Skjul alle
Holberg og rangvæsenet
ved Lars Ilsøe
Enevældens rangvæsen spiller en stor rolle i Holbergs tekster, især i komedierne. Ofte er det genstand for hans satire. Med udgangspunkt i komedien Den Honnette Ambition (1731) gives her en kort indføring.
Rangvæsenet under enevælden 1660-1849
Da Frederik 3. indførte enevælden i Danmark 1660, blev den gamle adels magt afgørende brudt. Fødselsadelen havde herefter ikke længere monopol på godsbesiddelse og på vigtige embeder i regering og administration. Den gamle adels indflydelse og særlige privilegier var dermed ikke en selvfølge, men et spørgsmål om kongens beslutninger. Der blev gjort rent bord. I stedet byggede kongen ved love og rangforordninger et nyt rangvæsen op, hvor rang og titler blev tildelt på kongens nåde efter dygtighed og fortjeneste og hovedsagelig var knyttet til embeder i statens tjeneste. Det var nyt, for det gav mulighed for at udnævne borgerligfødte personer til alle embeder og give dem rang og titel med privilegier, som adelen før havde nydt godt af. En borger kunne altså nu ophøjes til greve eller baron. Den gamle adel fik dog i nogen grad plads i rangen igen, men kun på kongens nåde, så den aldrig kom til at dominere mere. I 1672 var den gamle adels andel af embederne i centraladministrationen over 40 %, og i 1762 var den faldet til 20 %.1
Formålet med det nye rangvæsen var at skabe en embedsstand, der var kvalificeret, og som var loyal over for kongen. Desuden skabte dette nye rangvæsen mobilitet i samfundet mellem de tre øverste stænder: adel, gejstlighed og borgerskab, idet den fjerde stand, bønderne, ikke blev taget i betragtning. Det nye rangvæsen måtte synes fornuftigt og gavnligt for en oplysningsmand, og altså også Holberg, for så vidt det levede op til sit eget formål. Men det gjorde det nye rangvæsen ikke i længden.
På Holbergs tid – i første halvdel af 1700-tallet – var rangvæsenet for længst løbet løbsk. I rangforordningen af 1671 var der 55 numre, i rangforordningen af 1717 var der 109 numre.2 Altså næsten en fordobling. Da Den Honnette Ambition blev trykt i 1731, var der kun et nummer mindre i den gældende rangforordning af 1730, altså stadigvæk et kolossalt tal.3
Om flere af numrene i forordningen af 1717 stod der udtrykkeligt, at de var “virkelige”, dvs. at rangspersonen havde et embede (“Charge”) i staten. Samme titel figurerede længere nede i forordningen uden tilføjelsen “virkelig”, hvad der betød, at rangspersonen ikke længere var i embedet eller kun havde titlen uden embede. Når der således i laveste rangklasse står “Vores virkelige Cancellie Secreterere”, betyder det personer, der har rang, fordi de arbejder i Kancelliet, hvorimod “Vores andre Secreterere”, der står allerlavest i rangforordningen, er en titel uden reelt indhold. Det er denne formelle (dvs. tomme) sekretærtitel, Jeronimus ønsker sig i Den Honnette Ambition – af ren forfængelighed. Gebyret for denne titel var netop på denne tid “100 Rigsdaler”. Og når samme komedie omtaler en person som “virkelig Greve” eller “Baron” med parodisk beskrivelse af hans gods og embedsvirksomhed, så udstiller Holberg satirisk titlernes tvivlsomme indhold.
I samtiden fandtes der faktisk mange titler, både høje og lave, som bl.a. Holberg fandt absurde og ufornuftige. Sandt at sige var mange titler (med og uden virkeligt embede) da heller ikke altid blevet tildelt efter fortjeneste eller dygtighed. Nogle byggede på tvivlsom anbefaling (“Recommendation”). Fx var det almindeligt, at en stilling som lakaj hos en fornem person af rang var anbefaling nok til en titel med embede, uden at der var nogen garanti for, at vedkommende havde evner for at bestride embedet.4 Andre titler blev givet som afbetaling på statens gæld, og atter andre kunne man købe sig til, hvis man var tilstrækkelig velhavende. Et eksempel herpå er Hr. Jørgensen, der 1755 ansøgte om titlen “Assessor” mod gebyr på 100 rigsdaler, men som svar fra kongens “Oversecretaire” fik et bedre tilbud: “… naar han vilde erklære sig til at give 1000 Rdl., kan hand faae en nogenledes høyere Caracter [dvs. titel]”. Hr. Jørgensen sagde ja tak og blev samme år udnævnt til “Cancelliraad” uden begrundelse i særlige kvalifikationer.5 Ikke underligt, at Holberg gang på gang understreger, at rang og titel bør opnås efter “Merit” (dvs. fortjeneste) og duelighed. Eller som Magdelone siger i Den Honnette Ambition: “Naar En uden Meriter søger Rang over sine Medborgere, røber han jo sin Hovmod og Ufuldkommenhed.” (I 3).
Rangspersoners privilegier
Enevældens rangvæsen skabte nok mobilitet og mulighed for social opstigning, men den betonede samtidig også de sociale forskelle i befolkningen. Man var noget frem for andre, og man var uhyre nøjeregnende med sin sociale status, når man tilhørte adelen, gejstligheden eller borgerskabet. At opnå rang fik for dem umådelig betydning. De privilegier, der var knyttet til rangspersoner, var ellers forholdsvis beskedne. Bortset fra lensgrever og baroner, der havde store økonomiske fordele af deres position, var privilegierne for de allerfleste rangspersoner hovedsagelig kun et spørgsmål om status og etikette.
En rang gav en særlig social status, hvortil der var knyttet forestillingen om ære og anerkendelse fra omgivelserne. Til denne ære hørte det privilegium, at rangen blev gjort synlig, hvad datidens rangspersoner i den grad praktiserede. Ved kongelige eller andre sociale begivenheder havde man således ret til “i Gang og Sæde” at placere sig foran eller ved “højre Side” af andre af lavere rang. Det så man fx ved møder, ved kongelige og almindelige fester, i kirken, i teatret og på gaden.
Man havde endvidere det privilegium at klæde sig og sin husstand i overensstemmelse med sin rang. Man bar fin paryk, man anskaffede sig kostbart tøj, fx “galonneret Kjole” med “Silkelidser” og havde “Lakaj” i “Liberie” (se fx Den Honnette Ambition I 4). For klædedragt af rangspersoner og deres koner var der endog særlige regler, selv om de ikke altid blev overholdt. Man klædte sig finere, end man egentlig havde ret til. Andre tegn på rang var at lade sig transportere fx i en “forgyldt Vogn” med seks heste for eller med “Portechaise” (bærestol) (se fx Den Honnette Ambition I 5; om bærestole, se komm. til Porte Chaise IV 79.
