|91
Min embedstid er nu ved at løbe ud, og det ved loven fastsatte tidspunkt byder mig at
overdrage rektor-hvervet til min efterfølger samtidig med at jeg overlader ham de
akademiske sceptre og de andre til stillingen hørende værdighedstegn paa højtidelig maade
og aabent og ærligt, saaledes som jeg har modtaget dem. |92Derfor vil jeg,
inden jeg skrider til selve nedlæggelseshandlingen, ganske kort efter prisværdig sædvane
sammenfatte nogle enkeltheder, som fortjener at nævnes.
Da min højædle og højagtede forgænger Detharding ifjor overdrog mig embedet
og dets ydre kendetegn understregede han veltalende og elegant, hvad der er universitetets
rektors opgave, naar han paa samme tid er læge, eller rettere han forklarede, hvad det vil
sige at være en god læge, hvis det ellers kan sammenlignes med at være en god
universitetsrektor. Efter den værdige herres forbillede agter jeg i min korte afskedstale
at udvikle, hvad der er rektors opgave i hans egenskab af filosof, og i denne sammenhæng
maa jeg tage stilling til tre punkter. For det første, hvad det vil sige, at være en sand
filosof, |93dernæst, hvad det er for forskrifter, han skal fremføre, og
endelig hvorledes han skal optræde i det offentlige hverv, han har faaet overdraget.
Efter menigmands opfattelse er en filosof en uomgængelig person, uplejet og
tilsmudset af snavs og skidt. Efter pedanternes definition er han en person, der har lært
at forsvare sande og falske meninger metodisk og tungefærdigt under kiv og med latinske
ukvemsord.
Daglig erfaring viser dog, at begge definitioner er lige forkerte. Det
brede folk plejer at lade sig narre af tingenes ydre skin og at gribe i blinde. Derfor
sammenblander man ofte filosofferne med filosoffernes efterabere, da der under snavs og
bag uplejet ydre kan skjule sig en umættelig forfængelighed, medens filosofiens ægte
dyrkere ofte |94viser sig at være mennesker, som man holder sig paa
afstand af paa grund af deres velplejede ydre, og som efter godtfolks dom ikke kan anses
for værdige til et filosofisk borgerskab. Ligesaa falsk er pedanternes bedømmelse, naar de
vurderer en filosof efter den stædighed, han lægger for dagen under sit forsvar for hans
egen skoles meninger.
Vi mener derimod, at sand og ægte filosof er den mand, der foretrækker at
være fremfor at synes, som forstaar at tie lige saa godt som at tale, og som snarere
belærer ved sin karakter end ved sine ord. Det er en sand filosofs opgave at efterforske
sandheden ved overvejelse, at undgaa at vende og vride sine paastande, at erklære sig for
overvundet, saa ofte han forstaar, at han er overbevist, at læse lidt, men at fordøje det
læste godt, og at stræbe efter en god smag i litteraturen. Det fremgaar heraf, hvor fjærnt
fra filosofien |95de mennesker er, som uden interesse for virkeligheden
blot lægger vægt paa ord, og som i deres unge aar lærer, hvad de som voksne maa lægge af.
Det er bedre for en dyrker af filosofi intet at have lært, end at have lært noget paa en
slet maade. Den, der intet har lært er som et ubeskrevet blad, som der hurtigt kan prentes
gode forskrifter paa; den, som har tilegnet sig meget, men lidet værdifuldt stof, kan man
dermod kalde et papir, der er tilgriset med tomme og intetsigende billeder, som maa viskes
ud, for at gøre plads for sande tanker af varig betydning.
Af denne definition paa en sand filosof fremgaar det, hvilke forskrifter
den, der er sat ved den lærde stats ror, som videnskabernes leder, har at give den
studerende ungdom. Han vil anspore de sendrægtige og dem, der snegler sig af sted. Han vil
bremse de altfor hurtige. |96Han vil føre dem tilbage
til kongevejen, som forvilder sig bort fra den rette vej. Han vil støtte dem, der gaar paa
den rette maade, og navnlig vil det ligge ham paa sinde, at sædekornet ikke bliver saaet
paa golde klipper og stenede jorder for snart at gaa til grunde, saa at kun de marker
bliver dyrket, som lover rig høst.
