|2 80
Kapitel 9
Om høje regenters pligt
Angående høje regenters pligt da er frem for alle ting fornødent at de flittigt lærer
hvad som henhører til sådan pligts kundskab |2 81efterdi ingen
med berømmelse kan øve det som han ikke vel har lært. En del
bilder sig vel ind at der udfordres ikke så stor klogskab
til at forestå et rige, og derfor holder det italienske
ordsprog ikke ilde grundet: Pochissimo cervello basta à governar
tutto ’l mondo, man kan med liden forstand regere den hele verden;
men erfarenhed lærer os at der fordres stor klogskab dertil. Dog er ikke
fornødent at en regent oplæres i alle videnskaber, men
alene sådanne som hensigter til regeringens rette forståelse, og besynderlig øves
i historier og moralske philosophi, óg må en ung prins
holdes fra alle de vellyster der kan hindre ham fra at nå sådanne
videnskaber; dog forstås ikke derved de lege og tidsfordriv hvorved sindet
og legemet forfriskes, såsom jagen, skyden og andre fornøjelige ridderspil,
hvorom kan videre læses hos Francisc. Patricium l. 3. tit.
1.
Almindelige regler som regenter må
følgeAlle dyder er en regent velanstændige,
men besynderlig gudfrygtighed, mildhed og tapperhed, óg må han alle tider have
sine undersåtters velfærd for øjnene og tænke på det: Salus
populi suprema lex esto, gøre sådanne love som tjener til det gemene
bedste, |2 82indrette sådan disciplin at borgerne bekvemmer sig til at leve efter lovene, ikke så
meget af frygt for straf som af skik og sædvane, og besynderlig have omsorg
for at den kristelige lærdom uforfalsket bliver lært efterdi samme
religion, foruden det at den hjælper til den evige
salighed, opbygger også det borgerlige levned mere end alle civile love. Besynderlig finder en fyrste stor tryghed i den
evangeliske tro, såsom doct. Masius lærer i hans skrift mod Beckmann,
De interesse principum circa religionem evangelicam.
En regent må i lige måde foreskrive klare love
og ikke flere end som fornødent gøres, ikke forbyde det fornuften i sig selv
forbyder. I lige måde efterdi der forgæves gøres love dersom man ustraffet
kan overtræde dem, så må regenter vel håndhæve de samme
og straffe overtrædere efter deres forseelse.
I lige måde efterdi menneskene har forenet sig sammen og begivet
sig i stæder i den henseende at forsikres og beskyttes mod andres uret, så
hører det regenter til desto skarpere at forbyde sådan uret, jo mere lejlighed
deres na|2 83boskab kan give den ene at
beskadige den anden, ej heller må de således anse personer at de høje og
mægtige efter behag kan undertrykke de ringe og fattige.
Og efterdi en regent ikke selv kan forrette
alting, men må bruge andre at lette sig byrden, og som sådanne ministres forseelser ofte bliver
ham tilregnet såsom den der har
betroet dem de vigtigste sager, så må han ikke bruge uden bekvemme og dygtige
mænd til sådant, efterforske flittigt deres forhold og straffe enhver efter
fortjeneste.
Omendskønt en regent er ikke forbundet til at
føde sine undersåtter, så er dog hans pligt at række den nødlidende hånden
og hjælpe den der uden sin forseelse er gerådet i armod, efterfølgende deri
de peruvianske konger, hvilke af alle deres titler elskede meget den at hedde de fattiges
velyndere. I lige måde må den høje øvrighed se til at undersåtternes gods
bliver formeret, og til den ende opmuntre dem til handel, kunst og arbejde,
forbyde al overdåd og fordrive dem der ikke vil arbejde og er landet
alene til byrde.
|2 84Og efterdi et riges styrke består
i borgernes samdrægtighed, så må en regent vel se til
at der ingen splid og uenighed er iblandt dem, hvilket vil give årsag
til oprør og borgerlige krige, der er så meget slemmere end de krige der føres
mod en fremmed fjende, som krig ellers er slemmere end fred.
I lige måde såsom man ikke alle tider kan være forsikret for
sine naboers overlast, så må en regent i fredstider
stedse tænke på krig, oplære borgerne i martialske sager,
forsyne landet med våben, fæstninger og penge og give nøje agt på naboernes
idrætter, item bestyrke sig med andres venskab og forbund.