|290
Libr. II.
*Irarum fluctus tumidos & atrocia bella
|
Sæpe ciere mihi candida scripta solent.
|
Militis ira gravis, gravior tamen ira Magistri,
|
Iram qvi scriptis improbat atqve notat.
|
Mine Mine moralske og skiemtsomme Skrifter,
endskiønt de saaledes ere indrettede, at de sigte ikke uden paa det menneskelige
Kiøn udi Almindelighed , saa have de dog opvakt adskillige Bevægelser, og giort
liden Frugt. Jeg haver viset paa et andet Sted, at det er vanskeligt at curere
legemlige Sygdomme: men man kand sige, at moralske Svagheder ere fast incurable.
Een som haver et svagt Legeme, haver Tillid til Lægen, troer hvad han siger om
Sygdommen, og bruger det som han *præscriberer. Een derimod,
som *laborerer af Laster, troer ikke selv, at han er svag, og
derfore intet vil høre tale om Sygdom, langt mindre bruge Lægens Præscriptioner. Men af alle Stænder haver jeg in|291gen fundet meere hidsig end den geistlige og lærde
Stand, der bestaaer af Folk, som ideligen formane andre til Sagtmodighed, og
prædike imod Had, Vrede, og andre deslige onde Affecter; saa
at man deraf seer, hvorlidet Menneskerne leve efter deres egne Principia. Man skulde af de Skrøbeligheder, som findes udi den
geistlige og lærde Stand, slutte, at Boglige Konster tiene lidet til at danne
Mennesker. Aarsagen er, at vi studere meere for at blive lærde, end for at blive
gode. Os gives udi Skolerne Definition paa Dyder og Lyder,
vi lære at tale derom, vi lære at sette andre til rette, og indbilde os, at det
er nok; saa at Lærdommen begyndes med en simpel Theorie, og
endes iligemaade dermed. Een, som haver udstaaet sin Skolegang, er derfore ikke
andet end en Slibesteen, der giør Staalet hvast, men selv ikke kand skiære. Det
heeder, som *Poeten siger:
– – Fungor vice cotis, acutum,
|
Reddere qvi ferrum valet exsors ipse secandi.
|
Man kand ansee dem som Staldknegte og Beridere, hvilke forstaae at
temme Heste, men vide ikke at holde deres egne Affecter udi
tømme. Vi komme ud af lærde Seminarier, som Cameeler,
beladne med Bøger, saa at vi have Magaziner paa herlige *Præcepta, som vi give andre, men selv ikke practicere. En Seneca declamerer idelig mod
Riigdom, og tilligemed samler Penge med begge Hænder. En Cicero formaner til Bestan|292dighed , og selv græder som et Barn udi mindste paakommende Modgang. Og en Horatius skiemter med
Vegelsindede, og er ligesaa vaklende som en *Tigellius. Man
finder udi lærde Societeter herlige Formaninger og moralske
Præcepta; men, vil man lede efter Exempler, maa man
heller addressere sig andensteds: thi man kand sige, at de fleste Lærere distingvere sig ved Lærdom og Skrøbelighed; saa at de kand
lignes med musicalske *Instrumenter, der
give Lyd fra sig, som de selv ikke høre.
Af ovenanførte sees Aarsagen, hvi Boglige Konster føre saa liden
Frugt med sig, og at Lærde udi Sagtmodighed lidet distingveres fra U-lærde. Men her spørges, hvi man finder fast større
Hidsighed og større Skrøbeligheder hos de første end hos de sidste. Dertil kand
gives adskillige Aarsager. De fleste Mennesker hovmode sig af Lærdom, og ansee
sig selv, som en *Qvint-essentz af det menneskelige Kiøn.
Denne Skrøbelighed havde udi de saa kaldne barbariske *Seculis taget saadan Overhaand, at Pedanter gave
sig Navn af *Seraphinske, subtile og Himmelske Lærere: ja
nogle brugte saadanne Titler: N. N.
forfaren udi det Græske og Latinske Sprog (*utriusqve lingvæ peritus) alle andre indtil høje Stands-Personer bleve
ved et foragteligt Navn kaldne *Laici. Udi vore Tider er
Prisen vel meget falden paa disse Græske og Latinske Helte; |293men meget af den gamle Surdei findes endnu tilbage, saa at
mange ansee sig som *venerable Mennesker, og saadanne, som
man i det ringeste ikke maa skiemte med eller sige Sanden i aabne Øjen.
Geistlige Mænd ansee sig, som himmelske Ambassadeurs, hvilke
ere autoriserede til at tilrettesætte alle andre Mennesker,
uden at høre et Ord af dem igien. Deraf reiser sig den særdeeles *Delicatesse, som findes hos disse Folk, og at de allarmeres meere over en Critiqve end andre. Alle
andre Mennesker, der declamere mod det menneskelige Kiøn,
vente sig Indvendinger, Modsigelser og *Retorsioner. Men en
Prædikant, saalænge han staaer i Cathedra, udfordrer et
ydmygt og stiltiende Auditorium. En Orientalsk Gesant kom
engang ind udi en Hoved Kirke udi Engelland, hvor han hørte en Prædiken, som
varede en Time: da han forundrede sig over, hvi een talede stedse alleene uden
Modsigelse, blev ham svaret, at det var Solens Ambassadeur,
saasom Orientalske Folk betegne geistlige Herolder ved saadanne Titler. Han kom
derpaa en anden gang udi et *presbyteriansk Forsamlings Huus,
hvor han hørte iligemaade en Prædiken for en mindre Forsamling, hvorudover han
sagde: denne maa nok være Maanens
Ambassadeur.
Den Habitude, som de have faaet i at føre Ordet
alleene uden Repliqve udi Cathedra,
følger mange ofte udi andre Tilfælde, saa at de holde al|294slags Modsigelse u-anstændig, og ansee sig som Folk, der ere
alleene beskikkede til at criticere uden at criticeres, ej eftertænkende, at de selv ere Kiød og Blod, og at den
Titel af Geistlige eller Aandelige, som dem tillegges, ikke kand forstaaes efter
Bogstaven. Jeg befatter dog ikke alle, ej heller de fleeste under den
Characteer: thi jeg haver fundet og dagligen finder udi den Stand billige Folk,
der holde for, at de ere Censure underkastede, saavel som andre, og derfore af velgrundede Critiqver ikke ophidses. Jeg siger ikkun, at jeg ved Anledning af mine
moralske Skrifter haver fundet størst Skrøbelighed blant Philosophos og Geistlige, og søger alleene at give Aarsag dertil. Jeg
haver ogsaa stedse med Moderation talet om den geistlige Orden, og liden Behag fundet i deres Skrifter, der søge at
afmale Præste-Standen med de sorteste Farver, holdende det ikke mindre
u-anstændigt end ubilligt. Hvis en Prædikant er en god Mand, haver jeg
Ærbødighed for ham; og hvis hans Levnet ikke svarer til hans Lærdom, sparer jeg
ham i Henseende til Embedet, efterfølgende derudi en vis gammel Matrone, hvilken giorde sin Sogne-Præst efter fuldendet Prædiken
saadan Compliment: Jeg takker Eders Velærværdighed for god
Prædiken; GUD give Eder sin Aand og Naade, at I maatte selv leve
derefter!
|295Til den Skrøbelighed, som findes
blant lærde Folk, contribuerer ogsaa ikke lidet Læreres og
*Informatorum Opførsel ved at indprente deres Disciple en
forfængelig Ambition, og ved at opløfte dem til Skyerne
formedelst deres Capacitet og Nemme, da de dog ikke burte
rose dem for hvad de lære, men alleene fordi de practicere
hvad de have lært, og at de lade see Frugter af deres Lærdom, som maa være
Ydmyghed, Føjelighed, Taalmodighed &c. Men, saasom dette ikke skeer,
bliver Lærdommen meere til *Vanheld end Zirath, og de mest studerede Folk ofte
findes de mest uskikkelige, endskiønt de kand være oplært i de allersolideste
StudiísStudiís]Studiís] A; Studiis SS Studiís] A; Studiis SS ,
og saadanne, som mest
danne Mennesker; hvilket dog sielden skeer. Thi den meste Ungdoms Tiid
bortdrives gemeenligen med Ord, Gloser, Curiositeter og Disputer om unyttige
Ting, som de lære at forsvare med yderste Haardnakkenhed, og giøre sig en Ære
deraf. Det er i saa Maade ingen Under, at man finder større Skrøbelighed hos
Lærde end U-lærde Folk: thi de sidste ere som en raa Materie uden Skikkelse, men
de første, som en udarbeidet Materie, men udi en gal og vanskabt Form, saa at
det er et simpelt Arbeide at giøre hine, men et dobbelt at giøre de sidste til
Mennesker: thi een Fold maa slettes, førend en anden kand legges, og den gamle
Skikkelse maa afhøvles, førend den nye paa Materien kand graves. Videre
contribuerer hertil lærde Folkes alt for skarpe Syn, hvilket foraar|296sager , at de ikke alleene see de Ting, som ere,
men endogsaa de, som ikke ere udi et Skrift. Man kand og ligne slige Folk med
drukne Mennesker: thi ligesom drukne Folk for et Lys see tvende paa Bordet, saa
see og de første alting dobbelt, finde mysteria og dobbelt
betydende Meeninger udi alt, hvad som tales og skrives: (*διπλοῦν ὁρῶσινὁρῶσιν]ὁρῶσιν] ὀρῶσιν A; ὁρῶσιν SS ὁρῶσιν] ὀρῶσιν A; ὁρῶσιν SS ) og, som de see, hvad andre ikke kand see, er det i
saa Maade ingen Under, at de allarmeres over Ting, som ikke bevæge andre.
Man seer
saaledessaaledes]saaledes] saaledes, at A; saaledes Rode saaledes] saaledes, at A; saaledes Rode
Aarsagen, hvi Lærde støde sig meer over Skiemt
end Læge. Til disse Aarsager kand lægges end en anden, som reiser sig af deres
Constitution og ormstukne Legemer. Thi det stille siddende Levnet, idelige
Studeringer og *Nattevægt tilvejebringer svage Legemer, og
conseqventer delicat Sind; saa at en lærd Mand er som en skrøbelig Leerpotte,
der ingen Anstød taaler, og derfor tiener ikke at røre ved. Derfor haver en vis
Skribent ikke uden Grund sagt, sig heller at ville have et heelt Regiment
Ryttere paa Halsen, end een saa kalden Philosophus: og sandeligen! vil man søge
efter Philosophie og Kaaldsindighed, da vil man forgieves lede derefter udi
lærde Societeter og geistlige Forsamlinger. Italienerne sige: Con
toto mondo guerra, ma pace con Inghilterra. Det er: Kriig med heele
Verden, men Fred med Engelland. Jeg siger, Kriig med heele Verden, men Fred med
Philosophis og |297Geistlige, sær med dem, som give
sig ud for Helgene: thi det er ligesaa let at giøre en Helgen vred, som det er
vanskeligt at giøre ham blid igien; og de Krige man fører med deslige Folk,
kommer man sielden vel fra. Thi, endskiønt man haver Ret, synes man dog ingen at
have. Jeg forsvarer mig derfor mod enhver saa længe jeg kand: men, naar jeg
faaer Tvistighed med en *Devot, planter jeg Gevær, *offererer
Charte blanche, og giver mig paa Naade og Unaade.