Tilbake til søkeresultater
previous icon next icon
Vis  kommentarertekstkritiske notervariantnoteralle noter åpne    Tekstkilder    Veiledning
Klikk på sidetall for å se faksimiler    
   
|1
|2
|3
Første bog
Første sang
*Jeg taler om en mand hvis skæbne og bedrifter
bør *billigt tegnes an blandt alle folkes skrifter;
jeg sjunger om en helt, den store Peder Paars,
som tog en rejse for fra Kalundborg til *Års.
5
*Sig, giftig’ Avind, sig, *vanartige gudinde,
hvad dig bevæget har? Hvor kom det dig i sinde
så hårdt at plage og forfølge sådan mand
som næppe var bekendt i eget fødeland?
Hvad har opirret dig? Hvad haver årsag givet
10
en slig uskyldig mand at stræbe efter livet?
Han ej med *Don Quichot forlod sin fødeby
for at indlægge navn, få kæmper til at fly.
Hans forsæt var ej med *Ulysse og Ænea
at undertvinge land. Sin *fæstemø Dorthea
15
|4han ville ikkun se. Mon nogle miles færd
vel *være sådan *larm og sådan fare værd?
Hvi skulle denne mand så stor *anfægtning lide,
så ofte fristes og *i sure æbler bide,
nu stolte *bølger se sig true på sit liv,
20
nu stå i *fare for at dø for morderkniv,
nu udi én fortræd, nu i en anden falde?
Mon den gudinde er der plages så af *galde? *
Men Avind, langt fra at du fik din vilje frem,
du har med største harm mått’ se ham komme hjem
25
med folks forundring, med berømmelse og ære.
Se til du engang kan af sligt eksempel lære
at den du hader mest, for den du baner vej
til ære, gør den stor og modig som var fej,
at *riset ofte må af den det snerter, kysses;
30
thi det *gør mangen gang af en Per Paars Ulysses.
Sig mig, *o Musa, sig, hvorledes gik det til
med denne mand *så højt bekendt af lykkens spil?
Med rette farve sligt umag dig at afmale;
thi man om denne helt begær’ ej du skal prale
35
som du tit haver gjort, forført af en poet
at sige meget som du ved er aldrig sket.
Tre år før *Kalmarkrig, da folk var mere rige,
af vellyst, overdåd man vidste lidt at sige,
*
... *Tantæne animis coelestibus iræ?

                        Virg. Æneid. libr. 1.

|5da man ej midler *satt’ på *speceri, *kaffé,
40
da *reven øllebrød var brugelig for te,
da man kun vidste lidt af fremmed skik og *noder,
man åd og drak på dansk, og ingen franske moder
i landet kommet var, at sige kortelig:
Da folk mer’ sparsomm’ var og derfor mere rig’.
45
Da tog sig i vor by en velfornemme kræmmer, *
hvis far og mor var jysk, men farfar var en *bremer,
en velbemidlet mand som kaldtes Peder Paars,
en kostbar rejse for fra Kalundborg til Års
at se sin *fæstemø, som han i mange tider
50
ej havde haft i syn. “Jeg ved hun ikke lider,”
han sagde ved sig selv, “at jeg på salten sø
mit unge liv betror; men for en fæstemø
man vove må sit liv, man må ej være bange,
skønt udi Kalundborg ej skulle findes mange
55
der udaf kærlighed slig fare og *fortræd,
ja hårde vinterstød at udstå var bered.”
Alt dette kunne vel en anden stå for øje,
men sådant Peder Paars ej regnede så nøje.
Så stærk er kærlighed! Han hyrede en *jagt
60
og overgav sig så *Neptuni vold og magt.
Gudinden *Avind, da hun sådant fik at vide,
hun fnysede af harm. “Skal jeg vel dette lide?”
hun sagde ved sig selv, “skal han sin fæstemø
så let omfavne? Nej, jeg heller’ ville dø
65
* Kalundborgske krønike, pag. 200.
|6end en tilsammenkomst så kærlig dem tilstede,
end se forlibte folk sig med *en anden glæde.”
Med disse ord hun fløj i luften som en pil,
man aldrig Avind så at bruge sådan il.
Hun stedse ellers lå begravet i sin hule,
70
hvor hun blandt øgler sig og slanger plejed’ skjule,
som man i hobetal og halvopædte så. (a)
Af ladhed talte hun hvert skridt hun skulle gå. (b)
Så haver *Naso sagt og hende så beskrevet,
så var hun i hans tid, nu er hun hurtig blevet.
75
Om hun i gammel tid så lad og doven var
som Naso fordum os afmalet hende har,
det står så ved sit værd. Jeg tør mig ikke vove
at sige ham imod. Nu ved jeg at *til hove
samt alle andre steds hun sées kan hver dag.
80
I gammel tid måske det var en anden sag.
Men jeg vil sjunge om hvor hurtig vor gudinde
var et forræderi mod Peder Paars at spinde.
I øjeblik hun stod på *Pater Noster Skær,
som *af Virgilio os kønt afmalet er. (c)
85
(a) *Vipereas carnes vitiorum alimenta suorum vidit intus edentem. Ovid. Met. l. 2.
(b)
Surgit humo pigra.

                        ibid.

(c) *Der er ingen tvivl på at det som Virgilius kalder nimborum patriam, *jo er Pater Noster Klippe. I det ringeste er det lige så troværdigt som Ulysses er den samme som Odin, óg undrer jeg mig over at Rudbeck ikke har talt derom i hans Atlantica.
|7Der hør’ man vindene som hine lænkehunde
af vrede fnyse, gø og stræbe om de kunne
hver stund at komme løs. (a) Hvis *Æolus med magt
på dennem havde ej en sådan tømme lagt,
hvis ikke stormens gud dem sådan kunne *spæge,
90
de skulle himmel, jord og alle ting bevæge, (b)
tilsammen blande hvad de kunne træffe på.
Man skulle verden se i hast at *undergå.
Men *Jupiter for godt har fundet dem at give
en konge(c) som med magt dem kan tilbage drive
95
i deres huler når de ville løbe ud.
Det er den Æolus som kaldes stormens gud.
Da Avind hannem fandt på spidsen af den klippe,
hun sagde: “Stormens gud, jeg kan dig ikke slippe,
du aldrig bli’r mig kvit, jeg aldrig fra dig går
100
før du bønhører mig og gør hvad jeg attrår.”
Det sagde hun med suk og højtbedrøvet mine
som en der færdig er af angest at besvime.
(a)
*Illi indignantes magno cum murmure montis
circum claustra fremunt.
(b)
*Ni faciat, maria ac terras coelumque profundum etc.
Imposuit regemque dedit.

                        Virg. ibid. lib. 1.

(c)
*... Tαμίην ἀνέμων ποίησε Κρονίων.

                        Odyss. 10.

|8Straks Æolus (thi han er en enfoldig mand
som bjergfolk gerne er): “Jeg tror hun i mit land
105
er kommet,” tænkte han, “optændt af elskovs lue.
Hvo blive kan *forlibt i sådan *vanskabt frue?”
Han deri havde ret; thi hun så hæslig er
at *Pallas voved’ ej at komme hende nær. (a)
Hun helt spidsnæset, blå og mager er, har tænder,
110
halvt ædte op af rust, hun har ej *bedre hænder.
I hendes ansigt man mer’ *galde ser end blod.
Mod hendes ånde man forsyner sig med *rod
at holde i sin mund. For hendes øjne skæve
og hendes fæle syn selv guderne må bæve.
115
Hun smiler ikke let, man ved hun aldrig ler
undtagen noget ondt som *hændes kan, hun ser. (b)
Af sådant Æolus vel måtte blive bange.
Han længe sad forsagt, nedslagen som en fange,
han var ej mægtig til at give noget svar.
120
Gudinden sådan skræk hos hannem blev vel var,
men hvad dens årsag var, hun ingenlunde vidste.
Hun sagde: “Hør min bøn, det være skal den sidste
(a)
*... Visaque oculos avertit.

                        Ovid. Metamorph. l. 2.

*... Livent rubigine dentes.

                        ibid.

(b)
*Risus abest, nisi quem visi movere dolores.

                        Ovid. ibid.

|9som det den første er. Du den ej nægte må,
jeg ikke ubønhørt fra *Æolo vil gå.”
125
Han dertil skælvende da svared’: “Om I ville
i morgen komme hid, nu har jeg at bestille.
Jeg aldrig haver ro, nu en, nu anden *vind
mig plager ...” Da man så han ganske kom fra sind,
han kunne ej af frygt og rædsel mere sige,
130
men færdig var af skræk at rømme land og rige.
Han vendte ryggen til og ville løbe bort.
Gudinden slig foragt ej *skøttede da stort.
Hun holdt på hannem fast med begge sine hænder,
nu gav hun gode ord, nu viste hun ham tænder
135
og sagde som tilforn: “Jeg aldrig fra dig går
før du bønhører mig og gør hvad jeg *attrår.”
Da skreg han overlydt og sagde: “Slip mig, frue!
Jeg ser i hovedet I haver løs en skrue.
For eder *Pluto selv er bange, eder skyr.
140
Hvo kan *forlibe sig i sådant hæsligt dyr?”
Den giftig’ frue, som forhånelse ej *skøtter
når det til hendes gavn og onde forsæt nytter,
til takke alting ta’r og alt opofrer let
når hendes *slemme sind af ondt kun bliver mæt,
145
hun over Æolus ej ville sig besvære,
hvis hjælp i denne sag hun kunne ej undvære;
*thi stilled’ hun sig mild og sagde med *besked:
“Du deri farer vild, det er ej kærlighed
|10som mig hid haver bragt. En anden *orm mig plager:
150
Jeg sætter heller’ splid i kærlighed og *mager
at elskovs søde smag forvandles skal til had;
det er min største lyst, det gør mit hjerte glad. (a)
Slig orm mig drevet har at søge dig. Jeg falder
dig, stormens gud, til fod, dig beder og påkalder:
155
Tål ej at Avind skal for dine fødder dø
af harm at Peder Paars skal se sin fæstemø!
Om en gudindes suk hos guder bør antegnes,
og om en stympers liv bør derimod ej regnes,
da lad ham aldrig nå den højforlangte havn,
160
da lad ham aldrig få sin Dorethe i favn!
Se hvor hans *lumpne *jagt de stolte bølger pløjer!
Se hvor han, mig til trods, i håbet sig fornøjer!
Ak, *slip en kraftig vind og havet for mig rør!” (b)
Han svarede derpå: “Det jeg ej vove tør.
165
Jeg ved nok hvor det gik mig i *Æneæ tider.
Neptunus er en mand der aldrig sådant lider.
Til uven ham at få jeg ved er ingen skæmt,
det som jeg gjorde da, han endnu ej har glemt.
(a)
*... intabescitque videndo
successus hominum.

                        Ovid. ibid.

(b)
*Incute vim ventis etc.

                        Virg.

|11De *skidne ord jeg fik, mig ligger *nok på hjerte.
170
Jeg mod hans vilje nu har næppe lov at *– –,
endsige *give vind som havet røre kan.
Man næppe finde skal en høj *bestillingsmand
der har så liden magt, hvis hænder ere bundet,
hvis herredømme *på så slet en fod er grundet.
175
Jeg ellers alting gør for *fruentim’rets skyld.
Men *skåner mig derfor, *opripper ej min byld!”
Straks Avind, som i svig og kunst er mesterinde,
sin tale førte så for hannem at forblinde:
“Hør, vindenes monark! Hvo har dig underlagt
180
*Neptuno, havets gud? Har *Jupiter *vel sagt
at *han har over dig at byde og befale?
Hvo haver nogen tid *ham hørt således tale?
Du har *fra Arilds tid haft magt at skabe vind.
Nu sidder du forsagt med hånden under kind
185
og venter på forlov, tør ingen ordre give.
*Neptunus magten har, du må kun underskrive
hvad han besluttet har. Han i sit hjerte ler
at du *med hannem så igennem fingre ser.”
|12Det fast utroligt er hvad sådan *fyndig tale
190
udvirkede hos ham; han såsom af en dvale
opvågnede, stod op og gav et mægtigt skrig
som *Mars da han blev var i *den trojanske krig
sit blod at rinde: (a) “Hør, I sønden-, nordenvinde!
*Gå ud af eders hul! I skal herefter finde
195
at jeg jer herre er, at jeg har ene magt
at sige *‘blæser op!’, at sige ‘stille, *sagt’!’”
I samme øjeblik man hørte vinden suse,
det salte hav man så forfærdeligt at bruse. (b)
Per Paars, som lidt fra land var kommet med sin *jagt,
200
i ham blev blodet koldt. (c) Han råbte: “*Giver agt,
o sømænd, *frygter ej, men *tager mod og hjerte!
Tænk I må ellers dø på *sotteseng med smerte.
(a)
... Ὁ δ’ ἔβραχε χάλκεος Ἄρης etc.