Naar de unge har rystet skolestøvet af sig og brudt den kedsommelige
elementarundervisnings slaaer, sendes de til universitetet, ikke saa meget for at lære
stof udenad, som for ordentligt at fordøje det, de har lært, og for at de kan begynde at
rejse bygninger af den raa masse kalk, tømmer og tegl, der er samlet i
elementar-skolerne. Naar der saa har fundet en udvælgelse sted efter de unges
medfødte evner og man har udforsket deres egenskaber, skal hver enkelt have anvist et
omraade, hvor |97han kan vise, hvad han duer til. Studiernes ledere skal
henvise hver enkelt ikke til deres eget omraade, men til det sted, som de unges natur
kræver. Naar saa faa naar frem til magistergraden, ligger skylden ikke saa meget hos de
studerende selv, som enten hos deres forældre, som tilraader deres børn at søge de sysler,
der er gaaet i arv indenfor slægten, eller skylden ligger hos visse lærere, der driver de
unge, de faar tildelt, til de fag, de selv underviser i, og som tvinger dem til at kæmpe
under lærernes egne faner. Følgen bliver, at mange af de unge bliver anset for unyttige og
uegnede til at løse de opgaver, hvortil naturen har gjort sig den største umage med at
forme dem. Ligesom en komedie bliver spillet daarligt af de mest fremragende skuespillere,
hvis rollerne er fordelt forkert, eller ligesom de bedste sædekorn ødelægges, hvis man
saar dem paa en ufrugtbar mark, saaledes bliver en stor del af de studerende ikke til
noget |98og gøres ubrugelige som følge af, at lærerne har undladt at gøre
et udvalg efter de unges evner, eller fordi lærerne kun fremhæver, roser og belønner dem,
som ser ud til at udmærke sig fremfor andre i et eller andet toneangivende akademisk
studium, eller hvor lærerne selv har magten.
I elementarskolerne anses kun gloseslugere for videnskabens sande og ægte
sønner, ligesom man paa universiteterne holder dem for at staa guderne nærmest, som kan
besejre andre i talekunst, siden det i skolerne kun drejer sig om udenadslæren, medens man
lader dialektikken faa førsteplads paa universiteterne. Jeg har gang paa gang, naar
lejlighed tilbød sig, paataget mig at gøre oprør mod dette studiums herredømme, baade i de
skrifter, jeg har offentliggjort, og i private samtaler. |99Jeg har derfor
faaet ord for at dømme altfor strengt om anvendelsen af dialektikken; men deraf følger
ikke, at jeg helt og holdent misbilliger disputerekunsten eller tilslutter mig den
bedømmelse, der anlægges af visse mennesker, som fuldstændigt forkaster disputereøvelser,
eller mener, at de for stedse skal forjages fra vort lærde samfund. Paa den ene side har
imidlertid erfaringen belært mig om, at fordrivelsen af dialektik og retorik i skolerne og
paa universiteterne kun sjældent fører til alvorlige studier. Paa den anden side har jeg
den opfattelse, at disputerekunsten bør holdes indenfor bestemte grænser og især bør
anbefales de studerende, der egner sig til at være jurister. Hertil kommer, at det er
svært alene ud fra resultatet af disputatserne at finde frem til, hvilke egenskaber de
unge sidder inde med, og hvor langt de er naaet i deres studium. Jeg har derfor fremhævet,
|100at der rejser sig ret betydelige vanskeligheder, hvis man kun
fordeler beneficierne til dem, der disputerer, da jeg har gjort den erfaring, at de
kyndigste, de bedst udrustede og de klogeste ikke altid er en pryd for katederet.
