Skjul alle
|166
Holger Danskes Brev til Burman
Staar det mon ikke skrevet i *skæbnens bog, at saa ofte vi bliver truet af en *Burman, vil vi faa en Holger Danske til at forsvare os. Med mindre jeg tager meget fejl, og hvis man da kan fæste lid til de gamle kæmpeviser, slog i det 9. aarhundrede e. Kr. Holger Danske* en frygtindgydende jætte ved navn Burman til jorden: Men, da nu efter forløbet af saa mange aarhundreder en ny Burman *svinger sin lanse, holder for anden gang en ny Holger Danske idag sit skjold op imod ham. Man kunde have kaldt dette aar for et *platonisk aar og ment, at de gamle dage efter udløbet af cyklus atter vender tilbage, hvis da i øvrigt anledningen til sagen og navneligheden svarede til hinanden: Anledningen er dog en anden, vaabnene er andre, og kampens udfald vil ogsaa blive anderledes. Den gamle Holger greb til vaaben for en krænket piges skyld. Den nye hvæsser sin pen for at forsvare sine landsmænd *mod et ufortjent brændemærke. Den gang stredes man med tvebladede øxer, nu med pennen. Dengang flød blodet, nu afgøres striden med nogle faa og smaa draaber blæk: |167den hollandske Burmans slag falder i al fald ikke tungt, og han skal ogsaa slippe med ubetydelige *lemlæstelser.
Men hvad skal denne gaadefulde tale betyde? Ja, vent blot et øjeblik, og jeg skal udtrykke mig tydeligere.
Fornylig fik jeg tilsendt jeres brev til *Capperonier. Brevskriveren anbefalede mig især at læse side 31, hvor *Johan Rode bliver omtalt. Da familien Rode staar mig *meget nær, mente han dermed at gøre mig en tjeneste, ikke mindst fordi min *slægtnings minde blev rost saa meget i dette ellers saa bidske brev. Det er dog en lovtale, som vilde have faaet Johan selv til at rynke panden, hvis han endnu havde været i de levendes tal. Hele familien Rode læser den desuden med ubehag, fordi kærligheden til fædrelandet har dybere rødder hos den end noget menneskeligt slægtskab. Samtidig med at I løfter Johan til skyerne, nedsætter I med den anden haand hele det danske folk. Skønt andre tit og ofte nar raadet jer til at *se en smule venligere ud, saa anbefaler og formaner jeg jer til ogsaa at høre op med at rose. Det forekommer mig nemlig, at den eneste grund, I har til at *spille op til ros, er den, at I lidt efter kan skælde og smælde saa meget des mere uhæmmet eller bære jer ad *ligesom en rivende flod, som man prøver paa at inddæmme med det resultat, at den bare *gennembryder digerne og bruser des hurtigere og mere larmende af sted. Men: *for at prologen ikke skal blive længere |168end selve forestillingen skal jeg nu uden tøven skride til at se lidt nærmere paa lovtalen selv.
Side 31 priser I den vidt bekendte Johan Rode med følgende ord: ”Skønt Johan Rode var af dansk oprindelse, var han dog en virkelig lærd mand og blottet for enhver form for pedantisk hovmod. Alt det, Rode her faar tilskrevet, bliver hans fædreland berøvet for. Hvor stor og betydningsfuld end Rode kan se ud til at være, kan han dog næppe nok regnes med til de helt store, der har gjort deres fædreland ære. Maaske vil I bemærke, at vi enten tolker hans ord vrangvilligt, og at de dog ikke fortjener en saa alvorlig paatale, selvom de ikke kan udlægges anderledes. Nu spørger jeg jer, hvis I hørte en eller anden sige: ”Selvom *Anacharsis var af skythisk oprindelse, kan han dog nok slaa følge med nogle af de græske filosoffer”, vilde det saa forekomme jer gaadefuldt, at man maatte lede efter en gaadegætter for at finde løsningen. Mon det dog ikke vilde fremgaa tilstrækkeligt klart af denne lovprisning af Anacharsis, at han stammer fra et barbarisk folkeslag. Hvis I derimod erkender, at meningen med ordene er klar og tydelig, men ikke mener, at de af den grand fortjener nogen kritik, ja saa spørger jeg jer: “Sæt nu, at en eller anden berømmede en af jeres elever og sagde: ‘Manden er venlig og beskeden, selvom han |169har haft Peter Burman til lærer. Han er kyndig og blottet for hovmod, selvom han har *gaaet i skole hos Burman.” Med hvilke følelser, med hvilke miner vilde I saa lytte til en saadan vurdering, skønt I paa grundlag af noget langt mindre betydningsfuldt *plejer at benytte jer af højtravende vendinger? I har kun et eneste tilflugtssted, hvor I kan søge beskyttelse mod at blive stemplet for bagvaskelse, nemlig dette: naar I dadler danskere for deres uvidenhed og overmod, saa tror I at det er et rammende billede af dette folkeslag. Men samtidig med, at I anklager danskerne for disse laster, ja saa forraader I ynkeligt jer selv. Det vil jo falde jer ligesaa svært at møde med blot eet eneste vidne, som beklager sig over danskernes overmod; omvendt vil det falde mig ganske let at møde med hele hærskarer af skribenter, som har stævnet Burman for hans pedanterier og bidskhed. Men, det er maaske med urette, man tillægger jer disse laster. Jeg vil derfor ikke gøre fælles sag med jeres angribere. Da kævl ligger dansk tankegang ganske fjernt, maa striden mellem os imidlertid bedømmes af andre; men for at man ikke skal kalde os dovne eller fejge vil jeg blot give jer en grov og almindelig skildring af Danmark, hvis *kyster – efter hvad jeg forstaar – er jer ganske ubekendte.
Danmark ligger i den del af verden, som i reglen kaldes Europa (undskyld mig |170denne enfoldige konstatering, højlærde herre! Jeg vilde ikke tage jer det ilde op, om I behandlede mig paa samme maade, hvis jeg ved omtale af jeres landsmænds egenskaber havde udtrykt mig saaledes: ”Skønt Burman er af hollandsk oprindelse, kan han dog saa nogenlunde styre sin forslugenhed”, naar det dog er en kendt sag, at hollænderne er *nøjsomme og driftige mennesker:
*Ivrigt de skaffer sig gods, og alt det, de tjener, de gemmer) |
Danmarks grænser mod nordvest til Nordsøen, mod syd til Tyskland og mod øst til Østersøen og Sverrig. Da det faste land er en halvø, kaldes det i almindelighed Den Jyske Halvø. Af øerne er den anseeligste Sjælland, hvor København ligger. Indbyggerne er to-benede og deres øjne sidder i den forreste del af hovedet, ganske som tilfældet er med indbyggerne i *Leiden i Holland. Jeg maa dog udbrede mig lidt mere om folkets karakter, da det er paa det punkt, I dummer jer saa alvorligt. *Danskerne er mere beskedne og sagtmodige end de mange folkeslag, jeg kender fra ophold i udlandet, *som jeg har besøgt mere end een gang. Blandt skribenter anses ingen skavank for mere modbydelig end den, som I – den ypperste af samtlige stilister, |171der ynder at tale rent og tydeligt – for nylig har kaldt pedanteri. Danskerne kævles ikke, strides ikke om smaating. De lærde studier, som i særlig grad har blomstret i Danmark er: teologi, matematik, medicin, poesi, orientalske sprog, græsk og latinsk sprogvidenskab og dansk kulturhistorie. Som følge deraf rummer Danmark mange vidt berømte og i den litterære verden besungne navne: *Hemmingsen, *Palladius, *Resen, *Brochman, *Rosenkrantz, *Wandal, *Brahe, *Fincke, *Longomontanus, *Dybvad, *Lange, *Rømer, *Severin, *Worm, *Bartholin, *Krag, *Vinding, *Borch, *Nold, *Ostenfeld, *Venusin, *Hvidtfeld, *Stephanius, *Aagaard, *Petræus, *Jacobæus, *Bering, *Bording, *Rhuman, *Arngrim, *Torfæus og *andre. *Vor tid er ikke mere gold og udmarvet, end at den stadig frembringer store og ikke andet end foragtelige begavelser; men jeg vil ikke nævne de levende, hvis beskedenhed paabyder mig tavshed. Indenfor det spekulative studium maa jeg vedgaa, at der her hos os kun findes faa, som er naaet til tops. Man har ved lovgivning og sædvane draget omsorg for, at besværligt vrøvl har svært ved at overskride vore landemærker, stræder og grænsefloder. Der undervises i teologi og den hellige skrift |172uden kiv og strid. Kætterier, som plejer at opstaa af pedantisk hovmod, møder man ikke eller kun ganske sjældent. Selve reformationsværket blev her gennemført *i ro og orden, medens det hos andre folkeslag kun skred frem under saa stor en uro, ødelæggelse af saa mange byer og med saa store tab af menneskeliv. Vor *retsvidenskab er naturlig og ligetil. Den afskyer udvortes pynt, talrige opdigtede udtryk og de gaader til hvis løsning saa mange og saa tunge bind næppe andetsteds strækker til. *Lægerne er hos os et tiltalende og fornemt folkefærd, der er utilgængeligt for de markskrigeriske skavanker, som Molière gør sig lystig over i sine komedier. Kort og godt: alt det, som *gør mennesker latterlige, har sværere ved at slaa rod her end i de fleste andre kongeriger og republikker. Gøglere, dansere, omrejsende skuespillere er næsten alle fremmede og opholder sig kun her i kortere tid, hvis de overhovedet findes. Der er mænd, som laster vore lærde, fordi de kun sjældent træder offentlig frem og sjældent lader sig indrullere blandt skribenter. Hvis det er en last, saa er den en diametral modsætning til pedantisk hovmod. Skrivekløe er jo en kardinaldyd hos pedanter. Ja, gid blot andre folkeslag var ligesaa sparsomme med skriverier. Saa vilde litteraturen, |173som den store mængde af skriblere øjensynligt bringer i foragt, faa al den ære, der tilkommer den. Danskerne skriver kun sjældent, fordi de kun sjældent skriver af. Og – for nu at tale aabenhjertigt til jer – hvis der var tale om censur af alle de bøger, som offentliggøres andetsteds, og som er skrevet og vil blive skrevet mere for at ernære og berige plagiatorer og boghøkere, end til gavn for den litterære verden, ja, saa er jeg i al fald bange for, at boghøkerne med samt forfatterne vilde blive dømt for udsugelser paa grund af de summer, de ved smuktklingende bogtitler har revet til sig, og som kunde have været bedre anvendt til at afholde staternes offentlige udgifter. Jeg er desuden bange for, at der sammen med andre luxuslove ogsaa vilde fremkomme et forbud mod, at saa mange *elendige bøger faar tilladelse til at vandre om i prunkende sølv- og guldbelagte skindbind, eller – som digteren siger – *salvede med cederolie, og at det blev paabudt, at de skulde give afkald paa deres kostbare ydre og i stedet blive brugt som klæbrigt indpakningspapir om fisk, og maaske til kræmmerhus for røgelse og peber. *Rasmus Vinding anfører i sin fortale til sit værk om Københavns Universitet en anden aarsag til, at I ikke bør undre jer over vore skribenters ringe antal. Da bogen maaske er jer ubekendt, maa jeg anføre hele stedet: ”I undrer jer”, siger den berømte Vinding, ”over, at man her tæller færre skrifter, end man kunde vente i forhold til de højlærdes antal, lærdom og evner; |174men det ringe antal af skribenter maa undskyldes med vore bogtrykkeriers forhold. De udsender næsten ikke andet end bøger, som forfatterne endda selv bekoster; de bliver dog ofte hindret i at gøre det af hensyn til deres indtægter eller husførelse. Følgen deraf bliver, at mange skrifter, der i allerhøjeste grad fortjener at komme for dagen, og som er udarbejdede med megen omhu, enten bliver brugt til at riste *makrel Og til at pakke røgelse ind i, eller overladt til føde for *møl og maddiker”. I ser heraf, at vi nok kan være kyndige uden at skrive meget.
Vi mener, at der bør skelnes lige saa skarpt mellem kyndige folk og skriblere – lad mig faa lov til at bruge et nyt ord efter jeres forbillede – som der skelnes mellem en lærd (*doctus) og en mand, der blot har navn af at være det (doctor). Skribleri (*undskyld ordet) er jo lige saa forskellig fra lærdom, som *doktorhatten er fra doktoren. *Nogle forfattere skriver mange bind, andre meget i faa bind. Nogle forfattere skriver godt om een ting, *andre daarligt om mange ting. *Thukydid og *Comineus har saaledes skrevet meget, men *Varillas og *Gregorio Leti mange bøger. I vilde maaske ogsaa undre jer over, at der i løbet af saa mange aarhundreder kun er fremtraadt tre eller fire forfattere af en Danmarkshistorie. Det er ikke des mindre *dem, vi kan stille op overfor andre folkeslags mest fremragende historikere. Oldtidshistorien har Saxo skrevet paa foranledning af ærkebiskop Absalon, |175en helt, som ikke i sit fædreland har været en ringere mand end Thukydid i sit, eller kardinal *Ximenes i Spanien. Middelalderens og den nyere tids historie, som for største delen bygger paa de kongelige arkiver, har kansler *Hvitfeld skildret. *Pontanus og *Meursius har saa igen hentet stoffet til de fleste af deres latinske værker fra ham. *Thormod TorFæus anvendte næsten 40 aar paa at skrive Norges historie. Det kunde næppe have ladet sig gøre hurtigere, da hele indholdet er hentet fra en mængde sjældne pergamenthaandskrifter paa gammelnorsk og islandsk. Han har ogsaa sammenholdt dem med andre folkeslags krøniker. I kunde muligvis paastaa, at jeg her fremstiller en *forbilledlig stat og, at jeg snarere skildrer et vel indrettet lærd samfund end giver et billede af mit folks virkelige egenskaber. Men: samtidig med at jeg forsvarer mine landsmænd mod en beskyldning for pedantisk hovmod, frifinder jeg dem ikke for alle andre skavanker. Hvis I havde angrebet mit folks virkelige og indgroede fejl, vilde det skrivende Danmark ikke have haft mig til forsvarer. Jeg elsker nok mit fædreland, men jeg kritiserer det samtidigt. *Hvert eneste folkeslag har sin gode, saavel som sin onde aand; men stedet er ikke her til at betragte de skavanker, danskerne lider |176under, det maa være tilstrækkeligt paa en maade at have afvisket den skamplet, som en ubillig kritiker har paaduttet et uskyldigt folk.
Det forekommer mig, hr. Stridbarhed, at *I gaar fra krig til krig og *træder i de proceslystne prokuratorers fodspor, der aldrig forlader retten uden at have *gjort een sag til flere, eller at I kappes med de vandrende riddere, som ikke er tilfredse med at have udæsket nabofolkene, men ogsaa ønsker at prøve kræfter med de fjernestboende. I regner det ikke for noget, at jeres rygte har spredt sig fra Rhonen til Rhinen. Det er jer ikke nok, at I har kæmpet videnom i Frankrig, Tyskland og Holland, i reglen med det udfald, der *plejer at *sløve og døve vaabnene. Nu maa I ogsaa overskride Bælterne: Danmark skal udæskes til krig. Et fredselskende folk, der er blottet for pedantisk overmod, skal paaduttes laster, som uden maal og med kror sig hos jer selv, efter hvad jeres egne landsmænd gang paa gang har slaaet fast:
En mand, der har brugt næsten hele sit liv paa pedantiske krige, og som efter *den spanske ridders forbillede truer hele den lærde verdens stormænd med krig udelukkende for at gøre sig lækker i sin |177Dulcineas øjne, jeg mener pedanteriets, men som samtidig raaber om andres pedantiske hovmod, han ligner i mine øjne nærmest en drukkenbold, der gaar løs paa drukkenskab, eller en horebuk, der omstyrter bordeller. Kort og godt: en mand, som anvender dag og nat paa at rette alverdens *trykfejl, men ikke engang tænker paa eller drømmer om at bekæmpe sine egne fejl, forekommer mig at kappes med de mennesker, *som paa en besynderlig maade gør sig umage med, at tingene skal se nette ud, og hver evige time paa dagen spuler deres fortove, men som med snavsede og begsorte fingre henter deres mad op fra *fællesfadet. I forekommer mig kort og godt at skrive for at skaffe jer fjender. Hvor I saa end gør jeres udsæd, saa
*vokser der op en høst af skjoldbevæbnede hære. |
*Selvom I nok saa ofte er blevet svedet af de lyn, I slaar om jer med, lader I dog jeres hidsighed faa frit løb. Jeg maa ganske vist tilstaa, at jeg ikke aner, om det er af jer selv, I har angrebet andre, eller om I blot har forsvaret jer mod andres angreb. Der er jo her til lands kun faa mennesker, som er saa optaget af Burmans affærer, at de kan se forskel paa det ene og det andet. Vorherre har i al fald ikke givet mig tid til det. Selvom jeg vidste nok saa god besked om alt det, vilde jeg alligevel opsætte min dom. Det vilde være altfor møjsommeligt for mig at prøve paa at skifte sol og vind ligeligt imellem de stridende parter. Jeg veed, |178at jeres stridslyst driver mig selv videre frem, og at det er svært at holde maade. Der mangler derfor meget i, at jeg vil spille dommer eller bedrevidende raadgiver. Jeg vil ikke engang fraraade jer oftere at skrive i *den polemiske genre, jeg formaner jer blot til ikke mere at give jer af med at rose andre. Hvor svært det falder jer at rose, det viser jo jeres lovtale over Johan Rode. Hvis I skulde faa tid tilovers fra jeres pedantiske stridstogter, raader jeg jer blot til at ofre nogle faa øjeblikke paa at læse over paa jeres geografi, for at I ikke en anden gang skal fare vild og fejlagtigt beskylde franskmænd for trodsighed, englændere for fejghed, tyskere for nærighed, spaniere for letsindighed, italienere for ødselhed, saadan som I har beskyldt danskere for pedantisk overmod.
Lev vel, højlærde herre, og hvis I skulde mene, at jeg paa et eller andet punkt har udtrykt mig for skarpt, saa maa I tænke paa, at jeg har varetaget en hellig pligt.
København, den 31. januar 1727.
