En Abe, som var Skildrer ved Løvens Hoff, blev engang befalet at afmale Gudinden Venus. Aben anvendede all sin Konst paa samme Stykke, og tog Model efter den smukkeste Abinde, som han kiendte udi Skoven. Da Skilderiet var fuldfærdiget, tilstillede han det Løven, hvilken studsede derved, sigende: Farverne ere gode og Strægerne subtile; men det er jojo]jo] A, ja B jo] A, ja B en Abindes Gestalt og Ansigt? Aben svarede: Det skal saa være, Naadige Herre! Jeg haver brugt til Munster min ældste Dotter, som holdes for den skiønneste Abinde i vor Tiid. Løven sagde da: Hvilken Hovmod! Bilder du dig ind at AberAber]Aber] B, Aben A; Aben SS Aber] B, Aben A; Aben SS eller Abinder ere Mynstere, hvorefter Himmelske Skiønheder skal afmales. Skilderiet er latterligt, og derfore maa gandske omgiøres. Men, saasom store Virtuosi ere gemeenligen paastaaende og egensindige, vilde Aben ikke forandre sit Arbeyde. Og derfore af Misfornøyelse forlod sin Tieneste, sættende Skilderiet paa en alfar Vey, paa det at andre Dyr og Fugle, som vare Kiendere af |239Konst-stykker, kunde see og dømme, at man uden Føye vragede hans Arbeyde. Hvad skeede? Adskillige Critiker bleve derover fældede: En Elephant, som gik forbi, sagde: Skilderen haver herved begaaet en merkelig Forseelse: Thi han haver glemt Snabelen, foruden adskilligt andet. Oxen sagde, at Hornene fattedes. Hønen mynstrede Stykket, efterdi det ingen Neb havde, og saa fremdeles, indtil Skrubtudsen; thi enhver meenede, at sin Skabning burte have været tagen til Skiønheds Mynster. Aben blev da af disse stridige Domme saa forbittret, at han rev Skilderiet i stykker, og efter Rævens Raad, forfærdigede et nyt efter en Løvindes Lignelse. Da Løven fik dette at see, sagde han: Nu haver Skilderen troffet Gudinden paa et Haar, og lod derpaa Aben rigelig belønne.