Nogle Ænder stode engang ved Strand-Bredden, og snakkede med hinanden. Blant andre |43Materier, som bleve bragte paa Banen, taledes med Forundring om Flod og Ebbe, efterdi de merkede, Havet nu at tilvoxe, nu igien at aftage, hvortil ingen af dem kunde begribe Aarsagen; medens de vare midt i denne Philosophiske Tale, nærmede sig til Strand-Bredden en Sælhund, som var heel erfaren udi naturlige Kundskaber, sær udi Astronomie, af ham haabede Ænderne at faae nogen Oplysning udi Sagen, hvorudover een af dem gik ham i Møde og sagde: Kiære Simon! Hvad Aarsag kand dertil være, at Vandet nu stiger, og nu igien falder? Sælhunden svarede: Det kommer af den Kraft Maanen haver paa Jorden, thi, naar den trykker paa Havet, maa det hæve sig ved Breddene. Dette foraarsagede hos dem alle en heftig Latter. Ingen Meening syntes dem at være daarligere, hvorudover de sagde: disse lærde Personer ere aldrig rigtige udi Hovedet; efterat de havde leet sig trette, forelagde de et andet Spørsmaal, nemlig: Hvoraf det kom, at Maanen saa idelig tog af og til. Sælhunden, saasom han mærkede at man ikke burde tale alvorlig med disse taabelige Dyr, sagde da: Det reyser sig deraf at naar Maanen kommer til sin fulde Størrelse, klipper man Stykker deraf, for at giøre Stjerner. Dette syntes dem at være gandske forstaaeligt og rimeligt, hvorudover de takkede ham for god Underviisning.