Tilbage til søgeresultater

   
  expand section icon

  expand section icon
  collapse section icon
   
  expand section icon
   
   
   
   
   
   
   
  expand section icon
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
  expand section icon
   
  expand section icon
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
  expand section icon
  expand section icon
  expand section icon
  expand section icon
   
  expand section icon
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
[Frederik 3.s kongegerning]
   
   

   

previous icon next icon
Vis      Tekstkilder    Vejledning
Klik på sidetal for at se faksimiler    
   
Dette er alt hvad jeg såvel af trykte bøger som af manuskripter, tilforladelige breve og forordninger har kunnet sammensamle til Friderici 3. historie, som sandelig er en af de vigtigste blandt alle danske kongers, såvel i henseende til de farlige krige som truede riget med total undergang, som regeringens forandring og rigernes omstøbning i en anden form. Óg var det derfor at alle europæiske potentaters øjne stedse i denne konges tid var henvendt til dette rige som den store skueplads af forunderlige hændelser. Óg kan man sige at Københavns belejring er en af de mærkværdigste ting som er at finde i historien, såsom af dette hele rige intet var tilbage uden samme stad, og deri var indesluttet det hele kongelige hus med begge rigers styrke og kerne. Efter at Hans Majestæt |694havde overvundet alle disse vanskeligheder, bestyrket staten ved de mange love og stiftelser som endda står ved magt, og bilagt de tvistigheder som havde rejst sig med andre potentater, Kong Frederiks sidste svaghed levede han i en ønskelig fred indtil det år 1670 da det omsider behagede Gud at kalde ham til sig. Ved midnatstider mellem den 16. og 17. februar bekom Hans Majestæt et anstød af kolik, hvorudover medici blev sammenkaldt, hvilke med medikamenter bragte det så vidt at han fandt den 18. en temmelig bedring, havde også efterfølgende nat en god hvile og søvn, men dagen derefter fandt han sig så svag at han blev berettet og straks derefter som et lys meget sagte udsluktes.
Hans død og portræt For at give et kort portræt over denne berømmelige konge, da kan man sige at om hos en del andre danske konger har været fundet større dyder, så har hos ingen været fundet mindre fejl; thi alt hvad jeg finder hos fremmede endogså fjendtlige skribenter at være censureret hos denne konge, var dette at han var alt for from og føjelig så at sådan hans temperament har undertiden kunnet hindre at foretage og iværksætte vigurøse resolutioner. Hans dyder og tillagte fejl Hvad som herpå mest tjener til prøve, var hans opførsel i den store revolution med regeringens forandring da han holdt sig ganske neutral og ligesom en blot tilskuer af det store værk som smededes på i favør af det kongelige hus. Men hvad som heri fattedes hos kongen, blev tilstrækkeligt bødet på hos dronningen, en heroisk dame der havde ikke mindre habilitet i at sætte store ting i værk end mod og hjerte til at eksekvere de samme, så at den sammenblandelse af hendes ild og kongens flegma havde en nyttig og ønskelig virkning i staten. Men den koldsindighed som fandtes hos kongen, ytrede sig mest i de ting som angik hans egen person; thi når der handledes om rigets ære og rettens håndhævelse, lod han se stor fermeté så at han deri ingen anden regent eftergav.
Det var i henseende til denne naturlige fromhed samt den tilbøjelighed han havde til boglige kunster, at han af mange |695i begyndelsen holdtes for at være lidet stridbar, óg finder man den karakter at være ham tillagt af nogle skribenter før de svenske krige. Men han lod tilstrækkelig se i samme krige at han var både soldat og anfører, ja at han besad den rette stridbarhed som ikke består deri at sætte sit liv uden nød på spil, men alene at agte det ringe når nøden og fædrenelandets frelse det udfordrer. Sådan er den rette og en regent mest anstændige bravoure, hvilken denne konge i landets oppression lod se i sådan høj grad at han derved erhvervede sig forundring såvel hos fremmede som egne undersåtter, overladende Carl Gustav den ære uden nød at løbe storm til fæstninger og at slås i egen person med kalmukker og kosakker og andre deslige ting som vel giver stort navn hos den gemene almue, men ikke hos fornuftige folk der måler tapperhed med en langt anden alen; thi alle kong Frederiks krigsbedrifter var sådanne at på hvilket sted og i hvilken aktion fjendens hånd havde fældet ham, da var det på ærens rette post og i en forretning som var heroisk og kongelig, nemlig for sit lands frelse.
