Fanaticismus er en mennskelig Affect, hvilken gemeenligen holdes for en hæslig Lyde, saa at en Enthusiast pleyer at confunderes med een, der haver en Skrue Fanaticismus hvoraf saa kaldes. løs i Hovedet. Navnet er gammelt, og haver sin Oprindelse af de Hedenske Templer, som kaldes Fana; thi, saasom de hedenske Offer-Præste ved visse Leyligheder havde|320 selsomme Ophævelser, hvilket sees af det, som udi den Hellige Skrift er anført om Baals Præste, og udi verdslige Historier om andre, saa ere alle de Personer, hvilke saadanne u-ordentlige Affecter og selsomme Paroxysmi overkomme, kaldne Fanatici eller Enthusiaster. Men, det er med disse som med adskillige andre hæftige Passioner, at de undertiden have fordervelige, undertiden ypperlige Virkninger, ligesom de blive vel eller ilde dirigerede, eller ligesom de overkomme gode eller onde Mennesker. Gode og onde Virkninger deraf. Thi ligesom Vrede og Hidsighed er et Principium til Activitet, og derfore ikke ubilligen kaldes Dydens Slibesteen (Virtutis Cos), saa kand Fanaticismus ogsaa give Anledning til store og heroiske Actioner. Det er derfore en Affect, som man maa heller søge at temperere end gandske at qvæle: Naar et Huus er saa høyt bygget, at det betager all Prospect, maa man, i Steden for at nedrive den heele Bygning, lade sig nøye med at nedslaae alleene den Deel, som betager Lyset; Man maa|321 saaledes luge Jorden, at man ikke tillige med Klinten oprykker Hveden. Det er derforuden saaledes beskaffet med mangen Affect, at, skiønt den udi sig selv kand være vitieux udi et Menneske, saa giver den dog tilligemed tilkiende, at der udi samme Menneske maa boe noget godt; Ligesom Agermanden af visse skadelige Urters og Ukruds Vext dømmer om en Jords Frugtbarhed og Feedhed. Det er derfor at de beste Moralister heller have søgt at temperere end at qvæle den Passion, og alleene at paaminde

deres Disciple at tage sig vare for hæftig Admiration, Kierlighed og Frygt endog udi Religions Sager; thi, ligesom man ved en reguleret Affect lærer at blive viis og at philosophere, som Aristoteles siger, διὰ τò ϑαυµάζειν ὁι ἄνϑϱωποι ἤϱξαντο, saa kand man ved en umaadelig lære at extravagere og at blive gall. Og seer man ofte, at en hæftig Nidkierhed selv udi Religionen er en Blanding af adskillige Extravagancer, som reyse sig nu af Kierlighed nu af Frygt, nu af Admiration.|322

Jeg haver paa andre Steder giort Forklaring over det, som kaldes Devotion, Enthusiasmus 3 Slags. og viset, at den er trende Slags. Det samme kand og siges om Enthusiasmo, hvilken kand henføres enten til Bedragerie, til Blodets og Vædskernes Temperament, eller til himmelske Indskydelser og Bevægelser. Paa det første Slags Fanaticismus gives utallige Exempler saavel af Historien som af daglig Erfarenhed: Thi, saasom listige og underfundige Mennesker merke, at Almuen, der gemeenligen tager Skyggen fingered Enthusiasmus. for Legemet, confunderer enhver Convulsion og u-ordentlig Ophævelse med guddommelig Aabenbaring og Prophetisk Affect, saa have de ved saadanne Forstillinger spillet forunderlige Ruller, forstyrret Kirke og Stat, og udi et Øyeblik bragt til Veye det, som ved mange Aars Konst og Magt ikke haver kundet udvirkes. Dette til at bevise kunde anføres utallige sørgelige Exempler: Men Jeg vil ikkun alleene lade mig nøye med at anføre den merkelige Forandring, som en saa|323dan simuleret Enthusiasmus for nogle Aar siden udvirkede udi den Tyrkiske Stat, da en gemeen Janitschar kom løbende paa Gaden i Constantinopel og raabte: Følger mig alle, som ere rette Troende, og gode Patrioter: thi der er Guds Villie at Sultanen skal afsættes, og den store Vizir Stranguleres. Han fik strak Tilløb, hvilket udi nogle faa Dage saaledes tilvoxede, at han blev Mester af den heele Stad, saa at Sultanen, som var en af de beste Regentere af det Ottomanniske Huus, blev afsat, og Viziren, som efter den Ryssiske Store Keysers Petri Exempel havde begyndt at cultivere Tyrkerne ved Konsters og Videnskabers Indførsel samt Bogtrykkeriers Anlegelse, blev ynkeligen tillige med mange andre Ministrer strangulered. Ved saadan forstilt Enthusiasmum ere og mange gode Ting udvirkede, og haver jeg viset udi Tamerlans Historie, at en forstilled Fanaticus ved saadan Ophævelse bragte hans heele Kriigshær til Lydighed. Men det er utilladeligt at betiene sig af|324 Midler, som grunde sig paa Bedragerie, og hvorved Guds Navn misbruges.

Den virkelige Enthusiasmus som reyser sig af Legemets Constitution. Det andet slags Enthusiasmus er en virkelig Affect, som reyser sig af Blodets og Vædskernes Temperament, og virker meer og mindre, ligesom Vædskerne ere større og mindre Fermentation underkastede, og kand saaledes deeles udi den blinde, og den af Fornuften geleydede Enthusiasmus.

Den første merkes hos de fleste Sværmere: thi, ligesom Bedragere ved forstilte

Convulsioner og Ophævelser indbilde Verden, at de drives af en Prophetisk Geist, saa foraarsager Imaginationer, hos disse virkelige Convulsioner, saa at de indbilde sig selv at have Himmelske Aabenbaringer. Jeg siger Virkningerne ere større og mindre, Anmerkninger derover. ligesom der hos et Menneske findes meer og mindre hidsigt Blod, meer og mindre Forraad af Acido og den sorte Galde, eller meer og mindre Fornuft og|325 Skiønsomhed, hvorved Dunsterne kand forøges, eller hvorved kand forhindres, at Sindet ikke gandske bliver bestormet: thi, hvor enten liden Fornuft er, eller hvor Fornuften udi saadan paakommende Storm og hæftige Vapeurs ikke sidder ved Roret, faaer Enthusiasmus Anseelse af Raserie, og et Menneske bringes udi samme Stand som en løbsk Hest eller en vild Tyr, der løber i blinde til egen og andres Fordærvelse: Der ere fanatiske Dyr saavel som Mennesker, skiønt Affecten haver andet Navn hos de første end hos de sidste; thi hvad, som hos Dyr heder terror panicus, kaldes hos Mennesker fanatisk Affect, og raser Imaginationen desstærkere hos de første, efterdi Fornuften fattes, som kand holde Tømmen. Jeg haver paa andre Steder viset, at hos saadanne Folk ved Argumenter er intet at vinde; thi ofte, naar de ikke kand svare til giorte Objectioner, siger de, at den Hellig Aand haver befalet dem (a) at tie.|326 Den Mangel, som de have paa Argumenter, forøger ikke lidet den naturlige Hidsighed, som flyder af deres Constitution; thi Erfarenhed viser, at alle de, som udi Dispyter mangle paa Raisons, disputere med største Hæftighed. En vis u-lærd Mand, som dagligen bivaanede Latinske Disputationer paa Universitetet, blev adspurt, hvad Lyst han kunde have i at høre det, som han ikke forstod, og saasom han ikke kunde dømme om hvo af Parterne havde Rett. Han svarede dertil, at, endskiønt han ikke forstod Sproget, kunde han dog vide, at den som raabte sterkest og disputerede med største Hidsighed, ikke kunde forsvare sig med Raisons.

Blant Mennesker sees denne Affects største Virkning hos den groveste Almue, eller hos saadanne, hvor Fornuften ikke kand komme Imaginationen til Hielp; Thi, naar deslige Folk angribes af fanatiske Anstød,|327 ere de fast udi samme Tilstand som løbske Heste eller som andre Dyr, hvilke en Terror panicus overkommer. Hvis de imaginere sig underlige Meeninger i Religion, forfægte de dem med en Haardnakkenhed, som gaaer indtil Fortvivlelse: og, jo mindre reede de selv vide til deres Lærdom, jo stivere holde de derpaa; saa at man kand sige om dem som om de Engelske Buldogge, at de ikke forlade deres første Greb indtil yderste Aandedræt. Hvis de imaginere sig andre Ting, Stat og Regiering angaaende, holde de det for en Pligt Dens onde Virkninger. at forstyrre og nedbryde alting, og udi Indbildning af Dyd bedrive de Største Udyder; Mord, Brand, Vold og andre Misgierninger blive hos dem anseede som ypperlige