Et særligt privilegium var også den måde, som en rangsperson skulle tiltales eller omtales på. Etiketten er vanskelig at få overblik over, for der var også her skred på Holbergs tid imellem, hvad reglerne foreskrev, og hvad man sagde i daglig tale. Men følgende opstilling af eksempler fra Den Honnette Ambition og Holbergordbogen kan give et indtryk af omgangssprogets tiltale- og omtaleformer:
Borger uden for rang | Borger med lav rang | Højere rangsperson: greve/baron |
Ærlig Borger, Husbond | Herre, Hr. Jeronimus velbyrdige Herre | Naadig Herre, Eders Naade, Hr.Greve/Baron højvelbaarne Greve/Baron |
Madam, Mutter | Frue, velbyrdige Frue | Grevinde/Baronesse højvelbaarne Grevinde/Baronesse |
Jomfrue (ugift datter) | Frøken (ugift datter) | Frøken (ugift datter) |
“Velbyrdig” var egentlig forbeholdt personer af højere rang, men er her et udtryk for inflationen i tiltaleformerne. Holberg skriver herom: “Titler have … i disse Tider saaledes tiltaget … En Tieneste Pige vil heede Demoiselle, en Jomfru, Frøiken, en Dommer skiæmmer [dvs. skammer] sig ved den gamle Titel af velviis, og vil alleene være velbaaren. Den som tilforn [dvs. før] var agtbar, er nu ædel, og den, som var ærlig, er nu velbyrdig.” (Moralske Tanker (1744), Libr. III, Epigramm. 40, s. 461).
Et andet mindre privilegium for rangspersoner var fritagelse fra “borgerlige Betieninger”. I den gældende Christian Vs Danske Lov stod der: “Borgemester og Raad maa ikke besvære nogle Privilegerede, Geistlige, graduerede Personer ... med nogen borgerlig Personal Tynge”, dvs. at geistlige og personer med rang i købstæderne ikke måtte besværes med borgerligt ombud som fx “Overformynder” eller deltagelse i borgerbevæbningen.6
Rangsygen
Selv om rangvæsenets privilegier i dag kan synes formelle og beskedne i kontant værdi, tog enevoldskongen og hans undersåtter det meget alvorligt. Kongen brugte det som politisk instrument til at styre og belønne sit folk, hvis rangspersoner til gengæld forventedes at støtte kongen. Men den løbske praksis havde så uheldige socialpsykologiske konsekvenser, at flere kritikere i samtiden måtte betegne dem som ‘rangsyge’. Der var fx rektor Christian Falsters satire Den utidige Rangsyge fra 1722 og Holbergs komedie Den Honnette Ambition, trykt i 1731. De, der havde mulighed for det, blev af den gældende praksis motiveret til at jage hæmningsløst efter rang og titler, hvad enten det var fortjent eller ikke. Det blev vigtigt at have titel og derved at hæve sig over andre i social status for næsten enhver pris. De socialpsykologiske konsekvenser var på den ene side respekt, smiger, underdanig kryben og misundelse, på den anden side stolthed, forfængelighed, nedladenhed og foragt. Og det var alt i alt mere sygt end godt, sådan som Den Honnette Ambition også demonstrerer det med den rangsyge Jeronimus. Hvor nedladende rangspersoner kunne føre sig frem under enevælden, er slagkraftigt beskrevet af den danske historiker P.F. Suhm : “En stolt, foragtende, medlidende Mine viser, hvor høyt de ere ophøiede over alle andre Kreature med langt større Forskiel end, der er imellem Elephanten og Madiken.”7
Rangsygen medførte også, at man ikke værdigt kunne vente på en eventuel rang efter fortjeneste, men at man selv søgte, ja “betlede” [dvs. tiggede] om en titel. Det er Holbergs egen mening, når Magdelone i Den Honnette Ambition siger til sin mand, den rangsyge Jeronimus: “Hør, min hierte Mand! Om den høie Øvrighed af egen Motiv gav dig en Rang, da var det Noget som baade du og jeg burde glæde os over, thi det var et Naades Tegn; men at en gammel Borgermand, som du est, der i Intet har distingveret [dvs. udmærket] dig frem for dine Medborgere, vil betle dig en Rang til, det er noget som man aldrig kan sætte Farve paa [dvs. retfærdiggøre].” (I 3).
En ansøgning til kongen hed en “Supplik”, og i Den Honnette Ambition er Pernilles forslag til en “Supplik” om rang (I 3) naturligvis en ren parodi. Men tonen er dog ikke langt fra virkelighedens ansøgninger. Her er et eksempel i uddrag fra 1765. En Hr. Schiøtt anfører som begrundelse for en titel, at han er student; at han har været brygger i 20 år, at han været direktør for byens brandforsikringskasse og endog været en af “Stadens 32 Mænd”, hvad der betyder medlem af et råd af velhavende borgermænd. Men dette råd havde ikke særlig stor betydning, må det bemærkes. Schiøtts ansøgning slutter:
... Allernaadigste Herre! Ere og ikke Borgere berettigede til Deris Majestets Allermildeste Opmuntring og maae det ey allernaadigst tillades mig uden Formastelse [dvs. påtrængenhed] at skyvle sig [dvs. søge beskyttelse] under de Kongelige Naade Forsikringer, hvorved Kiøbenhavns Borgere saa andseeligen ere vorden priviligerede. – Tillad da, Allernaadigste Konge, at ieg, Een gammel Borger, som en Naade Løn allerunderdanigst udbeder mig en Kongelig allernaadigst Bestalling som Virkelig Cancellie Raad. Ja tillad, at ieg til en ringe Erkiendtlighed allerunderdanigst erbyder 400 Rdl. ad pios usus [dvs. til kirkeligt brug]. Mine Børn, som under Gudsfrygt og Studeringer helliges til Deris Majestets og Landets Tieneste, vilde blive saa meget mere opmuntrede til en bedre Bane, naar de med Deris Fader Velsigne og Skiønne paa Kongens Ømhed mod alle Stænder. Deris Kongelige Majestets Naade-Glantz har i disse Dage trænget ned til Én udi min Familie, skulle der da og ikke være en Straale tilovers for Én, baade en Akademiets og Stadens gammel Borger, som under dybeste Afbedelse med Liv og Blod opofre henlever Deris Kongelige Majestets allerunderdanigste Troe arve Undersaat og ringe Tiener
Peter Nicolay Schiøtt
Og Hr. Schiøtt fik sin titel bevilget, dog først efter at beløbet var blevet forhøjet til “1000 Rigsdaler”!8 Udover den krybende og storrosende stil er det påfaldende, at også et familiemedlems nådige ophøjelse i rangen og Schiøtts alderdom spiller en rolle i ønsket om at opnå en rang – ligesom hos Jeronimus.
Trods Holbergs og andres satirer over rangsygen reagerede staten ikke på kritikken. Rangvæsenet fungerede politisk og økonomisk efter enevoldskongens hensigt, og befolkningens indstilling til rangvæsenet ændrede sig ikke i Holbergs levetid. Magdelone siger allerede opgivende i Den Honnette Ambition (I 3), 1731: “ ... en Rangsyge er ikke at curere”, og mange år senere i Epistel 72 fra 1748 skriver Holberg stadigvæk: “Én Affect [dvs. lidenskab] er dog, hvorudi Nationen [dvs. danskerne] endogsaa udi denne flygtige Periodo [her er ment de seneste 20-30 år] haver ladet see en stedsevarende Bestandighed, nemlig Rangsygen eller den saa kaldte honnete Ambition: Thi det er, og synes stedse at ville blive dette Folks Favorit Studium.” Selv om Jeronimus i komedien bliver godt og grundigt kureret, troede Holberg altså ikke selv på, at komedien kunne ændre ret meget på rangsygen i sin samtid.
Rangvæsenets afvikling
Efter Holbergs tid skete der først en alvorlig ændring i praksis ved uddeling af rang og titler, da Struensee kom til magten. På hans initiativ blev der i kongens navn udsendt en befaling, betegnet som “Rescript af 4. Sept. 1770”, hvori det uden forbehold hedder:
Da Tallet paa dem, som ... ere blevne benaadede med Rang og Titler, er saaledes voxet til, at Charactererne [dvs. titlerne] ophøre at være Belønning for Fortjenester og et Kjendetegn paa Kongelig Naade og særdeles Velbehag: saa har Kongen fattet det Forsæt, efterdags at uddele samme desto sparsommeligere og alene efter deres sande Hensigt, samt derhos ikkun at see paa Troeskab, Fliid og Iver i Tjenesten, særdeles Indsigter, Dueligheder og personlige Fortrin, men ikke paa Tjeneste-Aar og Anciennitet og ikkun at belønne dem med Æres-Fortrin, som paa en værdig Maade have gjort sig fortjente til samme.9
Som man ser, ligner synspunkterne i høj grad dem, som Holberg mange år tidligere havde fremsat. Forskellen er dog, at Holberg hovedsagelig rettede en moralsk kritik mod borgerne og deres rangsyge, mens “Rescriptet” ser problemet politisk som noget uhensigtsmæssigt i statens praksis. Men dette “Rescript” fik imidlertid ligesom Struensee en meget kort levetid, og alt blev som før igen. Så kom revolutionen 1789 i Frankrig og gav liberale borgelige kræfter vind i sejlene, også i Danmark. Borgerstanden var vokset i størrelse og selvbevidsthed, og kritikken mod enevælden og dens rangvæsen lagde mere og mere pres på staten. Og i 1808 kom en ny rangforordning, hvor det arvelige adelskab for de tre øverste klasser blev definitivt ophævet. Ranghierarkiet eksisterede dog stadigvæk, men rangvæsenets opløsning rykkede nærmere. Den kom med Junigrundloven af 1849, hvor enevælden og dens rangprivilegier blev afskaffet. Der står i §97: “Enhver i Lovgivningen til Adel, Titel eller Rang knyttet Forret er afskaffet”.10 Adelsnavne og -titler fik dog lov at blive, og de eksisterer den dag i dag.
Var Holbergs baronisering et udtryk for hans egne honnette ambitioner?
I 1747 blev Holberg ophøjet til baron til “Baroniet Holberg” som den første i Frederik 5.s regeringstid, og spørgsmålet er, om Holberg lod sig baronisere af honnette ambitioner? Det korte svar må være nej, hvis det betyder, at han skulle være rangsyg og kun lod sig ophøje af forfængelige grunde og søgte en tom og ufortjent titel. Udnævnelsen var knyttet til hans forfatterskabs fortjenester, hans godsbesiddelsers størrelse og hans testamentariske donation af sine ejendomme til genoprettelse af Sorø Akademi. Titlen og baroniet var ganske givet en ære, men også i høj grad til gavn for stat og samfund ved den tilknyttede donation. Sorø Akademi var tænkt som en skole, der skulle kvalificere mænd til embeder i offentlig tjeneste.
Ud fra Holbergs synspunkter i Den Honnette Ambition og det øvrige forfatterskab kan hans baronisering ikke med rimelighed kritiseres: Holberg søgte ikke udnævnelsen på eget initiativ, men blev indstillet af Grev Reuss, der havde andre fremtrædende mænd bag sig. Der har naturligvis været en forhandling med Holberg forinden, blandt andet om den tilknyttede testamentering af ejendommene til Sorø Ridderlige Akademie. At Holberg gennem sit fremragende forfatterskab havde gjort sig fortjent til en meget høj rang, kan der ikke være tvivl om. Forfatterskabet var højt værdsat og anerkendt både nationalt og internationalt.
Udover de litterære fortjenester udmærkede Holberg sig også ved at eje jorde og gårde i et omfang, der var passende for en baron. Til et “virkeligt baroni” krævedes der ifølge enevældens normer jordbesiddelser af en størrelse på 1000 tønder hartkorn. Dem havde den formuende Holberg omhyggeligt skaffet sig i løbet af sin karriere. I 1740 købte han Brorupgaard ved Slagelse og i 1745 Tersløsegaard ved Sorø. Dertil kom skove, møller og landsbyer. Tilsammen udgjorde det en værdi, der var over de krævede 1000 tønder hartkorn. Holbergs baronisering kunne altså begrundes både med hans fortjenste og hans jordbesiddelser. Det var dog ikke uden fortilfælde i det enevældige Europa, at en forfatter blev baron på grundlag af sit forfatterskab alene. Det var fx den betydelige tyske filosof Christian Wolf blevet i 1745. Hertil hentyder Holberg spøgefuldt i sit forsvar for forfremmelsen i Epistel 176: “ … min Promotion [dvs. forfremmelse] er mindre paradox [dvs. tilsyneladende urimelig] end adskillige andre literate Tydske Personers, efterdi deres Baronier ligge udi Maanen, da mit virkeligen existerer paa Jordens Klode, og ligger udi den Province Siælland.” Holberg lagde vægt på, at der var substans i hans forfremmelse.
Til udnævnelsen var knyttet den vigtige bestemmelse, at baroniets besiddelser og næsten hele Holbergs formue skulle overgå til Sorø Ridderlige Akademie efter hans død. Akademiet var netop i 1747 blevet genoprettet med det formål at uddanne unge embedsmænd til gavn for stat og samfund. Akademiets fremtidige økonomi var dermed sikret, og at kvalificere kommende embedsmænd på en højere læreanstalt i Danmark var et fornuftigt og godt formål for en oplysningsmand som Holberg. Det havde længe været Holbergs plan at bruge sin formue på noget almennyttigt, allerede i 1735 havde han villet testamentere sin formue til “en nyttig Stiftelse til det Danske Sprogs videre Forfremmelse”.11 Dette og et andet testamente, også med et almennyttigt formål, blev dog kasseret til fordel for det endelige testamente med donationen til Sorø Akademi.
At Holberg blev ophøjet til baron, var særlig gunstigt for donationen. Til et baroni hørte skattelettelser på 300 rigsdaler årligt, der kunne forøge formuen, og baroniet var desuden en garanti for at ejendommene kunne overdrages testamentarisk samlet til Akademiet. Som baron levede Holberg som før sparsommeligt og uden ydre glans. Han spildte ikke penge på bærestole, fornemme køretøjer og lakajer, jf. kritikken af rangspersonerne i Den Honnette Ambition. Formuen blev stille og roligt større med henblik på donationen. I øvrigt overgav han sine renteindtægter til det trængende Akademi allerede fra 1751, tre år før sin død.
Holberg nægtede ikke, at han havde ære af at være baron, og at “Baroniet Holberg”, som det efter hans ønske kom til at hedde, og donationen var “et Monument” over hans livsværk (se Epistel 176). Kritikken af hans baronisering ærgrede ham så meget, at han skrev hele fire epistler til sit forsvar, nemlig Epistel 176 og 177 fra 1748, og senere Epistel 446 fra 1750 og Epistel 447 fra 1754. Heri fremfører han med rette, at kritikerne underbelyste den fortjeneste og almene nytte, der lå til grund for baroniseringen.
Om Holbergs mulige honnette ambitioner er imidlertid delte meninger i samtiden og senere forskning. Det gælder ikke Holbergs karriere ved Københavns Universitet: Han blev professor i 1716,og fra 1720 -1751 fungerede han som assessor ved konsistorium, dvs. universitetets øverste råd, og i 1736-37 var han også universitetets rektor. Begge sidstnævnte titler figurerer i rangforordningerne som henholdsvis “Consistorial Assessor” i niende rangklasse og “Rector ved Universitetet det Aar hand er Rector” i fjerde klasse.12 Uenigheden opstod først, da assessor og forfatter til Den Honnette Ambition blev ophøjet til lensbaron for “Baroniet Holberg” i 1747. Udnævnelsen mødtes med overraskelse og kritik fra flere sider i indland og udland. Var udnævnelsen i overensstemmelse med hans egne holdninger, og behøvede han denne adelsrang? Spørgsmålet blev yderligere aktuelt, da Den Honnette Ambition kun få måneder efter Holbergs udnævnelse til baron havde premiere på det nyåbnede teater i Læderstræde i København og blev et tilløbsstykke.
Overrasket er fx den samtidige norske Holbergbeundrer P.F. Suhm, der skriver: “Min Lærer i Musikken, Organist Decker var den første, som sagde mig, at Holberg vilde lade sig baronisere. Jeg trættede [dvs. sagde] ham hæftigen imod, sigende, at sligt [dvs. dette] ei kunde være, Holberg var dertil alt for fornuftig; han havde selv skrevet mod Rangsyge i den honette Ambition, Klim, og andre Skrifter.”13 Men ved nærmere eftertanke forsvarer Suhm dog Holbergs velfortjente adling. Der er dog flere mere kritiske reaktioner, også fra kolleger, der kun anser Holberg for at være forfængelig.14 Et eksempel på kritik fra udlandet er den tyske digter Baron G.L. von Bar, der skrev på fransk og i et satirisk vers sammenligner Holberg med hovedpersonen i Molieres komedie Den adelsgale Borger.15
I senere forskning kan blandt kritikere fx nævnes professor William Norvins Sorø. Klosteret. Skolen. Akademiet. Bd. 2 s. 105, 115-117, Frimodts Forlag 1931, der fremhæver Holbergs forfængelighed og gode handel på bekostning af det almennyttige i baroniseringen, og mere nuanceret F. J. Billeskov Jansen, der nok ser det almennyttige i donationen til Sorø Akademi, men ikke undlader at bemærke, at Holberg unødvendigt tilføjede baron til sit forfatternavn på titelbladet på sine fremmedsprogede udgivelser efter 1747.16 Som fortalere for det almennyttige i Holbergs baronisering kan fx nævnes Tage Becker: Baron Holberg og Lenet Holberg, 1959, s. 41-50 og de to Holbergforskerne Julius Martensen i Holbergs Komedier Bd. X, 1943, s. 12-14 og Carl Roos, Holberg: Comoedier, III, 1924, s. 466.
Holbergs kritik af rangsygen i Den Honnette Ambition og i det øvrige forfatterskab
Holberg angriber rangsygen ud fra et socialpsykologisk og moralsk synspunkt. Rangsygen er en momentan karakterfejl (‘Grille’) hos den ellers godmodige borgermand Jeronimus i Den Honnette Ambition. Han er blevet forfængelig på sine gamle dage, og han vil nok også have en titel af misundelse over, at hans ligemand og slægtning Jesper Hansen har opnået en rang. Han smører skrædder og lakaj og kryber underdanigt for baron, hvem han heller ikke er bleg for at betale for titel-anbefaling ved hoffet. Han ser pludselig med foragt på sine naboer og kommende svigersøn, blot fordi de er ærlige borgere, mens han, Jeronimus, har udsigt til en lav titel. Han bryder endda sit løfte til sin datter om forlovelse med Leander. Borte er hans hensyn til familien og samhørighed med naboer og borgerstand. Mere præcist kan Holbergs kritik af rangsygen i Den Honnette Ambition sammenfattes i følgende punkter:
1. Det er sygeligt forfængeligt at ønske sig en titel og rang, som man ikke har gjort sig fortjent til, jf. Magdelone I 3.
2. Det er ingen ære at bære en tom titel, dvs. en titel, der hverken er udtryk for fortjeneste eller embede i staten, jf. Magdelone I 3.
3. Det er umoralsk at “betle”, smigre og smøre sig en rang til, jf. “Suppliken” (ansøgningen) og Magdelones dom (I 3), “Dyrekøllen” (I 4), smiger (II 3) og pengegaver for at recommandere til en titel (III 3 og III 5).
4. Privilegierne for laveste rang er latterlige og små, jf. “gaa paa høire Haand” (I 2) og privilegiet at blive fritaget for borgerlige pligter tyder på dovenskab og uduelighed (Magdelone I 3).
Kort sagt er rangsygen ifølge Holberg umoralsk, uværdig og unyttig. At denne kritik har været væsentlig for ham, ses deraf, at den findes udtalt med variationer i næsten alle forfatterskabets genrer, dog fyldigst i Introduction til Naturens- og Folke-Rettens Kundskab (2. udgave 1728), komedierne (1723-54), Niels Klim (1741), Moralske Tanker (1744), Epistler (1748-54) og Epigrammer (1749).
Den tidligste behandling af temaet rangsyge i Holbergs forfatterskab findes i Skæmtedigte (1722), hvori 4. satire nævner det motiv, at en mand giver sin kone skylden for sin rangsyge (v. 459-474), hvad der kan være kimen til Jeronimus i Den Honnette Ambition.
En kritik af rangsygen kan læses i den nævnte Introduction til Naturens- og Folke-Rettens Kundskab (2. udgave 1728). Heri formulerer Holberg i det hele taget mange af sine grundtanker. I kapitlet om “Navn og Rygte” slår Holberg fast, at han principielt er tilhænger af enevældens rangvæsen:
Man haver ogsaa Ærbødighed for dem, som den høye Øvrighed [dvs. enevoldskongen] har beklædet med store Rangs-Titler. Men saadanne Folk ere tvende slags [dvs. er der to slags af]: Nogle er de, som den høye Øvrighed af egen Drift sætter paa Værdigheds Trin. Dennem er enhver Undersaat forpligted ogsaa at ære, og give Fortrin for sig selv, endskiønt han troer sig at have lige saa stor, ja større Meriter [dvs. fortjenester]; thi, at veigre [dvs. vægre] sig at vige for dem, er at foragte den høye Øvrigheds Anordning, og nærmer sig Rebellion [dvs. oprør], som er høyligen strafværdigt.17
Og så går Holberg over til sin kritik:
Andre nyde Rang og Titul ved deres egen Ansøgning og ublue Raaben [...] deslige [dvs. sådanne] Folk, som enten selv eller ved deres Venner uden Ophør importunere [dvs. ulejliger] Øvrigheden med høye Titlers Ansøgning, [...] tabe af deres valeur intrinsique [dvs. indre værdi], og kand ansees udi visse Maade som Kaaber-Penge [kobbermønter], hvilke man i vanskelige Tider sætter Merke paa, og byder dem passere for Dalere. Ligesaa behageligt derfor, som det er for en Borger, at den høye Øvrighed erklærer ham af egen Drift ypperligere end sine Medborgere, saa lidet derimod har den at glæde sig ved en Rang eller Titul, som ved idelig [dvs. bestandig] Raaben har ligesom udpresset den. Thi naar en Borger uden foregaaende særdeles [dvs. særlig] Meriter søger Fortrin for sine Medborgere der ere ligesaa gode, som han, røber han derved sin Hofmod [dvs. hovmod] og Skrøbelighed, og ligesom erklærer sig meer ufuldkommen end andre. Giør han saadan Ansøgning for at undgaa Borgerlige Tynger [dvs. ulønnet borgerligt ombud] og Tienester, tilkiendegiver han enten Ladhed eller U-dygtighed ... 18
Der er citeret fyldigt for at vise, at hovedsynspunkterne her er de samme som i Den Honnette Ambition, nogle af dem er endda tæt på ordlyden i de replikker, som Magdelone og Pernille fremfører i I 3 (fx “Hovmod og Ufuldkommenhed”, “doven og udygtig” og billedet med de mærkede “Kopperpenge”).
Ingen anden komedie tager rangsygen i betydningen jagten efter tomme titler så fyldigt og præcist op til behandling som Den Honnette Ambition (1731). Men andre er punktvist inde på samme tema eller på rangvæsenets uheldige sider. I første udgave af Den Vægelsindede fra 1723 kritiseres hovmod og stridigheder om placering i kirken som følge af rang (I 3). I Barselstuen (1731) skændes borgerkonerne om retten til at blive tiltalt som “Madame” (II 6), og en skidtvigtig og nedladende frue med rang får en lille scene (III 1). Tættest på rangsygen i Den Honnette Ambition kommer replikvekslinger i Philosophus udi egen Indbilding (1754), hvor skamløs og gentagen ansøgning om titel og forfængelig ærgerrighed tages under behandling (fx III 7), og hvor skylden for rangsyge hyklerisk skydes over på den kvindelige part (V 7). Fjernt fra emnet står Don Ranudo (1745), der vender sig mod den hovmodige og fattige fødselsadel, som ikke gør sig fortjent til sin position. Den Honnette Ambition sigter på den rangsyge borgerstand.
Skarpest behandler Holberg rangvæsen og rangsyge i den filosofiske rejseroman Niels Klims Underjordiske Rejse, skrevet på latin og udgivet 1741. I første del af denne satiriske roman møder Klim et utopisk land “Potu” (utopi bagfra), hvor indbyggerne udgøres af træer. Deres rangvæsens historie beskrives fyldigt i kapitel 7. Før var forholdene som i Danmark: “hele landet var endt i noget der mindede om urkaos, hvor alle jagede efter drømmebilleder og indholdsløse titler”, s. 88, (latin, dansk, i Peter Zeebergs oversættelse 2012), men nu er til forskel fra Danmark rangklasser afskaffet og en inddeling indført, der udelukkende bygger på “evner og indsats”. I en lærebog for den unge fyrste med titlen “Statens ror” slås det fast, at de mest forhippede på fornemme titler betragtes som mindst værdige, og at tildeling af titler og offentlige embeder bør ske på grundlag af folks kompetence.
I Moralske Tanker I (1744) er der to essays om rangsyge. I det ene, Libr. I, Epigr. 6, kritiseres trangen til at bruge finere titler og navne, end det er passende, fx frøken om en borgerdatter. Heri siger Holberg også, at erfaringen har vist, at rangsygen er “incurable”. I det andet, Libr. 1, Epigr. 143, vender han sig imod dem, som tigger om titler og ved smiger og lave midler fornedrer sig for at opnå en højere rang. De ofrer deres ære for at komme til en slags ære, jf. Magdelone I 3 og Pernille III 1 i Den Honnette Ambition. I essayet skelner Holberg mellem ambition som noget positivt og rangsyge som noget negativt.
I Epistler I-V (1748-54) behandles rangsyge mange steder. Her skal blot omtales de vigtigste. I Epistel 73 og Epistel 383 behandles danskernes forfængelighed med titler generelt: “Rangsygen eller den saa kaldte honnete Ambition [….] synes stedse at ville blive dette Folks Favorit Studium.” (Epistel 73). Uberettigede og ufortjente titler kritiseres fyldigt i Epistel 302 og 338. I førstnævnte sammenlignes helgener kritisk med danske betitlede rangspersoner, “hvilke have Titler af det, som de hverken ere, eller agte at blive.” I Epistel 424 skriver Holberg om det ufornuftige i, at gamle mænd er særligt begærlige efter en titel, da de i deres alderdom ikke har megen nytte af den, jf. Den Honnette Ambition II 7. At titler devalueres på samme måde som penges værdi beskrives i Epistel 525, jf. Den Honnette Ambition I 3.
I Holbergs latinske Epigrammer I-VII (1749) er der en del, der er kritisk over for rang og rangsudnævnelser. Originalens latinske titel er Epigrammatum libri septem, desværre er kun få relevante oversat til dansk. Misforhold mellem personlige kvaliteter og rang kritiseres i Liber I 98 og Liber IV, 28 og 78. Om det latterlige ved at gå ved højre hånd handler Liber I, 30 og Liber II, 60. Betaling for rang med penge og egen ære tages op i Liber I, 143, Liber III, 121 og Liber V, 169. Det grinagtige i at blive ophøjet til rangsperson på gravens rand beskrives Liber I, 35. Se i øvrigt Billeskov Jansen: Holberg som epigrammatiker og essayist I, 1938, s. 150-154.
Andre forfatteres litterære kritik af rangsyge og rangvæsen under den danske enevælde
Ingen dansk forfatter før Christian Falster og Holberg har så præcist kritiseret rangsyge i betydningen titelsyge. Litterær kritik af rangvæsen og ærgerrighed fandtes dog før Falster og Holberg hos mindre betydelige og i dag knap nok kendte forfattere. Rundt om i klassicistiske satirer på vers, inspireret af den toneangivende franskmand Boileaus Satires (1660-68) dukker temaerne op. I en satire (1690) af Vilhelm Helt kommer borgermadammerne “Sudse Gerds” og “Karen Smids” i totterne på hinanden i kirken om retten til den øverste stoleplads (jf. Barselstuen (1724) II 11). I verssatiren Adelens Oprindelse (1711) spotter Helt endvidere den gamle fødselsadel og slår til lyd for, at adelstitler skal tildeles efter fortjeneste. I Tøger Reenbergs satire Verdens Daarskab (1699) moraliseres flere steder over mennesket, “det forfængelige Dyr”, der stræber efter “Rang” og “Gang”, dvs. ret til fornem placering. “Det følger os indtil vor Død: / En Præst vil være Pave; / Og mangen, som er Bonde fød / vil Rang og Titler have.” Flere eksempler kunne nævnes, men som man ser, er kritikken enten en detalje eller en meget almen moralsk dom.
Mere kød er der på det satiriske drama Grevens og Friherrens Komedie (fra begyndelsen af 1670’erne), der tillægges hofjunker Mogens Skeel. Her udfoldes en kritik af enevældens nye titeladel af borgerlig herkomst, og der gøres nar af disse opkomlinge. Stykket er også interessant ved at være en forløber for Holbergs komedier i persontegning og rap replikføring. Men sigtet er et ganske andet end Holbergs. Skeel kritiserer det nye rangvæsen fra arveadlens synsvinkel, mens Holberg kritiserer det fra borgernes.
Et direkte politisk angreb på enevældens rangvæsen opstår i litteraturen i kølvandet på den franske revolution 1789 i den mere og mere selvbevidste borgerstand. Det er ikke længere rangsygen hos borgerne, men selve rangvæsenet og den enevældige stat, der står for skud. I de borgerlige klubber i København cirkulerer der oprørske viser og sange. Et eksempel kan være Selskabssangen (1789) af Jens Zetlitz fra Det norske Selskab i København:
At Slyngler hæves til Ærens Top, |
At Smiger mæskes og Sandhed tigger, |
At Rige sluge de Arme op, |
Og Dyden nøgen paa Gaden ligger, |
At Baand og Stierne |
Og tomme Hierne |
Foreenes ofte, ja meer end gierne, |
Det seer man tit. |
Skriver man passiv om til aktiv, er det ikke svært at komme frem til, at subjektet er kongen og den enevældige stat. Republikaneren P.A. Heiberg er allerede nævnt under afsnittet Rangvæsenets afvikling. Han skrev Indtogsvise (1790), hvori ordene “Ordener hænger man paa Idioter” forekommer. Det fik han bøde for. Han skrev også den satiriske komedie De Vonner og de Vanner (opført 1792), som gør nar af borgerskabets snobberi for adelstitler. Komedien blev forbudt efter tre opførelser. Flere provokerende skrifter fulgte, og juleaften 1799 blev P.A. Heiberg dømt til landsforvisning.
Rangforordninger
Forordning om Rangen 1717
Kiøbenhavn den 11 Februarii Anno 1717 Kiøbenhavn/ Trykt udi Kongl. Majests. Og Univertsit. Privilegrede Boogtrykkerie
Vii Friderich den Fierde/ af GUDS Naade Konge til Danmark og Norge/ de Venders og Gothers/ hertug udi Slesvig/ Holsten/ Stormarn og Ditmersken/ Greve udi Oldenborg og Delmenhorst/ giøre alle vitterligt/ at Vi allernaadigst have for got befunden/ Vores Rang=Forordning at lade udgaa/ som følger:
Første Classe.
1:
Vores Geheime Raad og Canceller.
2:
Vores Geheime Raad og Skatmester.
3:
Vores Geheime Raad og General Felt Marskalk.
4:
Vores Geheime Raad og General Admiral.
5:
Vores Geheime Raad og Statholder i Norge.
6:
Vores Geheime Raad som ere Grever og Riddere af Elefanten.
7:
Vores Geheime Raad som ere Riddere af Elefanten.
8:
Vores Geheime Raad Felt Marskalker.
9:
Vores Geheime Raad som ere i Vores Conseil.
10:
Vores andre Riddere af Elefanten som ikke ere Geheime Raad.
11:
Vores Geheime Raad som ere Grever.
12:
Vores Felt Marskalk Lieutenanter.
13:
Vores General Admiral Lieutenanter.
14:
Vores General Felt Tøymestere og Generaler til Hest og Foeds.
15:
Vores General Lieutenanter til Hest og Foeds.
16:
Vores andre Geheime Raad.
Anden Classe.
1:
Vores Grever som Lehn Grevskaber i Vore Riger og Lande haver.
2:
Vores Grever som ere Kammer Herrer.
3:
Riddere af Dannebroge.
4:
Vores Kammer Herrer.
5:
Vores Ober Hof Marskalk.
6:
Vores Ober Kammer Junker.
7:
Vores Ober Skenk.
8:
Vores Ober Secreterere.
9:
Vores Ober Rentemester.
10:
Vores Ober Staldmester.
11:
Vores Ober Jægermester.
12:
Vores Ober Ceremoniemester.
13:
Ober Hofmester hos Dronningen.
14:
Ober Kæmmerer hos Kron Printzen.
15:
Vores Hof Marskalk.
16:
Vores General Majorer, Admiraler, Obersterne af Garderne og Artolleriet.
Tredje Classe.
1:
Vores andre Grever som ingen Charge betiener.
2:
Vores Conferents Raad.
3:
Vores Friherrer som Lehn Friherskaber i Vore Riger og Lande haver.
4:
Vores Vice Admiraler og Brigadierer.
5:
Vores virkelige Etats og Land Raad/ Bispen i Sielland/ Christiania/ og Vores Confessionarius.
6:
Kronprintzens Marskalk.
7:
Printzernes Hofmestere.
8:
Vores General Krigs Commissarius.
Fierde Classe.
1:
Vores Oberster over Lif Regimenterne/ Vores andre Oberster til Hest og Foeds/Oberst Lieutenanter af Garderne og Schoutbynachter.
2:
Grevernes Cadetter.
3:
Baroner som ingen Lehn Friherskab haver.
4:
Vores Berghopmand.
5:
Vores andre Etats og Land Raad.
6:
Vores virkelige Justits Raad.
7:
Vores General Procureur.
8:
Præsidenten i Kiøbenhavn.
9:
Vores Politiemester.
10:
Rector ved Universitetet det Aar hand er Rector.
11:
Bisperne i de andre Stifter.
Femte Classe.
1:
Vores Oberst Lieutenanter af Lif=Regimenterne og Artolleriet, Vores andre Oberst Lieutenanter, Majorer af Garderne og Commandeurer til Søes.
2:
Vores General Qvarteermester.
3:
Vores General Auditeurer.
4:
Vores General Adjutanter.
5:
Vores Staldmester.
6:
Vores Ceremoniemester og Ordens Secreterer.
7:
Vores og Dronningens Kammer Junkere.
8:
Vores Jægermestere.
9:
Vores andre Justits Raad og Assessores i Vores Højeste Ræt.
Siette Classe.
1:
Vores Majorer over Lif=Regimenterne og Artolleriet, Vores andre Majorer, Ritmestere og Capitainer af Garderne og Commandeur Capitainer til Søes.
2:
Vores virkelige Cancelli Raad.
3:
Kammer Raad.
4:
Krigs Raad.
5:
Admiralitets Raad.
6:
Commerce Raad.
7:
Vores Amtmænd.
8:
Printzernes Kammer Junkere.
9:
Landsdommere.
10:
General Fiscal.
11:
General Qvarteermester Lieutenanter.
12:
Vores Ober Auditeurer.
Syvende Classe.
1:
Vores Ritmestere/ Capitainer til Lands og Vands og Premier Lieutenanter af Garderne.
2:
Assistens Raad ved Ober Hof Retten i Vort Rige Norge/ Professorer af Theologien ved vores Universitetet.
3:
Vores Lif Doctorer, Consistorial Raad.
4:
Kammer Raad.
5:
Vores andre Cancellie Raad.
6:
Krigs Raad.
7:
Admiralitets Raad.
8:
Commerce Raad.
9:
General Adjutant Lieutenanter.
Ottende Classe.
1:
Vores Premier Lieutenanter til Lands og Vands og Second Lieutenanter af Garderne.
2:
Vores virkelige Cancelli Assessorer.
3:
Consistorial Assesorer, Borgemestere/ Sogne= og Slots=Præster i Kiøbenhavn.
4:
Kammer Assessorer.
5:
Krigs Assessorer.
6:
Admiralitets Assessorer.
7:
Commerce Assessorer.
8:
Vores Assessorer i Hof Retten i Danmark.
9:
Vores Assessorer i Ober Hof Retten i Norge.
10:
Vores Krigs og Land Commissarier.
11:
Vores Second Lieutenanter til Lands og Vands/ Vores Cornetter og Fendricher af Garderne.
12:
Raadmænd i Kiøbenhavn.
13:
Vores Kiøgemester.
14:
Vores Hof Junkere og Forskiærere.
15:
Vores Jagt og Ride Junkere.
Niende Classe.
1:
Vores Cornetter og Fendricher.
2:
Vores andre Cancelie Assessorer.
3:
Consistorial Assessorer.
4:
Kammer Assessorer.
5:
Krigs Assessorer.
6:
Admiralitets Assessorer.
7:
Commerce Assessorer.
8:
Vores virkelige Cancellie Secreterere.
9:
Kammer Secreterere.
10:
Krigs Secreterere.
11:
Admiralitets Secreterere.
12:
Commerce Secreterere.
13:
Vores andre Secreterere.
Herhos er at agte/ at Fyrsterne af Vores Huus/ og de Fyrster/ som ere i Vores Tieneste/ saavelsom Kongernes Naturlige Børn/ tage deres Rang efter deres høje Herkomst.
Og paa det ald Disput og Leilighed til Ueenighed om Rangen, angaaende det Ord (virkelige/) kand forkommes, saa ville Vi allernaadigst/ at der under aleene skal forstaaes de som sidder i Højeste Ret/ og de som ere i det Danske= og Tydske= samt Krigs Cancellie, paa Rente Cammeret/ paa General Commissariaterne af Land= og Søe=Etaten samt Politie= og Commerce-Collegio og giøre virkelig Tieneste sammesteds/ saa og alle de som staa virkelig i Embeder og forretter Vores Tienste; Dog skal Vores Geheime Raad som med samme Caracter ere benaadet/ nyde og beholde deres Lifs Tiid den samme Rang som Vores Elskel. Kiere Hr. Fader Sal. Og Høyloflig Ihukommelse/ udi Forordningen om Rangen den 11 Februarii Ao. 1699 Geheime Raadene allernaadigst tillagt haver/ hvilket ligeledes om deres Fruer er at forstaa/ men de som her efter bekomme samme Caracter skal have deres Rang og Sæde/ som den nu af Os allernaadigst er bleven regleret.
De Personer som betiene/ eller have betient/ nogen af de udi de trende første Classer specificerede Charger hvad Herkomst de og kand være af/ hvad heller de ere Vores fødde Undersatter eller Fremmede/ skal for sig/ ders Qvinder/ Ægte Børn og Afkom til evig Tid være og holdes for ældgammel Adel/ og den eene som den anden nyde lige Privilegier, Ære/ Værdigheder og Prærogativer, enten de af Kongerne med Skiold og Vaaben ere benaadede eller ey.
De udi sex sidste Classer specificerede nyde de Privilegier som Vores Elsk. Kiere Hr. Fader den 11 Februarii Aar 1679 de kongelig Betiente allernaadigst givet haver/ saavelsom hvis udi Lovens 1. Bogs 2. Capit. 11 Artic. meldes.
Hvor adskillige Charger findes tilsammen indførte/ og ej med sær Numer adskilte/ da tage de deres Rang imellem dem self indbyrdes/ eftersom de ere kommen i Charge til.
De som fra deres Bestillinger i Naade forløves skal nyde Rang, som Chargerne, som de betient have/ med sig fører.
Fruernes Rang
1:
De Fruer hvis Mænd haver én af de fire højeste Charger, efter de Numer dres Mænds Charger ere adskilte med.
2:
De Fruer hvis Mænd ere grever og forretter nogen af de fire højeste Charger.
3:
Dronningens Hofmesterinde/ saa længe hun i den Tieneste forbliver.
4:
Kron Princessens Hofmesterinde/ saa længe hun i den Tieneste forbliver.
5:
De andre Kongelige Princessers Hofmesterinder/ saa længe de i den Tieneste forblive.
6:
De andre Kongelige Princessers Hofmesterinder/ saa længe de i den Tieneste forblive.
7:
Kron Princessens Kammer Jomfruer/ imedens de i den Tieneste forblive.
8:
De andre Kongelige Princessers Kammer Jomfruer/ imedens de i den Tieneste forblive.
9:
Dronningens Hof Jomfruer/ imedens de i den Tieneste forblive.
10:
Kron Princessens Hof Jomfruer/ imedens de i den Tieneste ere.
11:
De andre Kongelige Princessers Hof Jomfruer/ medens de i den Tieneste forblive.
12:
Vores Geheime Raad og Statholder i Norge/ hans Frue.
13:
Vores Geheime Raad som ere Grever og Riddere af Elefanten, deris Grevinder.
14:
Vores Geheime Raad/ som ere Grever/ deris Grevinder.
15:
Lehn Grevinder.
16:
Vores Geheime Raad som ere Riddere af Elefanten, deris Fruer.
17:
Vores Felt Marskalkers Fruer.
18:
Vores Geheime Raad/ som ere i Geheime Conseil, deris Fruer.
19:
Vores Felt Marskalk Lieutenanters Fruer.
20:
Vores General Admiral Lieutenanters Fruer.
21:
Vores General Felt Tøymesteres og Vores Generaler til Hest eller Foeds/ deris Fruer.
22:
Vores General Lieutenanter til Hest eller Foeds/ deris Fruer.
23:
Vores andre Geheime Raads Fruer.
Og siden gaar de andre Fruer/ være sig Grevinder/ Friherinder eller andre/ enhver efter sin Mands Rang og Condition.
Hvor efter alle og enhver Vedkommende sig allerunderdanigst haver sig at rett/ under Vores Højeste Unaade/ og Straf som det sig bør. Givet paa Vort Slot Kiøbenhavn den 11 Februarii Anno 1717.
Under vor Kongl. Haand og Signet.
Friderich R.
Friderich R.
Forordning om RANGEN
Kiøbenhavn den 13de Decembr. Ao. 1730
Kiøbenhavn den 13de Decembr. Ao. 1730
Kiøbenhavn
Trykt udi Hans Kongl. Majests. Og Universitet. Bogtrykkerie.
Vi Christian den Siette, af Guds Naade Konge til Danmark og Norge, de Venders og Gothers, Hertug udi Slesvig, Holsten, Stormarn og Ditmersken, Greve udi Oldenborg og Delemenhorst, Giøre alle vitterligt at Vi Allernaadigst have for got befunden, Vores Rang-Forordning at lade udgaae, som følger:
Første Classe
1:
Vores Geheime-Raad og Store-Cantzler.
2:
Vores Geheime-Raad i Vores Conseil, som ere Riddere af Elefanten.
3:
Vores Ober Cammer-Herre.
4:
Vores Skatmester.
5:
Vores General- Feldt-Marechal.
6:
Vores General-Admiral.
7:
Vores Statholder i Norge.
8:
Vores Riddere af Elefanten.
9:
Vores Feldt-Marechal.
10:
Vores Geheime Conferentz-Raad.
11:
Vores Feldt-Marechal-Lieutenanter.
12:
Vores general-Admiral-Lieutenanter.
13:
Vores General- Feldt-Tøymester.
14:
Vores Generaler til Hest og Foeds.
15:
Vores General-Lieutenanter til Hest og Foeds.
16:
Vores andre Geheime-Raad.
Anden Classe
1:
Vores Grever, som Lehn-Grevskaber i Vores Riger og Lande have og rangere imellem sig efter deres Grevskabers Erection.
2:
Vores Riddere af Dannebroge.
3:
Vores Cammer-Herrer.
4:
Vores Ober Hoff Marechal.
5:
Hendes majest. Dronningens Ober-Hofmester.
6:
Vores Ober Cammer-Junker.
7:
Vores Ober- Skenk.
8:
Vores Ober-Staldmester.
9:
Vores Ober-Jægermester.
10:
Vores Ober-Ceremoniemester.>
11:
Vores Ober-Cæmmerer hos Cron-Princen.
12:
Vores Ober-Rentemestere.
13:
Vores Ober-Sekreterere.
14:
Vores Hof-Marechal.
15:
Marechallerne og Hoffmesterne ved Vores Kongelige Huus, hvilke ikke efter deres Bestallingers data, men efter deres Høye Herrskabers Orden imellem sig rangerer.