En del kunne vel sige herimod at han begyndte den første krig med Sverige uden nød, men jeg mener tilstrækkeligt at have bevist i historien at omendskønt han først trak sværdet, så var det dog ikke uden højeste nød. Vel er sandt at de tvende krige han førte med England, var ikke af så stor nødvendighed, men som Hans Majestæt forudså at samme krige ville alene bestå af blotte krigserklæringer, hvilket óg udgangen lærte, så tog han ikke i betænkning deri at føje sine allierede, nemlig De Forenede Provinser, og at træde i offensiv alliance med de samme for at bringe deres fjender til des mere føjelighed, hvorvel den eksekution som skete før krigserklæringen med de engelske skibes arrest, kan ikke vel undskyldes, medmindre man vil sige at han anså den engelske regering på de tider som ingen regering og regenten Cromwell som en uretfærdig usurpateur, hvilket jeg dog vil lade stå ved sit værd. Vist nok er det at hvis Hans Majestæt denne gang syndede imod folkeretten, så kunne ger|696ningen ikke anses andet end en usædvanlig paroxysmus som alene viser at intet menneske på jorden er ganske fuldkomment; thi hans hele liv er i det øvrige en kæde af store og rare kongelige dyder, især retfærdighed og mildhed, óg besad han den sidste dyd i sådan grad at der tvivles på at han havde pousseret i sin retmæssige sag endogså mod Corfitz Ulfeldt eller i det ringeste mod hans frue så stærkt hvis ikke dronning Sophia Amalia havde interesseret sig så meget deri; thi man mærker at han ikke uden med vanskelighed kunne bevæges til at gøre hende, nemlig dronningen, noget imod så at hvis samme dronning havde villet misbruge sådan ascendence, havde denne hans føjelighed mod hende kunnet have ufordelagtige suiter, især i sager som angik hans egen person.
Såsom denne konge var en god mand, så var han derhos en klog herre og en fuldkommen statist, óg så man straks i begyndelsen af hans regering store prøver på hans statsvisdom; thi hvor liden hans myndighed end var i begyndelsen af hans regering, og hvor stærkt håndfæstningen var blevet ham opskruet, så erhvervede han sig dog straks ved en særdeles regeringskunst lige så stor autoritet som nogen af hans formænd. Blandt alle hans dyder skinnede ingen klarere end hans bestandighed i modgang; thi få konger har mere følt korset, og få har båret det med større og kristeligere tålmodighed, hvorfor Gud også kronede hans dyder med ære og velstand og befæstede hans trone mere end nogen anden konges.
Hvad legemets dannelse angik, da svarede den i alle måder til sindets gaver; thi han var af en majestætisk anseelse, stærk og velvoksen, óg siges der at han besynderlig kunne lide velvoksne folk, ja at samme lidende gik så vidt at han *ceteris paribus promoverede dem frem for andre. At han ellers har været jovial og lystig, særdeles i ungdommen, viser adskillige af hans skæmtsomme breve, især de som han har tilskrevet Kirsten Munks børns hovmesterinde, fru Karen Sehested, som er fulde af lystig skæmt. Kong Frederik lignede sig selv ved sin dødelig|697heds betragtning med en raket hvilken når den bliver antændt, farer den op i luften med et skønt og klart skin der glimrer som mange stjerner, men så snart den lader et knald høre, Hans egenhændige betænkning over sig selv forsvinder den for tilskuernes øjne, falder på jorden og bliver til aske. Samme pensée har han egenhændigt antegnet i sin kalender med disse ord:

Ich war in meinem Leben einer Raqvette zu vergleichen, welche, nachdem sie angezündet wird, in einem Augenblick in die Luft fähret, schön und hell leuchtet; und als ich in Höchsten war, und mit meinen Funchlein als mit tausend Sternlein pranget, da lies ich plötzlich ein Krachen hören, verschwande für den Augen derer, die mir zusahen, fiel auf den Boden, und bin zu Staub und Asche worden.
Endelig, på det ingen skal have mistænkt det portræt som jeg har givet over denne konge, Terlons tanke om kong Frederik vil jeg til slutning vise hvad en fremmed statsmand derom har dømt:(a)

Kong Frederik har en temmelig stor taille endskønt han er noget fyldig. Han er meget fripostig og forretter alle sine gerninger med grace. Hans hele person er vel dannet. Han har stort begreb, konduite og forsigtighed. Han besidder videnskaber og boglige kunster i fuldkommenhed. Han elsker retfærdighed, har hjerte og fermetet, hvorpå han har givet besynderlige prøver i de sidste krige. Han er from og høflig mod alle, gavmild og holder uryggeligt sine ord.
(a) Terlon part. 2.
 
 
 
xxx
xxx