blandt disse røverhunde.”
“Holdt!” råbte Peder Paars. “Vi tåler ingenlunde
at du slig’ skældsord her vil bruge. Tal din sag
340
*med bedre fynd! Du ved at fred er gjort i dag
med disse gode mænd som retten nu beklæde.
Man heller kan med bøn sit liv fra døden redde.
Man ofte haver hørt ved skændsord og ved kiv
at *óg uskyldigt folk *sig haver bragt om liv.”
345
Hans øjne over sligt begyndte straks at rinde.
Han sagde: “Præsident! Hvis nåde var at vinde
|65ved gråd, jeg ville da her græde som et barn;
men det mig hjælper ej, jeg ved at det er *skarn.
Thi mine *avindsmænd i *rådet ere mange.
350
For sagen i sig selv jeg er ej meget bange.
Jeg min uskyldighed med ed bevidne kan.
Der ej udfordres mer’ af nogen ærlig mand!
Jeg tilstår gerne at jeg *flyed’ ud af slaget.
Jeg tænkte ej at sligt jer skulle så mishaget;
355
jeg men’ en kristens pligt er at forvare sig
så vidt som muligt er, i fred, langt mer’ i krig.
*Den død er, siger man, ej nogen mere bider,
det har jeg stedse hørt fra mine ungdoms tider.
Hvis jeg mod fíenden omkommet var i dag,
360
jeg havde ikke tjent i noget andet slag.
Min tanke også var: Hvor vil de nogensinde
en slig erfaren kok som Niels Johansen finde?
En sådan kok som jeg, den vokser ej på træ.”
Det sagde han med gråd og faldt på sine knæ.
365
Hvad ej udrette kan en slig *patetisk tale?
Thi straks den største del var færdig at *omsa’le,
bevæget allermest af det han sagde sidst:
“Hvo lave skal jer mad når I mig haver mist’?”
Da opstod Peder Paars, begyndte at formane
370
enhver at gøre ret, som altid var hans vane.
Han sagde: “Denne sag er intet *børnespil.
Den angår ære, liv, se derfor flittigt til,
|66I gode rådmænd, at I ej i dag forblindes!
Ej gunst, ej *avind, had må hos en dommer findes.
375
Se til enhver han det som ret og *billigt gør,
og det en embedsmand og ærlig dommer bør!”
Så tog man for den sag ret at *eksaminere
og *efter orden fra den sidste at *votere.
Tre stemmer dømte at han skulle være fri,
380
seks at han skulle dø for sit forræderi.
Jeg ved at *akterne i Kalundborg *nok findes. [†]
I stadsarkivet jeg dem så, om jeg ret mindes.
For retten anden gang da Niels Johansen kom.
For ham vor præsident oplæser sådan dom:
385
“Som Niels Johansen Kok for retten har bekendet
at han før slaget stod, *på flugten sig har vendet,
så har vi, præsident og rådmænd, samme kok
fra livet dømt, óg skal hans hoved *på en blok
afhugges med et sværd. Vil nogen siden mere
390
*på sagen tale og til fog’den appellere,
det er en ting som skal for alle åben stå.
Med eksekution man ej *forhale må.”
Man derpå synderen til retterstedet førte.
Hans ganske indvold da af angst sig i ham rørte.
395
[†] *Conf. Kalundborgske krønike, pag. 301.
|67Han tvang sig dog med magt at sige disse ord:
“O, er der ingen præst på denne verdens jord
der mig her trøste kan, der for min sjæl kan bede?”
Straks Peder Paars befol man skulle én udlede
som boglærd var, og som ham trøste kunne bedst.
400
Men ingen af hans folk her ville være præst.
Omsider gav sig an en halvstuderet røver.
Han sagde: “Synder, hør, du *dig ej mer’ bedrøver.
Jeg for vor præst hr. Niels har præket meget tit,
det falder mig helt let, jeg agter det kun lidt.
405
Jeg ved ej bedre tekst som jeg her kan forklare
for dig i denne *stand, i denne store fare,
end den jeg prækede for ham forgangen høst.
*Enhver i kirken var, sig deraf fandt stor trøst.
Jeg tekstens ord har glemt, dog det vil intet *sige,
410
det kan jeg sværge at den haver ej sin lige.
Vor *avindsyge degn har stedse fra den tid
set surt på mig. † Men om han *mild er eller blid,
† *Deres karakter som dræber folk med *vidtløftige parenteser. *Den tale som Nestor holder til *Patroclum, er næsten på samme måde; thi da han vil *opmuntre Achilles at lade sin vrede fare og siger herhos *en passant at han selv nu *ikke har den styrke som i gamle dage da han førte krig med de *elidensere, begynder han at fortælle så store *partikulariteter om samme krig, hvor mange *okser og svin de tog fra hinanden:
*Πεντήκοντα βοῶν ἀγέλας, τόσα πώεα οἰῶν etc.

