|373Blant dem, som Sylla udi den store Execution havde Øie paa, var Cæsar; endeel efterdi han var nær besvogret med Mario, endeel efterdi han havde merket hos denne unge Person visse Tilbøieligheder, som vilde bringe Republiquen i Bevægelse: Cæsars AvanturerAvanturer]Avanturer] A, avantures ms. (i Holbergs hånd)Avanturer] A, avantures ms. (i Holbergs hånd) udiudi]udi] A B C, udj ms. (i Holbergs hånd)udi] A B C, udj ms. (i Holbergs hånd) Ungdommen.thi da nogle intercederede for ham i Henseende til hans Ungdom, sagde Sylla, at de vidste ikke selv, hvem de bade for, efterdi udi den unge Cæsar laae skiulte 10 Marii. Da Cæsar fik disse Ord at høre, krøb han i Skiul. Han faldt dog kort derefter udi Syllæ Soldaters Hænder, men reedede sig ud deraf ved 2 Talenter eller 2000 Rigsdaler, som han gav til deres Anførere, og tog Flugten til Nicomedem Kongen af Bithynien, hvor han opholdt sig en tiidlang, og imidlertiid førte et Levnet, som har givet hans Fiender Materie til bittre Satires.

Noget derefter faldt han udi de Søerøveres Hænder, hvoraf den Midlandske Søe da vrimlede. De samme lovede han 20000 Rigsdaler for sin Befrielse, og skikkede Folk ud til et og andet Sted for at samle disse Penge. han fanges af Søerøvere.Imidlertid førte han sig op blant disse Søerøvere heller som en commenderendecommenderende]commenderende] A B, commenderende ms., commanderende C commenderende] A B, commenderende ms., commanderende C Person end som en Fange: thi undertiden, naar de giorde ham vreed, sagde han, at ville lade dem hænge; og, naar de ikke funde Behag udi de Vers og Orationer, som han reciterede for dem, skieldede han |374dem for Dosmere og Ignoranter, og funde Røverne saadan Behag udi denne Vivacitet og Fripostighed, at de toge alting til takke.

Cæsar var ikke saa snart kommen paa fri Fod igien, førend han i en Hast udrustede nogle Skibe, hvormed han angreeb Søerøverne, som havde fanget ham, og fik Pengene tilbage tillige med stort Bytte; lod dem ogsaa hænge, hvorihvori]hvori] A B C, Hvor i ms.; hvorudi SS (formodentlig en fejl; mgl. i SS app.) hvori] A B C, Hvor i ms.; hvorudi SS (formodentlig en fejl; mgl. i SS app.) han efterkom de Trudsler, han af Lystighed havde giort.

Efterat Sylla havde sagt sig af med Regieringen, blev han af sine Venner anmodet om at komme til Rom igien. Men, førend han begav sig paa Hiemreisen, opholdt han sig en tidlang paa den Øe Rhodo, hvor han studerede under Apollonio, som undervisede ham i Talekonsten, og merkede man da, at han vilde blive en af de veltalenste Mænd udi hans Tiid. Saa snart han kom til Rom, da for at lade see Prøve paa sin Veltalenhed, holdt han offentligen en Tale, hvorudi han beskyldte Dolabellam. Saadant var da overalt brugeligt udi Rom, og var det ved deslige Taler unge Mennesker recommenderede sig, og visede hvad Pund der var nedlagt hos dem. han begynder at komme i Anseelse.Dolabella blev dog frikiendt, skiøndt Cæsar ved denne Action bragte sig i Credit, hvilken blev forøget ved adskillige andre Actioner af samme Natur; og, som han derforuden var artig, belevend |375og polered, erhvervede han mange anseelige Borgeres Venskab. Den gemeene Almue vandt han ved Gavmildhed og prægtig Levemaade, saa at man saavel af saadan hans Opførsel, som store Sindets Gaver kunde spaae, at han vilde giøre store Spring i Verden.

Men denne Yndest tilveiebragte ham ogsaa adskillige Fiender og Misundere, og de Fornuftigste ansaae ham som en farlig ung Mand, der med Tiden vilde bringe Republiquen i Bevægelse. Blant dem var den store Orator Cicero, hvilken offentligen beskrev Cæsar med slige Ord: Naar jeg betragter hans Opførsel, Forslag og Bevægelser, seer jeg ikke uden farlige og tyranske Hensigter, naar jeg derimod seer ham dagligen med stor Fliid at kruse sine Haar, og at kradse Hovedet med den eene Ende af sin Finger, da tilstaaer jeg, at jeg ikke kand falde paa de Tanker, at han gaaer frugtsommelig med store og farlige Anslage.

Den første Prøve, som ham blev given paa Almuens Yndest, var udi en Ansøgning om en Oberstes Charge udi Krigshæren, hvilken han strax erholdt. Den Tillid han derover fattede, drev ham til en dristig |376hans dristige Gierning med MariiMarii]Marii] A B C, Marij ms. (i Holbergs hånd)Marii] A B C, Marij ms. (i Holbergs hånd) Billeder.Gierning, som ingen anden havde vovet sig til at foretage, nemlig udi en Liigtale, som han holdt over Julia Marii Hustrue, at berømme Marium, som var erklæred Republiqvens Fiende, og at fremføre hans Trophæer og Billeder. Dette foraarsagede, at adskillige begyndte hæftigen at raabe mod Cæsar: Almuen derimod, som Marius stedse havde hyklet for, klappede med Hænderne, og rosede denne Gierning; hvorudover Marii Navn, som fra Syllæ Seyervinding havde været i Foragt, kom udi Reputation. Alle forundrede sig over denne Cæsars Dristighed; og merkede man af dette og andet, at han vilde følge Marii Fodspor.

bliver Qvæstor og Ædilis.Kort derefter blev han Qvæstor, og udi den Qvalitet blev skikked til Krigshæren i Spanien. Ved hans Tilbagekomst førte han sig op med stor Pragt og Ødselhed, saasom det var derved man giorde sig behagelig hos Almuen. Han geraadede derover og i saadan Gield, at der siges, at han var skyldig 1300 Talenter, det er fast halvanden Million, førend han kom til noget vigtigt Embede. Sin Magnificence lod han fornemmelig see, da han var bleven Ædilis, og derved giorde sig Almuen gandske tilgedan. Det var udi denne sidste Charge, at han tog sig fore at fuldføre det, som han havde begyndt med Mario. Thi, endskiønt Syllæ Parti var endda det stærkeste udi Sta|377den, lod han hemmeligen om Natten føre Marii Billeder og Seyers-tegn til Capitolium. Da Folk om Morgenen dette blev var, opvaktes derover en stor Forundring, og alle løbe til udi Hobetall for at see derpaa. søger paa nye at bringe Marii Navn i Anseelse.Nogle raabte, at Cæsar gik frugtsommelig med tyranske Anslag, i det han mod Stadens Love dristede sig til at bringe en forhadt Mands Navn udi Reputation igien: de sagde, dette var en Prøve, som han vilde sætte paa Almuens Bistand, hvilken han tilforn ved Ødselhed og Gaver havde giort sig bevaagen. Marii Tilhængere derimod begyndte derudover at reise Hovedet i Veiret og løftede Cæsar op til Skyerne.

Raadet blev derpaa samlet og Catulus Luctatius, som var den anseeligste og myndigste Mand paa de Tider, talede da haardt mod Cæsar, og lod falde de merkelige Ord, at Cæsar greeb ikke Republiqven meer an med Miner, men løb aabenbare Storm. Imidlertid døde Metellus, som var ypperste Præst. Om dette Embede giorde Cæsar Ansøgning hos Folket tillige med tvende andre anseelige Mænd. Da Valldagen var forhaanden, sagde han til sin Moder, som han omfavnede med grædende Taare: I Dag skal I enten see mig ypperste Præst eller landflygtig. Derpaa begav han sig til Forsamlingen, hvor han af |378han bliver Ypperste PræstYpperste Præst]Ypperste Præst] A B, ypperste Præst ms. C (i Holbergs hånd i ms.)Ypperste Præst] A B, ypperste Præst ms. C (i Holbergs hånd i ms.).Folket erholdt de fleeste Stemmer med Raadets største Skræk og Forbittrelse, der saae, at han ved Almuens Yndest vilde udvirke alting, og at hans Ambition var saa umaadelig, at han betienede sig af alle slags Midler for at komme til sit Maal. Det var i den Henseende man havde ham mistænkt udi alle farlige Anslag mod Republiqven, sær udi den Catilinske Sammenrottelse, som hen ved de Tider brød ud paa saadan Maade.

Catilina en Adelsmand sammenrottede sig med en Hob anseelige Mænd, der vare lige saa onde og ryggesløse som han selv, til at sætte Ild paa Staden, myrde Raadet og bemægtige sig Regieringen. Men, da denne Handel ved Cicero, som da var Consul, blev aabenbared, flygtede han af Staden. holdes for Medvider i Catilinæ Forræderie.Cæsar blev da mistænkt at være Medvider derudi; skiønt det er u-vist, om den Mistanke var vel eller ilde grundet. Vist nok er det, at da der udi Raadet skulde fældes Dom over de Sammenrottede, og alle dømte dem til at døe, reisede Cæsar sig op af sit Sæde, og holdt en lang Tale, hvorudi han gav tilkiende, at det var hverken rett eller overeensstemmende med Stadens Love uden foregaaende Process at dømme saa mange anseelige Mænd fra Livet: det var derfore bedre at lade dem sætte udi nøye Forvaring, indtil man havde overvundet |379Catilina, og da kunde man siden formerligformerlig]formerlig] A B C, formelig ms. formerlig] A B C, formelig ms. gaae til Verks med de andre, som vare beskyldte, og dømme dem efter Fortieneste.

Cæsars og Catonis Tale udiudi]udi] A B C, udj ms. (i Holbergs hånd)udi] A B C, udj ms. (i Holbergs hånd) Raadet.Disse Cæsars Ord bleve udførte med saadan Veltalenhed, og syntessyntes]syntes] ms. A, siunes B, siuntes C syntes] ms. A, siunes B, siuntes C at være grundede paa saadan Billighed, at de fleeste Raadsherrer salede om igien, og sloge sig til hans Meening. Men da Ordenen kom til Cato, at han skulde sige sin Meening, holdt han en hæftig Tale, ikke alleene mod Catilinam men mod Cæsar selv, viisende, at man havde største Aarsag at mistænke ham herudi. Catonis Meening blev derpaa efterfuldt, og de Beskyldte bleve henrettede.

Da man gik ud af Raadet, fandtes der nogle af Ciceronis Drabantere, der vilde anfalde Cæsar, og omkomme ham. Men man siger, at Curio skiulede ham med sin Cæsar geraader i Livsfare.Kiole, og reddede hans Person; jaja]ja] ms. A B, at C ja] ms. A B, at C Cicero selv, da nogle unge bevæbnede Mænd kastede deres Øien til ham, for at bekomme hans Ordre, gav han Tegn fra sig, at de dermed skulde holde inde, enten af Frygt for Almuen, eller efterdi han holdt Cæsar uskyldig. Fra den Tiid var stedsvarende Fiendskab imellem Cæsar og Cato, og er det ikke liden Plett paa den førstes Navn og Rygte, at han havde den ærligste Mand paa de Tider til bestanding Fiende. Der kunde ey heller være nogen Overeensstemmelse imellem Mænd af saa differente Qvaliteter, og som sees af det |380ziirlige Portrait, Sallustius giver over dem, hvilket jeg ikke kand forbigaae her at anføre. Begge, siger han vare lige af Byrd, Alder, Veltalenhed, Høihiertighed og Begierlighed efter Ære. Comparaison mellem Cato og Cæsar.Cæsar blev stor ved Gavmildhed og Velgierninger; Cato ved Ærlighed. Den første erhvervede sig Anseelse ved Sagtmodighed og Medlidenhed; den anden ved Strenghed og Justitiens Øvelse: den første ved at give, hielpe til rette, og tilgive; den anden ved intet at give eller tilgive indlagde sig størst Navn. Den første var Tilflugt for Betrængte; den sidste en Pest for onde Mennesker. Man berømmer den førstes Lemfældighed, og den sidstes Bestandighed. Cæsar vilde synes at være god; Cato derimod vilde heller være, end synes. Saa vit Sallustius. Men som den sidstes Qvaliteter passede sig bedre paa de fordervede Tider, end den førstes, saa havde de ikke eens Lykke: thi da Cæsar blev Eenevoldsherre udi Rom, kunde Cato ikke naae et Consulat.