Gierninger, og at synde holdes for at efterleve Himmelens Befalinger. Fornuften haver her intet Sted; thi de drives alleene af Affecterne, saa at man kand sige om dem som om Manden der var kommen at sidde paa en løbsk Hoppe: thi da han blev adspurt, hvor han agtede sig|328 hen, svarede han: Hvor der behager Hoppen at føre mig. Slige illuminerede Folk vide listige Mennesker at føre sig til Nytte, og derved ofte udvirke store Ting, ja saadanne som ellers holdes umuelige. Det var med en haandfuld illuminerede Tropper Mahomed undertvang Arabien: Det var med samme slags Folk hans Successor oversvemmede Asia og Africa. Cromwel anmassede sig ved nogle fanatiske Kriigsfolk Regieringen i Engelland, og med en maadelig Magt holdt den heele stridbare Engelske Nation i Ave. Det er troeligt, at Alexander Magnus, hvis stridbare Kriigshær intet kunde imodstaae, havde kommet ilde fra det Asiatiske Tog, hvis Darius i steden for med nogle 100000 Persianer havde mødet ham med et mindre Antall af Prophetiske Soldater: og at Cæsar, der oversvemmede heele Gallien og Tydskland, ikke med sin Kriigs-Magt var kommen levende tilbage, hvis han havde haft med disciplinerede Druider eller inspirerede Folk at bestille;|329 thi man seer, at de Folk som indbilde sig, at alle Krige, som de Føre, ere GUds Krige, at det er GUds Ordre at de skal myrde, og GUds besluttede Raad, at de skal vinde, ere gemeenligen u-overvindelige, heldst, naar de staae under en habile Anfører, der kand holde dem udi Discipline, og erindre dem om deres Pligt at myrde in nomine Domini. Man kand ogsaa henføre til denne Classe visse Romerske store Helgene, som St. Franciscus, Ignatius Lojola, Antonio de Padua og utallige andre, hos hvilke Imaginationen ofte saa sterkt har opereret, at ikke mindste Gnist af Skiønsomhed haver været at finde, saa at deres Iver kand henregnes til en puur Afsindighed. Den sidste af dem holdt engang en Prædiken for Fiskene i Havet, og bliver samme Prædiken endnu forvaret som en Helligdom paa visse Steder udi Italien: skiønt ingen drister sig at sige, at den havde nogen Frugt, eller at mindste Sild, end sige Valfisk deraf blev converteret. Saasom slige Fanatici cureres ikke ved Argumenter,|330 saa cureres de langt mindre med Tvang og Straf; thi, saasom Enthusiasmus gemeenligen reyser sig af Melancholie, saa er det daarligt at bruge haarde Midler, som Riis, Svøbe og Sværd, hvorved Melancholie heller forøges end formindskes; thi at stille en Frygt ved en anden Frygt, er et u-naturligt Middel, ja, ligesaa u-rimeligt, som at ville curere en hidsig Feber med Brændeviin. Saasom Fanaticismus gemeenligen reyser sig af Overtroe, saa holdes Atheister at være befriede for saadan Passion, men Erfarenhed viser, at der ogsaa gives fanatiske Atheister og Martyrer af Vantroe ligesom af Overtroe. Adskillige Exempler kand derpaa anføres, sær af den bekiendte Vanino, hvilken med sit Blod beseiglede sin Vantroe.

Man seer, at den blinde Enthusiasmus, hvorover her er giort en løslig Beskrivelse,

angriber Mennesker: sær og, at den angriber ogsaa heele Nationer tillige, og gaaer det da til som med et Spand Heste for en Vogn, at naar een af dem bliver løbsk, bliver og det|331 heele Spand ligesom ved Contagion satt i Bevægelse. Man haver adskillige Exempler paa saadan epidemisk Enthusiasmus. Man kand der til henføre den blinde og ugrundede Nidkierhed, som en Tiid overkom adskillige Europæiske Folk, da de Mand fra Huus forlode deres egne Stæder, og ved Croisader rottede sig sammen for at indtage Jerusalem. Man kand sige, at den største Deel af Europa da var slagen med en hæftig fanatisk Affect, og var ligesom bleven løbsk: thi Contagionen strakte sig og til umyndige Børn, hvilke af samme Andagt rebellerede mod deres Forældre, flygtede af Landet, og styrtede sig udi yderste Fordærvelse, saa at fast heele Europa havde Anseelse af en stor Daarekiste. Naar saadan Enthusiasmus overvælder mange tillige, er intet Middel til at stille den uden ved sagtmodige Persvasioner. Thi Erfarenhed viser, at ved voldsomme Midler intet andet vindes end at Olie kastes i Ilden, og at en Qvartan forvandles til en hidsig Feber. Vi have herpaa et merkeligt Exempel udi vort eget Land,|332 da for nogle Aar siden en saadan Raptus var overkommen en stor Deel af Indbyggerne paa eengang. Nogle holdte da for, at man maatte bruge Riis og Svøbe: andre igien, som havde udstuderet Sygdommens Natur og Egenskab, meenende at man maatte temporisere, og lade denne Flod som ved Dæmming faaer større Kræfter, løbe, indtil den udtørredes, og visede Udfaldet, at de derudi ikke toge Feyl. Jeg erindrer mig, da Heeden var allerhæftigst, at have lignet denne Contagion med de Hollandske Orme, der fortærede Digerne, hvilke paa eengang af sig selv forsvunde: thi, da alt Haab var ude, hørte man strax derpaa intet meere tale derom: og saa gik det og her til, saa at man kand holde for, at ligesom visse Influencer i Luften Foraarsage Legemets: saa kand de og foraarsage Sindets Svagheder: item at ligesom eet befænget Dyr besmitter andre, saa kand af een Fanatico mange ved Contagion anstikkes.

Naar dermod denne Affect findes hos Folk af Skiønsomhed saaledes,|333 at Fornuften kand komme Imaginationen til Hielp, kand ikke alleene onde Virkninger forebygges, men Affecten saaledes dirigeres, at deraf noget Godt kand fødes. Man seer ogsaa, at fornuftige Folk med Succes saadant øve: Thi, ligesom de, der frygte for Vinens skadelige Virkning, ikke øse den ud af Krukken, men temperere den med dens Gode. Vand, saa udrødde de ikke gandske Affecterne, som frygte for Forvirrelser, men moderere dem. Det er daarligt med heftig Elskov at ville udrødde all Kierlighed; thi det vil i saa Maade gaae som med en Styrmand, hvilken ikke kand segle, naar Vinden haver gandske lagt sig. Hid kand appliceres dette hos Homerum.

Paa den med Fornuften combinerede Fanaticismum og dens Virkninger viser Historien mange Exempler: Ja man kand sige, at udi de fleeste heroiske Gierninger Exempler derpaa. er en saadan Enthusiasmus, hvilken faaer et andet Navn, og bliver kalden heroisk|334 Dyd, efterdi den af Forstanden udi dens Fart og Drift saaledes dirigeres, at den enten sigter, eller synes at sigte til noget, som er godt og priisværdigt. Blant dette Slags Enthusiaster kand regnes mange af de store Seyer-Herrer, hvis Bedrifter ere Zirather udi Historien. Myrr Maghmud, som i vor Tiid med en haandfuld Folk angreb det store Persiske Monarchie, var en Fanaticus, og kunde i Henseende til Gierningens Dristighed henføres til den forrige Classe: Men, saasom Fornuften udi denne Sindets Storm undertiden sad ved Roret, og hans dristige Foretagende lykkedes, erhvervede han Navn af en stor Helt: At Enthusiasmus ellers var Hiulet, som drev denne forunderlige Mand, sees af adskillige Omstændigheder udi hans Historie, sær efter Ispahans Erobring, da han gav den Fanatiske Affect Tøyelen.

Jeg kand ikke rettere see, end at den store Alexander jo og bør regnes blant Enthusiaster. Adskillige af hans Foretagender vare ligesaa sel|335somme og dristige som Phaetons. Jeg vil ikke tale om hans Foretagende med en haandfuld Folk at angribe heele Asien; men om andre selsomme Gierninger, hvoraf hans Historie er fuld, og hvilke ere ligesaa poetiske som Phaetons Seylads igiennem Himmelen. Begge vare lige store Enthusiaster i Henseende til deres dristige Idætter: Begge seylde udi Luften, men, saasom Alexander dog udi sin Seylads havde Øye paa Roret, er hans Enthusiasmus ikke bleven saa kiendelig; og, saasom han kom heelskindet og med Seyer tilbage, bliver han regnet blant de største og berømmeligste Helte, da dog, hvis han efter mennesklig Anseelse med Phaeton havde kuldseylet, havde han og faaet Phaetons Gravskrift. Mutius Scævola, Marcus Curtius, de tvende Decii blant Romerne og Codrus, Leonidas &c. blant Grækerne kand iligemaade regnes blant fanatiske Mennesker. Socrates var efter egen Tilstaaelse en Enthusiast, men hans Enthusiasmus blev ved Dyd og Fornuft saaledes dirigeret, at den blev|336 Hiulet til store og priisværdige Gierninger.

Vil nogen henføre Scipio Africanus til denne Classe, indlader jeg mig derom i ingen Tvistighed; thi man seer hos samme fortreffelige Mand en hæftig Imagination, item en Tilliid og Assurance, som ikke vel kand være uden Virkning af en fanatisk Affect. Han foretager sig vanskelige, høye og efter Anseelse fast ugiørlige Ting, forsikkrer om lykkelig Udfald, og Udfaldet svarer altid til hans Forsikkringer, saa at derfore Romerne ansaae ham som en, der havde guddommelige Aabenbaringer; Udi hvilke Tanker de kunde nogenledes undskyldes, efterdi udi hans Levnet og Idrætter fandtes noget, som havde Anseelse af virkelig Inspiration, eller som nærmede sig dertil. Ingen, som mig er bekiendt, haver dristet sig til at henføre saadant til Bedragerie.

Scipionis Dyd og Oprigtighed tillader ey heller at giøre anden Forklaring over hans Bevægelser end over Socratis, og la|337der jeg derfore dette for min Part være et Problema, hvorom andre maa dømme.

Hvad den Persiske store Lærer Zoroaster er angaaende, saa kand hans Levnet give Materie til Tvistighed, saa at der kand tvistes, om han var en Bedrager eller en virkelig Enthusiast, eller af hvad Natur hans Visioner vare, eftersom hans Lærdom er grundet paa den sunde Fornuft, og giver en høy Idée om GUd. Om den Arabiske Prophet og Seyer-Herre Mahomed er mindre vanskeligt at dømme, saasom hans Lærdom er en Samling af lutter vanskabte Ting, og hans Løfter om det andet Liv ere saadanne, som flattere Arabernes kiødelige Begierligheder. Jeg for min Part holder for, at man kand henføre ham enten til een af de tvende første Classer, eller til dem begge tillige, saasom hans Lærdom synes en Blanding af Bedragerie og grov Fanaticismo. Den Engelske Protector Cromwel, som ogsaa kand regnes blant Enthusiaster, maa med meer|338 Sikkerhed henføres til den første Classe, saasom alle hans Maximer grundedes paa List og Underfundighed, hvorvel troværdige Skribentere forsikkre, at man hos ham undertiden mærkede selsomme Bevægelser, som ikke kunde være Virkninger uden af virkelige Hoved-Dunster.