Man naar ofte ad forskellige veje frem til det samme maal for sin bane.
Ligesom man i gamle dage ved idrætsstævner vandt de samme laurbær, en ved sine hurtige
fødder, en anden ved sine kraftige arme, en i løb, en anden i brydning, saaledes bør det
ogsaa være ved universiteterne. Her er de studerendes fortjenester af forskellig art, og
jeg mener derfor, at man bør vælge forskellige prøver. Naar nu en har sin styrke i
talefærdighed, en anden i sin skarpe dømmekraft, en i sin hukommelse, en anden i sin
begavelse, saa mener jeg, at man under disse forhold maa give frit valg mellem prøverne,
for at ikke |101alene de, der udmærker sig ved tungefærdighed, skal løbe
af med grader og fordele. Hvis man indrømmede frit valg blandt prøverne, vilde utvivlsomt
hver enkelt af sig selv skynde sig med at aflægge prøve. Men det gaar ganske anderledes,
hvis alle skal underkaste sig samme prøve. I saa fald betænker enten de bedste stridsmænd
sig paa at melde sig til kampen, eller bukker under i striden for dem, hvis fortjenester
er mindre, og paa den maade bliver alene de, der alene fortjener belønning, anset for
uværdige til at opnaa den.
Der er nogle mennesker, som har ment, at jeg har udtalt mig altfor
dristigt; men det staar jo enhver frit for at fremkomme med sin mening om ungdommens
opdragelse og om vejen til at opnaa magistergraden. Jeg synes derfor ikke, at jeg har
baaret mig galt ad, især da |102det ikke er brugen, men misbrugen, jeg
dadler, ikke dialektikken i sig selv, men dialektikkens magtstilling, og jeg anser det for
urimeligt, at de studerende, som ikke har aflagt prøve i talekunst, skal finde sig i en
afvisning, naar de ønsker at opnaa grader eller understøttelser.
De teologiske prøver maa bestaa i prædikener og fortolkninger, de
medicinske i iagttagelser, de fysiske og filosofiske i at finde de mest sandsynlige
hypoteser, de matematiske i beviser; kun de juridiske prøver maa bestaa i disputatser, da
det blot er i retten, man har brug for partsindlæg.
Hvor stor en fortvivlelse vilde der ikke opstaa blandt kunstnere? hvor stor
en forvirring? hvis de allesammen skulde aflægge samme aarsprøve indenfor samme fag, |103hvis f. ex en maler skulde lave en statue,
og en billedhugger male et billede. Det vilde da være det samme som, hvis en matematiker,
der udelukkende er bundet til sine iagttagelser og overvejelser, skulde prøve sine kræfter
i talekunst. Med disse og lignende bevisgrunde plejer jeg at gaa i skranken for dem, der
ikke er velskaaret for tungebaandet. De akademiske love behøver ikke at blive overtraadt,
naar vi blot tager mere hensyn til fundatsernes sigte end til deres ordlyd, hvad der maa
være en fast og urokkelig regel ved enhver fortolkning. Jeg skal ikke forstyrre deres
cirkler, som har en anden opfattelse. At anklage andre paa grund af deres afvigende smag,
det er jo det samme som at anlægge sag om en fribaaren mands borgerret. Jeg dømmer derfor
ikke saa meget, som jeg forelægger mit skøn til overvejelse for andre. |104Jeg optræder ikke som dommer, men som mægler, og jeg fremfører mine paamindelser, som de
nu er, og saa godt som jeg nu formaar det. Min hensigt er at dæmpe den glød, som driver de
unge studerende med en saadan voldsomhed ind i studier, der kun i ringe grad vil blive dem
til nytte. Mit ønske er, at de efter afslutningen af deres examiner kan tilpasse en eller
anden form for studier til deres egen situation, saaledes at de kan lade den megen-viden
fare, de i deres ungdommelighed har ladet sig drive ind i, og give afkald paa deres emsige
studier. Til syvende og sidst ønsker jeg, at de undervejs kan ofre sig for videnskaben i
al stilhed og ro med det resultat, at de bliver lærde, før de udadtil synes at have budt
universitetet farvel.
Hvis de retter sig efter mine paamindelser, vil der komme baade en
fornuftig plan og holdning ind i deres studier. Jeg vurderer altsaa ikke mit rektorats
heldige udfald |105efter det antal af baretter eller magisterhatte, som i
aar har fundet plads paa deres hoveder, men efter det udbytte, de studerende har faaet,
saaledes som det er konstateret ved prøverne, og efter de velfordøjede arbejder af
blivende værdi, der er fremkommet ogsaa i indeværende aar.
Jeg skal ikke komme ind paa de levendes arbejder, da en optælling af dem
ikke plejer at blive modtaget med særlig velvillige øren. Den berømmelige Horrebows udgave
af Triduum Roemerianum har gjort dette aar mindeværdigt. Maatte dette udmærkede arbejde
ægge andre til at udføre noget lignende. Det kan lade sig gøre, hvis vi blot efterligner
den salige mands studier og væremaade, idet han gøs tilbage for kiv og strid og
udelukkende anvendte sin tid paa forskning.
|106Hvad jeg her ganske kort har sagt om, hvad man bør mene
om ungdommens rette opdragelse og om de veje, der leder til magistergraden, maa være
tilstrækkeligt til at vise, hvad det er for paamindelser, studielederne skal lade gaa
videre. Da jeg nu med faa ord har lagt for dagen, hvad universitetets rektor i sin
egenskab af filosof skal lære fra sig, staar tilbage at sige noget om det, han skal
udrette, naar han sidder ved vort samfunds ror.
Da man belærer andre mere virkningsfuldt ved hjælp af exempler end ved ord,
maa rektor i sit liv og væremaade vise, hvad man skal gøre, hvad man skal undlade, hvordan
man skal undgaa grundstødning og lukke ørene for fristelsernes sange. Vi lever i en by,
der er rig paa tillokkelser, en by, hvor man praler med æresposter, titler, vinding |107og andre opfordringer til frafald. De indfanger os, ligesom man fanger
fisk ved at sætte velsmagende madding paa krogen, saa at vi afbryder studierne eller lader
videnskaben helt fare. Hvis vi ikke tager mod til os og bekæmper disse tillokkelser, turde
det kun være faa, som naar til tops, og ved lærernes exempler turde de studerende under
deres studier ægges til lignende frafald.
Der er muligvis dem, der vil indvende, at det ikke er paa rette plads, naar
den nu fratrædende rektor ved sine ord om exempler maner til flid, da han ikke selv
opfylder alle sine pligter. Jeg henviser mine kritikere til det, jeg lige har sagt om frit
valg af prøver, og det vil kunne bevises, at jeg i al fald saa nogenlunde har overholdt
mine forpligtelser, om ikke i alle henseender, saa dog ved en almindelig vurdering.
|108Den skiftende smag, der gør sig gældende indenfor
litteratur og videnskab, bevirker, at jeg ikke er sikker paa, hvad jeg skal mene om mig
selv. Den bevirker, at jeg i nogle menneskers øjne forekommer altfor lad, i andres altfor
flittig. De første sætter sporerne i mine flanker, de sidste lægger grime paa mig, fordi
jeg løber altfor hurtigt. De første formaner mig til endelig engang at vaagne op, de
sidste til i det mindste at unde mig et pusterum i mit stadige nattearbejde, saa at man
paa een og samme tid bebrejder mig, at jeg udretter for lidt og for meget, bebrejder mig
ugidelighed og alfor megen iver. Kræver man mig til regnskab for de enkelte sider af mit
virke, kan jeg jo nok forekomme lad, men hvis det gælder helheden, trænger jeg mere til at
dæmpes ned, end til at anspores. De skrifter, jeg igennem hele 26 aar har udgivet aar for
aar, beskytter mig i tilstrækkeligt omfang mod at blive stemplet som lad; men paa samme
tid |109viser de ogsaa, at jeg i mindre vigtige anliggender ikke vil
svigte, hvis ikke mit vedvarende slette helbred tvang mig til at holde mig tilbage fra alt
det, som kræver legemlige kræfter. Om jeg alligevel har indlagt mig fortjenester af
litteraturen, maa andre bedømme. Jeg har bestemt aldrig jaget enten efter ros eller efter
belønning. Hvis der under mine nuværende forhold skulde times mig en lidt længere levetid,
har jeg intet andet for øje end at tilbringe den i ro og dø kristeligt og hæderligt.