16:
Vores General-Majorer, Admiraler, Oberster af Garderne og Artigleriet.
Tredje Classe
1:
Vores Grever, som ingen Charger betiener og ey Lehn-Grævskaber i Vores Riger og Lande have.
2:
Vores Fri-Herrer, som Lehn-Friherrskaber i Vores Riger og Lande have.
3:
Vores Stift-Befalingsmænd.
4:
Vores Conferents-Raad.
5:
Vores Vice-Admiraler og Brigadierer.
6:
Biskoppen i Sielland, Christiania, og Vores Confessionarius.
7:
Vores Geheime Expeditions-Secreterere.
8:
Vores virkelige Etats- og Land-Raad.
9:
Vores Staldmester.
10:
Hendes Majest. Dronningens Staldmester.
11:
Vores Ceremoniemester.
12:
Vores Hof-Jægermester.
13:
Vores Ordens-Secreterer.
14:
Vores General-Krigs Commissarius.
Fierde Classe
1:
Vores Oberster over Liv-Regimenterne, Vores andre Oberster til Hest og Foeds, Oberst-Lieutenanter af Garderne og Schoutbynachter.
2:
Vores og det Kongelige Huuses cammer-Junkere, som efter deres Høye Herrskabers Orden imellem sig rangerer.
3:
Baroner, som ingen Lehn-Friherrskaber i Vores Riger og Lande have.
4:
Rector ved Universitetet det Aar hand er Rector, og Bisperne i de andre Stifter.
5:
Vores Berg-Hopmand.
6:
Præsidenten i Kiøbenhavn.
7:
Vores andre Etats- og Land-Raad.
8:
Vores virkelige Justitz-Raad.
9:
Vores Cabinet-Secreterer. Hendes Majest. Dronnigens Cabinet-Secreterer. Det Kongelige Huuses Cabinet-Secreterere, som tager Rang imellem sig efter deres Høye Herrskabers Orden.
10:
Vores General-Procureur.
11:
Vores Politie-Mester.
12:
Vores Amtmænd.
13:
Vores Hof-Junkere og Forskiærere.
14:
Vores Jagt- og Ride-Junkere.
15:
Vores Liv-Medici. Det Kongl. Huuses Liv-Medici, som rangerer imellem sig efter deres Høye Herrskabers Orden.
16:
Vores Hof-Kiøgemester.
Femte Classe
1:
Vores Oberst-Lieutenanter af Liv-Regimenterne og Artigleriet, Vores andre Oberst-Lieutenanter, Majorer af Garderne og Commandeurer til Søes.
2:
Vores General-Qvarteer-Mester.
3:
Vores General-Auditeurer.
4:
Vores General-Adjudanter.
5:
Vores andre Justitz-Raad og Assesores i Høyeste Rett.
Siette Classe
1:
Vores Majorer af Liv-Regimenterne og Artigleriet, Vores andre Majorer, Ritmestere og Capitainer af Garderne og Commandeur-Capitainer til Søes.
2:
Vores virkelige Cancelli-Raad.
3:
Cammer-Raad.
4:
Krigs-Raad.
5:
Admiralitets-Raad.
6:
Commerce-Raad.
7:
Lands-Dommere.
8:
General-Fiscal.
9:
General-Qvarteer-Mester Lieutenanter.
10:
Vores Ober-Auditeurer.
Syvende Classe
1:
Vores Ritmestere, Capitainer til Lands og Vands og Premier-Lieutenanter af Garderne.
2:
Vores Assistentz-Raad ved Ober-Hoff-Retten i Vort Rige Norge. Professores Theologiæ ved Vores Universitet.
3:
Vores Consistorial- Raad.
4:
Vores andre Cancelli-Raad.
5:
Cammer-Raad.
6:
Krigs-Raad.
7:
Admiralitets-Raad.
8:
Commerce-Raad.
9:
General-Adjudant Lieutenanter.
Ottende Classe
1:
Vores virkelige Cancelli-Assessorer.
2:
Consistorial-Assessorer, Borgmestere, Slots- og Sogne-Præster i Kiøbenhavn.
3:
Cammer-Assessorer.
4:
Krigs-Assessorer.
5:
Admiralitets-Assessorer.
6:
Commerce-Assessorer.
7:
Vores Assessorer i Hoff Retten i Danmark.
8:
Vores Assessorer i Ober-Hoff Retten i Norge.
9:
Vores Krigs- og Lands-Commissarier.
10:
Raadmænd i Kiøbenhavn.
Niende Classe
1:
Vores andre Cancelli-Assessorer.
2:
Consistorial-Assessorer.
3:
Cammer-Assessorer.
4:
Krigs-Assessorer.
5:
Admiralitets-Assessorer.
6:
Commerce-Assessorer.
7:
Vores virkelige Cancelli-Secreterere.
8:
Cammer-Secreterere.
9:
Krigs-Secreterere.
10:
Admiralitets-Secreterere.
11:
Commerce-Secreterere.
12:
Vores andre Secreterere.
Og paa det ald Dispute og Leylighed til U-eenighed om Rangen, angaaende det Ord ( Virkelige) kand forekomme; Saa ville Vi Allernaadigst, at derunder alleene skal forstaaes de som sidde i Høyeste Rett og de som ere i det Danske og Tydske, samt Krigs-Cancellie, paa Rente-Cammeret, paa General-Commissariaterne af Land- og Søe-Etaten, samt Politie og Commerce-Collegio, og giøre virkelig Tieneste sammesteds, saa og alle de, som staa virkelig i Embeder og forrette Vores Tieneste.
Hvor adskillige Charger findes tilsammen indførte og ey med sær Nummer adskilte, da tage de deres Rang imellem dem selv indbyrdes eftersom de ere komne i Charge til, undtagen hvis herom specifice i denne Vores Allernaadigste Forordning er forandret.
De som fra deres Bestillinger i Naade forløves, skal nyde den Rang, hvilken Chargerne, som de betient have, med sig fører.
Fruernes Rang
1:
Hendes Majest. Dronningens Ober-Hoffmesterinde gaaer over alle Fruer, i hvordan de og kaldes, saa længe hun i den Tienste forbliver.
2:
De samtlige Kongelige Princessinners Hoffmesterinder, saa længe de i den Tieneste forblive.
3:
Hendes Majest. Dronningens Cammer-Jomfruer imedens de i den Tieneste forblive.
4:
De samtlige Kongelige Princessinners Cammer-Jomfruer, imedens de i den Tieneste forblive.
5:
Hendes Durchleutighed Marg-Grevindens Cammer-Jomfruer, saa længe de i den Tieneste forblive.
6:
Hendes Majest. Dronningens Hoff Jomfruer, imedens de ere i den Tieneste.
7:
De samtlige Kongelige Princessinners Hoff-Jomfruer, saa længe de ere i den Tieneste.
8:
Hendes Durchleuchtighed Marg-Grevindens Hoff-Jomfruer, imedens de i den Tieneste forblive.
9:
Vores Geheime-Raad i Conseilet deres Fruer.
Og siden gaaer de andre Fruer, være sig Grevinder, Friherrinder eller andre, enhver efter sin Mands Rang og Condition.
Hvorefter alle og enhver Vedkommende sig Allerunderdanigst haver at rette under Vor høyeste Unaade og Straf, som det sig bør. Givet paa vores Residence i Kiøbenhavn den 13de Decembr. Anno 1730
Under Vor Kongelig. Haand og Signet
Christian Rex
