|325
Forbereedelse.
Misbrug af det Ord Heros.
Blant mange Ting, som misbruges udi daglig Tale og Skrifter er den Titul af
Helt eller Heros. Homerus, som Poëter og Moralister foresætte sig som en Modell at efterfølge, haver lagt første Grundvold til denne Irring, i det
han har udi Heroiske Vers forestillet, som Dyders og Tapperheds Exempler visse
Mænd, hvis Bedrifter og Gierninger heller burte nedgraves i Forglemmelse, og hvis
Levnet aldeeles ingen Overeensstemmelse har med den rette Heroismo; thi, skal Achilles,
skal Ulysses være Heroës eller slige Helte, da bliver Definitionen saadan: en Helt er en Mand, der røver, plyndrer og slaaer Mennesker ihiel med saadan bestandig Lykke
og Succés, at |326ingen drister sig til eller formaaer at fordre ham til Regnskab derfor,
men maa overlade GUd Hevnen. Eller, en Helt er en Mand, der ved Sviig og Underfundighed kommer til Rigdom og Velstand, og sætter sig selv og sit Land i den Stand,
at han bliver en Skræk for alle sine Naboer. Paa saadanne Helte har Jorden saa
vel nu, som i gamle Dage haft god Forraad; men det er af saadanne Helte, hvoraf
den ikke meget kand bryste sig. Saa meget derfore, som Poëter maa stræbe efter at
efterfølge Homeri Stiil, høye Tanker og prægtige Ord, saa meget maa de tage sig
vare for at imitere hans Morale og Portraits, med mindre man vil forfalde udi den
Vildfarelse, at giøre aabenbare Laster og Misgierninger til Hoved-Dyder. om Achilles fortienede Navn af Heros.Hvorliden Overeensstemmelse Achillis Bedrifter haver med Heroismo, sees tydeligen, naar man
tager Dækket af, og giver heller agt paa GierningenGierningen]Gierningen] A, gierningerne ms. Gierningen] A, gierningerne ms. i sig selv, end paa Poëtens prægtige Ord. En Mand, udi hvis Hierte havdehavde]havde] A, have ms. havde] A, have ms. fæstet Sæde Had, Hævngierighed, Grum|327hed , Vrede og andre deslige Affecter, er aldeeles ingen Zirat for det menneskelige Kiøn. Tvertimod en saadan kand ikke alleene ansees med Skræk, men end ogsaa
med Foragt, ja heller holdes for en feig, end en tapper Mand: naar han ikke er mægtig
til at imodstaae sine Passioner, men viiser sig at være en foragtelig Slave deraf; thi
der er saa stor Forskiæl imellem Tapperhed og Hidsighed, som der er imellem Gudsfrygt og Tungsindighed, og imellem Retfærdighed og Strænghed. Saasom nu det
er ikke uden af Legemets Styrke og af et hidsigt Blod Achilles egentligen var distingveret blant Grækerne, og at deslige Qvaliteter findes endogsaa hos umælende Beester,
da, hvis ikke andet kand fremføres til hans Berømmelse, har man Møye at giøre ham
til et Menneske, end sige en Helt.
om Ulysses.Den ugemeene Forstand og Kundskab udi Stats og Krigs Videnskab, samt Veltalenhed, som tillegges den anden Homeri Helt Ulyssi, saasom dette bestod udi Sviig,
Simulation og |328falske Ord og Løfter, saa kand man sige, at den eene var lige saa langt
fra Heroismo, som den anden, ja at den første ved nøye Examen var ikke andet end
et glubende Dyr, og den sidste ikke andet end en Rev, eller saadan een, som den gemeene Almue nu omstunder kalder Politicus, hvilket betyder en igiennemgaaen Skalk.
Begge slags Qvaliteter forklarer Cicero Lib. I. Off. saaleedes: Scientia, qvæ remota
à justitia est, calliditas potiùs, qvàm sapientia est appellanda. Item, animus paratus
ad periculum, si sua cupiditate, non utilitate communi impellitur, audaciæ potiùspotiùs]]potiùs]] potiùs, ms. A B C (i ms. er herefter slettet: quam fortitudinis; kommaet stammer fra denne tidligere version); potiùs, udg1763, potiùs Rahbek Liebenberg (uden accent hos Rahbek), potiùs, SS potiùs] potiùs, ms. A B C (i ms. er herefter slettet: quam fortitudinis; kommaet stammer fra denne tidligere version); potiùs, udg1763, potiùs Rahbek Liebenberg (uden accent hos Rahbek), potiùs, SS
nomen habeat, qvàm fortitudinis. Det er, all den Videnskab, som viger fra Retfærdighed, er heller Underfundighed end Viisdom; og den, som vover sit Liv for sin egen
skyld, ikke for det gemeene Beste, er ikke tapper, men dristig.
om Æneas fortiener det Navn Adskillige Poëter derfore, som have skrevet efter Homeri Tid, have merket, hvormeget samme Mand har vildfaret udi sine Characteres, og seer man, at Virgilius
har støbet sin |329Heros udi en anden Form, og giort Pietet, Sagtmodighed og Ærlighed til Æneæ Hoved-Dyder. Men alt dette bestaaer kun i blotte Ord, ja, naar
man uden Broderie betragter Æneæ Gierninger, som bestoed i at krænke en Dronning under Ægteskabs Løfte, og derpaa at forlade hende, at berøve en fremmed Mand
sin forlovede Brud, og at omkomme sin Medbeiler, saa blive Bedrifterne saadanne,
at det var bedre at tie dermed, end at udføre dem i en Heroisk Lovsang, hvilket Virgilius uden Tvivl selv har merket, og derfore skudt Skylden paa Guder og Gud-inder,
saa at det maatte blive til en Dyd og Gudsfrygt, i Henseende til at det var en Fornødenhed at efterleve Himmelens Befalninger. Ingen tvivler paa at jo Hercules var en stor Helt. om Hercules.Men hvorfor? efterdi han løb om med en Kølle, og slog Folk ihiel. Vel siger man, at han rensede Verden fra onde Mennesker; men Historien viiser, at
mange gode og uskyldige Folk maatte giøre Selskab med de Onde, saa at han derfor
er lige saa langt |330fra Heroismo, som en Doctor, der dræber saa vel Onde som Gode. Ney, der vil andet til at erhverve Titul af en Heros. ret Definition paa en Helt.En Heros er en udi Dyder
fuldkommen Mand, som af Himmelen er dannet heller til Menneskets Frelse og
Conservation, end til dets Ødeleggelse, og er derfore en god Huusfader, der har bragt et
Douzaine vel optugdede Børn til Verden, nærmere ved Heroismum, end den store
Alexander, der opofrede fast million Mennesker. Skal Heroismus bestaae i at løbe Hovedet mod Veggen og foragte sit og andres Liv, saa kand man give den Æres Titul til ligesaa mange umælende Dyr, som Mennesker.
Man seer dog, at ikke alleene den gemeene Almue, men endogsaa lærde og anseelige Scribentere udi Dyders og Lyders Beskrivelse tageudi Dyders og Lyders Beskrivelse tage]udi Dyders og Lyders Beskrivelse tage] ms. A, tage C udi Dyders og Lyders Beskrivelse tage] ms. A, tage C qvid pro qvo, og ofte af
Vildfarelse giøre de hæsligste Laster og Skrøbeligheder til Dyder, som Øyenskalkhed
til Gudsfrygt, Hovmod og Rangsyge til honete Ambition, Haardhed til Retfærdighed, Ødselhed til Gav|331mildhed , Gierighed til Oeconomie, Haardnakkenhed til
ærlig Bestandighed, Rænker til Forstand. Besynderlig confundere de Vrede og
hidsigt Blod med Tapperhed; og er det derfore, at man udi Lovsange og høytidelige
Orationer, ligne Regentere med Alexandro, Cæsare &c. og opmuntre dem til at
følge deres Fodspor; ja man sielden ved saadanne Leyligheder hører tale om en Phocion, Timoleon, Aristide, Cimon og Socrate, hvilke sidste besadde ret heroiske Qvaliteter, og hos hvilke fandtes ligesaa stor Tapperhed og Retfærdighed, som hos de første
Hidsighed og Ambition. Alexander den store, ophidsed af nogle ubetænksomme Ord,
som hans kiereste Ven Clitus engang lod falde, omkom ham strax paa Stedet, og siden, da Vreden var stillet, af Fortrydelse vilde tage Livet af sig selv:Socrates større Heros end Alexander. Socrates fik et
Ørefigen paa Gaden af en ufornuftig Person, tracterede det med Kaaldsindighed og
Foragt, sigende alleene, det vil blive best herefter at bedekke Hoved og Ansigt med Jernplader. |332Her maatte nu spørges, hvilken af disse Gierninger fortienede mest Navn af
Tapperhed; den eene lader sig haanligen tvinge og overvinde af Vrede og af Skrøbelighed over det, som ham siden vilde fortryde; den anden hersker med et Helte-mod
over sine Affecter, og lader see, at han ikke alleene kand overvinde andre, men end
ogsaa sig selv. Thi, at denne Socratis Taalmodighed reisede sig ikke af Feighed, sees
af den Berømmelse, som gaves ham udi Feltslag, at han figtede, som en Løve: det er,
brugte sin Styrke og sine Arme, naar Fædernelandets Ære og Frelse det udfordrede.
Thi, en Helts Characteer er ikke at figte mod sine Fiender til det Yderste, men at
figte paa det rette Sted, saa at, hvor han falder, saa er det paa Ærens Post.
hvilken af de tvende Mænd Joh. Ziska eller Scanderbeg saadan TitulTitul]Titul] A, titel ms. Titul] A, titel ms. tilkommer.
Naar man dette betragter, seer man, hvilken af disse tvende Mænd, hvis Bedrifter
jeg her afmaler, og som begge i Historien kaldes store Helte, mest fortienefortiene]fortiene] ms. A, fortiente C fortiene] ms. A, fortiente C den Titul.
At Joh. Ziska ikke saadan Titul tilkom|333mer , bliver en klar og lett udgiort Sag. Vel er sandt, at, skiønt de Krige han førdte, ikke vare uretfærdige i Henseende til Oprindelsen, saa bleve de dog førte paa en uretfærdig ja fast barbarisk Maade, saa man
seer, at Vrede og Hævngierighed hos denne Mand ingen Grændser have haft. Hvad
derimod den Epirotiske Prinds angaaer, da er mig ikke bekiendt nogen Krigsmand,
hvis Levnet og Opførsel har nærmet sig meer til Heroismum. Vel fortælles, at hans
Iver udi Feltslag var saa stor, at Blodet flød ham af Øyene; men, saasom han stedse
figtede mod Christendommens Fiender og det menneskelige Kiøns Tyranner, kand dette
ansees, som en priisværdig Nidkierhed. Thi man finder hos denne store Mand ellers
ikke uden Moderation, Mildhed, Urets Forglemmelse. Ja det var alleene Medlidenhed over Christendommens Tilstand, der bragte ham udi Gevær, og bestyrkede ham
mod sine Fiender. Saa at naar man betragter de mange Kiemper, som indfaldte udi
sam|334me Seculo, kand man sige, at mange fortienede den Titul af store Generaler,
men ingen uden Scanderbeg alleene tilkommer den Titul af Helt. Thi det heder, som
Cicero siger: Fortes & magnanimi sunt, non qvi faciunt injuriam, sed qvi propulsant: Det er, de ere Helte, som ikke øve Vold, men som drive den tilbage. Nu
maa jeg vende mig til Historien.
|335
ZISKA.
Johannes de Trocznou,Trocznou,]Trocznou,] ms. A (synes rettet fra Trocznon, i ms.)Trocznou,] ms. A (synes rettet fra Trocznon, i ms.) som siden er bleven saa bekiendt under det Navn af Ziska eller den Eenøyede, efterdi han mistede sit Øye i et Slag, var af gammel adelig
Bøhmisk Familie, fød udi den Bye Trocznou,Trocznou,]Trocznou,] A, Tracznou, ms. (synes rettet fra Tracznon, i ms.), Trocznau, B Trocznou,] A, Tracznou, ms. (synes rettet fra Tracznon, i ms.), Trocznau, B som tilhørede noglenogle]nogle] ms. B C, nole A nogle] ms. B C, nole A Canonici regulares.Ziscæ Herkomst. Han havde fra sin Ungdom fattet stor Afskye for Geistligheden, hvis u-ordentlige Levnet da var paa høyeste Spidse. Denne Afskye, siger nogle, var bleven forvandled
til Had, efterdi hans Søster, som var en Kloster-Jomfru, blev svanger af en Munk
eller Præst. Han tog i sin Ungdom Krigstieneste an i Polen, hvor han lod see Prøve
paa stor Tapperhed, sær udi det Slag, som 1410 blev holdet med den Tydske Orden.