Udi den paafølgende Senatets Forsamling, søgte Cæsar at giøre sig reen for tillagde Beskyldninger. Men det heele Raad reisede sig op, og udøsede Bebreidelser mod ham. Raadets Forbittrelse mod Cæsar.Saasom denne Session varede noget længe, bildte Almuen sig ind, at man vilde tilføye ham noget Ont, og derfor løb til Raadhuset, hvor den med Skrig og Raaben forlangede, at man skulde lade ham komme til|381bage. Udi denne Tilstand fandt Cato for got at lade Korn uddeele til Almuen, ved hvilket nyttige Anslag Raadet ikke alleene kom i Credit, men Cæsar udi en slags Forglemmelse, hvorudover hans paafølgende Prætor-Embede, hvorudi man kunde frygte, at han vilde hitte paa et og andet Nyt, løb temmelig stille af. Det merkeligste, som hamham]ham] ms. A B C; han SS (mgl. i SS app.; formodentlig en fejl) ham] ms. A B C; han SS (mgl. i SS app.; formodentlig en fejl) i samme Embede begegnede derfor, var den bekiendte Hendelse med hans Hustrue Pompeja, som fortælles saaledes.

En ung Adelsmand ved Navn Publius Clodius forelskede sig udi Cæsars Hustrue, og hun paa sin Side var ey heller kaaldsindig imod ham. Men, saasom hun var under nøye Opsigt af Cæsars Moder Aurelia, kunde de tvende forliebte Personer ikke uden Vanskelighed komme sammen. Clodius, som udi Dristighed gav ingen i sin Tid efter, betienede sig da af et desperat Middel for at komme til sit Maal. Da der blev holden en Fest, som ingen uden Fruentimmer maatte bivaane, og hvis Ceremonier skeede om Natten, og det tilfaldt Pompeja, som da Prætoris Hustrue at celebrere samme Fest, lod Clodius, som formedelst sin Ungdom endda intet Skiægg havde paa Hagen, sig iføre Qvindeklæder, og derved som en ung Dame blev indladt udi Huset. merkelig Hændelse mod Cæsars Hustrue. Der lod han strax ved en Slavinde tilkiendegive for Pompeja sin Ankomst, og imidlertid gik |382og spadserede alleene paa Salen. En Dame, som fik Lyst til at vide, hvo dette eensomme Fruentimmer var, gav sig strax udi Snak med ham, og spurdte om hans Navn. Clodius blev derover heel forskrækked, og omsider svarede, at han biede efter Agra Pompejæ Pige: men Stæmmen røbede ham, hvorudover bemeldte Dame giorde Allarm og raabte, at en ung forklædt Mands-Person var indkommen for at vanhellige deres Fæst. Dette bragte den heele Forsamling udi Bevægelse; alle Dørrene bleve tilsluttede, og Aurelia lod med Flid alting examinere, indtil man omsider fandt Clodium udi den Slavindes Kammer, som havde bragt ham ind udi Huset. Clodius blev da stødt ud af Huset, og Forsamlingen ophævedes, og enhver af de nærværende Damer fortaalte deres Mænd, hvad som skeed var.

Dette rygtedes da strax over den heele Stad, og Clodius blev af een af Tribunis anklaged for Ugudelighed og stævned for Retten. De Fornemste af Raadsherrerne reisede sig op mod ham, og beskyldte ham for adskillige andre Misgierninger; blant andet for legemlig Omgiengelse med sin egen Søster: Almuen derimod tog hans Parti med Hæftighed an, saa at DommerneDommerne]]Dommerne]] C, Dommeren ms. A B; Dommerne udg1763 Rahbek Liebenberg SS Dommerne] C, Dommeren ms. A B; Dommerne udg1763 Rahbek Liebenberg SS derudover begyndte at tabe Modet. Udi denne Tumult skildte vel Cæsar sig ved sin Hustrue; men da han skulde aflegge Vidnes|383byrd mod Clodium, sagde han for Retten, sig ingen Kundskab at have om Sagen. Og, som alle forundrede sig derover, og spurte, hvi han da havde skildt sig ved Pompeja, sagde han: Jeg vil, at min Hustrue ikke allene skal være reen, men ogsaa uden Mistanke. Saadan Opførsel meenes der, han brugte, for at insinuere sig hos Folket, som vilde frelse Clodium. Han blev og derved frikiendt.

Efterat Cæsar havde nedlagt sit Prætors Embede, blev ham given Administration over Spanien. Men som han var gandske fordybet udi Gield, satte hans Creditorer sig imod Reisen, hvorudover han maatte tage sin Tilflugt til M. Crassum, som da var den rigeste Mand udi Rom. Samme Crassus caverede da for 800000 Rixdaler, hvorved han fik Frihed til at reise. Medens han var i Spanien, drev han en Deel af Tiden bort med Læsning. Cæsars Bedrifter udi Spanien.Da han engang læsede udi Alexandri Magni Historie, blev han derpaa heel Tankefuld, og omsider faldt udi Graad. Da hans Venner spurte om Aarsagen dertil, sagde han: Synes Eder ikke, at jeg har Aarsag til at græde, naar jeg betragter, at Alexander udi den Alder, som jeg nu er, har bemægtiget sig saa mange Kongeriger; og jeg har endnu intet anseeligt forrettet? |384Han tog sig derpaa Administrationen i Spanien an med stor Iver, og forrettede saa vel Krigs som Freds Sager med saadan Flid og Hurtighed, at han i kort Tid erhvervede sig saa vel et stort Navn, som store Midler, berigede ogsaa sine Soldater, som derudover beærede ham med den Titel af Imperator.

Hans Krigsbedrifter i Spanien havde været af den Vigtighed, at han ved sin Tilbagekomst kunde forlange at indføres med Triumph udi Staden. Men, saasom de, der forlangede at triumphere, maatte opholde sig uden for Rom; de derimod, som søgte Consulatet, maatte være nærværende, saa var Cæsar tvivlraadig udi, hvad han skulde giøre: dog, saasom Consulatet laae ham mest paa Hiertet, lod han Triumphen fare, og kom til Staden for at søge Consulatet. De anseeligste Mænd, som da vare udi Rom, vare Pompejus og Crassus: den første i Henseende til sine store og hærlige Bedrifter; den anden formedelst sin Rigdom. Disse Mænd saasom de bare Kaaldsindighed til hinanden, søgte Cæsar at forlige, og derved at bane sig Vey til den høyeste Magt, han bliver Consul.hvilket ogsaa skeede: thi de bleve begge derover hans Venner, og understøttede hans Ansøgning, saa at han blev erklæred Consul tillige med Bibulo.

|385Saa snart han var kommen til denne Værdighed, insinuerede han sig hos Almuen ved at foreslaae en Lov om visse Agres og Korns Uddeeling til Folket. Raadet, som merkede, hvortil dette Anslag og andre sigtede, satt sig med Iver derimod: men Cæsar stoelendestoelende]]stoelende]] stoelede A B, stolende ms. C; stolende udg1763 Rahbek Liebenberg, stoelende SS stoelende] stoelede A B, stolende ms. C; stolende udg1763 Rahbek Liebenberg, stoelende SS paa Pompeji og Crassi Venskab, spurte dem i Forsamlingen, om de ikke approberede hans Lov. De svarede dertil ja; og Pompejus gav derforuden tilkiende, at hvis nogen det vilde forhindre, skulde han bruge Magt mod Magt; saa at denne store Mand derved tabte meget af den Yndest, han tilforn havde haft i Senatet. Begyndelse til det første ]]Triumvirat ms. C (med Holbergs hånd i ms., med latinsk hånd), Triumphirat A B; Triumvirat udg1763, Triumphirat SS ]Triumvirat ms. C (med Holbergs hånd i ms., med latinsk hånd), Triumphirat A B; Triumvirat udg1763, Triumphirat SS .Cæsar derimod, for at forbinde sig end meere denne Mand, gav ham sin Dotter Julia til Ægte; selv giftede han sig med Calpurnia Pisonis Dotter, og magede det saa, at Piso blev beskikked til Consul næstfølgende Aar. Hvad Ulykke der vilde reise sig af denne Foreening, merkede da alle fornuftige Folk, sær Cato, hvilken hæftigen talede derimod og opmuntrede Bibulum den anden Consul at hindre Cæsars Anslag. Men Bibulus kunde intet udrette mod sin mægtige Collega, hvorudover han den øvrige Tid af sit Consulat holdt sig stille udi sit Huus; og var det i den Henseende, at man sagde, at dette Aar vare Julius og Cæsar Consules, ved hvilket Skiemt man gav tilkiende, at Cæsar |386alleene havde all Myndighed, og at hans Collega var anseet som et Null.

Pompejus efter sit nye Giftermaal med Cæsars Dotter lod alle hans Love confirmere, og derforuden magede det saa, at han, nemlig Cæsar, fik udi Forvaltning Gallien paa 5 Aar tillige med Illyrien, item, at 4 Legioner bleve ham tillagde. Cato satt sig efter Sædvane med Iver derimod. Hvorudover Cæsar lod ham gribe, og føre udi Fængsel. Dette gav stor Opsigt, saa at endogsaa Almuen stiltiende og med nedslagne Hoveder fuldte ham paa Veyen, hvorudover Cæsar merkede, at han ved denne Gierning giorde sig forhadt, bad selv en af Folkets Tribuner at tage ham ud af Drabanternes Hænder igien. Man seer af Ovenanførte, at Cæsar skyede ingen Ting for at fornøye sin Ærgierighed. Det var ogsaa udi den Henseende, at han befodrede den vanartige Clodium til Tribunatet, endskiønt han havde vanæret hans egen Familie. Hans Forsæt var at betiene sig af samme uroelige Mand for at styrte Ciceronem, hvilket og skeede; thi han holdt ikke op, førend han fik drevet denne store Mand i Landflygtighed.

Saadan var Cæsars Opførsel, førend de store Galliske Krige ginge for sig; og er den Deel af hans Levnet lidet honorable, saasom det er en Kiede af lutter Uretfærdig|387hed, skadelige Foretagender, Forfølgelser mod de beste og ærligste Romere, onde Menneskers Forfremmelser, Hyklerie til Almuen og Sammenrottelse imod Republiqven; thi, dertil sigtede hans Forbindelse med Pompejo og Crasso: hvorved Grundvold blev lagt til det første ]]Triumvirat ms. C (med lat. hånd i ms.), Triumphirat A B; Triumvirat udg1763 Rahbek Liebenberg (med antikva hos Liebenberg; rettelsen ikke noteret i hans app.), Triumphirat SS ]Triumvirat ms. C (med lat. hånd i ms.), Triumphirat A B; Triumvirat udg1763 Rahbek Liebenberg (med antikva hos Liebenberg; rettelsen ikke noteret i hans app.), Triumphirat SS . Cæsars Krige udi Gallien.Men de paafølgende Bedrifter, som bestoede udi Krigs-Expeditioner, have foraarsaget, at hans Navn er kommen paa den høyeste Spidse, at alle de andre Romerske Generaler ved ham ere blevne fordunklede, ja endeligen, at ingen er udi Historien funden, som kand lignes mod ham uden Alexander Magnus, hvilken han intet har eftergivet udi Tapperhed, men overgaaet ham udi listige Krigs-Anslag og udi Konst at vinde Soldatenes Hierter, og opmuntre dem til store og fast utroelige Actioner.