Man seer heraf, at de Mennesker, som gemeenligen kaldes Fanatici, kand ikke skiæres over een Kam; thi der ere forstilte Enthusiaster, som fortiene at straffes: Der ere grove og simple, som fortiene at ynkes, og der ere fornuftige, hos hvilke denne Affect, naar den af Forstanden dirigeres, kand avle noget Godt, ja undertiden noget stort og heroisk, saa at den stærke Imagination, som ellers uden Capsun er farlig, heller maa styres end qvæles. Det er saadan Enthusiasmus, som ziirer Poesie og Orationer, og producerer det som man kalder θειον eller Guddommeligt, ja som sætter Læsere og Tilhørere udi hæftig Bevægelse. |339

Den sidste slags Enthusiasmus er en overnaturlig Drift og guddommelig Den Prophetiske Enthusiasmus. Indskydelse, som findes hos Propheter og andre inspirerede Mænd, og hvortil Legemets Constitution og Blodets Beskaffenhed intet contribuerer. Denne sidste Enthusiasmus er den rette Prophetiske Affect. Jeg veed vel, at adskillige, som have giort Forklaringer over Propheter og Prophetier, derudi have villet mænge noget, som er naturligt, og som flyde af Menneskets Constitution: Men deres Forklaringer kand alle agtes ilde grundede, efterdi GUD, som betiener sig af visse Personer, som Instrumenter for at tilkiendegive sin Villie, behøver ingen Cooperation eller Medhielp, men kand ved et Dyr, ja ved et Træe udvirke det samme som ved et Menneske; thi de rette Propheter fødes ikke, men giøres, og seer man derfore, Personer af all slags naturlig Egenskab og Constitution i en Hast at være opfyldte med Prophetisk Geist, sasnart GUD haver kaldet dem til det Prophetiske Embede.|340

Af ovenanførte Dissertation om Enthusiasmo og dens adskillige Grader sees nogenledes, hvad man kand dømme om de tvende Fanatiske Jomfruer, hvis Historie Til hvilken Classe de tvende Jomfruer maa henføres. paafølger: Jeg tager ey i Betænkning at regne dem begge blant virkelige Enthusiaster, skiønt der findes de, der holde den Orleanske Piges Fanaticismus for et forstilt eller et imellem hende og nogle Franske Hoffmænd overlagt Væsen: Hvad som bestyrker mig i denne min Tanke, kand sees af de Argumenter, som ere anførte udi Historien, hvortil jeg nu skrider. |341

Denne navnkundige Bonde-Pige, hvis Historie kunde holdes for en Fabel, hvis den ikke med saa mange u-imodsigelige Beviis var bekræftiget, er fød til Domremi ved Moselstrømmen mod Grændserne af Lothringen. Den samme var mellem Jeanne d’Arcs Begyndelse. 18 og 20 Aar vel skabt af en god Helbred og naturlig Forstand, da hun mod Enden af Februario Aar 1429 indstillede sig for Robert de Baudricour, Gouverneuren af Vaucouleurs, for at tilkiendegive, at hun af GUD var skikked til at ophæve Beleyringen for Orleans, og at indvie den af de Engelske betrængte Kong Carl til Rheims.

Tilstanden udi Frankrige, da denne forunderlige Pige lod sig see udi saadant Ærende, var denne: De Engelske havde under den skrøbelige Franske Konge Carl. 6. bemægtiget sig fast det heele Rige. Den unge Engelske Prinds Henric. var efter Frankriges Tilstand paa samme Tiid. sam|342me Konges Død erklæred Konge udi Frankrig: Dauphin derimod, som siden regierede udi Frankrige under det Navn af Carl. 7. flygtede udi denne Trængsel til den Sydlige Del af Landet, hvor nogle faa Stæder, blant hvilke var Orleans, end da holdte hans Parti. Denne vigtige Stad var af de Engelske beleyret, da den forunderlige Rulle blev spillet, hvorom skal tales.

Jeanne d’Arc, som gemeenligen kaldes La Pucelle, lod sig i denne Tilstand anmelde Hendes merkelige Declaration. hos omtalte Gouverneur, sigende: I maa vide, min Herre, at GUD haver befalet mig, at jeg skal hielpe den betrængte Herre (le Gentil Dauphin) hvilken er og bør være Konge i Frankrige; item, at jeg skal ophæve Beleyringen for Orleans, og føre ham til Rheims, for der at indvie ham til Konge. Baudricourt ansaae hende strax som en afsindig, og ved at lade hende udi sine underhavende

Kriigsfolks Hænder, underkastede hende den allerfarligste Fristelse: Men hun lod da see Prøve paa den ægte Kydskhed, hvoraf hun stedse havde givet Profession: saa at de, som havde giort sig umage med at forføre hende, tilstode, at de udi saadant Foretagende vare blevne slagne med en Skræk og Ærbødighed, som tillod dem ikke at lade falde et usømmeligt Ord mod hende.|343

Hun begav sig derpaa anden gang til Baudricourt, og tiltalede ham paa nye saaledes: I tøver for længe at affærdige mig: thi den unge Dauphin haver i Den samme fornyes. Dag nær ved Orleans lidet stor Skade, og vil han lide en end større, dersom I ikke skikker mig strax til ham: Den Skade, som hun omtalte, var et u-lykkeligt Slag, som samme Dag var holden, hvorom da Baudricourt nogle Dage derefter fik Tidender, begyndte han at ansee Pigen med andre Øyen: ja den heele Sag kom ham saa forunderlig for, at han, uden at betænke sig videre, besluttede at skikke hende til Leyren. Han lod hende iføre Mands-Klæder efter hendes Forlangende, gav hende Hest og Vaaben, og befoel tvende fornemme Officiers at ledsage hende. De samme toge i Betænkning at lade sig bruge udi denne Forretning, efterdi man maatte reyse igiennem fiendtlige Stæder. Men hun bad dem at sætte all Frygt tilside, forsikkende dem, at de alle i Behold og uskadde skulde komme til Kongen.

De fortsatte derpaa Reysen, og komme lykkeligen til Chinon, hvor Kongen var, Hun føres til Kongen. givende ham Underretning om deres Ankomst og om Aarsagen dertil. Denne sidste Omstændighed fortælles saaledes udi P. Daniels Franske Historie, hvilken dog Rapin udi|344 hans Engelske Historie ey haver anført. Alle forundrede sig over, at denne lange og farlige Reyse var giort med sadan Lykke, og raadslog man strax udi det Kongel. Conseil, om man skulde bringe hende for Kongen, saasom de frygtede, at dette kunde give deres Fiender Anledning til Spot og Latter, og man derforuden ansaae alt, hvad som var fortaalt om denne Pige, som idel Gekkerie. Endeligen, bevæged saavel af Baudricourts Skrivelse som af deres Beretning, som havde geleydet hende, fandt man for godt at forestille hende Kongen.

Kongen havde samme Dag iført sig slette Klæder, og stod i fleng blant de nærværende Hoffmænd, for ikke at være kiendelig: Men Pigen var saasnart ikke indkommen paa Sahlen, førend hun søgte lige til Kongen, og med Frimodighed tiltalede ham, sigende, at GUD havde skikket hende ham til Undsætning, for at ophæve Stadens Hendes Tale til Kongen. Beleyring, og at bringe ham til Rheims for der at indvies. Hun forsikkrede ogsaa, at de Engelske snart skulde uddrives af Riget, og at det skulde bekomme dem ilde, hvis de det ikke giorde. Udi denne Omstændighed overeensstemmer ogsa den Engelske Historie. Alle forskrækkedes ved denne hendes fripostige Tale, i sær derover, at hun kiendte Kongen uden at have seet ham tilforn.|345 Man lod hende derpaa examinere ved nogle Geistlige og andre lærde Mænd, for at vide, hvorfra hun havde

de Aabenbaringer, som hun foregav, og hvoraf hun havde viset Prøver. Hun besvarede alle deres Spørsmaal med ikke mindre Hurtighed end Simplicitet, saa at alle forundrede sig derover. Den Franske Historie vidner, at, da hun eengang talede med Kongen udi Eenrom, sagde hun, for at overbevise ham om hendes Aabenbaringers Guddommelighed, at hun vilde sige ham en Ting, som han havde giort, og som ingen vidste uden han selv alleene. Kongen studsede derved, og sagde, at han vilde imodtage hendes Tilbud, naar det maatte skee udi visse Personers Paahør, som han vilde udnævne. Dette indgik hun med de Vilkor, at de samme med Eed skulde forpligte sig at holde Tingen hemmelig.

Beviis paa hendes Aabenbaringer. Kongen lod derpaa kalde sin Skriftefader med nogle andre Herrer til sig, og, efterat de samme ved Eed havde forbundet sig til Taushed, sagde hun Kongen Tingen, hvilken han tilstod at være rigtig. Efterat den prøve var giort, tvivlede han ikke meere om Pigens Oprigtighed: Ikke desmindre fandt han dog for godt, førend han betienede sig af hendes Hielp, at skikke hende til Poitiers, hvor Parlamentet udi nogle Aar havde sid|346det, for der videre at examineres. Det var ikke uden med Møye man kunde overtale hende dertil, saasom hun holdt for, at man der vilde plage hende med mange fortredelige Spørsmaal. Hun tog derudi ey heller feyl; thi man søgte ved utallige Spørsmaal at forvilde hende, saasom man i Begyndelsen troede, at hun ikke var rigtig udi Hovedet: Men de bleve omsider anderledes overbeviiste, saa at de tvivlede ikke meere om hendes Guddommelige Kald.

Betænkning derover. De Franske Skribentere maa ellers selv være garands for disse Omstændigheder. Jeg for min Part drister mig vel ikke at forkaste saa mange Vidnesbyrd herom, skiønt jeg holder for, at visse Ting kand vel have været overlagde mellem hende og Kongens Folk, helst, saasom man udi denne Tilstand fandt Regning ved at verificere en Historie, hvorved Mod kunde settes udi Krigsfolket og udi den heele Nation, som af saa mange U-lykker var gandske nedslagen. Men hvad man end kand sige om visse Omstændigheder udi denne forunderlige Piges Historie, saa maa man tilstaae, at hendes paafølgende Bedrifter gandske svarede til hendes Løfter, saa at derfore hendes Historie haver givet Materie til mange saavel moralske som politiske Reflexioner. |347

Efterat Kongen havde taget disse Præcautioner, besluttede han strax at betiene sig af hendes Hielp. Man tillavede samme Tiid en Hob Proviant, som skulde indføres i den beleyrede Stad. La Pucelle forsikkrede da Kongen, at hun vilde bringe det lykkeligen ind. Kongen lod hende derpaa udruste, og forlangede hun et Sverd, som var nedlagt udi en Grav udi St. Catharinæ Kirke, hvilket hun ogsaa fik. Mange meene, at det er det samme Sverd, som endnu vises udi Dionysii Kloster: men andre holde det ikke for at være det samme. Efterat hun var bleven bevæbnet fra Hoved til Fod, lod hun sig see af det heele Hof, og tumlede hun da sin Hest med saadan Behændighed,

ret som hun fra Barns Been kunde have været oplært udi Ride-Konsten: Man maatte og forundre sig over at høre hende tale om Krigs-Sager som en gammel erfaren Anfører, hvorudover alle trængede sig frem for at see hende, og hendes Rygte spredede sig i en Hast over det heele Rige.