                        Iliad. 11.

|68det skøtter jeg ej stort. Jeg kan mit *pund ej grave
i jorden for hans skyld. Jeg må det sådan lave
415
at jeg bli’r kendt af folk. Jeg altid er så god
som degnen, det jeg tør ham sige; om han stod
selv med i denne kreds, mon han vel turde sige
jeg bør, for han er degn, en fodsbred for ham vige?
Hvad bilder han sig ind, den drukkenbolt, det fæ?
420
En ærlig mand som jeg ... ak væ mit ene knæ!”
“Den indgang er for lang!” begyndte Niels at skråle.
At *sidde længer’ så han kunne ikke tåle.
Da Peder Paars befol han skulle gøre kort,
thi dagen *stakket var, man måtte rejse bort.
425
Straks røveren brød af og sagde: “Nu vi ville
til slutning med et ord dig kun for øjne stille
dit lives korthed, og at du skal engang dø.
Det bedre for dig er på landet end på sø
at hvile dine ben. Her kan du gravsted have
430
for dig og dine børn. Per Paars kan det så *lave.
|69Du er bedrøvet at du må ej leve mer’,
men når du tænker kun lidt efter, at det sker
dig selv til nytte, da du må dig heller fryde.
Nu bli’r du anden kok, nu udi anden gryde
435
du koge skal. Du har at vente sådan løn,
vær kun frimodig og gør en andægtig bøn!”
Da kokken sagde: “Ak, hvi lod jeg mig forføre
til denne store synd? Skam få du, skipper Børre!”
*Profossen på de ord, da han slig andagt så,
440
han tænkte: Nu er tid hans hoved fra ham slå.
Men som han ikke vant var fanger at aflive,
så lod han sværdet smukt i skeden stå og blive
og hugg’ så dermed til. Niels faldt på jorden ned
som død, men ganske hel. Profossen blev beleet
445
af øens folk som sligt et værk på fingre vidste.
Enhver af latter fast var færdig til at briste.
Da råbte Peder Paars: “Han udstå’t har sin ret,
han skal løsgives!” Men det var dem ikke let
med ord og trusler at få kokken af de tanker
450
*han jo var død. * “I mænd, mig intet mere *anker,”
* Andre sandfærdige eksempler findes derpå i Bidermanni Utopia.
|70han sagde, “end at I vil gøre mig fortræd
i andet liv. I er ej mer’ min øvrighed.
Jeg eders hårde dom at hævne nu skal søge,
i præsidentens hus skal alle nætter spøge,
455
om jeg en ærlig mand, et ærligt spøgels’ er.
Af dommerne jeg *smukt betale skal enhver.”
Man brugte da al flid, man spared’ ingen møje
at bringe ham derfra. Han agtet sligt kun føje.
“Jeg ved jo,” sagde han, “at mig en krigsret har
460
fordømt. Skønt jeg er død, er jeg dog ingen nar.
Jeg har det ikke glemt. Det var ej udi låret
jeg hugget fik, men her, jeg føler endnu såret.
Jeg kommer alt i hu som det var sket i nat.
Per Paars var præsident, Per Skriver så jeg sat
465
ved protokollen, man ham *auditør da kaldte.
Tre røvere jeg ved da dommers amt forvalte.
En halvlærd røver mig en slig ligpræken holdt
som står *nok i min hals, som gjorde blodet koldt.
I bilder mig ej ind at jeg *nok er i live.
470
En krigsret har mig dømt, en krigsret kan mig give
*alene liv igen. Hvis samme ret ej vil
sligt gøre, vil jeg tro jeg aldrig mer’ er til.”
Per Ruus, som kokkens ord da agtede helt nøje,
han sagde: “Præsident, skal vi ham deri føje?
475
|71Skal vi ham liv igen tildømme ved en ret?
Mig synes at man kan ham deri føje let.”
Den kloge Peder Paars, som alting overlagde,
med stor betænksomhed til skriveren da sagde:
“Den sag er underlig! Jeg ej begribe kan
480
hvor retten liv igen kan dømme i en mand.”
“Vist,” sagde Peder Ruus, “den ret som kan aflive,
kan ene, om den vil, ens sjæl tilbage give.
*Exempli gratia, den samme gode ven
som tog min vest, han kan jo give den igen.”
485
“Sandt nok,” han svarede, men blev så *hovedsvimlet
af sådant argument at han nær havde trimlet.
Dog sagde han: “Jeg må betænke mig end lidt.
På sådan vigtig sag man pønser ej for tit.
Exempli gratia, den mig en vest fratager,
490
kan give den igen om det ham så behager,
det finder jeg er sandt, ja ganske rent og *plat.
Den * syllogismus kan óg gøres om min hat.
Det synes være ret, er ikkun dog en *fynte.
Med syllogismer tror jeg Fanden først begyndte.
495
Jeg var i København forgangen på en sal
som kaldes *Studiegård; jeg var nær blevet gal
af meget sælsom snak og tale jeg dér hørte.
Det syntes være godt. Den ven som mig dér førte,
|72hvis navn magister var, * på dansk mig sagde lidt,
500
hvoraf jeg kunne se man gjorde sort til hvidt.
Slig snak mig syntes da han kaldte * syncretismus,
men jeg har siden lært det hedder syllogismus.
Vil óg min sekretær med sligt mig gøre blind?
Exempli gratia vist Fanden gav ham ind.
505
Exempli gratia er snak og falsk *til prikke,
skønt hvori det består, jeg straks begriber ikke.
Man ej kurere må med krigsret, men med stok
en mand der galskab slig la’r se som denne kok.”
Så vidste da min helt sig heri at besinde.
510
Fast ingen ting, hvor mørk, var mægtig at forblinde
den højoplyste Paars. Man en professor kan
med syllogismer slå, langt mer’ en anden mand
der ej studeret har. Så undgik han den *strikke.
I alle slige ting han viste sig at *skikke.
515
Hvis sligt ej hindret var af hannem denne gang,
det ej en liden plet i min heroisk’ sang
* Af disse Peder Paars’ ord kan ses at *magistri var *rarere på de tider end nu om stunder da landet vrimler deraf, og *stykket kommer kun på nogle få daler. Ellers vidste *gemene folk ikke at kalde dem *uden mestre.
|73mig havde gjort. Det mig er ingen ringe glæde
at denne sag så gik; thi jeg kan ikke kvæde
en ting på anden vis end den tildraget er.
520
Jeg er i slige ting og andet noget sær.
 
 
 
xxx
xxx