Om de Krige, som han udi 10 Aar førteførte]førte] forte A førte] forte A udi Gallien og angrændsende Lande, vil jeg intet tale; saasom mit Forsæt i dette Verk er heller at give Afrisning paa Personerne, end udførligen at tale om deres Krigsbedrifter: Jeg vil kun alleene sige dette, at han udi disse 10 Aar bestormede 800 Stæder, undertvang 300 Nationer, og udi adskillige Feltslag havde at bestille med 3 Millioner Fiender, og af dem omkom en Million, og giorde en anden Million til Fanger. Det som herved er mest at forundre sig over, er, |388at disse Fiender alle vare grumme og haarde Folk, der alleene udi Krigs-Discipline eftergave Romerne, men overginge dem udi Mod og Tapperhed; saa at det var ved disciplinerede Galliers Hielp Cæsar siden kuldkastede den Romerske Republiqve, og blev Eenevoldsherre. Disse Krige haver han selv beskrevet udi de kostbare Commentarier, som vi endnu have, og hvoraf den største Oplysning gives udi de Nordiske Antiqviteter. Man seer derudi med Forundring hans store Capacitet udi Krigssager, hans Hurtighed udi at føre sig en Seyer til Nytte, hans Fatiguer og Dristighed, som gik undertiden indtil at kaste sig eene blant Fienden for at opmuntre hans Folk til at holde Stand.

Cæsars nye Forbindelse med Pompejo og Crasso.Efterat han udi nogle Aar havde ført disse Krige, og opfyldt Staden med Forundring over sine Bedrifter, begav han sig over Alpes til Italien igien for at have Øie paa de Sager, som imidlertid foretoges udi Rom. Da han var kommen til Luca, ginge Pompejus, Crassus og de fornemste Romere ham i møde, saa at han paa eengang havde omkring sig henved to hundrede Raadsherrer. Der blev da imellem de tre Mænd overlagt, at Pompejus og Crassus skulde efterfølgende Aar være Consules, og at Cæsars Tiid udi Gallien skulde forlænges paa andre fem Aar. Og, endskiønt mange saae, at derved gior|389des Ende paa Republiquens Frihed, var dog disse tre Mænds Anhang og Myndighed saa stor, at ingen kunde hindre det. Cato var udi denne store Forsamling ikke tilstede; thi ellers havde han nok efter Sædvane givet sin Meening tilkiende. Med hvilke Øien han ellers ansaae denne Fremgang, sees deraf, at, da Senatet kort derefter beskikkede, at der skulde holdes offentlig Taksigelse over en nye Seier, voterede Cato saaledes: at man skulde overlevere Cæsar til Fienderne, efterdi han havde tilfigted sig samme Seier, førend Stilstand var til Ende.

De sidste 5 Aar Cæsar anvendte paa disse Galliske Krige, vare ikke mindre frugtbare paa store Hendelser, end de første; da passerede han Rhinstrømmen, og førte Krigen udi Tydskland, og giorde tvende Tog til Britannien, som nu kaldes Engelland. Imidlertid døde hans Dotter Julia, Pompeji Hustrue, hvilket Dødsfald foraarsagede megen Bedrøvelse blant begges Venner, saasomsaasom]]saasom]] saa ms. A B C (før linjeskift i A B C); saa udg1763 (før linjeskift), som Rahbek, saa[som] Liebenberg, saasom SS saasom] saa ms. A B C (før linjeskift i A B C); saa udg1763 (før linjeskift), som Rahbek, saa[som] Liebenberg, saasom SS de forud kunde see, at den hemmelige Jalousie, som allereede regierede hos disse tvende store Mænd vilde udbryde til offentlig Fiendskab, helst saasom Crassus, der kunde være Mellemmand var omkommen udi den Parthiske Krig. Begyndelser til Fiendskab imellem Cæsar og Pompejum.Pompejus havde tilforn foragtet Cæsar, og meenet, at det skulde være ham lige saa let at nedtrykke ham igien, som det havde været at ophøie ham. Men efter de |390store Bedrifter, som vare skeede udi Italien og Tydskland, begyndte han at frygte ham, og at arbeide paa hans Fald. Cæsar paa den anden Side havde ingen uden Pompejum i Veien, og derfor søgte iligemaade at skille sig ved denne store Rival. Saa at den første ikke kunde taale nogen, som var hans lige, og den sidste vilde ingen Overmand fordrage.

Roms forvirrede Tilstand gav strax Pompejo Anledning til at bryde løs medmed]med] ms. A B C; med udg1763 Rahbek, mod Liebenberg SS med] ms. A B C; med udg1763 Rahbek, mod Liebenberg SS sin Medbeiler. Thi saasom de fleste Embeder saaltes bort for Penge, sær ved dem, som Cæsar lod roullere blant Almuen for at lade Vallet falde paa hans Tilhængere, og det samme foraarsagede stor Tumult, Klammerie og ofte Blods Udgydelse paa Vallstederne, fulde mange paa de Tanker, at Republiquen ikke kunde frelses, med mindre den høieste Magt blev given til een Person alleene, der ved en absolut Myndighed kunde holde alle udi Ave. Saasom nu af de tvende store Mænd man havde mest Tillid til Pompejum, besluttede de at overdrage ham saadan Magt. Pompejus bliver eeneste Consul.Hvilken Resolution Cato selv befordrede, og gav Senatet det Raad, at man skulde giøre ham til Consul alleenealleene]alleene] alleeue A alleene] alleeue A , efterdi han frygtede, at man ellers vilde giøre ham til Dictator. Senatet efterfuldte hans Raad, og erklærede Pompejum eeneste Consul; hvilket var det samme, |391som til en Tid at overdrage ham Eenevoldsmagt.

Cæsar, som merkede, hvortil dette sigtede, affærdigede strax Bud til Rom, for at begiere Consulatet for sig selv. Pompejus tiede dertil; men Marcellus og Lentulus satte sig med Iver derimod, søgte at giøre *een og anden afanden af]anden af] anden ms. A B C; anden udg1763, anden af Rahbek Liebenberg SS (se komm.)anden af] anden ms. A B C; anden udg1763, anden af Rahbek Liebenberg SS (se komm.) Cæsars Anstalter til intet; ja Marcellus gik herudi saa vit, at han lod hudstryge en, som blev skikked fra Cæsar, for at fremføre hans Klager. Herudover stræbede Cæsar at bestyrke sig mod sine mægtige Fiender; og som han udi de Galliske Krige havde samlet stor Rigdom, lod han Pengene brav omløbe udi Rom, og derved forbandt sig mange, sær Curio, som da var Folkets Tribunus. Pompejus begyndte derfor at gaae aabenbare til Verks, talede om at skikke en anden udi Cæsars Sted til Gallien, og strax forlangede tilbage de Tropper, han havde laanet ham, hvilke Tropper Cæsar ogsaa iligen skikkede tilbage, efterat han havde givet en Foræring til hver Soldat udi sær.

den store borgerlige Krig begynder.Saaledes tog for Alvor Begyndelse denne store Tvistighed, som ikke endtes uden med Republiqvens Undergang. Den store Pompejus syntes da ikke at være sig selv meere lig; thi, som han havde for høye Tanker om sin Magt, forsømmede han at giøre fornødne Anstalter, meenendemeenende]]meenende]] meenede ms. A B, menende C; menende udg1763 Rahbek, meenende Liebenberg SS meenende] meenede ms. A B, menende C; menende udg1763 Rahbek, meenende Liebenberg SS at bestride Cæsar |392alleene ved Senatets Slutninger, af hvilke dog Cæsar lod sig ikke anfægte: forgieves Handel om Forliig.thi man fortæller, at een af hans Officiers, som stod ved Raadstue-Dørren, for at opbie Svar paa Cæsars Begiering, da man lod ham vide, at Raadet ikke kunde forlænge hans Gouvernement udi Gallien, lagde samme Officier Haanden paa sin Kaarde, og sagde: Hvad som Raadet veigrer sig for, skal denne udvirke. Cæsars Begiering havde dog stor Anseelse af Billighed; thi han tilbød sig at nedlegge Gevær, hvis Pompejus vilde giøre det samme, og at begge, som private Personer, skulde underkaste sig Republiqvens Kiendelse. Og forestillede Curio paa Cæsars vegne disse Vilkor, hvilke med saadan Glæde af Almuen bleve hørte, at mange kastede Blomsterkrandse paa ham, da hans Tale ophørede. Men man udvirkede derved intet hos Senatet, og Pompeji Parti og Scipio Pompeji Svoger gav saadant Betænkende udi Senatet, at Cæsar maatte tilholdes inden en vis Tid at nedlegge Gevær; og, hvis han ikke beqvemmede sig dertil, skulde han erklæres Republiqvens Fiende. Denne Tale blev understøtted af Lentulo, som raabte at man i Steden for at besvare Cæsars Forslag, skulde gribe til Gevær, som mod en Røver. Hvorpaa Raadet, som da var forsamled, reisede sig og gik bort, og iførede man da sig Sørgeklæder |393for at give tilkiende de Ulykker, som af denne Tvistighed vilde flyde. Kort derefter blev giort et nyt og end meere moderat Forslag af Cæsar, nemlig, at man vilde lade ham beholde Gouvernement over Gallien paa denne Side af Alpes med Illyrien og 2 Legioner, indtil han kunde erholde det andet Consulat. Cicero, som fandt Billighed derudi, arbeidede da paa at faae Pompeji Bifald, bragte det og ved sin Veltalenhed dertil: men Lentulus satt sig med Iver derimod; og, efterat han havde ilde handlet med Antonio og Curio, drev dem ud af Raadet, hvorved Cæsar fik den skiønneste Prætext til at agere fiendtligen. Han gav da strax sine Soldater tilkiende, hvad som forhandlet var i Rom, og viisede dem anseelige Øvrigheds Personer, som udi Slaveklæder havde maat tage Flugten, alleene efterdi de havde forebragt hans Fredsforslag. Da han merkede, Krigsfolkene deraf at bevæges, bød han de faae Soldater, han havde ved Haanden, (thi den øvrige Krigshær var paa den anden Side af Alpes) at gribe til Gevær, for i en Hast at bemægtige sig Rimini. En anden havde i saadan Fald oppebiet sin Krigshær: men denne store Generals fornemste Qvalitet bestoed udi Hurtighed, hvorved han ofte havde forrykket sine Fiender deres Concepter, som og her skeede.

|394Da han var kommen til den liden Flod Rubico som skiller Italien fra Gallien, blev han heel tankefuld, havende et saa stort foretagende for Øyene. Han standsede da i en Hast, og ved en lang Taushed gav sin Tvivlraadighed tilkiende. Endeligen vaagnede han op ligesom af en Dvale, og forladende sig paa Lykken, som havde staaet ham bi udi alle hans Idretter, lod falde disse bekiendte Ord: Cæsar passerer den Flod Rubico.Jacta est alea; det er, Tærningerne ere kastede, og derpaa passerede Floden. Efterat dette var skeed, og han strax derpaa havde bemægtiget sig Rimini, geraadede heele Italien udi saadan Skræk, at man flygtede fra et Sted til et andet, ey vidende, hvor man mest kunde være i Sikkerhed, og blev Rom opfyldt med en utallig Hob flygtige Folk, hvilke bragte Staden udi saadan Forvirrelse, at det stoed ikke meer udi Øvrighedens Magt at holde dem i Ave. Pompejus selv geraadede udi yderste Skræk, og maatte han daglig høre haanlige Ord og Bebreidelser. Nogle sagde, at det var gaaet ham efter Fortieneste, efterdi han selv havde ophøyet Cæsar: andre bebreidede ham, at han havde forkastet Cæsars fredelige Tilbud, og ladet hans Gesantere ilde medhandle; og saasom Pompejus tilforn havde brystet sig af sin Magt udi Raadet, og sagt, at naar han kun vilde banke paa Jorden med sin Fod, skulde der opstaae saa mange Legioner, |395som kunde skiule heele Italien, bad ham nu Favonius, som var Catonis Abe at stampe mod Jorden.

