|44
32. Fabel.
Nattergalen og Soen.
Soen spurdte engang Nattergalen hvi hun, som haver en saadan behagelig Stemme, ikkun lader sig høre paa en vis Tiid om Aaret, og det alleene om Natten. Det synes deraf, sagde hun, at du misunder Mennesker og Dyr Fornøyelse. Nattergalen svarede dertil: Hvi kommer det at du, som haver en saadan hæslig Stemme, lader dig høre det heele Aar igiennem? Det synes, sagde hun, at du lader dig idelig høre for at incommodere Dyr og Mennesker. Ingen af dem kunde saaledes giøre reede for sit Forhold; men enhver gik tankefuld og stiltiende bort.
Fabelen lærer, at den, som haver slettest Stemme, synger oftest, og at den, som kand mindst Tale, taler ideligen; De derimod, som kand fornøye Menneskene, ere sparsomme saavel paa det eene, som paa det andet, og ingen kand give Aarsag dertil.
;){kind=link}