*Mars, da han blev såret af Diomede, råbte han så stærkt som ti tusinde andre. Homer. Iliad. 5, *unde Juvenalis:

Tu miser exclamas, ut Stentora vincere possis,
vel potius quantum Gradivus Homericus.

                        Satyra 13.

(b) *Anders Styrmands journal, *pag. 3.
(c)
*Extemplo Æneæ solvuntur frigore membra.

                        Virg. l. 1.

|13På havet mangen helt har lukket øje til.
For min part her at dø jeg *agtede kun spil.
205
Hvis ej min fæstemø Dorthea stod for øje,
med sådant gravsted jeg mig ville lade nøje.
Hvis himlen mig tillod først med min fæstemø
at tage afsked, jeg med glæde ville dø.
Mod døden man *omsonst sig stræber at bevæbne.
210
Hvis så *beskikket er, hvis det er eders skæbne
at I på havets bund skal hvile eders ben,
og Lachesis ej tråd har mere på jer ten, (a)
så hjælper eder ej I græde vil og sukke,
I må dog give jer, I må for døden bukke
215
når tiden kommet er. Det sagde først og sidst
min fader *over bord, *var dog ej calvinist.
Derfore, sømænd, lad ej sådant jer forskrække!
Jeg kan ej tale mer’, får ondt og må mig brække.”
Hans skriver, Peder Ruus, som fulgte denne mand,
220
da tænkte ved sig selv: “Mon jeg óg ikke kan
opmuntre dem med ord og tale om den skæbne
mod hvilken man omsonst sig stræber at bevæbne?”
(a)
*Dum superest *Lachesi quod torqueat etc.

                        Juvenal. Sat. 3.

|14Han tænkte ingen trøst mod døden bedre var.
Óg finder jeg at han slig tale holdet har:
225
“I kække sømænd, hør hvad jeg vil eder sige!
Hvad skæbnen har *beskær’t, det kan man ej undvige.
Én skabt til glæde er, en anden til *fortræd.
For én er havets bund, for anden er *bered
en galge; thi den som beskæret er at hænge,
230
ej druknes *nogen tid, det har jeg hørt *for længe.
Mads Sognefog’d var skabt at dø på *sotteseng,
Niels Degn beskær’t at dø udi en klokkestreng. (a)
Den som til sjællandsfar er skabt, bli’r aldrig jyde.
Én fisk er skabt til rist, en anden til en gryde,
235
én lus at dø i ild, en anden ved en *nagl,
ét korn af hede må, et andet dø af hagl.
Én bog må lade sig på randen smukt forgylde,
og én i *kræmmerhus er henlagt på vor hylde. (b)
Én skabt at blive lam, en anden blind og døv.
240
Man bryde finger kan udi en kællings *–.
Når så *beskikket er, hvi skulle vi da bæve
for døden? Vi dog *ved vi kan ej evigt leve.
(a) Hvori han hang sig.
(b) Kræmmer-*comparaison.
|15Vort levned er kun kort, det er mod evighed
som liden landsby mod en stor og mægtig *sted.
245
Ej nogen mand er til som døden *jo borttager,
undtagen, som jeg ved, *Jerusalems Skomager. *
Han ene lever nok, han ene aldrig dør.
Hvis I mig ej vil tro, da kun hr. Christen spør’,
han hannem *haver set i Holsten mange gange.
250
Jeg *skøtter ej derom, jeg skulle blive bange
om jeg fik ham at se. Han tit i kirken står
og bøjer sine knæ og sig for brystet slår.
Hvis jeg kan komme hjem, hr. Christen skal mig love
at vise mig den mand; jeg tør vel ikke vove
255
at tale med ham selv, jeg ville i en krog
kun stå og høre hvad han taler for et sprog.
Hvi han så flakker om og sådant ondt må lide,
jeg kan ej nægte det, jeg har jo lyst at vide.
Der er *fast intet land, der er fast ingen by
260
han *jo har været i, endogså udi *Thy.
* *Terrible digression, som dog hos visse *oratores og poeter er *gemen, og som man plages med i daglige *discourser.
Det er bekendt at *Jerusalems Skomager aldrig dør. Hvo som tvivler derom, kan kun læse *Matthæum Parisium in Historia Anglicana, *pag. 339. *Item Dudulæi relation om Paul von Eitzen, som så ham på rejsen fra *Wittenberg til Hamborg.
|16Derfore lader jer af sådant ej forskrække ...
Jeg som min *principal får ondt, må mig óg brække.”
Af sådan tale da opmuntret blev hver mand.
De råbte overlydt: “Lyksaligt er det land,
265
lyksalig er den by, lyksaligt er det *herred
som *giver sådan mand! O, havde han studeret,
han havde kunnet *kørt med mangen præst i ring,
i verden havde han *gjort mange høje spring!
Hr. Christen præker vel, det må enhver bekende,
270
han trøste kan en syg, en synder kan omvende,
men at han som Per Ruus ... Hvad var det som der brast?
Nu er vi *om en hals, der ligger vores mast!”
Per Paars blev stedse ved skibsfolket at *husvale
og muntre dennem op ved en og anden tale.
275
Men hver på dækket lå og vred sig som en orm.
Der blev et himmelvejr og en *poetisk storm.
... *omnia fiunt
talia, tam graviter, si quando poetica surgit
tempestas.

                        Juvenal. Sat. 12.

|17Den hele himmel blev med skyer overtrækket,
det mørkt blev som en nat. (a) Man kunne ej på dækket
hinanden mere se. Hver lå og holdt sig fast,
280
én ved et ankertov, en anden ved en mast.
Man hørte tovene forskrækkeligt at hvine,
om skibet tumlede sig kufferter og skrine. (b)
Nu så man himmelen af lynild blive klar,
man tænkte dommedag da straks *for hånden var;
285
thi verdens undergang og sidste tid man venter
når man *formænget ser fast *alle elementer.
Man truedes med ild, man svømmede i vand,
det hele ganske dæk *óg skjulet var med sand
som bølgerne med magt af grunden havde taget, (c)
290
så man af ild og vand og havets sand var plaget
(a)
... *Ponto nox incubat atra.
Intonuere poli, crebris micat ignibus æther.
(b) *Andr. Styrm. søjournal, pag. 3.
(c)
... *Furit æstus arenis.

                        Virg. Æneid. 1.

|18*på den selvsamme tid, at sige med et ord:
Man aldrig mere så bevæget hav og fjord.
Den hård er som en sten hvis øjne ikke rinde
når han betragter sligt. Men kærligheds gudinde,
295
der altid rækker hånd, der altid *dem er mild
hvis hjerter er optændt af elskovs søde ild,
da hun slig jammer så, dens årsag fik at høre,
besluttede hun straks til havets gud at køre.
Hun råbte: *“Spænder for, jeg har ej længe tid,
300
jeg må forsøge på hvad kærlighed mod *nid
udrette kan; jeg må påtage mig en rejse.”
Straks man for vognen så to hvide *svaner knejse.
Hun til *Neptunum fór. “Ak,” sagde havets gud,
“hvor kommer du nu fra i uvejr, regn og slud?
305
Hvad årsag dertil er, livsaligste gudinde,
at man i sådan storm på havet dig skal finde?”
Hun sagde: “Havets gud, hør hvad jeg sige vil.
Din magt, dit herredom jeg ser ej mer’ er til.
Har du det af dig selv vindguden overdraget?
310
Har han det dig med vold berøvet og frataget?
Søg land! Kast *forken bort! Lad dig ej mere se
på havet hvor dig fisk og søfugl vil bele
når de formærker du ej holde kan i ave
den mindste bølge, når du er en andens slave,
315
|19når du som fordum blev af søfolk først og sidst
så meget dyrket, har dit navn, din ære mist’.
*Hen pak dig! Æolus regerer havet ene,
du ikke mere kan *ham scepteret formene.”
*Neptunus over sligt straks blussede af skam,
320
*om hovedet blev hed og svarede: “Madam,
*sligt puds han kun tilforn har en gang med mig spillet;
jeg blev af hannem i Æneæ tid så *drillet,
*som I kan læse hos Virgilium. Jeg ved
han det antegnet har. Mon jeg da sådant led?
325
Han har min *tapperhed ej noksom kunnet prise.
Jeg har ej bogen her, jeg skulle ellers vise
hvad derom skrevet er. Men sig mig med et ord:
Hvad haver *Æolum tilskyndet hav og fjord
med vindene at slå? Jeg selv blev meget bange,
330
har siddet ganske still’ tre timer som en fange.
Jeg tænkte sidste dag nu straks *for hånden var.
Sligt uvejr mange år jeg ej fornummet har.”
Så faldte da hans ord. En slig enfoldig tale
havguden førte frem. Jeg tingen må afmale
335
som den tildraget er; hver redelig poet
en ting beskrive må som den er hændt og sket.
Således sagde óg fordum en vis person når han blev vred: “Hvad for en mand jeg er, det kan I se af *den fjerde tomo i Theatro Europæo.”
|20Jeg kan *på ingenting forvendte farver sætte,
min *gejst på det som skævt og kroget er, at rette
*bemøjer aldrig sig, skønt en *heroisk sang
340
ej *lider sligt; men jeg blandt *skjalde have rang
ej *skøtter om når man mig tvinge vil at lyve,
at give hvidt for sort og sige: “Ti er tyve.”
Neptunus sømand er, han aldrig *sættet har
på skruer sine ord, han aldrig hofmand var.
345
Da Venus kortelig dets årsag ham fortålte,
hvad sådant himmelvejr, hvad sådan storm forvoldte:
“Af elskovs stærke ild ophidset Peder Paars
en rejse foretog fra Kalundborg til Års
at se sin fæstemø. Straks Avind, som I vide
350
oprigtig kærlighed har aldrig kunnet lide,
har med veltalenhed gjort Æolum så blind
at han *årsaget har sligt uvejr, storm og vind.”
Neptunus sagde da: “Alt hvad jeg nu kan gøre
for eders skyld, det er at jeg vil havet røre
355
med min trekanted’ fork og vise vinden hjem
med slige hårde ord så det skal *have klem.”
Straks vendte han sig om og råbte: “Hør, I vinde!
Hvis I ej *pakker jer, I skulle straks befinde
at jeg mit herredom og fork ej *før’ omsonst,
360
og at det kun for mig skal være ringe konst
|21at få jer alle kast’ i evigt bånd og fængsel
og slutte eders hul med stærke lås og hængsel.
Jeg vise eder skal at jeg har endnu mod.
*Trods I tør, uden mig, oprøre mindste flod!
365
*Går, siger *Æolo jeg sligt ej kan *fordøje,
jeg vove skal med ham for sådant et blåt øje!”
Det sagde han med fynd og sådan myndighed
at vindene med hast i bjerget krøbe ned
og skjulte sig af frygt man dennem *revse ville.
370
Men sådan ordre gav Neptunus alt for silde;
thi *jagten drevet var imidlertid på land,
hvor den i stykker gik, dog omkom ingen mand.
Anden sang
For gråd jeg ikke kan den tilstand her beskrive
enhver da fandtes i. De vare vel i live,
men stive udaf frost, nedslagne af *fortræd.
Sligt *ynksomt syn man ej har séet noget sted.
5
De allesammen lå fast ligesom i dvale,
den ene kunne ej den anden da *husvale.
De trætte nakker man på skuldre hælde så,
de fordum kække mænd som visne blomster lå,
*dem ploven fældet har som aks af hagl og vinde,
10
|22som valmu’ udaf regn nedslagne. Hvo kan finde
tilstrækkelige ord at male sådant af?
Jeg *med Virgilio kan ikke gå i trav,
langt *mindre kan jeg med Homero galopere;
*min musa doven er. De ej poeter ere
15
som ikkun drikker vand. *Horatius er mæt
og haver *skrutten fuld. Han sjunger ellers slet.
Da disse *usle mænd så havde lagt en time
fast uden følelse og ligesom i svime,
kom endelig en mand der *dennem var så *mild
20
at han på klinten for dem tændte op en ild.
Den tapre Peder Paars begyndte først at tale.
Han sagde: “Kære ven, vil I os vel afmale
... *inque humeros cervix collapsa recumbit
purpureus veluti cum flos succisus aratro
languescit moriens, lassove papavera collo
demisere caput pluvia cum forte gravantur.

                        Virg. Æneid.

... *Satur est cum dicit Horatius euhoe.

                        Juven. Sat. 7.

|23
|24
|25hvad land vi ere i, om det er sådant sted
som efter dette liv for døde er *bered.
25
Mig synes at det ej kan Himmerige være,
vor slette tilstand kan det anderledes lære;
ej Helvede, thi her er alt for meget koldt,
det sted skal være hedt, så vidt mig er fortålt.”
Han gav ham sådant svar: “Det *ejland Anholt hedder.
30
Indbyggerne hver dag for søfolk stedse beder,
at se dem her på land. De ofte bli’r bønhørt;
thi et og andet skib bli’r *lykkeligt hidført.
De ere gode folk, hvorvel man ej kan nægte
i gamle dage de *jo vare slemme knægte.
35
En velbedaget mand som været har min gæst,
fortalte at her var tilforn en gammel præst
(jeg nævner ej hans navn, jeg vil ham ikke røbe)
som tog *en daler for hvert barn han skulle døbe,
og da man spurgte ham hvi han sig understod
40
at *tage dobbelt, han da svared’ med frit mod:

Så kaldet fordi det *holder skibe an, *vid. *Peder Syvs Ordsprog.