Ikke desmindre var dog Pompejus endda stærkere end Cæsar: men man tillod ham ikke at følge sine egne Meeninger, saa han maatte tage den Resolution at forlade Rom til en Tid, bydende det heele Senat og alle dem, som havde deres Frihed og Fæderneland kiær, at følge sig. Raadet flygter fra Rom.Den største Deel af Raadet flygtede derfor af Staden; og vare der adskillige af Cæsars Venner, som fuldte Strømmen udi samme Forvirrelse. Labienus, som havde tient under Cæsar, var een blant dem, som og flygtede. De som bleve tilbage, levede udi stor Bekymring, saasom de ikke kunde være forsikred om, hvorledes det vilde gaae dem: dog begyndte de at fatte Mod igien, da de finge at høre Cæsars Opførsel mod Domitium. Samme Domitius commenderede for Pompejo udi Corfinio; da han saae sig ikke at kunne forsvare Stedet, bad han sin Læge at række sig Gift. Lægen gav ham en Drik, som han strax tog ind; men, som han derpaa fik Tidender om den store Mildhed, Cæsar øvede mod de Overvundne, fortrød det ham, at han havde overiilet sig, hvilket da Lægen merkede, bad han ham give sig tilfreds, sigende, at der intet Gift havde været udi Drikken. Domitius reisede sig derpaa op, |396begav sig til Cæsar, hvilken tog venligen mod ham, og skienkede ham baade Liv og Frihed. Men Domitius forlod ham dog siden, og slog sig til Pompeji Parti igien.

Cæsars Mildhed udi Staden.Denne Mildhed opmuntrede alle dem, som vare blevne tilbage i Rom, og foraarsagede at mange, som vare bortflygtede, komme tilbage igien. Cæsar, efterat han havde giort sig Mester af Pompeji Krigshær, item af andre Pompeji Tropper, som laae udi Besætninger, fandt han sig i Stand at gaae lige løs paa Pompejum selv. Men Pompejus retirerede sig i Tide til Brundusium, hvorfra han med en Flode lod overbringe sine Folk til Grækenland. Dette kunde Cæsar, saasom han ingen Skibe havde, ikke forhindre, hvorudover han begav sig til Rom, brystende sig af, udi 60 Dage uden ringeste Blods Udgydelse at have giort sig Mester over heele Italien. Han opførte sig der venligen imod de Tilbageblevne Raadsherrer, og formanede dem til at affærdige nogle til Pompejum med Fredsforslag; men ingen dristede sig dertil, enten fordi de frygtede Pompejum, eller fordi de troede ikke, at det var Cæsars Alvor. Alle udi Staden vare da underdanige; alleene Metellus, Folkets Tribunus, da Cæsar vilde tage Penge ud af Skatkammeret, dristede sig til saadant at forbyde, sigende, at det var mod Loverne. Hvorudover Cæsar holdt til ham denne mer|397kelige Tale: Hvis du ingen Behag finder i min Gierning, kand du gaae tilside; thi her ere Krigstider, som ingen Modsigelse eller Loves Paaraabelse taale: naar Fred er sluttet, kand du komme hid og haranguere saa meget som dig lyster: at dig ellers intet Ond vederfares formedelst din Dristighed, skeer alleene deraf, at jeg ikke vil øve den Rett, som Krigen giver. Og som Metellus ikke des mindre blev ved at giøre Modstand, truede Cæsar ham paa Livet, og sagde: veedst du ikke, du unge Mand, at det er mig lettere at giøre det, end at sige det. Hvorpaa Metellus blev bange, og gik bort; saa at Cæsar uden videre Hinder betienede sig af Skatkammeret.

gaaer over til Spanien.Han begav sig derpaa til Spanien, hvor Afranius og Varro laae med en Deel af Pompei Tropper, saasom han vilde have Ryggen fri, førend han rykkede mod Pompejum; og sagde han, førend han giorde dette Tog, at han udi Spanien gik mod en Krigshær uden Anførere, og vilde siden gaae imod en Anførere uden Krigshær. Der havde han i Begyndelsen stor Mangel paa Levnets Midler; dog overvandt han den Vanskelighed, og beængstigede Pompeji |398Tropper saaledes, at de maatte overgive sig.

erklæres Dictator.Da han var kommen til Rom igien, blev han af Raadet erklæred Dictator, og var hans første Forretning da at lade frikiende alle de, som af Sylla havde været fordømte. Efter faa Dages Forløb nedlagde han dog dette store Embede igien, og lod sig tillige med Servilio Isaurico creere Consul. Derpaa tog han sig for at forfølge Pompejum, og det med saadan Iver, at han ikke gav sig Tiid til at opbie den heele Krigshær, men med en maadelig Deel deraf gik til Skibs for i Veyen, skikkende Skibene tilbage til Brundusium, for at overføre de øvrige. Disse, som tilforn knurrede over de stedsvarende Besværligheder, de havde udstaaet, da de komme til Brundusium, og merkede at Cæsar allereede var overskibet, bebreidede de sig selv deres Langsomhed, skieldende sig Forrædere mod deres General. forfølger Pompejum.Cæsar, som da var i Apolonia, geraadede udi stor Bekymring formedelst Troppernes Udeblivelse. Han tog derfore den bekiendte forunderlige Resolution at fare selv med et lidet Fartøy over til Brundusium, for at drive paa sine Folk. Hvad som giorde dette Foretagende des farligere, var, at Søen paa samme Tid vrimlede af fiendtlige Skibe. Han lod ingen saadant tilkiende give; men om Natten udi Slaveklæder gik til Skibs, og |399som en ringe Person holdt sig gandske stille uden at tale et Ord. Paa Veyen reisede sig en hæftig Modvind, hvilken tog saadan Overhaand, at Styrmanden gav Ordre til at sætte til Land. Da blev Cæsar heed om Hovedet, reisede sig op, og tog Styrmanden udi Haanden, sigende: hans Forvovendhed. Frygt dig ikke, du fører Cæsar og hans Lykke. Paa disse Ord bleve alles Kræfter ligesom fornyede, og hver Roerskarl greeb til sin Aare igien. Men, som Vin- den stedse forøgedes, og der ingen Muelighed meere var at komme frem, maatte Cæsar tillade dem at vende om igien. Da han kom til sin Leier, løbe Soldaterne ham i møde, beklagende sig over den liden Tillid, han havde ladet see mod dem, og at han med saadan Fare havde søgt de Fraværende, ligesom han ikke kunde forlade sig paa de Nærværende. Denne Cæsars Gierning ansee mange som en Zirat udi hans Liv og Levnet; skiønt det er heller en dristig end en stor Generals Characteer.

Kort derefter kom Antonius med de forventede Tropper fra Brundusio, og søgte da Cæsar Leilighed at angribe sin Fiende. Pompejus havde sin Leier paa et beqvemt Sted, hvor han kunde have overflødigoverflødig]overflødig] øverflødig A overflødig] øverflødig A Tilførsel af alle Ting, saa vel til Vands som til Lands. Cæsar derimod var ikke saa fordeelagtig po|400stered, og havde Mangel paa fornødne Ting. Men hans Soldater, som vare vante til at lide Ont, betienede sig i Steden for Brød af en vis slags Rod, som de malede og giorde Kager af; ja nogle af dem kastede disse Kager ind udi Pompeji Leier, og sagde, at saa længe som Jorden giver slige Rødder, skal de ikke lade af at beleire Fienderne udi deres Forskandsninger. Pompejus søgte at dølge denne Bravade for sine Folk, at de ikke skulde tabe Modet over denne Frækhed, og ansee Cæsars Soldater som grumme og vilde Dyr, der skyede ingen Ting. Der bleve da alle Dage holdne smaa Trefninger ved Pompeji Forskandsninger, hvorudi Cæsars Soldater gemeenligen havde Overhaand: alleene eengang spillede Pompejus Mester, saa Cæsars Folk med stor Forliis maatte tage Flugten til deres Forskandsninger. Cæsar løb da til Undsætning, og søgte at bringe dem til at holde Stand; men forgieves. Og havde det da nær kostet hans Liv; thi da han holdt en Soldat tilbage udi Flugten, og vilde tvinge ham til at vende Ansigtet mod Fienden, truede samme Soldat han paa Livet. Cæsar lider NederlagNederlag]Nederlag] Nederlag ved A B C, nederlag ved ms. (i Holbergs hånd); Nederlag udg1763 SS Nederlag] Nederlag ved A B C, nederlag ved ms. (i Holbergs hånd); Nederlag udg1763 SS .Udi denne Forvirrelse erobrede Pompeji Folk 32 fiendtlige Faner. Ja Faren var saa stor, at Cæsar selv siden maatte tilstaae, at dersom Pompejus havde saa vel forstaaet at forfølge sin Seyer, som han havde vidst at vinde, kunde han paa den |401Dag have giort Ende paa Krigen. Thi han lod sig nøye med at forfølge de Flygtige til deres Forskandsninger, og lod det derved forblive.

Cæsar begav sig efter dennedenne]denne] dennne A denne] dennne A Trefning udi sit Telt, og bortdrev paafølgende Nat udi stor Bekymring. Og, efterat han havde overveyet alting, brød han op med sin Leyer, og tog Veyen til Macedonien. Denne Retraite satt saadant Mod udi Pompeji Folk, at de forlangede at forfølge deres Fiender. Men Pompejus fandt det ikke raadeligt at vove nogen Hovedtrefning, helst saasom han havde Overflod af alle fornødne Ting. Han besluttede derfor heller at udmatte Cæsars Folk, hvilket let kunde giøres, eftersom de fleste deraf i Henseende til deres høye Alder ikke vare saa beqvemme til idelig Marche, Nattevægt og deslige Besverligheder, som til at holde en ordentlig Trefning, hvorudi deres Tapperhed og store Krigs Erfarenhed gav dem Fortrin for alle andre Tropper paa samme Tid. Udi disse Henseender veigrede han sig for at vove nogen Hovedtrefning; men ingen bifaldt hans Meening uden Cato, og det ikke saa meget i den Henseende, som af Medlidenhed over sine Medborgere: thi udi den sidste Trefning, hvor henved 1000 Mænd bleve omkomne, skiulede han sit Ansigt, for ikke at see Romere svæmme udi deres Blod. De andre derimod vare alle for Feltslag, og ideligen |402udøsede spottelige Ord imod Pompejum: nogle sagde, at han ved Alderen havde vanslægtet fra sin forrige Dyd, og var henfalden til Frygt og Feighed: andre, at han forhalede Krigen af Begierlighed til at føre stedse en Eenevolds Magt; og derfor kaldede ham Agamemnon, Kongernes Konge.

Disse Spotte-ord og idelige Bebreidelser dreve Pompejum omsider mod sin Villie at vove et Hoved-Slag. Begge Krigshærer komme derpaa sammen paa de fatale Pharsaliske Marke, og leirede sig nær ved hinanden. Beskrivelse over begge Generalers Krigshære.Aldrig er tvende saa vigtige Krigshære seede mod hinanden, og aldrig tvende saa store og berømmelige Generaler. Pompejus havde giort større Ting end nogen Romer for ham, ført lykkelige Krige udi Italien, Spanien, Grækenland og Asien, hvor han havde udvidet det Romerske Herredom til de Parthiske Grændser, og derforuden i kort Tiid udrøddet de mægtige Søerøvere, hvoraf den Middellandske Søe vrimlede, saa det var i Henseende til slige Bedrifter, at han blev kalden Pompejus Magnus. Cæsar derimod havde fast ved utroelige Actioner giort sig end anseeligere, saa at han ikke alleene var anseet, som en stor General, men som et Vidunder. Krigshærene i sig selv vare ikke meget talrige; thi Pompeji Magt bestoed af 45000 Fodfolk og 7000 Ryttere; Cæsar derimod havde |403ikke meere end 22000 Fodfolk og 1000 Ryttere efter Plutarchi Sigelse, hvorvel det er troeligt, som Appianus meener, at Auxiliar-Tropper herudi ikke ere beregnede. Udi den førstes Krigshær var den største Deel af Raadet og de anseeligste Romere med adskillige Potentater, udi den sidstes gamle, hærdede og erfarne Soldater, der udi Troeskab mod deres General og Krigs-Discipline havde ladet see utroelige Prøver, hvoraf jeg alleene nogle faae vil opregne. merkelige Exempler paa de Cæsarianske Folks Tapperhed.Acilius udi et Søeslag ved Marseilles, da han sprang udi en fiendtlig Galley, havde sin høyre Haand afhuggen, men trængede saaledes ind paa Fienden med sit Skiold, som han holdt udi den venstre Haand, at han bemægtigede sig Galleyen. En Capitaine ved Navn Cassius Sceva, da han udi det Slag ved Dyrrachium havde mistet sit eene Øye, hans Axsel igiennemstukken af et Spyd, og hans Laar af et andet, og da han havde bekommet 130 Skaar udi sin Skiold, kaldede han paa Fienden, ladende som han vilde overgive sig; men, da de nærmede sig til ham, blesserede han tvende, og derpaa kom i Behold. Udi Britannien lod en Soldat see en ugemeen Tapperhed ved at figte alleene mod Fienden udi Cæsars Paasyn. Efterat han havde drevet dem paa Flugten, og skulde trænge sig igiennem et Morads, tabte han sit Skiold. Cæsar løb ham da i mø|404de, og opløftede ham til Skyerne: men Soldaten med nedslaget Hoved og Taare udi Øyene kastede sig for hans Fødder, og bad om Naade, efterdi han ikke havde conserveret sit Skiold. Det var derfor ikke uden Aarsag, at Pompejus veigrede sig at vove noget Hovedslag med slige forskrækkelige Folk; men denne store Mands nyttige Raad blev ikke efterfuldt, hvorfore det fatale Pharsaliske Slag gik for sig, som giorde Cæsar til Eenevoldsherre, og skildte Republiqven ved sin Frihed.

det store Pharsaliske Slag.Saa meget bekymmerlig Pompejus var, saa frække og fulde af Forhaabning derimod vare hans underhavende Officiers, som allereede for Seyeren deelede Byttet mellem sig. Ja Domitius, Lentulus og Scipio tvistede om, hvo der skulde succedere Cæsar udi det ypperste Præstes Embededet ypperste Præstes Embede]det ypperste Præstes Embede] ms. A B C; det ypperste Præstes Embede udg1763, den Ypperste-Præstes Embede Rahbek, det ypperste Præste Embede Liebenberg det ypperste Præstes Embede] ms. A B C; det ypperste Præstes Embede udg1763, den Ypperste-Præstes Embede Rahbek, det ypperste Præste Embede Liebenberg , og nogle leyede allereede Huuse udi Rom, hvor de haabede snart at komme. Efterat begge Anførere havde opmuntret Soldater og Officiers, gik Slaget for sig med stor Hidsighed paa begge Sider. Cæsar gav Ordre til sine Folk, at de skulde hugge lige paa de unge Cavaliers Ansigter, som vare i Pompeji Hær, vel vidende, hvormeget ømme de samme unge Herrer vare for at conservere deres kiønne Ansigter. Dette blev og efterlevet, og havde samme Virkning, som Cæsar ventede: thi disse kunde ikke taale at see |405Spydene vendte mod deres Ansigter, og derfore dreyede Hovederne om, og omsider toge Flugten. Da Cavalleriet saaledes var adspreedet, gik man løs paa Fodfolket, og omringede det paa alle Sider. Pompejus syntes da at have forglemt sine forrige store Bedrifter: thi han blev af denne Uheld saa nedslagen, at han ingen Samling meere havde, og derfore, uden at tale et Ord, retirerede sig til Leieren, forventende udi sit Telt paa Slagets videre Udfald, hvor han kort derefter fik at vide, at hans Folk havde rømt Marken, og, at Fienden angreeb Forskandsningerne af hans Leier. Da vaagnede han omsider op som af en Dvale, og raabte: tør de og angribe min Leier. Hvorpaa han forlod sine Insignia, og udi gemeen Dragt tog Flugten.

Blant Cæsars store Qvaliteter var besynderlig denne, at han vidste ikke alleene at vinde, men endogsaa at forfølge en Seier, og det med en saa forunderlig Hurtighed, at hans Fiender finge ingen Tiid til at recolligere sig. Cæsars Seyer.Paa denne Hurtighed havde han stedse givet Prøver, men i sær udi dette Slag, hvor man ventede, at han skulde have ladet sig nøie med en simpel Seier, og ingen kunde troe, at han dristede sig til at angribe en forskandset Leier. Da han havde erobret Leieren, blev et stort Nederlag giort paa Pompeji Folk, og siges da, at Cæsar suk|406kende sagde: Hvis jeg havde skildt mig ved min Krigshær, havde man fordømt mig til Døde. Alle de som gave sig, tog han til Naade, og foreenede dem med sine Tropper: blant dem var Brutus, som siden blev hans Banemand; og siges der, at Cæsar glædede sig i sær over samme Mands Conservation.

Jeg vil her intet tale om de mange Tegn, som fortælles at være skeede for denne Victorie; men fortælle, hvad som videre efter Slaget tildrog sig. Efterat den store Pompejus saaledes, som sagt er, havde taget Flugten, var han længe udi Tvilraadighed, hvilket Land han skulde begive sig til. Pompejus flyer til ÆgyptenEfter nøie Betragtning fandt han det sikkerst at flygte til Ægypten, hvor han kunde samle nye Kræfter, og hvis unge Konge Ptolomæus samt Forfædre havde oppebaaret store Velgierninger af ham. Den unge Konge Ptolomæus, som stod under Formynderskab af Achilla og Photino, førte paa samme Tiid Krig med sin ældre Søster Cleopatra, som han havde stødt fra Regimentet. De tvende Kongelige Formyndere raadsloge da om, hvorledes de skulde imodtage Pompejum, og raadede Ptolomæi Præceptor Theodotus dem at omkomme ham, sigende, at de derved vilde vinde Cæsars Venskab. Dette ugudelige Raad blev samtykked, og |407blev en Baad strax udskikked, for at føre ham fra Skibet paa Land. Udi Baaden var en Deel Kongelige Betiente tillige med en Romer ved Navn Sempronius, som havde tient under Pompejo. Pompejus merkede strax af den heele Forbereedelse, at Sagen var ikke rigtig, dog steeg han udi Baaden, og som han der kiendte Sempronium, talede han ham til, og sagde: mig synes, at jeg kiender eder. Sempronius nikkede dertil, og strax derpaa gav ham et Stød udi Ryggen, hvorpaa de andre fuldførte Mordet. Pompejus myrdes.De lode siden hans Hoved afhugge, som de offererede til Cæsar; men Cæsar vendede Øyene derfra, og faldt i Graad. Saadant Endeligt fik den store Pompejus, som nyeligen tilforn alle Konger og Førster havde ydmyget sig for, og som ved sine store Bedrifter havde bragt den Romerske Magt paa den høyeste Spidse.

Da Cæsar kom til Alexandria, for at eftersætte Pompejum, var dette Mord allerede skeed. Da blev ham præsentered Pompeji Hoved, hvilket han, som sagt er, ikke kunde ansee: Han hævnede ogsaa dette Mord paa de skyldige. Men saasom han ikkun havde faa Folk med sig, da han kom til Ægypten, og de Kongelige Ministres ikke kunde taale, at han vilde spille Mester, helst som de troede, at han vilde favorisere Cleopatra mod Ptolomæum, søgte de at forraske |408ham. Cæsar lod udi denne Tilstand skikke hemmelig Bud til Cleopatra, med Forlangende, at hun strax skulde komme til ham. Cleopatra, som merkede, at hun ikke sikkert kunde komme ind paa Slottet, ophittede da dette listige Paafund. den Ægyptiske Dronning Cleopatra vinder Cæsars Gunst.Hun lod sig indsvøbe udi nogle Klæder, hvilke hendes Tiener Apollodorus tog som en Bylt paa Ryggen, og saaledes bragte hende ind. Saasom denne Invention gav tilkiende den unge Princesses saa vel Dristighed som Forstand, saa begyndte Cæsar først at fatte Æstime og siden Kierlighed til hende. Han arbeidede strax paa et Forliig imellem hende og hendes Broder, og befoel, at de begge skulde føre Regimentet, hvorpaa et stort Forliigs Giestebud blev holdet. Det var paa dette Giestebud Cæsar fik Kundskab om de onde Anslag, som de Kongelige Ministrer Achillas og Photinus havde imod ham. Han lod derfore strax Salen besætte med bevæbnede Folk, og lod omkomme Photinum paa Stedet. Achillas derimod flygtede til Krigshæren, som han bragte udi fuld Bevægelse, saa at Cæsar med de faa Folk han havde bragt med sig, Opstand i Ægypten mod Cæsar.geraadede udi en vanskelig Tilstand, havende en stor Stad og en mægtig Krigshær imod sig. Saasom han i denne Tilstand ikke kunde conservere nogle Skibe og Galleyer, som han havde i Havnen, da paa det de ikke skulde falde udi Fiendens |409Hænder, lod han selv sætte Ild paa dem. Men Ilden greeb videre om sig, og kom først udi Tøyhuuset, siden udi det Kongelige Pallads, og opbrændte det hærlige Alexandrinske Bibliothek, den lærde Verden til ubodelig Skade: thi nogle holde for, at det bestoed af 700000 Volumina.

Alting kom saaledes i Bevægelse. Cæsar ventede da med Forlængsel paa de Tropper, som vare under veis; og da han fik Tidender om, at den 24de Legion var kommen til Grændserne, men kunde for Modvind ikke komme op, gik han dem selv i møde. Ægypterne, seende, at han havde kun faa Folk, angreebe ham da, men bleve slagne, saa at Cæsar lykkeligen conjungerede sig med sine Folk. Cæsars forunderlige Behændighed.Kort derefter, da hans Flode blev angreben, begav han sig selv udi en liden Baad for at komme dem til Hielp; og, da Ægypterne omringede ham, kastede han sig udi Søen og svemmede til Skibene. Da saae man, hvilke Sindets Gaver der var hos denne store Mand; thi, saasom han paa samme Tid havde nogle magtpaaliggende Papirer udi Haanden, holdt han dem op i veiret med den eene Haand, paa det, at de ikke skulde forderves, medens han svæmmede med den anden Haand, endskiønt fiendtlige Piile fløye ham saa stærkt om Ørene, at han undertiden maatte dukke under Vandet. Dog kom han omsider |410lykkeligen med alles Forundring til sine Skibe.

Udi denne Tumult undkom den Ægyptiske Konge, og tog Tilflugt til sin Krigshær. tvinger Ægypterne.Men Cæsar greeb hans Leier an, forcerede den, og omkom mange. Kongen, som vilde redde sig udi et Skib, blev usynlig; saa det er troeligt, at han druknede. Herpaa erklærede Cæsar hans Søster Cleopatra til Dronning over heele Ægypten. Hun gik da frugtsommelig med ham, og kort derefter bragte en Søn til Verden, som Alexandrinerne kaldte Cæsarion.

Efterat den Ægyptiske Krig var bragt til Ende, begav Cæsar sig til Asien, hvor Domitius Calvinus een af hans Anførere var bleven slagen og fordreven af Pharnace den store Mithridatis Søn, som derpaa havde bemægtiget sig Bithynien, Capadocien, og angrebet den mindre Armenien. overvinder Pharnacem.Hannem leverede Cæsar et Feltslag ved den Stad Zela, ødelagde hans heele Krigshær, og drev ham ud af det Kongerige Ponto. Med hvilken Gesvindighed dette blev forretted, giver Cæsar tilkiende udi et Brev til hans Ven Amintium med disse 3 Ord: veni, vidi, vici; det er, jeg kom, jeg fandt ham, jeg overvandt ham.