Den haarde Execution, som skeede mod Johan Hus, for hvilken han havde baaret stor Ærbødighed, bragte den Afskye og engang fattede Bitterhed mod Geistligheden paa det høyeste. han søger at
hevne Joh. Husses Død. En vis Scribent, som levede paa samme Tid, fortæller, at da han engang
gik og grundede paa Slotspladsen udi Prag, og Kong Venceslaus, som saadant
blev var, kaldede ham til sig, og spurdte, af hvad Aarsag han gik saa dybt i Tanker,
sagde |336han: Jeg tænker paa den Tort, det Bøhmiske Folk er vederfaret ved Johan
Husses Execution. Kongen svarede da: Hverken Du eller jeg er i Stand saadant
at hævne; men søg du at redde Nationens Ære, om du kand finde noget Middel dertil. Ziska laae disse Ord paa Hiertet, og fra den Tid pønsede paa det, som
han siden med heele Verdens Forundring satt i Verk.
Den Bevægelse, som den Bøhmiske Nation var satt udi formedelst Johan Husses haarde medfart, formeredes ved en lige Execution, som skeede over Hieronimum
Pragensem, som ogsaa blev brændt til Costnitz.OpstandOpstand]Opstand] Obstand A Opstand] Obstand A i Böhmenmod den Romerske Geistlighed. Husiterne ihielsloge Præsterne, hvor
de kunde treffe dem, opbrændte Kirker og Klostere, og havde til Feltskrig: Vivant
Wiclef og Hus. For dennem satte sig i Spidsen Ziska tillige med en anden anseelig
Bøhmisk Edelmand Nicolaus de Hussinetz, og indtoge Husiterne et Bierg nogle
Mile fra Prag, kaldet Thabor, hvor de holdte deres Forsamlinger og uddeelte Sacramentet under begge Species. Nogle foregive, at Kong Wenceslaus selv ved et aabet Brev autoriserde Ziska til denne Opstand; vist nok er det, at mange vare af de Tanker, hvorudover han og fik daglig stort Tilløb. Hans første Streiffen var udi den Province Pilsen,|337 hvis Hovedstad han bemægtigede sig, men som han behøvede en Fæstning, hvor han kunde sætte sine Folk udi Sikkerhed, formerede han en Plan til en nye Stad, hvilken er den udi Historien vit bekiendte Thabor.den Husitiske Stad Thabor anlægges.
Hans Anhang formeerede sig i en Hast saaledes, at den beløb sig til 40000 Personer, og affærdigede han strax en Skrivelse til Statholderen af Trista, hvor udi han
opmuntrer ham tillige med Indbyggerne til troe Bistand, og giver han sig udi samme
Brev Titul af Ziska de Calice Thaboriternes Hoved.
Hans største Omsorg var først at befæste Thabor, hvilket ogsaa skeede, saa at den
blev til en anseelig Stad og Fæstning. Det var ham i Begyndelsen vanskeligt at lade
sig see i Felten mod en Fiende, efterdi han intet Rytterie havde; thi Thaboriterne
vare alle usle og gemeene Folk, som havde Møye at forsyne sig med Gevær, end sige med Hæste.Ziska slaaer et Bøhmisk Partie.Partie.]Partie.] A, parti ms. Partie.] A, parti ms. Men han overrumplede paa samme Tid en Bøhmisk Anfører, der commenderede 1000 Ryttere, fra hvilke alle han tog Gevær og Hæste, hvormed han forsynede sine Folk, og var dette Oprindelsen til det Husitiske Rytterie.
Imidlertid flygtede Kongen fra et Sted til et andet, troende sig ingensteds sikker,
og forsømmede ikke Ziska den Leylighed til at bestyrke sine Sager. Efter at han med
Fliid |338havde øvet sine Folk udi Krigs-Discipline, kom han ind udi Hovedstaden Prag, hvor, eftersom de fleeste Borgere havde antaget Husses Lærdom, han venligen blev imodtagen. indtager Prag.Der ødelagde han strax et Carmeliter-Kloster, og lod hænge en Præst,
hvilken meenes, at have været den samme, der havde krænket hans Søster. Han rykte
der paa mod Raadhuset, hvor de fleeste Raadsherrer vare forsamlede. Elleve af dem
reddede sig med Flugten, de øvrige faldt i Ziskas Hænder, hvilken lod dem kaste ud
af Vinduerne. Nogle holde for, at de Pragiske Borgere selv øvede denne Execution:
andre derimod sige, at Ziska selv drev dette Verk, saasom han var heel ophidset mod
Raadet.
Da denne haarde Execution tilligemed andre kom Kongen for Ørene, blev han
derover heel bestyrdset, og, da een af hans Hofmænd, nemlig en Oberskiænk derved
lod falde disse Ord: at han havde forudseet saadan Ulykke, tog Kongen det op, som
en Bebreidelse af hans Efterladenhed, og derudover af Vrede trækkede ham efter
Haaret til Jorden, havde ogsaa stukket ham ihiel med en Dolk, dersom de Omstaaende
ikke havde holdet ham tilbage. Denne Overiilelse foraarsagede, at Kongen blev angreben af et Slag, hvoraf han døde.
|339Kong Wenceslai Død og Portrait.
Adskillige haarde Domme ere faldne over denne Konge, og mange skrækkelige
Historier ere om ham fortaalte: blant andet, at han engang lod steege sin Kok, efterdi
han havde veigret sig ved at lave Mad til; at han lod drukne en Doctor Theologiæ,
efterdi han havde sagt, at der ingen rett Konge var, uden den som regierede vel; at
han meget elskede en Hund, efterdi den beed alle, som han pegede paa; at han stedse
havde i sit Følge en Skarpretter, &c. Men det er troeligt, at meget er ham paadigtet,
helst af den Tydske Nation, for at besmykke den Opstand, de havde giort imod ham,
og skilt ham ved den Keiserlige Krone.
Interregnum udi Bøhmen.Efter Wenceslai Død var den Bøhmiske Throne længe ledig, og blev i denne
Vacance Grundvold lagt til Husiternes Magt. Den efterladte Dronning Sophia lod see større Fyrighed i at forsvare Landet, end Wenceslaus, hun bragte ogsaa Ziska tvende gange saaledes i Knibe, at han nær var falden i hendes Hænder: thi Ziska
med sine Folk blev paa en Høy omringed af et stærkt Rytterie; men som samme Rytterie
formedelst Jordens Ulighed ikke kunde giøre noget Angreb, uden man steeg ned af Hæstene, og Ziska merkede saadant, befoel han alle Qvinderne, som var i hans Krigshær
at kaste deres Klæder og Linnet for de sporede Ryttere, hvilke bleve derudover saa
indvikle|340de , at Ziska uden Møye omkom dem fast alle, og begav sig efter denne Seyer til Thabor igien.Ziska huserer stærkt i Landet. Derpaa gik man løs paa Kirker og Klostere, og det med saadan
Hidsighed, at hen ved 550 bleve ødelagde udi Ziskæ Tid, og kand man slutte, hvormeget Husiterne bleve bestyrkede af den Rigdom, som fandtes udi samme Kirker og
Klostere; thi Æneas Sylvius vidner, at de Bøhmiske Kirker og Klostere overginge
alle andre Europæiske i Pragt og Herlighed.
Udi det Aar 1420 ødelagde han den Stad Aust, og derpaa beleirede Raby,
hvilken han med Storm indtog, hvorvel denne Seyer kom ham dyrt at staae;han mister sit eeneste Øye. thi da han stoed udi et Træe for at observere alting, og opmuntre sine Folk, blev han truffen af en Kugle, hvoraf han mistede sit eeneste Øye, han havde tilbage, hvorudover han
ogsaa af Forbittrelse lod legge Staden i Aske. Wenceslai Broder, Keiser Sigismundus,
som holdt sig efter Broderens Død berettiget til den Bøhmiske Krone, satt sig strax
for at dempe denne Opstand, men som han i Begyndelsen øvede all for stor Violence,
vandt han intet derved, uden at bringe heele Bøhmen i Bevægelse, og Ziskæ Navn
derudover kom meer og meer i Anseelse. Da Keiser Sigismundus skikkede nogle 1000 Ryttere til Bøhmen for at holde de Oprørske i ave, greb Ziska dem an mellem Thabor og |341Prag, og der erholdt en fuldkommen Seyer.erholder SeyerSeyer]Seyer] A, seier ms. Seyer] A, seier ms. over Keiser Sigismundum. Kort derefter, saasom Prag var
beængsted af de Keiserlige, gik han Staden til Undsætning, kom lykkeligen der ind, og
blev med stor Glæde antagen af Indbyggerne: hvorpaa adskilligeadskillige]adskillige] ms. A, andre C adskillige] ms. A, andre C Bøhmiske Stæder
traade i Forbund mod Sigismundum for tilfelles Forsvar.
Sigismundus satt sig nu for at gribe Tingen an med alle Kræfter, og derfore fik
paa Beenene en Krigshær, som nogle sige bestoed af 140000 Mænd, hvorudi vare adskillige Tydske Førster, blant hvilke Friderich, Churførsten af Brandenborg. Med en Deel af denne Krigshær beleirede Keiseren Prag, og som det var fornødent at drive Ziska af et Bierg, hvor han havde satt sig nær ved Staden, greebe be Keyserlige ham der an, men maatte med Forliis gaae tilbage igen.anden Seyer. Udi dette Slag omkom ogsaa en stor Deel Husiter, og Ziska selv blev slagen til Jorden; men kom dog i Behold; alleene at han bekom en maadelig Blessure.
Efter denne Forliis maatte Sigismundus ophæve Beleiringen for Prag. Denne Spott kunde ikke fordøyes, hvorudover Keiseren, da han hørte, at Ziska havde beleired Wisrhad, besluttede han der at angribe ham: nogle raadede fra saadant, sigende:
at det var farligt at binde an med en desperat |342Fiende; men Keiseren sagde: Jeg vil vove et Slag med disse Kølledragere. En Stor Deel af hans Krigshær bestoed af
Moravier eller Mæhrer, hvis Anfører paa nye giorde denne Forestilling, men vandt
intet derved, uden at opirre Keiseren til Vrede; saa at han sagde: I Mæhrer ere
forsagte Folk. Hvorpaa Mæhrerne steege af deres Hæste, og sagde:Vi skal alle
gaae, hvor Eders Majestet ikke tør følge os; hvorpaa de greebe Husiterne an,
men bleve alle omkomne af de Husitiske Køller, som Keiseren saa havde foragtet. Ungarerne, da de vilde giøre Undsætning, havde ikke bedre Lykke, hvorudover den heele Krigshær tillige med Keiseren tog Flugten.tredie store Seyer over de Keiserlige En af de Keiserlige, som selv har beskrevet
dette Slag, vidner, at der omkom hen ved 300 store Bøhmiske Herrer alleene. Efter
denne Seyer erobrede Ziska Wisrhad og sløifede den. Indbyggerne udi Prag ginge
derpaa i Raad sammen om at forkaste Sigismundum, der nægtede dem deres Religions
Frihed, og at antage Jagello Kongen af Polen til deres Landsherre: men Nicolaus af Hussinetz satt sig derimod, sigende: Vi have nyeligen fordrevet en fremmed Herre, og I ville nu tage en anden fremmed igien, og derpaa forlod Prag med sine Thaboriter. |343Han døde kort derefter, saa at Ziska derudover fik høyeste Commando.
