Peder Paars. Poema Heroico-comicum (moderne dansk retskrivning) "book1"

Peder Paars. Poema Heroico-comicum (moderne dansk retskrivning)

Køb bogen her

[Titelblad]

[Hans Mikkelsens fortale]

Just Justesens betænkning over Peder Paars’ historie

Første bog

Skjul alle | Vis alle expand section icon

	Vis kommentarer		tekstkritiske noter		variantnoter		alle noter åpne Tekstkilder Veiledning

Klikk på sidetall for å se faksimiler

|1
|2

Første bog

Første sang

*Jeg taler om en mand hvis skæbne og bedrifter

bør *billigt tegnes an blandt alle folkes skrifter;

jeg sjunger om en helt, den store Peder Paars,

som tog en rejse for fra Kalundborg til *Års.

5	Sig, giftig’ Avind, sig, vanartige gudinde,

hvad dig bevæget har? Hvor kom det dig i sinde

så hårdt at plage og forfølge sådan mand

som næppe var bekendt i eget fødeland?

Hvad har opirret dig? Hvad haver årsag givet

10	en slig uskyldig mand at stræbe efter livet?

Han ej med *Don Quichot forlod sin fødeby

for at indlægge navn, få kæmper til at fly.

Hans forsæt var ej med *Ulysse og Ænea

at undertvinge land. Sin *fæstemø Dorthea

15	\|4han ville ikkun se. Mon nogle miles færd

vel *være sådan *larm og sådan fare værd?

Hvi skulle denne mand så stor *anfægtning lide,

så ofte fristes og *i sure æbler bide,

nu stolte *bølger se sig true på sit liv,

20	nu stå i *fare for at dø for morderkniv,

nu udi én fortræd, nu i en anden falde?

Mon den gudinde er der plages så af *galde? *

Men Avind, langt fra at du fik din vilje frem,

du har med største harm mått’ se ham komme hjem

25	med folks forundring, med berømmelse og ære.

Se til du engang kan af sligt eksempel lære

at den du hader mest, for den du baner vej

til ære, gør den stor og modig som var fej,

at *riset ofte må af den det snerter, kysses;

30	thi det *gør mangen gang af en Per Paars Ulysses.

Sig mig, *o Musa, sig, hvorledes gik det til

med denne mand *så højt bekendt af lykkens spil?

Med rette farve sligt umag dig at afmale;

thi man om denne helt begær’ ej du skal prale

35	som du tit haver gjort, forført af en poet

at sige meget som du ved er aldrig sket.

Tre år før *Kalmarkrig, da folk var mere rige,

af vellyst, overdåd man vidste lidt at sige,

... *Tantæne animis coelestibus iræ?

Virg. Æneid. libr. 1.

|5da man ej midler *satt’ på *speceri, *kaffé,

40	da *reven øllebrød var brugelig for te,

da man kun vidste lidt af fremmed skik og *noder,

man åd og drak på dansk, og ingen franske moder

i landet kommet var, at sige kortelig:

Da folk mer’ sparsomm’ var og derfor mere rig’.

45	Da tog sig i vor by en velfornemme kræmmer, *

hvis far og mor var jysk, men farfar var en *bremer,

en velbemidlet mand som kaldtes Peder Paars,

en kostbar rejse for fra Kalundborg til Års

at se sin *fæstemø, som han i mange tider

50	ej havde haft i syn. “Jeg ved hun ikke lider,”

han sagde ved sig selv, “at jeg på salten sø

mit unge liv betror; men for en fæstemø

man vove må sit liv, man må ej være bange,

skønt udi Kalundborg ej skulle findes mange

55	der udaf kærlighed slig fare og *fortræd,

ja hårde vinterstød at udstå var bered.”

Alt dette kunne vel en anden stå for øje,

men sådant Peder Paars ej regnede så nøje.

Så stærk er kærlighed! Han hyrede en *jagt

60	og overgav sig så *Neptuni vold og magt.

Gudinden *Avind, da hun sådant fik at vide,

hun fnysede af harm. “Skal jeg vel dette lide?”

hun sagde ved sig selv, “skal han sin fæstemø

så let omfavne? Nej, jeg heller’ ville dø

*	Kalundborgske krønike, pag. 200.

|6end en tilsammenkomst så kærlig dem tilstede,

end se forlibte folk sig med *en anden glæde.”

Med disse ord hun fløj i luften som en pil,

man aldrig Avind så at bruge sådan il.

Hun stedse ellers lå begravet i sin hule,

70	hvor hun blandt øgler sig og slanger plejed’ skjule,

som man i hobetal og halvopædte så. (a)

Af ladhed talte hun hvert skridt hun skulle gå. (b)

Så haver *Naso sagt og hende så beskrevet,

så var hun i hans tid, nu er hun hurtig blevet.

75	Om hun i gammel tid så lad og doven var

som Naso fordum os afmalet hende har,

det står så ved sit værd. Jeg tør mig ikke vove

at sige ham imod. Nu ved jeg at *til hove

samt alle andre steds hun sées kan hver dag.

80	I gammel tid måske det var en anden sag.

Men jeg vil sjunge om hvor hurtig vor gudinde

var et forræderi mod Peder Paars at spinde.

I øjeblik hun stod på *Pater Noster Skær,

som *af Virgilio os kønt afmalet er. (c)

(a)	*Vipereas carnes vitiorum alimenta suorum vidit intus edentem. Ovid. Met. l. 2.

(b)

Surgit humo pigra.

ibid.

(c)	Der er ingen tvivl på at det som Virgilius kalder nimborum patriam, jo er Pater Noster Klippe. I det ringeste er det lige så troværdigt som Ulysses er den samme som Odin, óg undrer jeg mig over at Rudbeck ikke har talt derom i hans Atlantica.

|7Der hør’ man vindene som hine lænkehunde

af vrede fnyse, gø og stræbe om de kunne

hver stund at komme løs. (a) Hvis *Æolus med magt

på dennem havde ej en sådan tømme lagt,

hvis ikke stormens gud dem sådan kunne *spæge,

90	de skulle himmel, jord og alle ting bevæge, (b)

tilsammen blande hvad de kunne træffe på.

Man skulle verden se i hast at *undergå.

Men *Jupiter for godt har fundet dem at give

en konge(c) som med magt dem kan tilbage drive

95	i deres huler når de ville løbe ud.

Det er den Æolus som kaldes stormens gud.

Da Avind hannem fandt på spidsen af den klippe,

hun sagde: “Stormens gud, jeg kan dig ikke slippe,

du aldrig bli’r mig kvit, jeg aldrig fra dig går

100	før du bønhører mig og gør hvad jeg attrår.”

Det sagde hun med suk og højtbedrøvet mine

som en der færdig er af angest at besvime.

(a)

*Illi indignantes magno cum murmure montis

circum claustra fremunt.

(b)

*Ni faciat, maria ac terras coelumque profundum etc.

Imposuit regemque dedit.

Virg. ibid. lib. 1.

(c)

*... Tαμίην ἀνέμων ποίησε Κρονίων.

Odyss. 10.

|8Straks Æolus (thi han er en enfoldig mand

som bjergfolk gerne er): “Jeg tror hun i mit land

105	er kommet,” tænkte han, “optændt af elskovs lue.

Hvo blive kan *forlibt i sådan *vanskabt frue?”

Han deri havde ret; thi hun så hæslig er

at *Pallas voved’ ej at komme hende nær. (a)

Hun helt spidsnæset, blå og mager er, har tænder,

110	halvt ædte op af rust, hun har ej *bedre hænder.

I hendes ansigt man mer’ *galde ser end blod.

Mod hendes ånde man forsyner sig med *rod

at holde i sin mund. For hendes øjne skæve

og hendes fæle syn selv guderne må bæve.

115	Hun smiler ikke let, man ved hun aldrig ler

undtagen noget ondt som *hændes kan, hun ser. (b)

Af sådant Æolus vel måtte blive bange.

Han længe sad forsagt, nedslagen som en fange,

han var ej mægtig til at give noget svar.

120	Gudinden sådan skræk hos hannem blev vel var,

men hvad dens årsag var, hun ingenlunde vidste.

Hun sagde: “Hør min bøn, det være skal den sidste

(a)

*... Visaque oculos avertit.

Ovid. Metamorph. l. 2.

*... Livent rubigine dentes.

ibid.

(b)

*Risus abest, nisi quem visi movere dolores.

Ovid. ibid.

|9som det den første er. Du den ej nægte må,

jeg ikke ubønhørt fra *Æolo vil gå.”

125	Han dertil skælvende da svared’: “Om I ville

i morgen komme hid, nu har jeg at bestille.

Jeg aldrig haver ro, nu en, nu anden *vind

mig plager ...” Da man så han ganske kom fra sind,

han kunne ej af frygt og rædsel mere sige,

130	men færdig var af skræk at rømme land og rige.

Han vendte ryggen til og ville løbe bort.

Gudinden slig foragt ej *skøttede da stort.

Hun holdt på hannem fast med begge sine hænder,

nu gav hun gode ord, nu viste hun ham tænder

135	og sagde som tilforn: “Jeg aldrig fra dig går

før du bønhører mig og gør hvad jeg *attrår.”

Da skreg han overlydt og sagde: “Slip mig, frue!

Jeg ser i hovedet I haver løs en skrue.

For eder *Pluto selv er bange, eder skyr.

140	Hvo kan *forlibe sig i sådant hæsligt dyr?”

Den giftig’ frue, som forhånelse ej *skøtter

når det til hendes gavn og onde forsæt nytter,

til takke alting ta’r og alt opofrer let

når hendes *slemme sind af ondt kun bliver mæt,

145	hun over Æolus ej ville sig besvære,

hvis hjælp i denne sag hun kunne ej undvære;

*thi stilled’ hun sig mild og sagde med *besked:

“Du deri farer vild, det er ej kærlighed

|10som mig hid haver bragt. En anden *orm mig plager:

150	Jeg sætter heller’ splid i kærlighed og *mager

at elskovs søde smag forvandles skal til had;

det er min største lyst, det gør mit hjerte glad. (a)

Slig orm mig drevet har at søge dig. Jeg falder

dig, stormens gud, til fod, dig beder og påkalder:

155	Tål ej at Avind skal for dine fødder dø

af harm at Peder Paars skal se sin fæstemø!

Om en gudindes suk hos guder bør antegnes,

og om en stympers liv bør derimod ej regnes,

da lad ham aldrig nå den højforlangte havn,

160	da lad ham aldrig få sin Dorethe i favn!

Se hvor hans *lumpne *jagt de stolte bølger pløjer!

Se hvor han, mig til trods, i håbet sig fornøjer!

Ak, *slip en kraftig vind og havet for mig rør!” (b)

Han svarede derpå: “Det jeg ej vove tør.

165	Jeg ved nok hvor det gik mig i *Æneæ tider.

Neptunus er en mand der aldrig sådant lider.

Til uven ham at få jeg ved er ingen skæmt,

det som jeg gjorde da, han endnu ej har glemt.

(a)

*... intabescitque videndo

successus hominum.

Ovid. ibid.

(b)

*Incute vim ventis etc.

Virg.

|11De *skidne ord jeg fik, mig ligger *nok på hjerte.

170	Jeg mod hans vilje nu har næppe lov at *– –,

endsige *give vind som havet røre kan.

Man næppe finde skal en høj *bestillingsmand

der har så liden magt, hvis hænder ere bundet,

hvis herredømme *på så slet en fod er grundet.

175	Jeg ellers alting gør for *fruentim’rets skyld.

Men *skåner mig derfor, *opripper ej min byld!”

Straks Avind, som i svig og kunst er mesterinde,

sin tale førte så for hannem at forblinde:

“Hør, vindenes monark! Hvo har dig underlagt

180	Neptuno, havets gud? Har Jupiter *vel sagt

at *han har over dig at byde og befale?

Hvo haver nogen tid *ham hørt således tale?

Du har *fra Arilds tid haft magt at skabe vind.

Nu sidder du forsagt med hånden under kind

185	og venter på forlov, tør ingen ordre give.

*Neptunus magten har, du må kun underskrive

hvad han besluttet har. Han i sit hjerte ler

at du *med hannem så igennem fingre ser.”

|12Det fast utroligt er hvad sådan *fyndig tale

190	udvirkede hos ham; han såsom af en dvale

opvågnede, stod op og gav et mægtigt skrig

som *Mars da han blev var i *den trojanske krig

sit blod at rinde: (a) “Hør, I sønden-, nordenvinde!

*Gå ud af eders hul! I skal herefter finde

195	at jeg jer herre er, at jeg har ene magt

at sige *‘blæser op!’, at sige ‘stille, *sagt’!’”

I samme øjeblik man hørte vinden suse,

det salte hav man så forfærdeligt at bruse. (b)

Per Paars, som lidt fra land var kommet med sin *jagt,

200	i ham blev blodet koldt. (c) Han råbte: “*Giver agt,

o sømænd, *frygter ej, men *tager mod og hjerte!

Tænk I må ellers dø på *sotteseng med smerte.

(a)

... Ὁ δ’ ἔβραχε χάλκεος Ἄρης etc.

*Mars, da han blev såret af Diomede, råbte han så stærkt som ti tusinde andre. Homer. Iliad. 5, *unde Juvenalis:

Tu miser exclamas, ut Stentora vincere possis,

vel potius quantum Gradivus Homericus.

Satyra 13.

(b)	Anders Styrmands journal, pag. 3.

(c)

*Extemplo Æneæ solvuntur frigore membra.

Virg. l. 1.

|13På havet mangen helt har lukket øje til.

For min part her at dø jeg *agtede kun spil.

205	Hvis ej min fæstemø Dorthea stod for øje,

med sådant gravsted jeg mig ville lade nøje.

Hvis himlen mig tillod først med min fæstemø

at tage afsked, jeg med glæde ville dø.

Mod døden man *omsonst sig stræber at bevæbne.

210	Hvis så *beskikket er, hvis det er eders skæbne

at I på havets bund skal hvile eders ben,

og Lachesis ej tråd har mere på jer ten, (a)

så hjælper eder ej I græde vil og sukke,

I må dog give jer, I må for døden bukke

215	når tiden kommet er. Det sagde først og sidst

min fader *over bord, *var dog ej calvinist.

Derfore, sømænd, lad ej sådant jer forskrække!

Jeg kan ej tale mer’, får ondt og må mig brække.”

Hans skriver, Peder Ruus, som fulgte denne mand,

220	da tænkte ved sig selv: “Mon jeg óg ikke kan

opmuntre dem med ord og tale om den skæbne

mod hvilken man omsonst sig stræber at bevæbne?”

(a)

*Dum superest *Lachesi quod torqueat etc.

Juvenal. Sat. 3.

|14Han tænkte ingen trøst mod døden bedre var.

Óg finder jeg at han slig tale holdet har:

225	“I kække sømænd, hør hvad jeg vil eder sige!

Hvad skæbnen har *beskær’t, det kan man ej undvige.

Én skabt til glæde er, en anden til *fortræd.

For én er havets bund, for anden er *bered

en galge; thi den som beskæret er at hænge,

230	ej druknes nogen tid, det har jeg hørt for længe.

Mads Sognefog’d var skabt at dø på *sotteseng,

Niels Degn beskær’t at dø udi en klokkestreng. (a)

Den som til sjællandsfar er skabt, bli’r aldrig jyde.

Én fisk er skabt til rist, en anden til en gryde,

235	én lus at dø i ild, en anden ved en *nagl,

ét korn af hede må, et andet dø af hagl.

