Skjul alle
Jeg er en syg, der vil lære folk sundhed
Om Holbergs Levnedsbreve
af Ole Thomsen
Det komiske er noget grimt og kompromitterende.
Aristoteles Poetikken kapitel 5.
En opfarende moralfilosof
Holberg var oplysningstænker, en af Europas store; han ville være tankebefrier og blev det også. Men hans selvbiografi – dvs. de tre latinske levnedsbreve fra henholdsvis 1728, 1737 og 1743 – er ikke en klingende beretning om hans tankes vej mod frihed og triumf. Det er mere en historie om tankens umodenhed og utilstrækkelighed (I 206):
Jeg erkender min skrøbelighed, jeg fordømmer mit alt for hede temperament. Den person, der giver sig ud for sproglærer, men begår brølere, eller den, der vil gå for sanger, men synger falsk, taber så meget desto mere ansigt, fordi han forser sig inden for det, han påstår at være ekspert i. På samme måde kompromitteres den filosof, der forser sig i sin livsførelse, så meget desto mere, fordi han kludrer i det fag, han vil agere lærer i, og fordi han, der erklærer sig for sagkyndig i livets kunst, svigter i livet selv. Når man bærer sig sådan ad, udryddes fejlene ikke, men, som digteren siger,
de bider igen, når de tugtes. [Juvenal 2.35] |
Men når den tørre lever brænder af vrede, slapper vi tøjlerne, og så styrter vi os selv hovedkulds ud i de fejl, vi lige har fordømt hos andre.
Holbergs form for filosofi kaldes moralfilosofi, fordi den vedrører menneskers adfærd (mores på latin), deres måde at være på, med sig selv og med hinanden. Den, der er lærer i moralfilosofi, ønsker at befri sine medmennesker for vrangforestillinger, fejlreaktioner og fordomme for derved at lære dem livets kunst. Det at leve betragtes nemlig som en kunst; det er ikke noget, vi mennesker uden videre bare kan. Det er en kunst at blive menneskelig (III 43). – For Holberg og mange andre i 1700-tallet var ikke kun Sokrates, men også Jesus lærer i moralfilosofi.
Ved moralfilosofi er der det vanskelige, at den kræver forbilledlighed af filosoffen; ellers kan han ikke befri andre. Der skal være harmoni mellem liv og lære. Men det forhindrer – som vi ser i det citerede – det “alt for hede temperament” og den “tørre levers vrede” filosof Holberg i at være. Altså er han med hele sit værk og virke ude på den tyndeste is. Han savner myndighed, og det både i ord og gerning.
Og årsagen er hans sind. Hans individuelle person er problemet.
Den selvbiografi, som her skal fortolkes, handler både om Holbergs værk (de juridiske og historiske skrifter, det komiske heltedigt Peder Paars, satirerne, komedierne, den utopiske roman Niels Klim osv.) og om hans virke (bl.a. hans virke som offentlig forfatterpersonlighed og som professor ved universitetet). Men hvad der måske fængsler mest, er alt det, der meldes om psyken. Den psyke, der fratager Holberg adkomst til at være lærer, lærer i livets kunst.
Og det sjælelige ses også – det er det helt bemærkelsesværdige – som den afgørende faktor i stort set alt, hvad han udvikler om sine værkers tilblivelse og modtagelse. Både Peder Paars, satirerne, komedierne og Niels Klim henregner Holberg til det, han kalder den “krigeriske” stil (se bl.a. I 133). Hans digterværker er altså – med deres vid, leg, ynde og momentvise sødme – over en bank udsprunget af vrede, ligesom de vidt omkring vækker vrede (se fortalen og bl.a. I 128, III 9f., III 17f.). Og minsandten om ikke også hans forhold til universitetet og hans kolleger dér er gennemsyret af vrede og vid! Herom siden.
Psykolog Holberg blotter sig; og den kendsgerning kommenterer han selv flere gange: Min åbenhjertighed grænser til det kritisable, rører ved det pinlige. Og i forbindelse med disse åbninger er mit sind bagvendt og underligt, det er og bliver en animus paradoxus. For paradoksalt nok er det igen og igen de vigtigste ting, jeg er åbenhjertig om, hvorimod jeg kan være højst tillukket og tilknappet, når det drejer sig om forhold uden videre vægt (I 208). –
Men nu skulle det være klart, hvorfor offentligheden, hvis den skal føje sig efter en moralfilosofs belæring om livet, i grunden har ret til at vide alt om den pågældende filosofs eget liv. For i moralfilosofi er spørgsmålet om harmoni mellem lære og liv alfa og omega.
Så enkelt er det. Men det er ikke sådan, Holberg biograferer sig selv. Han er artist og ironiker og folder derfor sagen ind i dialog og mystifikation:
Brevformen
Levnedsbreve. Men hvor meget brev er der i dem, hvor megen dialog? På latin hedder de Ad virum perillustrem Epistolæ I-III, Breve til en Højfornem Herre I-III; og denne højst illustre, højst fornemme herre kommer til orde i fortalen til 1. brev. Her er, hvad herren – aristokraten – siger i sin egenskab af udgiver:
FORTALE. Denne vidt berømte forfatter har været tumlet rundt af en hel stribe oplevelser på grund af de hyppige udenlandsrejser, han har foretaget uden at have en øre på lommen; og der har været rigeligt med postyr i hans liv på grund af de satiriske poemer, skæmtedigte og moralske komedier, han har skaffet sig så store problemer på halsen ved at skrive. Af de to grunde håber jeg, at forfatterens landsmænd vil hilse udgivelsen af dette brev velkommen, navnlig da det er skrevet med den for ham så typiske humor, som gør selv rene småting læseværdige.
Jo hårdere kritik forfatteren har måttet stå model til fra sine medborgeres side, desto lettere får jeg nok tilgivelse for den dristighed, at jeg, bag hans ryg, har vovet at offentliggøre et brev, der alene henvender sig til en ven af forfatteren, men dog er fuldt af omsorg for hans navn og rygte. Brevet vil desuden kunne gendrive dem, der har påstået, at der på det danske sprog intet skrives og intet kan skrives.
Den forbudte tekst, 1. levnedsbrev, beskriver altså to ting: forfatteren som fattig turist i Europa og forfatteren som forfulgt satiriker, moralist og komediedigter. Da der er godt med postyr, omslag, pengenød og konflikter i fortællingen, er underholdningsværdien sikret, navnlig da det hele er skrevet med den for forfatteren så typiske humor (ordret: “indfaldets festivitet”), der kan gøre selv bagateller interessante. Bemærk også, at det allerede i fortalens første ord slås fast, at her er tale om en kendis.
Udgiveren fortsætter (jeg parafraserer): Det er og bliver en dristighed af mig, hans ven, til hvem brevet er skrevet, at offentliggøre det mod forfatterens udtrykkelige ønske. Når jeg alligevel gør det, er det for at værne ham, altså ret beset for at yde ham en vennetjeneste. Dette brev, som er “så fuldt af omsorg for forfatterens navn og rygte” – og således alligevel synes henvendt til offentligheden! – kan jo tjene til at forklare og forsvare ham over for hans medborgeres hårde kritik. Jo, jeg forstår hans interesser bedre, end han selv gør; så jeg tror, min dristige handling kan tilgives.
Og herpå følger selve levnedsbrevet, hvis første sider varierer temaerne pligt (mod den høje herre), hemmelighed og bagatel: De, højfornemme herre, har forlangt, at jeg skulle “føre mine livsforhold i pennen”, og det gør jeg så. Men kun fordi det er Dem, der kræver det, og kun henvendt til Dem. Og hvad skal det til for? Det er jo bagateller og banaliteter, det tyndeste pjask:
For mig er det lige så vanskeligt at udrette noget, der fortjener at nedskrives, som at skrive noget, der fortjener at læses.
Men hvem er denne høje herre, denne udgiver? I tidligere tider søgte man ivrigt efter en bestemt historisk person bag vir perillustris, fx Ulrich Adolph Holstein, universitetets patronus, dets værner og velynder, eller den litterært interesserede og politisk højst indflydelsesrige Frederik Rostgaard eller selve Frederik den Fjerde (1699-1730). Denne jagt mistede efterhånden pusten fra 1869 at regne. I det år havde Holberg-filologen C.W. Elberling som den første (kort) plæderet for at opfatte “den højfornemme herre” som fiktiv, som unus aliquis, “en en eller anden”. At adressaten er fiktiv, vil jeg betragte som sikkert. Men det betyder ikke, at forholdet til ham er enkelt eller mindre væsentligt.
Holberg har skrevet sin selvbiografi på latin, fordi det danske sprog, som han hengivent dyrker (I 144, I 147), har så begrænset en udbredelse (sagt med vid og bid i I 211f.). Ved hjælp af den latinske dragt vil han gøre sit liv og sit værk europæisk kendt, også med henblik på oversættelse (jf. et ræsonnement som det i III 7). For Holberg har der intet som helst bagvendt eller paradoksalt været i de ord, hvormed fortalen til dette latinske værk slutter:
Brevet vil desuden kunne gendrive dem, der har påstået, at der på det danske sprog intet skrives og intet kan skrives.
Men det latinske er ikke kun en ydre dragt. Da Holberg skrev om sit liv på latin, lånte han sig frem: Han hentede markante vendinger, flotte formuleringer og kloge, provokerende tanker fra de antikke forfattere. Dette indebar, at han gav den latinske verden – og dermed elementer af hele antikkens græsk-romerske kultur – adgang til fremstillingen og fortolkningen af sit liv. Ind kom en romersk brevskrivers menneskekundskab, en romersk satiredigters desperation, og meget mere (herom nedenfor).
Ved dette sprogvalg gjorde den moderne 1700-talstænker Holberg sit værk to tusinde år gammelt – og sikrede det mod forældelse.