Udi efterfølgende Aar 1421 kom Keiseren med en stor Krigshær til Bøhmen igien,
hvor adskillige fornemme Herrer ginge ham til Haande. Dette bragte de Pragiske
Borgere udi saadan Bekymring, at de strax forlangede Undsætning af Ziska. Han
lod sig og strax der indfinde, og blev indført med Klokkers Lyd. Han erholdt derpaa en
og anden stor Fordeel mod de Keiserlige Tropper, saa at Keiseren ingen Fremgang kunde
faae. Hvad som mest foruroeligede Ziska, var et stort Parti af Bøhmiske Herrer, som
havde slaget sig til Keiseren. De samme havde Afskye for den Haardhed han øvede,
og saae ham an som en Røver, og derfor formerede et stærkt Partie imod ham: de
Pragiske Borgere bleve og i samme Henseende hans Fiender, saa at Ziska havde nok at
bestille med sine egne Landsmænd alleene. Men denne forfærdelige Mand, som Æneas Sylvius kalder den anden Hannibal, saa vel i henseende til hans Tapperhed, som Krigslist, overvandt de Sammenrottede i et stort Slag Aar 1424, saa Staden Prag derudover maatte forlige sig med ham.slaaer paa nyenye]nye] A, ny ms. nye] A, ny ms. en Böhmisk KrigshærKrigshær]Krigshær] A, krigs hær ms. (ved linjeskift)Krigshær] A, krigs hær ms. (ved linjeskift) Keiseren merkede omsider, at det vilde blive ham umueligt at vinde noget mod denne grumme Kiempe, hvorudover han giorde ham Forslag til Forliig, og tilbød ham Gouverne|344ment over det hele Rige. Dette fordeelagtige Tilbud fandt Ziska Smag udi: men da han begav sig til Moravien for videre derom at handle med Keiseren, døde han paa Veyen af Pest.
hans Død. Saadant Endeligt fik denne forfærdelige Mand, hvis Navn havde været en Skræk for de største Potentater; thi, endskiøndt hanendskiøndt han]endskiøndt han] ms. A (han senere indsat i ms.)endskiøndt han] ms. A (han senere indsat i ms.) udi de sidste Aar var blind, bivaanede
han dog alle Feltslag og Beleiringer med sædvanlige Hurtighed, og giorde de fortreffeligste Anstalter paa de Beretninger, som blev ham given udi Feltslag om sin egen Krigshærs og Fiendens Tilstand, saa en anden Anfører med 4 Øyen udi Hovedet neppe havde kundet bruge større Forsigtighed, hvorudover hans Fiender merkede, at de intet havde vundet ved begge hans Øyens Forliis, og derfore giorde Forslag til Forliig.adskillige Particulariteter om denne Mand. Alle Scribentere ere fast eenige derudi, at han for sin Død befoel, at man skulde flaae
ham, og af hans Hud giøre en Tromme, hvis Lyd skulde jage Skræk ind udi Husiternes Fiender. Andre sige, at han befoel at kaste sit Legem for vilde Dyr og Fugle,
saasom han holdt det bedre at fortæres af Dyr, end af Orme. Men Theobaldus holder
dette for at være en Digt. Det kand ogsaa være, at Ziska haver sagt saadant for
Skiemt, og hans Tilhængere have givet det ud for at have været hans |345alvorlige
Villie, ja virkeligen foregivet, at dette med Trommen blev exeqvered for at indjage
de Keiserlige Frygt. Hvad den anden Post angaaer, med at kaste Hans Legeme for
vilde Dyr, da, endskiønt det har kunnet være hans Villie, blev den dog ikke efterlevet;
thi hans Legem blev strax begravet i en Kirke til Graditz; ja det blev siden gandske heelt og holden ført tilført til]ført til] ms. A (til senere indsat i ms.)ført til] ms. A (til senere indsat i ms.) Czaslaw, hvor det blev nedsatt udi Hovedkirken. Theobaldus vidner, at han i hans Tid endda saae Ziskæ Gravskrift med disse Ord: hans Gravskrift.Her hviler Johannes Ziska, som udi Krigs Videnskab gav ingen General efter; en Hævner af Geistlighedens Hovmod og Gierighed. Alt hvad som den blinde Appius
Claudius udvirkede til den Romerske RepubliksRepubliks]]Republiks]] ms., Repupliqs A; Repupliqs SS Republiks] ms., Repupliqs A; Repupliqs SS Nytte ved sine Raad, og Marcus Furius Camillus ved sin Tapperhed, det haver jeg udrettet til mit Fædernelands Frelse. Endskiønt jeg var blind, har mig dog ingen Forsigtighed manglet.
Jeg har victoriseret udi 11 store Slag. Jeg har forsvaret de Betrængte mod
Geistlighedens Vold; hvis deres Had og Misundelse ikke var mig i Veyen,
kunde jeg regnes blant de alleranseeligste Mænd. Dog |346hvile mine Beene, i
Trods for den Romerske Pave, paa dette hellige Sted. VedVed]Ved] Med ms. A B C; Ved Rahbek Liebenberg Ved] Med ms. A B C; Ved Rahbek Liebenberg hans Grav saae man den store Kølle, han brugte i Krig, og fortæller Balbinus ved Leylighed af denne Kølle en artig Historie. en merkelig Historie længe efter hans Død.Keiser Ferdinandus I. vilde engang, da han var udi Czaslaw, besee Hovedkirken; da han kom der ind blev han var en stor Jern-Kølle hængende ved en Grav. Saasom nu dette kom ham merkeligt for, spurdte han, hvo der laae begraven;
og da ham blev sagt, at det var Joh. Ziska, raabte han: Fi, Fi! det slemme Beest
kand endogsaa længe efter hans Død indjage got Folk Skræk. Man saae endda denne Kølle udi Ferdinandi II. Tid, hvilken først lod den borttage, og tillige med udslette Gravskriften.
For at give denne store Mands Characteer, da seer man, at han har været haard, hævngierig, og ikke har agtet Menneskers Liv meer end Fluers.hans Dyder og Feyl. Vel er sandt, at det var ikke uden Aarsag, at han var saa ophidset mod Geistligheden, og mod Keiser Sigismundum, i sær efterdi man mod Troe og Love og givet Leide-Brev havde dømt en
Mand, der var inderligen elsked af ham selv og det Bøhmiske Folk, til Baal og Brand,
saa at derfor hans Fiender ikke kand sige, at de havde forskyldt meget got af ham og |347Husses Tilhængere: men derimod kand man ogsaa ikke nægte, at Hævnen gik jo for
vit, og at de gruelige Executioner, som skeede, viise, at denne Mand inclinerede til
Haardhed, som undertiden gik indtil Barbarie. Dog maa hans Fiender tilstaae, at
han var begaven med store Qvaliteter, og have alle admireret hans Tapperhed, Forsigtighed, storestore]store] ms. A (rettet fra og store i ms.)store] ms. A (rettet fra og store i ms.) Begreb og Behændighed i at rede sig ud af de største Vanskeligheder.
En af Husiternes bitterste Fiender, nemlig Cochlæus, taler om ham saaledes: Dersom man betragter Ziskæ Seyervindinger, kand manman]man] ms. A (senere indsat i ms.)man] ms. A (senere indsat i ms.) ikke alleene sætte ham i Classe
med de største Anførere, men endogsaa ophøye ham over dem; thi er der vel nogen,
som har leveret fleere Feltslag, eller erholdet fleere Seyere, end han, endskiønt han var
gandske blind. En anden Skribent siger: Naar man betragter paa den eene Side, at
han havde mistet begge sine Øyen, hvorved andre giøres ubeqvemme til Commando,
og paa den anden Side overveyer hans store Bedrifter udi samme Tilstand, kand man
sætte ham over Hannibal og Sertorium, som ikkun havde tabt et Øye.
han lærede Bøhmerne først Krigs Videnskab.Det var ellers Ziska, som først lærede Bøhmerne Krigsvidenskab: og inventerede
han de Forskandsninger, som giordes af Vogne, som Bøhmerne med Fordeel betienede sig af, saavel i hans levende Live, |348som efter hans Død. Han gav dem ogsaa
andre Vaaben, end som de tilforn havde brugt, nemlig Jernkøller, saa at de vare bevæbnede heller som Bønder, end som Soldater: men med disse Bonde-Gevær udrettede de utroelige Ting; og har jeg forhen viset at Ziskæ Kølle jog Skræk ind udi Keiser Ferdinando meer end 100 Aar efter hans Død. Balbinus vidner, at have
haft i Hænder et af Ziskæ Skrifter om Krigsvidenskab, hvorudi han viser, hvad
Orden og Discipline, der maa i agt tages udi Krig, hvorledes Deserteurs og de,
som overtræde Krigs-Love, maa straffes; hvorledes man maa campere, marchere mod Fienden, og deele Byttet. hans Skrift om Krigs-DisciplineDette Skrift var undertegnet med hans egen Haand saaledes: Joh. Ziska de Calice, item 6 store Bøhmiske Herrer, foruden nogle af ringere
Adel og Gouverneurs af adskillige Stæder; og siger samme Autor, at det var værd
at komme for Lyset.
Saa haard som han var mod sine Fiender, saa belevend og gavmild var han mod
sine egne Soldater, som han kaldte sine Brødre, hvilken Titel de gave ham igien. Han deelede Byttet imellem dem, forbeholdende sig selv intet uden Skinker og røged Kiød, som han gemeenligen kaldte Spindelvæve, efterdi de hange udi Bøndernes Skorsteene.
Da han havde mistet sit Syn, blev han førdt paa en Vogn ved Hoved-Fahnen,
som |349kaldtes Magnum Vexillum; hvorfra han bekom alle Berettninger om Krigshærens Orden, Stædets Situation og andet, hvorefter han beskikkede alting.
Hvad han besynderlig bragte sig i Credit hos Almuen med, var en Gierning,
som han øvede udi Begyndelsen af de Bøhmiske Uroeligheder, og det saaledes. Hussiterne, saasom deres Tall dagligen tilvoxede, forlangede af Kong Wenceslao 1417, at
dem fleere Kirker maatte indrømmes: Kongen bad om Dilation herudi, og endeligen
lod dem sige, at han var meget vel intentionered for dem, men forlangede, at de til
Beviis paa deres Troeskab vilde paa Slottet levere alt deres Gevær fra sig. Nogle
begyndte herover at vakle; men Ziska, som kiendte Kongen, raadede dem at begive sig alle bevæbnede til Slottet, hvilket og skeede; og førte han dem ikke alleene selv an, men havde den Dristighed at gaae alleene ind paa Slottet, hvor han lod Kongen vide, at Husiterne havde efter Ordre ladet sig indfinde, men bevæbnede, saasom de troede, at Kongen havde i Sinde at bruge dem mod sine Fiender; en heroisk Gierning udi Kong Wenceslai Tid.og hvis saa var, forsikrede
han, at de vare færdige til at opofre Liv og Blod for hans Majestets Tieneste. Af
denne militaire Compliment blev Kongen saa bevæged, at han lod dem alle gaae bort
udi Fred; og tilveye bragte Ziska sig en stor Anseelse ved denne Gierning.
|350Hans heele Levnet viser, at han har haft en stor Iver i Religionen; hvorudover
mange har ikke kundet begribe, at en Mand af de Qvaliteter kunde bringes til slige
haarde og fast umenneskelige Executioner: men de samme have ikke betragtet, at
intet er farligere, end at falde i devote Fienders Hænder, og at Philosophi have nøye mærket, at en uskiønsom Devotion er det samme, som et helligt Had og Bitterhed; saa dette derfor intet Paradox er udi denne Mands Levnet.hans Religion. Det er ellers vanskeligt at dømme om Ziskæ Sentiments i Religionen. Det synes i Begyndelsen, at han har gandske været Hussit, efterdi han greb til Gevær, for at hævne Joh. Husses Død; men, saasom han siden slog sig til Horebiterne, hvilke synes at have haft samme Meeninger, som Wiclefiter og Valdenser, der nægtede Christi Legems Nærværelse,
eller rettere Transubstantiationen udi den hellige Nadvere, og forkastede alle Romerske
Ceremonier, kunde man slutte, at han havde deres Troe; men, som man seer, at han
har baaret stort Had til de Picarder, hvilke holdes for at have været eenige udi Troen
med de Valdenser, kand man holde for, at han ikke gik videre, end Joh. Hus, det er,
havde Afskye for Geistlighedens Tyrannie, og forsvarede Kalken i Nadveren; saa at
man kand sige, at han egentlig var en Calixtiner eller Subu|351traqvist, hvorvel det er troeligt, at saasom han var heel ulærd, at han ikke selv har kunnet giøre rede for sin
Orthodoxie. At Kalkens Brug jo har været det meste, som laae ham paa Hiertet, sees af den Titul han gav sig, nemlig Johan Ziska de Calice, item, at han førte en
Kalk paa sit Skiold. Balbinus vidner, at han oprettede en Fæstning, kalden Calich
eller Calix; og seer man, at hans Tilhængere afmalede Kalke alle Steder udi Bøhmen, hvor de komme, hvilket derudover gav Anledning til det bekiendte Vers:
Tot pingit Calices Bohemorum terra per urbes, |
Ut credas Bacchi numina sola coli. |
At Ziska ellers har været en Forfægter af Kirke-Ceremonier, og har ladet forrette Messen efter den sædvanlige Romerske Brug, sees af den Spott, som de Picarder
dreve med hans Messe-Præste, som de kaldte Lintearios eller Linned-dragere, efterdi de
bare hvide Messe-Særke; men Ziska, som ingen Spott kunde fordrage, lod mange
af dem brænde, blant andre een ved Navn Loqvis, hvilken blev kasted i en Beegtønde,
og derudi fortæret af Ilden. Til Beviis herpaa tiener ogsaa det forgyldte Altar, som
udi Czaslaw saaes ved hans Grav, hvor man sagde Messe for hans Siæl; saa at det
synes, at være gandske klart, at han alleene i de |352tvende anførte Poster har differeret
fra de Romerske.
hans Legems Skikkelse.Hvad hans Legems Skikkelse angaaer, da vidner Balbinus, at nogle Bøhmiske
Edelmænd bare hans Portrait, som udi hans levende Live var giort, og at han selv
har seet et saadant Portrait udi et Taarn til Tabor. Han var af en middelmaadig
Vext, havde et stærkt og ramasseret Legeme, breed Bryst og Skuldre, et stort rundt
og raged Hoved, Castanie-brune Haar, en krum Næse, en stor Mund med Knævelbarter efter den Polske Brug. Hans Klædedragt var ogsaa Polsk. Hans Vaaben var en Lantze og en Kølle.
Forvirrelse over hans Død.Af hvilke store Qvaliteter denne Mand var, sees af den Forskrækkelse, hans Død
foraarsagede; thi man hørte overalt intet uden Graad og Klage imod Naturen, der
havde dømt den til at døe, som burte være udødelig. Og, hvorvel Taboriterne havde
Afskye for alle slags Billeder, satte de dog Ziskæ Portrait paa Stadsporten med en
Engel, holdende en Kalk udi Haanden, og celebrerede de hans Fest engang om Aaret.
Efterat Krigsfolket havde bragt ham til Jorden, deelte detdet]det] den ms. A; det Rahbek Liebenberg, den SS det] den ms. A; det Rahbek Liebenberg, den SS sig udi 3 Bander, den eene
udvalte til Anfører Procopium, gemeenligen kalden den Store, og det efter Ziskæ
egen Recommendation, og er det denne Procopius, der bragte Bøhmernes Navn
paa den høyeste Spidse. Det andet Parti, som|353 kaldte sig Orfeliner, vilde ingen Anfører vælge, holdende for, at der var ingen, som var værd til at succedere Ziska.
Det tredie Parti, som gav sig Navn af Horebiter, toge til Anfører Hincko Krusina
de Cumburg.
SCANDERBEG.
Noget for Constantinopels Erobring og det Østlige Keiserdoms Undergang regierede i Epiro en Første ved Navn Johannes Castriotus, hvilken havde 4
Sønner, hvoraf den yngste, som heed Georgius, er den Helt, hvis Levnet jeg beskriver.
Scanderbegs Fødsel. For hans Fødsel siges at være skeedeskeede]skeede] A, skeed ms. skeede] A, skeed ms. adskillige underlige Ting, hvoraf man giorde sig
Spaadomme om det store Navn, han ved sine Bedrifter vilde erhverve; der siges
ogsaa, at han var fød med et Merke paa sin Arm, som lignede et Sværd. Da den
Tyrkiske Sultan Amurath undertvang de fleeste Stæder i Grækenland, maatte ogsaa
Johannes Castriotus underkaste sig hans Herredom, og give denne unge Georgium
tillige med hans Brødre til Gisler. Amurath lod dem strax efter den Tyrkiske Maade
omskiære, og gav Georgio et andet Navn, nemlig Scanderbeg, hvilket bety|354der den
store Alexander, tilkiendegivende der med, hvilke Tanker han havde fattet om denne
unge Epiroter, hvorudi han ikke tog feil. Thi Georgius lærte udi sin Barndom med
en forunderlig Hastighed adskillige Videnskabe og Sprog, besynderlig Tyrkisk, Arabisk,
Græsk, Italiensk og Illyrisk; hans Bedrifter udi Tyrkisk Tieneste.og da han kom lidt meere til Alder, lod han see ikke mindre
Begierlighed til at fatte alle Krigs-Exercitier, og derved bragte sig i saadan Anseelse
hos Sultanen, at han strax giorde ham til en Sanzach, som er næst ved en Bassas
Værdighed. Udi hans 19de Aar fulte han Krigen udi Asia, og inden en kort Tid fik
Commando over en Krigshær; da lod han see saadanne Tapperheds Prøver, at hans
Navn allevegne blev bekiendt.
Da han efter mange Seyervindinger kom tilbage til Adrianopel igien, som da
var de Tyrkiske Sultaners Sæde, lod der sig indfinde en hovmodig Scythisk Kiempe,
der for at lade see sin Styrke og Manddom, udfordrede en af Sultanens Folk til
Kamp. Men ingen havde Lyst til at binde an med denne grumme Scythier, undtagen
Scanderbeg, hvilken alleene dristede sig dertil, og lykkeligen fældede denne store Kiempe.
Kort derefter indgik han en anden Kamp med tvende sterke Persianer, hvilke han ogsaa
i Sultanens Paasyn nedlagde, den eene efter den anden. Dette formeerede saaledes|355
den Anseelse, han havde bragt sig udi hos Sultanen, at han strax derpaa betroede ham
at føre Krigen mod de Christne udi Ungarn og Grækenland.fører Krig mod de Christne mod sin Villie. Udi denne Krig opførte
Scanderbeg sig saaledes, at han sparede de Christne, hvis Ven han var i Hiertet, saa
meget som mueligt, skiønt det skeede altid med saadan Agtsomhed, at Tyrkerne ingen
Mistanke kunde fatte til ham.ham.]ham.] ms. A (marginalnote slettet i ms:hans flugt af Tyrkiet)ham.] ms. A (marginalnote slettet i ms:hans flugt af Tyrkiet) Paa samme Tid døde Scanderbegs Fader Johannes
Castriotus, hvorudover Amurath tog strax i Besiddelse hans heele Land tillige med
Hovedstaden Croja, som han lod forsyne med en sterk Besætning. Han kunde vel
slutte, at den Afdødes Sønner ikke uden Fortrydelse kunde see sig skildte ved deres
Fæderne Arvelande, hvorudover han lod Scanderbegs Brødre strax hemmeligen omkomme. Alleene Scanderbeg selv, hvis Tieneste han ikke kunde undvære, søgte han at
stille til Freds ved gode Ord, lovende ham Lande udi Asien af større Vigtighed end
Epirus, hvormed Scanderbeg syntes at lade sig nøye, for ikke at underkaste sig sine
Brødres Skiebne; men den Mistanke, som engang var fattet, kunde hos Sultanen
ikke igien udrøddes, tvert imod den formeeredes Dag fra Dag, saa at han besluttede
hans Undergang. De store Tienester han havde giort, og den Anseelse han havde bragt
sig udi blant Krigsfolkene, hindrede dog, at han |356dristede sig ikke offentligen til at legge
Haand paa ham, søgte derfor at bruge ham i de allerfarligste Tog mod de Christne,
i Haab, at han snart formedelst sin Dristighed i at vove sin Person, skulde ende sine
Dage. Han blev da først skikked til at føre Krig mod Georgium Hospodaren af
Servien. Udi denne Krig lurede Scanderbeg paa Leilighed at komme i Frihed, og
bemægtige sig sin Fæderne Arv igien, hvilken han ogsaa erholdt, og det paa saadan
Maade.
Den Ungarske Konge Uladislaus, tog sig tillige med andre den betrængte Hospodars Sag an, og ved den tappere Helt Hunniadem erholdt en fuldkommen Seyer
over Tyrkerne, og meenes der, at Scanderbeg for Slaget havde foreened sig hemmeligen med Hunniade derom. Det paafølgende viser ogsaa, at saadan Meening var ikke ilde grundet. forlader det Tyrkiske Parti og erobrer med List Croia.Thi Scanderbeg, da han ved dette Nederlag og den Forvirring, Tyrkerne vare bragte udi, saae sig i Stand til at i Verk sætte sit længe skiulte Forsæt, tvang han den Tyrkiske Bassas Haandskriver at opsætte udi Sultanens Navn en Befalning til de høye Officerer udi Croia om at overlevere Staden Croia udi hans, nemlig Scanderbegs Hænder, hvilket ogsaa skeede, saa at Scanderbeg blev ved denne List Mester over en af de allervigtigste Stæder udi Epiro. Saa snart han var bleven Mester derover, lod han |357nedsable den heele Tyrkiske Besætning, og derpaa i en Hast
erobrede de andre Epirotiske Stæder, saa at det Tyrkiske Navn blev reent udslettet i
Epiro. Scanderbeg lod imidlertid see sadan Hurtighed og Aarvaagenhed, at han
aldrig nogen Nat sov meer end 2 Timer, medens han var i Arbeide med at bringe de
Epirotiske Stæder under sin Lydighed.
Da den Tyrkiske Sultan fik Tidende om hans Krigshærs Nederlag, Scanderbegs Frafald og Epiri Forliis, besluttede han strax at hævne sig, og skikkede en anseelig
Krigshær under Anførsel af Aly Bassa, for at straffe de Affaldne, og at tvinge Landet
under Lydighed igien. Deraf lod Scanderbeg sig ikke forskrække, men med en maadelig
Hær af Epiroter gik den store Tyrkiske Mængde i møde, og det med saadan Tapperhed, at han erholdt en fuldkommen Seyer. erholder Seyer over Aly Bassa.22000 Tyrker bleve ihielslagne, og 2000
fangne. Epiroterne derimod savnede ikkun 120 Mænd. Denne Forliis ophidsede
Sultanen end meere; men at han ikke strax kunde hævne sig, foraarsagede de store
Krigs-Beredelser, som giortes mod ham i Ungarn og Polen, saa at han til en Tid
maatte sætte de Epirotiske Sager til Side, for at anvende all sin Magt mod disse
større Fiender. De Ungarske og Polske anholdt da om Hielp hos Scanderbeg, hvilken
veigrede sig |358ikke for at staae dem bi mod Christendommens tilfælles Fiende, bragte
nogle 1000 Epiroter paa Beenene, og dermed selv gav sig paa Veyen for at støde til
den Ungarske og Polske Magt. Men da han med sine Tropper kom mod Servien,
søgte Hospodaren Georgius at forhindre ham Passen igiennem sit Land, og foraarsagede saadan Ophold, at han ikke kunde komme til rette Tid, og at Ungarerne denne
gang maatte fægte alleene. Da blev holdt det store bekiendte Slag ved Varna, hvis
Udfald var sørgeligt for de Christne; thi den Ungarske og Polske Krigshær blev efter
en haard og blodig Træfning slagen og adspreedet, og den unge Konge Uladislaus
selv omkom udi Slaget. Scanderbeg fik Tidender om denne Ulykke, da han endda
stod ved Grændserne af Servien, hvorudover han blev saa ophidsed af Hospodaren
at han skiændte og brændte allevegne udi hans Lande.
Hvorvel Tyrkerne havde erholdet den store Seyer ved Varna, saa havde den dog
været saa blodig, at de saae sig ikke i Stand saa hastigen at foretage noget Nyt.
Amurath fandt derfor for got at forsøge med det Gode at bringe Scanderbeg til Lydighed igien, og til den Ende kort efter Slaget ved Varna tilskrev ham et Brev, hvorudi han opregner de Velgierninger, han har beviset ham, beskylder ham for Utaknemmelighed, og ende|359ligen giør ham store Løfter, dersom han vil falde til føye igien.
Paa dette Brev fuldte ikke andet end et frekt Svar; hvorudover Sultanen skikkede
først en Krigshær af 9000 Mænd mod Epirum, hvilken Magt var ikkun maadelig;
men hans Anslag var derved at overrumple Scanderbeg, at han skulde havehave]have] A, faae ms. have] A, faae ms. Fiender paa Halsen, førend han kunde faaefaae]faae] A, have ms. faae] A, have ms. Tidender om deres Ankomst. Men Scanderbeg,
som stedse var paa Skildvagt, greeb den Tyrkiske Magt uformodentlig an, og erholdt
en fuldkommen Seyer. slaaer den TyrkiskeTyrkiske]Tyrkiske] A, Tyrkisk ms. (foran Tyrkisk slettet ny i ms.)Tyrkiske] A, Tyrkisk ms. (foran Tyrkisk slettet ny i ms.) Magt tvende gange paa nye.Strax derpaa blev skikked en anden Krigshær, hvilken ikke
havde bedre Lykke; thi den blev gandske ødelagt, saa at faa reddede sig med Flugten.