Én bog må lade sig på randen smukt forgylde,

og én i *kræmmerhus er henlagt på vor hylde. (b)

Én skabt at blive lam, en anden blind og døv.

240	Man bryde finger kan udi en kællings *–.

Når så *beskikket er, hvi skulle vi da bæve

for døden? Vi dog *ved vi kan ej evigt leve.

(a)	Hvori han hang sig.

(b)	Kræmmer-*comparaison.

|15Vort levned er kun kort, det er mod evighed

som liden landsby mod en stor og mægtig *sted.

245	Ej nogen mand er til som døden *jo borttager,

undtagen, som jeg ved, *Jerusalems Skomager. *

Han ene lever nok, han ene aldrig dør. †

Hvis I mig ej vil tro, da kun hr. Christen spør’,

han hannem *haver set i Holsten mange gange.

250	Jeg *skøtter ej derom, jeg skulle blive bange

om jeg fik ham at se. Han tit i kirken står

og bøjer sine knæ og sig for brystet slår.

Hvis jeg kan komme hjem, hr. Christen skal mig love

at vise mig den mand; jeg tør vel ikke vove

255	at tale med ham selv, jeg ville i en krog

kun stå og høre hvad han taler for et sprog.

Hvi han så flakker om og sådant ondt må lide,

jeg kan ej nægte det, jeg har jo lyst at vide.

Der er *fast intet land, der er fast ingen by

260	han jo har været i, endogså udi Thy.

*	Terrible digression, som dog hos visse oratores og poeter er gemen, og som man plages med i daglige discourser.

†	Det er bekendt at Jerusalems Skomager aldrig dør. Hvo som tvivler derom, kan kun læse Matthæum Parisium in Historia Anglicana, pag. 339. Item Dudulæi relation om Paul von Eitzen, som så ham på rejsen fra *Wittenberg til Hamborg.

|16Derfore lader jer af sådant ej forskrække ...

Jeg som min *principal får ondt, må mig óg brække.”

Af sådan tale da opmuntret blev hver mand.

De råbte overlydt: “Lyksaligt er det land,

265	lyksalig er den by, lyksaligt er det *herred

som *giver sådan mand! O, havde han studeret,

han havde kunnet *kørt med mangen præst i ring,

i verden havde han *gjort mange høje spring!

Hr. Christen præker vel, det må enhver bekende,

270	han trøste kan en syg, en synder kan omvende,

men at han som Per Ruus ... Hvad var det som der brast?

Nu er vi *om en hals, der ligger vores mast!”

Per Paars blev stedse ved skibsfolket at *husvale

og muntre dennem op ved en og anden tale.

275	Men hver på dækket lå og vred sig som en orm.

Der blev et himmelvejr og en *poetisk storm. †

†

... *omnia fiunt

talia, tam graviter, si quando poetica surgit

tempestas.

Juvenal. Sat. 12.

|17Den hele himmel blev med skyer overtrækket,

det mørkt blev som en nat. (a) Man kunne ej på dækket

hinanden mere se. Hver lå og holdt sig fast,

280	én ved et ankertov, en anden ved en mast.

Man hørte tovene forskrækkeligt at hvine,

om skibet tumlede sig kufferter og skrine. (b)

Nu så man himmelen af lynild blive klar,

man tænkte dommedag da straks *for hånden var;

285	thi verdens undergang og sidste tid man venter

når man *formænget ser fast *alle elementer.

Man truedes med ild, man svømmede i vand,

det hele ganske dæk *óg skjulet var med sand

som bølgerne med magt af grunden havde taget, (c)

290	så man af ild og vand og havets sand var plaget

(a)

... *Ponto nox incubat atra.

Intonuere poli, crebris micat ignibus æther.

(b)	*Andr. Styrm. søjournal, pag. 3.

(c)

... *Furit æstus arenis.

Virg. Æneid. 1.

|18*på den selvsamme tid, at sige med et ord:

Man aldrig mere så bevæget hav og fjord.

Den hård er som en sten hvis øjne ikke rinde

når han betragter sligt. Men kærligheds gudinde,

295	der altid rækker hånd, der altid *dem er mild

hvis hjerter er optændt af elskovs søde ild,

da hun slig jammer så, dens årsag fik at høre,

besluttede hun straks til havets gud at køre.

Hun råbte: *“Spænder for, jeg har ej længe tid,

300	jeg må forsøge på hvad kærlighed mod *nid

udrette kan; jeg må påtage mig en rejse.”

Straks man for vognen så to hvide *svaner knejse.

Hun til *Neptunum fór. “Ak,” sagde havets gud,

“hvor kommer du nu fra i uvejr, regn og slud?

305	Hvad årsag dertil er, livsaligste gudinde,

at man i sådan storm på havet dig skal finde?”

Hun sagde: “Havets gud, hør hvad jeg sige vil.

Din magt, dit herredom jeg ser ej mer’ er til.

Har du det af dig selv vindguden overdraget?

310	Har han det dig med vold berøvet og frataget?

Søg land! Kast *forken bort! Lad dig ej mere se

på havet hvor dig fisk og søfugl vil bele

når de formærker du ej holde kan i ave

den mindste bølge, når du er en andens slave,

315	\|19når du som fordum blev af søfolk først og sidst

så meget dyrket, har dit navn, din ære mist’.

*Hen pak dig! Æolus regerer havet ene,

du ikke mere kan *ham scepteret formene.”

*Neptunus over sligt straks blussede af skam,

320	*om hovedet blev hed og svarede: “Madam,

*sligt puds han kun tilforn har en gang med mig spillet;

jeg blev af hannem i Æneæ tid så *drillet,

*som I kan læse hos Virgilium. † Jeg ved

han det antegnet har. Mon jeg da sådant led?

325	Han har min *tapperhed ej noksom kunnet prise.

Jeg har ej bogen her, jeg skulle ellers vise

hvad derom skrevet er. Men sig mig med et ord:

Hvad haver *Æolum tilskyndet hav og fjord

med vindene at slå? Jeg selv blev meget bange,

330	har siddet ganske still’ tre timer som en fange.

Jeg tænkte sidste dag nu straks *for hånden var.

Sligt uvejr mange år jeg ej fornummet har.”

Så faldte da hans ord. En slig enfoldig tale

havguden førte frem. Jeg tingen må afmale

335	som den tildraget er; hver redelig poet

en ting beskrive må som den er hændt og sket.

†	Således sagde óg fordum en vis person når han blev vred: “Hvad for en mand jeg er, det kan I se af *den fjerde tomo i Theatro Europæo.”

|20Jeg kan *på ingenting forvendte farver sætte,

min *gejst på det som skævt og kroget er, at rette

*bemøjer aldrig sig, skønt en *heroisk sang

340	ej lider sligt; men jeg blandt skjalde have rang

ej *skøtter om når man mig tvinge vil at lyve,

at give hvidt for sort og sige: “Ti er tyve.”

Neptunus sømand er, han aldrig *sættet har

på skruer sine ord, han aldrig hofmand var.

345	Da Venus kortelig dets årsag ham fortålte,

hvad sådant himmelvejr, hvad sådan storm forvoldte:

“Af elskovs stærke ild ophidset Peder Paars

en rejse foretog fra Kalundborg til Års

at se sin fæstemø. Straks Avind, som I vide

350	oprigtig kærlighed har aldrig kunnet lide,

har med veltalenhed gjort Æolum så blind

at han *årsaget har sligt uvejr, storm og vind.”

Neptunus sagde da: “Alt hvad jeg nu kan gøre

for eders skyld, det er at jeg vil havet røre

355	med min trekanted’ fork og vise vinden hjem

med slige hårde ord så det skal *have klem.”

Straks vendte han sig om og råbte: “Hør, I vinde!

Hvis I ej *pakker jer, I skulle straks befinde

at jeg mit herredom og fork ej *før’ omsonst,

360	og at det kun for mig skal være ringe konst

|21at få jer alle kast’ i evigt bånd og fængsel

og slutte eders hul med stærke lås og hængsel.

Jeg vise eder skal at jeg har endnu mod.

*Trods I tør, uden mig, oprøre mindste flod!

365	Går, siger Æolo jeg sligt ej kan *fordøje,

jeg vove skal med ham for sådant et blåt øje!”

Det sagde han med fynd og sådan myndighed

at vindene med hast i bjerget krøbe ned

og skjulte sig af frygt man dennem *revse ville.

370	Men sådan ordre gav Neptunus alt for silde;

thi *jagten drevet var imidlertid på land,

hvor den i stykker gik, dog omkom ingen mand.

Anden sang

For gråd jeg ikke kan den tilstand her beskrive

enhver da fandtes i. De vare vel i live,

men stive udaf frost, nedslagne af *fortræd.

Sligt *ynksomt syn man ej har séet noget sted.

5	De allesammen lå fast ligesom i dvale,

den ene kunne ej den anden da *husvale.

De trætte nakker man på skuldre hælde så,

de fordum kække mænd som visne blomster lå,

*dem ploven fældet har som aks af hagl og vinde,

10	\|22som valmu’ udaf regn nedslagne. † Hvo kan finde

tilstrækkelige ord at male sådant af?

Jeg *med Virgilio kan ikke gå i trav,

langt *mindre kan jeg med Homero galopere;

*min musa doven er. De ej poeter ere

15	som ikkun drikker vand. *Horatius er mæt

og haver *skrutten fuld. † Han sjunger ellers slet.

Da disse *usle mænd så havde lagt en time

fast uden følelse og ligesom i svime,

kom endelig en mand der *dennem var så *mild

20	at han på klinten for dem tændte op en ild.

Den tapre Peder Paars begyndte først at tale.

Han sagde: “Kære ven, vil I os vel afmale

†

... *inque humeros cervix collapsa recumbit

purpureus veluti cum flos succisus aratro

languescit moriens, lassove papavera collo

demisere caput pluvia cum forte gravantur.

Virg. Æneid.

†

... *Satur est cum dicit Horatius euhoe.

Juven. Sat. 7.

|23
|24

|25hvad land vi ere i, om det er sådant sted

som efter dette liv for døde er *bered.

25	Mig synes at det ej kan Himmerige være,

vor slette tilstand kan det anderledes lære;

ej Helvede, thi her er alt for meget koldt,

det sted skal være hedt, så vidt mig er fortålt.”

Han gav ham sådant svar: “Det *ejland Anholt hedder. †

30	Indbyggerne hver dag for søfolk stedse beder,

at se dem her på land. De ofte bli’r bønhørt;

thi et og andet skib bli’r *lykkeligt hidført.

De ere gode folk, hvorvel man ej kan nægte

i gamle dage de *jo vare slemme knægte.

35	En velbedaget mand som været har min gæst,

fortalte at her var tilforn en gammel præst

(jeg nævner ej hans navn, jeg vil ham ikke røbe)

som tog *en daler for hvert barn han skulle døbe,

og da man spurgte ham hvi han sig understod

40	at *tage dobbelt, han da svared’ med frit mod:

†

Så kaldet fordi det *holder skibe an, *vid. *Peder Syvs Ordsprog.

*Propterea huic urbi nomen Epidamno inditum est

quia nemo huc sine damno divortitur.

Plaut. Menæch. act. 2. sc. 1.

|26“*To mark mig tilladt er for børnedåb at tage,

to for begravelse. Nu kommer få af dage

på *sotteseng, thi de fast alle bliver hængt;

derfore jeg min ret kan tage *ufortænkt.”

45	Man deraf slutte kan de vare fordum slemme.

Det går mig lidet an, jeg har her ikke hjemme.

Nu derimod man ser dem bedres dag fra dag.

Hver lever kristeligt og nærer sig af vrag.”

Per Paars da glæded’ sig at han *så vidt var kommen

50	blandt *smukke folk; men da han hånden stak i lommen,

han savnede sin pung. “O ve, mig arme mand!”

han råbte. “Ingenting mig mere trøste kan.

Det er jo ingen skæmt at miste tolv *rigsdaler,

og du, min ven, som her om landets dyder praler,

55	her ser man hvor man kan din *fagre tale tro,

her ser man hvad for folk på denne ø monn’ bo;

thi ingen uden du sig til mig haver nærmet,

du som jeg mente at du skulle mig beskærmet.

Nej, folket værre er end du mig bildte ind.”

60	Det sagde han med gråd og hånden under kind.

Her jeg bekende må og kan det ikke dølge,

helst som jeg gerne vil den rene sandhed følge,

at denne store mand *óg havde nogen fejl.

Jeg ønsker hver poet sig dette som et spejl

65	\|27for øjne sætte må og undertiden vise

hvad fejl der findes óg hos dem de ville prise

i deres vers og sang. Alt hvad jeg sige kan

*for denne store helt, er at i fremmed land

er ingen større sorg end miste sine penge;

70	for slig ulykke sig en anden skulle hænge.

Det var den ene gang han lod sin svaghed se,

han ellers plejede *mod al ulykke le.

Hans skriver, Peder Ruus, som ham på rejsen fulgte,

da slog sig for sit bryst og råbte: “Vi må sulte

75	og dø af hunger her! Hvo vil vel række hånd

til den der fattig er? Det fandens elskovsbånd

som dig hid trækket har, må heller hedde strikke. †

Det meget bedre er en ærlig rus at drikke

end at forlove sig. Tro mig at det er sandt,

80	skønt jeg ej boglærd er og ingen prædikant.

Jeg vel tilbage har tre daler i en *knude.

Når de fortæret er, så er det med os ude.”

†

... *Qui in amorem

præcipitavit, pejus perit quam si saxo saliat.

Plaut. Trinum. act. 2. sc. 1.

|28Per Paars blev derved glad og sagde: “Gem din skat,

se til man óg ej får på dine penge fat!”

85	“Jer skete ret,” så lod den fremmed’ sig forlyde,

“om jeg *det maged’ at I skulle snart fortryde

jer ubetænksomhed; thi jeg for tyvesag

end aldrig sigtet er af nogen før i dag.

Men at I skulle se hvor højt I jer bedrager,

90	hvor de I skælder mest, sig mest for jer umager,

så vil jeg glemme hvad I gjorde mig for spot

og stræbe hvor jeg kan gengælde det med godt.

I haver tabt en pung. Mon man det straks skal kalde

at den er *stjålet bort? Som den ej kunne falde

95	af lommen i den *rej da skibet gik på land.

Tolv dalers tab er ej et tab for slig en mand.

Men som jeg tror, så *har I andet med at fare.

Hvad er der i jer jagt? Hvad haver I for varer?

Der er måske de ting som let *bedærves kan

100	om de skal længe stå udi det salte vand.

I stødte nylig an, og jeg tør sikkert vædde

at alting frelses skal, om hver vil flittigt redde.

Hver gøre såsom jeg og bjerge hvad han kan,

og tale siden om hvad jeg er for en mand!”

105	Hver blev opmuntret og med fyrighed henrendte

til skibets *søndrig’ skrog for derudaf at hente

hvad ham for hænde kom. Alt hvad man bjerget fik,

jeg vil ej tale om, endskønt jeg på en prik

|29alt sammen kunne let opregne og beskrive,

110	et fuldt register på den hele *kargo give;

men min *heroisk’ sang *tilsteder ikke her

at tegne andet op end hvad som kostbart er.

O *Musa, kom til hjælp! Bevæg min røst og tunge

at jeg anstændelig om slige ting kan sjunge

115	og sirligt regne op alt hvad jeg fundet har,

som endda i behold, som endda frelset var!