Efter saa store Bedrifter begav han sig til Italien, og kom til Rom igien. Men |411han blev der ikke længe; thi, saasom Cato og Scipio efter det Pharsaliske Slag havde retirered sig til Africa, og der med den Mauritanske Konges Jubæ Hielp havde faaet en stor Magt paa Beenene, begav han sig der hen. Han fornam, at Fienderne forlode sig paa en gammel Spaadom, at en Scipio altid skulde triumphere udi Africa, og derfor havde overdraget Commando til denne Scipio. Hvorudover for at drive Spot med samme Spaadom, befoel han, at en anden Scipio, som var udi hans Krigshær, skulde føre Titel af General. Udi Begyndelsen havde han nogen Uheld; thi da hans Rytterie stod og saae paa en Africansk Dandser, bleve de i en Hast af Fienden omringede og drevne paa Flugten: ja den heele Leier havde bleven erobred, hvis ikke Cæsar var kommen til Hielp. Udi denne Action tog han een af sine Fendriker ved Halsen udi Flugten, dreyede hans Hoved mod Fienden, og sagde: See! der er Fienderne.

Denne Lykke satt saadant Mod udi Scipio, at han dristede sig til at levere et Hovedslag. Cæsar bestormer 3 Leire paa een Dag udi Africa.Men da han var allermest fuld af Forhaabning, og lod afstikke en Leier nær ved den Stad Tapsum, kom Cæsar ham uformodentlig paa Halsen, og erholdt en merkelig Seier; thi han omkom 50000 af Fienden, uden at miste meere end 50 af sine egne Folk, og erobrede 3 Leiere; een, hvor |412Scipio selv commanderede; den anden, som var Afranii; og den 3die, som bestoed af Numidier under deres Konge Juba. Af den store Mængde fornemme Romere, som der fandtes, reddede sig nogle med Flugten, og de, som bleve fangne, omkomme sig selv. Saasom Cæsars største Begierlighed var at faae Cato udi sine Hænder, og samme Mand da laae med en Besætning udi Utica, hastede han til at indtage Staden. Cato besluttede først at forsvare Staden til det yderste. Catonis merkelige Endeligt.Men da han merkede, at al Modstand vilde være forgieves, raadede han sine Venner selv at tage Flugten, discourerende til Afskeed med dem om moralske Materier. Hans Søn, som merkede af hans Tale og Opførsel, at han havde i Sinde at forkorte sit Liv, tog hans Sværd bort, som stedse pleiede at hænge udi hans Senge-Kammer. Cato, som saadant ikke blev var, lagde sig paa Sengen og læsede det Stykke udi Platone kaldet Phædo, som handler om Siælens Udødelighed. Derpaa greeb han efter sit Sværd; men da det var borte, blev han saa fortørnet, at man maatte levere det tilbage igien. Han følede da Spidsen deraf, lagde sig ned igien, og sagde: Nu er jeg Mester af mig selv. Efterat han havde bortdrevet en tidlang med Læsning igien, faldt han i Søvn, saa at man udenfor kunde høre ham snorkesnorke]]snorke]] ms. C, snakke A B; snorke udg1763 Rahbek Liebenberg SS snorke] ms. C, snakke A B; snorke udg1763 Rahbek Liebenberg SS : da han vaagnede mod |413Dagbrækningen, tog han til Sværdet, og dermed stak sig igiennem Brystet. Men, som Stødet gik ikke dybt nok, faldt han paa Sengen, og derved veltede et Bord om. Ved denne Bulder brøde hans Tienere ind, og funde ham veltende sig i sit eget Blod saaledes, at en Deel af Tarmene vare ud af Legemet, da lode de dem bringe til rette igien, og forbinde Saaret. Men Cato, saa snart han kom sigkom sig]kom sig] ms. A B C; kom sig udg1763 Rahbek, kom til sig Liebenberg kom sig] ms. A B C; kom sig udg1763 Rahbek, kom til sig Liebenberg igien, rev han Saaret op igien, og derpaa opgav sin Aand. Saadant Endeligt fik denne store Mand, der udi Retfærdighed og et ædelt Hierte overgik alle Romere udi hans Tiid. Da Cæsar hørte hans Død, sagde han: Cato har misundet mig den Ære at frelse hans Liv, hvorudover jeg misunder ham hans Død. Det er troeligt af den Mildhed, Cæsar lod see mod alle Overvundne, at han ogsaa havde handlet vel med Cato, u-anseet ingen meer end samme Mand havde sat sig imod hans tilvoxende Magt, og Cæsar selv ved et Skrift, som han publicerede mod Cato, lod see, hvormeget ophidset han var mod ham: thi da Cicero forfattede et Verk til Catonis Berømmelse, og samme Skrift, som førte Titel af Cato, af alle med Begierlighed blev læst, skrev Cæsar et andet derimod, som han kaldte Anti-Cato. Med Catonis Død endtes Krigen udi Africa, |414CæsarsTriumpher.og Cæsar begav sig derpaa til Rom igien, hvor han holdt 3 Triumpher, nemlig over Ægypten, Ponto og Africa. Udi den sidste Triumph blev ført den Mauritanske Kong Jubæ Søn, som ogsaa heed Juba, og da var kun et Barn. Samme unge Juba fik siden en god Optugtelse udi Rom, og har han ved sine Skrifter erhverved sig Sted blant de lærdeste Historieskrivere.

Efterat disse Triumpher vare til ende, uddeelede Cæsar store Foræringer til Krigsfolket, giorde store og prægtige Giæstebud, tracterende eengang det heele Folk ved 22000 Borde. Derpaa lod han giøre Optegnelse paa Roms Borgere, og befandtes der da, at den halve Deel deraf var bortsmeltet i de borgerlige Krige. Efterat dette var skeed, blev han udvalt til Consul, og var det udi den Qvalitet at han begav sig til Spanien, for der at bestride Pompeji Sønner, som havde faaet en anseelig Magt af gode Tropper paa Beenene. Dem leverede han det bekiendte Feltslag ved Munda, og var det udi samme Slag han lod see den største Prøve paa sin Tapperhed: Cæsar sidste Seier udi Spanien.thi da hans Folk bleve forsagde og nedslagne, kastede han sig selv midtmidt]midt] midi A midt] midi A iblandt Fienderne, og raabte: skammer I Eder ikke ved at overlevere Eders General udi nogle Børns Hænder; derpaa fattede de Mod igien, dreve Fienden paa Flugten og omkomme |415over 30000 af dem. Om dette Slag sagde Cæsar, at han tilforn havde figtet for Ære, men her for sit Liv.

Efterat han saaledes som en vældig Flod havde oversvæmmet alting, og kuldkastet alt hvad ham var i Veien, saa at ingen meere aabenbare turde sætte sig imod hans Magt, begav han sig til Rom igien, og der holdt en nye Triumph. Men denne sidste Triumph blev af Folket anseet med Græmmelse, efterdi den Victorie, han havde erholdet, var over sine Medborgere og over den store Pompeji Sønner. Men man lod sig alleene nøie med hemmeligen at knurre derover. Og, saasom Staden sukkede efterefter]efter] e ter A (muligt typeudfald)efter] e ter A (muligt typeudfald) Fred, og at see en Ende paa de Borgerlige Krige, han erklæres stedsvarende Dictator.underkastede den sig Cæsars Herredom, og erklærede ham til stedsvarende Dictator; saa at han var den anden efter Sylla, der førte saadan Titel.

Cicero var den første, som raadede Senatet til at giøre Cæsar Ære. Men andre forbedrede dette saaledes, og kastede saa mange utidige Æres Titler paa ham, at de derved giorde ham forhadt; saa at mange derfor meene, at hans største Fiender herudi vare mest gavmilde, saasom de derved tænkte at faae Prætext til at styrte ham. Gid alle Regentere vilde have saadant for Øiene, og eftertænke, at de ingen større Fiender have, end Hyklere! Af alle de |416Æres Titler, som gaves Cæsar, holdtes den at være mest rimelig, da man besluttede at oprette et Tempel for Clementia, eller Mildhed, for derved at vise, hvormeget de skiønnede paa hans Lemfældighed og Moderation, han søger at vinde Romernes Kierlighed.hvilken var saa stor, at han ikke alleene tog alle de Overvundne til Naade, men endogsaa ophøiede nogle af dem, sær Brutum og Cassium, til de vigtigste Embeder. Han lod ogsaa oprette Pompeji Støtter, som vare nedkastede: hvorover Cicero sagde, at han derved bestyrkede sine egne. Ja, da efter det Pharsaliske Slag Pompeji Papirer fulde ham i Hænderne, og han deraf kunde faae at see, hvilke hemmelige Fiender han havde, vilde han ikke læse dem, men kastede dem paa Ilden. Alle hans Venner raadede ham at tillægge sig en Liv-Guarde for sin Persons Sikkerhed; men han vilde aldrig, sigende, at det var bedre at døe strax, end at leve stedse i Frygt; og at han var forsikkred om, at hans Medborgeres Kiærlighed var den ypperligste Liv-Guarde, han kunde have. Han forbandt sig Almuen ved prægtige Giæstebude, Skuespill og Korns Uddeelelse, og Soldaterne ved nye Coloniers Anvisning; og var det da at Carthago og Corinthus, som paa eengang vare blevne ødelagde, paa eengang igien begge bleve opbyggede.

|417Han søgte iligemaade at tilveyebringe sig Adelens og Raadets Yndest, ved at be- klæde nogle af dem med de høieste Embeder, og at love dem bort til andre. Ja dette gik saa vit, at da Fabius døde den sidste Dag af sit Consulat, lod han beskikke Caninium Rebilum til Consul for at opfylde Aaret: alleene, for at have Leilighed til at beneficere mange. Men, som Caninius havde kun stakket Tiid til at regiere udi, nemlig een eeneste Dag, ilede alle med deres Gratulationer, for ikke at komme for silde; hvorudover Cicero skiemtvis sagde om Caninio, at han var den aarvaagenste Consul, saasom han udi sit heele Consulat ikke havde lukket sine Øien.

Med alle de store Bedrifter Cæsar havde giort, var han dog ikke fornøied med sig selv. Det syntes ham ikke nok at have undertvunget saa mange Nationer, og giort sig til Eenevoldsherre over det Romerske Monarchie, som befattede den vigtigste Deel af de 3 Verdens Parter. Thi i steden for at bestyrke sit nye Regimente, og at høste Frugten af hans store Arbeide, tog han sig nye Expeditioner for; Cæsars store Anslag.og var hans Plan denne: først at undertvinge de Parther; dernest at gaae igiennem Hyrcanien, og over det Bierg Caucasus; og derfra at giøre Indfald udi Scythien, for siden at bemægtige sig de Lande, som grændse til Tydskland; og endeligen |418igiennem Tydskland og Gallien at komme til Rom igien, efterat han havde udvidet det Romerske Monarchie paa alle Kanter til det store Hav. Og seer man herudaf, at denne Mands Ærgierighed var uden Grændser; saa det er troeligt, at hvis han havde fuldendet dette sidste Løb, han derfor ikke havde slaget sig til Roelighed, men søgt efter nye og ubekiendte Lande.

Medens han præparerede sig til dette Tog, tog han sig for at igiennemskiære den Corinthiske Isthmum eller smalle Nakke, item andre Verk af samme Natur: men disse Ting bleve formedelst hans hastige Død ikke exeqverede. Derimod fuldbragte han sit store Forsæt, angaaende Calenderens Forbedrelse; og det paa saadan Maade. han forbedrer de Romerske Calendrer.Det Romerske Aar havde hidindtil været ulig, saa at Fester og Høitidsdage, som vare anordnede paa visse Dage udi Maaneden, fulde ikke alle Aar lige ind: hvorudover Cæsar raadførte sig med de fornemste Mathematicis, publicerede den bekiendte Correction, som vi endnu kalde den Julianske Stiil, og hvorved Aaret blev meere ordentlig indrettet efter Solens Gang, saa at det skulle bestaae af 365 Dage og en Qvadrant; og fandt han da fornødent paa eengang for nærværende Aar at giøre Tilskudd af 2 Maaneder, som han satt imellem November og December; saa at samme Aar bestoed af |41914 Maaneder: og blev den Maaned Qvintilis efter hans Navn kalden Julius. Denne fornødne og nyttige Anordning fandt dog ikke Bifald hos alle, saasom de fleste Mennesker af Overtroe hænge udi de gamle Vildfarelser: ja man seer, at Cicero selv har skiemtet dermed; thi da han kort derefter hørte en at sige: I morgen skal den Constellation lade sig see paa Himmelen, sagde han: Ja Cæsar har beordret det Himmeltegn at lade sig indfinde. Saa at det var ikke uden med Magt at man trængede igiennem med denne nyttige Anstalt. Han havde ogsaa i Sinde, at bringe alle Romerske Love til et Corpus, og at giøre en Extract deraf; men dette blev forhindret ved hans hastige Død.