*Propterea huic urbi nomen Epidamno inditum est
quia nemo huc sine damno divortitur.

                        Plaut. Menæch. act. 2. sc. 1.

|26*To mark mig tilladt er for børnedåb at tage,
to for begravelse. Nu kommer få af dage
*sotteseng, thi de fast alle bliver hængt;
derfore jeg min ret kan tage *ufortænkt.”
45
Man deraf slutte kan de vare fordum slemme.
Det går mig lidet an, jeg har her ikke hjemme.
Nu derimod man ser dem bedres dag fra dag.
Hver lever kristeligt og nærer sig af vrag.”
Per Paars da glæded’ sig at han *så vidt var kommen
50
blandt *smukke folk; men da han hånden stak i lommen,
han savnede sin pung. “O ve, mig arme mand!”
han råbte. “Ingenting mig mere trøste kan.
Det er jo ingen skæmt at miste tolv *rigsdaler,
og du, min ven, som her om landets dyder praler,
55
her ser man hvor man kan din *fagre tale tro,
her ser man hvad for folk på denne ø monn’ bo;
thi ingen uden du sig til mig haver nærmet,
du som jeg mente at du skulle mig beskærmet.
Nej, folket værre er end du mig bildte ind.”
60
Det sagde han med gråd og hånden under kind.
Her jeg bekende må og kan det ikke dølge,
helst som jeg gerne vil den rene sandhed følge,
at denne store mand *óg havde nogen fejl.
Jeg ønsker hver poet sig dette som et spejl
65
|27for øjne sætte må og undertiden vise
hvad fejl der findes óg hos dem de ville prise
i deres vers og sang. Alt hvad jeg sige kan
*for denne store helt, er at i fremmed land
er ingen større sorg end miste sine penge;
70
for slig ulykke sig en anden skulle hænge.
Det var den ene gang han lod sin svaghed se,
han ellers plejede *mod al ulykke le.
Hans skriver, Peder Ruus, som ham på rejsen fulgte,
da slog sig for sit bryst og råbte: “Vi må sulte
75
og dø af hunger her! Hvo vil vel række hånd
til den der fattig er? Det fandens elskovsbånd
som dig hid trækket har, må heller hedde strikke.
Det meget bedre er en ærlig rus at drikke
end at forlove sig. Tro mig at det er sandt,
80
skønt jeg ej boglærd er og ingen prædikant.
Jeg vel tilbage har tre daler i en *knude.
Når de fortæret er, så er det med os ude.”
... *Qui in amorem
præcipitavit, pejus perit quam si saxo saliat.

                        Plaut. Trinum. act. 2. sc. 1.

|28Per Paars blev derved glad og sagde: “Gem din skat,
se til man óg ej får på dine penge fat!”
85
“Jer skete ret,” så lod den fremmed’ sig forlyde,
“om jeg *det maged’ at I skulle snart fortryde
jer ubetænksomhed; thi jeg for tyvesag
end aldrig sigtet er af nogen før i dag.
Men at I skulle se hvor højt I jer bedrager,
90
hvor de I skælder mest, sig mest for jer umager,
så vil jeg glemme hvad I gjorde mig for spot
og stræbe hvor jeg kan gengælde det med godt.
I haver tabt en pung. Mon man det straks skal kalde
at den er *stjålet bort? Som den ej kunne falde
95
af lommen i den *rej da skibet gik på land.
Tolv dalers tab er ej et tab for slig en mand.
Men som jeg tror, så *har I andet med at fare.
Hvad er der i jer jagt? Hvad haver I for varer?
Der er måske de ting som let *bedærves kan
100
om de skal længe stå udi det salte vand.
I stødte nylig an, og jeg tør sikkert vædde
at alting frelses skal, om hver vil flittigt redde.
Hver gøre såsom jeg og bjerge hvad han kan,
og tale siden om hvad jeg er for en mand!”
105
Hver blev opmuntret og med fyrighed henrendte
til skibets *søndrig’ skrog for derudaf at hente
hvad ham for hænde kom. Alt hvad man bjerget fik,
jeg vil ej tale om, endskønt jeg på en prik
|29alt sammen kunne let opregne og beskrive,
110
et fuldt register på den hele *kargo give;
men min *heroisk’ sang *tilsteder ikke her
at tegne andet op end hvad som kostbart er.
O *Musa, kom til hjælp! Bevæg min røst og tunge
at jeg anstændelig om slige ting kan sjunge
115
og sirligt regne op alt hvad jeg fundet har,
som endda i behold, som endda frelset var!
Da Morgenrøden gik af *safran-sovekammer
og tændte himlen an med *rosentegned’ flammer
og sådan heftig skræk i mørke nat indjog
120
for *Phoebi ankomst at *hun straksen flugten tog.
Da man på vandet så at svømme fade, tønder
samt skrine, kufferter med klæder, pudehynder.
Som kåde marsvin man da så dem *vælte sig
og som små drenge der på vandet fører krig
125
*Et jam prima novo spargebat lumine terras
Tithoni croceum linquens Aurora cubile.

                        Virg. Æneid. 9.

|30i juli måned når de mange hede dage
på vandet lokker dem forfriskning dér at tage;
man ser dem skjule sig, man ser dem dukke op,
nu ser man kun en hånd, en fod, nu hele krop,
nu ser man dennem frem, nu ser man dem tilbage
130
at svømme, falde an, nu atter flugten tage.
Ej anderledes var at anse dette vrag.
Den fremmede person fandt deri stort behag,
han med fornøjelse på vandet så det lege.
Men man skibsfolket så til gråd sligt at bevege.
135
De råbte overlydt: “O, ulyksalig’ nat
der har berøvet os i hast vor hele skat!”
Man tog sig fore først at redde Paarses kiste.
Enhver af folkene som nogenlunde vidste
hvad deri var for skat, hvad deri skjulet lå,
140
at redde egne ting ej tænkte meget på.
Omsider fik man den med møje træk’t på landet.
Den fremmede person til bæltet gik i vandet
og hjalp at største del blev frelst. Slig høflighed
at vederlægge man med penge var *bered.
145
*Munera præterea Iliacis erepta ruinis
ferre jubet etc.

                        Virg. Æneid. 1.

|31Men denne gode mand slet intet ville tage.
“At redde fremmed gods jeg plejer mig umage
som det mit eget var,” han sagde, “n I ser
hvad mand jeg er, for tyv I *skælder mig ej mer’.”
Da kisten åbnet blev, man så derinde svæve
150
en jomfru og med hast mod himmelen sig hæve. [a]
Man rosenfarvet hals, et skinnend’ ansigt så,
man følte yndig lugt fra hendes hår at gå. [b]
Det *Jovis datter var og kærligheds gudinde
som havde sluttet sig i kisten *samme sinde
155
at holde vandet bort, forhindre at det ej
fordærve skulle let *Dortheæ kontrafej,
[a] Dette er det som *fransoserne kalder *le merveilleux, og er ligesom sjælen i poesi. Det *hos Homerum og Virgilium så tit forekommende *θαῦμα ἰδέσθαι eller *mirabile visu.
[b]
... *Rosea cervice refulsit
ambrosiæque comæ divinum vertice odorem
spiravere ...

                        Virg. Æneid. 1.

|32som dér forvaret var. Per Paars *bekom stor glæde
af sådant herligt syn. Man så ham øjne væde,
han råbte overlydt: “Det vist en engel var,
160
som i beskyttelse os alle taget har.”
Han bød det ganske folk at falde ned og bede.
Derefter tog man for med flid at efterlede
i kisten alle ting. Man med forundring så
at alle sager i god orden tørre lå.
165
Først fandt man ubeskår’t hans *sarses søndagskjole
med støbte knapper i, og *læ’r til otte stole.
Man siden ligervis fandt ganske tør hans vest,
for hvilken Peder Paars var bange allermest;
thi den af *kalemank var gjort med silkeknapper.
170
Han råbte: “Se min vest! Den haver holdt sig *tapper.”
Derefter tog man op en trøje som var blå,
med ulvskind foret og med *guldgramaner på,
to hatte af *kastor, tolv skønne peberkager
samt tre par rulæ’rs sko som af en tysk skomager
175
*Paars’ *diar., *pag. 22.
|33var gjort i Kalundborg, et lidet sølverkors
som af hans kæreste ham skikket var fra Års,
samt *Jærtegns huspostil med tvende spændebøger
som ham foræret var, en af hans svoger Tøger,
en anden af *hr. Jens i Holbæk (af den bog
180
Paars sagde tit at han var *ene blevet klog).
Hans *stammebog han så *óg ubeskår’t var blevet,
han efter tysk manér derudi havde skrevet
en hoben navne, ja *Dortheæ kontrafej
han óg omsider fandt. Den fryd jeg glemmer ej
185
han lod derover se. Han det mod brystet kryste,
han græd af glæde og det tusind gange kyste.
At sige med et ord: Alt var i god behold.
På klæderne man så ej mindste plet og fold.
De andre gode folk ej havde samme lykke;
190
thi i Per Ruuses skrin var ej et enest’ stykke
som *jo fordærvet var. [a] Han gav et heftigt skrig
da han hans bøger fandt tilredt’ så ynkelig.
[a] * Vid. Ruus’ klagemål * in fragmentis diarii.
|34Jeg selv kan ej for gråd den store ynk beskrive;
hvis sligt ej hændet var, jeg havde kunnet give
195
en stor oplysning om Per Paars og om hans tog
samt hele levned, som var *tegnet i en bog
med stor *omstændighed. Man deraf kunne lære
endog hvad han hver dag, hvert måltid plejed’ *tære,
hvor mange *potter øl min helt om dagen drak, [†]
200
hvad bruget blev i *snus, hvad udi røgtobak,
så at man finder få endogså tyske skrifter
der mer’ omstændeligt beskriver éns bedrifter.
At miste sådan bog man holder intet *spil,
der så vidtløftig var og tyk som en *postil.
205
Hvad angår andet gods, det vil jeg ej opregne,
jeg lovet haver kun hvad kostbart er, at tegne,
Min *musa sjunger ej om slige ringe ting;
thi skønt hun ikke gør, som andre, høje spring,
så kan hun dog ej vel i bagateller hænge
210
og sig med andet end hvad vigtigt er, *bemænge.
Per Paarses eventyr så store er at man
med mådelige ting sig ej bemænge kan.
[†] Poeten synes her at *raillere med dem som tegner op alt hvad dem *vederfares. Der er fundet adskillige sådanne journaler efter en og anden, hvormed de har villet give til kende at de har ikke haft meget at bestille.
|35Paars delte da sit folk i sine visse klasser.
Han sagde: “Kære børn, *ser til og flittigt passer
215
på hvad jer bli’r betroet! Hver bliver ved sin post!
*Betænker hvad det gods for penge os har kost’.”
Den fremmede person da svared’: *“Frygter ikke!
Vi har en ærlig *fog’d, jeg kender ham til prikke.
Han gerne fremmed’ folk vil tage i forsvar,
220
det er en *føje ting han derfor af dem ta’r.
I fjor han dømte tre der havde højt *bedrøvet
en sømand og hans gods med magt fra hannem røvet
samt givet ham med kniv tre-fire dybe sår,
i ansigt, hoved, ryg, i side og i lår,
225
at være *tremarksmænd. Dog skulle dommen være
dem ej til præjudits på gode navn og ære,
men hver at agtes for så god og ærlig mand
som andre bønder der besidder dette land.
Jeg ellers vidne kan at man i nogle dage
230
ej noget ondt har hørt som fog’den kan mishage.”
Slig underretning var Per Paars helt *angenem.
Han sagde: “Skriver Ruus, giv agt og flittigt gem
hvad han os haver sagt. Det bedst er at anskrive
hans tale ord fra ord. Vil lykken engang blive
235
så gunstig at vi til vort land og fødeby
må komme snart igen, vi give skal en ny
|36beskrivning over sligt, hvormed man sig *til hove
kan gøre angenem. Sig, landsmand, hvilke *love,
regering, *politi, gudstjeneste og tro
240
er blandt det gode folk som denne ø bebo.”
Han svared’ med *besked: “Den lov som vi her have,
af fog’den skrevet er. Han kan *det altid *lave,
vi får den ej at se; den hedder *Vold’mars ret,
så efter fog’dens navn. [*] Det er mig ikke let
245
dens indhold og *begreb at sige. Vi os nøje
at han *tilsteder os vort land at så og pløje.
Det ved jeg i vor lov beskrevet er og *sat
at præsten *tiende skal have, fog’den skat.
Vor tro er ren og pur som den var på de tider
250
*kong Dan ved roret sad. [†] Vor gode fog’d ej lider
at noget *sværmeri på øen fremgang får.
Jeg véd et kætteri som her *for nogle år
[*] *Kong Voldemars *Jyske Lov var tilforn brugelig i Jylland, og som fogedens navn også var Voldemar, mente den *uvittige bonde den af ham var givet.
[†] *Confer *Jens Bloks * Chorograph., *pag. 77 seq.
|37var opvakt: at man ej med rette kunne *nyde
det *vrag som drives hid. Slig lærdom at forbyde
255
vor foged var ej sen. Jeg ej beskrive kan
hvad *navn han derved har *forhvervet hos hver mand.
En kætter derpå sig da understod at sige:
“Slig gudsfrygt sigter kun sig selver at berige;
man ved at fog’den har af vraget største part,
260
*hr. Niels har óg sin del. Slig iver *har ej art.”
Men jeg kan sige på samvittighed og ære
at *de ham uret gør som *sådan lærdom lære.
Hans *forsæt ikkun er den gamle rene tro
at holde udi hævd, at man i fred og ro
265
kan leve på vor ø. Han af *antikviteter
en elsker er, han kan ej lide *ny profeter.
Vor præst er meget lærd, han præker, døber vel,
ej nogen andet kan ham sige på *med skel.
Han *ingen bibel har, men herlige postiller
270
med *kobberstykker i. Han læser uden briller
i kirken af en bog, en gammel lærd *postil,
som Jærtegns hedder. [†] *Slig en bog er aldrig til.
[†] Man ved i hvilken kredit *Jærtegnspostil var i gamle dage da der var stor overtro blandt folk.
|38Den handler ikkun om sandfærdige mirakler
og trøster, styrker dem som udi troen vakler.
275
Man holder for at han *kan mer’ end fadervor,
man mærke kunne det på ham forgangen år.
Historien er kort, óg kan I deraf lære
om det er ikke ret så vís en mand at ære.
Hid drev et skib som med *korinther ladet var.
280
Vor sognefoged Holck 6 tønder deraf ta’r.
Den lærde præst hr. Niels, som udi gamle bøger
kan finde skjulte ting når han det eftersøger,
slig falskhed straks fornam og sagde overlydt
da han i kirken kom: “Sligt er jo ganske nyt!
285
Det gik ej før så til i gammel tid og dage
at man fra præst og fog’d hvad tilkom turde tage.
I *de korinthiers det sjette det jo står.”
Den gode Christen Holck stod *som et slagtet får
og mærked’ tydeligt at præsten om de tønder
290
vist havde noget læst. Hvad ere dog vi bønder
mod slige lærde mænd som al vor *idræt se
i gamle bøger og kan alt vort *vid *bele!
Vor *degn ej ulærd er, kan skønne vokslys støbe,
han skulle, om det gjaldt, vel kunne børen døbe.
295
I morgen er det *fest, I ham da høre skal,
han synger lifligt som den bedste nattergal.
|39Hvis han sig ikkun holdt lidt fra tobak at smøge,
man skulle rejse langt, man skulle længe søge
før man en sådan degn, før man en sådan røst
300
at høre kunne få. Han sang forgangen *høst
da fog’den engang tog sig for at gå i *messe,
som sjældent sker; thi hans *forretninger ham presse,
at han til kirkegang ej haver megen tid.
Han da så herligt sang at fog’den mild og blid
305
sig stillede mod ham og sagde: “Hør, vi ville
dig gerne se hos os. Vor ældste datter, Nille,
stor lyst har til musik. Kom ikkun i vort hus.
Der vanke kan for dig så mangen ærlig rus.”
Per Degn, som brændevin at drikke haver våne,
310
af sådan høflighed var færdig til at dåne.
“Slig nåde,” sagde han, “hr. foged, er for stor!
Så tit jeg komme må i kirke og i kor,
jeg have skal i bøn min nådige hr. foged.”
Man aldrig så Per Degn af ydmyghed så kroget.
315
Den fejl som ellers ham bebrejdes allermest,
er at han *ikke kan forliges med vor præst.
Jeg tilstår, såsom han er lærd, kan regne, skrive,
at han ej har behov sin præst at *eftergive;
dog kan fast ingen sjæl ham deri holde med,
320
det er jo dog hans præst, det er hans øvrighed.
|40Det som imellem dem har yppet denne *trætte,
det er en liden ting som let stod til at rette
hvis trodsighed ej var hos begge alt for stor.
Hr. Niels vil degnen skal i døren af vort kor,
325
når bønnen bliver læst, smukt folde sine hænder;
men degnen siger nej og viser hannem tænder
så ofte præsten vil påminde ham derom,
og siger: “Skam der gør, skønt *ordre kom fra Rom!
Jeg ser skinbarligen I vantro vil bestyrke;
330
det ej *gebærder er hvormed man Gud skal dyrke.”
Der findes mange mænd som degnen giver *magt,
endogså fog’den selv; han ofte haver sagt:
“Vor pastor uret har!” Men han af *bønnebøger
og *Catechismo selv, hvor han sligt eftersøger,
335
bevise kan det er hver kristens rette pligt.
Man længe ønsket har at se den sag forligt.
Man ellers kan Per Degn til største ære sige
at han sit *amt forstår, og deri få har lige.
Hans formand, som dog vel *sig deri kunne sno,
340
når *han kun fik et lam, da denne får en ko.
Han mesterligen ved på salmer takst at sætte;
når han kun lidet får, så synger han de slette.
|41Jeg mindes at en mand hvis ældste søn var død,
Per Degn *på klingen gik og hannem heftigt *brød.
345
Han gav ham kun en *mark, han havde ikke *kræfter
at give mer’. “Helt vel! Du salmer får derefter,”
*han sagde. Bonden da ham svarede: “Jeg ved
at sådant hjælper ej min søn til salighed.”
Per blev da heftigt vred og bed sig udi tommen.
350
“Der *ingen salig er før han i grav er kommen!”
han råbte. “Disse ord jeg vise kan på *prent.
Sligt farligt kætteri jeg aldrig havde *vent’.”
Da bonden blev forskræk’t, tog op et *tomarksstykke
og rakte degnen det. “I *under mig den lykke
355
at jeg ligsalmer da kan få som haver *fynd.
Hvi skulle jeg min søn sligt nægte, det var synd.”
Så snild var han. Hr. Niels sligt ej kan bedre gøre.
Det er helt kortelig hvad jeg har kunnet *spørge
om landets *politi, regering, lov og skik.
360
Skønt jeg er fremmed, ved jeg sligt dog på en prik.”
Per Paars slig tale da med hjertens glæde hørte.
Dens lærdom, fynd og kraft ham på de tanker førte
at det var anden mand end han sig bildte ind.
|42“Din ringe dragt har gjort, o landsmand, mig så blind,”
365
han sagde, “at jeg dig har taget for en bonde.
Jeg beder sådant mig ej regnes må *til onde.
Din høflighed mod os jeg stedse prise vil
til yderst’ åndedræt, så længe jeg er til.”
Den fremmed’ svarede: “Min glæde er at trøste
370
betrængte folk og se at intet må dem *brøste.
Men tiden spildes kun ved vores lange snak.
En sulten mave gi’r for ord kun liden tak;
jeg løber til mit hus og vil *til ilden sætte
hvad jeg kan finde for jert følgeskab at mætte.
375
Jeg skal *óg skaffe for jer selv en opredt seng,
de andre venner får at sove *udi flæng.
Imidlertid og før en time kan udrinde,
skal jeg mig her igen med tvende vogne finde
at bjerge eders gods mens det er endnu tid,
380
og førend sol går ned. Slå kun dertil jer lid!”
Slig bortgang gik Per Paars usigeligt til hjerte.
Man hans tilbagekomst da ventede med smerte.
Man biede en *stund, man biede fast tre,
men samme fremmed’ mand ej mere var at se.
385
Da Peder Paars så op til himmelen og spå’de
de vare af den mand vist *solgte og forråde.
Ham randt i sinde hvor det tilgik med hans pung.
Så snart at glemmes var den skade alt for tung.
Man tit et *vældigt læs ser kuldkast’ af en tue,
390
tit må en løve sig af myggen lade kue;
|43da læsset sikkert kør’ blandt steneslæng og stød,
da ingen jægers magt gør løvens hjerte blød.
Så gik det Peder Paars. Vel lod han modet *hælde,
tolv *lumpne *dalers tab så nær ham kunne fælde;
395
men nu det gælder om hans frelse, gods og liv,
da står hans kække mod som mur og klippe stiv.
Et mådeligt gemyt, et *slet og hverdags hjerte
sig ofte hjælpe kan i *enig sorg og smerte;
men store hjerter får af fare aldrig *mén,
400
en øjensynlig død er dydens prøvesten.
*Vor helt i denne nød hans mod *óg ej *undfalder,
men med *koldsindighed han folket sammenkalder
og siger: “Venner, se hvor det er med os fat,
måske er denne nat vor allersidste nat.
405
I dag har hav og vind og himlen mod os *brumlet,
i største fare har vi om på søen tumlet.
Dog er vi frelste og hidført på denne ø.
Mon Gud har reddet os *at vi her skulle dø?
Nej, det kan jeg ej tro, vi har en bedre skæbne.
410
Hvi skulle himlen sig til vor forfølgning væbne?
Da *samtlig vores død var *såsom klar til vands,
hvi frelste *den os for at dræbe os til lands?
|44Nej, kære venner, nej, den vil os ikkun *prøve
og vor bestandighed ved nød og modgang øve.
415
Hvad skader guldet at det gennem ilden går?
Det *lutres kun deraf, en bedre glans det får.
Vel ved jeg ej hvad os kan inden aften hændes.
Tit kan vort bedste håb *os til et fald omvendes.
Den mand som loved’ os at stå så troligt bi,
420
jeg frygter han mod os gør et forræderi.
Jo mere jeg hans ord og tale eftertænker,
jo mere synes mig at se hans falske *rænker.
Hvad han fortalte os om landets skik og art,
*mig deraf anstod kun en såre liden part.
425
Hvor andres skade og ulykke eftertragtes,
dér tror jeg lov og ret kun meget ringe agtes.
Hvor foged, præst og degn kuns egen gavn *anser,
dér hos *gemene mand kan ikke ventes mer’.
Måske os intet ondt her skulle *vederfare,
430
men en fornuftig mand bør forudse en fare.
En dåres mundheld er: Hvem havde ventet sligt?
At *forekomme ondt, det er den vises pligt.
Om nogen vil sin hånd til ondt mod os udstrække,
da skal han vide at han træffed’ ikke *gække.
435
En styrmand støder ej på det bekendte skær;
den fare som man ser, halvt overvundet er.
Og skal vi dø, vi vil en ærlig død udvælge,
vi dennem liv og gods fuldt dyre *ville sælge.
|45Hvo ved om sejeren *os turde blive næst,
440
hvo fægter for sit liv, han fægter allerbedst.
Den største årsag som os kunne gøre bange,
er at vi ere få, *i det sted de er mange;
men deres mængde kun til sagen lidet gør,
det er ej tal, men *dyd som sejren følge bør.
445
Vi derfor *på alt fald os vil til værge sætte
og se hvor vi vor sag kan allerbedst udrette.
Man kun geledderne kan gøre *én mand høj,
tre mand i højre og tre i den venstre fløj.
Den venstre vil jeg selv, men Peder Ruus skal føre
450
den højre. Giver agt I kan kommando høre!
Vor skipper Børre skal med Niels Johansen Kok
og Anders Styrmand stå og blive i den flok,
iblandt den *bataljon hvor Ruus skal kommandere,
og man hans ordre som min egen skal parere;
455
hvis han så god til krig som han til pennen er,
da ingen bedre, ved jeg, fører an en hær.
Hver gøre nu sin flid hvor han kan våben tage!
I steden for en pik jeg vælger en bådshage.”
Til lykke fandt man en som var vel lang og stiv
460
og *tjenlig fíenden at holde fra sit liv.
Ruus en *håndspiger tog, én fik en afbrudt åre,
Niels Kok en *kedelkrog, men skipperen en kårde,
|46som var den eneste, skønt den kun dued’ lidt.
At sige med ét ord: Hver greb og tog til sit.
465
Man hørte midlertid én råbe: “*Værer rede!
Her er det rette sted, her må vi dennem lede.
Det var ved stranden her hvor jeg dem nys forlod,
anføreren for de skibbrudne folk her stod.
I hannem kende kan på en sølvknappet trøje,
470
et lyst og kruset hår, agt ikkun derpå nøje!”
Da mærkede Per Paars han skammelig var *solgt
af manden som for ham den lange tale holdt.
Han skikkede sit folk og hær i to geledder,
den venstre fløj han selv, den højre førte Peder,
475
hans skriver, omendskønt *det skipperen fortrød
at man ham sådan post og ære ikke bød.
Óg siges der at sligt har ene forårsaget
alt det som fulgte på, og at man tabte slaget.
Tredje sang
Straks *Fama, som med løgn og sandhed alle stæder
opfylder, gi’r nu sorg, nu atter hjerter glæder,
det lynildløbend’ dyr, som fuld af sprækker er,
der siger hvad det hør’, det ser og ikke ser,
5
der altid har af nyt så mange fulde poser
som *Peblingsø har fisk, som *Calepin har gloser,
*Tam ficti pravique tenax quam nuntia veri.

                        Virg. Æneid. 4.

|47
|48
|49der stundom siger sandt, men oftest fører snak
og fylder by med løgn som – – *almanak.
Den samme sælsomm’ fugl for Avind sig indstilled’
10
og sagde: “Hør, madam, I havets gud så drilled’
at Paars er alt på land, hans gods er i behold;
thi Venus lider ej at ham sker nogen vold.”
Af disse ord man så hvad vrede, harm kan gøre,
til hvilken galenskab den kvindekøn kan føre.
15
Ret som en modig tyr der af et *bremsesting
som den i siden får, gør mange høje spring,
den mister sin natur, bli’r løvevild og brøler
så længe *såsom den i siden smerte føler,
ej anderledes * var gudinden denne gang;
20
i hendes hule hun af raseri omsprang,
af munden gik ej skum, men grønne bitre galde,
af afmagt kunne hun ej stå, men måtte falde
så Fama, som dog ej kan længe stille stå,
da af nysgerrighed stod stille, så derpå.
25
Hun kom sig dog igen, begyndte så at tale:
“Hør, flygtig’ Fama, sig, fra hovedet til hale,
hvor er det gået til med denne kræmmer Paars?
Hvor er han landet hen, det er vel ej til Års?”
“Nej,” sagde hun, “det er en ø som Anholt hedder.
30
Der vil han føre krig og sig til slag bereder.
Jeg vidne kan med ed at jeg hans krigshær så,
hans kræmmersvend Per Ruus ved højre fløj at stå.”
* *Haud aliter, hvilket kommer lige så tit for i poesi som *ergo i logica.
|50“Ak!” sagde Avind, “jeg sligt ikke kan *fordøje.
Jeg må se til om jeg *Discordia kan bøje
35
at komme mig til hjælp, blandt folket sætte splid,
men ak, jeg ved hun ej er hjemme nogen tid.
Sig, *tusindmunded’ dyr, * sig, Fama, ved du ikke
hvor hun at finde er? Du ved jo alt til prikke,
dig er jo intet skjult, du gør så mange spring,
40
du løbet haver tit den hele jord omkring.”
“Hør,” svared’ Fama da, “hør, slangegiftig’ frue!
Discordia i dag jeg så først i en stue
hvor *landemode var; der havde hun sat splid
blandt bisp og præster som forsamlet var den tid.
45
Ved middagstider var hun på *den høje skole,
hun stod og lurede bag de højlærdes stole,
hun en professor mod en anden havde sat
og opvakt en *disput som vare vil til nat.
I morgen vil hun bort og rejse førend solen
50
hen til en *rigsdag som skal holdes udi Polen.
Der får hun hænder fuld, der øver hun sit spil.
At søge hende der jeg ikke råde vil.”
*
*... cui quot sunt corpore plumæ,
tot linguæ totidem ora sonant ...

                         Virg. Æneid. 4.

*Discordia har ingensteds så meget at bestille som i Polen. Deraf kommer det polske ordsprog:
*Polska niexzadem stoi.
*Polonia confusione regitur.
|51Da Avind vågned’ op *fast *såsom af en dvale,
hun sin *blåtegned’ hest i største hast lod *sa’le,
55
fløj som en pil hen til det universitet
hvor *usamdrægtighed var *udaf Fama set.
Da hun på salen kom, hun skikkelse og klæder
som en magister tog og allevegne leder.
Hun spørger hver mand ad om usamdrægtighed
60
ej var på samme sted, men ingen gi’r besked.
Man kunne ej for skrig og *bulder noget høre.
Hun tænkte ved sig selv: Hvad mon her er at gøre?
Det er vist uden tvivl en stor og vigtig sag
som må afgøres og *afhandles her i dag.
65
Man så den hele sal af *syllogismer bæve,
nu så man udstrakt hånd, nu så man knyttet næve,
den salte svede af de lærde pander rand,
sær strømmevis på en bedaget gammel mand
som på cathedra stod. Man græsk-latinske pile
70
med iver mod ham skød så man ej kunne tvile
jo noget *fore var som angik ære, liv,
thi af en ringe sag ej rejses sådan kiv.
Sig mig, *Calliope, hvad denne lærde skare
så højt ophidset har, hvi de så vrede vare,
75
hvi disse kloge mænd, hvi disse verdens lius
som gale, drukne folk så skrege, holdte hus?
|52Tre år *før Paarses tog, da *rådmand Herman Bentzen
regerede vor by med byfog’d Christen Jensen, *
hr. Voldemar var provst; da Jeppe Tyges hus
80
blev anlagt allerførst; da kræmmersvend Per Ruus
i tjeneste først kom hos Peder Paars at være;
da Christen *Substitut fik med sin hustru kære
sin anden søn og så sit substitutske hus
formerede på ny, som kosted’ ham en rus;
85
da af Jens Skrædder først blev gjort hans mesterstykke,
han kom i *skrædderlav og nød forlangte lykke;
da for *kapitelet blev stævnet Christen Staal,
der havde, som blev sagt, ej ret *kapitelsmål;
på den tid opvakt blev blandt trende mænd en trætte,
90
jeg giver ingen navn, man må dem selver gætte.
En mente *Venus fik helt *uforgribelig
sit sår i højre hånd i den trojanske krig,
* *Poeten regner her årstal fra de ting som var mærkværdige i Kalundborg på de tider, og begynder efter den romerske måde: Coss. etc.
|53en anden derimod holdt fore hun blev såret
i venstre spæde arm, den tredje udi låret.
95
De havde alle tre *Homerum læst med flid
og derpå dem til ros anvendet meste tid.
Den krig i trende år *med dennem havde varet,
imidlertid man ej hinanden havde sparet.
Hver på sin side så at han et *anhang fik,
100
hinanden fast hver dag man stærkt *på klingen gik.
Omsider tog man for slig vigtig sag at stævne
til fakultetet selv, som lod en tid benævne
på hvilken til *forhør optoges sådan sag.
Det er den strid som blev forhandlet denne dag.
105
Man med forundring så det hele hus at ryste,
thi skrål som tordenskrald gik af de lærde bryste.
Gudinden blev forskræk’t, særdeles da hun så
en gammel skaldet mand med sådan iver stå,
*Hvad den sidste har fundet at forsvare sin mening med, kan man ikke vel begribe eftersom den græske poet siger udtrykkeligt Iliad. 5:
Ἄκρην οὔτασε χεῖρα ...

*Eksempler på mange tvistigheder af samme natur findes i Menckes Charlataneria eruditorum.

|54med slig hårdnakkethed sin mening at forfægte,
110
at stride for en ting som *var ej værd en hægte.
Ret som et *asen [*] der på frugtbar ager står
omringet udaf børn som det med kæppe slår,
ej la’r sig drive bort, vil aldrig flugten tage
før det har *skrutten fuld og mættet hungrig mave,
115
ej anderledes var at anse denne mand;
thi ingen *fægte mer’ for liv og ære kan.
Discordia blev ved dem mer’ og mer’ at *irre,
ja hjerner og forstand således at forvirre
at man tilsidesatt’ respekt og høflighed
120
som hver mand pligtig er til sådant helligt sted.
Jeg lægger intet til, min *gejst kan ikke lyve.
Man skolebøger så om ørene at flyve.
En af *Hesiodo fik næse, mund i blod,
en kant af *Pindaro i andens pande stod.
125
En *Aristophanes, som *trofast var indbundet,
blev efter slaget på en halvdød rektor fundet.
En sølvbeslagen tyk *Homerus samme dag
som en *Achilles var i største Trojæ slag.
Hvem den i panden kom, han doktor var, magister,
130
*licentiat, student, professor, *polyhistor,
[*] *Poeten havde ikke brugt sådan lignelse hvis den guddommelige Homerus ikke havde brugt den samme for at berømme den store Ajax:
*Ὡς δ’ ὅτ’ ὄνος etc.

                         Iliad. 11.

|55den måtte tumle om. Den kunne med et stød
slå to *pedeller om og *hjælpe dem fra brød.
Den traf med sådan fart på en magisters pande
at *magistralske blod som øl af tudekande
135
af lærde hjerne flød, besprængte gulv og væg,
skønt den i samme fart óg rørte *bispens skæg.
*Magnificus stod op og råbte: “Hør, pedeller!
Hør, *scepter-sired’ mænd! *Jer penge I kun tæller,
I gør ej anden gavn. Hvi råder I ej bod
140
på sådant, hindrer ej at filosofisk blod
udøses? Er det ret at stå med hånd i lommen?
Mon I på dette sted i dag er derfor kommen?
I vist betale skal slig *efterladenhed,
I *svare skal for alt det ondt i dag er sked.”
145
Men her magnificus sig syntes at forhaste,
han burde derfor ej på dem *unåde kaste.
De ere gamle mænd, hvad kan de rette ud?
De *kårde *ej kan se, de kan ej lugte krud.
At sige med et ord: De ere kun pedeller,
150
de ere tamme dyr. De *fægter kun med hæler.
De kun på salen skal som skilderier stå
*med scepter udi hånd. De ere óg for få.
Omsider så man dem at løbe, flugten tage.
En råbte: “Ve min ryg!”, en anden: “ Ve min hage!”
155
*Discordia, som bag ved *opponentes stod,
sig *glæded’ da hun så udøst så meget blod.
Af hjertens latter hun fast færdig var at briste.
Så snart hun Avind så, hun sig til hende liste.
|56Hun sagde: “Hør, *ma soeur, hvad vind har drevet dig
160
til dette hellig’ sted at se på denne krig?”
Da Avind kortelig den hele sag fortålte,
hvi hun der kommet var, hvad sådan færd forvoldte.
De derpå begge to fløj over land og sø
og udi øjeblik kom på *forsagte ø.
165
Der *Usamdrægtighed med sine sorte vinger
sig ganske sagtelig frem og tilbage svinger,
på alting giver agt. Hun mærked’ da hun så
slagtordningen beredt mod fíenden at stå, [*]
at skipperen med ret kommando burde føre.
170
Hun stilled’ sig for ham og sagde: “Skipper Børre,
det er vel smukt at man sagtmodig er og tam, [†]
men ingen ærlig mand *fordrage kan den skam
som dig her overgår. Se til du hannem driver
fra sådan ærespost, han er dog kun en skriver!
175
Vågn op, *tag hjerte, mod! Det være vil din gavn.
Hvad mere kostbart er end ære, rygte, navn?”
[*] Krigshærens orden ses af Paars’ *diario, pag. 33.
[†] Poeten har *akkommoderet gudindens tale efter dem hun havde at bestille med; thi havde gudinden været mere *højtravende, havde skipperen måske mindre deraf blevet bevæget.
|57Straks skipperen blev blå af avind, harm og vrede. [†]
Han lod vel som han sig til slaget gjorde rede,
men foresatte sig, så snart han *tempo så,
180
at kaste sit gevær og ud af slaget gå.
Jeg ikke nægte kan *jo mange slette domme
at være over sligt, og at der findes somme
der haver givet for at Peder Paars da lod
udtrykkeligen se at han kun lidt forstod
185
et folk at føre an, en hær at kommandere
og den, som det sig bør, i orden at rangere;
men hvilken general vel findes i et land
fra slige domme som befriet være kan?
Hvad er vel mer’ *gement end *pøblen høre råbe:
190
“O, hvilken general! O, hvilken ussel tåbe!
O, havde han sin sag lidt bedre haft i agt,
han havde kunnet slå den hele store magt!”
Så tale hører man hver dag en skrædder, *skinder,
en snedker, *tømmermand, en maler, børstenbinder.
195
*Eugenius kan selv ej holde noget slag
*en fiskerkælling jo på torvet *i Den Haag
[†] Om nogen ville kritisere her og sige Avind kunne have forrettet alt dette selv uden at kalde Discordia til hjælp, da svares dertil at hun ikke vidste *konjunkturerne i Paars’ armé.
|58tør sige offentligt han sig forløbet haver.
Der er fast ingen snak mig mere hjertet gnaver.
Hvad angår Peder Paars, da har den store mand
200
ej heri sig forset, så vidt jeg fatte kan.
En skipper agtes højt så længe han på vandet
er med sit skib; men når han kommet er på landet,
da agtes han kun lidt. En skriver derimod
til vands en stymper er, til lands er meget god.
205
Den forskel vidste da min helt Per Paars at gøre.
Min tanke derfor er den gode skipper Børre
af Avind kun forført forlod så godt parti
og egne landsmænd; sligt er jo forræderi.
Hans kok løb også bort, men havde andre tanker.
210
Han bange var for krig, han råbte: “*Kapper anker!
*At lægge ære ind jeg ser her ingen kans.”
Han glemte udaf frygt at slaget var til lands.
Per Paars, før slaget stod, ej *aflod at formane
sit folk til tapperhed. Han sagde: “I kan bane
215
jer vej i dag med sværd til ære og et navn
hvoraf *óg eders børn skal have evig gavn.
|59*Courage! *rykker frem! Os sejr ej skal *fejle,
hver *følge mig og kun i min person sig spejle!”
Per Skriver talte óg til dem på højre fløj:
220
“Vi vide, landsmænd, at der ingen er så høj,
så mægtig at han *jo al kødsens vej må gange.
Det bedre er i krig at dø end være fange.
*I *usle *vornede! Hvad nytte eller gavn,
hvad fordel er for jer at I på eders *stavn
225
af sult og armod dør? Nu kan I med stor ære
opofre eders liv. I drives jo som *mære
til arbejd’ af jer *fog’d, jert herskab og jer præst,
ej nogen dag er fri, ej søndag eller *fest.
Og om I skulle dø i denne krig og fejde,
230
jer tilstand ikke mer’ jer nogen skal bebrejde.
I dog ved døden kun kan fængslet blive kvit.
Her ingen *rifog’d er, jeg taler derfor frit.
Hvad angår min person, da kan man ikke nægte
at jeg ved pennen er, har ej behov at fægte,
235
endskønt jeg ej som I har årsag til at dø,
at lægge mine ben på denne ringe ø.
Dog skal jeg lade se at jeg er ikke bange,
men skal vel gøre mit en sejr at *erlange.
Per Ruus’ sirlige tale er vidtløftigt antegnet i *Tyske Jochums Historia sui temporis, *pag. 64.
|60Jeg hermed slutter og vil ikke tale mer’.
240
Jeg råder at I kun på byttet ikke ser.”
Den tale endtes så. Straks fíenden frembryder
og trænger ind med magt, på dennem slår og skyder.
Da skipper Børre, som sin *tempo tog i agt,
til kokken råbte: “Løb! Vi står ej mod slig magt!”
245
Ej sødere musik og klang han kunne høre.
“Jeg gerne,” siger han, “dig følger, skipper Børre.”
Men en af røverne straks til sin økse tog
og dermed skipperen i nakken sådan slog
at han på jorden faldt og *aldrig mer’ sig rørte.
250
I slig ulykke da forræderi ham størte.
Da Paars så dette blod, han vil ej fægte mer’,
men råber overlydt: “Jeg nu skinbarlig ser
I ere gode mænd som utroskab ej lider.
Mod slige brave folk jeg aldrig mere strider.”
250
Af sådan gerning da han sig bevæge lod
og ville ikke mer’ udgyde kristent blod.
Men røverne om fred ej noget ville høre
medmindre Peder Paars dem ville straks godtgøre
al krigsomkostning. Det, som *billigt, han indgik.
260
En sådan ende da slig blodig fejde fik.
*Den fred som sluttet blev, bestod af få artikler.
(1) Først lover begge at de aldrig sig indvikler
|61mer’ udi krig imod hinanden, men en fred
som evigt vare skal, de indgår. Hvad *fortræd
265
i denne krig er sket, skal ej omtales mere.
(2) Man lader ganske frit de fremmede marchere.
Man lader dennem gå hvorhen de vil, i ro
(3) med skjorte, strømper, ja med underbukser, sko.
(4) Til krigsomkostning skal betales kjole, trøje
270
samt hele bjerget gods, man dermed la’r sig nøje.
Hvad angår kobbermønt og anden grov metal,
det dem ej tages fra, de sligt beholde skal.
Så sluttet blev den fred, Per Paars til største ære.
Gid andre ville kun af hans eksempel lære
275
at intet skattes bør imod et ærligt navn.
Han kunne af slig krig vel have haft stor gavn
og vel beriget sig, men agted’ sligt kun *føje.
Af *generositet han lod sit hjerte bøje
til en oprigtig fred. Så endtes denne krig
280
hvorudi Peder Paars blev mere stor end rig.
Straks freden sluttet var, man lod Niels Hansen stævne,
som over sligt af frygt *fast *færdig var at revne.
*Vid. Tyske Jochums refleksioner derover, Hist. sui temp., *pag. 73.
|62Man for at dømme ham *formerede en ret
på marken som man stod. Det er mig ikke let,
285
min pen er alt for sløv her kraftigt at beskrive
(medmindre *musæ mig vil mere gunstig’ blive)
et syn så angenemt, se dommere at stå
på slette åben mark med bare skjorter på.
Oprigtigheden selv man plejer forestille
290
i sådan yndig dragt. Gid hver en dommer ville
kun følge vores helt, i hannem spejle sig,
i simpel ærlighed kun være hannem lig!
Per Skriver råbte først: “Man må *interloquere,
*formaliter gå frem og nøje *judicere
295
hvad ret der gælde bør i den indstævnte sag.
Jeg mener: Om det er hr. præsidents behag
vor søret her har sted, det hindrer jo vel ikke
at man er nu til lands. I må det ellers skikke
som I det finder godt.” Men sligt vor præsident
300
så lidet anstod at han råbte: “Hillement!
Jeg er jo *høvedsmand, I ere jo soldater,
vi ere jo på land, sligt forslag jeg ej fatter.
Her gør poeten af fornødenhed en dyd, såsom de var udplyndret indtil skjorten.
|63En krigsret over ham med billighed bør gå.
Det nu hans *forum er, nu må han derfor stå.
305
Jeg giver ellers hver forlov frit at *votere.
Jeg ville at her var tre *assessores flere.”
Af røverne man straks tre gode mænd da tog
som udaf høflighed sig derfra ej undslog.
Men til en ny disput Per Ruus anledning giver.
310
Han mener at endskønt han ikkun er en skriver,
han dog et *votum har i denne store ret.
Det præsidenten ham tilstede ville let.
Ved prodikollen dog han ikke sidde måtte:
Men såsom udi alt *de ikkun vare otte
315
som han til sådan sag så vigtig holdt *bekvemm’,
fik Ruus sin vilje frem, af rådet blev et *lem.
Da man til sagen kom, de fleste stemmer holdte
med præsidenten; thi da skriveren dem tolte,
befandtes der kun én som for en søret stod,
320
som straks sin mening dog af høflighed forlod.
Da det til ende var, man kokken straks lod hente.
Til hannem Peder Paars, vor præsident, sig vendte
*Vid. Protocoll. Petr. Ruusii in causa Nicolai Coqui.
|64og sagde overlydt: “Niels Hansen, fordum kok,
man her besluttet har dit hoved på en blok
325
at hugge af. Dog må du dig først frit forsvare.
Vi ingen nægter sligt som er i sådan fare.
Sig til dit forsvar kun hvad du optænke kan.
Vi uden forsvar ej henretter nogen mand.”
“Velædle præsident samt nådige rådsherrer,”
330
han sagde med et suk, “det kun min sag forværrer
at jeg en tale før’. Man ved jeg ikke er
en *prokurator og en *tingstud, men *desværr’
en fattig, *ussel kok, som Niels Johansen hedder,
der loven ej forstår. Jeg derfor eder beder
335
I spare vil min hals. Jeg haver ikkun én.
Det er mig ingen lyst at hvile mine ben
på denne fandens ø blandt disse røverhunde.”
“Holdt!” råbte Peder Paars. “Vi tåler ingenlunde
at du slig’ skældsord her vil bruge. Tal din sag
340
*med bedre fynd! Du ved at fred er gjort i dag
med disse gode mænd som retten nu beklæde.
Man heller kan med bøn sit liv fra døden redde.
Man ofte haver hørt ved skændsord og ved kiv
at *óg uskyldigt folk *sig haver bragt om liv.”
345
Hans øjne over sligt begyndte straks at rinde.
Han sagde: “Præsident! Hvis nåde var at vinde
|65ved gråd, jeg ville da her græde som et barn;
men det mig hjælper ej, jeg ved at det er *skarn.
Thi mine *avindsmænd i *rådet ere mange.
350
For sagen i sig selv jeg er ej meget bange.
Jeg min uskyldighed med ed bevidne kan.
Der ej udfordres mer’ af nogen ærlig mand!
Jeg tilstår gerne at jeg *flyed’ ud af slaget.
Jeg tænkte ej at sligt jer skulle så mishaget;
355
jeg men’ en kristens pligt er at forvare sig
så vidt som muligt er, i fred, langt mer’ i krig.
*Den død er, siger man, ej nogen mere bider,
det har jeg stedse hørt fra mine ungdoms tider.
Hvis jeg mod fíenden omkommet var i dag,
360
jeg havde ikke tjent i noget andet slag.
Min tanke også var: Hvor vil de nogensinde
en slig erfaren kok som Niels Johansen finde?
En sådan kok som jeg, den vokser ej på træ.”
Det sagde han med gråd og faldt på sine knæ.
365
Hvad ej udrette kan en slig *patetisk tale?
Thi straks den største del var færdig at *omsa’le,
bevæget allermest af det han sagde sidst:
“Hvo lave skal jer mad når I mig haver mist’?”
Da opstod Peder Paars, begyndte at formane
370
enhver at gøre ret, som altid var hans vane.
Han sagde: “Denne sag er intet *børnespil.
Den angår ære, liv, se derfor flittigt til,
|66I gode rådmænd, at I ej i dag forblindes!
Ej gunst, ej *avind, had må hos en dommer findes.
375
Se til enhver han det som ret og *billigt gør,
og det en embedsmand og ærlig dommer bør!”
Så tog man for den sag ret at *eksaminere
og *efter orden fra den sidste at *votere.
Tre stemmer dømte at han skulle være fri,
380
seks at han skulle dø for sit forræderi.
Jeg ved at *akterne i Kalundborg *nok findes. [†]
I stadsarkivet jeg dem så, om jeg ret mindes.
For retten anden gang da Niels Johansen kom.
For ham vor præsident oplæser sådan dom:
385
“Som Niels Johansen Kok for retten har bekendet
at han før slaget stod, *på flugten sig har vendet,
så har vi, præsident og rådmænd, samme kok
fra livet dømt, óg skal hans hoved *på en blok
afhugges med et sværd. Vil nogen siden mere
390
*på sagen tale og til fog’den appellere,
det er en ting som skal for alle åben stå.
Med eksekution man ej *forhale må.”
Man derpå synderen til retterstedet førte.
Hans ganske indvold da af angst sig i ham rørte.
395
[†] *Conf. Kalundborgske krønike, pag. 301.
|67Han tvang sig dog med magt at sige disse ord:
“O, er der ingen præst på denne verdens jord
der mig her trøste kan, der for min sjæl kan bede?”
Straks Peder Paars befol man skulle én udlede
som boglærd var, og som ham trøste kunne bedst.
400
Men ingen af hans folk her ville være præst.
Omsider gav sig an en halvstuderet røver.
Han sagde: “Synder, hør, du *dig ej mer’ bedrøver.
Jeg for vor præst hr. Niels har præket meget tit,
det falder mig helt let, jeg agter det kun lidt.
405
Jeg ved ej bedre tekst som jeg her kan forklare
for dig i denne *stand, i denne store fare,
end den jeg prækede for ham forgangen høst.
*Enhver i kirken var, sig deraf fandt stor trøst.
Jeg tekstens ord har glemt, dog det vil intet *sige,
410
det kan jeg sværge at den haver ej sin lige.
Vor *avindsyge degn har stedse fra den tid
set surt på mig. Men om han *mild er eller blid,
*Deres karakter som dræber folk med *vidtløftige parenteser. *Den tale som Nestor holder til *Patroclum, er næsten på samme måde; thi da han vil *opmuntre Achilles at lade sin vrede fare og siger herhos *en passant at han selv nu *ikke har den styrke som i gamle dage da han førte krig med de *elidensere, begynder han at fortælle så store *partikulariteter om samme krig, hvor mange *okser og svin de tog fra hinanden:
*Πεντήκοντα βοῶν ἀγέλας, τόσα πώεα οἰῶν etc.