Satire. Vrede. Leg
Tilbage til den højfornemme udgivers venskabeligt værnende fortale. Hvad er det da, forfatterens medborgere har kritiseret ham så hårdt for? Kritikken er – og det står der jo også – rettet mod hans virke som satiriker, altså mod Peder Paars, mod Skæmtedigtene, alias Satirerne, og mod komedierne. (Niels Klim kommer først til i 1741).
Under den såkaldte Poetiske Raptus skabte Holberg et lysende rige af fiktion. “Raptussen” indtraf i 1719 og klingede ud i 1725, hvor Holberg tog ud på en rejse, hvis kulmination blev et langt Paris-ophold (I 145ff.).
På det litterære plan skete der følgende (se I 126-128, jf. I 130 og III 34): Indtil nu havde ‘jeg’ kun læst latinsk poesi – det er i udgangspunktet udelukkende poësis Latina, der er tale om, ikke fx fransk – af sur pligt, men aldrig af lyst. Brat blev jeg grebet af interesse – NB skabende, imiterende interesse – for det, som jeg før med ubehag havde vendt ryggen; sådanne komplette omslag ligger i menneskenes natur og bringer dem glæde. Ikke blot læste jeg nu poesi, jeg digtede selv. Jeg digtede om kap med hele København, for at overdøve alle disse amatørdigtere. Dette proklameres med de allerførste ord i Juvenals første – programmatiske – satire:
Skal jeg kun lytte og lytte? Og aldrig ta’ bladet fra munden? |
Når jeg dog plages så tit ... |
Derpå prøvede han, som han skriver, hvad han duede til som satiriker. Man bemærker, at han åbenbart ikke overvejede andre genrer end Juvenals.
Og “med henblik på efterligning af Juvenals 6. satire udkastede jeg en satire” (den, der, mere eller mindre ændret, senere udkom som Holbergs 4. satire). Hvad angår synet på efterligning – et vigtigt punkt, nemt at misforstå – kan vi sammenligne passagen her med Holbergs ord i fortalen til Satirerne:
[...] 4 Sátyras, af hvilke den første handler om det menneskelige Kiøns Ondskab og Urimeligheder udi Almindelighed, dediceret til en Magister for derudi at imitere Boileau, som skrev den store Satire [...] til en opdigtig Doctor af Sorbonne.
... for at efterligne ... Sådan taler en klassicist.
Efter at have modtaget en del teknisk betonet kritik fra en ven blev Holberg, opfyldt af “en overvældende selvfølelse”, i stand til at debutere som satiriker, med Peder Paars. Dette digt karakteriserer han (I 128) med et andet citat fra Juvenals programsatire (1.85f.):
Blandingsfoder af frygt og af glæde, vellyst og ønsker, |
vrede og løb uden plan er alt, hvad min bog kan præstere. |
Ud fra Holbergs erklæring om målrettet efterligning og hans citatmæssige markeringer er det berettiget at sige, at han fandt en afgørende impuls for sin vældige produktivitet i Juvenals verssatirer. Han kunne dem omtrent udenad, som han selv anfører, og ikke kun de fiktive værker, men også 1. levnedsbrev er farvet af denne romer, for brevets vedkommende i et omfang, som stadig mangler at blive, ikke registreret (for det er sket), men skildret og fortolket. Her er det et problem, at vi indtil videre kun har et mindretal af Juvenals satirer i dækkende oversættelser til dansk. Og han er svær.
På det personlige plan var den udløsende faktor, igen ifølge Holberg selv, en konflikt med en akademisk konkurrent, Andreas Hojer (I 125f.). I striden med Hojer ser man satire live, en kaskade af hævnlyst og skadetrang.
Holberg havde altså Juvenal så tæt inde på livet, at det litterære (raseriet i Juvenals krasse og obskøne kæmpesatire, nr. 6) og det personlige (raseriet mod Hojers spydighed) kunne smelte sammen med virkninger så stærke, at de endnu griber os.
Fænomenet satire er blevet defineret på mange måder, bl.a. denne: Satire er “en på legende vis kritisk fordrejning af det fortrolige” (a playfully critical distortion of the familiar). En satiriker mestrer ikke kun spil, men dobbeltspil; han har et særligt talent for “på legende vis” – dvs. legende med identiteter og masker, bluffende, simulerende, parodierende – at “fordreje det fortrolige”, altså den for alle andre uigennemskuelige erfaringsverden, den blanke aktualitet, fx nyhedsstrømmen. Dette talent har han, på samme måde som en bokser eller boldspiller, udviklet siden sine barneår, fordi det skaffede ham social anerkendelse. Omgivelserne lo, de lo med ham, når han vendte vrangen ud på verden.
Holberg taler jævnt hen om den satiriske – alias den krigeriske – genre som leg eller spil, fx her, hvor emnet er gennembruddet til komedieskrivning (I 134):
Til sidst overvinder mine venners bønner min modstand, og jeg giver mig igen det gamle spil i vold, kommer i sving og finder på de stykker, som nu er fordelt på adskillige bind og gennembladres af alle.
Hør også den resignerede slutning af 1. brev:
Men spøgefulde vers og de os så fortrolige lege vil jeg overlade til andre, som en mand i min alder bør træde til side for, imens han sænker fanen. Den gamle frodigheds blomst er jo nu tørret ind. – København, nytårsaften 1727.
“Det gamle spil”, “de os så fortrolige lege”, “den gamle frodighed”… ludus, leg og spil, står for ham i et nostalgisk lys.
Satire er “en legende kritisk fordrejning”; der dirrer aggressionslyst, altså fryd ved angreb og forsvar, i det efterabende spil. Se i 1. brev historien om den krænkede dreng Ludvigs snedige – og i sidste instans ustraffede – hævn ved hjælp af et satirisk digt (I 11). Og skoleknægtens uhæmmede – men takket være hans satiriske mod og elegance ustraffede – raseri over et let tjat på fladen af hans hånd (I 6). Angreb og forsvar, som sagt. Man glemmer heller ikke beskrivelsen af, hvordan den nu nogleogtyveårige Holberg fjaser rundt i Leipzig sammen med pastor Fleischer (I 40).
Som der er satiriker i drengen, er der dreng i satirikeren. Hør blot dette lyst terapeutiske stykke fra 3. brev (III 88):
Der er folk, der undrer sig over, at en mand, som lever så stille og behersket, som evig og altid skranter, og som allerede er pænt til års – at han driver den af med den slags barnagtigheder, som de kalder det, og bruger sine kræfter på skæmtedigte og lystige komedier. Men det er netop mine fysiske og psykiske sygdomme, der har drevet mig til denne passion for det lystige og fået mig til at bruge den som lægemiddel; og jeg fraråder bestemt ikke andre at indtage samme medicin.
Nogle i hans omgivelser har altså fundet det temmelig upassende, at denne snart tresårige sarte, stille, skrantende herre er et legebarn. Men, forklarer han pædagogisk, min barnagtighed er et lægemiddel mod sygdom i krop og sjæl. “Prøv det!” siger han.
Værker og rejser
En samlende karakteristik af levnedsbrevene med opsporing af de tematiske tråde, der binder dem sammen, er endnu ikke foretaget, bl.a. fordi man jævnt hen, ved en pinlig forsømmelse, har ignoreret ca. 65 sider af 3. levnedsbrev: dels folkepsykologien (“Mit syn på en række europæiske folkeslag”), dels de seks filosofiske essays (“En art prøve på et moralsk system”).
Som varslet i fortalen, er værkerne og rejserne hovedelementerne i 1. brev.
Forhåbentlig kan følgende oversigt over de komiske værker være til nytte ved læsningen:
(1) Først et forsøg på efterligning af Juvenals 6. satire (det digt, der senere – meget eller lidt ændret, vi ved det ikke – udkom som Holbergs 4. satire: Jens Larsen).
(2) Efter diverse kampe med formen gav han sig så “med en overvældende selvfølelse” i kast med Peder Paars, som nu “læses af svenskere og tyskere, hvem kærlighed til dette digt har lært dansk.” Første bog (dvs. 5 sange) af Peder Paars, som er Holbergs modigste præstation i den store, frie samfundssatire, udkom i sensommeren 1719; den samlede Paars, altså alle fire bøger, antagelig i november-december 1720.
(3) Satirerne, alias Skæmtedigtene, udkom samlet i 1722 (1. og 2. satire havde været trykt separat i ’21); og 3. satire genlyder stadig af den sensation, som 1. bog af Paars vakte.
(4) Satirernes fortale er dateret 12.1.1722; og den 25. eller 26. september 1722 havde Den Politiske Kandestøber premiere på teatret i Lille Grønnegade.
Teatret i Lille Grønnegade – nuværende Ny Adelgade – åbnede 23.9.1722 med Molières Den Gerrige i dansk oversættelse. Et par dage senere fulgte så Den Politiske Kandestøber. Teatret fungerede, under stigende økonomiske vanskeligheder, i tre perioder: 1722-1725, 1726-1727 (det gik bankerot i februar ’27) og sommeren 1728. Bygningen blev revet ned i 1738. NB: Grønnegade-teatret brændte ikke ved byens store brand i oktober 1728. Og det blev ikke lukket af den pietistiske kong Christian den Sjette (1730-1746).
Så vidt værkerne og hvad dertil hører. Nu til Holbergs rejser: Amsterdam 1704-1705, Kristiansand 1705-1706, England 1706-1708 (Oxford!), Tyskland 1708-1709, Frankrig-Italien-Frankrig (“den romanske rejse”) 1714-1716, Paris 1725-1726.
Det er på grundlag af sit rejseliv, Holberg omme i 3. levnedsbrev, trods betænkeligheder, går med til at drive psykologi på de folkeslag, han i sin ungdom har været i kontakt med. Hvem kan bedre end den skribent, der er “indviet til de franske og engelske Muser” (III 87), anstille en sammenligning mellem fransk og engelsk mentalitet (III 116)? Og hør også denne prøve på hans tænkemåde (III 89):
Mit ansigt plejede englænderne i gamle dage at rose med disse ord: He looks as an English Man, dvs. “Han har et engelsk ansigt.” Men det er mere min tankegang, der er engelsk: Jeg fandt behag i dette folkefærd, og det i mig, og man har ment, at jeg har taget folkets adfærd og livsmål til mig med en forunderlig lighed, sådan at forstå, at jeg åbenhjertigt buser ud med alt, hvad der rører sig i mit indre, ligesom jeg ud af alle ting plukker det, der især tiltaler mig ved slående at ligne sandhed.
Han er en ren englænder, dels ved sit frejdige frisprog, dels ved sin samklang med den britiske probabilisme – der i hvert enkelt tilfælde af tvivl søger det mest sandsynlige, hvilket ligger på en linje fra Sokrates og Cicero, som han tit omtaler med tilslutning (jf. III 56).
Holberg har altså været betænkelig ved at skulle drive folkepsykologi, men endnu mere ved at skulle udkaste “et moralsk system”. Men efter pres fra den højfornemme herre, som brevene er skrevet til, ender han dog med at forelægge ham de 6 filosofiske essays, som han beder om at få en uforbeholden kritik af. Filosofi og teologi har levnedsbrevene rummet fra første færd; se bl.a. den spændstigt skrevne disput mellem protestantisme og katolicisme i 1. brev (I 171-176). Holberg var en betydelig protestantisk trosforkæmper, apologet. Og det første af 3. brevs filosofiske essays, “Om fromhed”, betjener sig af en oplysende systematik. Hvis Holberg har lånt denne systematik af en anden, har ingen endnu oplyst, hvem der er långiveren.
De 6 essays er en spraglet buket; de mest provokerende passager i dem trækker på den form for populærfilosofiske opsange, som man i antikken kaldte diatriber, “filosofi i blomstret kjole”, som en modstander døbte dem.
Et punkt, ikke helt uvæsentligt, angående oversættelsen: På latin skelner man, ligesom på engelsk, ikke mellem ‘De’ og ‘du’. Efter nogen tøven har oversætteren valgt at lade den tiltalte i de 6 essays være et ‘du’ – til forskel fra det ‘De’, der anvendes i resten af værket, altså til den højfornemme herre. Dog er dette valg ikke uproblematisk; især hen imod slutningen opstår der et overgangsproblem (III 189-190). Men der kunne ikke være tale om at lade specielt essay nr. 5 være rettet til ‘De’, dvs. den højfornemme. Så ville vi have fået fx:
Deres eksistens er jo frugten af Deres fars smagløshed.
Gavtyveroman
Det er ikke nogen ligetil sag at bestemme levnedsbrevenes genre. Men med betydelig ret kan betegnelsen skælme- eller gavtyveroman – pikaresk roman – hæftes på dem, i alt fald på kæden af fiffige eller fortabte beretninger i 1. brev. Jeget er bekymret over sin pengemangel, men i lyse, vise stunder ubekymret af selv samme grund. For hvad kan røvere gøre den, der intet har for dem at røve? Ubekymret om al fare
sang jeg mig pengeløs frem med røveren lige i nakken.
Denne linje, som skyldes Juvenal (10.22), citerer Holberg hele tre gange (I 56, III 91, III 159).
I lighed med selvbiografier, memoirer og erindringer er gavtyveromaner fortalt i første person. Hovedpersonen, jeget, i de spanske pikareske romaner fra o. 1600, el pícaro, er ensom, uforankret, labil, en dropout.
Den første gavtyveroman, vi har, er Petronius’ Satyricon fra omkring 60 e. Kr., dvs. fra den romerske litteraturs sølvalder, som Holberg foretrak for den forudgående guldalder. Han udtaler da også i den redegørelse for sin læsning, som han som knap tresårig fremkommer med i 3. brev, at han betragter Petronius som “den største kunstner i de latinske forfatteres skare” (III 31). Med ‘størst’ mener Holberg ‘mest vidtspændende’. Petronius brillerer nemlig i alle genrer, siger professor Holberg med fin sans for Satyricons hybride karakter: Han er både historiker, poet, satiriker og komiker, og ikke mindst er han sproglig realist med øre for underklassens slang. Men obskøn er han jo også (desværre!).
Alt i alt en både original og provokerende vurdering, og for os læsere af levnedsbrevene et højst velkomment stykke læsevejledning.
Vil man se gavtyv Holberg i aktion, kan man gå til historien om suppen, der var kogt på skibskokkens gamle mønter og skidne lommetørklæde plus ærter og flæsketern, og som omkring bordet udløste først vrede og væmmelse og derpå overgivent grin (I 16), eller den sørgmuntre sygehistorie om teenageren Ludvigs seksuelle mareridt, som selvbiografen kommenterer overordentlig livsklogt ved hjælp af et Ovid-citat: Metamorfoserne 4.566f. (I 13f.), eller beretningen om det stinkende pensionat i Flensborg, hvor der ved bordet blev knevret løs af en heftig stammer og en næseløs krigsinvalid plus 5-6 katte og lige så mange lænkehunde (I 146). Og hvordan reagerer ‘jeg’ så på dette sceneri, der “på én gang var sørgeligt og komisk”? Han reagerer ambivalent: “på én gang med lede og moro”.
Som sin romerske læremester Seneca borede Holberg i ambivalensens psykologi. Hør også her (I 84):
Desuden var synet af Marseille by en fantastisk glæde for mig. Der så jeg jo mange ting, der var mig uvante og som indtil nu havde været ukendte for mine øjne: alle de mange orientalske folkeslag, en svimlende mængde galejer, krigsfanger, der strejfede omkring i byen, både tyrkiske og kristne, nogle raslende med lænker om benene, andre med kæder om håndleddene. Betragtningen af dem vækker ganske vist gråd, men samtidig en ubestemmelig fryd over denne uvante art af skuespil.
Det litterære fænomen, som kaldes karnevalisme, og som i høj grad fylder satirer og gavtyveromaner, indebærer igen og igen en optagethed af ambivalens, desorientering og pafhed.
Vedvarende analyserer Holberg sin krop og psyke i disses sæbeglatte ubegribelighed. En betroelse (I 203):
Andre har kvalme i maven, jeg har det i sindet; blandt tusinde mennesker er der knap ti, hvis væremåde falder i min smag: Den ene tager livet af mig med passiar, den anden med fagter.
Men tro ikke, at disse ord om sind versus mave betyder, at så var da i det mindste hans mave stærk. Den var i særklasse sart. Hans maves personlighedsnedbrydende onde væsker, dens vitiosi humores, er et tema i levnedsbrevene (I 202, III 146). Og for Holberg, som aldrig opgiver ideen om den psykosomatiske enhed, kan mave og sind ikke adskilles.
Men som alt ved ham er også maven en gåde ... eller rettere, det er den slet ikke: Den er 180 grader modsat (III 96):
Min krops konstitution svarer til mine sanser og smag; begge dele er nemlig paradokse: Ligesom jeg ledes ved det, andre finder smag i, således har min krop gavn af det, der skader andres: Aldrig er jeg i bedre fysisk form end i perioder, hvor jeg lider af forstoppelse, eller plages af søvnløshed og ligger vågen hele natten.
Holbergs levnedsbreve er en sygejournal skrevet af en skælm og ironiker, der betaget og foruroliget reflekterer over mekanikken i sine skælmerier.
Hvis der nogetsteds i verdenslitteraturen findes et sidestykke til Holbergs selvbiografi – altså levnedsbrevene som helhed betragtet – eller endda ligefrem et forlæg for den, så har ingen endnu opsporet dette sidestykke eller forlæg, heller ikke Holbergs utrættelige udforsker Billeskov Jansen, trods hans grundige søgen i navnlig engelsk og fransk litteratur.
Satirens flossede Muse
Der er i det foregående gjort lidt mere ud af den højfornemme udgivers fortale til 1. brev, end man plejer at gøre; for med indsigt i den kan man bedre åbne døre længere omme i værket. Se nu for eksempel den perspektivudvidelse i omtalen af medborgernes kritik, der har fundet sted her hen imod slutningen af 1. levnedsbrev, sammenlignet med fortalen (I 199):
Her ville jeg egentlig slutte mit brev; men der er noget, jeg bør tilføje – som en efterskrift – om min måde at være på og min måde at leve på. Det er nemlig kun få af professorstanden, der har været mere udsat for medborgeres kritik, end jeg har, og af den grund vil det forhåbentlig ikke være Dem ukært, hvis jeg maler et portræt af mig selv med samme pensel, som jeg afmaler andre med, altså med samme uforbeholdenhed.
Først dette: Dette ideal om aldeles ens portrættering af ‘andre’ og ‘mig selv’ har en konsekvens, nemlig den overhængende pinligheds. Dette berøres flere steder, bl.a. III 25:
Jeg tynges af alvorlige fejl – fejl, som jeg gentagne gange selv har udstillet med en uforbeholdenhed på grænsen til det kritisable.
Jævnfør den rolle, skammen spiller i den såkaldte autofiktion hos mange af de skribenter inden for prosa, lyrik, teater og film, der i disse år slår følge med den norske forfatter Karl Ove Knausgårds internationale succes, romanserien Min kamp I-VI (2009-2011) – og også hos Knausgård selv.
“Det vil forhåbentlig ikke være Dem ukært” ... De er min værner. Dette er afgørende vigtigt i levnedsbrevenes konfessionelle økonomi, vigtigt for brevenes ydmyge jeg. Men den højfornemme viser dette monopol fra sig; husk, hvordan han i fortalen finteagtigt bemærker, at der må være tilgivelse for hans brud på hemmeligheden, eftersom brevet er “så fuldt af omsorg for forfatterens navn og rygte”, og derfor logisk kræver et bredere publikum end kun ham – som for jeget er alt: ven, inspirationskilde, i grunden den eneste (I 212), kritiker, dommer, instans.
Holberg har en vidt udfoldet teori om satiren, en anfægtet satirepoetik. Desværre har de satireforskere, der beskriver giganter som Erasmus af Rotterdam, Rabelais, Swift og Shakespeare, ikke kendt og i hvert fald ikke inddraget titanen Holberg, hvis satireteori de derfor af gode grunde ikke har afvejet over for de andres.
Men fast står det, at stor satire altid samtidig afspejler det problematiske i sin holdning. “Satirikeren satiriseret” er et hovedtema i den. Selvsatire hører stærk satire til; det samme gør en tæmning af misantropien, en nedtoning af foragten for “de andre” og af hadet til tåber og tosser. Tag værker som Shakespeares Timon fra Athen, Molières Misantropen og Swifts Gullivers Rejser – af hvilke de to sidste blev beundret af Holberg, som sikkert ikke kendte det første. En analyse af dem kan vise, at de, hver på sin snedige måde, pålægger den satiriske selvgodhed bånd. “De største satiredigtere ser beredvilligt sig selv som ofre, på dunkle måder, for deres egen kunst” (Robert C. Elliott).
Satyricon hedder Petronius’ af Holberg så beundrede roman; det er græsk og betyder Bøger om det satyragtige (der er underforstået libri, bøger, i titlen). En satyr er et dyremenneske, et blandingsvæsen, hvis animalske træk stammer fra bukken, et aggressivt, potent dyr. Århundreder igennem har man fundet og følt en nær både sproglig og saglig forbindelse mellem satyr og satire. ‘Satire’ kan staves satyr af de elizabethanske digtere (o. 1600), og sátyra af Holberg.
I sit værk om satirens “trøskede Muse”, The Cankered Muse, leverer Alvin Kernan en læsning af “Den elizabethanske æras satyr-satiriker”: Konfronteret med det for al satire så typiske sceneri af enerverende forfald og forargelig dekadence, anlægger satirikeren en offentlig personlighed, der er præget af retfærdig harme. Men satirikeren har tillige en privat personlighed, og hvis forfatteren tillader det – og det gør forfatteren af Holbergs satirer i allerhøjeste grad – kan den private person blive ganske offentlig i satirens løb. Alvin Kernan:
Satirikeren er ude på at overbevise os om, at lasten er både hæslig og på vej til at få overhånd; og for at opnå det forvansker, udelukker og fortegner han ganske bevidst. [...]
Han er indeklemt liderlig, sadistisk, syg i hovedet (sick in mind), hovmodig, sortseende, misundelig og en lodret løgner. Satiredigterne gør ikke noget forsøg på at skjule disse defekter, og de erkender, at denne vinde og skæve personlighed (this twisted character) er en uomgængelig følge af et kraftfuldt angreb på lasten.
Sådan er Satirikeren (med stort, generaliserende S), se fx Hans Mikkelsen, denne overgearede, søvnløse Machine, i Holbergs 3. satire. Men dette satiriske findes ikke kun i Satirerne/Skæmtedigtene, heller ikke ifølge Holberg selv. Vi husker, at han betragter alle sine vittighedsværker, også komedierne, som opfyldt af samme ånd: den krigeriske (I 133).
Og selvbiografen Holberg giver, om jeg så må sige, Kernan ret. Holberg vedkender sig dem: syg i sindet, sortseende, misundelig og lodret løgnagtig. Om misundelse se hans diagnose i I 203. Men man bemærker, hvordan han i denne advarsel mod at skue hunden på hårene folder defekterne ind i en undskyldende (?) paradoksi (I 208):
I spøgefulde sammenhænge lyver jeg altid, i alvorlige kun sjældent. I ligegyldige ting er jeg tillukket, men i sager af større vigtighed åbenhjertig i nærmest kritisabel grad; i mine skrifter er jeg stridbar, men i min livsførelse så mild og god, at jeg op til flere gange, skønt mine venner skar tænder, har ladet processer falde. – Med en karakter som den kunne det ikke være andet, end at jeg måtte komme til at stå i et højst tvetydigt lys hos dem, der, som man siger, kun bedømmer filosoffen efter skægget.
Forfatteren Fay Weldon sagde engang i et interview, med et af sine milde smil:
In all my lies there is an element of truth.
Holberg blev betænkelig ved sin betroelse om løgnen, og i 3. udgave af 1. brev (1737) byggede han “I spøgefulde sammenhænge lyver jeg altid, i alvorlige kun sjældent” om til “I spøgefulde sammenhænge lyver jeg undertiden, i alvorlige aldrig.” Skulle det være mere moralsk? Eller mere myndigt? Hans egen Pernille ville det ikke berolige (Philosophus udi egen Indbildning I 1):
Just fordi han praler med sin Philosophie og Dyd, just derfor viiser Erfarenhed, at man bør have ham mistænkt. Jeg mistænker ingen: men naar min Debitor, uden at blive adspurdt, sværger paa, at han er en ærlig Mand, siger jeg ham Capitalen op.
Holberg vil, siger han, bruge samme pensel til portrættering af sig selv som af de andre. Det forsøg på menneskeforbedring, der ikke samtidig er et forsøg på selvforbedring, betragter han som værdiløst. Ja, ligefrem som såret og sygt; jævnfør disse to linjer fra epigram 1.82 (senere udfoldet i essayet Moralske Tanker I 82):
In genus humanum sine causa armatur Amyntas: |
ægra ac saucia mens putrida cuncta putat. |
Grundløst mobiliserer Amyntas mod menneskeheden: |
Alt ser pilråddent ud for det sygt sårede sind. |
Selvsatire
Den ovenfor citerede henvendelse til den højfornemme værner er optakten til de konfessionelle sider om Holbergs væsen og væremåde – og om hans sygdom. Disse sider kendetegnes af Holberg, med hans ord om den nådeløse selvportrættering, ret beset som selvsatire (I 199):
Næsten lige fra mine spæde år har jeg kunnet mærke, at intet er så smittefarligt for min sundhed som det at jagte nydelser. Af den grund levede jeg så nøjsomt og afholdende, at jeg – skønt kun en dreng af alder – af livsførelse dog forekom mine kammerater at være en olding. Da en sådan soberhed og streng manér jo er påfaldende hos en mindreårig, blev der tit nok udslynget spydigheder imod mig, hvad jeg hidsigprop havde svært ved at sluge. Ikke desto mindre holdt jeg stædigt fast ved mit forsæt og lagde ikke min levevis om. – Som årene siden tog til, tiltog også min afholdenhed. Som dreng foretrak jeg vin blandet med vand frem for ublandet, men som voksen skyr jeg vin, som var det skarntydesaft.
Ved sin stædigt fastholdte livsførelse er han en forsagende olding, men med en ung piges ansigt. Dette med det pigelige ansigt måtte han endnu som 30-årig høre for på sine rejser (I 18).
Lidt længere fremme i den konfession, der begyndte med billedet af den mobbede, men sammenbidte Ludvig i skolegården, står der:
Den sygdom (morbus), jeg lider af, er en arv fra min far; erfaringen lærer jo, at helbredstilstande, lige så vel som andre ting, går i arv fra generation til generation. Men lægemidler bruger jeg ikke, da jeg ikke kender sygdommens kilde. Snart sniger der sig en så tung mathed ind over hele kroppen, at man kan se mig liste af sted med myretrin. Snart er jeg så rask til bens som nogen; snart rammes jeg af smerter i hovedet, snart i benene. Snart har sygdommen sit sæde i maven, og så føler jeg skiftevis varme og kulde i indvoldene; snart er der for megen gærende syre, snart slet ingen. I fulde to år var jeg så hjemsøgt af hovedpine, at jeg blev nødt til at afstå fra al tankevirksomhed. I den tid læste jeg kun historiske værker og tidsskrifter. Men da de to år var forløbet og sygdommen flyttede sig et andet sted hen, fandt jeg min største glæde i filosofiske refleksioner og poesi; det var den gang, jeg skrev det helteepos [Peder Paars] plus de satirer og komedier, jeg lige har givet en oversigt over.
“Et andet sted hen ...” Men man havde gerne hørt, hvor sygdommen, nu da den havde forladt hovedet, så havde sit sæde. Det er dog intet mindre end hans tilstand under Den Poetiske Raptus, her er tale om. Men se, om han siger os det.
Sygdommen tolkes som en arv fra Holbergs far. Det må man have fortalt ham; for han nåede ikke at lære sin far at kende. Holberg var aldrende forældres barn, den sidste i en række på tolv. Oberstløjtnant Christian Nielsen Holberg var over 60, og Karen Lem 37 år gammel ved hans fødsel den 3. december 1684. Bondesønnen Christian Nielsen Holberg, som havde tjent sig op til oberstløjtnantens adelige rang, “ikke ved æt, men ved arm” (I 3), døde allerede 29. marts 1686.
Endnu som gammel mand hægede Holberg om billedet af den tapre, noble, vidt berejste, usnobbede mand med det “christelige Hiertelav mod alle Mennesker”. Hør fra epistel 128:
Thi, hvor jeg er kommen iblant Høye og Lave, iblant Officiers, Bønder og Almue, da, saa snart de have hørt, hvis Søn jeg var, have de eenstemmigen raabt: “Ach! er I Christian Nielsens Søn?” og derpaa have begyndt at anføre adskillige Historier [...].
Syg. Sund
Fra sin far mente Holberg altså at have arvet sin flakkende nervøsitet, sin uudryddelige morbus, den sygdom, som han forbinder med en vis karakterens renhed. Renhed? Ja, ved den gnavne, tungsindige og opfarende er der det forsonende træk, som erfaringen viser: at han er ærlig, dvs. hæderlig og retskaffen. Han ved, hvor uregerligt hans sind er, og er på sin post over for det, så “han forløber sig ikke gierne meer end eengang”. Men den besindige, koldsindige type, som intet kan krænke, og som kan stikke en ørefigen i lommen, han “synder gierne meer end eengang” (Moralske Tanker III 6). Det er fra de blide, snu og tjekkede, kølige og socialt kompetente, at forbrydelser kan ventes. Tag jer i agt for dem!
