Sådan estime, omendskønt den kommer af adskillige årsager såsom af sindets og legemets herlighed, ære og værdighed og andet som er ringere, så dog er den fornemste årsag og grundvold dertil den menneskelige natur; thi i det ord menneske holdes for at være nogen værdighed, óg er det kraftigste bevis man fører mod dem der foragter andre: “Jeg er et menneske lige såvel som du.” Og som den menneskelige natur tilegnes alle mennesker lige meget, så følger derpå at enhver bør at agte et menneske som det der af naturen er ham ligt.

Årsag til den naturlige lighedSådan lighed består ikke ale|1 86ne deri at voksne menneskers kræfter er hartad lige, så at omendskønt alle ikke er lige stærke af lemmer, så kan dog den svageste gøre den stærkeste skade og enten ved list eller andre skadelige instrumenter berøve ham sit liv; L. 1. c. 4. De irathi til at skade er vi mægtige nok, siger Seneca. Men sådan lighed består mest Puf. J. N. & G. l. 3. cap. 2. § 4deri at ethvert menneske må rette sig efter den naturlige lov, hvilken tilsteder ingen at gøre en anden uret fordi han har des flere sindets og legemets gaver, og at vi er alle mennesker og de menneskelige vilkår og skrøbelighed undergivne.

Dens virkningSådan lighed når den bliver iagttaget, er meget kraftig til at holde fred og venskab iblandt menneskene; thi den som vil have tjeneste af en anden, må også beflitte sig på at gøre tjeneste, óg må den ene hånd, som ordsproget lyder, to den anden. Tværtimod om sådan lighed ikke bliver iagttaget, gøres menneskene derudover uomgængelige, og det menneskelige selskab foruroliges idet nogle vil agte sig højere og værdigere end andre og tilegne sig den største del i det de har ikke mere ret til end andre.

Når en skal uddele ret imellem |1 87andre, må han også nøje iagttage en lighed og ikke uden årsag se mere på den enes fordel end den andens, men imellem lige personer gøre lige delinger. Dersom en ting er så beskaffen at den ikke kan deles, da må de som har lige ret til samme ting, bruge den tilfælles. Dersom den ej heller kan haves tilfælles, da må de skiftes til at bruge det, eller den som beholder det alene, må give de andre noget som er ligegyldigt i stedet. Ifald det ej heller vil gå for sig, må man kaste lod derom, hvilket er det bedste middel efterdi ingen kan derved beklage sig at lide uret eller foragt.

Omendskønt der er en naturlig lighed imellem alle mennesker, så kan dog en når han har forhvervet sig sådan ret som giver ham fortrin frem for andre, med billighed bruge samme ret, dog så, at han ikke hovmoder sig deraf eller foragter andre, men heller betragter sig selv og den menneskelige naturs skrøbelighed, item de fejl han har begået og endnu kan begå, endelig at han overvejer, som Cartesius De pass. art. 152siger: “at enhver, lige såvel som han, har og kan bruge sin frie vilje”, hvilket er det eneste som et |1 88menneske kan holde for sit eget, og hvorved han kan sætte pris på sig selv.

Hvad foragt erEn foragt vises på adskillige måder, besynderlig ved udvortes gebærder, ord, laster eller anden spot, óg er den synd des højere at agtes jo mindre andre kan fordrage sådan spot; thi der findes mange der hellere vil sætte deres liv i højeste fare end drikke en spot i sig hvorved deres navn og rygte krænkes.

Af dette alt sammen kan man se at de gamle grækeres mening må forkastes hvorved en del mennesker holdes for af naturen at være trælle, hvilket strider lige mod den naturlige lighed.

Om der gives af naturen trælleVel er sandt at nogle mennesker har de sindets gaver at de ikke alene kan regere sig selv, men endogså andre. Andre derimod er grove og tykhovedede så at de intet godt kan gøre uden de drives dertil og undervises deri af andre. Når sådanne lever under kloge menneskers direktion og herredømme, da er de i den stand som bedst stemmer overens med deres natur, hvorfor dersom der frivilligt skulle oprettes noget herredømme imellem dem, da var det tilbørligt at de forstandige bekom |1 89magten til at byde, og de tåbelige var under fornødenhed at adlyde.

Ikke des mindre er det meget urimeligt at tro at sådan naturlig bekvemhed giver én straks herredømme over en anden der er tåbelig og bekvem til at tjene; thi Puf. ibid. § 8til at oprette et herredømme udfordres først menneskelig gerning og indstiftelse, og som alle har den naturlige frihed i lige grad, så kan ingen tilegne sig herredømme over den anden uden han har givet sit samtykke dertil, enten udtrykkeligt eller stiltiende; thi enhver kan ikke prætendere at være konge fordi han kan forestå en regering, ej heller general fordi han kan anføre en krigshær. Ingen, siger Albutius hos Senecam, er født frie, ej heller nogen født en slave, mens sådanne navne har lykken givet enhver. Hvilket kan således forklares: Menneskene er af naturen lige og kan ikke skilles fra hinanden, men så snart de falder fra den stand, da bliver nogle besynderlig kaldet tjenere, og de andre som beholder den naturlige stand, frie, ligesom i en stad førend der udskrives soldater, alle indbyggere kaldes med et ord bor|1 90gere, men efter at en del deraf er udskrevet til stridsmænd, bliver der tvende adskilte navne, nemlig: borgere og soldater.