Man lod hende strax føre til Blois, hvor Tropperne forsamlede sig. Der lod hun sig giøre en hviid Standard, bremmed med Silke-Fryndser, hvorudi GUd blev forestilled med Verdens Klode udi Haanden. Hun affærdigede da Skrivelser til de Engelske Hendes Trusler mod de Engelske Anførere, tilkiendegivende, at hun af GUd var|348 skikket til at drive dem fra Staden, og forud sigende, at hvis de i en Hast ikke forlode Frankrige, vilde de underkastes GUds Hevn og Straf. Brevets Udskrift var saadant: Hører GUds og Pigens Røst: til Hertugen af Bedford, som kalder sig Regent udi Frankrige (Entendés les nouvelles de Dieu & de la Pucelle. Au Duc de Bedfort &c.) Men disse Trusler udvirkede ikke meget hos de Engelske. Tvertimod de toge deraf Anledning at skiemte med Kongens Eenfoldighed, efterdi han lod sig saaledes indtage af en daarlig Qvinde eller af en Hexe, hvorved han gav tilkiende, udi hvilken fortvivlet Tilstand han var, efterdi han greeb til saadanne daarlige og utilladelige Midler.

Imidlertiid blev Beleyringen for Orleans fortsat med største Iver. Da den Undsetning af Proviant, som skulde føres til den beleyrede Stad var udi Bereedskab til Blois, begav La Pucelle sig udi Spidsen af 12000 Mænd paa Veyen, og Dagen derefter kom den beleyrede Stad, udi Sigte. Da Tidender om hendes Ankomst bleve bragte til Orleans, blev hver Mands Hierte opfyldt med Glæde, og lavede man strax en stor Mængde af smaa Fartøy til, for at imodtage Tilførselen. Greven af Dunois, som commanderede udi Staden, giorde da et Ud|349fald mod de Engelske, nemlig paa samme Tiid, da man bragte Proviantet udi Baadene. La Pucelle paa den anden Side satt sig mod de Engelske, og nødde dem til at forlade et fordeelagtigt Sted. Og, saasom de hidindtil havde været vante til at victorisere, blev dette anseet Hun undsætter den beleyrede Stad Orleans. som et Miracle, og mange, som tilforn havde foragtet La Pucelle, begyndte at fatte høye Tanker om hendes Person. Greven af Dunois havde selv tillige med nogle af de fornemmeste Borgere begivet sig udi Baade, for at imodtage hende. Og imodtog hun dem med største Høflighed. Borgerne bade hende da at følge med ind udi Staden, hvorfor hun i Begyndelsen veigrede sig, efterdi hun havde besluttet at campere uden for. Dog lod hun sig omsider dertil overtale. Man indqvarterede hende der hos Hertugen af Orleans Skatmester: Hvor hun bad, at hendes Verts Hustrue og Dotter stedse maatte blive hos hende for at undgaae all Mistanke, og, naar hun kom paa et Sted, hvor intet Fruentimmer var, lagde hun sig til Hvile udi hendes fulde Rustning.

Dette bliver saaledes fortaalt af de fleeste Franske Skribentere. Men, som Monstrelet,

der levede paa samme Tiid, vidner, at hun selv ikke personligen anførte denne Undsetning til den beleyrede Stad, kand|350 man holde for, at det alleene ved hendes Anstalt og Opmuntring er skeed. Det er utroeligt, hvor meget denne Succes og den Skræk, som overkom den fiendtlige Leyer, opmuntrede Besetningen. Hidindtil havde man ikke dristet sig til at angribe de Engelske Forskandsninger: Men strax efter denne Undsetning forsøgte man at anfalde en Hovedskandse ved et Udfald af Staden. Dette Udfald skeede udi hendes Fraværelse, da hun havde begivet sig til Hvile. De Franske bleve da med Forliis drevne tilbage. La Pucelle, som blev underrettet derom, kom dem strax til Hielp, hvilket satt saadant Mod i dem, at de erobrede Skandsen, og nedsablede alle de Engellænder, som den forsvarede.

Efterat dette lykkeligen var forrettet, tog La Pucelle sig for at angribe den Skandse af St. Laurent, som af alle holdtes for den sterkeste, og som var meest besatt med Krigsfolk. Hun driver de Engelske ud af deres Skandser. Dette Forset stod hun dog fra efter andres Raad, og angreeb Engellænderne paa adskillige andre Steder, drivende dem allevegne ud af deres Fordeele, og distingverede sig med en Tapperhed, som foraarsagede alles Forundring. Udi adskillige Trefninger, som under hendes Anførsel da skeede, omkomme fast 6000 Engellænder, da de Franske derimod ikke savnede meer end 100 Mænd.|351

La Pucelle, da hun merkede, at der var ingen Fare meer for Staden paa den eene Side, lod hun sløyfe alle Engellændernes Verke, og derpaa udi Triumph giorde sit Indtog udi Orleans, hvor hun blev imodtagen med alle Klokkers Lyd. Man var alleene bekymred over en Blessure, som hun havde faaet, hvilken dog blev befunden ikke at være farlig: den hindrede hende ey heller at være til Hest, saa at hun inden Tvinger dem til at ophæve Beleyringen. kort Tiid blev curered. De Engelske Anførere, som camperede ved den anden Side af Floden, da de saae Tropperne ved saa mange Forlise at være formindskede, og at Stadens Tilførsel ikke kunde hinders, besluttede de at ophæve Beleyringen, hvilket ogsaa skeede, uden at blive forfulgt af de Beleyrede, eftersom La Pucelle ikke fandt det for godt, sigende, at hun vel vilde finde dem en anden Gang.

Denne herlige Fremgang, hvorved de faldne Franske Sager begyndte at reyse sig igien, erhvervede La Pucelle saadan Anseelse og Myndighed, at man lod alting komme an paa hendes Anstalt. En Fest blev da stiftet til Erindring af denne Befrielse, og blev fra den Tiid vor Heltinde kalden La Pucelle d’Orleans, efterdi Staden ved hends Middel efter 7 Maaneders Beleyring var bleven befriet; thi, saasom Orleans Skræk over de Engelske af de|352 faa Stæder, som Kongen havde tilbage, var den vigtigste, saa blev Beleyringens Ophævelse anseet som Aarsag til det heele Riges Frelse. Udi hvilken Forvirrelse dette bragte de Engelske, sees af en Skrivelse, som Hertugen af Bedfort strax derpaa affærdigede til den unge Kong Henrik af Engelland, saa lydende:

Alting er lykkeligen her forrettet indtil Beleyringen af Orleans, hvorved Eders Magt haver lidet stor Forliis. Dette er vederfaret, eendeel efter mine Tanker formedelst en Tilliid, som Fienden haver haft til en Qvinde, Bedfords Brev derom. hvilken Helvedes Afgrund haver frembragt, en Satans Discipel, som de Franske kalde La Pucelle, hvilken betiener sig af Troldom og Hexerie. Den udstandne Forliis haver ikke alleene formindsket Eders Kriigsmagt, men endogsaa paa en forunderlig Maade tager Mod og Hierte fra alle: Da den derimod haver opmuntred Eders Fiender til at forsamle sig i Hobetall.

La Pucelle opholdt sig ikkun 2 Dage udi Orleans efter Beleyringens Ophævelse. Hun begav sig derpaa til Chinon, hvor Kongen|353 da var, hvilken imodtog hende med stor Æres Tegn: Og var der ingen ved det heele Hof, der jo ansaae hende som et Vidunder. Kongen i sær fattede saadan Tilliid til hende, at han agtede hendes Raad og Anslag som Oracler. Fra den Tiid begyndte de Engelske Sager at gaae Krebsgang i Frankriig, og syntes det da, at de Franske og Engelske paa eengang havde forandret Naturel; thi de Første bleve kiekke og modige af Forsagte, som de tilforn havde været, da de Sidste derimod af Kiekke og Behiertede bleve gandske nedslagne og mismodige, saa at, endskiønt de strax efter Beleyringen vare mandsterkere end Fienden, flygtede de dog udi stor U-orden for 6000 Franske, som forfuldte dem. Den overkomne Skræk var saa stor, at de vidste selv ikke hvad de giorde; thi, i steden De Engelskes Forvirrelse. for at foreene deres Kræfter for at giøre de Franste Modstand, kastede de Besetninger ind udi Stæder, som de nyeligen havde indtaget, hvorved deres Magt saa meget svækkedes, at den udi Marken ikke kunde bestaae mod Fienden. Og, som de af Frygt for Feldtslag ideligen retirerede sig, gaves de Franske Leylighed til at indtage een Stad efter en anden.

Endeligen blev Kong Carl af denne bestandige Lykke saa opmuntred, at han besluttede at følge det Raad, som La Pucelle|354 havde givet ham, nemlig at begive sig til Rheims for der at indvies. Raadet syntes daarligt, efterdi Staden var endda udi Engellændernes Hænder. Men, som hun talede derom med stor Tillid, og alle Hendes forrige Løfter og Tilsagn havde været opfyldte, gik Reysen, u-anseet de forestaaende Vanskeligheder, for sig. Da man paa Veyen kom til Troyes udi Champagne, Hun erobrer Troyes. og opæskede samme Stad, veigrede Besætningen, som bestoed af Engellænder og Burgundier, sig ved at overgive den. Dette satt Kongens Folk udi stor Tvivlraadighed: Nogle holdte for, at man ikke kunde gaae fort, og lade Staden paa Ryggen: andre derimod raadede at forlade den, saasom Kriigshæren ikke var forsyned med fornødne Ting til Beleyring, og der var Mangel paa Levnets Midler. Dette sidste Raad fandt Bifald af de fleeste, hvorudover man fandt for godt at gaae tilbage.

Men La Pucelle satt sig hæftigen derimod, og saasom hun mærkede, at hendes Raad ikke behagede, bad hun Kongen alleene om 2 Dages Frist, forsikkrende, at hun inden den Tiid vilde erobre Staden, enten med Magt eller med Accord. Da saadant var hende tilstaaet, opmuntrede hun alle Kriigsfolkene til at staae sig bi. Hun bragte strax Proviant fra alle Stæder til Leyren, forsynede sig ogsaa med nogle smaa Felt-Canoner, og satt alting udi|355 saadan Bevægelse, at Borgerne udi Troyes derover forskrækkedes; og, saasom de derforuden havde faaet Underretning om de mange forunderlige Ting, som denne Pucelle havde forrettet, beqvemmede de sig til at overgive Staden. Dette blev anseet som et nyt Vidunder, og fortsatt man derpaa Reysen fuld af Tillid og Forhaabning om videre Fremgang.

Hun Fører Kongen til Rheims. Da Kongen var kommen 4re Miile nær ved Rheims, holdt han noget stille for at udforske, hvorledes Stadens Borgere vare sindede. Udi Staden vare da tvende Herrer af det Engelske Parti, hvilke kaldte de fornemmeste Borgere til sig, og adspurte dem, om de vilde forsvare Staden mod den Franske Magt. Borgerne spurte dem da, om de saae Staden udi Stand til at udstaae en Beleyring: De svarede Ney, men lovede, at, hvis Borgerne vilde forsikkre dem om at forsvare Staden udi 6 Uger, vilde de inden den Tiid skaffe Undsætning. Dette indginge Borgerne; men, saasnart de tvende Herrer havde forladt Staden, samlede sig strax nogle, som giorte et Parti i Faveur af Kongen, og formanede de andre, som endda vare tvivlraadige, at overgive Staden: hvilket og skeede. |356

Kongens Indvielse. Kongen derpaa giorde sit triumpherende Indtog, og skeede derpaa Indvielsen den 17 Julii med sædvanlige Ceremonier. La Pucelle, paa hvilken alles Øyen vare henvendte, bivaanede denne Høytidelighed udi Kriigsdragt, holdende nær hos Kongen en Standard udi Haanden. Efterat Messen var endet, nedkastede hun sig for Kongens Fødder, sigende: Nu er GUds Villie fuldbyrdet, som haver villet, at I tilbørligen som Konge skulde indvies udi Rheims, og vise, at I er vor rette Hun begiærer sin Afskeed. Konge, som Riget tilhører. Hun begierede derpaa, at Kongen vilde give hende Afskeed, saasom hun nu havde forrettet sit Ærende, men Kongen overtalede hende at bie hos sig, og lod hende kort derefter med hendes Familie nobilitere.

Derpaa overgav sig en Stad efter en anden, og La Pucelle bivaanede adskillige Actioner: da Fienden udi det Aar 1430 beleyrede Compiegne, kastede hun sig ind udi Staden for at forsvare den samme. Besætningen blev meget opmuntred af hendes Ankomst. Men den Glæde varede ikke længe formedelst paafølgende Uheld: Hun Hun falder udi Fiendens Hænder. giorde om Aftenen et Udfald med 600 Mænd af Staden, drev Fienden 2 gange tilbage: Men da hun vilde vende tilbage, blev hun sterkt eftersat og omringet, saa at hun saae|357 ingen Redning for sig. Hun besluttede derfore, at døe med Sværdet i

Haanden, og figtede med en utroelig Tapperhed, indtil hun omsider styrtede af Hesten, da blev hun tvungen til at overgive sig fangen.

Hun blev strax derpaa overleveret til Hertugen af Bedfort, hvilken lod føre hende til Rouen, og der slutte udi Lænker, paa det at hun ikke skulde undkomme. Man arbeydede strax paa at giøre hendes Proces, og at lade hende actionere som en Hendes Proces. Troldqvinde, og det fornemmeligen af Politiqve; paa det at de Engelske, som havde anseet hende som en Guds Gesandt, og derudover havde tabt deres forrige Mod og Hierte, kunde komme ud af den Grille, og oprette de faldne Sager igien: Processen, som findes udi et Manuscript udi Jesuiternes Collegio udi Paris, bliver saaledes beskreven. Biskopen af Beauvais en Overtroisk Prælat, overgav en Suppliqve til Kongen af Engelland, hvorudi han begierede, at hun udi hans Stift maatte actioneres for Hexerie og Ugudelighed, og blev samme hans Begiering understøttet af det Parisiske Universitet. Kongen accorderede dette: hvorudover Processen strax blev foretagen udi Rouen, og varede udi halvfemte Maaned. La Pucelle blev nogle gange hver Uge bragt for Retten; og vidne de Engelske selv, at hun stedse lod see et høy og uforskrækked|358 Mod, tilstaaende med Frimodighed hendes Forsæt og Anslag mod de Engelske, og forsikkrende dem paa Guds Vegne, at de skulde udjages af Frankrige. Hun bad allene Dommerne, at de vilde løse hende af hendes Lænker. Men man svarede hende, at, saasom hun tvende gange havde søgt at undflye, saa var det fornødent at holde hende vel forvaret; hvorpaa hun sagde, at hun endda vilde arbeyde paa at practisere sig løs. Dommerne giorde hende utallige Spørsmaal, og blant andet spurte, om hun vilde lade Kirken dømme om hendes Inspiration. Hun svarede dertil, at hun var forvisset om, at hendes Aabenbaringer vare Guddommelige. Dette Svar blev optaget ligesom hun negtede at underkaste sig Kirkens Kiendelse, og at hun derfore kunde ansees som en Kietter. Men, da saadant blev hende foreholdet, bekiendte hun reent ud, at hun erkiendte Kirkens Myndighed, og sagde, at, hvis man vilde skikke hende til Paven, vilde hun underkaste sig hans Dom.

Da man udi Forhøret gik videre frem, og vilde vide Omstændigheder af hendes Hendes Opførsel udi Processen. Aabenbaringer, da gav hun et selsomt Svar, hvilket P. Daniel tilstaaer at være Beviis paa Fanaticismo, hvis det er rigtigt anført: Hun sagde, at Michael Engelen havde aaben|359baret sig for hende, giort hende en Compliment, og foræred hende en Guld-Krone, som laae forvaret til Rheims; item, at denne Aabenbaring var skeed udi Erkebispens og nogle andres Nærværelse, som havde seet den. Fra denne selsomme Bekiendelse siges dog siden at hun haver afstaaet.

Efterat man havde anført og samlet alle hendes Svar, dømte man hende at være overbeviset om GUds Bespottelse, Afguderie, Troldom og Kiætterie, samt Ting som vare hendes Kiøn u-anstændige, efterdi hun bevæbned udi Mands-Klæder havde bemænget

Hendes Dom. sig med Kriigs-Sager. Hvorpaa hun blev excommuniceret og erklæret Kietter, som burte til Straf overleveres udi verdslig Øvrigheds Hænder. Derpaa oprettede man et Theatrum, hvor man udi det heele Folkes Paahør holdt en lang Tale til hende. Hun brød da ind udi Talen, og sagde, at hun underkastede sig Kirken og hendes Dommere, og, efterdi man fandt for godt, at hun ikke maatte forsvare sine Aabenbaringer, saa vilde hun ey heller meer forsvare dem, helst saasom de Aander, som havde talet med hende, havde forsikkret hende om Befrielse, hvorudi hun nu saae sig at være bedragen. Derpaa giorde hun i alles Paasyn en offentlig Abjuration, hvilken hun undertegnede. |360

Dette er saaledes bleven anført: Men man kand ikke være forvisset om Protocollens Rigtighed, helst eftersom de Engelsksindede Dommere intet heller ønskede end en saadan Bekiendelse: hvorvel, endskiønt hendes Ord have været saadanne, som sagt er, saa bevises deraf intet Bedragerie: Men enten at hun haver villet giøre saadan Bekiendelse, efterdi Dommerne saa vilde have det, eller og at hun bona fide havde troet en guddommelig Indskydelse, som hun siden merkede at være en Illusion. Hun forlod derpaa sine Mands-Klæder, som hun tilforn ikke havde villet aflegge, tillod ogsaa at afskiære sit Haar, som var klippet paa Mandsviis. Men Dagen dereftter fandt man hende i Mands-Klæder igien, og gav hun da tilkiende, at, hvad hun for Retten Hendes Execution. havde sagt, var alleene af Frygt for Straf. Derpaa blev hun erklæret en haardnakked Synderinde, og dømt til at brændes, hvilket ogsaa skeede: Og lode de Engelske publicere, at hun nyeligen for hendes Død giorde en nye Abjuration.

Saadant Endeligt fik denne forunderlige og heroiske Pige, som havde været Aarsag Betænkning herover til Frankriges Frelse. At de Engelske have skiemmet sig ved denne Mishandling, vise de mange Forsvars Skrifter, som de lode komme for Lyset for at retfærdige deres Gier|361ning: Det er uvist, hvordanne Domme der paa samme Tiid fældtes ove disse Forsvars-Skrifter; det seer man alleene, at nogle Aar derefter blev tvivlet om Sagens Rigtighed, og Paven selv holdt for, at La Pucelle kunde falskeligen have været beskyldet. Pave Calixtus 3. lod 24 Aar efter hendes Død paa hendes Moders og tvende Brødres Forlangende udstæde Ordre til Processens Revision, hvilken saaledes blev fuldført.

Erkebispen af Rheims og Biskopen af Paris, som af Paven dertil vare beskikkede, lode Breve udgaae, at alle de, som havde nogen Kundskab om, hvad som herved var passeret, skulde møde til en vis Dag udi Erkebispens Sal, for der at vidne, hvad de vidste enten for eller imod La Pucelle. Der indfunde sig da adskillige Personer, som havde Kundskab om Processen. Adskillige Falskheder bleve da efter de Franske Skribenteres Sigelse aabenbarede, og mange Vidnesbyrd bleve aflagde om hendes Uskyldighed og Processens U-orden. Hvilket altsammen, da de Pavelige Commissarier

havde hørt, casserede de alt, hvad som havde været sluttet mod hende, erkiendende Processens Revision efter hendes Død. hende fri for alle tillagde Beskyldninger. Videre blev siden anordnet, at man til Rouen skulde holde en Procession samme Dag, paa|362 hvilken Dommen havde været falden mod hende, og Dagen derefter en anden Procession paa Torvet, hvor hun var henrettet, iligemaade at man skulde opreyse et Kors, som til Beviis paa hendes Æres Erstattelse.

Dette skeede udi det Aar 1456. Sentensen blev kundgiort over heele Frankriig, og oprettede man hende siden en Støtte udi Rouen, som endnu sees. Ved denne sidste Sentens meene mange, at Munden er tilstoppet paa alle hendes Fiender: Jeg for min Part dømmer hverken pro eller contra herudi, men siger alleene dette, at man ikke kand forlade sig hverken paa den første eller sidste Examen, eftersom den første skeede af hendes Fiender, og den anden af hendes Venner. Rapin udi hans Engelske Historie dømmer om den heele Sag saaledes: Ingen kand negte, at denne Pige jo haver giort store Bedrifter, og at hun jo haver satt Mod i nogle og Skræk i andre. Men de Franske tilskrive GUds Magt, de Engelske derimod Fandens Konster alle de Rapins Betænkende derover. underlige Ting, som hun haver forrettet. Hvem skal man nu herudi troe? maaskee begge Partier vildfare, og at man kand give den 3die Aarsag hertil; nemlig, at hendes Aabenbaringer vare ikke uden Inventioner og overlagde Ting for at sette Mod i de nedslagne Fran|363ske; thi at saadant haver lykket, vises af mange Exempler udi Historien.

Saavidt denne fornuftige Skribent, hvilken haver giort en særdeles og omstændig Dissertation herover. Jeg for min Part er af de Tanker, at denne Pige virkeligen Autors Tanker. haver været fanatisk, og bildet sig ind at have haft guddommelige Aabenbaringer, og at det Franske Hof haver betient sig deraf for at sætte Mod udi Almuen; thi det er vanskeligt at fatte, hvi man skulde udvælge en ung Bonde-Pige til at spille en saa selsom og vanskelig Rulle, og bestyrkes jeg udi de Tanker, efterdi udi alle hendes Gierninger fremskinner en Candeur og Simplicitet, hvilken haver meer Overeensstemmelse med Fanaticismo end med List og Underfundighed. |364

Denne bekiendte Jomfrue, som jeg i Henseende til hendes Aabenbaringer, Kydskhed, Dristighed og Forfølgelser haver fundet for got at sammenparre med La Pucelle d’Orleans, Antoinettes Hekomst. er fød til Ryssel Aar 1616 af en Kiøbmand ved Navn Johan Bourignon og Margareta Beckwart. Hun haver været een af de devote Personer, som haver paastaaet særdeles Aabenbaringer, og derfore er regnet blant Enthusiaster af

samme Seculo. Saadant vises af den store Mængde af Skrifter, som hun haver efterladt sig, hvilke give tilkiende selsomme Sindets Qvaliteter. Hendes Liv og Levnet er beskrevet udi en særdeles Bog, først paa Fransk og siden paa Tydsk. Og er samme Bog continueret af den bekiendte Petro Poiret, hendes store Tilbeder. Men, som samme Skrifter indeholde intet uden Lovsange, kand man ikke forlade sig derpaa, og derfore maa gaae en Middelvey mellem de samme og andre Skrifter, som hendes Fiender have ladet komme for Lyset. Der siges, at hun blev fød saa hæslig, at hendes|365 Forældre nogle Dage stode udi Tvivlsmaal, om de skulde qvæle hende som et Misgeburt, eller om de skulde lade hende leve: Men, som denne Hæslighed strax efterhaanden formindskedes, besluttede man at conservere hendes Liv. Da hun endda Hendes Opførsel i Barndommen. ikkun var 4 Aar gammel, merkede hun allereede, at de Christne levede ikke efter deres egen Lærdom: Og var det derfor, at hun bad, at man maatte føre hende til de Christnes Lande, saasom hun meenede sig der ikke at være. Hun vidner selv, at hendes ældste Søster vilde forlede hende til all slags Forfængelighed, saa at hun derfore levede misfornøyed udi hendes Forældres Huus, og var intet, som plagede hende meer, end det Forsæt man havde taget at gifte hende.

Aarsagen til den Afskye hun havde for Giftermaal var eendeel den onde Skiæbne Hendes Afskye for Ægteskab. hendes Moder havde haft i Ægteskab, eendeel ogsaa hendes særdeles rare Kydskhed, og efterdi hun vilde skille sig fra alt det, som var kiødeligt for at foreene sig med GUd alleene: Og var det ved saadant Principium hun holdt stivt sin heele Livs Tiid, hvilket foraarsager, at hun af nogle er holden for en selsom Enthusiast, af andre derimod som en hellig Jomfrue og fast meer end et Menneske, og er det udi den første Henseende Gotfried Arnold ikke haver taget i Betænkning at udbreede hendes Ære; thi det er|366 samme Mand nok, at en bliver lastet af de fleeste for at giøre ham til en Helgen: Saa at endogsaa Fanden efter det Principium kand blive en god ærlig Mand, eller i det ringeste ikke saa ond, som de slemme Orthodoxi afmale ham: Dette siger jeg ikke for at sætte Klik paa denne Jomfrue, hvilken kand have vildfaret udi en god Intention, men alleene for at vise Aarsagen, hvi man ikke kand forlade sig paa saadanne Panegyristers Vidnesbyrd.

Men for at komme til Historien igien, da u-anseet den Afskye hun lod see for Hendes Flugt. Ægteskab, gav dog hendes Fader Ægteskabs Løfte paa hende til en Fransk Mand. Men, da Brøllups-Dagen var for Haanden, tog hun en Paaske-Dag udi det Aar 1636 Flugten. Hun havde da forklædet sig som en Eremit, og reysede saa langt bort som hun kunde. Men, saasom det udi en vis Landsbye, hvor hun var kommen, rygtedes, at hun var en forklædt Jomfrue, blev hun anholden, og stod hun da fare for at miste sin Jomfruedom, efterdi hun faldt udi en Krigsmands Hænder, hvilken vilde forføre hende, saa at det var ikke uden med stor Nød, at hun blev reddet. Samme Krigsmand

hedte Jean de St. Saulieu. Han var en Bonde-Søn og en arrig Skalk, om man skal troe, hvad udi hendes Levnets Beskri|367velse derom er anført. Den samme stillede sig an som han var ligesaa devot som hun selv, og ved aandelige Taler insinuerede sig hos hende. Den første Gang han talede med hende, førte han sine Ord som en Prophet, dog med saadan Modestie, at han lod hende Frihed at troe hvad hun vilde. Udi den anden Samtale stillede han sig an som en, der havde Aabenbaringer, og som ofte talede med GUd. Efterat han saaledes havde insinueret sig, begyndte han at tale om Elskov: Men, da han merkede, at hun fortørnedes derover, lod En Kriigs-Mand søger at forføre hende. han som han fortrød derpaa, hvilket foraarsagede, at han forligede sig med hende igien: Men dette varede ikke længe, førend han giorde nyt Forsøg, hvilket gik saa vidt, at han vilde tage hende med Vold, hvilket sees af hendes egne Ord, saa lydende. Han var udi mit Kammer undertiden saa importun, at jeg maatte bede mine Piger holde Vagt over ham, og ikke at indlade ham oftere; thi han kom sommetider med en Kniv udi Haanden, hvilken han satt mig for Struben, hvis jeg ikke vilde fyldestgiøre hans Begiærlighed: Hvorudover jeg omsider maatte søge Hielp hos Øvrigheden rc.|368

Af dette sees, at den Hæslighed, som hun havde ved Fødselen, maa være gandske forsvunden; thi det var ikke den eeneste Gang hun saaledes var fristed. Man seer, at hun iligemaade nær ved Ryssel var heftig eftersat af en anden ung Person, hvilken søgte at bestorme hendes Huus, hvorudover hun og lod anholde om Hielp hos samme Nye Fristelse. unge Persons Farbroder, hvilken drev ham ud af sit Huus. Men dette forbittrede ham saaledes, at han med en Flint skiød igiennem hendes Kammer for at jage Skræk udi hende: Og, saasom han merkede sig intet derved at vinde, lod han udspreede, at han havde ægtet hende: Hvilket saaledes forargede devote Folk, at Præsterne maatte paa Prædikestoelene give tilkiende, at saadant var hende af Ondskab paadigtet.

Men for at komme til den første Fristelse igien, da frelste Præsten paa Stedet hende fra videre Fare, og saasom man merkede en stor GUdsfrygt hos hende, gav han saadant tilkiende for Erkebispen af Cambraj, hvilken, efterat han havde examineret hende, raadede hende fra det eremitiske Levnet, og formaaede hende til at begive sig til hendes Forældres Huus igien. Men hun var neppe tilbage kommen, førend hende blev giort nyt Forslag om Ægteskab, hvilket foraarsagede, at hun anden Gang flygtede. Hun begav sig|369 da til bemeldte Erkebisp, og af ham erholdt Frihed til at stifte et lidet helligt Societet paa Landet med nogle andre af hendes devote Søstre, men han raadede hende siden derfra igien.

