Mine moralske og skæmtsomme skrifter, endskønt de således er indrettet at de sigter ikke uden på det menneskelige køn i almindelighed , så har de dog opvakt adskillige bevægelser og gjort liden frugt. Jeg har vist på et andet sted at det er vanskeligt at kurere legemlige sygdomme, men man kan sige at moralske svagheder er fast inkurable. En som har et svagt legeme, har tillid til lægen, tror hvad han siger om sygdommen, og bruger det som han præskriberer. En derimod som laborerer af laster, tror ikke selv at han er svag, og derfor intet vil høre tale om sygdom, langt mindre bruge lægens præskriptioner. Men af alle stænder har jeg in|291gen fundet mere hidsig end den gejstlige og lærde stand, der består af folk som idelig formaner andre til sagtmodighed, og prædiker imod had, vrede, og andre deslige onde affekter, så at man deraf ser hvor lidet menneskene lever efter deres egne principia. Man skulle af de skrøbeligheder som findes i den gejstlige og lærde stand, slutte at boglige kunster tjener lidet til at danne mennesker. Årsagen er at vi studerer mere for at blive lærde end for at blive gode. Os gives i skolerne definition på dyder og lyder, vi lærer at tale derom, vi lærer at sætte andre til rette, og indbilder os at det er nok, så at lærdommen begyndes med en simpel teori og endes i lige måde dermed. En som har udstået sin skolegang, er derfor ikke andet end en slibesten der gør stålet hvast, men selv ikke kan skære. Det hedder, som poeten siger:

Man kan anse dem som staldknægte og beridere hvilke forstår at tæmme heste, men ved ikke at holde deres egne affekter i tømme. Vi kommer ud af lærde seminarier som kameler, beladt med bøger så at vi har magasiner på herlige præcepta, som vi giver andre, men selv ikke praktiserer. En Seneca deklamerer idelig mod rigdom, og tilligemed samler penge med begge hænder. En Cicero formaner til bestan|292dighed, og selv græder som et barn i mindste påkommende modgang. Og en Horatius skæmter med vægelsindede, og er lige så vaklende som en Tigellius. Man finder i lærde societeter herlige formaninger og moralske præcepta, men vil man lede efter eksempler, må man heller addressere sig andensteds, thi man kan sige at de fleste lærere distingverer sig ved lærdom og skrøbelighed, så at de kan lignes med musikalske instrumenter der giver lyd fra sig som de selv ikke hører.