Da Morgenrøden gik af *safran-sovekammer †

og tændte himlen an med *rosentegned’ flammer

og sådan heftig skræk i mørke nat indjog

120	for Phoebi ankomst at hun straksen flugten tog.

Da man på vandet så at svømme fade, tønder

samt skrine, kufferter med klæder, pudehynder.

Som kåde marsvin man da så dem *vælte sig

og som små drenge der på vandet fører krig

125

†

*Et jam prima novo spargebat lumine terras

Tithoni croceum linquens Aurora cubile.

Virg. Æneid. 9.

|30i juli måned når de mange hede dage

på vandet lokker dem forfriskning dér at tage;

man ser dem skjule sig, man ser dem dukke op,

nu ser man kun en hånd, en fod, nu hele krop,

nu ser man dennem frem, nu ser man dem tilbage

130	at svømme, falde an, nu atter flugten tage.

Ej anderledes var at anse dette vrag.

Den fremmede person fandt deri stort behag,

han med fornøjelse på vandet så det lege.

Men man skibsfolket så til gråd sligt at bevege.

135	De råbte overlydt: “O, ulyksalig’ nat

der har berøvet os i hast vor hele skat!”

Man tog sig fore først at redde Paarses kiste. †

Enhver af folkene som nogenlunde vidste

hvad deri var for skat, hvad deri skjulet lå,

140	at redde egne ting ej tænkte meget på.

Omsider fik man den med møje træk’t på landet.

Den fremmede person til bæltet gik i vandet

og hjalp at største del blev frelst. Slig høflighed

at vederlægge man med penge var *bered.

145

†

*Munera præterea Iliacis erepta ruinis

ferre jubet etc.

Virg. Æneid. 1.

|31Men denne gode mand slet intet ville tage.

“At redde fremmed gods jeg plejer mig umage

som det mit eget var,” han sagde, “n I ser

hvad mand jeg er, for tyv I *skælder mig ej mer’.”

Da kisten åbnet blev, man så derinde svæve

150	en jomfru og med hast mod himmelen sig hæve. [a]

Man rosenfarvet hals, et skinnend’ ansigt så,

man følte yndig lugt fra hendes hår at gå. [b]

Det *Jovis datter var og kærligheds gudinde

som havde sluttet sig i kisten *samme sinde

155	at holde vandet bort, forhindre at det ej

fordærve skulle let *Dortheæ kontrafej,

[a]	Dette er det som fransoserne kalder le merveilleux, og er ligesom sjælen i poesi. Det hos Homerum og Virgilium så tit forekommende θαῦμα ἰδέσθαι eller *mirabile visu.

[b]

... *Rosea cervice refulsit

ambrosiæque comæ divinum vertice odorem

spiravere ...

Virg. Æneid. 1.

|32som dér forvaret var. † Per Paars *bekom stor glæde

af sådant herligt syn. Man så ham øjne væde,

han råbte overlydt: “Det vist en engel var,

160	som i beskyttelse os alle taget har.”

Han bød det ganske folk at falde ned og bede.

Derefter tog man for med flid at efterlede

i kisten alle ting. Man med forundring så

at alle sager i god orden tørre lå.

165	Først fandt man ubeskår’t hans *sarses søndagskjole

med støbte knapper i, og *læ’r til otte stole.

Man siden ligervis fandt ganske tør hans vest,

for hvilken Peder Paars var bange allermest;

thi den af *kalemank var gjort med silkeknapper.

170	Han råbte: “Se min vest! Den haver holdt sig *tapper.”

Derefter tog man op en trøje som var blå,

med ulvskind foret og med *guldgramaner på,

to hatte af *kastor, tolv skønne peberkager

samt tre par rulæ’rs sko som af en tysk skomager

175

†	Paars’ diar., *pag. 22.

|33var gjort i Kalundborg, et lidet sølverkors

som af hans kæreste ham skikket var fra Års,

samt *Jærtegns huspostil med tvende spændebøger

som ham foræret var, en af hans svoger Tøger,

en anden af *hr. Jens i Holbæk (af den bog

180	Paars sagde tit at han var *ene blevet klog).

Hans *stammebog han så *óg ubeskår’t var blevet,

han efter tysk manér derudi havde skrevet

en hoben navne, ja *Dortheæ kontrafej

han óg omsider fandt. Den fryd jeg glemmer ej

185	han lod derover se. Han det mod brystet kryste,

han græd af glæde og det tusind gange kyste.

At sige med et ord: Alt var i god behold.

På klæderne man så ej mindste plet og fold.

De andre gode folk ej havde samme lykke;

190	thi i Per Ruuses skrin var ej et enest’ stykke

som *jo fordærvet var. [a] Han gav et heftigt skrig

da han hans bøger fandt tilredt’ så ynkelig.

[a]	* Vid. Ruus’ klagemål * in fragmentis diarii.

|34Jeg selv kan ej for gråd den store ynk beskrive;

hvis sligt ej hændet var, jeg havde kunnet give

195	en stor oplysning om Per Paars og om hans tog

samt hele levned, som var *tegnet i en bog

med stor *omstændighed. Man deraf kunne lære

endog hvad han hver dag, hvert måltid plejed’ *tære,

hvor mange *potter øl min helt om dagen drak, [†]

200	hvad bruget blev i *snus, hvad udi røgtobak,

så at man finder få endogså tyske skrifter

der mer’ omstændeligt beskriver éns bedrifter.

At miste sådan bog man holder intet *spil,

der så vidtløftig var og tyk som en *postil.

205	Hvad angår andet gods, det vil jeg ej opregne,

jeg lovet haver kun hvad kostbart er, at tegne,

Min *musa sjunger ej om slige ringe ting;

thi skønt hun ikke gør, som andre, høje spring,

så kan hun dog ej vel i bagateller hænge

210	og sig med andet end hvad vigtigt er, *bemænge.

Per Paarses eventyr så store er at man

med mådelige ting sig ej bemænge kan.

[†]	Poeten synes her at raillere med dem som tegner op alt hvad dem vederfares. Der er fundet adskillige sådanne journaler efter en og anden, hvormed de har villet give til kende at de har ikke haft meget at bestille.

|35Paars delte da sit folk i sine visse klasser.

Han sagde: “Kære børn, *ser til og flittigt passer

215	på hvad jer bli’r betroet! Hver bliver ved sin post!

*Betænker hvad det gods for penge os har kost’.”

Den fremmede person da svared’: *“Frygter ikke!

Vi har en ærlig *fog’d, jeg kender ham til prikke.

Han gerne fremmed’ folk vil tage i forsvar,

220	det er en *føje ting han derfor af dem ta’r.

I fjor han dømte tre der havde højt *bedrøvet

en sømand og hans gods med magt fra hannem røvet

samt givet ham med kniv tre-fire dybe sår,

i ansigt, hoved, ryg, i side og i lår,

225	at være *tremarksmænd. Dog skulle dommen være

dem ej til præjudits på gode navn og ære,

men hver at agtes for så god og ærlig mand

som andre bønder der besidder dette land.

Jeg ellers vidne kan at man i nogle dage

230	ej noget ondt har hørt som fog’den kan mishage.”

Slig underretning var Per Paars helt *angenem.

Han sagde: “Skriver Ruus, giv agt og flittigt gem

hvad han os haver sagt. Det bedst er at anskrive

hans tale ord fra ord. Vil lykken engang blive

235	så gunstig at vi til vort land og fødeby

må komme snart igen, vi give skal en ny

|36beskrivning over sligt, hvormed man sig *til hove

kan gøre angenem. Sig, landsmand, hvilke *love,

regering, *politi, gudstjeneste og tro

240	er blandt det gode folk som denne ø bebo.”

Han svared’ med *besked: “Den lov som vi her have,

af fog’den skrevet er. Han kan *det altid *lave,

vi får den ej at se; den hedder *Vold’mars ret,

så efter fog’dens navn. [*] Det er mig ikke let

245	dens indhold og *begreb at sige. Vi os nøje

at han *tilsteder os vort land at så og pløje.

Det ved jeg i vor lov beskrevet er og *sat

at præsten *tiende skal have, fog’den skat.

Vor tro er ren og pur som den var på de tider

250	*kong Dan ved roret sad. [†] Vor gode fog’d ej lider

at noget *sværmeri på øen fremgang får.

Jeg véd et kætteri som her *for nogle år

[*]	Kong Voldemars Jyske Lov var tilforn brugelig i Jylland, og som fogedens navn også var Voldemar, mente den *uvittige bonde den af ham var givet.

[†]	Confer Jens Bloks * Chorograph., *pag. 77 seq.

|37var opvakt: at man ej med rette kunne *nyde

det *vrag som drives hid. Slig lærdom at forbyde

255	vor foged var ej sen. Jeg ej beskrive kan

hvad *navn han derved har *forhvervet hos hver mand.

En kætter derpå sig da understod at sige:

“Slig gudsfrygt sigter kun sig selver at berige;

man ved at fog’den har af vraget største part,

260	hr. Niels har óg sin del. Slig iver har ej art.”

Men jeg kan sige på samvittighed og ære

at *de ham uret gør som *sådan lærdom lære.

Hans *forsæt ikkun er den gamle rene tro

at holde udi hævd, at man i fred og ro

265	kan leve på vor ø. Han af *antikviteter

en elsker er, han kan ej lide *ny profeter.

Vor præst er meget lærd, han præker, døber vel,

ej nogen andet kan ham sige på *med skel.

Han *ingen bibel har, men herlige postiller

270	med *kobberstykker i. Han læser uden briller

i kirken af en bog, en gammel lærd *postil,

som Jærtegns hedder. [†] *Slig en bog er aldrig til.

[†]	Man ved i hvilken kredit *Jærtegnspostil var i gamle dage da der var stor overtro blandt folk.

|38Den handler ikkun om sandfærdige mirakler

og trøster, styrker dem som udi troen vakler.

275	Man holder for at han *kan mer’ end fadervor,

man mærke kunne det på ham forgangen år.

Historien er kort, óg kan I deraf lære

om det er ikke ret så vís en mand at ære.

Hid drev et skib som med *korinther ladet var.

280	Vor sognefoged Holck 6 tønder deraf ta’r.

Den lærde præst hr. Niels, som udi gamle bøger

kan finde skjulte ting når han det eftersøger,

slig falskhed straks fornam og sagde overlydt

da han i kirken kom: “Sligt er jo ganske nyt!

285	Det gik ej før så til i gammel tid og dage

at man fra præst og fog’d hvad tilkom turde tage.

I *de korinthiers det sjette det jo står.”

Den gode Christen Holck stod *som et slagtet får

og mærked’ tydeligt at præsten om de tønder

290	vist havde noget læst. Hvad ere dog vi bønder

mod slige lærde mænd som al vor *idræt se

i gamle bøger og kan alt vort *vid *bele!

Vor *degn ej ulærd er, kan skønne vokslys støbe,

han skulle, om det gjaldt, vel kunne børen døbe.

295	I morgen er det *fest, I ham da høre skal,

han synger lifligt som den bedste nattergal.

|39Hvis han sig ikkun holdt lidt fra tobak at smøge,

man skulle rejse langt, man skulle længe søge

før man en sådan degn, før man en sådan røst

300	at høre kunne få. Han sang forgangen *høst

da fog’den engang tog sig for at gå i *messe,

som sjældent sker; thi hans *forretninger ham presse,

at han til kirkegang ej haver megen tid.

Han da så herligt sang at fog’den mild og blid

305	sig stillede mod ham og sagde: “Hør, vi ville

dig gerne se hos os. Vor ældste datter, Nille,

stor lyst har til musik. Kom ikkun i vort hus.

Der vanke kan for dig så mangen ærlig rus.”

Per Degn, som brændevin at drikke haver våne,

310	af sådan høflighed var færdig til at dåne.

“Slig nåde,” sagde han, “hr. foged, er for stor!

Så tit jeg komme må i kirke og i kor,

jeg have skal i bøn min nådige hr. foged.”

Man aldrig så Per Degn af ydmyghed så kroget.

315	Den fejl som ellers ham bebrejdes allermest,

er at han *ikke kan forliges med vor præst.

Jeg tilstår, såsom han er lærd, kan regne, skrive,

at han ej har behov sin præst at *eftergive;

dog kan fast ingen sjæl ham deri holde med,

320	det er jo dog hans præst, det er hans øvrighed.

|40Det som imellem dem har yppet denne *trætte,

det er en liden ting som let stod til at rette

hvis trodsighed ej var hos begge alt for stor.

Hr. Niels vil degnen skal i døren af vort kor,

325	når bønnen bliver læst, smukt folde sine hænder;

men degnen siger nej og viser hannem tænder

så ofte præsten vil påminde ham derom,

og siger: “Skam der gør, skønt *ordre kom fra Rom!

Jeg ser skinbarligen I vantro vil bestyrke;

330	det ej *gebærder er hvormed man Gud skal dyrke.”

Der findes mange mænd som degnen giver *magt,

endogså fog’den selv; han ofte haver sagt:

“Vor pastor uret har!” Men han af *bønnebøger

og *Catechismo selv, hvor han sligt eftersøger,

335	bevise kan det er hver kristens rette pligt.

Man længe ønsket har at se den sag forligt.

Man ellers kan Per Degn til største ære sige

at han sit *amt forstår, og deri få har lige.

Hans formand, som dog vel *sig deri kunne sno,

340	når *han kun fik et lam, da denne får en ko.

Han mesterligen ved på salmer takst at sætte;

når han kun lidet får, så synger han de slette.

|41Jeg mindes at en mand hvis ældste søn var død,

Per Degn *på klingen gik og hannem heftigt *brød.

345	Han gav ham kun en mark, han havde ikke kræfter

at give mer’. “Helt vel! Du salmer får derefter,”

*han sagde. Bonden da ham svarede: “Jeg ved

at sådant hjælper ej min søn til salighed.”

Per blev da heftigt vred og bed sig udi tommen.

350	“Der *ingen salig er før han i grav er kommen!”

han råbte. “Disse ord jeg vise kan på *prent.

Sligt farligt kætteri jeg aldrig havde *vent’.”

Da bonden blev forskræk’t, tog op et *tomarksstykke

og rakte degnen det. “I *under mig den lykke

355	at jeg ligsalmer da kan få som haver *fynd.

Hvi skulle jeg min søn sligt nægte, det var synd.”

Så snild var han. Hr. Niels sligt ej kan bedre gøre.

Det er helt kortelig hvad jeg har kunnet *spørge

om landets *politi, regering, lov og skik.

360	Skønt jeg er fremmed, ved jeg sligt dog på en prik.”

Per Paars slig tale da med hjertens glæde hørte.

Dens lærdom, fynd og kraft ham på de tanker førte

at det var anden mand end han sig bildte ind.

|42“Din ringe dragt har gjort, o landsmand, mig så blind,”

365	han sagde, “at jeg dig har taget for en bonde.

Jeg beder sådant mig ej regnes må *til onde.

Din høflighed mod os jeg stedse prise vil

til yderst’ åndedræt, så længe jeg er til.”

Den fremmed’ svarede: “Min glæde er at trøste

370	betrængte folk og se at intet må dem *brøste.

Men tiden spildes kun ved vores lange snak.

En sulten mave gi’r for ord kun liden tak;

jeg løber til mit hus og vil *til ilden sætte

hvad jeg kan finde for jert følgeskab at mætte.

375	Jeg skal *óg skaffe for jer selv en opredt seng,

de andre venner får at sove *udi flæng.

Imidlertid og før en time kan udrinde,

skal jeg mig her igen med tvende vogne finde

at bjerge eders gods mens det er endnu tid,

380	og førend sol går ned. Slå kun dertil jer lid!”