Efter den Tiid levede Antoinete mange Aar udi Eensomhed, førende et meget ordentligt og simpelt Levnet: Hun havde besluttet at sige sig fra all sin Fæderne-Arv; men betænkede sig igien, hvoraf saavel som af een og anden Opførsel man seer en

Vankelmodighed, som gemeenlig findes hos Enthusiaster, eller dem som ere af en melancholisk Devotion. Hun fik Aar 1653 Direction over et Hospital, antagende St. Augustini Orden og Klædedragt. Det Kloster, hvorudi hun da levede, kom udi Hun beskyldes for Hexerie. et slet Rygte, saasom alle de Lemmer, som derudi vare, bleve mistænkte for Hexerie, og at staae i Forbund med Fanden: og blev Antoinete, som var Klosterets Forstanderske, ikke fri for samme Mistanke; der udsprededes over alt, at Societetets Directrice var en Hexe: Hvorudover hun og blev citeret og forhørt af Øvrigheden udi Frikiendes. Ryssel. Hun fralagde sig da denne Beskyldning, og igiendrev med Fynd alt hvad som hende var forekastet. Men, for ikke at underkastes videre Fortredeligheder der paa Stedet, retirerede hun sig til Gent. |370

Det var udi denne Stad hun ankom udi det Aar 1662, hvor hendes Enthusiasmus ret for Alvor yttrede sig, og hvor hun begyndte at øve et Apostolisk Embede ved at giøre Mennesker ved Igienfødsel til GUds Børn, saa at det maatte hede, at hun ligesom lavede til Barsel, og udstod samme Piine som Barsel-Qvinder for at føde saadanne aandelige Børn. Den bekiendte Christianus Corthius, som siden blev hendes bestandige Tilhænger, var en af de første, som hun udi denne aandelig Barselseng Hendes Enthusiasmus. avlede. Der foregaves, at hendes Barsel-Smerte var større og mindre, ligesom hendes Gierning giorde meer og mindre Virkning hos den, som skulde igienfødes, hvilket gav Anledning til det skiemtsomme Indfald af en vis Archidiacono: da han engang var udi Selskab med Antoinete og bemældte Corthio. Thi, da Corth bevidnede, at det havde kostet hende meer at føde ham end en anden, ansaae Archidiaconus ham leede, og, saasom han, nemlig Corth, var tyk og feed, sagde han: Det er ingen Under, at eders aandelige Moder haver fød eder med større Pine end en anden, eftersom I er et saa tykt og corpulent Barn.

Corth siges trende gange af GUD at have været advaret om en Ting, og truet|371 med Straf, hvis han det ikke efterlevede, nemlig, at udtørre den Øe Nordstrand udi Holsten, som Vandet havde overskyllet, og der at stifte Boelig for dem, som for GUds Navns Bekiendelse vare forfulgte, og, saasom han holdt for, at Jansenisterne vare Hendes Discipel Corthius. saadanne forfulgte GUds Børn, inviterede han dem fra adskillige Lande til samme Øe, hvorpaa han havde anvendt store Penge, og derudover erhvervet sig Tiende-Rettighed, samt en stor Deel af Øen til Eyendom. Eendeel deraf solte han til sin aandelige Moder Antoinete, eller som andre sige, gav hende til Foræring, hvorudover hun udi det Aar 1668 tog sig for at reyse did hen, efterat hun udi Amsterdam havde publiceret det Skrift kaldet Verdens Lys. Men hun opholdt sig med sin kiære Discipel længer udi Amsterdam end hun havde tænkt.

Det var udi Amsterdam at hun havde Visiter af adskillige Personer, af Propheter og Prophetinder, skiønt ingen fandtes ret villig til gandske at antage hendes

Lærdom: Det sytes ogsaa, at hun ingen Lyst havde at foreene sig udi Meeninger Hendes Lærdom og Opførsel i Amsterdam. med nogen, og var det derfor, at alle Secters Haand var mod hende, ligesom hendes Haand var mod alle: thi alle indtil Qvækere skreve mod hende. Den bekiendte Laba|372die søgte at sætte sig ned med hende udi Nordstrand, men hun vilde ikke antage hans Tilbud. Udi den Samtale, som hun havde med nogle Carthesianer, skildtes begge Parter misfornøyede fra hinanden, og det ikke uden Aarsag, saasom deres Principium var at betiene sig af Naturens Lys udi Tings Eftersøgning, da hun derimod rettede sig efter hendes egen Imagination og Aabenbaringer, og derfore holdt Carthesianismum for det værdste og fordærveligste Kietterie, som nogen Tiid var kommen i Verden; ja et Atheisterie eller en Forskydelse af Gud, i hvis Sted blev satt Menneskets fordærvede Forstand.

Hun udgav ellers adskillige Bøger til Amsterdam, foregav sig at have idelig Hendes Aabenbaringer. Omgiengelse med GUD, og ved Aabenbaringer at erhverve Kundskab om mange hemmelige Ting, og var det da at hun havde de bekiendte Aabenbaringer om vor første Fader Adam, nemlig, at han for Syndefaldet var baade Mand og Qvinde. Hun syntes udi en Forrykkelse at see, hvorledes Adam da var skabt, og hvorledes han uden Medhielp kunde forplante Verden.

Hendes Discipel Corth døde udi det Aar 1669, erklærende hende sin Arving. Men denne Arvedeel foraarsagede hende mange|373 U-leyligheder; thi, saasom derpaa heftede adskillig Gield, blev hun derudover indvikkled udi adskillige Processer.

Hun forlod Holland udi det Aar 1671, for at begive sig til Nordstrand, og lagde hun sig da et Bogtrykkerie til, publicerende Bøger paa Tydsk, Hollandsk og Fransk. Men, ligesom hun skrev mod andre, saa glemte andre ikke at skrive imod hende, antastende saavel hendes Lærdom som Levnet. Dette satt det heele Land udi Bevægelse, og foraarsagede, at Fiscalen udi det Aar 1674 tog hendes Bogtrykkerie fra hende. Hendes Avantures udi Slesvig og Holsten. Udi Flensborg ophidsedes Almuen saaledes mod hende, at den skieldede hende offentligen for en Hexe, hvorudover hun tog hemmeligen Flugten derfra. Udi hendes Herberg blev funden en stor Mængde Bøger, som efter Kongel. Befalning paa Torvet bleve brændte, tilligemed nogle haarde Skrifter mod Øvrigheden, hvilke hun ved Conradum Hasium havde ladet overgive til den øverste Borgemester Lorentz Faust. Hvor hun siden kom, blev hun forfulgt udi Holsten, saa at hun omsider blev tvungen gandske at forlade Landet, og at retirere sig til Hamborg. Der var hun dog ikke længer udi Sikkerhed, end til man fik hendes Ankomst at vide. Men, da man derom blev underrettet, søgte man at bemægtige sig|374 hendes Person. Og havde det da maa skee gaaet hende ilde, hvis man havde faaet hende udi Hænder. Hun holdt sig derfor nogle Dage udi Skiul, og derpaa begav sig til Ostfriisland, hvor hun nød Beskyttelse hos en fornemme Herre. Men, saasom hun ikke kunde holde sig nogensteds roelig,

Hendes Forfølgelser og Død. opvakte hun ogsaa der Forfølgere mod sig: hvorudover hun udi det Aar 1680 reysede til Holland. Endeligen satt hun sig ned udi Franeker, hvor hun samme Aar døde.

Dette er et kort Begreb af denne selsomme Jomfrues Historie, hvoraf man seer, at hun var een af de største Enthusiaster udi forrige Seculo, og at hendes Levnet og Opførsel tiener til Beviis paa det, som jeg paa andre Steder haver antegnet om Fanatiske Folk, at ingen er meer ivrig udi at forplante deres Lærdom, og at paatrænge den andre end de samme, da de dog af alle Secter ere mindst berettigede dertil, saasom Grundvolden til deres Lærdom er guddommelig Indskydelse, og alle Argumenter, som tages af Fornuftens Lys, af dem forkastes. Man kand pardonnere hende i Henseende til hendes Vildfarelser, efterdi hendes heele Liv viser, at hun fuldkommeligen haver været forsikkret om hendes Lærdoms Rigtighed: Men man kand ingen|375 mild Betænkning over hendes Levnet og Lærdom. Dom fælde over hendes Hidsighed, hvorved hun satt i Bevægelse Stæder og Lande, saa at hun blev anseet hvor hun kom, som en Freds Forstyrrerske. Det er troeligt, at man havde ladet hende indslutte, hvis hun havde levet længere: thi den, der med Bitterhed taler og publicerer Skrifter mod Øvrighed og mod alle ved Love stiftede Religioner, kand og bør ikke tolereres udi et Societet.

Antoinete de Bourignon haver selv beskrevet hendes Levnets Historie udi tvende Bøger, hvoraf den eene befatter hendes indvortes, den anden hendes udvortes Levnet. Hendes Lærdom drev adskillige Mænd saavel her i Landet som paa andre Stæder til at skrive imod hende, og forsømte hun og hendes Tilhængere ikke at besvare dem; saa at hendes heele Liv er en Kiæde af Krige og Feltslag, og at man kand sige om hende det, som er sagt om Tamerlan, at Sværdet aldrig var stukket i Skeeden; Her i Landet skrev mod hende først den bekiendte Knivsmed udi Altona Johan Berkendal: Wahre Abbildung Antoinete Bour. aus ihren eignen Schrifften. Item, nochmahlige Abbildung derselben, aus J. Conr. Hasen Extract ihrer Schmach-Schrifft. Begge disse Skrifter besvarede hun til Husum med et Skrift kaldet: Skrifter mod hende. Ge|376zeugniss der Wahrheit, gegeben durch eine grosse Anzahl glaubwürdiger Leute in 24 Briefen und 60 Testimonien über dass Leben, Sitten, Tugenden und Schrifften Y. Antoinete de Bour. von dero Kindheit an bis auff jetzige Zeit zur Vernichtung der Lügen Joh. Berckendals Siechentrösters zu Altona, ausgegeben: hvorimod bemældte Berckendal skrev: Die dritte Abbildung Ant. de Bour. aus ihrem Zeugniss der Wahrheit, daraus zu sehen, dass sie je länger je ärger werde. Petrus Ivon, som var Hoved for de saa kaldne Labbadister udi Altona, skrev iligemaade tvende Bøger mod hende. Jeg vil forbigaae at tale om andre, hvis Tall er stort; Thi, saasom hun ikke bandt sig til nogen særdeles Sect, saa havde hun alle Secter paa Halsen.