Blant de Flygtige var Anføreren selv Mustapha, hvilken gav Sultanen det Raad, at
det var best herefter en tidlang at gaae meere varsom frem, og at lade sig nøye med
en maadelig Magt at bedække Grændserne, indtil Leilighed kunde gives at foretage
noget af Vigtighed, hvilket blev ogsaa efterlevet. Imidlertid opvaktes en Tvistighed
imellem Scanderbeg og Venedig, hvilken brød ud til aabenbare Krig. Udi denne Krig havde Scanderbeg sin sædvanlige Lykke; thi han ødelagde en anseelig Venetiansk Krigshær.fører lykkelig Krig mod Venedig. Dog førte han sig denne Seyer ikke til Nytte, men med fordeelagtige Vilkor forligede sig med Republiquen igien, for at kunde bruge sin Magt des bedre mod Tyr|360kerne ; og fattedefattede]fattede] ms. A (synes rettet fra fatted i ms.)fattede] ms. A (synes rettet fra fatted i ms.) Regieringen i Venedig saadan Kierlighed til ham formedelst hans Opførsel og Forhold, at den giorde ham store Foræringer, og lod ham indskrive blant Venetianske Edelmænd, hvilkenhvilken]hvilken] ms. A B C; hvilket Rahbek Liebenberg SS hvilken] ms. A B C; hvilket Rahbek Liebenberg SS holdtes for en stor Æres
Beviisning.
Af den Ueenighed, som havde reiset sig iblant de Christne tænkte den Tyrkiske Anfører Mustapha at nyde nogen Fordeel, og derfore begierede Frihed af Sultanen at
føre Krigen mod Epiroterne igien. Hvortil da han havde faaet Tilladelse, lod han sig see med en nye Krigshær; men han havde denne gang ikke bedre Lykke end tilforn;slaaer og fanger den Tyrkiske Feltherre Mustapha.Mustapha.]Mustapha.] A, Mustafa ms. Mustapha.] A, Mustafa ms. thi 10000 af hans Folk bleve paa Vallstedet, og han selv tillige med 12 store Tyrkiske Herrer faldt udi Scanderbegs Hænder, saa at Sultanen maatte løse ham tilbage med Penge.
All Verden maatte forundre sig over at see den Tyrkiske Magt, som saa ofte havde
kommet Europa og Asia til at skielve, her at støde an mod en liden Provincie; et
merkeligt Exempel paa, hvad en eeneste Mands Dyd og Tapperhed kand udvirke.
Amurath, merkende nu, af hvilken Vigtighed det var at have Scanderbeg til Fiende,
besluttede at føre Krigen paa en anden Maade, end den hidindtil havde været ført,
og bilde sig ind, at han udi Scanderbegs Person havde at bestille med heele Christendommen og |361Persien tillige, saaledes at det ikke alleene var fornødent at bringe store og tallrige Krigshære paa Beenene, men endogsaa at føre dem selv an. Sultan Amurath fører Krigen udi egen Person.Her bleve
derfore giorte store Tilberedelser, og Kiernen af alt det Tyrkiske Krigsfolk, som Europa
og Asia kunde til veye bringe, maatte udrustes for at oversvømme en liden Province,
som han tilforn ved et Nik havde kundet holde i Lydighed. Den heele Christenhed
blev forskrækked over de store Bevægelser som giortes. Alleene Scanderbeg, som saadant eene gik an, lod sig deraf ikke forskrække, men stillede sig an som een, dereen, der]een, der] A, en, der ms. (komma senere tilføjet)een, der] A, en, der ms. (komma senere tilføjet) var forvisset om Seyer, lavende sig paa en tapper Modstand. Amurath tog sig strax for at
beleire den vigtige Stad Sfetigrad, men Besætningen forsvarede sig med en utroelig
Tapperhed, saa at mange 1000 Tyrker derfor bleve opofrede, og, medens Beleiringen
varede, angreb Scanderbeg med sin flyvende Krigshær Tyrkerne nu paa een nu paa
en anden Maade; og, da en Tyrkiskeen Tyrkiske]en Tyrkiske] ms. A; den tyrkiske Rahbek, en Tyrkisk Liebenberg en Tyrkiske] ms. A; den tyrkiske Rahbek, en Tyrkisk Liebenberg Anfører, nemlig Feribassa i en Træfning udfodrede ham til en Eenekamp, fældede Scanderbeg ham med det første Hugg. Omsider da Amurath merkede, at han med Magt ikke kunde vinde Staden, søgte han ved
Løfter om store Gaver og Belønninger at lokke nogle af Indbyggerne til at forraade
den; og saasom der altid findes onde Mennesker, der opofre Ære og Troeskab for
Penge, saa lod |362en af Soldaterne sig underkiøbe til at giøre de andre oprørske, hvilket
han og udvirkede, og det paa saadan Maade. HanHan]Han] A, Saasom han ms. Han] A, Saasom han ms. vidste, at Dabrenserne, hvoraf
Besætningen mestendeels bestoed havde den Overtroe, at de heller lode sig omkomme,
end beqvemme sig til at drikke af det Vand, som noget ureent var kasted i. Nu var i Staden kun een eeneste Brønd, som forsynede alle med Vand. erobrer Sfetigrad.Derudi lod han om
Natten kaste en død Hund, hvilket da man om Morgenen blev var, opvaktesopvaktes]opvaktes] ms. A, opvakte C opvaktes] ms. A, opvakte C der saadan Tumult blant Soldaterne, at man frygtede for Oprør. Commendanten blev
derover heel forskrækked, lod dem sammenkalde, søgte ved en grundig Tale at stille dem
til freds, og derpaa selv føyede sig til Brønden, og i deres Paasyn udtømmede en heel
Skaal Vand, hvorudi han blev efterfuldt af de andre Officerer og Borgerne. Men
Soldaterne lode sig deraf ikke bevæge, men sagde, at de heller vilde døe, end smage
saadant Vand. Her var derfor intet andet Middel til at redde sig selv og samtlige
Indbyggere, end ved betimeligen at slutte en Accord med Sultanen, hvilket og skeede,
og Staden blev derpaa overgiven. Ved Stadens Overgivelse raadede Sultanens
Søn Mahomed sin Fader at bryde Contracten, og at hævne sig over Indbyggerne,
der havde tilføyed ham saa stor Skade. Men den gamle Sultan |363vilde derudi ikke
følge hans Raad, men holdt hvad som lovet var. De fleeste af Borgerne forlode dog
Staden, og søgte Boeliger andensteds. Blant dem, som bleve tilbage, var Forræderen,
hvilken blev rigeligen begaved; men, som han kort derefter forsvandtes, og blev ikke
meere seet, meenes der, at Amurath selv lod ham tage af dage. men tør ikke binde an med Scanderbeg.Efter Sfetigrads
Erobring begav Amurath sig med sin overblevne Magt til Adrianopel igien, efterat
han paa dette Tog havde tilsatt over 30000 Mænd.
Saa snart Amurath med sin KrigshærKrigshær]]Krigshær]] ms., Krigshær, A Krigshær] ms., Krigshær, A havde forladt Epirum, og Landet var
kommen i Roelighed igien, besluttede Scanderbeg, som ikke kunde lide den Tyrkiske
Besætning i Nærværelsen, med Magt at igientage Sfetigrad. Staden blev derpaa
strax beleired, og all optænkelig Konst og Tapperhed blev anvendt paa dens Erobring;
Epiroterne løbe adskillige Storme, anførdte af Scanderbeg selv, der omkom mange
Tyrker efter Sædvane med egen Haand. Men Fæstningens Styrke og Besætningens
Aarvaagenhed giorde alting til intet, saa at man efter Forliis af 500 Mænd maatte
ophæve Beleiringen igien. Men hvad som fornemmeligen drev Scanderbeg til at
staae fra sit Forsæt, var dette, at han fik Tidender om en nye TyrkiskTyrkisk]Tyrkisk] ms. A, Tyrkiske B C Tyrkisk] ms. A, Tyrkiske B C Krigshærs Ankomst. Thi Amurath, da han blev erkyndiged om Sfe|364tigrads Beleiring, besluttede han strax at undsætte Staden, og skiøndt han siden fornam, at Beleiringen var ophæved, blev han dog ved sit Forsæt, og med en Krigshær større end den forrige rykte
udi egen Person mod Epirum, udi Forsæt at angribe den vigtige Stad Croja, hvilket
ogsaa kort derefter skeede.Amurath kommer anden gang til Epirum. Croja var da forsyned med en god Besætning under Anførsel af den tappere Uranaconte, hvilken udi denne Beleiring indlagde sig et udødeligt Navn. Dette var den anden gang, den mægtige Amurath med Kiernen af sin
heele Magt rykte mod Scanderbeg, hvilket giver tilkiende med hvad for store Øyen
han ansaae denne Mand. De fleeste Krige, han tilforn havde haft mod Persianer og
adskillige Christne foreenede Riger, vare alleene førte ved hans Generaler, men her
imod en liden Første holder han fornødent at nærvære Krigen udi egen Person, skiønt
han var graae af Alder, og havde lagt sine 80 Aar paa Ryggen. Ja hans eeneste
Søn Mahomed, en af de navnkundigste Helte udi Historien og det Ottomanniske
NavnsNavns]Navns] ms. A (rettet fra Nafns i ms.)Navns] ms. A (rettet fra Nafns i ms.) største Prydelse og eeneste Haab, maatte følge med, saa at det havde Anseelse,
som man vilde binde an med heele Christendommen paa eengang.
beleirer Croja.Staden Croja blev saaledes beleired, og alt hvad som kunde optænkes, blev anvendt paa dens Erobring. Med hvilken Hidsig|365hed Beleiringen gik for sig, sees deraf,
at der udi een Storm bleve fældede 8000 Tyrker. Scanderbeg var imidlertid stedse
i Bevægelse, og angreeb Tyrkerne, nu paa et nu paa et andet Sted; han havde ogsaa
engang indviklet sig saaledes iblant dem, at hans egne Folk holdte ham for forloren,
saa at det var ikke uden ved en forunderlig og fast utroelig Tapperhed og Behændighed, at han udviklede sig igien, hvorudover Amurath selv lignede ham ved et glubende
Dyr, hvis Nærværelse man skulde skye, og lade ham fortæres af hans egen Grumhed.
Men det var ikke uden mod hans og Christendommens Fiender han øvede saadan
Grumhed; thi han var ellers mild og naadig, og havde alle de Dyder, som ziire en
Regent, anderledes end Sultanens Søn Mahomet, hvilken nest Scanderbeg var den
stridbareste Helt paa de Tider, men tilligemed Blodgierig, saa vel i Henseende til sine
egne Folk som til sine Fiender. døer udi samme Beleiring. Efterat Beleiringen havde varet en rum Tid, og saa
meget Tyrkisk Blod var udgydet, at man frygtede, den heele Ottomanniske Krigshær
vilde ødelegges, faldt den gamle Amurath af Bedrøvelse udi en hæftig Svaghed, hvoraf han døde, og siges der, at han paa sit Yderste besværgede sig over Skiæbnen,
der havde ladet ham leve saa længe, for at see alle sine forrige store Gierninger at blive
formørkede af et lidet |366ringe Folk, som han tilforn havde foragtet. Hans Søn Mahomet fandt efter hans Død ikke raadeligt at fortsætte Beleiringen, rykte strax derforderfor]derfor] ms. A, derpaa B C derfor] ms. A, derpaa B C op, og begav sig med de overblevne Folk til Adrianopel igien, hvor han uden nogen Hinder besteeg hans Faders Throne, og er det denne Mahomet, som giorde Ende paa det østlige Keiserdom, og bemægtigede sig Constantinopel, hvor de Tyrkiske Sultaner siden stedse have haft deres Sæde, og ført Titul af Keisere. Han var uden Tvivl den
Stridbareste blant alle Tyrkiske Sultaner, og lignede, om ikke overgik alle sine Formænd udi Tyrannie og Grumhed. Men hans Lyder vare beblandede med adskillige
store Dyder; thi han var hurtig, arbeidsom, ædru, og en ivrig HaandhæverHaandhæver]Haandhæver] A, handhæver ms., Haandthæver B C Haandhæver] A, handhæver ms., Haandthæver B C af Retten.
Han havde stor Kundskab om Historier, og forstoed adskillige Sprog, som Græsk,
Persisk og Arabisk, havde ogsaa lagt sig efter Stierne-konsten og andre Videnskaber.
Det første han kom til Regieringen lod han Scanderbeg tilbyde Fred med de
Vilkor, at han skulde beholde sine Lande, og derfor give ham en aarlig Skatt, og som dette Tilbud med Haanhed af Scanderbeg blev afslagen, skikkede Mahomet tvende Krigshære mod Epirum. hans Søn Mahomet II.Mahomet II.]Mahomet II.] A, Mahomed 2 ms. Mahomet II.] A, Mahomed 2 ms. fortsætter Krigen.Den første var anført af Amesa, hvilken strax blev slagen,
og Anføreren selv faldt i Scanderbegs Hæn|367der . Den anden Krigshær, som var
anført af en ved Navn Debrea, havde ikke bedre Lykke; thi Scanderbeg omkom Anføreren med sin egen Haand udi Slaget, og derpaa adspredede den heele Krigshær.Scanderbeg slaaer to Tyrkiske Krigshæreto Tyrkiske Krigshære]to Tyrkiske Krigshære] A, 2 tyrkiske krigshære ms. to Tyrkiske Krigshære] A, 2 tyrkiske krigshære ms. paa nyeHans Maneer var i alle Treffninger fornemmeligen at søge Anføreren, og pleyede han at sige, at, naar Hovedet var afhugged, faldt Legemet af sig selv.
En saadan Lykke havde Scanderbeg udi Mahomeds Regierings Begyndelse;
hvorudover Sultanen, seende, sig med Magt intet at kunne udrette mod denne Kiempe,
hvis Aasiun ingen meer kunde staae imod, søgtesøgte]søgte] A, søgte han ms. søgte] A, søgte han ms. at bevæbne sig med List og Underfundighed. Blant Epiroterne var en ved Navn Moses, hvilken næst ScanderbegScanderbeg]Scanderbeg] ms. A (rettet fra Mahomed i ms.)Scanderbeg] ms. A (rettet fra Mahomed i ms.) var
af alle den stridbareste, og udi KrigsvidenskabKrigsvidenskab]Krigsvidenskab] ms. A (krigs indsat over linjen i ms.)Krigsvidenskab] ms. A (krigs indsat over linjen i ms.) mest erfarne Mand. Den samme søgte
Mahomed at bringe paa sin Side, lovende ham Herredom over Epirum, hvis han
vilde falde fra Scanderbeg. Af saadan Løfte lod han sig forblinde, og fra den Tid
hemmeligen arbeidede paa at forraske Scanderbeg. Den Epirotiske Helt havde da
besluttet tillige med andre Christne at beleire den vigtige Stad Belgrad, og vilde efter
Sædvane have Moses med sig paa dette Tog.MahometMahomet]Mahomet] A, Mahomed ms. Mahomet] A, Mahomed ms. søger at overvinde sin Fiende med List. Men Moses, som agtede at betiene sig
af hans Fraværelse for at spille sinsin]sin] sine ms. A B C; sin Rahbek Liebenberg sin] sine ms. A B C; sin Rahbek Liebenberg foresatte Rulle, undskyldte sig for saadan Reise,
forevendende, at hans |368Nærværelse var fornøden, i fald, som formodentligt var, Mahomed skulde giøre et nyt Forsøg, hvorudover Scanderbeg, som ingen Mistanke kunde
have om hans Troeskab, rosede hans Forsæt, og lod ham blive tilbage. Efterat Tilbereedelserne vare giorte, og en anseelig Krigshær bragt paa Beenene, rykte han mod
Belgrad. Staden blev strax med saadan Fyrighed angreben, at Besætningen begyndte at handle om Overgivelse, anholdende om en Maaneds Stilstand, inden
hvilken, hvis ingen Undsætning kom, skulde Staden overgives. Scanderbeg forkastede
strax saadant Tilbud, men lod sig dog omsider overtale af de andre høye Officeerer
at give dem en Stilstand paa 16 Dage. Strax derpaa affærdigede Staden hastige
Bud til Sultanen, for at erkyndige ham om Tilstanden. Mahomed, som paa samme
Tid havde en Krigshær paa Beenene, hvormed han agtede at undertvinge det Trapezuntiske Keiserdom, satt derfor saadant Tog til Side, og skikkede Krigshæren Belgrad til Undsætning, og skeede dette med saadan Taushed, at den Tyrkiske Anfører
Sebalia kom de Christne paa Halsen, førend de havde ringeste Tidender derom. Da
blev et stort Nederlag giort paa den Deel af Krigshæren, som stod under Musachio,
og blev den tappere Mand selv omkommen med nogle 1000 Christne, mest Italiener,
som|369 Alphonsus den Neapolitanske Konge havde skikket for at støde til Epiroterne.
Scanderbeg derimod med sine Folk holdt Stand til den mørke Natt, da han omsider
ogsaa maatte vige: dog understoede Tyrkerne sig ikke at forfølge deres Seyer, og binde
paa nye an med ham, men lode sig nøye med at bemægtige sig de Christnes Leyer, og
føre Byttet og Feltstykkerne ind udi Staden. Scanderbeg omkom udi dette Slag blant andre to anseelige Tyrkiske Herrer, som paa eengang angreebe ham; Slag ved Belgrad.
og var det da, at man fornemmeligen merkede dette forunderlige, som antegnes om ham, nemlig, at Blodet strømmeviis flød ud af hans Læber, hvilket vederfoer ham saa ofte han antændtesantændtes]antændtes] ms., andtændtes A; antændtes Rahbek Liebenberg, andtændtes SS antændtes] ms., andtændtes A; antændtes Rahbek Liebenberg, andtændtes SS af hæftig Vrede. Dette var den første gang, at denne store Mand maatte
lade sine Fiender Seyeren; thi de Christne tabte udi dette Slag henved 5000 Mænd.
Dog dømte Mahomet selv saaledes der om, at, endskiønt Krigshæren blev slagen, beholdt dog ScanderbegScanderbeg]Scanderbeg] A, Scanderberg ms. Scanderbeg] A, Scanderberg ms. Seyer.
Da dette Nederlag blev spurt udi Epiro, tænkte ovenmeldte Moses, at det var
Tid at i Verk sætte det Forræderie, som han længe havde spundet paa: men, som han
intet stort Anhang kunde faaefaae]]faae]] faae, ms. A; faae Rahbek Liebenberg, faae, SS faae] faae, ms. A; faae Rahbek Liebenberg, faae, SS udi Landet, flygtede han med nogle faa Folk til Constantinopel, og der forlangede en maadelig Krigshær, hvormed han lovede at undertvinge Epirum. |370Mahomet, som vel vidste, hvor lidt man kand forlade sig paa Forræddere, vilde i Førstningen ikke beqvemme sig dertil; men da han merkede, at det var
samme Mosis Alvor, betroede han ham en Krigshær af 15000 udkaarne Mænd, hvormed han rykte strax mod Epirum.Forræderie mod Scanderbeg. Scanderbeg kunde i Førstningen ikke troe, at en
Mand, der havde været ham saa forbunden i venskab, og der med saadan Troeskab og
Tapperhed hidindtil havde fegted for sit Fæderneland, skulde saaledes uden given Aarsag slaae sig til ChristendommensChristendommens]Christendommens] Christedommens ms. A; Christendommens Rahbek Christendommens] Christedommens ms. A; Christendommens Rahbek Fiender, hvorudover han nogen Tid ansaae det med
Kaaldsindighed, udi Tanke, at Moses havde noget derunder forborget;forborget;]forborget;] A, forforborget; ms. forborget;] A, forforborget; ms. men, da han
endeligen merkede, at det var Alvor, gik han ham med væbned Haand i møde, og blev
da holdet et blodigt Feltslag, hvorudi Scanderbeg erholdt en fuldkommen Seyer.
Moses havde for sin Bortreise lovet Sultanen at fodre Scanderbeg ud til Eenekamp,
hvorudover han ogsaa i Slaget æskede ham dertil; men da Scanderbeg lod sig see,
blev han af hans Aasiun saa forskrækked, at han dristede sig ikke dertil. En Tyrk var
dog i Slaget saa dristig, at han i fuld Rend støtte med saadan Hidsighed an paa
Scanderbeg, at han faldt baglænds over Hæsteryggen. Men han reisede sig igien
førend den anden kunde videre foretage noget, og strax derpaa hævnede sig med Anfalderens |371Nederlag.Scanderbeg ødelægger en Krigshær anføret af Forræderen. Den største Deel af den Tyrkiske Krigsmagt blev omkommen i
dette Slag, saa Moses alleene medalleene med]]alleene med]] ms., med A; med Rahbek Liebenberg SS alleene med] ms., med A; med Rahbek Liebenberg SS 4000 Mænd, udi en ælendig Tilstand, fuld af Haanhed
og Blusel kom til Constantinopel igien, hvor Mahomet besluttede strax at lade ham
henrette; dog eftersom han havde udviiset i Slaget alt hvad som udfordres af en duelig
Anfører, og de overblevne Krigsfolk gav prægtige Vidnesbyrd derom, skienkede Sultanen ham Livet, hvorvel han siden lod see Foragt og Kaaldsindighed for ham. Da
begyndte denne høyhiertede Mand omsider at begræde sin Daarlighed, og efter han
nogen Tid med stor Græmmelse havde opholdt sig i Constantinopel, flygtede han
hemmeligen derfra, kom til Epirum igien, og kastede sig for Scanderbegs Fødder,
hvilken ikke alleene tilgav ham hans Forseelse, men endogsaa satt ham i forrige Værdighed igien.
Kort efter at dette var skeed, fik man Kundskab om et andet Frafald, som gik
Scanderbeg end meere til Hiertet, og som foraarsagede langt større Forundring hos
alle; thi hans egen Broder-Søn Amesa, hvilken han stedse havde elsked som sit eget
Barn, og giort ham saa got som deelagtig med sig udi Regieringen, flygtede uformodentligen med Hustrue og Børn til Constantinopel. Der holdt han en Tale fuld af
Beskyldninger imod sin Farbroder, og en|372delig efter Ansøgning erholt en Krigsmagt,
hvormed han lovede at undertvinge Epirum. Krigsmagten, hvorudi af Rytterie alleene
vare 50000 Mænd, blev betroed til Isach Bassa, og havde man Forhaabning med
saadan Magt at giøre Ende paa de Epirotiske Krige. Scanderbeg forsømmede da efter
Sædvane intet, som kunde tiene til Forsvar; thi han fik en Magt af 11000 Mænd
paa Beenene, og dermed rykkede mod Fienden. Da den Tyrkiske Krigshær kom ham
nær, gik han tilbage, og begav sig langt ind udi Landet, ikke af Frygt, men for at giøre
Fienden des meere sikker, og skeede dette med saadan Konst, at Amesa selv, som kiendte
alle sin Farbroders Krigspuds, ingenlunde tvivlede paa, at det jo var skeed af Frygt.
Derpaa sloge Tyrkerne sig til Sikkerhed, og lod Isach Bassa med stor Høytidelighed udraabe Amesam til Konge af Epiro. Scanderbeg slaaer igien en stor Tyrkisk Magt og fanger sin rebelske Brodersøn.Men, da de vare udi den største Sikkerhed,
kom Scanderbeg dem uformodentlig paa Halsen, og erholt en fuldkommen Seyer.
30000 Tyrker bleve slagne, og de øvrige tillige med Isach Bassa toge Flugten. Blant
de Fangne var Amesa selv, hvilken Scanderbeg havde befalet sine Folk ikke at omkomme.
Denne Seyer opvakte en overvættes Glæde over det heele Land, og skeede derpaa et triumpherendetriumpherende]triumpherende] A med omvendt u itriumpherende] A med omvendt u i Indtog udi Croja, hvor Byttet tillige med Fangerne blev indført.|373
Blant de Fangne, som bragtes i Triumph, var Amesa, som med bagbundne Hænder
udi Lænker førtes igiennem Staden; Et forunderligt Syn for Indbyggerne, der nyeligen tilforn havde anseet ham som den største og næst Scanderbeg ærværdigste Mand.
