Forgangen Sommer, da jeg var paa Landet, blev mig fortaalt, at Skov-Fogden ved min Gaard Oreboe, havde seet en fremmed Fugl af en overmaade Størrelse. Jeg begav mig til Stedet, for at erkyndige mig nøjere derom, og for at høre, hvad Beskrivelse derover giortes. Han berettede da, sig tilligemed sin Hustrue og Søn at have seet ikke langt fra sit Huus hoppende paa Marken en overmaade stor Fugl tilligemed andre af mindre Størrelse, som maatte være Unger. Konen og Sønnen, som da vare nærværende, bevidnede det samme med saadanne Omstændigheder, at Fuglen var af Størrelse, som en Aargammel Kalv, og havde skrækkelige Kløer. Medens den tilligemed Ungerne hoppede paa Marken, løb Sønnen til Huset, og hentede sin Flint, hvormed han nærmede sig meere til disse Dyr. Men da overkom ham saadan Skræk, at han ikke dristede sig til at skyde: Og fløj Fuglen derpaa bort tilligemed Ungerne. Jeg spurte da, om det kunde ikke have været en stor Ørn. Men Skov-Fogden sagde, at den lignede en Ørn hverken i Skabning eller Størrelse, saasom den var tre gange saa stor: Den kunde ej heller være af det slags store Fugle, som de Norske kalde Tiur, – – efter den Beskrivelse, |448som derover giortes. Jeg kunde ikke andet end reflectere paa denne Beretning, saasom den eedligen blev bekræftet af Folk, der paa et Haar kiende alle slags Fugle, som findes udi dette Land. Jeg veed ikke udi fremmede Rejse-Beskrivelser at have fundet noget vinget Dyr, som kand lignes ved dette i Størrelse, undtagen den Fugl, som Spanier omtale, hvilken de kalde Cuntur eller Condor, som findes i Vest-Indien, og som Lobo vidner, ogsaa at sees paa nogle Steder udi Africa. Samme Fugl, sige de, ligner en Ørn i Skabning, men haver en Størrelse, som to sammenstøbte Elephanter, og er af saadan Styrke, at den kand føre heele Øxen bort: Og vidne de at have seet den at udspye 200 Pund Kiød paa engang. Dette synes at være utroligt; men man kand ikke forkaste troeværdige Skribenteres Vidnesbyrd. Jeg forbliver &c.