Alle måske har ret, og de stridende meninger kan forenes når man gør forskel på kyske og ublu komedier. Thi at ville forsvare en *Plauti *Mercator var lige så dårligt som at fordømme hans *Captivi. Men dermed, siger man, ophæves ikke tvistigheden; thi der findes de der tilstår at skuespil kan være uskyldige, men tilligemed ikke kan lide at brave og gamle folk driver tiden bort med at se og læse børneleg. Andre derimod holder for at det er fast lige så nyttigt at læse |a2vkomedier som *postiller. Når en *Hugo Grotius adspørges af andre lærde folk hvi han går med *Terentium i sin lomme, svarer han: “Fordi han er det værd.” Vil man vide hvad nytte han har af skuespils læsning, svarer han: “Børn læser et deri, og mænd et andet.” Så at tvistighederne heri også let kan ophæves; thi hvo kan nægte at *Amphitruo og Menechmi er jo skrevet alene for tidsfordriv; hvo kan også nægte at der jo er lærdom og morale i *Aulularia? Siger man: “Hvorfor *mænger man da så meget unyttigt galskab i moralske komedier?” da svares: “*Hvorfor forgylder apotekere deres piller?” Det hedder jo:

Jeg for min part holder det ganske unødigt at tale enten pro eller kontra heri. Jeg vil kun alene *binde mig til tvende små spørgsmål som i disse tider er blevet |a3rgjort *ved lejlighed af disse *nyanrettede danske komedier, nemlig: (1) *om det strider mod visse personers stand og karakter at skrive komedier, (2) om det er sømmeligt og anstændigt for *smukke mænds børn at lade sig bruge til *teatralske eksercitser.

Det første er ikke meget vanskeligt at besvare eftersom vi har komedier og lystige romaner skrevet af fyrster, grever, baroner, riddere, ja præster, munke og jesuitter i vore tider, og af de habileste og største mænd i gamle dage, som enten skrev selv eller hjalp andre deri. De grækere havde så stor ærbødighed for komedieskrivere at de *foregav *Aristophanes styrkede *Athen mere ved sine komedier end dens krigsmagt både til lands og vands. Ja, *kongen af Persien i de vigtige spørgsmål han gjorde til de *lacedæmoniske gesandter, spurgte dem hvordan Aristophanes levede, som bemeldte komedieskriver selv vidner i et af hans skuespil kaldet Acharnenses, hvilket omendskønt det er hartad lige så meget outreret som *den kinesiske philosophi mening at en stad ikke vel kunne regeres uden musik, så ses dog deraf i hvilken agt komedier har været holdt af de mest skønsomme nationer i gamle dage, da skuespil var langtfra ikke så rene og kyske som de er nu om stunder, ej heller så sindrige eller moralske.

|a3vVel er sandt at *Amphitruo og Gnieren, som Molière har oversat af *Plauti komedier, står endnu i vore tider i den første klasse. Men resten derimod svarer aldeles ikke dertil, langt mindre *Terentii og Aristophanis komedier. Thi omendskønt de der er *patroner af de gamle komedier, kan sige, som sandt er i visse måder, at hver nation, hvert *seculum har sin smag så at det som var den største sirlighed i grækernes tider, mest kan skurre i vore øren, og det som nu skurrer mest i vore øren, kan vore efterkommere finde mest smag i, hvorpå *Blackmore, en englænder, giver mærkelige eksempler alene i sin nation. “Nu,” siger han, “finder jeg at vor nation har haft størst behag i mærkelige hændelser og utrolige bedrifter og vandrende riddere, nu i ord af dobbelt mening, nu i prægtig stil, nu i søde og behagelige talemåder, *artige *indfald og lignelser og endelig i ubehagelig men grundig lærdom” – ligesom i musikken: Tilforn havde man behag i harmoni, men nu i dissonanser og det som skurrer i ørene.

Sådant, omendskønt det ikke uden grund fremføres til gamle komediers forsvar, så følger dog deraf ikke at disse tiders mennesker er aldeles blinde i at dømme om gamle skrifter; thi det som man kalder indfald og *bon sens, er altid det samme, |a4rog omendskønt en ikke er så lykkelig at forstå originaler, kan han dog se af oversættelser at *Achilles hos *Homerum taler som en grov vognmand, og at en stor del af *Aristophanis indfald har ingensteds hjemme – så man derfor kan frit sige at de nye komedier såvel i artighed som i lærdom og ærbarhed overgår de gamle, og at det derfor ikke kan tilskrives uden enten *avind eller en unaturlig smag at ville lægge brave folk til last at de nu om stunder skriver sindrige og opbyggelige komedier. Ja, de som stopper deres øren til for sådant, har ligesådan naturlig fejl på hørelsen som *manden der huggede træer ned om sin gård for ikke at høre nattergalen og derimod fandt behag i at høre frøer, eller som den skytiske general der gad hellere høre en hest vrinske end den sødeste musikalske harmoni.

Hvad den anden *objektion er angående, at det er uanstændigt for smukke mænds børn der er *beskikkede i sin tid at betjene kirker og skoler, at bruges til teatralske eksercitser, da svares der at det som kaldes *decorum eller bienséance, *dependerer af landets moder. I England og Frankrig er det landets mode at præster går på komedie og kaffehuse, hvorfor det ikke mere er usømmeligt. I gamle dage var det mod landets mode for mandfolk at gå |a4vmed silkeklæder, hvorudover det også var dem uanstændigt. Så snart derfor at den høje øvrighed siger at det ikke skal holdes usømmeligt for *skikkelige folk at lade sig bruge til skuespil, så bliver det straks ikke mere usømmeligt, og så snart alle byens præster *resolverede sig til at gå på komedien, var det dem ikke mere uanstændigt end gejstligheden i England og Frankrig, ligesom når en fornem dame ville resolvere sig til at sidde engang på *parterret, blev det holdt for en meget anstændig mode for borgerkoner at gøre det samme. Så at alle slige øvelser, når de ikke er syndige, så snart landets mode siger at de er sømmelige, bliver de straks sømmelige, og så snart den høje øvrighed sætter andet navn derpå, strider de straks mod den såkaldte bienséance. Jeg vil ikke tale om mange brave folk i vore tider der i deres ungdom har ageret komedier og siden er blevet forfremmet til akademi, kirker og skoler, thi det er lige så let som ufornødent at bevise.

At skrive komedier *holder ellers nogle folk at være *ethvert lystigt hoveds værk, da dog erfarenhed viser at næppe tre eller fire i et helt rige findes sådant arbejde voksne; thi der *udfordres af en komedieskriver først at han er philosophus og har nøje udstuderet det som kaldes *ridiculum |a5ri det menneskelige køn. For det andet at han har det *pund at gennemhegle *lyder således at han *diverterer tillige. Tredje at han i sin *imagination kan forestille sig hvad virkning den vil have på et *theatro; thi undertiden kan den komedie som er lystigst at læse, allermindst behage på skuepladsen, thi ved kløgter og artige indfald kan fattes det som ikke kan vel beskrives, men er noget som gør et theatrum levende. (4) At han af gode komediers læsning har fået alle de regler i hovedet som derved bør iagttages. Dog må man tage sig vare at man ikke søger at gøre et theatrum sådan levende at man derved støder an mod det som kaldes bon sens.

Det er vel fornødent at *outrere karaktererne, men dog således at man ikke af en latterlig heros gør en gal mand. *Når Jean de France *knapper sin kjole bagvendt, kommer han mig i en hast for ikke at være rigtig i hovedet. Men når jeg betragter hvor dårlige folk er at efterfølge straks endog de urimeligste franske moder, så synes mig at det er gørligt, ja mindre urimeligt end *at stå med et glas vin i hånden fast en halv time og skrige sig hæs før man får den til livs. Derimod kan jeg ikke hitte på noget at besmykke *den borgerlig adelsmands karakter. Men når jeg ser ham *nu kaste sin *slåbrok af, nu tage den på igen for at |a5vmærke om musikken klinger bedre i den blotte trøje end i slåbrokken, i lige måde når jeg ser ham *lade sig indbilde at den tyrkiske kejsers søn er kommet til Paris alene for at fri til hans datter, så kan jeg ikke mærke at karakteren er outreret, men at personen er dårekistegal, så *Boileau havde større årsag at censurere den borgerlige adelsmand og *den indbildte syge, der i sin stue lod sig *kreere til doktor for at blive frisk, end *den gamle mand som Scapin fik til at krybe i sækken. En komedieskriver må *beflitte sig på at de stykker han forestiller, er naturlige og uden *affektation så at tilskuerne skal kunne bilde sig ind at det er alvor. Derfor var det at ønske at i alle komedier scena var i det land hvor de forestilles, at tilskuerne kunne slippe for at fingere sig andre lande i hovedet og ligesom bilde sig ind at så snart de har fået deres *passérseddel, de i et øjeblik med det hele komediehus blev forflyttet til Rom, Grækenland, Spanien eller Frankrig.

Fornuften viser også at det må skurre i delikate øren at høre en spansk historie forestillet på dansk, hvorfor *den spanske bonde der kommer og taler sjællandsk i Festin de Pierre, behager mig ikke nær så meget som Jeppe på Bjerget; óg er derfor ingen tvivl på at *dersom de der oversætter Molières komedier, |a6rville med scena forandre navnene og gøre ikke alene ordene, men hele komedien dansk, det jo havde langt bedre virkning. Og når hele komedien skal være dansk, så må ikke alene scena og navnene, men óg karaktererne være danske; óg er derfor adskillige fremmede komedier aldeles ikke bekvemme for vor skueplads. *Tartuffe hos Molière kan aldrig blive dansk, thi hovedpersonen er en *directeur de conscience, som under helligheds skin bemægter sig herredømme i et hus, hvilke slags folk vokser alene i de romankatolske lande.

Alle doktorkomedier er også urimelige her i landet, hvor den medicinske nation er et fornemt folk der aldeles ikke er befængt med de lyder som findes hos de små omløbende *medici på en del andre steder. I lige måde passer de meget *romansk forlibte skuespil sig meget lidet her på stedet og har ikke den *grace her som i England eller andre riger hvor folk hænger sig af kærlighed. Thi det er ganske ikke fornødent, som nogle foregiver, *at enhver komedie skal endes med ægteskab; thi når en komedieskriver kun forestiller en lyde med sin rette farve således at den underviser og forlyster tillige, har han iagttaget alt hvad han bør iagttage. Således havde *Æsopus kunnet passere |a6vfor et meget smukt stykke omendskønt den poetiske brudevielse i enden havde været udeladt. Man må mage det så at vore tilskuere ved sindrige og moralske skuespil får den rette smag og så lidt som muligt forestiller lystige eventyr hvori ingen lærdom er, på det at visse folk kan betages al årsag at *traktere vore komedier som børnespil og tidsspilde. Ja, man må mage det så at man kan sige til vore komediers forsvar at derved ikke alene de penge bliver i landet som de fremmede og urimelige *bander tilforn udførte, men endog at tilskuerne anvender deres ledige tider vel og nyttigt derpå.

Den anden kaldes Den vægelsindede. En *rar karakter, som *ikke er udført i nogen komedie, thi autor har *bemøjet sig ikke alene at skrive nye komedier, men også rare, da de fleste fremmede, *endogså mange af Molières, ikke aldeles er så nye som folk bilder sig ind. I denne komedie er hovedpersonen en dame |a7vder *har seksten sind om dagen, hvilken karakter jo vanskeligere den er at forestille, jo større berømmelse har den *forhvervet *madame Montaigu, der har ført den så vel ud. Ikke des mindre er den dog ej spillet med den fremgang som den forrige formedelst nogle alvorlige scener som de fleste ikke begreb *i førstningen. Så der er adskillige meninger om samme stykke, thi nogle holder det *næst *Barberen for det sletteste, store kendere derimod af alle fem for det bedste.

Den tredje komedie hedder Jean de France eller Hans Frandsen, hvilken såsom den er en bitter satire mod de såkaldte *petits maitres, der sætter deres fædrene arv til udenlands for at glemme deres eget sprog og forgive landet med fremmede moder, så holdes den for vores nation det nyttigste stykke, og såsom den er ikke mindre latterlig end skarp, så har den fundet et synderligt behag såvel hos høje som lave og holdes for den kostbareste.

Den fjerde kaldes Jeppe på Bjerget eller Den forvandlede bonde, *en af Bidermanni gamle historier, som autor har udført i en komedie. Dette er den eneste materie som ikke er opspunden i autors egen hjerne, hvorfor han ingen |a8rberømmelse forlanger deraf, hvorvel de artige kløgter som lægges i bondens mund og bevæger alle slags tilskuere til idelig latter, er hans egne. Den blev spillet første gang meget ilde, formedelst *en forvirring som samme aften rejste sig blandt aktørerne, men anden gang alle folk til fornøjelse, især formedelst *personen monsieur Gram, der agerer så naturligt en sjællandsbonde.

Den femte komedie hedder Mester Gert Westphaler, hvori hovedpersonen er en der dræber folk med snak. Dette stykke havde kun tynd lykke første *præsentation, thi såsom personen havde kun tre materier at tale om, så syntes de fleste at de ofte *repetitioner gjorde komedien ubehagelig. Autor derfor, såsom han mærkede at man ikke gav agt på komediens rette *øjemærke, tog sig for anden gang at forklare den ved en *prologus og vise at just i det som man lastede, bestod stykkets dyd, hvilket havde sådan virkning at komedien anden gang blev lige så meget rost som den forrige gang blev lastet, og *vil i fremtiden efter al anseelse passere for et af *autoris bedste stykker.

Disse komedier er blevet spillet vekselvis med de allerstørste komedier oversat |a8vaf fransken, hvorudover de har stået større fare end nogle andre nygjorte stykker; thi Molières komedier, hvorvel de er så forslidte på andre steder at de *hartad ikke kan bruges uden i nødsfald mere, så dog passerer de her for ganske nye blandt folk som ikke forstår fransk. Så at disse originaler har holdt stand med de franske, ikke fordi de var nye, men fordi de er blevet holdt lige så gode, hvorvel deri er intet for øjnene, ingen *machiner, *præsentationer, *maskerader og andet deslige som lokker flere tilskuere end komedien i sig selv, som kan ses af *Den borgerlige edelmand, hvilken, omendskønt det er et af Molières slette stykker, holder bedre stand end *Gnieren, som er det bedste, aleneste for den tyrkiske mufti og maskeraden, hvorpå de største kendere dog mest støder sig, så at det behag som folk har fundet i disse nye stykker, rejser sig alene af komedierne i sig selv, såsom autor intet har givet for øjnene, men alene for ørene, og ikke fordærvet komedierne ved sælsomme præsentationer *for at behage galleriet eller *sat dem for meget på skruer for alene at behage logerne. De komedier er i mine tanker de bedste som behager alle, hvorfor jeg regner ikke Molières Misanthrope for andet |a9rend en smuk og sindrig samtale, men ikke for nogen god komedie, såsom den ene part deri fattes som kaldes festivitas, *gayeté og kunst at komme folk til at le.

Autor har derforuden skrevet en hob andre komedier og ved sådant og andet hans idelige møje og arbejde forårsaget at vores danske, som tilforn i ingen anseelse hidindtil har været, nu om stunder rejser hovedet i vejret både mod det franske og engelske.

Foruden de stykker som findes i denne tome, har han gjort *10 andre, som ligger færdige, nemlig: