Materien bliver gemenlig den samme, så at det er formen alene som forandres. Taler, dissertationer, programmata, invitationer er uniforme i ideer, men skilles alene fra hinanden i ekspressioner, så at hvad en har sagt en gang, det selv samme siger en anden på ny en anden gang. En hver akt kan være god for sig, men den bedste sang kan dysse folk i søvn når den repeteres for ofte. Jeg priser dem lykkelige der kan finde smag i sådant, og der med lyst og behag kan anhøre de selv samme ting repeteret i en anden stil. Jeg for min part kedes ved monotonier; óg tror jeg at mange andre er óg af samme smag.

Det er et stort præjudice imod de gamle europæiske høje skoler at de er stiftet på de tider da verden var nedsunket i tykkeste vankundighed. Af hvilken sælsom og underlig smag samme tiders stiftelser såvel i gejstlige som verdslige sager har været, ses af de |481tiders historier, item af de levninger som endnu er tilbage, og som ikke er eller har kunnet reformeres indtil denne tid. Det er bekendt hvilket arbejde Lutherus og de fleste reformatores i religionen har haft ved at skille klinten fra hveden. Mange har ønsket at der ville óg oprejse sig en akademisk Lutherus der i de fri boglige kunster ville foretage sig at reformere på samme måde. Thi endskønt adskilligt i de sidste tider er forbedret, så er dog meget af den gamle surdej endnu tilbage. Man kan dømme om de tiders tilstand efter deres bygninger, da en gotisk smag havde taget overhånd så at man så ikke uden ubehændige og vanskabte bygninger med mange urimelige sirater; ligesom af de samme ses endnu mange levninger, så er endnu mange levninger tilbage af den subtile og unyttige skolastiske lærdom hvorved såvel religion som videnskaber har fået vanskabning og tabt deres naturlige simplicitet. Man kunne indskrænke visse studia, hvorved mennesker vel bliver lærdere men ikke klogere, og derimod med des større iver drive på andre som er nyttige for kirke, stat og i almindelige fornødne håndteringer. Man kunne afskaffe adskillige ting hvilke langt fra at indprente ærbødighed for boglige kunster heller tjener til divertissement og at give dem anseelse af spectakler. Det er på slige strenge jeg ofte har spillet, óg er sådan censur blevet lagt mig til last, |482skønt den heller tilkendegiver ærbødighed end foragt for studeringer.

De nye akademier som i dette og forrige seculo er stiftet, synes at være anrettet for at bøde på den mangel som findes hos de gamle universiteter. Óg kan man sige at man har samme akademier at takke for den store fremgang videnskaber har haft i vor tid. De er societeter som består af lærde mænd hvilke samles på visse tider for at kommunikere hinanden deres tanker således at enhver lader sine inventioner og skrifter se og korrigere af det hele societet. De foresætter óg curiøse og vanskelige spørgsmål at resolvere og uddeler belønninger til dem som er lykkelige i at løse knuderne. Det er bekendt hvor meget videnskaber ved sådant middel er forbedret, og hvor mange skjulte ting derved er kommet for lyset.

Men endskønt disse nye akademier er af stor nytte i henseende til videnskabers forfremmelse, så kan man dog dermed ikke lade sig nøje alene; thi en høj skole bør have tvende sigter, nemlig videnskabers perfektion blandt lærerne og den rå ungdoms information. Dette sidste fattes her, hvorudover almindelige universiteter, som i begge henseender er anrettet, ikke kan undværes. Mine ringe tanker er derfor at universiteter må konserveres, men med en |483korrektion som kan befordre disse tvende hovedsigter, såvel i henseende til lærere som disciple. I den første henseende havde man kun at udkopiere de nye akademier og at følge den plan som de samme har lagt, således at lærere skulle kommunikere deres arbejde og skrifter til deres medbrødre, og intet at lade komme for lyset førend det af samtlige societet var eksamineret og driftet, såvel i henseende til materien som stilen. Når dette skete, kunne man være forvisset om at ikke uden gode bøger blev publiceret. Af de årlige dissertationer derimod, som skrives på egen hånd og på visse tider, og hvormed skribenter ofte iler at de kan til forordnede tid præstere præstanda, kan ikke ventes nogen fuldkommenhed, hverken i stil eller materie; thi det hedder da: Fac officium taliter qualiter. Ja, mellem de første og sidste skrifter vil blive lige så stor forskel som mellem en håndværksmands daglige arbejde, hvilket han til en vis tid har lovet at fuldfærdige, og et mesterstykke som han gør for at vise prøve på sin kunst.