Slig bortgang gik Per Paars usigeligt til hjerte.

Man hans tilbagekomst da ventede med smerte.

Man biede en *stund, man biede fast tre,

men samme fremmed’ mand ej mere var at se.

385	Da Peder Paars så op til himmelen og spå’de

de vare af den mand vist *solgte og forråde.

Ham randt i sinde hvor det tilgik med hans pung.

Så snart at glemmes var den skade alt for tung.

Man tit et *vældigt læs ser kuldkast’ af en tue,

390	tit må en løve sig af myggen lade kue;

|43da læsset sikkert kør’ blandt steneslæng og stød,

da ingen jægers magt gør løvens hjerte blød.

Så gik det Peder Paars. Vel lod han modet *hælde,

tolv *lumpne *dalers tab så nær ham kunne fælde;

395	men nu det gælder om hans frelse, gods og liv,

da står hans kække mod som mur og klippe stiv.

Et mådeligt gemyt, et *slet og hverdags hjerte

sig ofte hjælpe kan i *enig sorg og smerte;

men store hjerter får af fare aldrig *mén,

400	en øjensynlig død er dydens prøvesten.

*Vor helt i denne nød hans mod *óg ej *undfalder,

men med *koldsindighed han folket sammenkalder

og siger: “Venner, se hvor det er med os fat,

måske er denne nat vor allersidste nat.

405	I dag har hav og vind og himlen mod os *brumlet,

i største fare har vi om på søen tumlet.

Dog er vi frelste og hidført på denne ø.

Mon Gud har reddet os *at vi her skulle dø?

Nej, det kan jeg ej tro, vi har en bedre skæbne.

410	Hvi skulle himlen sig til vor forfølgning væbne?

Da *samtlig vores død var *såsom klar til vands,

hvi frelste *den os for at dræbe os til lands?

|44Nej, kære venner, nej, den vil os ikkun *prøve

og vor bestandighed ved nød og modgang øve.

415	Hvad skader guldet at det gennem ilden går?

Det *lutres kun deraf, en bedre glans det får.

Vel ved jeg ej hvad os kan inden aften hændes.

Tit kan vort bedste håb *os til et fald omvendes.

Den mand som loved’ os at stå så troligt bi,

420	jeg frygter han mod os gør et forræderi.

Jo mere jeg hans ord og tale eftertænker,

jo mere synes mig at se hans falske *rænker.

Hvad han fortalte os om landets skik og art,

*mig deraf anstod kun en såre liden part.

425	Hvor andres skade og ulykke eftertragtes,

dér tror jeg lov og ret kun meget ringe agtes.

Hvor foged, præst og degn kuns egen gavn *anser,

dér hos *gemene mand kan ikke ventes mer’.

Måske os intet ondt her skulle *vederfare,

430	men en fornuftig mand bør forudse en fare.

En dåres mundheld er: Hvem havde ventet sligt?

At *forekomme ondt, det er den vises pligt.

Om nogen vil sin hånd til ondt mod os udstrække,

da skal han vide at han træffed’ ikke *gække.

435	En styrmand støder ej på det bekendte skær;

den fare som man ser, halvt overvundet er.

Og skal vi dø, vi vil en ærlig død udvælge,

vi dennem liv og gods fuldt dyre *ville sælge.

|45Hvo ved om sejeren *os turde blive næst,

440	hvo fægter for sit liv, han fægter allerbedst.

Den største årsag som os kunne gøre bange,

er at vi ere få, *i det sted de er mange;

men deres mængde kun til sagen lidet gør,

det er ej tal, men *dyd som sejren følge bør.

445	Vi derfor *på alt fald os vil til værge sætte

og se hvor vi vor sag kan allerbedst udrette.

Man kun geledderne kan gøre *én mand høj,

tre mand i højre og tre i den venstre fløj.

Den venstre vil jeg selv, men Peder Ruus skal føre

450	den højre. Giver agt I kan kommando høre!

Vor skipper Børre skal med Niels Johansen Kok

og Anders Styrmand stå og blive i den flok,

iblandt den *bataljon hvor Ruus skal kommandere,

og man hans ordre som min egen skal parere;

455	hvis han så god til krig som han til pennen er,

da ingen bedre, ved jeg, fører an en hær.

Hver gøre nu sin flid hvor han kan våben tage!

I steden for en pik jeg vælger en bådshage.”

Til lykke fandt man en som var vel lang og stiv

460	og *tjenlig fíenden at holde fra sit liv.

Ruus en *håndspiger tog, én fik en afbrudt åre,

Niels Kok en *kedelkrog, men skipperen en kårde,

|46som var den eneste, skønt den kun dued’ lidt.

At sige med ét ord: Hver greb og tog til sit.

465	Man hørte midlertid én råbe: “*Værer rede!

Her er det rette sted, her må vi dennem lede.

Det var ved stranden her hvor jeg dem nys forlod,

anføreren for de skibbrudne folk her stod.

I hannem kende kan på en sølvknappet trøje,

470	et lyst og kruset hår, agt ikkun derpå nøje!”

Da mærkede Per Paars han skammelig var *solgt

af manden som for ham den lange tale holdt.

Han skikkede sit folk og hær i to geledder,

den venstre fløj han selv, den højre førte Peder,

475	hans skriver, omendskønt *det skipperen fortrød

at man ham sådan post og ære ikke bød.

Óg siges der at sligt har ene forårsaget

alt det som fulgte på, og at man tabte slaget.

Tredje sang

Straks *Fama, som med løgn og sandhed alle stæder

opfylder, gi’r nu sorg, nu atter hjerter glæder,

det lynildløbend’ dyr, som fuld af sprækker er,

der siger hvad det hør’, det ser og ikke ser, †

5	der altid har af nyt så mange fulde poser

som *Peblingsø har fisk, som *Calepin har gloser,

†

*Tam ficti pravique tenax quam nuntia veri.

Virg. Æneid. 4.

|47
|48

|49der stundom siger sandt, men oftest fører snak

og fylder by med løgn som – – *almanak.

Den samme sælsomm’ fugl for Avind sig indstilled’

10	og sagde: “Hør, madam, I havets gud så drilled’

at Paars er alt på land, hans gods er i behold;

thi Venus lider ej at ham sker nogen vold.”

Af disse ord man så hvad vrede, harm kan gøre,

til hvilken galenskab den kvindekøn kan føre.

15	Ret som en modig tyr der af et *bremsesting

som den i siden får, gør mange høje spring,

den mister sin natur, bli’r løvevild og brøler

så længe *såsom den i siden smerte føler,

ej anderledes * var gudinden denne gang;

20	i hendes hule hun af raseri omsprang,

af munden gik ej skum, men grønne bitre galde,

af afmagt kunne hun ej stå, men måtte falde

så Fama, som dog ej kan længe stille stå,

da af nysgerrighed stod stille, så derpå.

25	Hun kom sig dog igen, begyndte så at tale:

“Hør, flygtig’ Fama, sig, fra hovedet til hale,

hvor er det gået til med denne kræmmer Paars?

Hvor er han landet hen, det er vel ej til Års?”

“Nej,” sagde hun, “det er en ø som Anholt hedder.

30	Der vil han føre krig og sig til slag bereder.

Jeg vidne kan med ed at jeg hans krigshær så,

hans kræmmersvend Per Ruus ved højre fløj at stå.”

*	Haud aliter, hvilket kommer lige så tit for i poesi som ergo i logica.

|50“Ak!” sagde Avind, “jeg sligt ikke kan *fordøje.

Jeg må se til om jeg *Discordia kan bøje

35	at komme mig til hjælp, blandt folket sætte splid,

men ak, jeg ved hun ej er hjemme nogen tid.

Sig, *tusindmunded’ dyr, * sig, Fama, ved du ikke

hvor hun at finde er? Du ved jo alt til prikke,

dig er jo intet skjult, du gør så mange spring,

40	du løbet haver tit den hele jord omkring.”

“Hør,” svared’ Fama da, “hør, slangegiftig’ frue!

Discordia i dag jeg så først i en stue

hvor *landemode var; der havde hun sat splid

blandt bisp og præster som forsamlet var den tid.

45	Ved middagstider var hun på *den høje skole,

hun stod og lurede bag de højlærdes stole,

hun en professor mod en anden havde sat

og opvakt en *disput som vare vil til nat.

I morgen vil hun bort og rejse førend solen

50	hen til en *rigsdag som skal holdes udi Polen.

Der får hun hænder fuld, der øver hun sit spil. †

At søge hende der jeg ikke råde vil.”

*... cui quot sunt corpore plumæ,

tot linguæ totidem ora sonant ...

Virg. Æneid. 4.

†

*Discordia har ingensteds så meget at bestille som i Polen. Deraf kommer det polske ordsprog:

*Polska niexzadem stoi.

*Polonia confusione regitur.

|51Da Avind vågned’ op *fast *såsom af en dvale,

hun sin *blåtegned’ hest i største hast lod *sa’le,

55	fløj som en pil hen til det universitet

hvor *usamdrægtighed var *udaf Fama set.

Da hun på salen kom, hun skikkelse og klæder

som en magister tog og allevegne leder.

Hun spørger hver mand ad om usamdrægtighed

60	ej var på samme sted, men ingen gi’r besked.

Man kunne ej for skrig og *bulder noget høre.

Hun tænkte ved sig selv: Hvad mon her er at gøre?

Det er vist uden tvivl en stor og vigtig sag

som må afgøres og *afhandles her i dag.

65	Man så den hele sal af *syllogismer bæve,

nu så man udstrakt hånd, nu så man knyttet næve,

den salte svede af de lærde pander rand,

sær strømmevis på en bedaget gammel mand

som på cathedra stod. Man græsk-latinske pile

70	med iver mod ham skød så man ej kunne tvile

jo noget *fore var som angik ære, liv,

thi af en ringe sag ej rejses sådan kiv.

Sig mig, *Calliope, hvad denne lærde skare

så højt ophidset har, hvi de så vrede vare,

75	hvi disse kloge mænd, hvi disse verdens lius

som gale, drukne folk så skrege, holdte hus?

|52Tre år *før Paarses tog, da *rådmand Herman Bentzen

regerede vor by med byfog’d Christen Jensen, *

hr. Voldemar var provst; da Jeppe Tyges hus

80	blev anlagt allerførst; da kræmmersvend Per Ruus

i tjeneste først kom hos Peder Paars at være;

da Christen *Substitut fik med sin hustru kære

sin anden søn og så sit substitutske hus

formerede på ny, som kosted’ ham en rus;

85	da af Jens Skrædder først blev gjort hans mesterstykke,

han kom i *skrædderlav og nød forlangte lykke;

da for *kapitelet blev stævnet Christen Staal,

der havde, som blev sagt, ej ret *kapitelsmål;

på den tid opvakt blev blandt trende mænd en trætte,

90	jeg giver ingen navn, man må dem selver gætte.

En mente *Venus fik helt *uforgribelig

sit sår i højre hånd i den trojanske krig,

*	*Poeten regner her årstal fra de ting som var mærkværdige i Kalundborg på de tider, og begynder efter den romerske måde: Coss. etc.

|53en anden derimod holdt fore hun blev såret

i venstre spæde arm, den tredje udi låret. †

95	De havde alle tre *Homerum læst med flid

og derpå dem til ros anvendet meste tid.

Den krig i trende år *med dennem havde varet,

imidlertid man ej hinanden havde sparet.

Hver på sin side så at han et *anhang fik,

100	hinanden fast hver dag man stærkt *på klingen gik.

Omsider tog man for slig vigtig sag at stævne

til fakultetet selv, som lod en tid benævne

på hvilken til *forhør optoges sådan sag.

Det er den strid som blev forhandlet denne dag.

105	Man med forundring så det hele hus at ryste,

thi skrål som tordenskrald gik af de lærde bryste.

Gudinden blev forskræk’t, særdeles da hun så

en gammel skaldet mand med sådan iver stå,

†

*Hvad den sidste har fundet at forsvare sin mening med, kan man ikke vel begribe eftersom den græske poet siger udtrykkeligt Iliad. 5:

Ἄκρην οὔτασε χεῖρα ...

*Eksempler på mange tvistigheder af samme natur findes i Menckes Charlataneria eruditorum.

|54med slig hårdnakkethed sin mening at forfægte,

110	at stride for en ting som *var ej værd en hægte.

Ret som et *asen [*] der på frugtbar ager står

omringet udaf børn som det med kæppe slår,

ej la’r sig drive bort, vil aldrig flugten tage

før det har *skrutten fuld og mættet hungrig mave,

115	ej anderledes var at anse denne mand;

thi ingen *fægte mer’ for liv og ære kan.

Discordia blev ved dem mer’ og mer’ at *irre,

ja hjerner og forstand således at forvirre

at man tilsidesatt’ respekt og høflighed

120	som hver mand pligtig er til sådant helligt sted.

Jeg lægger intet til, min *gejst kan ikke lyve.

Man skolebøger så om ørene at flyve.

En af *Hesiodo fik næse, mund i blod,

en kant af *Pindaro i andens pande stod.

125	En Aristophanes, som trofast var indbundet,

blev efter slaget på en halvdød rektor fundet.

En sølvbeslagen tyk *Homerus samme dag

som en *Achilles var i største Trojæ slag.

Hvem den i panden kom, han doktor var, magister,

130	licentiat, student, professor, polyhistor,

[*]

*Poeten havde ikke brugt sådan lignelse hvis den guddommelige Homerus ikke havde brugt den samme for at berømme den store Ajax:

*Ὡς δ’ ὅτ’ ὄνος etc.

Iliad. 11.

|55den måtte tumle om. Den kunne med et stød

slå to *pedeller om og *hjælpe dem fra brød.

Den traf med sådan fart på en magisters pande

at *magistralske blod som øl af tudekande

135	af lærde hjerne flød, besprængte gulv og væg,

skønt den i samme fart óg rørte *bispens skæg.

*Magnificus stod op og råbte: “Hør, pedeller!

Hør, *scepter-sired’ mænd! *Jer penge I kun tæller,

I gør ej anden gavn. Hvi råder I ej bod

140	på sådant, hindrer ej at filosofisk blod

udøses? Er det ret at stå med hånd i lommen?

Mon I på dette sted i dag er derfor kommen?

I vist betale skal slig *efterladenhed,

I *svare skal for alt det ondt i dag er sked.”

145	Men her magnificus sig syntes at forhaste,

han burde derfor ej på dem *unåde kaste.

De ere gamle mænd, hvad kan de rette ud?

De *kårde *ej kan se, de kan ej lugte krud.

At sige med et ord: De ere kun pedeller,

150	de ere tamme dyr. De *fægter kun med hæler.

De kun på salen skal som skilderier stå

*med scepter udi hånd. De ere óg for få.

Omsider så man dem at løbe, flugten tage.

En råbte: “Ve min ryg!”, en anden: “ Ve min hage!”

155	Discordia, som bag ved opponentes stod,

sig *glæded’ da hun så udøst så meget blod.

Af hjertens latter hun fast færdig var at briste.

Så snart hun Avind så, hun sig til hende liste.

|56Hun sagde: “Hør, *ma soeur, hvad vind har drevet dig

160	til dette hellig’ sted at se på denne krig?”

Da Avind kortelig den hele sag fortålte,

hvi hun der kommet var, hvad sådan færd forvoldte.

De derpå begge to fløj over land og sø

og udi øjeblik kom på *forsagte ø.

