Min Herre forlanger at vide, hvordan Tilstanden er paa Landet efter den almindelige Qvæg-Syge. Jeg kand derpaa ikke give andet end et heelt forblommet Svar, nemlig, at den er baade bedre og slettere, end man havde ventet; thi alt hvad man frygtede og haabede, er ikke hendet. Man frygtede for dyr Tiid paa Korn og feede Vare; men den Frygt er forsvunden, saasom de fleeste Vare sælges fast for den gamle Priis, og nogle end ringere end tilforn. Landmanden derimod trøstede sig derved, at Vahrene udi saadan Tilstand vilde stige, saasom en Tings Mangel og Rarhed forøger dens Priis. Men Udfaldet haver viset, at, ligesom Frygten paa een Side er forsvunden, saa er Haabet paa den anden Side slaget fejl. Hvis min Herre forlanger en Forklaring af saadant Mysterio, da er det mig ikke mueligt at fornøje ham udi alt. Thi, hvis jeg kand udlede Aarsag til nogle Ting, saa kand jeg ingen reede finde udi alle Ting. Jeg kand nogenledes begribe, hvi Faar, Lam og Sviin er mod Formodning udi ingen Priis, efterdi de Slags Creature, som skulde bøde paa Qvægets Tab, bleve tillagde i alt for stor Mængde. Thi det er gaaet til ligesom med de nye opbygde Huse efter den store |150Ildebrand her i Kiøbenhavn, hvilke tabte deres Priis, efterdi man byggede for mange Værelser. Men jeg begriber ikke, hvi Prisen paa Smør og Melk ej er stegen højere; thi det burde være en naturlig Følge af saa mange tusinde Kiøers Forliis. Vel er sandt, at adskillige Landmænd paa nye have strax tillagt sig fremmed Qvæg igien: Men paa de fleeste Gaarde findes endnu ikkun halv Besætning, og paa nogle ingen. Jeg kand end mindre begribe, at Huder efter 100000 Kiøers og Studers Forliis udi Siælland alleene, endnu er udi ingen synderlig Priis. Kort at sige: Alt hvad som er hændet, er imod Formodning, og de Landmænd, som meenede at have taget de fornuftigste Mesures, bleve meest skuffede. Nogle anrettede tallrige Schäfferier; andre tilkiøbte sig Kiøer igien med stor Bekostning; og andre igien tilhandlede sig Huder, som de lode barke, i Forhaabning at bringe dem højt ud, naar første eller andet Aar var passeret. Men Faare-Handelens Herlighed varede ikkun nogle Maaneder, og Udfaldet i Henseende til Faarenes Mængde blev saadant, at de fleeste Schäffere ikke finge deres udlagde Penge igien. En stor Deel af dem, som havde tillagt sig nyt Hollænderie, mistede dem kort derefter af samme smitsomme Syge igien; og de, som havde den Lykke at beholde de nyskiøbte Kiøer, bleve bedragne udi det store Haab, som de havde giort sig om Smørrets og Melkens Priis: Hude-Kræmmerne have ej heller fundet deres Regning. De eeneste Ting, som ere komne udi Priis, ere de, som man tænkte at ville blive af ingen Vær|151die: Thi Høe og Havre have aldrig været dyrere, end fra den Tiid Kiøer og Stude, der saadant fortærede, forsvandte. Jeg siger derfore, at de beste Mesures have havt slettest Udfald, og de hurtigste Landmænd have lidet største Forliis: Thi man kand sige, at Skaden ikke havde blevet saa stor, hvis de havde været mindre hurtige i at bøde paa den; thi just deres Activitet og de sundeste Reglers I-agttagelse have forrykket deres Concepter, og foraarsaget, at Medicinen er bleven fordærveligere end Sygdommen. Skaden er bleven dobbelt, efterdi de have iilet med at hæve den; da deres Forliis derimod, som have været mindre active: er ikkun bleven enkelt. Jeg regner mig selv blandt de Sidstes Tall, hvis Indolence eller rettere Forsømmelse i at i-agttage de almindelige Regler haver foraarsaget, at Saaret er bleven mindre dybt, og Skaden meer taalelig. Jeg haver herudi raisonneret saaledes: Enten holder Svagheden længe ved, eller den hører snart op; hvis den holder længe ved, da staaer man Fare ved nye Kiøers Indkiøb at lide dobbelt Skade; hvis den derimod hører snart op, vil man inden kort Tiid faae Kiøer og Stude igien for det gamle Kiøb. Thi mange 1000 Kalve, som tilforn bleve slagtede, blive nu tillagde, og det ikke alleene paa besmittede Steder, men endogsaa udi de Lande, hvor Svagheden ej haver været, saasom de sidste haabe at faae dem vel betalte. Den største U-lejlighed herved er Mangel paa Giødning: Thi det er i den Henseende, at adskillige Landmænd strax have resolveret sig til nye Hollænderiers An|152leggelse, saasom de have holdet for, at der var *Periculum in Mora, og derfor have criticeret dem, der ikke strax efterfuldte deres Exempel. Men disse derimod ere blevne ved deres Forsæt, at see Tiden an, og af tvende onde Ting have udvalt den mindst onde, præfererende den i Tiden ventelige for den nærværende Fare. De samme raisonnere saaleedes: En Jord kand udholde 2 a 3 Halme, det er, udi 2 eller 3 Aar staae ved Magt med en maadelig Giødning: naar saadan Tiid er forløben, og Sygdommen imidlertiid ophører, kand Horn-Qvæg med maadelig Bekostning igien erhverves; ikke at tale om, at de af Qvæg ødelagde Skove kand komme til Væxt igien, hvilket og skeer. Dette haver jeg udi denne Tilstand med nogle andre faa Proprietarier holdet at være vel grundet, og haver ikke befundet mig ilde derved. Jeg haver forsynet mig med et maadeligt Antall af Faar, item nogle Plouge-Hopper, en Deel for at have nogen Giødning deraf, en Deel og for udi Ploug-Tiden at hielpe paa Bønderne, som udi saadan Tilstand meest kunde trænge der til, efterdi Studene, som ere Ploug-Besternes Medhielpere, vare bortdøde; Halmen haver jeg ladet raadne, og mænget den med Faare- og Hæste-Møg, og haver jeg ved saadant Middel conserveret mine Jorde, saa at jeg ingen Forskiel udi næstpaafølgende Aar haver seet imellem mine og mine Naboers giødede Agre. Min Herre seer heraf, at jeg nogenledes kand giøre reede for min Huusholdning. Adskillige, som udi Begyndelsen have criticeret den, sige nu: Gid vi havde giort |153det samme! Jeg er dog nu omstunder ikke gandske destitueret for Qvæg: Thi den liden Hiord af 4 eller 5 Kiøer, som jeg paa begge Gaarde beholdt tilbage, ere allereede forøgede til 19. Den liden hvide Qvie, som min Herre saae i Fior, laver allereede til Barsel. Saa snart den bliver lykkeligen forløset, skal jeg lade min Herre det formeligen vide, helst om det bliver med en Qvie-Kalv, som nu er et Foster af Importance. Jeg forbliver &c.