Disse regler er i henseende til lærerne. Hvad disciplene angår, da kunne end større prækaution heri med dem bruges; thi et lands ære består ikke deri at der skrives mange, men at der skrives få og gode bøger. Sådant kan naturlig ikke ventes når unge mennesker i flæng holdes til årligt at publicere skrif|484ter, og når man siger: “Gør dit skrift færdig til trykken, om du vil have din kost og dit stipendium.” Thi det er let at slutte hvordan de bøger bliver kvalificeret som i en hast og af fornødenhed skrives af unge personer der hverken har tid eller evne dertil. Der er adskillige andre prøver man kan pålægge ungdommen, hvorved den kan ekserceres uden at publicum skal lide derved. Jeg har ofte givet mine tanker derom til kende. Jeg har også ved en vis lejlighed søgt at remedere dette uheld og at bringe det dertil at den studerende ungdom eksercerede sig i cathedra heller ved theses end ved ordentlige og udarbejdede dissertationer, såsom jeg af erfarenhed var forvisset om at det sidste var over deres evne. Thi ligesom en ung medicus tillades ikke at gøre sin første prøve på konger, fyrster og høje standspersoner, så må en discipel ej heller tillades at gøre ligesom sin første prøve på publicum; thi hvad som en gang ved offentlig tryk er kommet for lyset, kan ikke kaldes tilbage igen. Det hedder derfor: Videant censores ne respublica quid detrimenti capiat. Thi ved umodne skrifter lider ikke alene den der skriver, men endog den der tillader eller byder at skrive.

Jeg har foruden denne erindring angående ungdommens information gjort adskillige andre hvilke jeg her ikke vil gentage. Jeg vil kun alene insinuere et nyt projekt, som jeg ved meditation er |485faldet på, og hvilket jeg underkaster andres korrektion, håbende at sådant ikke bliver lagt mig til last, helst såsom jeg kan være autoriseret til at gøre et forslag såvel som utallige andre projektmagere der hverken har alder eller erfarenhed. Mit forslag er dette: Eftersom jeg har mærket at de daglige lectiones publicæ er til liden eller ingen nytte efterdi nogle få personer frekventerer de samme, heller af curiositet og for at gøre sig kendt af lærerne end for at undervises. De får derforuden på disse steder just ikke at høre hvad de forlanger at vide, men hvad lectores behager at recitere. Ikke at tale om at utallige bøger nu om stunder i alle materier er skrevet, så at ungdommen derudover med større nytte læser deslige bøger som med flid er udarbejdet, end hører hvad som i en hast sammenskrives og reciteres.

Hvad som herimod kunne indvendes, er dette at lærerembedet ville blive af stor vanskelighed; thi man siger at én kan spørge mere end 10 kan besvare. Jeg tilstår gerne at lærerembedet ville blive af vanskelighed. Men just den vanskelighed ville bringe den store nytte med sig. Nok er det at heri er ingen umulighed; thi denne måde at informere på har været brugelig i gamle dage. Man ser at de som profiterede jura da kaldtes responsores, og respondere in jure var det samme som at lære. At en ikke straks kan svare til alle spørgsmål, bør ikke lægges til last, såsom det er mere end man kan udfordre af nogen. Hvad man ikke kan besvare i dag, kan man besvare i morgen eller til næste samling, óg profiterer således både læreren og disciplen af det gjorte |487spørgsmål; det er just sådant man kalder docendo discere.

Således kunne ved en eneste simpel stiftelse lærernes og disciplenes tarv tillige befordres og to fluer, som man siger, slås med en smække. Lærerne ville alle være, og disciplene alle blive lærde. Og når man til denne ene stiftelse ville føje dette at theses på visse tider blev foresat ungdommen til at udarbejde, og belønninger uddelt til dem som stod sig bedst, ville ved en nyttig æmulation studia opmuntres, og intet uden mesterstykker komme for lyset. Hvert skrift ville blive et land til sirat, boglige kunster som ved vanskabte eller opkogte bøger er faldet i foragt, ville komme i estime; og køberne kunne være forvisset om gode og oprigtige varer, hvilket ikke kan ske når alle skriver propter panem lucrandum eller for at vinde en daglig skilling, item når skrifter uden foregående censur og stempel kommer for lyset. Ved censur mener jeg aldeles ikke de brugelige approbationer, hvorved censores alene tilkendegiver at der i et skrift er intet som strider mod religion og gode sæder: thi Axel Thorsens vise, doktor Fausti historie, Rolands og Holger Danskes krønike indeholder intet som er derimod, skønt de tjener til intet uden at fordærve læserens smag. Men jeg mener ved censur et lærd societets stempel hvorved gives til kende at et skrift med kunst, møje og skønsomhed er udarbejdet.