Scanderbeg lod ham derpaa strax skikke til sin fortroeligste Ven Alphonsum, Kongen
af Neapoli,Neapoli,]Neapoli,] A, Napoli, ms. Neapoli,] A, Napoli, ms. for at indsluttes udi sikker Forvaring i hans Land, og blev han der siddende saa længe, som samme Konge levede. Efter Alphonsi Død blev han bragt til
Epirum igien, og satt udi Forvaring i Croja. Der søgte han ved adskillige bevægelige Skrivelser at stille sin Farbroders Vrede, og lovede han, at, hvis han maatte
sættes udi Frihed igien, vilde han giøre Scanderbeg lige saa stor Tieneste, som han
tilforn havde foraarsaget ham Fortred. Saadant kunde skee paa denne Maade: man
skulde lade som han var flygted af Fængslet, og vilde han begive sig lige til Constantinopel, hvor hans Frue og Børn endda vare, for at søge Sultanens Beskyttelse paa
nye. Og, naar han saaleedes havde erhverved Sultanens Naade igien, vilde han siden
stedse erkyndige Scanderbeg om det Tyrkiske Hoffes Anslag. Scanderbeg lod sig overtale til at bevilge ham saadant, og stillede sig an, som han var meget forskrækked over
Amesas Flugt. Amesa kom saaledes anden |374gang til Constantinopel, hvor han blev vel imodtagen; men, som han kort derefter hastigen døde, meenes der, at Sultanen ved Forgift lod ham hemmeligen omkomme.
Efterat Tyrkerne saa ofte med deres store Skade havde prøvet Scanderbegs
Styrke, begyndte de at søge hans Venskab: Dog kunde de ikke formaae ham til at
træde i noget offentligt Forbund med dem; alleene, saasom hans Forsæt var at giøre
et Krigstog til Italien, lod han sig overtale til at slutte et Aars Stilstand med Sultanen. Efterat denne Stilstand var slutted, begav han sig med en Krigsmagt til det Neapolitanske,Neapolitanske,]Neapolitanske,] A, Napolitanske, ms. Neapolitanske,] A, Napolitanske, ms.
for at undsætte den nye Konge Ferdinandum Alfonsi naturlige Søn,
som var overfalden af Hertugen af Anjou, der formeenede sig at have bedre Rett til det Neapolitanske,Neapolitanske,]Neapolitanske,] A, Napolitanske, ms. Neapolitanske,] A, Napolitanske, ms. Rige. hans Tog udi Italien.Der var han saa lykkelig, at han i Grund ødelagde den
Franske Krigsmagt, og bragte alle frafaldne Neapolitanske Stæder under Ferdinandi
Lydighed, og var dette mærkeligt, at samme Stæder overgave sig paa Scanderbegs
blotte Forsikring, at Kongen skulde ikke hævne sig over deres Frafald; hvilket giver tilkiende, hvor høye Tanker man havde over alt om denne Mands Redelighed. Efterat
han saaledes havde bestyrked Ferdinandi Throne, begav han sig tilbage til Epirum igien.
|375Medens han var i Italien, tog Mahomet sig for, førend Stilstanden var til ende,
at giøre et nyt Forsøg mod Epirum. Til den Ende giorde han store Tilbereedelser, og
skikkede adskillige Krigshære didhen. Den første Krigshær bestaaende af 20000 Mænd, blev anført af Sinan Bassa. Men, førend dette IndfaldIndfald]]Indfald]] ms., Infald A; Indfald Rahbek Liebenberg, Infald SS Indfald] ms., Infald A; Indfald Rahbek Liebenberg, Infald SS skeede, var alt Scanderbeg
kommen tilbage. ødelægger ved sin Tilbagekomst 3 Tyrkiske Krigshære efter hinanden.Han fik i en Hast 8000 Mænd paa Beenene, og dermed uformodentligen om Natten gik løs paa Tyrkerne med saadan Fyrighed, at deres heele Magt
i en Hast blev slagen og adspreedet, og var det ikke uden med stor Nød, at Anføreren
selv med nogle faa undkom. Kort derefter angreeb han en anden Tyrkisk Anfører
Assambeg, som havde en Krigsmagt af 30000 Mænd, mod hvilken han havde samme
Lykke; thi den største Deel deraf, bleve omkomne, eller drevne paa Flugten, og Assambeg overgav sig med de øvrige paa Naade og Unaade. Den 3die Tyrkiske Anfører
Jussumbeg, som ikke lod Modet falde af de andres Uheld, dristede sig ogsaa at forsøge
Lykken med 18000 Mænd. Men intet kunde imodstaae den forfærdelige Scanderbeg;
saa at denne tredie Krigshær blev ogsaa slagen og ødelagt.
Dette kunde ikke andet end foraarsage stor Forskrækkelse og Forundring hos alle
Mennesker, helst efterdi Scanderbeg havde |376at bestille med saadan Fiende, som Mahomet, der havde undertvunged sig tvende Keiserdomme med adskillige Kongeriger,
og var en af de største Monarcher og forfærdeligste Stridsmænd, som er at finde udi
Historien. Ingen turde meere byde sig an at føre de Epirotiske Krige, efterdi Scanderbegs Navn var bleven en Skræk for det heele Ottomanniske Monarchie. Omsider gav sig dog an en gammel Stridsmand ved Navn Carazabeg, hvilken saa vel
udi Amuraths somsom]som] ms. A; som i SS som] ms. A; som i SS Mahomets Tid havde indlagt stor Ære. Den samme blev given en anseelig Krigsmagt, hvormed han rykte mod Epirum. Udi hvilken anseelse Carazabeg da var, sees deraf, at Scanderbeg sagde, at han frygtede meer for Anføreren, end for den heele Krigshær.den store Tyrkiske General Carazabeg har samme Uheld. Carazabeg skikkede 4000 Mænd for i Veyen, med Befalning at opbie de øvrige Krigsfolk ved ChieryChiery]Chiery] ms. A (i senere indsat i ms.)Chiery] ms. A (i senere indsat i ms.) udi Macedonien; men samme 4000 Mænd
bleve i en Hast angrebne og adspreede, hvilket jog saadan Skræk ind udi Carazabeg,
at han reisede tilbage til Constantinopel igien, og blev Mahomet ham derfor ikke
unaadig, men holdt det for en Lykke, at han kom lidt meere heelskindet tilbage, end de
andre Anførere.
Saaledes bestridede Scanderbeg udi kort Tid 4 Tyrkiske Krigshære under 4 adskildte Anførere; Mahometslutter FredMahometslutter Fred]Mahometslutter Fred] A, Mahomedslu ter fred ms. Mahometslutter Fred] A, Mahomedslu ter fred ms. Mahometslutter Fred med Scanderbeg.hvorudover Mahomet fandt ikke raadeligt at binde oftere an med en
Mand, |377som han mærkede at være u-overvindelig; men søgte ved smigrende Breve at
vinde hans Venskab, hvortil Scanderbeg ogsaa lod sig beqvemme, saa at der blev
slutted Fred imellem dem. Med denne Fred vare dog andre Christne Stater, sær
Venedig, ikke fornøyed, hvorudover Republiqven søgte at bringe ham i Harnisk igien,
og ved et Gesantskab forestillede ham, at, eftersom de fleeste Christne Regentere havde
forbundet sig sammen mod Tyrken, og kunde ikke andet end ansee ham, som Siælen
udi den heele Christne Magt, saa haabede de, at han til det forestaaende store Tog
ikke undslog sig for at undsætte dem. Scanderbeg, hvorvel hans Forsætt da var at
holde Fred med Sultanen for at berige sine Undersaattere, og komme Handel og Vandel til at blomstre i Landet; saa dog, efterdi han ansaae det forestaaende Tog som en Religions-Krig, besluttede han at bryde Freden, og strax derpaa giorde Indfald udi Sultanens Lande, hvor et overmaade stort Bytte blev erhverved: Scanderbeg bryder Freden paa Christne Potentaters Begiæring. men, som
Pave Pius II. paa samme Tid ved Døden afgik, der havde bragt de Christne udi
Harnisk, kom der efter Sædvane U-eenighed iblant dem, saa at hver gik hiem til sit,
ladende Scanderbeg udi Stikken alleene. Saasom nu Mahomet var bleven befried
for den Frygt, som de Christnes foreenede Magt havde brag t|378ham udi, anvendte han
alle sine Tanker til den Epirotiske Krig, saa at Scanderbeg neppe var kommen tilbage med det store Bytte, han havde giort, førend han fandt en nye Tyrkisk Krigshær for
sig; ødelegger en nye Krigshærmen samme Krigshær var ikke andet end et Veyrlys, der lod sig see og forsvandtes
paa eengang; thi Scanderbeg kom dem uformodentligen paa Halsen, omkom 10000
Mænd, og fik Anføreren selv i Hænder.
Dette nye Nederlag giorde Mahomet fast rasende, saa at han strax saae sig om
en anden, der kunde anføre Krigsfolket. Ingen holdtes da dertil beqvemmere, end en
ved Navn BallabanusBallabanus]Ballabanus] A, Ballobanus ms. Ballabanus] A, Ballobanus ms. Badera, en indfød Epiroter, hvilken fra Barns Been havde
staaet i Tyrkisk Tieneste, og var den første, der udi Constantinopels Erobring besteeg
Stadens Muur. Hans Erfarenhed udi Krigssager og Underfundighed var ikke mindre end hans Tapperhed, saa at alle holdte fore, at man i ham havde faaet den Mand, der vilde giøre Ende paa Scanderbegs Herredom. Denne Ballabanus svarede i Begyndelsen nogenledes til de Tanker, man havde fattet om ham; thi, endskiøndt i det
første Slag, han leverede Scanderbeg, han maatte vige tilbage, saa figtedes dog denne gang med større Bestandighed, end tilforn; han havde derforuden den Lykke, at 8 af de største Epiroter, hvoraf enhver var beqvem til at |379føre an en Krigshær, da de vovede sig langt fra de andre, faldt i hans Hænder. overvinder den Tyrkiske Feltherre Ballabanum udi tvende Slag.Blant disse 8 Helte var den navnkundige Moses, item Perlatus, der havde ladet see saadan Tapperhed udi Sfetigrads
Beleiring. Ballabanus lod dem skikke til Constantinopel, hvor Mahomed lod dem
levende flaae, saa at denne Ulykke bragte heele Epirum udi Sorg. Scanderbeg lod
af denne Uheld ikke Modet falde, men fuld af Begierlighed til Hævn angreeb Ballabanum paa nye, og i Grund ødelagde hans heele Krigshær, saa at han alleene med nogle
faa af de flygtige kom til Constantinopel igien. Mahomet giorde ham vel i Førstningen suure Miner; men, saasom han ingen holdt beqvemmere til at fortsætte denne
Krig, end samme Mand, sær, efterdi han kiendtekiendte]kiendte] ms. A; kendte SS kiendte] ms. A; kendte SS Landet saa vel, skikkede han ham paa
nye med en anden Krigshær didhen. Da blev igien holdet et Feltslag ikke langt fra Sfetigrad, hvor der længe blev figted med stor Haardnakkenhed paa begge sider, og lod dada]da] ms. A, der B da] ms. A, der B Scanderbeg see saadan Manddom og Hurtighed, at alle saa vel Tyrker som Christne holdteholdte]holdte] ms. A, holde B; holdt Rahbek holdte] ms. A, holde B; holdt Rahbek ham som et Vidunder og noget, som var meere end et Menneske.Scanderbegs forunderlige Tapperhed.
Epiroterne, som af idelige Krige og Seyervindinger vare hærdede, stode da ogsaa
udi Feltslag som Klipper, saa ingen Magt kunde drive nogen fra sin Post. Midt udi
Slaget fodredefodrede]fodrede] ms. A, fordrede B; fordrede Rahbek fodrede] ms. A, fordrede B; fordrede Rahbek en Tyrkisk Kiempe |380ved Navn Soliman, ScanderbegSoliman, Scanderbeg]Soliman, Scanderbeg] Soliman Scanderbeg, ms. A; Soliman, Scanderbeg Rahbek Liebenberg, Soliman Scanderbeg, SS Soliman, Scanderbeg] Soliman Scanderbeg, ms. A; Soliman, Scanderbeg Rahbek Liebenberg, Soliman Scanderbeg, SS til at slaaes
med sig eene; men han blev strax fældet, og jog hans Fald saadan Skræk ind udi
den heele Tyrkiske Krigshær, at den begav sig paa Flugten, saa at Ballabanus igien
ikkun med nogle faa undkom.
Ved hans Tilbagekomst til Constantinopel forsvarede han sin Opførsel med saadan Fynd, at Sultanen blev dermed til Freds, og besluttede at betiene sig end videre
af ham udi samme Færd. Mand kand og sige, at han havde opfyldt en god Anførers
Pligt, og at denne saavel som de forrige Forliiser kunde ikke tilregnes ham, ey heller
det Tyrkiske Krigsfolk, som i alle andre Tilfælde havde forholdet sig vel og tapperligen:
men intet kunde paa de Tider imodstaae Scanderbegs Magt, og havde Venetianerne,
saavel som de Franske i Italien, ikke haft bedre Lykke mod denne u-overvindelige Helt.