Det som opvakte det største Had mod Cæsar, og som foraarsagede hans Død, var den Mistanke man fattede, at han vilde lade sig erklære Konge: thi de som ginge frugtsommelige med dette Anslag, lode udspreede blant Folket, at der fandtes udi de Sibyllinske Bøger, at det Parthiske Rige skulde undertvinges af Romerne, naar de stode under en Konge, hvis ikke, skulde de aldrig kunne bemægtige sig samme Rige. Disse havde ogsaa en Dag den Dristighed, da Cæsar kom fra Alba, at give ham offentlig Titel af Konge: men, da han merkede, at Al|420muen derved blev taus og nedslagen, lod han som han blev fortørned mod sine Venner, og sagde: Jeg heeder Cæsar, og ikke Konge: og gik derpaa heel tankefuld sin Vey fort. adskillige Ting hvorved Cæsar giør sig forhadt.En anden Dag, da Senatet havde besluttet at conferere ham store Æres Titler, og Consules, Prætores, samt alle Raadsherrer nærmede sig til ham for at give saadant tilkiende, og aflegge deres Lykønskning, reisede han sig ikke op mod dem af sit Sæde, og gav dem siddendesiddende]siddende] fiddende A siddende] fiddende A saadant Svar; at den Ære, de beviisede ham, var saa overmaade stor, at det var fornødent heller at formindske end at forøge den. Over denne Hovmod græmmede sig saa vel Raadet, som Almuen, saa at de fleste ginge bort med nedslagne Hoveder. Mange have dog villet henføre denne Gierning, enten til Uagtsomhed, eller til en Svaghed, som undertiden pleyede at paakomme ham, og hvorom siden skal tales. Vist nok er det, at da Cæsar merkede, at han havde forseet sig, gik han bedrøvet hiem, blottede sin Hals, og sagde til sine Venner, at han var bereed til at rekke den til alle dem, som vilde skille ham ved Livet. Han søgte da at undskylde sig ved ovenmeldte Svaghed, som havde betaget ham Sandserne; men Undskyldningen blev ikke taget for fulde, helst, som der sagdes, at, da han vilde reise sig, blev han |421holden tilbage af Cornelio Balbo, som sagde: Erindrer Eder, at I er Cæsar, og at I maa staae paa Eders Respect.

Kort derefter tildrog sig en anden Ting, som styrkede Staden udi dens Misfornøyelse. Da en stor Fest blev celebrered udi Rom, kom Antonius, som da var Consul, ind udi Forsamlingen, hvor Cæsar sadd, nærmede sig til hans Stoel med en Krone udi Haanden, hvilken han offererede Cæsar. Derpaa hørte man nogle faae Klappe med Hænderne, men gandske sagte, saa at man kunde merke, at det skeede alleene af dem, som Antonius havde udsatt dertil: men da Cæsar veigrede sig ved at modtage Kronen, fuldte derpaa et stort Lyd og Haandklappen af det heele Folk. Antonius giorde et andet Forsøg; men det gik lige saa til denne gang: Herudaf merkede Cæsar Folkets Tanker, stoed op og befoel, at man skulde indvie Kronen til Capitolio. Nogle Dage derefter saae man Cæsars Støtte ziired med Kroner: men 2 af Folkets Tribuni, nemlig Flavius og Marcellus toge dem strax bort; og, da de mødte nogle paa Veyen, som kaldte Cæsar Konge, lode de dem fængsle, og Folket fuldte dem med Hænders Klappen til FængseletFængselet]Fængselet] Fængselt A, fængselet ms., Fængslet B C; Fængslet udg1763 Rahbek, Fængselet Liebenberg SS Fængselet] Fængselt A, fængselet ms., Fængslet B C; Fængslet udg1763 Rahbek, Fængselet Liebenberg SS , rosederosede]]rosede]] A, rosende ms. B C; rosede udg1763 Liebenberg SS, rosende Rahbek rosede] A, rosende ms. B C; rosede udg1763 Liebenberg SS, rosende Rahbek samme Tribuner, og kaldte dem Friheds Beskyttere. |422Dette gik Cæsar saa til Hierte, at han skildte disse tvende Mænd ved deres Embeder, og lod see sin Misfornøyelse mod den heele Almue.

Nu havde man temmelig Beviis paa, hvad Cæsar gik frugtsommelig med; Sammenrottelse mod Cæsar.hvorudover de, som vare mest for den gamle Frihed, kastede deres Øyen paa M. Brutum, som sagdes at nedstamme fra den gamle Junio Bruto, der havde først satt Staden udi Frihed. Denne Mand bar et naturligt Had til all Monarchie: men de store Velgierninger, Cæsar havde beviist ham, tempererede hans Iver; thi Cæsar havde ikke alleene efter det Pharsaliske Slag taget ham til Naade, og paa hans Forbøn sparet mange paa Livet, men havde ogsaa derforuden antaget ham siden blant sine fortroeligste Venner, giort ham til Prætor, og beskikket ham Aaret derefter til at være Consul. Ja Cæsar havde saadan Tillid til denne Mand, at, da nogle beskyldte ham at sætte sig efter Livet, sagde han, følende paa sin hud: Denne Hud venter gandske roeligen paa Brutum. Dermed gav han tilkiende, at han havde saa høye Tanker om M. Bruti Portrait.Bruti Dyd og Oprigtighed, at han intet Ont kunde forvente sig af ham. Cæsar foer i visse Maader ikke vild udi de Tanker han havde om Bruto, saasom faae Romere paa de Tider be|423sadd meere Dyd og Philosophie: Og var det i den Henseende, at de som havde Ont i Sinde mod Cæsar, hvorvel de vidste, at ingen med større Gremmelse ansaae Republiquens Forandring, dristede sig dog ikke aabenbare til at tale med ham derom, men lode sig alleene nøye med Tegn at give det tilkiende, at de ansaae ham som deres Friheds Beskytter, og at de ventede meere af ham, end af nogen anden. Blant saadanne Tegn var dette, at de engang under hans Domstoel lode strøe en Hob Sædler, hvorpaa vare skrevne disse Ord: Brute! du sover, du est ikke Brutus.

Disse og andre Ting giorde omsider Brutum tankefuld, hvilket da Cassius merkede, drev han de Sammenrottede til at blive ved at ophidse ham. Samme Cassius, foruden den Sorg han havde over Republiquens Forandring, havde et personligt Had til Cæsar; hvorudover han og blant alle havde ham mest mistænkt, saa at han engang sagde til sine Venner: Hvad synes Eder om Cassio? jeg for min Person har ingen Tillid til ham; thi han seer saa bleeg ud. En anden gang, da man afmalede Antonium og Dolabellam som Mænd, der ginge frugtsommelige med onde |424Anslag mod ham, sagde han: Jeg har ingen Fare for de spækkede, rødmosede og pyntede Mænd; jeg er meere bange for disse bleege og mavre; hvormed han meenede Brutum og Cassium: og viisede Udgangen, at han ikke tog feil.

Dette u-anseed continuerede Cæsar med sine Tilbereedelser mod Partherne, og lod 16 Legioner med 10000 Ryttere skikkeskikke]]skikke]] ms. C, skikkede A B; skikke udg1763 Rahbek Liebenberg SS skikke] ms. C, skikkede A B; skikke udg1763 Rahbek Liebenberg SS for i Veyen til Asien, havende i Sinde at reise selv 4 Dage derefter. Dette frygtede de Sammenrottede for, og derfore lod udspreede, at der fandtes udi de Sibyllinske Spaadomme, at Partherne ikke kunde overvindes uden af en Konge, og at det var fornødent at give Cæsar den Titel. Af dette tog Cassius Anledning til at besøge Brutum, og spurte ham, om han vilde bivaane Senatet den Dag, paa hvilken Cæsar skulde erklæres Konge. Brutus svarede dertil, at han ikke vilde være tilstede. Cassii Samtale med Bruto.Men, sagde da Cassius, end om I bliver kaldet? Hvortil Brutus svarede: jeg skulde da tænke, at det i saa Maader var min Pligt at tale, at sætte mig der imod, ja at vove mit Liv. Hvilket da Cassius hørte, aabnede han videre sit Hierte, sigende: ingen ærlig Romer vilde taale at see Eder noget Ont vederfare |425for Stadens Frihed: I veed selv ikke, hvilken Mand I er: I maa være forsikred om, at de Sædler, som nyeligen ere udstrøede, komme fra de fornemste og anseeligste Mænd udi Staden. Man forlanger af andre Prætores Skuespill og Lyst; men af Eder forlanges Hielp imod den faldende Frihed.

Efter saadan Samtale skildtes de fra hinanden; og blev Brutus derpaa saa tankefuld, at hans Hustrue Porcia merkede, at noget vigtigt laae ham paa Hiertet, og derfor bad ham inderligen at aabenbare hende, hvad som foruroeligede ham. Bruti Hustrue Porcia en heroisk Dame.Og, som Brutus dristede sig ikke til at sige det til et skrøbeligt Fruentimmer, gav Porcia sig selv et dybt Saar med en Kniv, hvilket hun lod ham see, for deraf at overbeviise ham, at ingen Piinsler kunde tvinge hende til at aabenbare Tingen eller at giøre noget, som var Catonis Dotter u-anstændigt. Herudover fik hun den heele Handel at vide; og, som Bruti Navn var i stor Anseelse, opmuntredes mange til at træde udi denne Sammenrottelse, og besluttede at fuldføre deres Forsæt udi Raadhuset paa en vis Dag udi Martii Maaned.

Der anføres mange store Tegn og Forevarsler om en Ulykke, som forestod Cæsar |426samme Dag. Han selv drømte om Natten tilforn, at han blev løftet over Skyerne, og stødte sin Haand mod Jupiter, hans Hustrue Calpurnia, drømte, at han blev myrdet udi hendes Arme; Forevarsler for Cæsars Død.og Kammerdørrene aabnede sig just paa samme Tid af sig selv med stort Brag. Denne sidste Hendelse indjog ham nogen Skræk, saa at han lod sig overtale til at blive hiemme den Dag. Men en anden Brutus ved Navn Decimus, som var blant de Sammenrottede, kom ham til at forandre sit Forsæt sigende, at det var en Skam for ham, at han ikke turde gaae ud, uden hans Hustrue havde gode Drømme; tog ham derpaa ved Haanden, og bragte ham med sig. Paa Veyen mødte han den Spaamand, som havde erindret ham, han skulde tage sig vare for den Dag; og da sagde Cæsar smilende til den samme: See! nu er Idus Martii kommen. Hvorpaa Spaamanden svarede gandske sagte: ja! den er kommen, men ikke forbi.

Dagen tilforn havde Marcus Lepidus haft ham til giæst, og da underskrev han ved Taffel adskillige Breve efter Sædvane. Medens han var udi dette Arbeide, førte de andre adskillige Discourser; og blev blant andet det Spørsmaal giort, hvilken Død var den ønskeligste. Da brød Cæsar dem ind udi Talen, og sagde med høi Stemme: |427Den Død er den beste, som kommer mest uformodentlig. Det var ellers forunderligt, at en Sammenrottelse, som bestoed af saa mange Personer, kunde saa længe holdes hemmelig, helst, saasom alle havde fri Adgang til Cæsar, og man derfore let kunde vente, at een eller anden, for at giøre sin Lykke, skulde have givet dette Anslag tilkiende. Men denne store Mands Tiid var kommen, saa at hverken hans egen Kaaldsindighed eller de Sammenrottedes Uagtsomhed kunde til intet giøre Himmelens besluttede Raad. Cæsar begiver sig til Raadhuset.Thi da han var paa Veien til Raadhuset, nærmede sig til ham Artemidorus af Cnido, og overleverede ham et Skrift, som indeholdt den heele Handel. Den samme, da han merkede, at han gav strax alle Papirer til hans hosfølgende Betientere, sagde han: Læs dette Skrift selv alleene, og i en Hast; thi det indeholder vigtige og Eders Person angaaende Sager. Cæsar tog sig derpaa vel paa at læse Skriftet, men blev forhindred af en Mængde Folk, som fremkom med en og anden Begiering, saa at da han kom ind udi Raadhuset, havde han endda Papiret udi Haanden.

De Sammenrottede søgte strax at holde Antonium tilbage, saasom han var Cæsars beste Ven og derforuden en dristig og stærk |428Mand; og blev dette i Verk stillet ved Brutum Albinum, som opholdt ham med vitløftig Snak. Saa snart Cæsar indtraadde udi Raadhuset, reisede sig det heele Senat for at bevise ham Ære. Endeel af de Sammenrottede omringede hans Stoel, og andre af dem gik ham i møde med Begieringer, og for at understøtte Metelli Cimbri Ansøgning, angaaendes hans Broders Tilbagekaldelse fra Landflygtighed. Cæsar satt sig da ned, og tilkiende gav, at han ikke strax kunde fyldestgiøre deres Begiering, og visede Cimber fra sig. Men Cimber holdt ideligen ved sin Ansøgning, og det med saadan Iver, at han holdt paa begge Siderne af hans Kiole. Cæsar raabte da, at det var at giøre Vold. Cæsar myrdes paa Raadhuset.Men strax derpaa gav Caska, som stod bag ved ham, det første Stød med en Dolk nær ved Achselen, dog var samme Stød ikke dødeligt. Hvorudover Cæsar vendede sig om, og raabte: Hvad vil du slemme Forræder? Caska kaldede da sin Broder til hielp, og Cæsar fik i det samme et dødeligt Sting udi Brystet. Hvorpaa samtlige Sammenrottede løbe til, givende ham alle Saar, og det med saadan Hidsighed, at mange af dem selv komme til skade. Ikke desmindre giorde dog Cæsar stor Modstand, trængende sig iblant dem som en Løve, indtil han blev Brutum var med en Dolk udi Haanden; da |429blev han gandske stille, og sagde disse Ord: Hvad? min Søn, Brute! est du ogsaa med: *Καὶ σὺ εἶ ἐκείνων; καὶ σὺ τέκνον; Derpaa skiulede han sit Ansigt, og lod Endene af Kiolen falde neden for Knæene, paa det han kunde falde paa en sømmelig Maade, og derpaa sank ned ved Siden af Pompeji Støtte, efterat han havde bekommet 23 Saar, og det heele Raad havde staaet som henrykt af Forundring og uden Bevægelse.

Saadant Endeligt havde den store Julius Cæsar udi sin Alders 56de Aar, en af de forunderligste Mænd, som Rom eller maa skee Verden nogen Tid har tilveyebragt, hans Dyder og Feil.og det enten man betragter hans Tapperhed, Hurtighed, Forfarenhed og Lærdom; og var det i Henseende til hans store Sindets Gaver at han var elsket af sine Venner, og admireret endogsaa af sine Fiender. Dette merkelige Mord, som satt heele Verden i Bevægelse, skeede 710 Aar fra Roms Fundation, 3961 fra Verdens Skabelse, og 42 for Christi Fødsel.

Jeg har viiset udi Historien, hvad den overvættes Ambition, han var indtagen af, forledede ham til at giøre i sin Ungdom, nemlig at hykle for Almuen, som da distribuerede Bestillinger og Æres Titler, og at befodre onde og skadelige Mænd, for ved dem |430at komme til sit foresatte Maal; hvorved han kom udi saa slet Reputation, at mange havde ham mistænkt at være Medvider udi den Catilinariske Sammenrottelse, da der handledes om at sætte Ild paa Staden. Men fra den Tid han fik Krigs-Commando, hørte man intet uden store og forunderlige Krigs-Bedrifter, merkelige Exempler paa Aarvaagenhed, Moderation og Taalmodighed, saa at det syntes, at han havde betient sig af alle slags onde Midler for at komme i Stand til at giøre got, og at lade sine Dyder fremskinne. Men saadan Opførsel er ikke forsvarlig, endskiønt Tidernes Beskaffenhed udi Rom var da saadan, at man ved Dyders Øvelse ingen Vey kunde komme.

Eftersom Cæsars Hoved-Pasion var Begierlighed efter et stort Navn, saa kunde man nogenledes fatte hans Bravoure, og at han foragtede all Fare: men det som man ikke kunde begribe var hans Taalmodighed i at udstaae de største Besværligheder, og som syntes at overgaae hans Kræfter; thi han var af et svagt Temperament, spælemmed, havde en hvid og skiær Hud, var ogsaa ideligen plaged af Hovedpiine, og inclinerede til Apoplexie eller Slag, hvoraf han siges at have følet det første Anstød til Corduba i Spanien. Men med alt dette sparede han ikke sit Legeme, saa at det syntes, |431at han underkastede sig alle Uleiligheder, Heede, Kuld, Hunger, Nattevægt, besværlige Marches, for at bestride de Legemets Skrøbeligheder, som han var underkasted. Naar han hvilede, var det gemeenligen paa Reisen, enten paa en Vogn eller udi en Bærestoel, saa at man kand sige, at han ogsaa arbeidede sovende. Om Dagen foer han gemeenligen om for at besigte Slotte, Stæder og befæstede Leire, havende med sig paa Vognen en Haandskrivere, som han dicterede, hvad han havde observeret, og en Soldat, som førte hans Sværd; og var det i saadan Eqvipage, at hans Reiser gik for sig med saadan Iil, at den første gang han udi publique Forretning forlod Rom, kom han den 8de Dag derefter til Rhinstrømmen. Han var en fortreffelig Rytter, saa at han holdt sine Hænder bag ved Ryggen, og lod Hæsten løbe udi fuld Galope: ja det var til Hæst, at han ofte dicterede Breve til een, to og fleere Secreterer tillige. Paa hans Indgetogenhed anføres blant andet disse Exempler: Valerius Leo tracterede ham engang udi Meiland, og blant andre Retter gav ham Asparris med gammel ankommenankommen]ankommen] ms. B C, ankomen A ankommen] ms. B C, ankomen A Olie paa. Cæsar, uden at lade sig merke, aad tilstrækkeligen deraf; og, da nogle af de andre Giæster besværgede sig derover, straffede han dem derfore. Da han engang var paa Reisen, og af et stærkt |432U-veir blev tvungen til at skiule sig udi en fattig Mands Hytte, som neppe kunde imodtage meere end een Person, overlod han Stuen til Oppius, som var upasselig, sigende: de ærværdigste Steder skal man overlade til de Store, og de mageligste Steder til de Syge; og derfor lagde sig selv ved Dørren. Udi Viin og stærk Drik var han saa maadelig, at Cicero sagde, at han var den eeneste, som ædrue arbeidede paa Republiquens Undergang.

Det forunderligste var hos denne store Mand, at, endskiønt han havde Anseelse af Kielenskab og Qvindagtighed, var han dog udi Feltslag som en Løve. Han havde idelig Omsorg for sit Haar og Skiæg, med at kruse og pynte paa det eene, og at klippe det andet, indtil at lade rykke Haarene af. Og, som hans Hoved-Isse var skaldet, bemøyede han sig særdeeles at skiule den Feil, hvorudover der siges, at af all den Æresbeviisning, som af Senatet blev ham giort, intet var ham behageligere end den Rett, som ham blev given stedse at bære en Laurbær-Krone, hvorved den skaldede Isse blev bedækked. Herudover pleyede Sylla at sige, at man skulde tage sig vare for den kielne og pyntede Dræng (præcinctum Puerum caverent.) Han saae ogsaa gierne, at hans Soldater vare nette og pyntede; og, naar saadant blev ham bebreidet, sagde han: |433Kiemmede og krusede Soldater kand ligesaaligesaa]ligesaa] ms. A B C; lige saa SS (formodentlig en fejl; mgl. i SS app.) ligesaa] ms. A B C; lige saa SS (formodentlig en fejl; mgl. i SS app.) vel figte imod Fienden, som ukiemmede.

Han var ikke mindre anseelig af Lærdom og Veltalenhed end af Krigsbedrifter, og vidnede Cicero, at han ingen Orator eftergav i Veltalenhed; ligesaadant Vidnesbyrd giver ogsaa samme Mand over hans Commentarier om de Galliske og Borgerlige Krige, hvoraf han selv var Autor; thi de andre Bøger om de Alexandrinske, Africanske og Spanske Krige, meenes at være forfattede af andre. Naar han marcherede i Spidsen af sin Krigshær, var det altid til Fods, og det med blot Hoved, enten Soelen skinnede eller det regnede, og naar Floder komme ham i Veyen, svæmmede han derover: men, endskiønt han iilede som en Liunild til sine Forretninger, overlagde han dog alting nøye, saa vel Tid som Sted, og overrumplede Fienden paa de Tider og Steder, hvor de mindst ventede ham, og ikke bragte sin Krigshær nogen Vey, førend han havde udforsket Landets Situation.

Aldrig nogen General har vidst bedre at forfølge en Seyer, og at føre sig en Fordeel til Nytte: thi han slog aldrig nogen Fiende af Marken, at han jo tilligemed bemægtigede sig deres Leier, saa at Krigen oftest endtes ved et slags Forliis, efterdi de Flygtige |434gaves ingen Tid til at recolligere sig. Han lod sig ikke, som en Deel andre Anførere, ved Tegn og Spaadomme afskrække fra sit Forsætt. Da han giorde Landgang udi Africa, og faldt næsegrus paa Jorden, hvilket holdtes for et ont Omen, raabte han: Jeg omfavner dig, Africa! Hvorledes han beloe den Spaadom, angaaende Scipio, er udi Historien fortaalt. Naar han merkede, at hans Folk bleve forskrækkede over Fiendens Tall og Mængde, da, i Steden for at skiule deres Magt, breedede han den meer ud, for at viise den store Tillid, han havde til sine Soldaters Tapperhed. Endskiønt hans Krigsfolk af deres idelige Seyervindinger vare lige saa frække, som fordum de Macedonier, saa føyede han dem dog aldrig, naar de stillede sig uvillige og traadsige an. Saaledes, da den niende Legion udi Krigen mod Pompejum rebellerede, takkede han den strax af; og var det ikke uden efter ydmyge Bønner og Supplicationer, at han tog dem til Naade igien. Den tiende Legion, som paa en anden Tid lod see Traadsighed, indjog han Skræk med et eeneste Ord, og det i steden for efter Sædvane at kalde dem Soldater (Commilitones) kalde dem Medborgere (Qvirites.)

Han kunde ikke bære længe Had til nogen, men hvormeget end en havde fortørnet ham, kunde han dog strax ved ringeste Fortrydelse |435erhverve hans Venskab igien. Thi han var af Naturen mild og medlidend; saa at, naar han brød sit Løfte, var det udi Straf: saaledes, da han eengang havde svoret at lade kaarsfæste de Søerøvere, som havde fanget ham, lod han dem først qvæle for ikke at bryde sin Eed. Ja, naar ham blev tilkiendegivet, at der vare Sammenrottelser og onde Anslag mod hans Person, lod han sig nøye med ved offentlig Edict at aabenbare det; hvorved Skræk indjoges i de Sammenrottede, saa at de stode fra deres Forsætt. Og, naar nogen med Bitterhed talede mod ham udi Forsamlinger, lod han dem alleene forkynde, at de maatte vænne sig til at tale meere høfligen.

Med alle disse store Qvaliteter havde denne Mand og adskillige Feil. Thi han lastes formedelst sin Ukydskhed, helst udi Ungdommen; og var hans Opførsel saaledes udi Kong Nicomedis Hoff, at det gav Anledning til bittre Satires mod ham, blant andre dette: