Min Herre skikker mig tilbage Torfæi Norske Historie, hvilken han siger sig gandske at have igiennemlæset, og han dømmer derom, ligesom Joh. Clericus, nemlig, at mange Ting derudi findes, som ikke interessere en Læser, og derfore intet Sted burde have i Kongernes Historie. Jeg tilstaaer saadan Betænkning ikke at være ugrundet: thi jeg haver selv mærket hos vore Nordiske Historie-Skrivere, at de indrykke udi almindelige Historier alt hvad som falder dem i Hænder, og at det er dem nok, at det er et gammelt Manuscript; saa at de ingen Mynstring giøre, ved at examinere, hvad som er af Betydelse, og hvad som er ingen magtpaaliggende at vide. De gamle Norske eller Iislændere have overgaaet alle Nationer i at skrive og antegne alting uden Forskiel. Man kand ligne dem ved visse Folk udi vore Tider, der antegne udi deres Almanakker, hvad de hver Dag have bestilt, hvilke Visiter de have giort, hvad de have spiset, hvad de have tabt eller vundet i Spill, og andet deslige. Det er dog troeligt, at de gamle Norske eller Iislændere have antegnet de fleeste Ting, ikke udi den Henseende, at de skulde komme for Lyset, og at de maaskee derfor havde slaaet Stræg |394over mange af deres Manuscripter, hvis de kunde have indbildet sig, at de skulde være blevne indrykkede udi almindelige Rigs-Historier. Jeg er ogsaa eenig udi den Dom, som min Herre fælder over bemeldte Skribents Lettroenhed, og ønsker at mange af de anførte Miracler og Jærtegn havde været udeladte af hans Historie. Men med alt dette holder jeg Torfæi store Krønik for en af de anseeligste og prægtigste Historier, som nogen Tiid er kommen for Lyset, og at det med all rette fortiener at heede et 30 Aars Verk, og ansees som et Arbeyde, der udfordrer meere end een Mands Kræfter. Hvis noget Skrift er Original, saa er dette: thi det er grundet paa utallige Manuscripter, som ere forfattede saavel udi solut Stiil som paa Vers af Skribentere, som mestendeels have været øyensynlige Vidner til det, som de have antegnet. Og, saasom alt er skrevet paa det gamle Nordiske Sprog, som nu omstunder ingen uden Iislændere forstaaer; saa kand man sige, at ingen uden Torfæus i begge Riger kunde forfærdige saadant Skrift. En stor Lykke for Publico var, at Autor naaede en saa høy Alder; thi ellers havde det ikke kunnet blive fuldført, helst, saasom det er forfattet udi zirlig Latin, hvilket borttager megen Tiid. Ved Skriftets Læsning haver jeg mærket tvende synderlige Ting, som ikke ere fundne hos andre end hos de gamle Norske. Det første er, at Norge og Iisland have vrimlet af Poëter: thi der er fast intet Slag holdet, lidet eller stort, og ingen merkværdig Ting er skeed, at der jo citeres en Poëts Vidnesbyrd, som paa samme Tiid |395haver seet, hvad han udi Vers haver antegnet. Det forunderligste er, at der fandtes utallige Mænd, som giorde Profession af extemporale Vers. Det er vel troeligt, at Poësien haver været derefter. De Vers, som vi i Historien have, vise ogsaa, at derudi haver ikke været megen Konst. Ikke desmindre seer man dog deraf Nationens synderlige Naturalier og dens Inclination til Digtekonst. Den Vanskelighed, som man haver i at forstaae disse Vers, hvor simple de end synes af Oversættelserne at være, give tilkiende, at derudi maa være noget konstigt, som bestaaer, enten udi Constructionen, eller udi egne Poëtiske Ord. Thi hvad kand være meere simpel end det Epigramma, som en vis Poët giorde til Kong Knud den Store, hvorved han ikke alleene frelste sit Liv, men end og fik en stor Belønning. Verset er dette:

Oversettelsen deraf er denne: Knud den rige forsvarer sit Land saavel som Grækenlands Konge. Naar man nu betragter, at intet kand være simplere, og dog seer, hvad Virkning Verset haver haft, kand man slutte, at Konsten haver alleene bestaaet udi ovenmelte Ting. Det meeste, som legges disse Poëter eller Skialdrer til Berømmelse, er, at de have forfattet alting med en Historisk Oprigtighed, saa at, hvis de ikke have skrevet |396saa ziirligen, som de Græske og Latinske Poëter, saa have de ey heller løyet saa meget, som de samme. Det andet, som er mærkværdigt hos de gamle Norske, er dette, at Landet udi heele Seculis tillige haver været plaget af Mænd, som have givet sig ud for Konge-Sønner, og derved stedse have faaet stort Anhang. Heraf reyse sig de mange Factioner af Birkebeener, Bagler, Ribbunger, Slitunger, Kuflinger, Øyeskiægger, Warbælger &c. hvis Anførere gave sig ud for at være af Konge-Slægt, og meere berettigede til Kronen, end de regierende Konger. Det er forunderligt, at Øynene engang ikke kunde aabnes paa den Norske Almue efter saa mange store U-lykker, som ved deslige Bedragerie vare foraarsagede. Man kunde ansee saadant som Beviis paa Nationens naturlige U-roelighed: Men mig synes, at det heller haver reyset sig af Almuens Kierlighed til Konge-Slegten, hvoraf visse Herrer have betient sig, for at bane dem Vey til Thronen; thi man seer, at Bønderne ideligen have paastaaet, at disse Oprørere skulde ved Jærn-Byrd, eller at bære gloende Jærn, bevise deres Herkomst; hvilket var dem ikke vanskeligt:vanskeligt:]vanskeligt:] A; vanskeligt; SS vanskeligt:] A; vanskeligt; SS thi mange forstoede Handverket paa de Tider, saa vel udi Norge som udi andre Lande. Hvis man skal tilskrive disse U-roeligheder Nationens Tilbøyelighed til Oprør; saa maa man tilstaae, at aldrig noget Folk er bleven meer forandret og ukiendeligt: thi man haver i de nyere Tider, udi heele Seculis, ikke mærket ringeste Bevægelse; Saa at, hvis de gamle Norske kand citeres til Exempel paa |397Ustadighed, saa kand de nyere, lige fra Reformationens Tider, frem for alle Nationer paa Jorden, vise Exempel paa Bestandighed, Lydighed, og Afskye for Oprør. Herpaa kand tiene til Oplysning, hvad som er tildraget sig for nogle Aar siden, da en vis NormandNormand]Normand] A; Nordmand SS Normand] A; Nordmand SS formedelst Utroeskab mod Regieringen blev henrettet: Thi man fandt ikke, at en eeneste af hans Landsmænd havde været i Ledtog med ham. Jeg forbliver &c.