Dette psykologiske paradoks – at en sygdom kan opbygge retsind – kan Holberg ikke komme bort fra. Se den stejlt provokerende slutning på Moralske Tanker III 6, og desuden dette på én gang skarptskuende og fantasibårne stykke fra 1. levnedsbrev (I 75):
Det kan godt være, at franskmændene er letsindige og flagrende og løber med en halv vind; men med deres udsøgte stil tvinger de en til at elske dem, hvor nødigt man end vil. – Der gives imidlertid ingen regel uden undtagelser, og faktisk var der nogle franskmænd, hos hvem jeg fandt levn af gammeldags bondevæsen. Mine husfæller så nemlig ud til – hvordan det så end var gået for sig – at have aflagt deres franske karaktertræk. De var alle, værtinden iberegnet, hypokondre og klynkehoveder. Men denne defekt opvejedes af den fineste oprigtighed og retsindighed; og da jeg selv er hypokonder, troede jeg, at jeg ved en slags magnetisk kraft havde trukket alt det til huse, der gik rundt i Paris og var i samklang med mit gemyt.
Sådan forener Holberg nationsanalyse og selvanalyse.
Han bruger diagnosen hypochondria på linje med ‘miltsyge’. Men bemærk, at hos ham betyder hypochondria ikke “bare” hypokondri, men pirreligt tungsind, nervøs depression; om den oplyser Holberg i øvrigt, at den i særlig grad svækker ham i tre måneder hver vinter. Han trækker også diagnoserne ‘hysteri’ og ‘melankoli’ ind på dette felt.
Og dette har også med anfægtet satireskriveri at gøre. ‘Milt’ hedder splên på græsk og latin, deraf vores spleen. I antikken antog man, at ustyrlig og fjottet latter skyldes en opsvulmet milt. Derfor siger Holbergs kollega, romeren Persius (1.12) som forklaring på, at han må skrive satirer:
Quid faciam? Sed sum petulanti splene cachinno. |
Hvad skal jeg stille op? Jeg er jo en skraldgriner med en flabet milt. |
Javel, men denne trøskede, flossede Muse kan bruges – bruges til at rense tanken (I 205), bl.a. for fordomme om kvindens natur. Holbergs kamp for kvindens ret giver ham en enestående position blandt de europæiske oplysere, de store franske ikke undtaget. For sit syn på kvinden fortjener Holberg “hensynsløs Beundring”, skrev Georg Brandes i den udsigt over emnet, som står at læse i hans festskrift, og hvor det betones, at det var “med Blik for det Menneskelige, ikke for det Kvindeligste i Kvinden”, at Holbergs geniale forstand forfægtede kvindens lige ret.
Brandes henviser vedrørende “Kvindekjønnets naturlige Ligeberettigelse” til Niels Klim (Kokleku, i kap. 9), til 3. levnedsbrev (III 76), til epistlerne 199 og 518 og til Forberedelsen forud for biografien af Zenobia & Catharina i Heltehistorier, hvor Holberg selv anfører sin satire “Zille Hansdotters Forsvarsskrift for Qvindekiønnet”.
Her i Forberedelsen skriver humanisten:
Verden taber intet ved at lade dem give Raad og dømme, som har best Forstand, og at lade dem føre Oeconomie, som haver mest Indsigt og Agtsomhed, den maa hede Peder eller Maria, den maa være sort eller hvid.
Indsigtens ulykke
Fra sin redegørelse, i morbus-afsnittet ovenfor, for den ukontrollable sygdom i kroppen går den overbeviste psykosomatiker Holberg over til, uden noget tankemæssigt brud, at tale om sygdom i sjælen (I 202):
Derfor styrer jeg helt selv mit helbred uden at konsultere andre; for jeg tror, det ville være spildt ulejlighed, hvis lægerne prøvede på at tæmme en sygdom, der er så glat og uhåndterlig og som på flodguden Acheloos’ vis påtager sig alle mulige skikkelser. Af den grund drives mit sind også ligesom i en kredsgang (gyrus), og jeg er hele tiden mig selv ulig; og derfor er det mit største hovedbrud at hindre udbrud af de ubalancer, der får sindet til at snurre.
De affekter, der efter tur deler mit sind imellem sig, er: glæde og tungsind, frygt og mod, lammelse og fyrighed, ildhu og koldsindighed – alt efter som disse onde væsker bygger rede i den ene eller den anden legemsdel. Så når ondet førhen holdt til omkring mellemgulvet, blev jeg opflammet af iver efter at reformere og fór løs på den samlede menneskehed; men når ondet lidt senere skiftede plads, var ingen mere mild og føjelig end jeg. Derfor: Hver gang jeg drives af denne reformere-trang, udsætter jeg min krig mod menneskeheden, idet erfaringen har lært mig, at det ikke er verden, men mig selv, der må bekriges, når der kommer en ildhu over mig, som kan fordrives med afføringspiller. Når ondet ebber ud, betragter jeg jo menneskene med andre øjne, og verden står for mig i et andet lys.
En ildhu, der kan fordrives med afføringspiller, er der hverken objektivitet eller visdom i. Er man kommet derud, er der akut behov for selvsatirisk mobilisering, med andre ord for humor (et ord, Holberg ikke bruger i denne betydning).
Holbergs sygdom er glat og uhåndterlig. At være “sig selv ulig”, altså ubeslutsom og vægelsindet, at vaje som et siv for lykkeomslag og lidenskaber/affekter, er det værste, der kan tænkes, ifølge den stoiske etik, som psykologen Holberg bestandig ligger i diskussion med. Det stoiske ideal er: urokkelig standhaftighed.
Utvivlsomt et ophøjet og sundt ideal, siger Holberg, hvis der ellers i den virkelige verden eksisterede sådanne vise. Denne indsigelse mod den stoiske idealisme i realiteternes navn radikaliseres i det sjette filosofiske essay i 3. brev, og stoikernes ideal “Kun den vise er lykkelig” vendes på hovedet, så at konklusionen bliver: “Kun dårerne/tåberne/idioterne er lykkelige”. Indsigt er en ulykke. Således lader Holberg hele sit selvbiografiske værk tone ud i dette: Lykken tilhører tåberne.
Det er almindeligt at fremstille sokratikeren Holbergs budskab som “Kend dig selv” (se fx III 97). Men man glemmer i reglen at tilføje, at det kan mennesket, fejlkonstrueret som det er, slet ikke opnå, ifølge samme Holberg. Og han ser det heller ikke som ønskværdigt. Det er nemlig et holbergsk grundmotiv, at kun den forblindede er lykkelig, og at det er rigtigt at lade ham forblive i illusionen; for i samme øjeblik indbildningskraften afbrydes, hører lykken op. Så hyld det glade vanvid, og sky al selvgod konformisme. Således bl.a. essayet Moralske Tanker I 109 (fra samme tid som 3. brev).
Lovprisning af dårerne i dens sammenhæng med Theatrum Mundi-tanken, altså ideen om verden som et komediehus, en maskerade og en galeanstalt (“Doll-Huus” med Holbergs ord), møder vi hos en række satirikere, bl.a. den af Holberg højt beundrede Erasmus af Rotterdam i renæssancen. Erasmus, Rabelais, Swift, Holberg og andre er praisers of folly, som Walter Kaisers titel lyder, uden at Kaiser dog ytrer ét ord om Holberg.
Den vise er et fantasifoster. En moralsk realisme som den i essay nr. 6 (III 180f.) blev kraftigt anslået allerede i essay nr. 4 om enighed (III 174f.) med et ekko af en linje af Ovid (Amores 3.4.17), som Holberg oftere orienterer sig efter:
Nitimur in vetitum semper cupimusque negata. |
Vi higer hele tiden efter det forbudte og begærer de ting, der er os nægtet. |
Mennesket er en fejlkonstruktion. Man kunne ganske vist fristes til at tro, “at Gud havde skabt Mennesket i sin Vrede og [af vrede] giort det til det uselste blant alle Creature,” skriver Holberg (Moralske Tanker III 46). Men ifølge otte herlige vers i slutningen af hans 1. satire hænger det helt anderledes sammen med fejlkonstruktionen. Guderne var slet ikke vrede, men tværtimod sanseløst berusede (“da de af Nectar-Drik Forstanden havde tabt”). Så de sjuskede med skaberværket, som de har moret sig over lige siden. Mennesket er altså på både den ene og den anden måde skabt uden forstand.
Filosoffens list
Fra 3. levnedsbrev (III 87):
Hvis jeg har indlagt mig nogen fortjeneste som skribent, består den deri, at jeg har stridt for at udrydde den ordinære skolemester-smag. Da jeg nemlig tidligt blev indviet til de franske og engelske Muser, har jeg lagt mindre vægt på at skrive lærd end på at udtrykke min mening med glans. Og uden pral kan jeg sige, at jeg blandt mine landsmænd er omtrent den første, der i stedet for tørre og rodede årbøger har skrevet nogenlunde velorganiserede historiske værker, og som så at sige har vakt det moralske studium, der hidtil havde ligget under mulde her i Norden, op fra de døde.
“Mere glansfuldt end lærd”. Anti-pedanten taler. Der er ifølge Holberg to måder at miste læserens opmærksomhed på: enten med et overmål af lærdom eller med præk, der lugter af gammel kål. Når han kalder sin skrivemåde “glansfuld”, må det ikke forstås i retning af det rokokoagtigt nette og pæne. Er man som Holberg satiriker i samtlige de genrer, man rører ved, så ved man, at det ikke altid er nok at skrive en ordinær og pæn vending som “alle og enhver”. Få en dosis grimhed ind, fx øjenbetændelse, og tilsæt noget hverdagsrealisme, fx barberer, og sig så med Horats (satire 1.7.3):
... gentage, hvad “alle, både de klatøjede og barbererne, længe har vidst” og kolporteret.