                        Iliad. 11.

|68det skøtter jeg ej stort. Jeg kan mit *pund ej grave
i jorden for hans skyld. Jeg må det sådan lave
415
at jeg bli’r kendt af folk. Jeg altid er så god
som degnen, det jeg tør ham sige; om han stod
selv med i denne kreds, mon han vel turde sige
jeg bør, for han er degn, en fodsbred for ham vige?
Hvad bilder han sig ind, den drukkenbolt, det fæ?
420
En ærlig mand som jeg ... ak væ mit ene knæ!”
“Den indgang er for lang!” begyndte Niels at skråle.
At *sidde længer’ så han kunne ikke tåle.
Da Peder Paars befol han skulle gøre kort,
thi dagen *stakket var, man måtte rejse bort.
425
Straks røveren brød af og sagde: “Nu vi ville
til slutning med et ord dig kun for øjne stille
dit lives korthed, og at du skal engang dø.
Det bedre for dig er på landet end på sø
at hvile dine ben. Her kan du gravsted have
430
for dig og dine børn. Per Paars kan det så *lave.
|69Du er bedrøvet at du må ej leve mer’,
men når du tænker kun lidt efter, at det sker
dig selv til nytte, da du må dig heller fryde.
Nu bli’r du anden kok, nu udi anden gryde
435
du koge skal. Du har at vente sådan løn,
vær kun frimodig og gør en andægtig bøn!”
Da kokken sagde: “Ak, hvi lod jeg mig forføre
til denne store synd? Skam få du, skipper Børre!”
*Profossen på de ord, da han slig andagt så,
440
han tænkte: Nu er tid hans hoved fra ham slå.
Men som han ikke vant var fanger at aflive,
så lod han sværdet smukt i skeden stå og blive
og hugg’ så dermed til. Niels faldt på jorden ned
som død, men ganske hel. Profossen blev beleet
445
af øens folk som sligt et værk på fingre vidste.
Enhver af latter fast var færdig til at briste.
Da råbte Peder Paars: “Han udstå’t har sin ret,
han skal løsgives!” Men det var dem ikke let
med ord og trusler at få kokken af de tanker
450
*han jo var død. * “I mænd, mig intet mere *anker,”
* Andre sandfærdige eksempler findes derpå i Bidermanni Utopia.
|70han sagde, “end at I vil gøre mig fortræd
i andet liv. I er ej mer’ min øvrighed.
Jeg eders hårde dom at hævne nu skal søge,
i præsidentens hus skal alle nætter spøge,
455
om jeg en ærlig mand, et ærligt spøgels’ er.
Af dommerne jeg *smukt betale skal enhver.”
Man brugte da al flid, man spared’ ingen møje
at bringe ham derfra. Han agtet sligt kun føje.
“Jeg ved jo,” sagde han, “at mig en krigsret har
460
fordømt. Skønt jeg er død, er jeg dog ingen nar.
Jeg har det ikke glemt. Det var ej udi låret
jeg hugget fik, men her, jeg føler endnu såret.
Jeg kommer alt i hu som det var sket i nat.
Per Paars var præsident, Per Skriver så jeg sat
465
ved protokollen, man ham *auditør da kaldte.
Tre røvere jeg ved da dommers amt forvalte.
En halvlærd røver mig en slig ligpræken holdt
som står *nok i min hals, som gjorde blodet koldt.
I bilder mig ej ind at jeg *nok er i live.
470
En krigsret har mig dømt, en krigsret kan mig give
*alene liv igen. Hvis samme ret ej vil
sligt gøre, vil jeg tro jeg aldrig mer’ er til.”
Per Ruus, som kokkens ord da agtede helt nøje,
han sagde: “Præsident, skal vi ham deri føje?
475
|71Skal vi ham liv igen tildømme ved en ret?
Mig synes at man kan ham deri føje let.”
Den kloge Peder Paars, som alting overlagde,
med stor betænksomhed til skriveren da sagde:
“Den sag er underlig! Jeg ej begribe kan
480
hvor retten liv igen kan dømme i en mand.”
“Vist,” sagde Peder Ruus, “den ret som kan aflive,
kan ene, om den vil, ens sjæl tilbage give.
*Exempli gratia, den samme gode ven
som tog min vest, han kan jo give den igen.”
485
“Sandt nok,” han svarede, men blev så *hovedsvimlet
af sådant argument at han nær havde trimlet.
Dog sagde han: “Jeg må betænke mig end lidt.
På sådan vigtig sag man pønser ej for tit.
Exempli gratia, den mig en vest fratager,
490
kan give den igen om det ham så behager,
det finder jeg er sandt, ja ganske rent og *plat.
Den * syllogismus kan óg gøres om min hat.
Det synes være ret, er ikkun dog en *fynte.
Med syllogismer tror jeg Fanden først begyndte.
495
Jeg var i København forgangen på en sal
som kaldes *Studiegård; jeg var nær blevet gal
af meget sælsom snak og tale jeg dér hørte.
Det syntes være godt. Den ven som mig dér førte,
|72hvis navn magister var, * på dansk mig sagde lidt,
500
hvoraf jeg kunne se man gjorde sort til hvidt.
Slig snak mig syntes da han kaldte * syncretismus,
men jeg har siden lært det hedder syllogismus.
Vil óg min sekretær med sligt mig gøre blind?
Exempli gratia vist Fanden gav ham ind.
505
Exempli gratia er snak og falsk *til prikke,
skønt hvori det består, jeg straks begriber ikke.
Man ej kurere må med krigsret, men med stok
en mand der galskab slig la’r se som denne kok.”
Så vidste da min helt sig heri at besinde.
510
Fast ingen ting, hvor mørk, var mægtig at forblinde
den højoplyste Paars. Man en professor kan
med syllogismer slå, langt mer’ en anden mand
der ej studeret har. Så undgik han den *strikke.
I alle slige ting han viste sig at *skikke.
515
Hvis sligt ej hindret var af hannem denne gang,
det ej en liden plet i min heroisk’ sang
* Af disse Peder Paars’ ord kan ses at *magistri var *rarere på de tider end nu om stunder da landet vrimler deraf, og *stykket kommer kun på nogle få daler. Ellers vidste *gemene folk ikke at kalde dem *uden mestre.
|73mig havde gjort. Det mig er ingen ringe glæde
at denne sag så gik; thi jeg kan ikke kvæde
en ting på anden vis end den tildraget er.
520
Jeg er i slige ting og andet noget sær.
Fjerde sang
At jeg ved denne sag mig holdet har så længe,
min *musa spillet har så meget på én strenge,
er for at lade se min helt var *ej i dåd
alene *Hector, men *Ulysses udi råd;
5
thi når det ankom på i ret at præsidere,
at føre skib til vands, til lands at kommandere,
så var han lige stor, så var han lige god;
der intet var han *jo vel vidste og forstod.
Et *seculum kan *fast ej bringe mer’ til veje
10
end én fuldkommen mand. De som at læse pleje
historier, det ved. Der ofte findes kan
nu en *behjertet, nu en klog, nu *dydig mand.
Men udi én person at finde alle *dyder,
det er jo ganske *rart; hver haver sine *lyder.
15
Hvad angår Peder Paars, da skulle man ej tro
han så fuldkommen var hvis *vi i staden bo
hvor han er født, ej sligt med skrifter vidne kunne,
så man ej årsag har at tvivle *nogenlunde
|74om sagens rigtighed. Jeg set har hans *journal,
20
som på rådhuset end forvares på en sal.
Hans skriver, Peder Ruus, har fast alt sammen skrevet,
en del forandret af min helt Per Paars er blevet.
Om jeg må driste mig at kritisere lidt
om vore lærde mænd og tale noget frit,
25
da synes over dem man årsag har at klage:
De *tager sig iblandt for mange gode dage,
thi skrive store mænds bedrifter ingen vil.
Man skulle tvivle om Per Paars har været til
hvis jeg af nidkærhed for denne heltes ære,
30
af hvis eksempel man så meget godt kan lære,
ej havde omsorg haft at bringe for en dag
hans mange eventyr og sådan vigtig sag.
Jeg videre nu må med Peder Paars fremfare.
Da sådant var fuldendt, han med sin hele skare
35
i bare skjorter gik omkring den ganske nat
hen op i landet til han endelig fik fat
langt over midnatstid på nogle tørre grene,
hvori man tændte ild ved tvende flintestene.
Det var en liden trøst for dem i deres nød;
40
thi ellers var af kuld hver anden af dem død.
Jeg ser af hans journal * at da sig har tildraget
et sælsomt eventyr, som Paars har mest behaget
*

*Pag. 47.

|75
|76
|77af alt det ham var hændt; der var fast ingen dag
*han jo forlysted’ sig at tale om den sag.
45
Man hørte næste dag det hele land at frygte.
Om spøgelser der gik et meget farligt rygte.
En mand der dette folk i hvide skjorter så [*]
og dem ved nattetid igennem landet gå,
gengangere at se enfoldigen da troede,
50
forskrækked’ alle dem som *på den side boede,
ja fog’den selv, som dog var ganske uforsagt,
af hjertens angest sig på sengen havde lagt.
Per Degn blev syg da han i *særken så sin *pige, [†]
holdt det et spøgels’ var som ville sig indsnige
55
da i hans residens. Man haver mig fortålt,
når han en skjorte så, hans hele blod blev koldt,
så at man kunne fast hos hannem ej udvirke
med trusler fra den tid at få ham udi kirke;
han kunne ej *hr. Niels i messehagel se.
60
For sådant burde man en oplyst mand bele;
men hvo der haver set og hørt hvad frygt kan gøre,
og ved hvad liden skræk tit plejer med sig føre,
[*] Såsom de var udplyndret indtil skjorten.
[†] Efter at rygtet i landet var kommet om spøgelser i hvide skjorter.
|78undskylder degnen let. Han ellers var en mand
så dristig, uforsagt som nogen i hans land.
65
Hr. Niels *fast ene var som ej var bange blevet.
Der i hans bøger *óg om *spøgelser var skrevet.
For godt han dog holdt *stål at lægge for sin port;
thi så kan Fanden ej udrette noget stort,
sær når tilligemed man vil kun lidet røge
70
med *lysetang hver nat. Så gjorde man i *Køge
da der et huskors var. Men bønderne som mest
for spøgels’ bange er, for sådan nattegæst,
sig bildte straksen ind at hvad de så det spøgte.
En *krydsed’ sig for bryst, en anden huset røgte,
75
en sagde at hver nat han *blålys brænde så,
en anden spøgelser på loftet hørte gå.
Der var *fast ingen dag jo nogen kom til præsten
og sagde hvad de så. En havde hørt *helhesten,
en anden nissen set, én underjordsker hørt,
80
én som af loppebid var lidt på låret rørt,
for *dødningkneb det tog, én *maren sig at ride
bevidnede med ed. [*] De alle ville vide
[*] Mærkelige eksempler på sådanne indbildninger findes i den bekendte *thistedske sag; thi efter at skræk først én gang var kommet i byen, synes alle folk siden at se spøgelser.
|79af præsten hvad det var, hvorledes man kan stå
mod sligt og af sit hus gengangere kan få.
85
Dem underviste han med slige ord og tale:
“Nu kommer I til mig, nu skal jeg jer *husvale.
Så tit I er *betrængt, så elsker I jer præst,
I går i kirken da, hver dag for jer er *fest.
Når faren er forbi, da slår I med jer nakke,
90
I agter ham ej mer’, han får kun skam til takke.
Nu må I gode mænd vel sande mine ord,
nu kommer det igen jeg sagde jer i fjor:
at eder forestod en stor fortræd og fare;
thi *gaver mod jer præst nu ere meget *rare,
95
sin *sjælesørger nu fast ingen elsker mer’,
fast ingen kærlighed man mere mod ham *ter.
Jeg ved i gammel tid min *formand *hr. Christoffer
af en *bosiddend’ mand ej mindre fik til offer
end tre til fire *mark. Nu man seks skilling gi’r,
100
skinbarligen man ser at alting værre bli’r.
Hvor vil den i sit hus sig vente nogen lykke
som *for begravelse kun gi’r et tomarksstykke,
som for så vigtig sag så lidet give vil?
Med helligdom enhver nu *bruger ikkun spil.
105
Så kommer derfor tit på landet store plager,
nu et, nu andet ondt man hører alle dager.
At I af spøgelser nu plages må hver nat,
ej anden årsag er, det tør jeg sige *plat.
|80Man skulle tænke at den tale jeg her fører,
110
og slig formaning sig af egennytte rører.
Nej, jeg vil kun enhver, han høj er eller lav,
skal give mig min ret, på det jeg i min grav
ej bandes skal af dem som mig i kaldet følger.
At det min tanke er, jeg ikke for jer dølger.”
115
Med slige ord *hr. Niels opmuntrede enhver
til gudsfrygt, nidkærhed, men rige folk især.
Per Paarses eget folk ej mindre bange vare,
særdeles Peder Ruus, der anså sådan fare
som fast den største dem var hændt på denne ø.
120
“Nu må vi,” sagde han, “uhævnet alle dø!
Jeg har ej mere mod, jeg slås ej med genganger’,
sværd bider ej på dem, man dem med list ej fanger.
Niels Korporal i fjor på en genganger skød,
men kuglen kom *igen og gav ham selv et stød
125
at han til jorden faldt og kunne sig ej røre.
Han aldrig understår sig mere sligt at gøre. [*]
Det er en fandens ø som vi er strandet på,
hver time vi os ser ny fare forestå.”
Alene Peder Paars sig ikke lod bevæge.
130
Han sagde: “Det er let gengangere at *spæge.
[*] Det er bekendt at når man skyder på et spøgelse, da kommer kuglen tilbage.
|81Man al slags *spøgelse, hvad navn det have må,
*med røg af lysetang af huse let kan få.
Med *hørfrø *hindrer man at det sig ej tør vove
at komme i et hus, så man kan sikker sove
135
når man en håndfuld kun af samme kraftig’ frø
frem for dørtærskelen om aftenen vil strø.
Vil man for sikkerhed lidt *rugkorn deri *mænge,
så tør jeg love for, mig derpå lade hænge,
at ingen djævel skal sig driste at gå ind,
140
men tabe modet straks og holde sig i skind.
Mod mareridt et råd vor *substitut mig lærte.
Det er: Man sætter sko for sengen kun *forkerte.
Hvis det ej hjælpe kan, da synger man et vers,
som jeg forgangen så hos *Anne Mester Pers. [†]
145
Med nisser må man et oprigtigt venskab holde,
de ellers i et hus kan meget ondt forvolde;
ej nisse, *underjordsk gør nogen sjæl imod
så længe som de ser mod dennem folk er god’.”
[†] Verset begynder således:
*Mare mare minde,
er du herinde,
så skal du herut.