165	Der *Usamdrægtighed med sine sorte vinger

sig ganske sagtelig frem og tilbage svinger,

på alting giver agt. Hun mærked’ da hun så

slagtordningen beredt mod fíenden at stå, [*]

at skipperen med ret kommando burde føre.

170	Hun stilled’ sig for ham og sagde: “Skipper Børre,

det er vel smukt at man sagtmodig er og tam, [†]

men ingen ærlig mand *fordrage kan den skam

som dig her overgår. Se til du hannem driver

fra sådan ærespost, han er dog kun en skriver!

175	Vågn op, *tag hjerte, mod! Det være vil din gavn.

Hvad mere kostbart er end ære, rygte, navn?”

[*]	Krigshærens orden ses af Paars’ *diario, pag. 33.

[†]	Poeten har akkommoderet gudindens tale efter dem hun havde at bestille med; thi havde gudinden været mere højtravende, havde skipperen måske mindre deraf blevet bevæget.

|57Straks skipperen blev blå af avind, harm og vrede. [†]

Han lod vel som han sig til slaget gjorde rede,

men foresatte sig, så snart han *tempo så,

180	at kaste sit gevær og ud af slaget gå.

Jeg ikke nægte kan *jo mange slette domme

at være over sligt, og at der findes somme

der haver givet for at Peder Paars da lod

udtrykkeligen se at han kun lidt forstod

185	et folk at føre an, en hær at kommandere

og den, som det sig bør, i orden at rangere;

men hvilken general vel findes i et land

fra slige domme som befriet være kan?

Hvad er vel mer’ *gement end *pøblen høre råbe:

190	“O, hvilken general! O, hvilken ussel tåbe!

O, havde han sin sag lidt bedre haft i agt,

han havde kunnet slå den hele store magt!”

Så tale hører man hver dag en skrædder, *skinder,

en snedker, *tømmermand, en maler, børstenbinder.

195	*Eugenius kan selv ej holde noget slag

*en fiskerkælling jo på torvet *i Den Haag

[†]	Om nogen ville kritisere her og sige Avind kunne have forrettet alt dette selv uden at kalde Discordia til hjælp, da svares dertil at hun ikke vidste *konjunkturerne i Paars’ armé.

|58tør sige offentligt han sig forløbet haver.

Der er fast ingen snak mig mere hjertet gnaver.

Hvad angår Peder Paars, da har den store mand

200	ej heri sig forset, så vidt jeg fatte kan.

En skipper agtes højt så længe han på vandet

er med sit skib; men når han kommet er på landet,

da agtes han kun lidt. En skriver derimod

til vands en stymper er, til lands er meget god.

205	Den forskel vidste da min helt Per Paars at gøre.

Min tanke derfor er den gode skipper Børre

af Avind kun forført forlod så godt parti

og egne landsmænd; sligt er jo forræderi.

Hans kok løb også bort, men havde andre tanker.

210	Han bange var for krig, han råbte: “*Kapper anker!

*At lægge ære ind jeg ser her ingen kans.”

Han glemte udaf frygt at slaget var til lands.

Per Paars, før slaget stod, ej *aflod at formane

sit folk til tapperhed. Han sagde: “I kan bane

215	jer vej i dag med sværd til ære og et navn

hvoraf *óg eders børn skal have evig gavn.

|59*Courage! *rykker frem! Os sejr ej skal *fejle,

hver *følge mig og kun i min person sig spejle!”

Per Skriver talte óg til dem på højre fløj: †

220	“Vi vide, landsmænd, at der ingen er så høj,

så mægtig at han *jo al kødsens vej må gange.

Det bedre er i krig at dø end være fange.

*I *usle *vornede! Hvad nytte eller gavn,

hvad fordel er for jer at I på eders *stavn

225	af sult og armod dør? Nu kan I med stor ære

opofre eders liv. I drives jo som *mære

til arbejd’ af jer *fog’d, jert herskab og jer præst,

ej nogen dag er fri, ej søndag eller *fest.

Og om I skulle dø i denne krig og fejde,

230	jer tilstand ikke mer’ jer nogen skal bebrejde.

I dog ved døden kun kan fængslet blive kvit.

Her ingen *rifog’d er, jeg taler derfor frit.

Hvad angår min person, da kan man ikke nægte

at jeg ved pennen er, har ej behov at fægte,

235	endskønt jeg ej som I har årsag til at dø,

at lægge mine ben på denne ringe ø.

Dog skal jeg lade se at jeg er ikke bange,

men skal vel gøre mit en sejr at *erlange.

†	Per Ruus’ sirlige tale er vidtløftigt antegnet i Tyske Jochums Historia sui temporis, pag. 64.

|60Jeg hermed slutter og vil ikke tale mer’.

240	Jeg råder at I kun på byttet ikke ser.”

Den tale endtes så. Straks fíenden frembryder

og trænger ind med magt, på dennem slår og skyder.

Da skipper Børre, som sin *tempo tog i agt,

til kokken råbte: “Løb! Vi står ej mod slig magt!”

245	Ej sødere musik og klang han kunne høre.

“Jeg gerne,” siger han, “dig følger, skipper Børre.”

Men en af røverne straks til sin økse tog

og dermed skipperen i nakken sådan slog

at han på jorden faldt og *aldrig mer’ sig rørte.

250	I slig ulykke da forræderi ham størte.

Da Paars så dette blod, han vil ej fægte mer’,

men råber overlydt: “Jeg nu skinbarlig ser

I ere gode mænd som utroskab ej lider.

Mod slige brave folk jeg aldrig mere strider.”

250	Af sådan gerning da han sig bevæge lod

og ville ikke mer’ udgyde kristent blod.

Men røverne om fred ej noget ville høre

medmindre Peder Paars dem ville straks godtgøre

al krigsomkostning. Det, som *billigt, han indgik.

260	En sådan ende da slig blodig fejde fik.

*Den fred som sluttet blev, bestod af få artikler.

(1) Først lover begge at de aldrig sig indvikler

|61mer’ udi krig imod hinanden, men en fred

som evigt vare skal, de indgår. Hvad *fortræd

265	i denne krig er sket, skal ej omtales mere.

(2) Man lader ganske frit de fremmede marchere.

Man lader dennem gå hvorhen de vil, i ro

(3) med skjorte, strømper, ja med underbukser, sko.

(4) Til krigsomkostning skal betales kjole, trøje

270	samt hele bjerget gods, man dermed la’r sig nøje.

Hvad angår kobbermønt og anden grov metal,

det dem ej tages fra, de sligt beholde skal.

Så sluttet blev den fred, Per Paars til største ære. †

Gid andre ville kun af hans eksempel lære

275	at intet skattes bør imod et ærligt navn.

Han kunne af slig krig vel have haft stor gavn

og vel beriget sig, men agted’ sligt kun *føje.

Af *generositet han lod sit hjerte bøje

til en oprigtig fred. Så endtes denne krig

280	hvorudi Peder Paars blev mere stor end rig.

Straks freden sluttet var, man lod Niels Hansen stævne,

som over sligt af frygt *fast *færdig var at revne.

†	Vid. Tyske Jochums refleksioner derover, Hist. sui temp., pag. 73.

|62Man for at dømme ham *formerede en ret

på marken som man stod. Det er mig ikke let,

285	min pen er alt for sløv her kraftigt at beskrive

(medmindre *musæ mig vil mere gunstig’ blive)

et syn så angenemt, se dommere at stå

på slette åben mark med bare skjorter på. †

Oprigtigheden selv man plejer forestille

290	i sådan yndig dragt. Gid hver en dommer ville

kun følge vores helt, i hannem spejle sig,

i simpel ærlighed kun være hannem lig!

Per Skriver råbte først: “Man må *interloquere,

*formaliter gå frem og nøje *judicere

295	hvad ret der gælde bør i den indstævnte sag.

Jeg mener: Om det er hr. præsidents behag

vor søret her har sted, det hindrer jo vel ikke

at man er nu til lands. I må det ellers skikke

som I det finder godt.” Men sligt vor præsident

300	så lidet anstod at han råbte: “Hillement!

Jeg er jo *høvedsmand, I ere jo soldater,

vi ere jo på land, sligt forslag jeg ej fatter.

†	Her gør poeten af fornødenhed en dyd, såsom de var udplyndret indtil skjorten.

|63En krigsret over ham med billighed bør gå.

Det nu hans *forum er, nu må han derfor stå.

305	Jeg giver ellers hver forlov frit at *votere.

Jeg ville at her var tre *assessores flere.”

Af røverne man straks tre gode mænd da tog

som udaf høflighed sig derfra ej undslog.

Men til en ny disput Per Ruus anledning giver. †

310	Han mener at endskønt han ikkun er en skriver,

han dog et *votum har i denne store ret.

Det præsidenten ham tilstede ville let.

Ved prodikollen dog han ikke sidde måtte:

Men såsom udi alt *de ikkun vare otte

315	som han til sådan sag så vigtig holdt *bekvemm’,

fik Ruus sin vilje frem, af rådet blev et *lem.

Da man til sagen kom, de fleste stemmer holdte

med præsidenten; thi da skriveren dem tolte,

befandtes der kun én som for en søret stod,

320	som straks sin mening dog af høflighed forlod.

Da det til ende var, man kokken straks lod hente.

Til hannem Peder Paars, vor præsident, sig vendte

†	*Vid. Protocoll. Petr. Ruusii in causa Nicolai Coqui.

|64og sagde overlydt: “Niels Hansen, fordum kok,

man her besluttet har dit hoved på en blok

325	at hugge af. Dog må du dig først frit forsvare.

Vi ingen nægter sligt som er i sådan fare.

Sig til dit forsvar kun hvad du optænke kan.

Vi uden forsvar ej henretter nogen mand.”

“Velædle præsident samt nådige rådsherrer,”

330	han sagde med et suk, “det kun min sag forværrer

at jeg en tale før’. Man ved jeg ikke er

en *prokurator og en *tingstud, men *desværr’

en fattig, *ussel kok, som Niels Johansen hedder,

der loven ej forstår. Jeg derfor eder beder

335	I spare vil min hals. Jeg haver ikkun én.

Det er mig ingen lyst at hvile mine ben

på denne fandens ø blandt disse røverhunde.”

“Holdt!” råbte Peder Paars. “Vi tåler ingenlunde

at du slig’ skældsord her vil bruge. Tal din sag

340	*med bedre fynd! Du ved at fred er gjort i dag

med disse gode mænd som retten nu beklæde.

Man heller kan med bøn sit liv fra døden redde.

Man ofte haver hørt ved skændsord og ved kiv

at *óg uskyldigt folk *sig haver bragt om liv.”

345	Hans øjne over sligt begyndte straks at rinde.

Han sagde: “Præsident! Hvis nåde var at vinde

|65ved gråd, jeg ville da her græde som et barn;

men det mig hjælper ej, jeg ved at det er *skarn.

Thi mine *avindsmænd i *rådet ere mange.

350	For sagen i sig selv jeg er ej meget bange.

Jeg min uskyldighed med ed bevidne kan.

Der ej udfordres mer’ af nogen ærlig mand!

Jeg tilstår gerne at jeg *flyed’ ud af slaget.

Jeg tænkte ej at sligt jer skulle så mishaget;

355	jeg men’ en kristens pligt er at forvare sig

så vidt som muligt er, i fred, langt mer’ i krig.

*Den død er, siger man, ej nogen mere bider,

det har jeg stedse hørt fra mine ungdoms tider.

Hvis jeg mod fíenden omkommet var i dag,

360	jeg havde ikke tjent i noget andet slag.

Min tanke også var: Hvor vil de nogensinde

en slig erfaren kok som Niels Johansen finde?

En sådan kok som jeg, den vokser ej på træ.”

Det sagde han med gråd og faldt på sine knæ.

365	Hvad ej udrette kan en slig *patetisk tale?

Thi straks den største del var færdig at *omsa’le,

bevæget allermest af det han sagde sidst:

“Hvo lave skal jer mad når I mig haver mist’?”

Da opstod Peder Paars, begyndte at formane

370	enhver at gøre ret, som altid var hans vane.

Han sagde: “Denne sag er intet *børnespil.

Den angår ære, liv, se derfor flittigt til,

|66I gode rådmænd, at I ej i dag forblindes!

Ej gunst, ej *avind, had må hos en dommer findes.

375	Se til enhver han det som ret og *billigt gør,

og det en embedsmand og ærlig dommer bør!”

Så tog man for den sag ret at *eksaminere

og *efter orden fra den sidste at *votere.

Tre stemmer dømte at han skulle være fri,

380	seks at han skulle dø for sit forræderi.

Jeg ved at *akterne i Kalundborg *nok findes. [†]

I stadsarkivet jeg dem så, om jeg ret mindes.

For retten anden gang da Niels Johansen kom.

For ham vor præsident oplæser sådan dom:

385	“Som Niels Johansen Kok for retten har bekendet

at han før slaget stod, *på flugten sig har vendet,

så har vi, præsident og rådmænd, samme kok

fra livet dømt, óg skal hans hoved *på en blok

afhugges med et sværd. Vil nogen siden mere

390	*på sagen tale og til fog’den appellere,

det er en ting som skal for alle åben stå.

Med eksekution man ej *forhale må.”

Man derpå synderen til retterstedet førte.

Hans ganske indvold da af angst sig i ham rørte.

395

[†]	*Conf. Kalundborgske krønike, pag. 301.

|67Han tvang sig dog med magt at sige disse ord:

“O, er der ingen præst på denne verdens jord

der mig her trøste kan, der for min sjæl kan bede?”

Straks Peder Paars befol man skulle én udlede

som boglærd var, og som ham trøste kunne bedst.

400	Men ingen af hans folk her ville være præst.

Omsider gav sig an en halvstuderet røver.

Han sagde: “Synder, hør, du *dig ej mer’ bedrøver.

Jeg for vor præst hr. Niels har præket meget tit,

det falder mig helt let, jeg agter det kun lidt.

405	Jeg ved ej bedre tekst som jeg her kan forklare

for dig i denne *stand, i denne store fare,

end den jeg prækede for ham forgangen høst.

*Enhver i kirken var, sig deraf fandt stor trøst.

Jeg tekstens ord har glemt, dog det vil intet *sige,

410	det kan jeg sværge at den haver ej sin lige.

Vor *avindsyge degn har stedse fra den tid

set surt på mig. † Men om han *mild er eller blid,

†

*Deres karakter som dræber folk med *vidtløftige parenteser. *Den tale som Nestor holder til *Patroclum, er næsten på samme måde; thi da han vil *opmuntre Achilles at lade sin vrede fare og siger herhos *en passant at han selv nu *ikke har den styrke som i gamle dage da han førte krig med de *elidensere, begynder han at fortælle så store *partikulariteter om samme krig, hvor mange *okser og svin de tog fra hinanden:

*Πεντήκοντα βοῶν ἀγέλας, τόσα πώεα οἰῶν etc.

Iliad. 11.

|68det skøtter jeg ej stort. Jeg kan mit *pund ej grave

i jorden for hans skyld. Jeg må det sådan lave

415	at jeg bli’r kendt af folk. Jeg altid er så god

som degnen, det jeg tør ham sige; om han stod

selv med i denne kreds, mon han vel turde sige

jeg bør, for han er degn, en fodsbred for ham vige?

Hvad bilder han sig ind, den drukkenbolt, det fæ?

420	En ærlig mand som jeg ... ak væ mit ene knæ!”

“Den indgang er for lang!” begyndte Niels at skråle.

At *sidde længer’ så han kunne ikke tåle.