Det er vanskeligt at vise hendes Religions Systema, saasom udi hendes Lærdom

er inget Sammenhængende, men alting efter hendes egen Foregivelse flyder af umiddelbare Aabenbaringer: Hvad som opvakte de største Forfølgelser mod hende var dette, at hun holdt for, at den rette Christen Kirke var reent uddød, og at man maatte forlade de brugelige Dyrkelser og Kirke-Skikke. M. Bayle, som jeg meest haver|377 fulgt udi denne Historie, siger, at hun havde dette tilfælles med andre Devote, at hun var Adskillige Domme over hende. avindsyg og fuld af Galde. Seckendorf siger, at man seer af hendes Skrifter, at hun haver været haard, vredagtig og u-roelig; saa at de, som nøde hendes Omgiengelse, havde 1000 gange forladt hende, hvis de ikke havde havt saa stor Taalmodighed: og virkeligen af alle de Personer, som fulgte hendes Lærdom, vare der ikke uden 4re som hun vilde have hos sig. Det gik denne Jomfrue som alle dem, der ere plagede med den sorte Galde, at de confundere Sygdom med Dyd, Melancholie med Gudsfrygt, og Vrede med Iver og Rettens Haandhævelse; Thi, naar man bebreidede hende slige Feyl, søgte hun at forsvare sig med den Iver, som Propheter og Apostler havde ladet see.

Det er ellers merkeligt, at med alle de Fortredeligheder hun udstod, hun syntes neppe at have naaet fyrretyve Aar, da hun dog havde tredsindstyve, og havde hun aldrig betient sig af Briller, saa at det synes at have gaaet hende som visse Mennesker, hvilke fødes og trives af Chagrin. Man haver merket, som noget særdeles, at saavel ved hendes Fødsel som ved hendes Død en Comete lod sig see: Hendes Tilhængere have forklaret saadant som Tegn og Beviis|378 paa hendes Hellighed og Prophetiste Embede: Men, hvis Cometer giøre saa store og vidtløftige Reyser for at tilkiendegive smaa Hændelser paa Jorden, og, hvis Mennesker deraf kand giøre Udtydninger om tilkommende Ting, saa kand disse Cometer heller have givet tilkiende, at den Christne Kirke vilde foru-roeliges af denne oprørske Jomfrue; thi efter de almindelige Meeninger, saa ere Cometer GUds Riis, som true med Uheld.

Jeg haver viset, at denne Antoinete vilde ikke slaae sig til nogen Religions Sect, saasom hun holdt for, at de alle vare med falsk Lærdom besmittede; hvorudover hun ophittede nye Religions Artikle, og stiftede en Samqvem af adskillige Folk, som hun ved sin Lærdom saaledes havde forblindet, at de ansaae hende ikke som deres Lærerinde, men dyrkede hende fast som en Gudinde. Dog blev hun af adskillige formedelst hendes Bitterhed og Vredagtighed forladt: De, som med Bestandighed holde hendes Partie, var Conrad Hase og ovenomtalte Christian Corth: Af dem bliver hun ophøyet over alle Mennesker; thi nu bliver hun kalden de Troendes Moder, nu den Catholske Verdens Lys, nu en Qvinde uden Synd, helligere end Jomfrue Maria selv, begaved med høyere Kundskab udi guddommelige og men|379neskelige Ting end Propheter og Apostler, Christi Brud beklædet med Solens Straaler, omtalt udi Salomons Høysang og andre Skriftens Bøger. Ikke at tale om andre Æres Titler, som

bleve hende tillagde. Hun selv havde stor Ambition og høye Tanker om sig selv, berømmede sig af sine høye Aabenbaringer, foregivende sig at have en prophetisk Aand, og hendes Skrifter at være af den Hellig Aand dicterede, hvorfore hun og vilde, at man skulde agte dem høyere end Skriften selv. Hvad sig anbelanger hendes andre underlige Meeninger i Religionen, da beskyldes hun for at have forkastet den Christne Troes Fundamenter, foragtet GUds Ord, og negtet Sacramenternes Fornødenhed. Men man kand sige, at det er vanskeligt at udleede af hendes Skrifter alt, hvad hun beskyldes for, tvertimod den Bekiendelse, som hun 1675 overgav til Øvrigheden i Slesvig, synes at befrie hende for adskillige paalagde Lærdomme. Udi samme Bekiendelse giør hun saadan Erklæring: Hendes Troes Bekiendelse.

Paa denne Bekiendelse er intet at sige. Müller udi hans Cimbria literata vidner ogsaa, at hun var Orthodox udi den Artikel om den hellige Trefoldighed. Men ingen kand negte, at hun jo paastod idelige himmelske Aabenbaringer, at hun med Bitterhed talede mod all udvortes Guds Tieneste, at hun giorde selsomme Forklaringer over Skriften, og sees hendes underlige Meening om Adam, nemlig at han for Syndefaldet var baade Mand og Qvinde klarlig udi|381 hendes egne Skrifter. Hvad, som meest kand legges hende til Last, var hendes yderlige Begiærlighed til at dogmatisere, og det med største Bitterhed, saa at hvor hun kom, bleve Provincier og Stæder satte i Fyr og Flamme. Og var dette Hoved-Aarsagen til de mange Forfølgelser, hun maatte udstaae.|382

At disse tvende Jomfruer her ere sammenparrede skeer alleene af den Aarsag, at de Begge kand regnes blant store Enthusiaster; thi der er imellem dem i det øvrige liden Overeensstemmelse, saavel i Henseende til deres andre naturlige Egenskaber, som til deres Bedrifter. Den Første var u-lærd og fornuftig, den Anden høylærd og gal. Den Første synes at være dannet til at reise og opbygge, de Sidste til at forstyrre

og nedbryde. Begge havde en heftig Imagination, som gik indtil virkelig Fanaticismum. Men den Første vidste ved en naturlig Skiønsomhed at dirigere sin Affect saaledes, at den blev til Nytte og Fordeel: Da den Anden af Mangel paa naturlig Skiønsomhed gav sin Imagination Tøyelen, saa at der udaf intet avledes uden lutter Monstra og vanskabte Meeninger, som sigtede til intet uden at forurolige Stæder og Lande, saa at hun i hendes Tiid kunde ansees, hvor hun kom, som en Strids Basune, og derved haver viset, hvad Forskiæl der er imellem at være lærd og at være klog: Den Førstes Enthusiasmus var derfor ligesaa nyttig for Staten som den Sidstes var skadelig for Kirken. Begge havde vel Fiender og Censores. Antoinete førte Kriig fast med det heele meneskelige Kiøn, og havde ikke uden nogle faa Venner, hvilke vare ligesaa galne som hun selv, og hvoraf den største Deel omsider forlod hende. La Pucelle derimod var alleene forhadt af den Engelske Nation; af alle andre Folk derimod var anseed som en Heroinde, og af de Franske som en miraculeuse og inspirered Jomfrue. Antoinete er udi Historien bleven ligesaa meget bekiendt af hendes Vankelmodighed og Ustadighed som La Pucelle af hendes Bestandighed. At den Sidste havde bedre|383 Endeligt end den Første, er ikke at tilskrive Personerne men Hændelser. Det store Navn La Pucelle haver efterladt sig udi Historien, den Æres Støtte, som hende efter Døden blev oprettet, og den paafuldte Befrielses Dom viser, at hun havde fortient bedre Endeligt, og at den haarde Execution, som hende overgik, er heller en Plet paa det Engleske Folks end paa hendes egen Reputation. De almindelige slette Domme derimod, som Posteriteten haver fældet over Antoinete, viser, at hun som en almindelig Freds Forstørrerske havde fortient slettere Endeligt end det hun fik. Begge vare af en hidsig Complexion: Hos den Første var saadan Heede, som er Tønder til Tapperhed og Heroiske Gierninger: Hos den Sidste derimod saadan, som føder Bidskhed og Morositet: Hvorudover man og hos Hin fandt en Bravoure blandet med Venlighed og sociabel Omgiængelse; da derimod dennes Iver stedse var geleydet med Misantropie og Bitterhed. Begge berømmes af Kydskhed: Begge fortiene ogsaa den Roes; saasom de lode sig see lige stærke at imodstaae Fristelser: Det er troeligt, at Begge have været slagne med en Enthusiasmo, og at de derfore Begge udi godt Forsæt have ageret guddommelige Gesandtere. Den Første var sig selv altiid lig, og intet begik, som var hendes antagne Characteer u-anstændigt. Den anden derimod sagde sig at have vendet Rygg til Verden, og ligesom ved Ægteskab foreened sig med GUd, og dog ved Kiøb og Testament tillagde sig Gods og Eyendomme, som indviklede hende udi vidtløftige Processer.

At Begge tillegges Hexerie, giør ellers intet Skaar udi deres Reputation, men foraarsager heller, at man kand fatte høye Tanker om dem, saasom habile Personer og Hexemestere gemeenligen af Almuen confunderes sammen: At man gav den Orleanske

Pucelle saadan Characteer, er nogenledes let at be|384gribe, efterdi hun ikke alleene foretog sig høye og efter Anseelse fast ugiørlige Ting, men endogsaa lykkeligen fuldførte dem. Derimod seer man ikke, af hvad Anledning man kand have haft Antoinete mistænkt for Hexerie; thi hun giorde intet Vidunder, hendes Lærdom havde ey heller nogen synderlig Fremgang: Tvertimod hun giorde sig alle Secter fiendske, og omsider sin Tilhængere afspændige.

Af Ovenanførte sees, at paa den Første udi alting sættes høyere Priis end paa den Sidste. Det eeneste, som kand give Antoinete nogen Fordeel, er dette, at hun ikke er eller vel kand være mistænkt for Bedragerie; thi det er klart, at hun af en stærk Melancholie, som hun af Mangel paa nogen Kundskab haver confunderet med en hellig og Apostolisk Nidkierhed, er dreven til at giøre saa mange og store Ophævelser. Hvad La Pucelle derimod angaaer, da er det endnu ikke en gandske klar og udgiort Sag, om hendes Enthusiasmus var virkelig eller simuleret: Tvistigheden bliver endnu fortsatt mellem de Engelske og Franske: De Første holde hende for en Bedragerske, de Sidste for en af Himlen inspirered Jomfrue. Ingen af begge Nationer kand herudi være beqvemme Dommere, saasom Begge af patriotisk Iver ere partiske. Den gaaer sikkerst, som tager Middelveyen, og dømmer herom saaleds, at Medynk over Landets ælendige Tilstand optændte hos hende en Iver, hvoraf avledes en virkelig Enthusiasmus, og underskriver jeg gierne saadan Dom.