Således side III 15.
Jeg har genopvakt studium morale, udtaler Holberg. Men hvad vil det sige, at han var moralist? Det vil ikke sige prædikant og deklamator. Moralisten er på nakken af dobbeltmoral snarere end umoral (se slutningen af I 208). Han præker ikke mod laster, hvad der – som Holberg ofte siger med en vending fra Juvenal 7.154 – er det samme som “at servere en allerede opkogt kål”. Og ingen gider høre efter (III 15, III 150).
Moralistens felt er ikke laster, vitia, men fejltagelser/vildfarelser, errores – sådan bruger Holberg i reglen disse to ord. Han blotter “gængse vildfarelser”, skraber deres forførende “sminke” af. Men helt så enkel er sagen alligevel ikke. Der er mere af en forkynder i mig, end I tror, siger han:
Mennesket er “bizart”, og dets bizarreri består i, at det går mest op i det, der mindst har fortjent det. Mennesket savner altså sans for proportion – nej værre endnu: dets moralske omverdensforhold er vendt helt og aldeles på hovedet. I et stykke fra 3. brevs essay om sømmelighed (III 155f.) tager Holberg udgangspunkt i en skelnen mellem ‘lasten’ og ‘det latterlige’, som også findes hos hans franske samtidige. Og så kommer det dybsindige og stolte: Jo, jeg beskæftiger mig med det latterlige, ikke med “selve lasterne”, men altså med noget tilsyneladende mere overfladisk. Men som følge af bizarreriets faktum (“at småting martrer os mest”) er denne indsats også relevant for bekæmpelse af laster og usigelige forbrydelser. Der er således ikke noget absolut skel mellem errores og vitia.
Moralist vil sige filosof, men rigtignok en filosof af en særlig slags, nemlig en, der har erkendt, at argumentation kommer til kort. Holberg hylder fiktionsfilosofi, kan vi sige. Herom tales der i denne bekendelse til det litterære og fiktionen – og til den slagkraftige, ja, hårdtslående lystighed, som “fravrister” og “nedkæmper” (III 44):
Nyttige råd og advarsler kommunikerer jeg hellere ud i form af lystige dialoger og komedier end ved at opkaste mig til skolemester på en striks og kommanderende måde. Jeg tordner ikke mod ‘tidens fordærvede sæder’ og deklamerer ikke mod laster, men arbejder på at blotte gængse vildfarelser; det første er efter min mening en retors, det andet en filosofs opgave. Når de vildfarende skal overbevises, følger jeg Sokrates’ metode: Jeg stormer ikke fæstningerne, men underminerer dem. Ved hjælp af fiktioner, fabler og allegorier vrister jeg sandheds erkendelse ud af folk. Således lykkedes det mig at nedkæmpe en ven, hvis intolerance jeg ikke kunne overvinde med argumenter, ved at fortælle ham en historie om forskelligt formede øjne fra min Underjordiske Rejse.
Der sigtes til nogle uhyggelige sider i Niels Klim kap. 9: Nagirernes folk har aflange øjne, så alting forekommer dem aflangt. På det højeste sted i templet dyrker de en kvadratisk tavle. Men ingen får lov at beklæde en stilling i nagirernes stat, medmindre han sværger på, at han ser tavlen som aflang. Gør han ikke det, betragtes han som ond og oprørsk.
Klassicisten Holberg ser det lystige som stående i det nyttiges tjeneste; dette er, som han selv siger, Sokrates’ metode. Forestillingen om utile dulci, det nyttige med det søde, gennemtrænger Holbergs idéverden (I 136). Den forelå sammenfattet flere steder i Horats’ Ars Poetica, berømtest i linje 343, omne tulit punctum, qui miscuit utile dulci:
Den, der forener behag med nytte, får stemmer fra alle. |
Holberg: I teknisk forstand er jeg ikke filosof; “jeg kender jo ikke fagsproget og siger derfor (!) min mening letfatteligt og klart” (III 44, jf. III 137). Det får endda være med teknikken, hvis fravær altså også har sine gode sider. Værre er det unægtelig, at jeg ikke kan styre mine affekter og derfor heller ikke er filosof i praksis. Hvilket er fatalt for en underviser i livskunst, som vi hørte.
Dog, lidenskaber er ikke uden videre af det onde; det betoner han i det etiske manifest i Heltehistorier (Heltes sammenlignede Historier, 449ff.). Om sit ideal Sokrates skriver han dér disse ord om sublimering:
En Philósophi [en filosofs] Characteer er ikke at være uden Passioner, men at holde dem i Tømme, eller at dirigere dem saaledes, at noget got deraf kand flyde, saa som vi see Socratem at have giort, hvilken var plaget af violente Passioner, men ideligen gik med Fornuftens Bidsel i Haanden, saa at hans Ild og de naturlige Inclinationer, som ved Eegenraadighed kunde have haft bedrøvelige Virkninger, blev ved saadan Direction hos ham et Tønder [tændstof] til store og glimrende Dyder.
Drift brændt til dyd var et grundlæggende tema blandt oplysningens filosoffer (jf. III 125).
Hvor ville meget være vundet, hvis vi holdt op med at betegne oplysningstiden som “Fornuftens Tidsalder”, “the Age of Reason”. Idéhistorikeren Peter Gay har pensioneret denne så populære etiket med følgende ord, som en læser af Levnedsbrevene kan underbygge med talrige passager (bl.a. III 170, III 187):
Of all the labels imposed on the Enlightenment, the label “Age of Reason” has been the most persistent, and the most damaging. It is accurate only if “reason” is read to mean “criticism” and is counterposed to [stilles i modsætning til] “credulity” or “superstition”.
I samme runde kunne vi kvitte klicheer som “Fader Holberg” og “Baronen”.
Kredsgang i sjælen, kredsgang i verden
En undersøgelse af den kredsgang, den gyrus, som vi i citatet ovenfor så hvirvle de affektive ubalancer op, vil vise, at Holbergs menneskesyn og hans verdensanskuelse konvergerer.
Moralist Holberg var satiriker, og i den satiriske menneskeopfattelse ligger, at mennesker ikke kan laves om/ikke kan lave sig om. Mennesket har den grundlæggende fejl, at det ikke kan bearbejde sine fejl. Den mest fejende formulering heraf findes i en forelæsning på latin, som Holberg i 1731 holdt som nybagt professor i historie (“Om hypoteser i Danmarkshistorien”, 405f., oversat af mig):
Den fejl hos mennesket, der gør, at de, der overvinder fejl, drives over i den modsatte yderlighed, bør bestemt ikke regnes for menneskets mindste. Af den grund iler der en sitren gennem alle mine benpiber, hver gang der er tale om at reformere enten moral eller studier. Erfaringen har nemlig lært mig nok til, at jeg ved, at gamle fejltagelser ikke så meget fjernes, som de omformes til nye, stik modsatte. Thi fordømmelse og feber har samme væsen: Efter for megen kulde følger altid for megen varme, idet den menneskelige psyke, når den først én gang har fået sporerne og er blevet opildnet, ikke kan finde nogen måde at gøre holdt på.
Derfor, min fine unge bachelor, filosoferer du ikke uden vid, dersom du definerer vort liv som en fjerde- eller tredjedagsfeber.
Feberen, koldesygen, ophøjes her til et billede på livet, det videnskabelige såvel som det moralske liv.
Oplysningens tænkere har tre historiesyn, som det aldrig lykkedes dem at forene indbyrdes (hvad ingen kan bebrejde dem). De tre syn er: (a) Menneskeheden går fremad. (b) Menneskeheden går tilbage. Dette er de to lineære syn, som begge er moralsk orienteret, for så vidt som de begge opererer med et ideal, henholdsvis forude og bagude. Dertil kommer (c) en tredje opfattelse af menneskehedens historie: at den efter en uafvendelig indre dynamik bevæger sig i kredse eller i bølgegange, og altså ikke følger noget moralsk kompas. Man taler om historiens cirklende fluxus, cyclical flux. Fra den ene yderlighed til den stik modsatte. Fra ebbe til flod, og om igen og om igen.
Vi falder fra den ene yderlighed til den anden, fra at være de vildfarnes vejledere til at være vildfarne selv. Horats har, som Holberg igen og igen betoner, lagt det alt sammen ind i ét heksameter (satire 1.2.24):
Dum vitant stulti vitia, in contraria currunt. |
Når mennesker i deres tåbelighed søger at undgå fejl, løber de ind i de stik modsatte fejl. |
Selv har han i sin 2. satire fremstillet dette paradoks i disse to linjer blandt talrige andre (113f.):
Fra Overtroe man gaaer, fra groveste Papismus, |
til anden Precipice, til Vantroe, Atheismus. |
Det er en overgang fra den ene precipice, afgrund, til den anden. Denne sin grundtanke har han søgt at dramatisere i komedien Uden Hoved og Hale (som den gængse titel lyder); jf. hans karakteristik af denne komedie (I 141):
Det femtende stykke hedder Diametralt Modsatte Brødre. Komediens hovedpersoner er to brødre, af hvilke den ene er overtroisk, den anden ateist, og da en god ven prøver at helbrede dem begge for deres respektive fejl, udarter den enes overtro til ateisme, og den andens ateisme til overtro. Komedien viser altså, at enhver fejl balancerer på en knivsæg, og at brændende iver efter at reformere driver sig selv fremad, indtil vi glider over i den anden yderlighed.
Denne affektpsykologiske tanke er efter Holbergs opfattelse nøglen til striden, i 1719, med Andreas Hojer, og dermed til selve Den Poetiske Raptus, der, som nævnt, udløstes af denne strid. Så siderne herom kan siges at være de allervigtigste i 1. levnedsbrev (I 122ff.).
Det fortjener at registreres uden omsvøb – men det bliver det ikke – hvordan Holberg finder noget besudlet og urent i omstændighederne ved sin digterindvielse, den Dichterweihe, som for de store klassikere i forne tider blev fuldbyrdet ved Musernes åbenbaring på fjerne hellenske bjergskrænter. Og også Holberg kender, som vi hører i andre sammenhænge, ideen om “at være indviet til Muserne”.
Han tænker omtrent som så: Hvad er det alt sammen i mit forpinte tilfælde? Det er resultatet af et bagslag fra mit forsøg på at gengælde min fjende A. Hojers giftigheder. Bagslag rammer nemlig overivrige og krigeriske personer efter en velkendt psykologisk lov, som hersker i dette Theatrum Mundi, denne globale tåbekomedie, hvor mennesker er allermest maskeret, når de ingen maske bærer (epistel 347). Jf. en passage som denne (III 18) vedrørende den offentlige polemik efter fremkomsten af Niels Klim i 1741:
Der var folk nok, der ansporede mig til at ramme en forsvarlig pæl igennem disse personers nederdrægtige bagvaskelser. Men efter min mening er det ikke ukvemsord, man skal bekæmpe de lavsindede med; for i samme omfang som man siger noget magen til dem, bliver man magen til dem.
Satirikerens gerning er et ubærligt kors. Sådan oplever Holberg det (I 125f.). Hvad vi lettere indser, fordi vi har hentet belæring i den eksistentielt orienterede litteraturvidenskab fra satireforskningens guldalder o. 1960 – den forskning, der indkredser motiver som “den satiriserede satiriker” og “satirikeren som offer for sin egen kunst”. Eller, med Holbergs ord, spøgefuglen som ufravendt løgner.
Dette kan tjene som sammenfatning:
Grundlæggende går Holbergs skribentvirksomhed ud på at forene moralfilosofi og satire (hans komedier er “moralske og kritiske”, I 140, jf. I 226). Men just her findes, så vidt jeg kan se, den store urovolder, for de to er, sådan som Holberg selv beskriver dem, uforenelige: Moralfilosofi undergraves af vrede, hørte vi på denne indførings første side; men satire drives af vrede, som vi ved. Holberg blotlægger selv dette dilemma i I 207.
Klassicistens grelle selvfortælling
Af græske og romerske tænkere og skribenter omtales i denne indføring Sokrates, Aristoteles, Cicero, Vergil, Horats, Ovid, Seneca, Persius, Tacitus, Petronius, Plinius, Martial, Juvenal og Claudianus. I betragtning af den agtelse, Holberg har for Plutarchs biografier (III 7, III 40), og den brug, han gør af dem i sine Heltehistorier (alias Parallelle Biografier), må Plutarch nævnes som nr. 15.
Her følger nogle betragtninger om anvendelsen i levnedsbrevene af Plinius og Juvenal, hvis vægt for hans værk Holberg selv fremhæver (III 37; III 34).
Levnedsbrevene er et hybridt, karnevalistisk værk, som ikke stræber efter klassisk harmoni og tonal sirlighed (decorum). Holberg plukker, som vi har set, glad og gerne hos romerske guldalderforfattere som Cicero og Horats. Men hans hu står til den latinske sølvalder, dvs. den æra, da kunsten ophæver den skarpe grænse mellem poesi og prosa, mellem høj og lav stil og mellem tragisk og komisk, og hvor man dyrker rap prægnans, paradokse pointer, spids og spydig dobbeltbundethed. Seneca bliver det litterære idol. Traditionelt daterer man guldalderen i romersk litteratur til 83 f. Kr. (Sullas diktatur) – 14 e. Kr. (Augustus’ død), og sølvalderen til 14 – 117 (Trajans død). Ovid, den af Holberg tilbedte (III 33), befinder sig på overgangen mellem guld- og sølvalder.
Frem for Horats’ satirer foretrækker Holberg, som han siger, Juvenals, disse groteske, men også patos-tunge poemer. Det af Holberg så elskede heksameter
sang jeg mig pengeløs frem med røveren lige i nakken |
er kynisk-stoisk nøjsomhedsetik, glad i låget.
Se også (I 27) Juvenal 5.153f. om det forhutlede liv, hvor der kun vankede brød og ost og et runkent æble ligesom
det, der må gnaskes af ham, der rider på volden som kriger. |
Gådefuldt! Her er en kommentar: Når romerne promenerede på volden ved bymuren, blev de underholdt af en abe, der var klædt ud som soldat og red rundt på en ged. Denne Juvenal-groteske havde Holberg mærket sig! Et Juvenal-citat brugt som kanal til særhed og grimhed.
Nogle Juvenal-ord var så kendte, at de kunne citeres stærkt beskåret, fx I 4:
Hvem han end var, den mand, din slægt må kalde sin stamfar, etc. |
Det er fra Juvenals 8. satire, som slutter med disse to heksametre: “Den første af dine forfædre, hvem han end var, var enten hyrde eller det, som jeg ikke vil sige [dvs. røver eller lignende].” Holberg brugte og genbrugte dette drillende sted og citerer her kun første linje efterfulgt af et “etc.”.
Men til slutningen af 3. brev leverer Juvenal (3.18-20) melankolsk-romantiske toner. Holberg, som var en passioneret musiker, skriver: Vor tids komponister har mistet sansen for harmoni og sødme (‘Sødhed’ på holbergsk dansk). Derfor er der ingen tvivl om, at musikken som kunst går sin undergang i møde, forudsat de bliver sådan ved. Og så anfører han romerens ord om den oprindelige natur, som nu er skjult under kostbare, kunstige plader:
Et nærvær var der jo over |
guddomskraften i kilden, da grønsvær kransede vandet, |
og den naturlige tuf ikke skjultes af marmorets plader. |
En række af de jordnære indspil fra satirikerne (Horats og Juvenal, plus Martials epigrammer og naturligvis Satyricon) giver Holbergs blade lugt og duft. For eksempel:
Omtalen af papyrusruller, altså bøger, imprægneret i olie fra cedertræer (I 1, Martial 3.2). Ryg af et svin hængt til tørre i net under loftet (I 74, Juvenal 11.82). Uld renset i den vin, der var kasseret som sur og udrikkelig (I 74, Juvenal 5.24). Den trøst, at kvartanaen, dvs. feber med to feberfri dage mellem hvert udbrud, altså egentlig tredjedagsfeber, er mild (I 86, Juvenal 4.57) osv. Sådanne lunser får han leveret af de gamle satirikere.
Juvenal 1.143 ff. tordner med disse ord mod en forslugen, overvægtig romer: “Du bærer en ufordøjelig påfugl med ind i badeanstalten” (og dør af hjerteslag i heden derinde). Denne groteske blev indfanget og bearbejdet af Jakob Bidermann (1578-1639), og med Bidermann som mellemmand har Holberg så formet (III 152) de monstrøse linjer om den person, der “i sin fuldskab drikker, til han bliver ædru igen, eller bærer en ufordøjet påfugl fra den ene banket lige lukt ind i den næste spisestue.”
Så grelt og mystificerende farvelægger satiriker Holberg sin selvfortælling.
Georg Misch har i sit kæmpeværk om selvbiografiens historie karakteriseret “den danske digter Ludvig Holbergs autobiografi” på den måde, at den med sin “jordnært djærve lystighed” (naturalistisch derbe Fröhlichkeit) “kommer skælmeromanen nær”.
Med Holbergs kærlighed til skælmeromanen Satyricon in mente, tænker man ved Misch’ ord på første brevs barndoms- og rejseminder. Men læs også i 3. brev det rå essay om den verdensomspændende nytte af den dårlige smag. Eller analysen af hollændernes renlighedsiver, der på paradoksal vis slår om og bliver ulækker (I 151, III 125). Og så videre.
Man kan udstrække karakteristikken Schelmenroman til at gælde værket som helhed, for dets jeg er en skælm og anarkist. Varigt provokerer han sin egen base, universitetet (bl.a. I 121, III 54; I 130ff.), ligesom han håner censorerne – disse garanter for “Roelighed i Kirke og Rige” – som kulturnedbrydende drønnerter (III 16ff., III 51ff.). Det er vigtigt at have in mente, at en anti-universitær provokation samtidig er anti-kirkelig og anti-statslig. Nu til dags læser vi med stolthed Holbergs udfald mod censuren. Men hvordan mon hans kolleger læste det? Det var nemlig i reglen fakulteternes dekaner, der fungerede som censorer, og som skulle tilse, at skrifter intet indeholdt,
som directe strider mod den hellige Skrift og vore Kirkers symbolske Bøgers klare Ord, eller og som kunde forstyrre den almindelige Roelighed i Kirke og Rige.
Så vidt forordning af 1737.
Vi ser i Levnedsbrevene en oplyser, der priser dårskab, en moralfilosof, der elsker tumper og tosser, og en syg – bedre: en syg/sund – der vil lære sundhed fra sig.
Klassikerne (fortsat)
Plinius den Yngre, som Holberg selv henviser til som sin inspirator (III 37), var en nobel, ræsonnabel brevskriver og essayist. Det fine er, at levnedstegner Holberg favner både Juvenal, udskuddenes ven, og Plinius, kejserens ven. Han har fusioneret Juvenal med Plinius, dvs. vrængende sortsyn med sleben kløgt. Holbergs levnedsbreve er således stilistisk og ideologisk set et dobbeltvæsen, et amphibium. Og sådan må de helst oversættes.
På første side af 1. brev skriver Holberg:
For mig er det lige så vanskeligt at udrette noget, der fortjener at nedskrives, som at skrive noget, der fortjener at læses.
Denne elegante vending er hentet i et brev fra Plinius til historikeren Tacitus (6.16.3). Hvilket dog næppe, som man har ment, gør den højfornemme herre til et “Skyggebillede af Tacitus”. Så bastant fungerer lånene ikke; så kort en snor har Holberg ikke i dem.
Så skulle brevets jeg jo lige så godt blive til fader Æneas, og den højfornemme herre til ... dronning Dido, når jeget lidt senere låner Æneas’ ord til netop Dido i Vergils Æneide (2.10):
da De begærer så stærkt at erfare, hvad livet har budt mig. |
En passage fra 2. brev om Københavns brand har lånt en håndfuld vendinger i en rapport fra Plinius (10.33.2) til kejser Trajan om en lilleasiatisk bys brand:
Branden opstod kort efter mørkets frembrud i byens vestlige kvarter og bredte sig snart videre, først som følge af en kraftig storm, men dernæst som følge af folks handlingslammelse: I chok over denne usædvanlige og uventede ulykke, blev de bare stående som uvirksomme og ubevægelige tilskuere til den vældige katastrofe. Man plejer nemlig ellers her i byen at bekæmpe ildebrande med en sådan effektivitet, at det sjældent hænder, at et hus brænder ned til grunden, selv om der er ildløs mange gange om året. Jo mere uventet denne ulykke altså indtraf, desto mere bestyrtede blev folk, og ventede sig noget endnu værre.
Omkring partiklen “nemlig” anføres begrundelsen for “usædvanlige og uventede”.
Nogle fortolkere mener, at Holberg, så at sige klemt af lånene fra romeren, her skulle frakende København et velfungerende brandvæsen, hvilket ville være i modstrid med den historiske sandhed. De pågældende taler da om “en række unøjagtigheder”, ja, om brandskildringen som et i hvert fald delvist “fantasiprodukt”. NB: Holberg påstår ikke, at han selv har overværet branden.
Men agter man på den logiske partikel “nemlig”, indses det, at Holberg aldeles ikke taler om et mangelfuldt brandvæsen. Heller ikke lidt længere fremme:
De professionelle brandfolk tabte hovedet lige så vel som alle andre. De styrtede omkring som gale og spændte ben for hinandens arbejde. Ingen sprøjte, ingen brandhage, kort sagt intet brandslukningsredskab var fremme; med så stor en rædsel var denne uhørte katastrofe trængt ind i alles sind.
Sætningen med “med så stor en rædsel” begrunder redskabernes fravær; den kunne også oversættes: “så stor var den rædsel, hvormed ...”. Igen: Holbergs evige interesse er affekternes psykologi. Hans kritikere skulle have bemærket og berettet, at ingen af de relevante sætninger (hverken “i chok over ...” eller “man plejer nemlig ...” eller “med så stor en rædsel ...”) har noget som helst forlæg hos Plinius.
En fair bedømmelse af denne berømte passage ville lyde: Holberg har indarbejdet reminiscenserne fra Plinius behændigt og redeligt.
Psykologisk i overvældende grad er spøgelseshistorien i 1. brev (I 8), hvor Ovids Metamorfoser 3.464, Plinius 6.4.4 og Claudianus inddrages (i denne rækkefølge):
Men lige så tit han [oberstens yngste søn] prøvede at komme op i vores ende af sengen, lige så tit stod hele Helvede os lysende for øje, rædselsslagne som vi var; så vores plageånd havde om sig selv med føje kunnet sige:
Jeg er ildens ophav – og offer [Ovid]. |
Nærmest livløse af angst og badet i sved er vi indstillet på overgivelse hvad øjeblik det skal være, og den hele nat får vi ikke søvn i vore øjne. Vi frygter alt, vi indbilder os alt, og, som det ligger i frygtende menneskers natur, fantaserer vi os især frem til det, som vi især gruer for [Plinius]. Hvis alle de bønner, vi plagede Himlen med den nat, var blevet samlet i én bog, er jeg vis på, at de ville svulme op til et anseligt bind i kvart. Mine sidemænd var så mådeligt bevandrede i teologien, at de næsten ikke kunne andet udenad end Fadervor [...]; og pint af ond samvittighed over alt for groft at have forsømt den kristelige fromhed
får de den straf, som frygten for straf er. |
Det psykologiske paradoks, det sig selv modarbejdende sind, fantasifostre, overilelse og afgrund. Det slipper ham ikke.
Litteraturliste
Andersen, Vilhelm, Illustreret dansk Litteraturhistorie II, Kbh. 1934.
Behrendt, Poul og Mads Bunch, Selvfortalt: autofiktioner på tværs: prosa, lyrik, teater, film, Kbh. 2015.
Billeskov Jansen, F.J., Ludvig Holbergs Memoirer. Kommenteret Udgave med samtidige Illustrationer, Kbh. 1943. Kommentaren er kulturhistorisk orienteret.
Billeskov Jansen, F.J., “Den anonyme Oversættelse (1745) af Holbergs latinske Levnedsbreve”, Orbis Litterarum I, 1943, 161-178.
Billeskov Jansen, F.J., Ludvig Holberg: Værker i tolv Bind. Bind 12 indeholder Christopher Maaløes oversættelse af Levnedsbrevene, Kbh. 1971. Vigtig litteraturhistorisk indledning til bind 12 af Billeskov Jansen.
Bjerring-Hansen, Jens, Ludvig Holberg på bogmarkedet, Kbh. 2015.
Brandes, Georg, Ludvig Holberg. Et Festskrift, Kbh. 1884.
Brix, Hans, Analyser og Problemer. Undersøgelser i den ældre danske Litteratur III, Kbh. 1936
Brix, Hans, Analyser og Problemer. Undersøgelser i den ældre danske Litteratur V, Kbh. 1940.
Brummack, Jürgen, “Zu Begriff und Theorie der Satire” Deutsche Vierteljahresschrift, Sonderheft 45 (1971) 275-377.
Bruun, Christian, Om Ludvig Holbergs trende Epistler til en højfornem Herre indeholdende hans Autobiografi, Kbh. 1895.
Coffey, Michael, Roman Satire, London 1976.
Ehrencron-Müller, H., Forfatterlexikon omfattende Danmark, Norge og Island indtil 1814, X-XI-XII, Kbh. 1933-35. Disse tre bind er Holberg-bibliografien.
Elliott, Robert C., The Power of Satire: Magic, Ritual, Art, Princeton University Press 1960.
Feinberg, Leonard, The Satirist. His Temperament, Motivation, and Influence, Iowa State University Press 1963.
Gay, Peter, The Enlightenment. An Interpretation: Vol. I The Rise of Modern Paganism, New York and London 1966.
Hagedorn Thomsen, Hans, Sprogets fornuft. Om sproget i Ludvig Holbergs Moralske Tanker, Kbh. 1984.
Henriques, Alf, Ludvig Holberg: Baccalaurprogram og Rektortale. I Oversættelse ved H. D. Schepelern. Indledning og Noter af Alf Henriques, Kbh. 1961.
Holberg-Ordbog, red. af Aage Hansen, fra 1957 sammen med Sv. Eegholm-Pedersen. Under medvirken af Christopher Maaløe, I-V, Kbh. 1981-88. Nu tilgængelig på Nettet.
Holm, Edvard, Holbergs statsretlige og politiske Synsmaade, Kbh. 1879, genoptrykt 1975.
Høst, Sigurd, Om Holbergs historiske skrifter, Bergen 1913.
Kaiser, Walter, Praisers of Folly: Erasmus. Rabelais. Shakespeare, Harvard University Pres 1963.
Kernan, Alvin, The Cankered Muse: Satire of the English Renaissance, Yale University Press 1959.
Kondrup, Johnny, Levned og tolkninger. Studier i nordisk selvbiografi, Odense Universitetsforlag 1982.
Kragelund, Aage, Ludvig Holberg Citatkunstneren. Holberg og den yngre Plinius, Kbh. 1962.
Kruuse, Jens, Holbergs maske, Kbh. 1964, 2. udgave 1970.
Misch, Georg, Geschichte der Autobiographie 4. Band 2. Hälfte, Frankfurt am Main 1969.
Müller, Th. A., Den unge Ludvig Holberg 1684-1722, Kbh. 1943.
Nystrøm, Eiler, Den danske Komedies Oprindelse. Om Skuepladsen og Holberg, Kbh. og Kria. 1918. Disputats.
Nystrøm, Eiler, Holbergs egenhændige Vota som Universitetsprofessor, Kbh. 1928.
Olden-Jørgensen, Sebastian, Ludvig Holberg som pragmatisk historiker. En historiografisk-kritisk undersøgelse, Kbh. 2015.
Riiskjær, A.H., Holberg og Lægerne. Holbergs Sygdomme og hans Syn paa Læger og Medicin, Kbh. 1953.
Roos, Carl, Om et upaaagtet Værk af Holberg, Kbh. 1930. Om Holbergs Moralske Fabler (1751).
Rubow, Paul V., Tendenser, Kbh. 1944
Sondrup Andersen, Dorthe, Om at være sig selv bekendt. En historisk relatering af Ludvig Holbergs komedier, Odense Universitetsforlag 1988.
Thomsen, Ejnar, Sfinxen. Streger til et Holberg-portræt, Kbh. 1954.
Thomsen, Ole, Komediens kraft. En bog om en genre, Kbh. 1986. Disputats.
Thomsen, Ole, Veje til Rom. Romersk litteratur fra Plautus til Juvenal, Aarhus Universitetsforlag 2008.
Tjønneland, Eivind, “Holberg som hysteriker”, s. 337-355 i Den mangfoldige Holberg, red. af E.T., Oslo 2005.
Toohey, Peter, Boredom: A Lively History, Yale University Press 2011.
Vyverberg, Henry, Historical Pessimism in the French Enlightenment, Harvard University Press 1958.