Da Peder Paars befol han skulle gøre kort,

thi dagen *stakket var, man måtte rejse bort.

425	Straks røveren brød af og sagde: “Nu vi ville

til slutning med et ord dig kun for øjne stille

dit lives korthed, og at du skal engang dø.

Det bedre for dig er på landet end på sø

at hvile dine ben. Her kan du gravsted have

430	for dig og dine børn. Per Paars kan det så *lave.

|69Du er bedrøvet at du må ej leve mer’,

men når du tænker kun lidt efter, at det sker

dig selv til nytte, da du må dig heller fryde.

Nu bli’r du anden kok, nu udi anden gryde

435	du koge skal. Du har at vente sådan løn,

vær kun frimodig og gør en andægtig bøn!”

Da kokken sagde: “Ak, hvi lod jeg mig forføre

til denne store synd? Skam få du, skipper Børre!”

*Profossen på de ord, da han slig andagt så,

440	han tænkte: Nu er tid hans hoved fra ham slå.

Men som han ikke vant var fanger at aflive,

så lod han sværdet smukt i skeden stå og blive

og hugg’ så dermed til. Niels faldt på jorden ned

som død, men ganske hel. Profossen blev beleet

445	af øens folk som sligt et værk på fingre vidste.

Enhver af latter fast var færdig til at briste.

Da råbte Peder Paars: “Han udstå’t har sin ret,

han skal løsgives!” Men det var dem ikke let

med ord og trusler at få kokken af de tanker

450	han jo var død. “I mænd, mig intet mere *anker,”

*	Andre sandfærdige eksempler findes derpå i Bidermanni Utopia.

|70han sagde, “end at I vil gøre mig fortræd

i andet liv. I er ej mer’ min øvrighed.

Jeg eders hårde dom at hævne nu skal søge,

i præsidentens hus skal alle nætter spøge,

455	om jeg en ærlig mand, et ærligt spøgels’ er.

Af dommerne jeg *smukt betale skal enhver.”

Man brugte da al flid, man spared’ ingen møje

at bringe ham derfra. Han agtet sligt kun føje.

“Jeg ved jo,” sagde han, “at mig en krigsret har

460	fordømt. Skønt jeg er død, er jeg dog ingen nar.

Jeg har det ikke glemt. Det var ej udi låret

jeg hugget fik, men her, jeg føler endnu såret.

Jeg kommer alt i hu som det var sket i nat.

Per Paars var præsident, Per Skriver så jeg sat

465	ved protokollen, man ham *auditør da kaldte.

Tre røvere jeg ved da dommers amt forvalte.

En halvlærd røver mig en slig ligpræken holdt

som står *nok i min hals, som gjorde blodet koldt.

I bilder mig ej ind at jeg *nok er i live.

470	En krigsret har mig dømt, en krigsret kan mig give

*alene liv igen. Hvis samme ret ej vil

sligt gøre, vil jeg tro jeg aldrig mer’ er til.”

Per Ruus, som kokkens ord da agtede helt nøje,

han sagde: “Præsident, skal vi ham deri føje?

475	\|71Skal vi ham liv igen tildømme ved en ret?

Mig synes at man kan ham deri føje let.”

Den kloge Peder Paars, som alting overlagde,

med stor betænksomhed til skriveren da sagde:

“Den sag er underlig! Jeg ej begribe kan

480	hvor retten liv igen kan dømme i en mand.”

“Vist,” sagde Peder Ruus, “den ret som kan aflive,

kan ene, om den vil, ens sjæl tilbage give.

*Exempli gratia, den samme gode ven

som tog min vest, han kan jo give den igen.”

485	“Sandt nok,” han svarede, men blev så *hovedsvimlet

af sådant argument at han nær havde trimlet.

Dog sagde han: “Jeg må betænke mig end lidt.

På sådan vigtig sag man pønser ej for tit.

Exempli gratia, den mig en vest fratager,

490	kan give den igen om det ham så behager,

det finder jeg er sandt, ja ganske rent og *plat.

Den * syllogismus kan óg gøres om min hat.

Det synes være ret, er ikkun dog en *fynte.

Med syllogismer tror jeg Fanden først begyndte.

495	Jeg var i København forgangen på en sal

som kaldes *Studiegård; jeg var nær blevet gal

af meget sælsom snak og tale jeg dér hørte.

Det syntes være godt. Den ven som mig dér førte,

|72hvis navn magister var, * på dansk mig sagde lidt,

500	hvoraf jeg kunne se man gjorde sort til hvidt.

Slig snak mig syntes da han kaldte * syncretismus,

men jeg har siden lært det hedder syllogismus.

Vil óg min sekretær med sligt mig gøre blind?

Exempli gratia vist Fanden gav ham ind.

505	Exempli gratia er snak og falsk *til prikke,

skønt hvori det består, jeg straks begriber ikke.

Man ej kurere må med krigsret, men med stok

en mand der galskab slig la’r se som denne kok.”

Så vidste da min helt sig heri at besinde.

510	Fast ingen ting, hvor mørk, var mægtig at forblinde

den højoplyste Paars. Man en professor kan

med syllogismer slå, langt mer’ en anden mand

der ej studeret har. Så undgik han den *strikke.

I alle slige ting han viste sig at *skikke.

515	Hvis sligt ej hindret var af hannem denne gang,

det ej en liden plet i min heroisk’ sang

*	Af disse Peder Paars’ ord kan ses at magistri var rarere på de tider end nu om stunder da landet vrimler deraf, og stykket kommer kun på nogle få daler. Ellers vidste gemene folk ikke at kalde dem *uden mestre.

|73mig havde gjort. Det mig er ingen ringe glæde

at denne sag så gik; thi jeg kan ikke kvæde

en ting på anden vis end den tildraget er.

520	Jeg er i slige ting og andet noget sær.

Fjerde sang

At jeg ved denne sag mig holdet har så længe,

min *musa spillet har så meget på én strenge,

er for at lade se min helt var *ej i dåd

alene *Hector, men *Ulysses udi råd;

5	thi når det ankom på i ret at præsidere,

at føre skib til vands, til lands at kommandere,

så var han lige stor, så var han lige god;

der intet var han *jo vel vidste og forstod.

Et *seculum kan *fast ej bringe mer’ til veje

10	end én fuldkommen mand. De som at læse pleje

historier, det ved. Der ofte findes kan

nu en *behjertet, nu en klog, nu *dydig mand.

Men udi én person at finde alle *dyder,

det er jo ganske *rart; hver haver sine *lyder.

15	Hvad angår Peder Paars, da skulle man ej tro

han så fuldkommen var hvis *vi i staden bo

hvor han er født, ej sligt med skrifter vidne kunne,

så man ej årsag har at tvivle *nogenlunde

|74om sagens rigtighed. Jeg set har hans *journal,

20	som på rådhuset end forvares på en sal.

Hans skriver, Peder Ruus, har fast alt sammen skrevet,

en del forandret af min helt Per Paars er blevet.

Om jeg må driste mig at kritisere lidt

om vore lærde mænd og tale noget frit,

25	da synes over dem man årsag har at klage:

De *tager sig iblandt for mange gode dage,

thi skrive store mænds bedrifter ingen vil.

Man skulle tvivle om Per Paars har været til

hvis jeg af nidkærhed for denne heltes ære,

30	af hvis eksempel man så meget godt kan lære,

ej havde omsorg haft at bringe for en dag

hans mange eventyr og sådan vigtig sag.

Jeg videre nu må med Peder Paars fremfare.

Da sådant var fuldendt, han med sin hele skare

35	i bare skjorter gik omkring den ganske nat

hen op i landet til han endelig fik fat

langt over midnatstid på nogle tørre grene,

hvori man tændte ild ved tvende flintestene.

Det var en liden trøst for dem i deres nød;

40	thi ellers var af kuld hver anden af dem død.

Jeg ser af hans journal * at da sig har tildraget

et sælsomt eventyr, som Paars har mest behaget

*Pag. 47.

|75
|76

|77af alt det ham var hændt; der var fast ingen dag

*han jo forlysted’ sig at tale om den sag.

45	Man hørte næste dag det hele land at frygte.

Om spøgelser der gik et meget farligt rygte.

En mand der dette folk i hvide skjorter så [*]

og dem ved nattetid igennem landet gå,

gengangere at se enfoldigen da troede,

50	forskrækked’ alle dem som *på den side boede,

ja fog’den selv, som dog var ganske uforsagt,

af hjertens angest sig på sengen havde lagt.

Per Degn blev syg da han i *særken så sin *pige, [†]

holdt det et spøgels’ var som ville sig indsnige

55	da i hans residens. Man haver mig fortålt,

når han en skjorte så, hans hele blod blev koldt,

så at man kunne fast hos hannem ej udvirke

med trusler fra den tid at få ham udi kirke;

han kunne ej *hr. Niels i messehagel se.

60	For sådant burde man en oplyst mand bele;

men hvo der haver set og hørt hvad frygt kan gøre,

og ved hvad liden skræk tit plejer med sig føre,

[*]	Såsom de var udplyndret indtil skjorten.

[†]	Efter at rygtet i landet var kommet om spøgelser i hvide skjorter.

|78undskylder degnen let. Han ellers var en mand

så dristig, uforsagt som nogen i hans land.

65	Hr. Niels *fast ene var som ej var bange blevet.

Der i hans bøger *óg om *spøgelser var skrevet.

For godt han dog holdt *stål at lægge for sin port;

thi så kan Fanden ej udrette noget stort,

sær når tilligemed man vil kun lidet røge

70	med lysetang hver nat. Så gjorde man i Køge

da der et huskors var. Men bønderne som mest

for spøgels’ bange er, for sådan nattegæst,

sig bildte straksen ind at hvad de så det spøgte.

En *krydsed’ sig for bryst, en anden huset røgte,

75	en sagde at hver nat han *blålys brænde så,

en anden spøgelser på loftet hørte gå.

Der var *fast ingen dag jo nogen kom til præsten

og sagde hvad de så. En havde hørt *helhesten,

en anden nissen set, én underjordsker hørt,

80	én som af loppebid var lidt på låret rørt,

for *dødningkneb det tog, én *maren sig at ride

bevidnede med ed. [*] De alle ville vide

[*]	Mærkelige eksempler på sådanne indbildninger findes i den bekendte *thistedske sag; thi efter at skræk først én gang var kommet i byen, synes alle folk siden at se spøgelser.

|79af præsten hvad det var, hvorledes man kan stå

mod sligt og af sit hus gengangere kan få.

85	Dem underviste han med slige ord og tale:

“Nu kommer I til mig, nu skal jeg jer *husvale.

Så tit I er *betrængt, så elsker I jer præst,

I går i kirken da, hver dag for jer er *fest.

Når faren er forbi, da slår I med jer nakke,

90	I agter ham ej mer’, han får kun skam til takke.

Nu må I gode mænd vel sande mine ord,

nu kommer det igen jeg sagde jer i fjor:

at eder forestod en stor fortræd og fare;

thi *gaver mod jer præst nu ere meget *rare,

95	sin *sjælesørger nu fast ingen elsker mer’,

fast ingen kærlighed man mere mod ham *ter.

Jeg ved i gammel tid min *formand *hr. Christoffer

af en *bosiddend’ mand ej mindre fik til offer

end tre til fire *mark. Nu man seks skilling gi’r,

100	skinbarligen man ser at alting værre bli’r.

Hvor vil den i sit hus sig vente nogen lykke

som *for begravelse kun gi’r et tomarksstykke,

som for så vigtig sag så lidet give vil?

Med helligdom enhver nu *bruger ikkun spil.

105	Så kommer derfor tit på landet store plager,

nu et, nu andet ondt man hører alle dager.

At I af spøgelser nu plages må hver nat,

ej anden årsag er, det tør jeg sige *plat.

|80Man skulle tænke at den tale jeg her fører,

110	og slig formaning sig af egennytte rører.

Nej, jeg vil kun enhver, han høj er eller lav,

skal give mig min ret, på det jeg i min grav

ej bandes skal af dem som mig i kaldet følger.

At det min tanke er, jeg ikke for jer dølger.”

115	Med slige ord *hr. Niels opmuntrede enhver

til gudsfrygt, nidkærhed, men rige folk især.

Per Paarses eget folk ej mindre bange vare,

særdeles Peder Ruus, der anså sådan fare

som fast den største dem var hændt på denne ø.

120	“Nu må vi,” sagde han, “uhævnet alle dø!

Jeg har ej mere mod, jeg slås ej med genganger’,

sværd bider ej på dem, man dem med list ej fanger.

Niels Korporal i fjor på en genganger skød,

men kuglen kom *igen og gav ham selv et stød

125	at han til jorden faldt og kunne sig ej røre.

Han aldrig understår sig mere sligt at gøre. [*]

Det er en fandens ø som vi er strandet på,

hver time vi os ser ny fare forestå.”

Alene Peder Paars sig ikke lod bevæge.

130	Han sagde: “Det er let gengangere at *spæge.

[*]	Det er bekendt at når man skyder på et spøgelse, da kommer kuglen tilbage.

|81Man al slags *spøgelse, hvad navn det have må,

*med røg af lysetang af huse let kan få.

Med *hørfrø *hindrer man at det sig ej tør vove

at komme i et hus, så man kan sikker sove

135	når man en håndfuld kun af samme kraftig’ frø

frem for dørtærskelen om aftenen vil strø.

Vil man for sikkerhed lidt *rugkorn deri *mænge,

så tør jeg love for, mig derpå lade hænge,

at ingen djævel skal sig driste at gå ind,

140	men tabe modet straks og holde sig i skind.

Mod mareridt et råd vor *substitut mig lærte.

Det er: Man sætter sko for sengen kun *forkerte.

Hvis det ej hjælpe kan, da synger man et vers,

som jeg forgangen så hos *Anne Mester Pers. [†]

145	Med nisser må man et oprigtigt venskab holde,

de ellers i et hus kan meget ondt forvolde;

ej nisse, *underjordsk gør nogen sjæl imod

så længe som de ser mod dennem folk er god’.”

[†]

Verset begynder således:

*Mare mare minde,

er du herinde,

så skal du herut.

At disse *remedier ikke gerne slår fejl, beviser *Tyske Joch., Hist. sui temp., pag. 104.

|82Af dette sées kan hvad frygt tit forårsager,

150	hvor meget *synderlig indbildninger os plager.

Hvad én sig bilder ind, det hver mand siden ser,

ja ej alene det, men tusind sager mer’.

Der findes ganske få der *jo sig la’r forblinde

af sådan fantasi. Jeg kan mig her besinde.

155	Da én for nogle år et skib i månen så,

straks mange andre folk som stirrede derpå,

blev ej alene *var det samme, men *óg kunne

*opregne takkel, tov, matroser og skibshunde,

som de på samme skib helt klart da kunne se.

160	Man derfor dette folk ej ene må bele.

Det er mig ikke let den *blusel at afmale

som derpå fulgte straks. Hr. Niels ej kunne tale

tre dage udaf harm. Man degnen mest belo,

som turde ej af frygt på øen mere bo.

165	Per Paars blev af sit folk derover meget æret;

thi han af alle mand *den ene havde været

der af så stor *tumult sig ej forskrække lod,

men trøstede sig selv og gav de andre mod.

Han derfor tænkte nu sin rejse at fortsætte,

170	men mod formodning kom med fog’den i en trætte.

Sig mig, o *Musa, hvad til sådant årsag var,

hvad fog’den mod min helt så stærk ophidset har!

Da Avind så Per Paars af modgang større blive, [†]

[†]	Tyske Joch., Hist. sui temp., pag. 108.

|83hun færdig var af harm sig selv at sønderrive.

175	Hun derfor stilled’ sig i hast for fog’den ind

og sagde disse ord: “Hør, foged, er du blind

hvad slig *forstokkethed hos dig kan forårsage?

Kan du din myndighed dig lade så betage?

Af øvrighed jeg ser du haver ikkun navn.

180	En ussel fremmed mand, Per Paars, har deraf gavn.

Hvem anden *magistrat sligt skulle ej bevæge

et sådant overmod og dristighed at *spæge?

Man rejse må fra by til by, fra land til land,

man én ej finde skal der sligt *fordøje kan.

185	Vågn op, o Voldemar, tag til dig mod og *hjerte!

Hvis uret og foragt, ja skam dig ej kan smerte,

da *for din sikkerhed din myndighed du må

håndhæve om du vil fremdeles dig begå.

Du inden stakket tid skal se Per Paars regere

190	og da skal endelig, men alt for silde lære

du selv ved sikkerhed har givet ham den kniv

hvormed han myrde kan og *bringe dig om liv.

Paars allerede kan sig deraf her berømme

at han tør åbenbart en mand fra livet dømme.

195	Han derved haver gjort af alle sig bekendt,

han kaldes nu ej mer’ Per Paars, men præsident.

Vågn op, o Voldemar, det er ej tid at sove,

du må med denne Paars et blodigt øje vove.

Hvis du det ikke gør, jeg da let forudser

200	at du må rømme land, ej blive foged mer’.”

|84Gudinden med slig fynd sin tale da fremførte.

Vor fog’d som halvdød lå og sig ej længe rørte;

thi frygt, hævngerrighed, forskrækkelse og skam

ham gjorde døv og *dum, blind, følesløs og lam.

205	Omsider vågned’ han *fast såsom af en dvale,

men dog en ganske stund slet intet kunne tale.

Nu blev han bleg, nu rød, nu gul igen, nu blå.

Hvorledes hjertet var, man på hans ansigt så.

Omsider brød det ud; man så af munden flyde

210	det hvide hede skum ret ligesom en gryde

der af en riskvist ild som bliver underlagt,

ophidses lettelig, så vandet kan dens magt

ej længe stå imod; det skummes og må rinde

af alle bredder. [*] Så vor foged denne *sinde

215	ophidset blev. Han fandt fra hovedet til fod

sit legem udi brand, så kogede hans blod.

Af raseri man så ham om i stuen løbe

ej anderledes end en *top som med en svøbe

[*]

*... magno veluti cum flamma sonore

virgea suggeritur costis undantis aheni,

exultantque æstu latices: furit intus aquæ vis

fumidus atque alte spumis exuberat amnis,

nec jam se capit unda, volat vapor ater ad auras.

Virg. Æneid. 7.

|85omdrives [†] *udaf børn, der med forundring ser

220	den løbe sådan om, *får lyst at lege mer’.

Så stærk som tyve mænd man hørte hannem råbe,

at slå sig for sit bryst, at kalde sig en tåbe.

“Det ukrudt,” sagde han, “oprykkes må med rod!”

Per Degn ved døren da til al ulykke stod.

225	Så snart han fog’den så i skjorten om at springe

som en afsindig mand, så tit på klokken ringe,

han straks sig bildte ind han en genganger så.

Af frygt han kunne ej på sine fødder stå,

men faldt og råbte højt: “Ak, nådige genganger!

230	Hvad nytter jer at I en ussel klokker fanger

og dræber sådan mand der aldrig noget *gør

et ærligt spøgels’ kan mishage? Præsten tør

hver søndag og hver fest på prækestolen sige

at han *forstyrre kan med ord jert hele rige.

235	Ham lader I i ro, ham intet sådant sker

skønt han jer trodser tit, skønt han jer magt beler.

Jeg kommer her i dag kun for at lære spille

og undervise lidt vor fogeds datter Nille.

Hvis jeg ej må, så *gi’r jeg fog’den en god dag,

240	jeg mister ej jer gunst for slig en ringe sag.”

Hvor vred end fog’den var, så måtte han dog grine

da han på degnen så, med hvilken ynksom mine

[†]

*Ceu quondam torto volitans sub verbere turbo.

Virg. ibid.

|86han lå på sine knæ. Han bød ham rejse sig

og sagde: “Intet ondt skal *vederfares dig.”

245	Da degnen skamfuld blev og så han var bedraget,

at af indbildninger slig frygt var ham indjaget.

“Det er jo vores fog’d, mon jeg er blevet blind?”

han sagde, gik så i et andet kammer ind.

Straks derpå Voldemar sit folk lod sammenkomme

250	at spørge dem til råds, at høre deres domme.

Han sagde dennem hvad ham havde gjort den mand

der med en hoben folk var kommet på hans land.

“Nu vil jeg,” sagde han, “jer råd og mening høre,

på hvilken måde bedst vi krig mod dem kan føre.”

255	Hans *fuldmagt Christen Stork ham råded’ da fra krig.

Han sagde: “Har I hørt man deraf bliver rig?

Hvad kan det nytte os at vi med krig os plage,

forspilde så vor ro og *vore gode dage.

Tænk kuns, hr. foged, tænk hvad eder møde vil

260	om I begynder krig, det er jo intet *spil.

Betragt hvad herlighed I udi fredstid nyder:

Jer gryde koger da hvert øjeblik og syder,

jer intet fattes, ja jer seng er altid redt,

jert bord, om I så vil, kan altid være bredt.

265	Jeg ligne kan med jer ej konge eller kejser.

|87Så snart om morgenen I jer af sengen rejser,

jer kone spørger jer: “Hvor lever du, min sol?”

Hun gi’r jer brændevin for sengen på en stol.

Hun, mens I sover end, er allerede oppe

270	jer mad at lave til, jer tobakspibe stoppe.

Så snart I smøget har jer pibe, I da får

jer reven øllebrød og derpå nok en tår.

På eders *løjbænk da I nok en time sover,

jer ingen vække tør, jer kone derfor *lover.

275	Hver mand i huset da på hosesokker går,

at nyse, *snyde sig jo ingen understår.

I sover indtil I tallerk’ner hører klinge,

indtil I høre kan madklokken for jer ringe.

Da rejser I jer op og strækker jere ben.

280	At sætte mad på bord jer kone er ej sen.

Hun ser I hungrig er, hun beder eders sønner

at de *for måltid ej vil læse lange bønner.

Om I at røre arm og hånd er alt *for lad,

hun med sin egen hånd i munden gi’r jer mad.

285	Når I jer middagssøvn har sovet, kan I *spille

en lanter, om I vil, med eders datter Nille.

Når I er deraf ked, I Grete har på skød.

Jer kone midlertid tillaver eders grød.

Så går det til i fred, man slige gyldne tider

290	ej let forspilde må. Hør hvad i krig man lider:

Man bryder eders søvn, jer dør man banker på.

Før solen rejser sig, I ser for døren stå

|88en hoben vrede folk som råber alle: “Penge!”

Hver morgen spiller man for jer på samme strenge.

295	Skønt I dem bliver kvit, kan I ej sove mer’.

En frygtsom *adjudant I straks for sengen ser,

som ofte *hvisker jer en djævel udi øre.

I springer af jer seng. “Hvad er herved at gøre?”

I råber. “Adjudant! Skal det dog være sandt

300	at fjenden sejr fik og slaget mod os vandt?”

Da får man ikke tid jer *frokost at tillave,

I må til felts og gå en mil med hungrig mave,

ja faste derpå må den ganske lange dag.

Af harm I ønsker da at dræbes udi slag.

305	Jeg vil ej tale om hvad andet ondt man lider,

hvor tit og ofte man *i sure æbler bider,

nu mister man en arm, nu fod, nu får man sår

i hoved, hals og ryg, i side og i lår.”

Helt nær af disse ord var fog’den bange blevet

310	hvis Avind idelig ham ikke havde drevet

til at begynde krig. Så Stork fik liden tak

for sin veltalenhed og denne lange snak.

Femte sang

Nu blev rådslået om en general at tage.

Man foreslog Jens Blok. Man vidste ej hans mage.

|89
|90

|91Man doktor kaldte ham skønt han kun var *barber.

Han dræbte tolvtedel af øens folk, ja mer’

5	med piller hvert et år. En doktor ingenlunde

han deri eftergav, skønt han latin ej kunne.

Han syntes bedst bekvem at føre an en hær

*som han var modig, stærk og vant var til især

at *skille folk ved liv, ved dråber og ved piller;

10	thi skønt man vidste vel han havde egne griller,

som læger gerne har, så holdt man ingen dog

bekvemmere end han til sådant vigtigt *tog.

Hvorvel besluttet blev ham sådan post at byde,

så fandt man dog for godt han altid skulle lyde

15	de råd som Christen Stork ham udi felten gav;

thi han så *vittig var som Blok var kæk og brav.

Straks sådant *kundbart blev, man hørte *ræsonnere

blandt den *gemene mand: “Skal han nu kommandere?

Skal han os føre an? Han sådant ej forstår, [†]

20	han aldrig var i krig, han aldrig fik et sår.

Den gode Christen Stork, som hannem råd skal give,

ej bedre er end han. Hvad vil der *med os blive?”

Om fog’den den tid *sig i dette valg forså,

det vil jeg *ved sit værd for alle lade stå.

[†]	J. Bloch. Chorogr. et stat. polit. insulæ Anholt, pag. 6.

|92Jeg er hans dommer ej. Det ved jeg og kan sige

at man en øvrighed i kortet ej må kige.

Men hvad er mer’ gement end sådan snak hver dag?

Den dømmer aldrig ret om sådan vigtig sag

der intet selv forstår. Enhver vil statsmand være,

30	hver bonde, håndværksmand en general kan *lære.

Man tit og ofte har med stor forundring hørt

at bønder sådan snak om staten haver ført.

Der er fast intet skridt en general kan gøre,

*en håndværksmand jo ved det bedre at udføre.

35	*Fast ingenting er til hvoraf man mindre ved

end slige sager; thi vi ser en ting er sked.

Men af hvad årsag vi ej fatter *nogenlunde,

de ere skjulte ting, som vi ej kan udgrunde.

Hos *pøblen derfor man kan kalde raseri

40	at ville dømme om regering, *politi.

En håndværksmand sig ej med lærde ting *bemænger,

tilstår han intet ved, han *derudi sig hænger.

Når han hør’ tale sligt, han *planter straks gevær

og siger: “Jeg ej præst, men ikkun borger er.”

45	*Om stat og politi hver derimod kan tale,

en svinehyrde selv den *kunstigt kan afmale,

|93hver ting til prikke ved, [*] kan sige på et hår

hvori dens svaghed, fejl samt styrke, magt består.

En fiskerkælling ved en stat vel at indrette,

50	kan, når den er på fald, igen på fødder sætte,

kan bedre vinde slag end nogen general,

ser alting *uden det hun selv er ganske gal.

Nu må jeg lidt igen til fog’den mig begive

og se hvad mere værd jeg finder at beskrive.

55	Skønt han ej tapper var, men skrøbelig og lad,

så var ham dog mod Paars indprentet sådant had

at han krigshæren selv personlig ville følge.

Det anstod ej Jens Blok, han kunne ikke dølge

sin misfornøjelse, men sagde: “Herre, hør,

60	en øvrighedsperson *sig aldrig vove bør.

For landets velfærd han sit kostbar’ liv må spare.

Hvis han omkommes, står det hele land i fare.”

[*]

* Sciunt id quod in aurem Rex Reginæ dixerit;

sciunt quod Juno fabulata est cum Jove.

Plaut. Trinum. act. 1. sc. 2.

|94Skønt generalen kun af *avind sagde det,

så tilstod dog enhver han deri havde ret.

65	Dog lod sig fog’den ej af sådant overtale,

men straks befaling gav hans broged’ hest at *sa’le,

at lave sig til march. *Calliope, stem op!

Beskriv mig kortelig vor fog’d fra tå til top,

hans rustning og *mundur, hans krigsmagt og dens orden,

70	som den blev séet da at stå ved fogedgården!

Man fog’den så til hest i spidsen af hans hær.

Hans sadel ene var betrækket med godt læ’r,

de andres var af træ. På hovedet en hue

han havde som var rød, den værd var at beskue.

75	Hans trøje den var blå med små glasknapper på,

de syntes langtfra *fast som mange stjerner stå

på himlens *firmament. Jeg intet her vil skjule.

Hans støvler sadde net, hans bukser vare gule,

hans *brystdug, som var rød, tilkendegive lod

80	hans tapperhed, at han udøse ville blod.

Ved siden hang et sværd, som kaldes nu *hirschfænger,

man aldrig nogen tid på øen så *den længer’.

Hans hår til bæltet hang, var meget tykt og tæt.

*At male alting af min pen er alt for slet.

85	Han havde sig *forsyn’t mod kulden, var vel foret.

At det krigsguden var, man skulle have *svoret;

|95thi som en voksen tyr og okse man ham så

blandt andet mindre fæ, blandt får og geder stå. [†]

Jens Blok man derimod sig *understod at laste;

90	thi han *så ilde ud, som fruedag i faste,

han slet i klæder var; men denne gode mand,

at fíenden med pragt ej overvindes kan,

vel vidste, tværtimod, at den af rige klæder

opmuntres til at slås, sig over byttet glæder,

95	han ikkun havde sig forsynet med gevær

så skarp som ragekniv. At komme ham for nær

det ingen tjenligt var. Den højre fløj han førte,

var færdig at gå fort så snart han trommen hørte.

Armeen havde han i orden sat med flid

100	som det var brugeligt i *Alexanders tid.

*Af hans historie han general var bleven,

han havde nøje læst hvad Curtius har skreven

om samme store helt, vel *oversat på tysk;

thi *før *Mons Wingaards tid den ikke var på *jysk.

105

[†]

* Admirable comparaison taget af *Homero, som afmaler *Agamemnon således stående for den græske krigshær:

*Ἠΰτε βοῦς ἀγέληφι ...

τοῖον ἄρ’ Ἀτρεΐδην θῆκε Ζεὺς ἤµατι κείνῳ.

Iliad. 2.

|96Det fast utroligt er hvad man af gamle bøger

kan lære når man dem med flid igennemsøger. [*]

Man alting deri ser, de ere som et spejl

der viser store mænds bedrifter, deres fejl

samt store dyder. Man af dem kan se og lære

110	alt hvad en general kan give navn og ære.

Man deraf lære kan en fæstning og en by

at tage ind og få en krigshær til at fly.

*Den store græker har Homero selv tilskrevet

at han slig general, slig tapper mand var blevet.

115	Jens Blok af Curtio var blevet general,

af bøger kunne han ej gøre bedre val.

Han havde også læst *om kejser Karl den Store,

*i lige måde om *Stærkodder, som *be– –

de tyske kæmper, [*] ja han *Holger Danskes bog

120	fast alle dage med stor flid igennemslog.

Om *Roland, Boldevin, Oliver, Ferakunde,

om Burmand, Anguland samt Gerin, Janemunde

[*]	Poeten synes her at *raillere med dem som bilder sig ind at de kan blive fuldkomne statsmænd og generaler af romaners læsning.

[*]	*Vid. Bibl. Lindenbrogii.

|97han havde meget læst, [†] så deraf sées kan

man talte uden grund så ilde om den mand.

125	Før krigen den gik an, da man folk hørte råbe:

“Af sådan general hvad lykke kan man håbe?