Fremdeles maa en sand filosof, der sidder i et embede, styre sine
undergivne med maadehold, men samtidig uden at lade sig forskrække. Han maa ikke tabe
modet, selvom han er klar over, at han kun udretter lidt, hvor virksom han end er. Ligesom
der i kortspil er kort, der kaldes afgørende – spanierne |110kalder
dem Matadores, paa almindeligt sprog hedder de matadorer – saaledes ser vi, at der
i de fleste saavel politiske, som lærde samfund findes nogle faa mægtige mænd, som ved
gruppedannelser bringer øvrigheden til at vakle og ofte gør dens handlinger virkningsløse.
Det er filosoffens opgave at staa fast paa sit, saalænge han haaber paa at udrette noget.
Naar sagen er afgjort, maa han finde sig i det skete og forstaa, at han er bukket under,
selvom han ikke er blevet overbevist, for at man ikke skal kalde hans mod for ubesindighed
og hans fasthed for trods. Det er den lov, enhver almindelig embedsmand maa rette sig
efter, og som filosofien selv tilraader en at bøje sig for. Bortset fra de
ubehageligheder, et faamandsvælde plejer at fremkalde, findes der ogsaa andre
besværligheder, som de styrende har at kæmpe med: |111De mennesker tager
nemlig alvorligt fejl, der tror, at lærde samfund er lutter idealstater: Jeg priser mig
lykkelig, fordi min rektortid er forløbet roligt og i største enighed fra alle sider, og
det er mit brændende ønske, at denne enighed maa vare evigt.
Jeg kunde sige mere, hvis ikke mit ønske om at fatte mig i korthed paabød
mig at holde inde. Jeg vil følgelig slutte min tale, og idet jeg nu nedlægger mit hverv,
takker jeg professorerne for den velvilje, de har vist mig, og som jeg stedse vil bevare i
venlig erindring. Jeg takker studenterne, som jeg har fundet lydige og rede til at føje
sig efter mine anvisninger.
Ved nedlæggelsen af mit embede ser jeg mig om efter en ny rektor, som jeg
kan overdrage sceptrene. Efter samtykke af den vidtberømte |112og
fremragende excellence hr. Ivar Rosenkrantz, herre til Rosenholm, gylden ridder af
elefantordenen, hans hellige kongelige majestæts gehejmeraad,
oversekretær for begge kancellier, det danske og det tyske, overhovmester for
tronarvingens opdragelse og studier, saavelsom patron for dette hulde kongelige
universitet, og efter konsistorialernes eenstemmige valg, skal som rektor for Københavns
Universitet indsættes den højærværdige, højfornemme og højtansete Marcus Wøldike, ordinær
professor i den hellige teologi og højtfortjente medlem af konsistorium og
missionskollegiet. Af hans nidkærhed, forstandighed og maadehold og andre store |113fortrin lover hele vort universitet sig et frodigt aar.
Til dig vender jeg mig nu, du højærværdige og højtansete, og i kraft af min
førnævnte myndighed vælger, udnævner og proklamerer jeg Ludvig Holberg dig – i den
hellige Treenigheds navn – til min højtanerkendte efterfølger som rektor for dette
vort universitet. Af hele mit hjerte beder jeg om, at alt – stort og smaat –
under din ledelse maa blive ført til en lykkelig afslutning og tjene til vort fædrelands
og vort universitets bedste.