At disse *remedier ikke gerne slår fejl, beviser *Tyske Joch., Hist. sui temp., pag. 104.

|82Af dette sées kan hvad frygt tit forårsager,
150
hvor meget *synderlig indbildninger os plager.
Hvad én sig bilder ind, det hver mand siden ser,
ja ej alene det, men tusind sager mer’.
Der findes ganske få der *jo sig la’r forblinde
af sådan fantasi. Jeg kan mig her besinde.
155
Da én *for nogle år et *skib i månen så,
straks mange andre folk som stirrede derpå,
blev ej alene *var det samme, men *óg kunne
*opregne takkel, tov, matroser og skibshunde,
som de på samme skib helt klart da kunne se.
160
Man derfor dette folk ej ene må bele.
Det er mig ikke let den *blusel at afmale
som derpå fulgte straks. Hr. Niels ej kunne tale
tre dage udaf harm. Man degnen mest belo,
som turde ej af frygt på øen mere bo.
165
Per Paars blev af sit folk derover meget æret;
thi han af alle mand *den ene havde været
der af så stor *tumult sig ej forskrække lod,
men trøstede sig selv og gav de andre mod.
Han derfor tænkte nu sin rejse at fortsætte,
170
men mod formodning kom med fog’den i en trætte.
Sig mig, o *Musa, hvad til sådant årsag var,
hvad fog’den mod min helt så stærk ophidset har!
Da Avind så Per Paars af modgang større blive, [†]
[†] *Tyske Joch., Hist. sui temp., *pag. 108.
|83hun færdig var af harm sig selv at sønderrive.
175
Hun derfor stilled’ sig i hast for fog’den ind
og sagde disse ord: “Hør, foged, er du blind
hvad slig *forstokkethed hos dig kan forårsage?
Kan du din myndighed dig lade så betage?
Af øvrighed jeg ser du haver ikkun navn.
180
En *ussel fremmed mand, Per Paars, *har deraf gavn.
Hvem anden *magistrat sligt skulle ej bevæge
et sådant overmod og dristighed at *spæge?
Man rejse må fra by til by, fra land til land,
man én ej finde skal der sligt *fordøje kan.
185
Vågn op, o Voldemar, tag til dig mod og *hjerte!
Hvis uret og foragt, ja skam dig ej kan smerte,
da *for din sikkerhed din myndighed du må
håndhæve om du vil fremdeles dig begå.
Du inden stakket tid skal se Per Paars regere
190
og da skal endelig, men alt for silde lære
du selv ved sikkerhed har givet ham den kniv
hvormed han myrde kan og *bringe dig om liv.
Paars allerede kan sig deraf her berømme
at han tør åbenbart en mand fra livet dømme.
195
Han derved haver gjort af alle sig bekendt,
han kaldes nu ej mer’ Per Paars, men præsident.
Vågn op, o Voldemar, det er ej tid at sove,
du må med denne Paars et blodigt øje vove.
Hvis du det ikke gør, jeg da let forudser
200
at du må rømme land, ej blive foged mer’.”
|84Gudinden med slig fynd sin tale da fremførte.
Vor fog’d som halvdød lå og sig ej længe rørte;
thi frygt, hævngerrighed, forskrækkelse og skam
ham gjorde døv og *dum, blind, følesløs og lam.
205
Omsider vågned’ han *fast såsom af en dvale,
men dog en ganske stund slet intet kunne tale.
Nu blev han bleg, nu rød, nu gul igen, nu blå.
Hvorledes hjertet var, man på hans ansigt så.
Omsider brød det ud; man så af munden flyde
210
det hvide hede skum ret ligesom en gryde
der af en riskvist ild som bliver underlagt,
ophidses lettelig, så vandet kan dens magt
ej længe stå imod; det skummes og må rinde
af alle bredder. [*] Så vor foged denne *sinde
215
ophidset blev. Han fandt fra hovedet til fod
sit legem udi brand, så kogede hans blod.
Af raseri man så ham om i stuen løbe
ej anderledes end en *top som med en svøbe
[*]
*... magno veluti cum flamma sonore
virgea suggeritur costis undantis aheni,
exultantque æstu latices: furit intus aquæ vis
fumidus atque alte spumis exuberat amnis,
nec jam se capit unda, volat vapor ater ad auras.

                        Virg. Æneid. 7.

|85omdrives [†] *udaf børn, der med forundring ser
220
den løbe sådan om, *får lyst at lege mer’.
Så stærk som tyve mænd man hørte hannem råbe,
at slå sig for sit bryst, at kalde sig en tåbe.
“Det ukrudt,” sagde han, “oprykkes må med rod!”
Per Degn ved døren da til al ulykke stod.
225
Så snart han fog’den så i skjorten om at springe
som en afsindig mand, så tit på klokken ringe,
han straks sig bildte ind han en genganger så.
Af frygt han kunne ej på sine fødder stå,
men faldt og råbte højt: “Ak, nådige genganger!
230
Hvad nytter jer at I en ussel klokker fanger
og dræber sådan mand der aldrig noget *gør
et ærligt spøgels’ kan mishage? Præsten tør
hver søndag og hver fest på prækestolen sige
at han *forstyrre kan med ord jert hele rige.
235
Ham lader I i ro, ham intet sådant sker
skønt han jer trodser tit, skønt han jer magt beler.
Jeg kommer her i dag kun for at lære spille
og undervise lidt vor fogeds datter Nille.
Hvis jeg ej må, så *gi’r jeg fog’den en god dag,
240
jeg mister ej jer gunst for slig en ringe sag.”
Hvor vred end fog’den var, så måtte han dog grine
da han på degnen så, med hvilken ynksom mine
[†]
*Ceu quondam torto volitans sub verbere turbo.

                        Virg. ibid.

|86han lå på sine knæ. Han bød ham rejse sig
og sagde: “Intet ondt skal *vederfares dig.”
245
Da degnen skamfuld blev og så han var bedraget,
at af indbildninger slig frygt var ham indjaget.
“Det er jo vores fog’d, mon jeg er blevet blind?”
han sagde, gik så i et andet kammer ind.
Straks derpå Voldemar sit folk lod sammenkomme
250
at spørge dem til råds, at høre deres domme.
Han sagde dennem hvad ham havde gjort den mand
der med en hoben folk var kommet på hans land.
“Nu vil jeg,” sagde han, “jer råd og mening høre,
på hvilken måde bedst vi krig mod dem kan føre.”
255
Hans *fuldmagt Christen Stork ham råded’ da fra krig.
Han sagde: “Har I hørt man deraf bliver rig?
Hvad kan det nytte os at vi med krig os plage,
forspilde så vor ro og *vore gode dage.
Tænk kuns, hr. foged, tænk hvad eder møde vil
260
om I begynder krig, det er jo intet *spil.
Betragt hvad herlighed I udi fredstid nyder:
Jer gryde koger da hvert øjeblik og syder,
jer intet fattes, ja jer seng er altid redt,
jert bord, om I så vil, kan altid være bredt.
265
Jeg ligne kan med jer ej konge eller kejser.
|87Så snart om morgenen I jer af sengen rejser,
jer kone spørger jer: “Hvor lever du, min sol?”
Hun gi’r jer brændevin for sengen på en stol.
Hun, mens I sover end, er allerede oppe
270
jer mad at lave til, jer tobakspibe stoppe.
Så snart I smøget har jer pibe, I da får
jer reven øllebrød og derpå nok en tår.
På eders *løjbænk da I nok en time sover,
jer ingen vække tør, jer kone derfor *lover.
275
Hver mand i huset da på hosesokker går,
at nyse, *snyde sig jo ingen understår.
I sover indtil I tallerk’ner hører klinge,
indtil I høre kan madklokken for jer ringe.
Da rejser I jer op og strækker jere ben.
280
At sætte mad på bord jer kone er ej sen.
Hun ser I hungrig er, hun beder eders sønner
at de *for måltid ej vil læse lange bønner.
Om I at røre arm og hånd er alt *for lad,
hun med sin egen hånd i munden gi’r jer mad.
285
Når I jer middagssøvn har sovet, kan I *spille
en lanter, om I vil, med eders datter Nille.
Når I er deraf ked, I Grete har på skød.
Jer kone midlertid tillaver eders grød.
Så går det til i fred, man slige gyldne tider
290
ej let forspilde må. Hør hvad i krig man lider:
Man bryder eders søvn, jer dør man banker på.
Før solen rejser sig, I ser for døren stå
|88en hoben vrede folk som råber alle: “Penge!”
Hver morgen spiller man for jer på samme strenge.
295
Skønt I dem bliver kvit, kan I ej sove mer’.
En frygtsom *adjudant I straks for sengen ser,
som ofte *hvisker jer en djævel udi øre.
I springer af jer seng. “Hvad er herved at gøre?”
I råber. “Adjudant! Skal det dog være sandt
300
at fjenden sejr fik og slaget mod os vandt?”
Da får man ikke tid jer *frokost at tillave,
I må til felts og gå en mil med hungrig mave,
ja faste derpå må den ganske lange dag.
Af harm I ønsker da at dræbes udi slag.
305
Jeg vil ej tale om hvad andet ondt man lider,
hvor tit og ofte man *i sure æbler bider,
nu mister man en arm, nu fod, nu får man sår
i hoved, hals og ryg, i side og i lår.”
Helt nær af disse ord var fog’den bange blevet
310
hvis Avind idelig ham ikke havde drevet
til at begynde krig. Så Stork fik liden tak
for sin veltalenhed og denne lange snak.
Femte sang
Nu blev rådslået om en general at tage.
Man foreslog Jens Blok. Man vidste ej hans mage.
|89
|90
|91Man doktor kaldte ham skønt han kun var *barber.
Han dræbte tolvtedel af øens folk, ja mer’
5
med piller hvert et år. En doktor ingenlunde
han deri eftergav, skønt han latin ej kunne.
Han syntes bedst bekvem at føre an en hær
*som han var modig, stærk og vant var til især
at *skille folk ved liv, ved dråber og ved piller;
10
thi skønt man vidste vel han havde egne griller,
som læger gerne har, så holdt man ingen dog
bekvemmere end han til sådant vigtigt *tog.
Hvorvel besluttet blev ham sådan post at byde,
så fandt man dog for godt han altid skulle lyde
15
de råd som Christen Stork ham udi felten gav;
thi han så *vittig var som Blok var kæk og brav.
Straks sådant *kundbart blev, man hørte *ræsonnere
blandt den *gemene mand: “Skal han nu kommandere?
Skal han os føre an? Han sådant ej forstår, [†]
20
han aldrig var i krig, han aldrig fik et sår.
Den gode Christen Stork, som hannem råd skal give,
ej bedre er end han. Hvad vil der *med os blive?”
Om fog’den den tid *sig i dette valg forså,
det vil jeg *ved sit værd for alle lade stå.
25
[†] *J. Bloch. Chorogr. et stat. polit. insulæ Anholt, *pag. 6.
|92Jeg er hans dommer ej. Det ved jeg og kan sige
at man en øvrighed i kortet ej må kige.
Men hvad er mer’ gement end sådan snak hver dag?
Den dømmer aldrig ret om sådan vigtig sag
der intet selv forstår. Enhver vil statsmand være,
30
hver bonde, håndværksmand en general kan *lære.
Man tit og ofte har med stor forundring hørt
at bønder sådan snak om staten haver ført.
Der er fast intet skridt en general kan gøre,
*en håndværksmand jo ved det bedre at udføre.
35
*Fast ingenting er til hvoraf man mindre ved
end slige sager; thi vi ser en ting er sked.
Men af hvad årsag vi ej fatter *nogenlunde,
de ere skjulte ting, som vi ej kan udgrunde.