Skal den os føre an der dum er som et kvæg?

I går var han barber og ragede vort skæg.” [*]

Gid generaler ham kun efterfølge ville

130	og deres ledig’ tid ej så unyttigt spilde,

men læse *med Jens Blok nu en, nu anden bog,

der viser store mænds bedrifter, deres tog.

Da fog’dens hustru samt hans datter sådant hørte,

de sagde: “Han sig vil i en ulykke styrte.

135	Vi må forsøge om vi ikke kan formå

at hindre sådant.” Da de ham bevæbnet så

med kårde og med spyd, de ham til fode faldte,

de hannem deres trøst samt enest’ glæde kaldte,

de forestilled’ ham at det var intet *spil

140	at vove sin person; om *ham kom noget til,

den ene faderløs, den anden var en enke,

han burde som en mand og fader sligt betænke.

[†]	* Vid. Catalogus Bibliothecæ Blochianæ.

[*]

*Quo tondente gravis juveni mihi barba sonabat.

Juv. Sat. 1.

|98Hans hustru klynked’ mest, sig stedse slog for bryst

og råbte: “Med din død forsvinder al min trøst!”

145	Men ingen gråd vor fog’d var mægtig at bevæge.

Jeg tror man skulle før en tiger, vildsvin *spæge

end overtale ham at sidde hjemme still’.

Af Avind hærdet da han lukked’ øren til.

Som vinden nu på en, nu på en anden side

150	en tyk og voksen eg angriber, [†] den at slide

og rykke op med rod med magt *bemøjer sig,

så hustrus, datters suk vor fog’d fra denne krig

ej mægtig var at få. En vind kan vel med møje

et stærkt rodfæstet træ til jorden slå og bøje,

155	til jorden trykke kan dets grene og dets top;

men det ej fælde dog og rykke ganske op.

Så gik det denne mand, han øjne måtte væde

da han sin hustru så og datter sådan græde.

Dog blev han stedse ved sit forsæt; ingen konst

160	dem hjalp, al suk og bøn, al knæfald var omsonst.

[†]

... Sed nullis ille movetur

fletibus, aut voces ullas tractabilis audit ...

Ac veluti annosam valido cum robore quercum etc.

Virg. Æneid. 4.

|99Før dette tog gik an, vor fog’d lod foredrage

om det ej tjenligt var at bie nogle dage

for at begære hjælp af *dem på Læsø bo,

et sendebud til dem at skikke eller to.

165	Det stod Jens Blok ej an, han ikke bie ville,

thi tiden kostbar var, man den ej måtte spilde.

Han intet heller’ så end holde snart et slag

og uden ophold fort marchere nat og dag.

Han det kun nødig holdt spioner at udskikke

170	som kunne fjendens magt udforske først til prikke,

mens hæren var på march, man fulgte sådant råd

og fire gode mænd udskikked’ i en båd

for at udforske sligt, se om de vare mange;

thi det ej nægtes kan at fog’den *jo var bange,

175	skønt han sig stilled’ an at være meget kæk

og allerede Paars at have i sin sæk.

Jeg ej beskrive kan den store skam og *blusel

hver påkom da man så at fjenden var så *usel,

så fattig, nøgen, ja som havde ej en kniv,

180	endsige kårde at forsvare deres liv.

Da meget snildelig vor foged lod udsprede

at fjendens største magt var flygtet allerede,

dog holdt han miner og *viktori’ skyde lod,

som den der ved sit navn fik sejr uden blod.

185	Man derpå til min helt straks otte bønder sendte.

Man hannem sige lod ej andet var at vente

|100end stejle, hjul, hvis han sig ej godvillig gav.

Men som den store mand var endnu lige brav,

så ville han til sligt ej straksen sig bekvemme.

190	Han håbte, sagde han, de vare ej så slemme

som de sig stilte an. Han derpå krigsråd holdt.

Derover blodet blev i Niels Johansen koldt.

“Man vil mig,” sagde han, “fra livet atter dømme;

jeg *nok en krigsret ser, det er mig bedst at rømme.”

195	Han derfor udaf frygt *undstak sig og løb bort;

at miste ære, navn han agted’ ikke stort.

Slig modgang kunne Paars dog modet ej betage,

fast ingen fristelse ham kunne frygt indjage.

“Jeg håber,” sagde han, “det ej ustraffet bli’r,

200	jeg derfor ikke mig til fog’den fangen gi’r.

Skønt mine fíender jeg ser at være mange,

vil jeg dog vise dem at jeg er ikke bange.

Jeg går en fodbred ej til side, holder stand,

jeg tapper modstand gør og slås til sidste mand.”

205	Så satte han sig for mod fíenden at tage,

at *fægte mandelig og drive dem tilbage

ret som et vildsvin [†] der af mænds og hundes skrig

ej bli’r forsagt, går frem og laver sig til krig.

[†]

*Ἀγροτέροισι σύεσσιν ἐοικότες etc.

Iliad. 12.

|101Af vrede skummende den slider udi stykker

210	små træer på *dens vej, med roden dem oprykker,

på hundene ser skævt og hvæsser hvide tand,

så kæk og modig var mod fjenden denne mand.

Ruus sagde derimod: “Vi kan ej modstand gøre.

Vi eder skal med magt til fog’den fangen føre.

215	I ser jo vi kan ej belejring holde ud;

vi har ej proviant, os fattes *lod og krud.”

Så måtte Peder Paars sig fog’den overgive.

*Rebellion ham tvang en fangen mand at blive.

Når folket oprør gør, så hjælper intet at

220	man modig, tapper er. Den kaldes desperat

som ene fægte vil. En *Cæsar bliver bange,

en *Alexander selv må give sig til fange,

*Turenne, Luxemborg, Eugenius, Condé,

om de vil ene slås, så må man dem bele.

225	En Hector, Marius, en Hannibal, en Cyrus,

en *Alcibiades, en *Scipio, en *Pyrrhus,

en *Ruyter og en Tromp, en *Alba, *Scanderbeg

udretter da kun lidt. Man hovedet mod væg

kun løber når man vil mod *fjenden ene stride.

230	I sådant fald er bedst at give sig i tide.

Så gjorde Peder Paars og gav sig denne gang;

han stødes derfor ej af store heltes rang.

Nu syntes at *gå an for alvor hans elende,

på fare og fortræd han så fast ingen ende.

235	\|102Snart ikke var forbi en modgang, *han jo fik

en anden på sin hals som mer’ *til hjerte gik.

Men Venus, da hun så af Avind den så plaget [†]

som hun på rejsen før i forsvar havde taget,

hun sagde ved sig selv: “Er jeg gudinde mer’?

240	Kan Venus tåle at man hende så beler?

Jeg som har *Juno selv *tilforne *holdt i tømme,

hvorfor poeter mig ej noksom kan berømme,

skal jeg nu Avind mer’ ej kunne stå imod?

Jeg håber hun af mig oprykkes skal med rod.

245	Jeg hende vise skal at jeg er *Jovis dåtter,

gudinder såsom hun at være undersåtter

af Venus, som så vel ved skønhed som ved magt

har under lydighed fast hele verden bragt.

Hvo vil mig dyrke mer’, når man får sligt at høre

250	at Avind understår sig krig mod mig at føre,

at hun er mægtig til at gøre mig *fortræd?”

Gudinden aldrig man tilforne så så vred.

Hun lavede sig til da Avind at bekrige,

slå hendes hovmod ned, forstyrre hendes rige.

255	Man tænkte ej det var den kælne Venus mer’;

at længes efter krig man kun *Bellona ser.

Da andre guder så *den kærligheds gudinde

som udi vellyst kun og elskov smag kan finde,

[†]	Tyske Joch., Hist. sui temp., pag. 113.

|103at ville føre krig, den tage *harnisk på

260	som man i Trojæ krig så meget frygtsom så, [*]

de færdig’ var at dø og briste udaf latter,

de vidste hendes sind, de kendte Jovis datter.

Hun af en ringe ting optændes kan så snart

man hende gør imod, men det *har ingen art.

265	Hun sligt til fælles har med andre gode fruer

som tit ophidses så at man derover gruer.

Man tænker når man ser en kvinde heftigt vred,

hun strømme udaf blod at øse er *bered.

Enhver som *kvindeart ej kender, ret må bæve

270	når man bli’r hende var at stå med knyttet næve,

med stor ophævelse, med støjen, råben, skrig.

Man tænker da at man gudinden ser for krig.

Dog bli’r der intet af, hun hastigt taber modet,

så hidsig som hun var, så koldt da bliver blodet.

275	Eksempler herpå nok man kan i mængde få

hver dag, især når man til torvet kun vil gå.

Så gik det denne gang med kærligheds gudinde.

Da første ild blev slukt, hun kunne sig besinde.

Det var ej hendes værk at føre sådan krig;

280	hun kunne Avind slå og vinde kun med svig.

[*]

*Vid. Homer. Iliad. 5 hvor meget den kælne gudinde græd da hun fik et lidet sår i hånden:

... Τείρετο δ’ αἰνῶς.

|104Da *Cupido, sin søn, hun straks lod til sig hente,

til samme blinde dreng med disse ord sig vendte:

“Hør, gør dig rede, gak til fog’dens datter ind!

Du må til kærlighed bevæge hendes sind.

285	Brug al din kunst og magt, mod hende spænd din bue,

skyd hende hjertet fuldt af elskovs søde lue!”

Straks derpå Cupido sin bedste pil udskød. [*]

Vor jomfru deraf fik et sådant hjertestød

at hun af sengen faldt og kunne sig ej røre,

290	ej tale fast en stund, ej heller se og høre. [†]

Omsider sagde hun: “Ak himmel, *hvor er fat?

Hvad stor ulykke mig påkommet er i nat?

Af elskovs hede pil jeg såret er til døde.

Hvad ondt har jeg vel gjort? Hvad er min skyld, min *brøde?

295	O Cupido, du mig for tidligt giver sår;

jeg endnu er et barn, *har næppe femten år.”

Med sådan klage blev den ganske nat bortdrevet.

Den unge jomfru fandt at hun *forlibt var blevet,

men vidste ej i hvem. Dog syntes hun den mand

300	som nylig kommet var og fanget her på land,

[*]	*Tyske Jochum, pag. 117.

[†]	Sådant kaldes ὑπερβολή og er meget brugeligt hos gode poeter, besynderlig hos Homerum, af hvilken *autor jeg kunne give en temmelig stor liste på sådant.

|105for øjne hende stod så snart hun ville sove.

Hun faldt sin moder da til fod. Hun måtte love

at vise hende Paars, som sad i fog’dens hus

og var forvaret der *med kræmmersvend Per Ruus.

305	Da hun ham så, da straks *tog hjertet på at pikke.

Hun mærkede da vel at sådan elskovs *strikke

for hende *tvundet var af denne fremmed’ mand.

Den *blusel, hjertesorg jeg ej beskrive kan

som hende da betog. Dog tvang hun sig at tale

310	til hannem disse ord: “Du kan ej lidt *husvale

min moder og mig selv om du os sige vil

din skæbne; thi vi ser at du af *lykkens spil

er tumlet om. Os går din modgang hårdt til hjerte.

Hvad ondt dig hændet er, vi haver hørt med smerte.

315	Sig ubesværet os al din genvordighed!”

Hun gav ham derpå stol og bad ham sidde ned.

Da man sig havde sat, enhver af længsel brændte

at høre sligt, på ham de øjne alle vendte. [†]

Da Paars til himlen så, udbrød med disse ord:

320	“Skønjomfru, ingen mand fast fundet er på jord

der mod mig lignes kan! Jeg beder jeg må slippe,

at jeg ej tvinges må min modgang at oprippe, [*]

[†]

*Conticuere omnes intentique ora tenebant.

Virg. Æneid. lib. 2.

[*]

Infandum, regina, jubes renovare dolorem.

Virg. ibid.

|106min byld, min hjertens sorg. Alt hvad jeg sige kan,

er at jeg kaldes må en ulyksalig mand.”

325	Da alle bade ham han ville sig *bemøje

at *fyldestgøre dem, afmale meget nøje

sin skæbne, stod han op og sagde: “Hører til,

I gode venner, hvad jeg eder sige vil!

Jeg har i staden *Års min *fæstemø Dorthea,

330	der skøn som Venus er og dydig som Astrea.

Hun mig ej séet har i tre til fire år,

af længsel derfor hun har fældet mangen tår’.

For nogle dage lod jeg mig da overtale

med min nærværelse at trøste og husvale

335	min kære fæstemø. Jeg mig på rejsen gav,

o, havde man den tid mig båret i min grav,

det havde været mig langt bedre; men min skæbne

mod hvilken man omsonst sig stræber at bevæbne, [*]

*beskikket har at jeg på denne fremmed’ ø

340	som en *misdæder skal med spot og skændsel dø.

Jeg næppe med min jagt kom Kalundborg af sigte

før os på himmelen en liden sky *fremblikte

[*]	Peder Paars synes at have været forlibt i denne sentens såsom han bruger den så ofte, óg synes det at såsom han i alle ting har trædet store mænds fodspor, så har han også deri efter deres eksempel villet tage sig et eget symbolum eller *devise.

|107som skjulte måne, sol, det hele *firmament.

Det et mirakel var som aldrig før er hændt.

345	En mægtig himmelstorm begyndte da at hæve

det hele hav. Enhver af frygt da måtte bæve.

En bølge på mig slog, mig gjorde ganske våd ...”

På disse ord enhver i stuen brast i gråd. [†]

Sær øjnene man så på fog’dens kone rinde;

350	thi i blødhjertethed fast ingen gammel kvinde

hun eftergav; hun græd når slagtes skulle ko,

når klippes skulle får, man heste skulle sko. [*]

Så højt medliden var, så dydig vor matrone,

blandt gamle kvinder hun var derudi en krone.

355	Så fog’den sagde tit: “Min kære Barbara,

jeg fatter ej hvor al den væske kommer fra.” [†]

Man derfor undrer ej at hun *sig ikke bare

for gråd nu kunne da hun hørte sådan fare,

slig modgang og fortræd, så stor genvordighed

360	som denne gode mand, Per Paars, på rejsen led.

Da gråden stillet var, fortsatte han sin tale:

“Hør hvad os hændte mer’. Jeg vil her ikke prale.

Vi ikke bølger mer’, men høje bjerge så;

nu var vi stjerner nær, nu tænkte vi at stå

365

[†]	Deres karakter som ler eller græder mal à propos af det som bliver fortalt.

[*]	*Portræt på en gammel skrøbelig kvinde.

[†]

*Mirandum est unde ille oculis suffecerit humor.

Juv. Sat. 10.

|108i jordens afgrund. Ak, jeg kan for jer ej *dølge

at jeg med største skræk blev engang var en bølge

som mod en stjerne slog, men dog med liden frugt. †

Jeg frygtede at se *et himlens øje slukt.

Jeg tænkte ... ak, jeg ser at fog’den selv er hjemme

370	og vil herind til os. Jeg må min tale gemme

til bedre lejlighed.” Enhver da flugten tog,

af frygt og rædsel løb og sig for brystet slog.

Ende på den første bog.

†

* Poetice et eleganter, unde Virg. Æneid. 3:

Sorbet in abruptum fluctus rursusque sub auras

erigit alternos, et sidera verberat unda.

*Item på et andet sted:

... *Rorantia vidimus astra.

Og om * Polyphemi størrelse:

... *Ipse arduus altaque pulsat

sidera ...

Holberg-tekst

Kommentarer

Lukk