Vær hilset, vort universitets rektor og træd nærmere, for at jeg kan tale
med dig i kærlighed og efter gammel hævdvunden skik lade rektoratets embedstegn gaa fra
mig over til dig. |114Du fører nu rektornavn. Saa ofte du hører dig
tiltalt med det, skal det være dig en tilskyndelse til at betænke – saaledes som
det kræves af enhver leder – at han skal vaage, medens andre sover, at han fra sit
høje stade skal holde udkik til alle sider efter hvad der kan tjene til vort samfunds
gavn, og tænke paa at værne det mod overgreb, førend de kommer frem i dagslyset. Det er
ogsaa din opgave at vaage over universitetets vel, for at dets lærere og studerende kan
trives der.
Du kender vore ønsker til bunds. Slip ikke det styrende ror. Brug aarene i
vindstille, for at vi tilsidst kan naa i havn fra det oprørte hav, der kaster os snart
hid, snart did. Lad dit tilnavn Magnificus være dig bevis paa, hvor |115højt vi ærer dig (latin: magni facimus), bevar ogsaa du os i hengivenhed og bliv ikke
træt af at staa os bi ved din gunst og af at varme os ved din kærlighed.
Dette purpur lægger jeg over dine skuldre og dit bryst, for at de kan
straale og indgyde beskuerne ærbødighed for dig, og for at vi kan være indesluttede i dit
hjerte og under dine vinger være beskyttet mod fortrædeligheder.
Betragt de traade, som giver silketøjet en saa straalende glans, for at de
skiftende farver kan fryde vore øjne og betænk, hvorledes med- og modgang skifter i
rektorembedet, og hvorledes alt bør bæres med sindsro. Eller, hvis du foretrækker det:
betænk den beundringsværdige og utrættelige flid, som har bragt saa skønt et arbejde til
veje.
|116Se paa den lille del af det, den strimmel, som bindes
om halsen, for at purpuret skal have svært ved at falde ned paa jorden fra dine skuldre og
tilsmudses. Det skal altid være rent og purt som symbol paa din klogskab, som skal hindre,
at du i dit embede indlader dig paa nogetsomhelst, der kunde ligge under din rektorale
værdighed og berøve dig den straaleglans, der hæver dig over mængden.
Jeg overdrager dig de to sceptre. Med belønninger og straffe skal din
herskermagt styrkes. De er smedet af guld og sølv, metaller, som ved deres kostbarhed
adskiller sig fra de tarveligere, for at de akademiske borgere, hvis visdom overgaar
mængdens, skal være dig lige saa dyrebare som guld og sølv. De er udstyret med forskellige
knuder |117som tegn paa de besværligheder og ærgrelser, der af sig selv
vil liste sig ind over dig. Hold sceptrene højt opløftede til tegn paa, at du i dine
dybeste bekymringer skal rette dit blik mod himmelen, og til bevis paa, at din hæder kun
kan komme fra himmelen.
Jeg rækker dig lovene og det kongelige universitets nye fundats, der er den
ypperste konge værdig, og som det er lige saa rimeligt som gavnligt at holde sig
efterrettelig.
Tilsidst overlader jeg dig de akademiske segl, som skal styrke din
myndighed, sønderbryde de vrangvilliges dristighed, fremme de dydsiredes ry og stadfæste
konsistoriums beslutninger. Lige saa velvillig du skal være til at sætte dit segl under de
uangribeliges vidnesbyrd, |118lige saa forsigtig, haaber jeg, du maa være
med det, naar de skal forkynde de advarende straffe.
Og, til allersidst, højhjertede herre, gid du maa leve lykkeligt, styre i
fred, elske universitetet til stadighed og ikke forsmaa at regne mig blandt dine ærbødige
medhjælpere, eller, hvis jeg maatte fortjene det, blandt dine venner!