Ballabanus lavede sig nu til et nyt Tog, og efter han af Sultanen havde faaet Frihed
til at føre Krigen efter sit eget Tykke, samlede han en anseelig Magt af de beste og
mest udvalte Tropper, hvilke han deelede udi tvende Parter, overdragende en ved Navn
Jagup den eene Deel, saasom han agtede med tvende hær at angribe Scanderbeg
paa een gang. Og kand man sige, at den store Helt da havde staaet stor Fare, hvis
Ballabani Anslag havde gelinget. Bal|381labanus ankom først med sin Krigshær, til hvilken Scanderbeg strax nærmede sig med nogle faa Ryttere for at udforske den fiendtlige Leyers Tilstand. Men han blev paapaa]paa] paa paa A (ved linjeskift)paa] paa paa A (ved linjeskift)Veyen af nogle Tyrker, som havde skiulet sig for at opsnappe ham, overfalden, saa at han ikke uden med stor Livs Fare kom tilbage med een eeneste af hans Følge; thi de andre bleve omkomne.han geraader i stor Fare. Han merkede da, at all
Lykke vilde bestaae derudi, at han kunde komme i Treffning med Ballabano, førend den
anden Krigshær stødte til ham. Han rykte derfor strax mod Fienden, og tvang ham
mod sin Villie at levere et Feltslag. Treffningen var haard og blodig, og Ballabanus
figtede med ikke mindre Tapperhed end Forsigtighed: men hans Krigshær blev omsider slagen, saa at der ikkun nogle faa med Anføreren reddede sig med Flugten. Og,
som man strax derpaa fik Tidender om, at den anden Anfører Jagup med sin Krigshær var indfalden i Epirum, gik han ham iligemaade strax paa Klingen, og kom i Treffning med ham, førend han havde faaet Kundskab om BallabaniBallabani]Ballabani] A, Ballaboni ms. Ballabani] A, Ballaboni ms. nederlag.Scanderbeg erholder igien tvende Seyer.Seyer.]Seyer.] A, seier ms. Seyer.] A, seier ms. Udi
denne Treffning søgte Scanderbeg strax Anføreren selv, og fældede ham med sin egen
Haand, hvorudover den heele Krigshær blev saa mismodig, at den tog Flugten. Saaledes bleve paa nye igien tvende anseelige Krigshære i Grund ødelagde, og Scander|382begs Navn gav Materie til Tale og Lovsange i alle Lande.
Da denne nye Ulykke kom Mahomed for Ørene, begyndte han at frygte, at den
Anseelse, han hidindtil havde været udi formedelst hans andre store Bedrifter, vilde
formedelst den Haanhed ham stedse vederfoer i Epiro, forvandles til Foragt blant
hans egne Folk; hvorudover han besluttede udi egen Person at giøre det yderste Forsøg.
Han rykkede derfor selv med en Krigshær af 200000 Mænd mod Epirum, og beleirede paa nye Staden Croja.den store MahometMahomet]Mahomet] A, Mahomed ms. Mahomet] A, Mahomed ms. fører Krigen i egen Person. Førend denne Beleiring gik for sig, giorde han et andet
Forsøg mod Scanderbegs Person ved at underkiøbe tvende Personer for enten at
myrde ham eller omkomme ham med Forgift; men disse tvende komme i Ueenighed
med hinanden, hvorudover deres Forehavende blev aabenbaret, og begge bleve hængte.
Efterat dette Anslag var giort til Vind, maatte Mahomed anvende Magten alleene,
og blev Beleiringen for Croja fortsætt med stor Hidsighed; men de Beleirede forsvarede sig med ikke mindre Bestandighed, og giorde dagligen store og lykkelige Udfald.
Scanderbeg, som imidlertid førte en flyvende Krigshær, brød ind nu paa een, nu paa
en anden Side af den Tyrkiske Leyer, og tilføyede saadan Skade, at Mahomed omsider med en Deel af Krigshæren begav sig til Constan|383tinopel igien, efterladende
Ballabanum for at fortsætte Beleiringen. Imidlertid giorde Scanderbeg en Reise
for at erholde Undsætning af andre Lande. Han kom da ogsaaogsaa]ogsaa] øgsaa A ogsaa] øgsaa A til Rom i samme Henseende, og formaadde Paven til at antage sig hans Sag med Iver.Scanderbegsøger fremmed Hielp. Efterat han
havde samlet en anseelig Magt af Hielpe-Tropper, kom han til Epirum igien, og satt sig for at angribe den Tyrkiske Leier: men Beleiringen blev strax derpaa ophæved, og Tyrkerne forlode Staden og Landet igien, efterdi Anføreren Ballabanus
blev omkommen i en Storm. En saadan Ende fik ogsaa dette Tog, som var det største af alle.
En Deel Skribentere have taget Anledning af denden]den] ms. A, denne B den] ms. A, denne B Reise, som Scanderbeg, medens Croja var beleired giorde til Italien, at afmale ham, som en fordreven Prinds,
der havde mistet Croja tillige med sine andre Stæder. Men de troeværdigste Skribentere, som Barlettus og Calchondylas,Calchondylas,]Calchondylas,] Calchondylas ms. A Calchondylas,] Calchondylas ms. A vidne, at Mahomed var ligesaa ulykkeligulykkelig]ulykkelig] ms. A, lykkelig B ulykkelig] ms. A, lykkelig B paa
dette Tog, som paa depaa de]]paa de]] ms., de A; paa de Rahbek, de Liebenberg SS paa de] ms., de A; paa de Rahbek, de Liebenberg SS andre. Ja at han end engang giorde saadant Forsøg, saavel mod
Croja som Dyrachium,Dyrachium,]Dyrachium,] A, Dyrochium, ms. Dyrachium,] A, Dyrochium, ms. men maatte med uforrettet Sag gaae tilbage, saa at Scanderbegs Lykke og Seyervindinger varede indtil hans Død, som skeede Aar 1466 udi hans Alders 63de og Regierings 24de Aar. Scanderbegs
Død og Berømmelse.Hans Død foraarsagede en Jammer og|384Hylen over det heele Land, saasom man vel vidste, at det var ikke ved Landets Magt, men ved Scanderbegs Hoved og Arme alleene, at Epirus saa længe havde forsvaret
sin Frihed. Da han laae paa sit yderste, angreben af en Feber, og Tidende kom om
et nyt Tyrkisk Indfald, sprang han op af Sengen, og vilde bevæbne sig efter Sædvane, men Afmægtigheden tillod ham ikke saadant, thi han maatte til Sengs igien,
og døde kort derefter. Man kand sige om denne Mand, at han var den største Helt,
som Naturen har dannet, og ingen hverken udi gamle eller nye Historier kand lignes
med ham. Thi intet var meere forunderligt, end at see en liden Prinds med en Haandfuld af Folk udi 24 Aar at føre Krig mod tvende store Monarcher, for hvilke Persien,
Ægypten og heele Europa skielvede og bævede. Han ødelagde fast 20 mægtige Krigshærer, fældede de fleeste Anførere og Kiemper, som udfordrede ham, med egen Haand.
Og vidne de Tiders Skribentere, at han udi Strid har omkommet henved 3000 Mænd
ved sit eget Sværd, hvilket er meere, end som kand siges om noget Menneske paa Jorden.
Hans Tapperhed og Manddom var geleidet af Naade og Mildhed. Han havde ogsaa
en særdeeles Nidkierhed for den Christelige Troe, og seer man af alle hans Breve, at
han gav sig den Titel: Geor|385gius Castriotus Christi Stridsmand. Hans Historie
er beskreven af mange, men udførligst af Marino Barletto en Epiroter udi 13 Bøger,
som jeg fornemmeligen har fuldt. Samme Barlettus vidner, at da Tyrkerne siden
bemægtigede sig den Stad, hvorudi han laae begraven, opgrove de hans Legeme, og
deelede Stykker af hans Beene mellem sig, hvilke de ansaae som Helligdommer, ja
hange dem om deres Halse, bildende sig ind, at Lykke og Velsignelse deraf vilde flyde.
Sammenligning.
Udi disse tvende store Stridsmænds Gierninger findes megen Overeensstemmelse.
Begge oprettede med ringe Magt deres Standarder mod de mægtigste Fiender,
Scanderbeg mod Mahomet II., der var en Skræk for den heele Christendom, og
Ziska mod det Pavelige Monarchie, hvorunder Keisere og Konger tilforn stedse havde
bukket. Begges Vaaben kand kaldes Nødværge. Den første greeb til Gevær for at
befrie sit Arve-Førstendom fra et uretfærdigt Aag; den anden trok Kaarden for at beskytte Religionens Frihed, og at hævne sine Venners Død. Dog er denne Forskiæl
derved, at den førstes Foretagende kand berømmes; den sidstes derimod kun nogenledes
undskyldes; saasom Scanderbeg var en regierende Første, men Ziska kun en Undersaatt, og derfor skulde have Møye til at legitimere sin begyndte Krig, hvis ikke Kong
Wenceslaus selv havde seet igiennem Fingre med hans Opstand. Begge førte Krigen
med en forun|386derlig Fremgang, og aldrig vendte deres Fiender Ryggen. Begge
giorde ogsaa tvende u-anseelige og tilforn lidt bekiendte Folk til de Berømmeligste paa
samme Tid; og saa meget som Epiroter og Bøhmer ved disse store Generalers Middel overginge alle Nationer i Stridbarhed, saa meget overginge begge Anførere deres
egne Folk udi Mod, Behændighed og Legemets Styrke. Hvis Ziskæ Fiender kand
siges meere stridbare end Scanderbegs, saa vare Scanderbegs derimod talrigere og
mægtigere, og havde til Anfører Amurath og Mahomet, hvis Navn var en Skræk
for heele Europa. Vel synes det mest at forundre sig over hos Ziska, at han forrettede saa store Ting, endskiøndt han var stok-blind. Men derimod kand siges, at
Scanderbegs Seyervindinger vare større og fleere, og at han førte saa store Krige med
en Haandfuld af Epiroter, da Ziska havde Styrken af den heele Bøhmiske Nation
paa sin Side. BeggesBegges]Begges] ms. A, Begge B Begges] ms. A, Begge B Personer vare lige forskrækkelige udi Feltslag, saa at det er
u-vist, hvilket Syn var forfærdeligere for Fienden, enten Scanderbegs Sværd eller
Ziskæ Kølle.
Man seer her af, hvor meget disse tvende Mænd havde tilfælles med hinanden udi
Commando, Krigsvidenskab, Dristighed, Behændighed og Legemets Styrke. Men
gaaer man videre, og tager sig for at examinere Heroiske Qvaliteter, da kand den
sidste i ingen Ting lignes medmed]med] ms. A, mod B med] ms. A, mod B den første, hvis heele Levnet var prydet med Mildhed,
Naade, Urets Forglemmelse og oprigtige Heroiske Dyder: saa at han syntes ikke at
føre Krig for at indlegge Ære, men for at efterleve sin Pligt, og anvende det store
Pund, som GUd havde betroet ham til at standse den grummeste Fiende, som Christendommen nogen Tid har haft; saa at hans Tapperhed var ikke andet end en hellig
Iver, og saadan een, som fandtes hos Judam Maccabæum og hans Brødre, og var
den høyeste |387Titel, han forlangede, denne, at kaldes Georg Castriotus Jesu Christi
Soldat. Det er sandelig skade, at det paa de Tider ikke var i Moden at canonicere
uden Hykliske Munke og Præste-tilbedere: thi man kand sige, at utallige mange, som
findes paa Helgenes Liste, langt fra ikke have forskyldtforskyldt]forskyldt] ms., forskylt A; forskylt SS forskyldt] ms., forskylt A; forskylt SS det saa vel, som denne store
Mand, hvis heele Liv var en Kiede af Christelige Dyder: og ved hvis Haand GUd
lod see virkelige Miracler, ved at standse en forfærdelig Fiendes Magt, der rev de
Christne af Hænder 2 Keiserdommer, mangemange]mange] ms. A (ordet senere indsat på tom plads på linjen i ms.)mange] ms. A (ordet senere indsat på tom plads på linjen i ms.) Kongeriger, og utallige Lande og
Stæder. Jeg siger, virkelige Miracler, i Henseende til mange, som tillegges
visse Helgene, hvilke heller have Anseelse af Koglerie, end himmelske
Virkninger. Med eet Ord at sige: Ziska var udi det 15de
Seculo en af de største Generaler, og Scanderbeg
udi heele Historien den største Stridsmand,
Anfører og tilligemed Heros.